The Astonishing Colour of After by Emily X.R. Pan


The Astonishing Colour of After af Emily X.R. Pan, udgivet af forlaget Orion Children’s Books i 2018.

Dagen hvor Leigh Chen Sanders får sit første kys, bryder hele hendes verden sammen. Imens hun smelter sammen med sin barndomsven, tager hendes mor sit eget liv. Tilbage efterlader hun et stykke papir, hvorpå der står “I want you to remember”. Leigh ved ikke, hvad det betyder, men da hun efter morens død får besøg af en stor rød fugl, er hun ikke i tvivl. Fuglen er hendes mor, og der er noget hun skal huske. Hun er nødt til at huske og opfylde sin mors sidste ønske. Derfor rejser hun til Taiwan for at besøge sin mors familie, som der sjældent blev talt om.

The Astonishing Colour of After efterlod mig åndeløs, grådkvalt og sammenkrøllet. Emily X.R. Pan rev mit hjerte ud gang på gang, hjemsøgte mig i dagevis som Leighs røde fugl, men den fik mig også til at føle mig håbefuld. Med den største ømhed gengiver Pan den magtesløshed, der følger med depression og selvmord. Hun gengiver nænsomt, hvordan den langsomt slår klør i et menneske, og hvordan den til sidst tager over og fylder så meget, at et hvert rum føles klaustrofobisk. Hun italesætter også stilheden, der medfølger. Ingen taler om morens depression, selvom den ikke er til at tage fejl af. Den fylder som en elefant i lokalet, og den forsvinder ikke ved at blive fejet ind under gulvtæppet.

“Once upon a time we were the standard colors of a rainbow, cheery and certain of ourselves. At some point, we all began to stumble into the in-betweens, the murky colors made dark and complicated by resentment and quiet anger. At some point, my mother slid so off track she sank into hues of gray, a world drawn only in shadows.”

Forfatteren er en kunstner med ord. Hun bruger farver til at italesætte følelser, når ord ikke slår til. Det fungerer rigtig godt, selvom det fylder meget, og enkelte beskrivelser dog også falder til jorden, fordi de, på trods af deres smukke lyd, blev for abstrakte eller ikke gav mening. Alligevel formår Pan at beskrive nogle af de følelser, som er forbundet med tabet af en nærtstående og sorgen, der følger efter. Hendes ord gør utroligt ondt at læse, men de er ikke desto mindre vigtig læsning. Bogen er heller ikke kun en vigtig repræsentation af sorg og psykisk sygdom, for historien tager afsæt i kinesisk kultur og Leighs forsøg på at placerer sig mellem den kultur, hun kommer fra, og den hun er vokset op i.

The Astonishing Colour of After en synæstetisk historie om identitet, konsekvenserne af psykisk sygdom som pårørende, og at være biracial. Selvom bogen er en smule for lang til at handlingen kan bære den, og at det ville have været en stærkere historie, hvis ikke romancen var en del af handlingen, rammer forfatteren hovedet på sømmet med sine beskrivelser af sorg. Slutningen var en smule forhastet til min smag, men det ændrer ikke på min samlede læseoplevelse. Pan har skabt en vigtig bog, der gjorde så ondt at læse, at jeg flere gange måtte lægge bogen fra mig, og fordi tårerne trængte sig på. Alligevel samlede jeg den gang på gang op igen, netop fordi den er så vigtig.

Reklamer

Solen er også en stjerne af Nicola Yoon


Solen er også en stjerne (org. titel The Sun is Also A Star) af Nicola Yoon , udgivet af forlaget Carlsen i 2017.

En gribende historie om at leve livet og turde række ud efter sine drømme. Natasha tror på videnskab og fakta. Ikke på på skæbnen eller drømme, som ikke går i opfyldelse. Men så møder hun Daniel den samme dag, som hun og hendes familie er blevet udvist af landet. Daniel er en drømmer, som tror på skæbnen, og da han møder Natasha midt på gaden i New York, er han overbevist om, at skæbnen har store planer for dem begge. Skiftevis fortæller Natasha og Daniel om den skæbnesvangre dag i New York, da de mødte hinanden og alting ændrede sig.

Solen er også en stjerne er lige præcis den slags kærlighedshistorie, som jeg holder af at læse. Den er tilpas sød, samtidig med at den bringer en række vigtige tematikker på banen på en vedkommende og velafbalanceret måde. Den handler om nemlig ikke kun om kærlighed, men også om immigration. Natasha er illegalt flygtet til landet fra Jamaica, hvilket sætter sine tydelige spor i hendes hverdag, hvor familien forsøger at undgå systemet for enhver pris, indtil det ikke længere er en mulighed. Daniels familie har rejst fra Korea til USA, og det er ikke altid lige let at skulle balancerer mellem de to kulturer og finde sig til rette mellem dem. Samtidig har hans forældre store forventninger til hans uddannelse, som tilsidesætter Daniels egne drømme og lægger et unødvendigt pres på hans skuldre

“Der findes et japansk udtryk, som jeg godt kan lide: Koi no yokan. Det betyder ikke kærlighed ved første blik. Det betyder nærmere kærlighed ved andet blik. Det er den følelse, man får, når man møder nogen, man vil blive forelsket i. Måske elsker man ikke personen med det samme, men det er uundgåeligt, at det sker.”

Natasha og Daniel er to komplette modsætninger, og måske er det derfor, de fungerede så godt sammen. Han er en åbensindet drømmer, der tror på kærlighed, imens hun er langt mere praktisk anlagt i sit verdenssyn og meget selvsikker. På grund af deres forskellige livssyn og filosofier, udfordrer de også hinanden på en måde, som tilføjer en helt særlig dybde til historien. Samtidig med at de begge er minoriteter, er deres stemme og repræsentation vigtig. Natasha og Daniel skiftes til at fortælle deres fælles historie, men afbrydes af et tredje perspektiv, som handler om universet. Her fortælles brudstykker af historier om de mennesker, som omgiver de to hovedpersoner, og hvordan de perifert er forbundet til deres historie. Det er her opholdstilladelsen afvises, og som forsegler deres skæbne. Disse kapitler er en af romanens styrker, fordi det gør den jordnær og undlader de svimlende følelser i at tage overhånd. 

Sidste år til Bogforum anbefalede Adam Silvera mig at læse bogen, og den viste sig at være alt det, han havde sagt den ville være. Den er en hjertevarm kærlighedshistorie med noget på hjerte, som jeg øjeblikkelig havde lyst til at læse igen i det øjeblik jeg færdiggjorde den. Forholdet mellem kærlighed og alvor er perfekt afbalanceret og historien er trods sin letsindighed enormt repræsentativ og vedkommende, og på grund af historiens indhold kom jeg også rundt i hver en afkrog af mit følelsesregister med alt lige fra frustration til forelskelse. Jeg giver derfor anbefalingen videre.

Crooked Kingdom (Six of Crows #2) af Leigh Bardugo


Crooked Kingdom af Leigh Bardugo, udgivet af forlaget Henry Holt and Company i 2016.

Sammen med sin kriminelle bande lister Kaz Brekker lydløst rundt på byens tage og klatre på murer. De manipulerer deres vej igennem Ketterdam i forsøget på at overleve, og da tilbød sig en enestående mulighed. Med livet som indsats begik de kriminelle krager et muligt kup til en svimlende pengesum. Opgaven gik ud på at bryde ind i et af landets mest bevogtede fængsler, hvor de skulle kidnappe en højt beskyttet person og få ham hjem i sikker behold. Intet gik som ventet, og derfra begynder Crooked Kingdom.

Leigh Bardugo er strøget til tops med sine fængslende romaner, og hun er ikke til at stoppe. Ligesom dens forgænger, er Crooked Kingdom fyldt med action fra start til slut. Den bæres i høj grad af kragernes indbyrdes relationer både hvad angår magtforhold, intrigere og kærligheden mellem dem. Gradvist afsløres kragernes fortid, og det bliver helt tydeligt, hvorfor de er endt som skygger i den kriminelle underverden. Jesper er en klassisk gambler, der er endt som kriminel for at kunne betale sin spillegæld. Inej blev kidnappet som teenager og tvunget ud i prostitution, før livet som krage gav hende den frihed, hun søgte. Nina er en Grisha, som blev bortført af Matthias, der nu har forladt den Grisha-jagende hær. Og så er der Kaz, der muligvis er romanens mest interessante person på grund af den mystik, som omgiver ham. Han er den fødte leder og til tider lige så ondskabsfuld, som de mennesker, han bekæmper.

Crows remember human faces. They remember the people who feed them, who are kind to them. And the people who wrong them too. They don’t forget. They tell each other who to look after and who to watch out for.”

Ketterdam er en by omgivet af murer, fyldt med soldater og handel. Den er fyldt med blindgyder, der snor sig igennem hele den som labyrintiske gange, og på mange måder er historien konstrueret på samme måde. Fra første side var den umulig at slippe. De seks krager skyr ingen midler for at opnå deres mål, og nogle gange er den eneste måde at opnå retfærdighed på ved at sagen i egen hånd. De er svære ikke at holde af, selvom de både plyndrer og dræber folk for at overleve. Derfor gruede jeg også for slutningen, fordi jeg ikke var klar til at slippe den enestående verden, som Bardugo har skabt, og selvom den slutter præcist som den skal, knuste den mit hjerte undervejs.

Crooked Kingdom er ikke bare fænomenal læsning, der underholder fra start til slut. Det er også en historie, hvor mange vigtige tematikker bringes i spil, og som giver historien karakter. Historien er en parade af spændende twist, som hele tiden bevæger historien i en ny retning, dog uden at forfatteren mister grebet om sin historie eller overblikket. Den fik mig til at højde vejret i spænding, og først da sidste side blev vendt kunne jeg slappe af. Desuden er Bardugos ord intet mindre en fængslende at læse, og jeg kan slet ikke vente til jeg igen vender tilbage til Ketterdam.

Ursiderne (Spektrum #3) af Nanna Foss


Ursiderne af Nanna Foss, udgivet af Tellerup i 2017.

Det siges, at tiden læger alle sår, men sådan føles det ikke for 16-årige Nasrin. Siden hun mistede sin mor, har hun kun været en skygge af sig selv. Fortiden er umulig at slippe, og selv når hun lukker øjnene for at sove skyller minderne ind over hende som en tidevandsbølge, der river hendes hjerte itu igen og igen. Men en dag sker der noget, der vender op og ned på hendes liv. Hun møder den dreng, der reddede hende som barn, men han er ikke blevet en dag ældre, og han kan ikke huske hende. Samtidig begynder der at ske mystiske ting i Nasrins liv, som hun ikke kan forklare, men det kan brødrene Linus og Alban, tvillingerne Noah og Pi, Adriana og Emilie.

Da jeg læste Geminiderne, den anden bog i serien, bankede mit hjerte for den historie, som Pi lægger stemme til. Den gjorde ondt at læse, men den var ikke i nærheden af Nasrins. Hendes historie, kampen med sorgen og tabet af moren er så hjerteskærende at læse, at jeg allerede græd inden jeg havde læst det første kapitel til ende. Hendes smerte er så virkelig, og alligevel kan jeg slet ikke forestille mig, hvor virkelig den egentlig er. Det er helt tydeligt, at Nanna Foss har følt den, for Nasrins sorg ramte mig i hver en afkrog af mit følelsesregister. Jeg mærkede hendes vrede, frustration og magteløshed, der var ved at æde hende op, og det føltes som om intet nogensinde ville blive godt igen, men det blev det. Nasrins historie handler nemlig også om at turde give slip på sorgen, selvom den altid vil være der.

“Sorg har en udløbsdato. I hvert fald for andre.”

Nanna Foss er en mester i at skrive følelser så klare, at de funkler som stjernerne på nattehimlen. De er så tydelige, at man helt har lyst til at række ud og føle på dem, og derfor føltes Ursiderne også som et knytnæveslag i maven. Tilsvarende de forrige bøger i serien er intensiteten næsten uudholdelig, og tempoet er højt fra start til slut. Handlingen spidser til og skyggevæsnerne haler ind på vennegruppen, og Nasrin ønsker mere end noget andet at bruge sine nyopdaget evner på at hele sit hjerte igen. På samme måde, som Nasrin overrumples af sit savn, skyllede hendes følelser ind over mig som en tidevandsbølge, der blev ved med at ramme. Hver gang jeg fik pusten, ramte den på ny og slog luften ud af mig. Desuden var jeg vild med bogens format, der bærer præg af grafiske udtryk, hvor ord flyder sammen til mønstre på sortfarvede sider, og som på fineste vis illustrerer Nasrins sorg.

Ursiderne overvældede mig i sådan en grad, at jeg ikke fløj igennem den på samme måde, som jeg gjorde med de forrige bøger i serien. Jeg var ganske enkelt nødt til at lægge den fra mig fra tid til anden, fordi jeg ellers følte, at mit hjerte ville gå i stykker. Forfatterens ord er små stjerneskud, der fik mig til at spærre øjnene op og sukke af beundring. Historien er vigtig og vedkommende, og formatet er en satsning, der rammer plet. Det træder til, når beskrivelserne af Nasrins følelser ikke er nok til at vise sorgen som størrelse. Med hendes historie tilføjes der også en meget etisk og vigtig dimension til hele tidsrejsefortællingen. Selv hvis vi havde mulighed for at gå tilbage i tiden og ændre den, er det så det rigtige at gøre? Mit hjerte kan næsten ikke bære det, for nogle gange får man ikke de svar, man så brændende ønsker sig.