Turtles All the Way Down af John Green


Turtles All the Way Down af John Green, udgivet af Dutton Books for Young Readers i 2017.

Aza Holmes gør alt hvad hun kun for at være en god datter, en god veninde og en god studerende, men det er ikke let, når den mindste frygt blusser op i hendes tanker og breder sig som en steppebrand i hendes sind. Da millionæren Russell Pickett pludselig forsvinder, og der udloddes en stor dusør til den, der ligger inde med afgørende information i sagen, beslutter Aza og hendes bedste veninde sig for at undersøge sagen. Men det er ikke let for Aza. Hendes hoved er fyldt med tankepiraler, som gør hverdagen og omgangen med andre mennesker svær. Det gør også kærligheden svær for hende, selv når den føles rigtig, og det gør den med Davis Pickett …

Turtles All the Way Down er på mange måder en klassisk John Green-historie, og alligevel er det den mest afstikkende af hans bøger. Forfatteren er kendt for at skrive store historier om en introvert hovedperson med en quirky og overenergisk bedste ven, der drager ud på en søgen efter nogen. Ofte er de skrevet på en måde, som enten får dig til at sukke eller ryste uforstående på hovedet, og sådan en bog er Turtles All the Way Down også. Den fik mig ikke kun til at sukke men også skælve, for nogle gange føles det som om John Green udelukkende skriver i smukke citater. Hans ord er grænsende til det poetiske, og det er alt for let at affeje dem som overdramatiske eller for filosofiske for en YA-bog.

You remember your first love because they show you, prove to you, that you can love and be loved, that nothing in this world is deserved except for love, that love is both how and you become a person and why.

Det er min erfaring, at det oftest gør ondt at læse en bog af John Green, og det er ingen undtagelse med denne. Han har skrevet en roman, hvor Azas følelsesliv er som et vakuum. Hendes tankespiraler er kvælende og gjorde det svært for mig trække vejret. Ikke fordi de er tørvetrillende eller navlepillende, men fordi de er så virkelige. Hendes tanker er relevante, men kører i så højt et gear, hvor selv den mest uskyldige tanke er en hurtig accelleration, der kun venter på at køre af sporet. Det er helt tydeligt, at forfatteren i et eller anden omfang har skrevet hendes erfaringer med OCD og angst ud fra egne erfaringer. De er simpelthen for virkelige til at være fiktive. Med Aza forsøger han heller ikke at skrive en episk kærlighedshistorie, men skaber i stedet noget meget skrøbeligt og fint, som på alle måder føles virkeligt.

Histoiren om mangemillionæren, der forsvinder var aldrig den del af historien, der virkelig vandt mit hjerte. Det gjorde Azas historie og rejse i sig selv derimod. Hendes talrige kampe efterlod mig frustreret, udmattet og håbefuld. De er så virkelig, at jeg fik hjertebanken over hendes pludselige indskydelser, mærkede en knude i brystet ved den mindste bekymring og fik åndenød ved tanken om den magtesløshed, som hun konstant føler. Hendes historie er hjerteskærende og smertefuld at læse, men mest af alt er den vigtig og tabubrydende. John Green giver en stemme til de, der dagligt kæmper indre kampe med et løfte om bedre dage, som gør alle kampene anstrengelserne værd.

Reklamer

Six of Crows (Six of Crows #1) af Leigh Bardugo


Six of Crows af Leigh Bardugo, udgivet af forlaget Henry Holt and Company i 2015.

Kaz er en berygtet listetyv, der leder en gruppe spidsfindige kriminelle i Ketterdams underverden. Lydløst bevæger de sig igennem livet, hvor de stjæler for at leve og lever for at stjæle. Da Kaz en dag bliver tilbudt en farefuld opgave, der vil gøre ham rigere, end han nogensinde havde drømte om, siger han ja og samler hurtigt sine krager. De skal bryde ind i det mest bevogtede palads. Missionen tåler ingen fejltrin, men de seks forbrydere har meget mellem sig, der meget vel kan få dem slået ihjel inden de overhovedet får begyndt på deres største kup til dato.

Jeg har ikke læst Leigh Bardugos Grisha-trilogi, og måske var årsagen til, at jeg følte, at jeg snublede i hendes selvstændige historie i samme univers, eller måske skyldtes det bare, at jeg læste bogen på et forkert tidspunkt. Første gang. Nu har jeg læst bogen igen, fordi mine tanker blev ved med at vende tilbage til den, legende med tanken om at tage bogen med de sorte sider ned fra reolen og læse den igen. Der er kun plads til det allermest nødvendige i Bardugos historie. Som læser blev jeg kastet direkte ind i en verden, som jeg ikke kendte. Det var både befriende og frustrerende. Det gav mig mulighed for at udforske verdenen uden at den trak i langdrag med detaljerede beskrivelser og en rolig begyndelse, men samtidig frustrerede det mig af netop samme grund. Jeg følte mig desorienteret.

“The heart is an arrow. It demands aim to land true.”

Six of Crows er en plotbaseret og hurtigbevægende historie, men det betyder ikke, at karakterbeskrivelserne falder i baggrunden eller helt undlades. De er ikke romanens drivkraft, og derfor åbnes de seks kragers hjerter sig ganske langsomt for  læseren i takt med at historien tager fart, og de små indblik som gives er skrøbelige. Jeg faldt hurtigt for den kølige Kaz med de mange hemmeligheder og hjernen bag det hele, den akrobatiske Inje, som ser og hører alt, grishaen Nina med de mange talenter, den hadefulde Matthias, den skydeglade Jesper og  uskyldige Wylan. De seks krager skreg dog på fordybelse, imens handlingen fløj forbi mine øjne, og jeg savnede en dybere indsigt. At læse Six of Crows føles lidt som at se en actionfilm. Den er fyldt med hurtige scener og skarpe klip, der får læseren til at vende siderne i en adrenalinsus, og samtidig er tempoet så højt, at jeg aldrig formåede at forudsige historiens næste træk. 

Jeg har aldrig været særlig glad for romaner med flere narrativer, fordi jeg alt ofte mister overblikket og interessen hurtigere, end jeg bryder mig om at indrømme, men Bardugo vandt mit hjerte med sin intense fortælling. Hun skriver overlegende let og med en overraskende humor, der flere gange fik mig til at grine højt. Den var sværd ikke at holde af, og jeg nød at liste gennem tågede havnebyer, krydse farlige verdenshave og klatre på umulige murbrokker sammen med de seks krager. Historien tager hurtigt fart, og efterlod mig en smule svimmel ved sin rutsjebanetur af en slutning. Jeg er glad for, at jeg lod tvivlen komme mig til gode, for selvom det kun var et par uger siden jeg første gang læste Six of Crows, afslørede min genlæsning en helt anden historie, som var så meget mere.

Geminiderne (Spektrum #2) af Nanna Foss


Geminiderne af Nanna Foss, udgivet af Tellerup i 2015.

Det begynder med kryptiske drømme, en besked fra fremtiden og en rød hættetrøje. Siden Pi og hendes venner ufrivilligt blev bundet sammen på tværs af tid og dimensioner, da de opdagede deres fælles evner til at rejse i tiden, er intet længere det samme. Hverdagen er fyldt med usikkerheder, og det får dem til at famle desperat i blinde efter svar på deres endeløse spørgsmål. For hvem kan de betro sig til, og hvem vil overhovedet tro dem, hvis du afslørede deres fælles hemmelighed? Hver gang antydning af et svar svagt viser sig, dukker nye spørgsmål op, som leder dem på sporet af et nye mysterier, der får tidsdimensioner til at ryste. Pi og hendes venner er nemlig ikke de eneste, der kan rejse i tiden …

Nanna Foss skriver på en måde, som får mit hjerte til at banke hurtigere. Hendes ord er små symfonier, hvis genklang ikke er hørt før. Og så er bogen medrivende fra første til sidste side uden at være forhastet eller kedsommelig. Hun tager sig tid til at lade sit eventyr udfolde sig, lade karakterer forme sig og tempoet tage fart. Hun skriver med en ømhed, der giver gåsehud, og som gør historien svær at lægge fra sig, når man først er begyndt at læse den. Den er noget helt særligt. Jeg elskede Emilies historie, men jeg faldt pladask for Pis. Hendes indre magtkampe med sig selv er relaterbare og stærke. Hun kæmper med minder fra fortiden, der får ilden i hende til at selvantænde, og det var på mange måder så hjerteskærende at læse om hendes oplevelser, at jeg ofte havde svært ved at holde tårerne tilbage

“Jeg har altid syntes at fremtiden var spændende. Tanken om at det kun var mig selv der satte grænserne … det var sindssygt fedt. Men nu er det som om jeg er blevet låst fast på en kurs som har været fastlagt siden universets skabelse. Jeg forestiller mig et koordinatsystem, tegnet i det evigt ubevægelige månestøv. Det har hele tiden været meningen at linjerne skulle mødes og skilles igen. Men hvorfor skal min nutid føles så virkelig, så rigtig, her i fortiden?”

Pis historie adskiller sig fra Emilies ved at besidde en anden dybde, der ramte mig hårdt i hjertet. Men historien adskiller sig også ved det forhøjede tempo. Med Leoniderne tog historien tid til at udfolde sig og præsentere det brede persongalleri, imens tempoet i Geminiderne er noget mere energisk og hurtigt, dog uden at forfatteren mister fodfæste med sin historie. Forestillingen om at kunne rejse i tid og aktivt eller passivt ændre den, samt hvilke skæbnesvanger konsekvenser, det kan få for fremtiden, er virkelig interessant. Historien går samtidig op i en højere enhed, fordi forfatteren blander Pis fortid med hendes nutid, som uden tvivl også kommer til at få indflydelse på hendes fremtid.

Jeg har sjældent oplevet, at efterfølgeren er bedre end sin forgænger, men Geminiderne indfriede ikke bare alle mine forventninger men overgik dem også. Emilie og Pi er også to vidt forskellige hovedpersoner. Emilie er stille og velovervejet, hvor Pi er temperamentsfuld og handlekraftig, men begge stemmer gjorde hver bog til noget særligt at læse. Jeg fandt det også interessant at se, hvordan hver af karaktererne optræder i hinandens historier, hvor den følsomme Pi i Emilies forsat var stærk og mærkbar, imens Emilie er mere usynlig i Pis fortælling. Nanna Foss bringer enhver forestilling om den svære toer til skamme med Geminiderne, der fuldstændig tog fusen på mig. Lige så hurtigt, som jeg blev opslugt af den første bog i serien, lige så hurtigt læste jeg denne til ende, ladt tilbage med et ønsket om mere. Selv med intentionen om at få bogen til at vare så længe som muligt, fløj jeg alligevel igennem bogen, og da jeg nåede slutningen var det med et ømt hjerte, der bankede hårdt mod mine ribben.

Alias Alex af Jenn Bennett


Alias Alex af Jenn Bennett, udgivet af Lovebooks i 2017. Læs på dansk — originalsproget er amerikansk.

Bailey Rydell har fundet sin store kærlighed, der også er en stor filmnørd. Problemet er bare, a hun kun har mødt ham online. Da Bailey flytter til det solrige Californien for at bo hos sin far, beslutter hun sig for at finde drømmefyren Alex, som bor i samme by. Det er nemmere sagt end gjort, for Bailey kender kun hans internetnavn. Sommerdagene er lange, og da Bailey møder den søde fyr Porter på sit arbejde, som måske kan få hende på andre tanker, begynder hun at tvivle på, om hun nogensinde vil møde den mystiske Alex. Hun lægger langsomt sin hemmelige onlinefantasi på hylden, men hun er ikke den eneste, der har hemmeligheder: Porter er nemlig Alex.

Har du nogensinde prøvet at læse en bog, der lød for god til at være sand, og som også viste sig at være det? Sådan havde jeg det med Alias Alex, der starter ud med idéen om en onlineflirt, men jo længere jeg kom i historien, jo mere begyndte den at falde fra hinanden. Mine smil over de mange filmreferencer og den nostalgi, de vækkede i mig, blev overgået af et sammenbidt udtryk over de tunge tematikker, som bringes i spil og lades hænge i luften. Historien manglede substans, og begrænser sig til Baileys sommerferiearbejde og de konflikter, der opstår der. Faktisk fylder det så meget, at det helt får bogens egentlige præmis til at falde i baggrunden. Den fortæller ikke ret meget om den konflikt, der er mellem Bailey og hendes familie og den store beslutning der ligger i, at hun valgte at flytte til det solrige Californien for at bo hos sin far. Porter tidligere bedsteven lider af kroniske smerter på grund af en surferulykke, der har ført ham ud i et stofmisbrug. Det værste af det hele er ikke, at han ikke får hjælp af nogen, men at alle omkring ham er af den opfattelse, at hans problemer ville forsvinde, hvis han var villig til at lade det ske. Denne del af historien tjener ikke noget andet formål end at skabe drama, og det kan jeg simpelthen ikke acceptere.

“Jeg havde første dag på mit sommerferiejob i dag. Det var forfærdeligt. Jeg hader det mere end Dick Van Dykes falske accent i Mary Poppins.”

Lige så ofte, som jeg fnisede over bogens sødme, lige så ofte himlede jeg mig øjnene. Måske i virkeligheden mere af det sidst end det første. Hvert kapitel indledes med et filmcitatet, der til at begynde med fungerer rigtig godt, fordi det understøtter Bailey og Alex’ filmnørderi, men i takt med at historien begynder at mangle substans, og filmreferencerne bliver færre, danner citaterne kun rammerne for historien frem for at stå i forlængelse af den. Læseren kender fra start af Alex’ identiet, men på trods af Baileys intention om at finde ham, er hendes søgen vag og nærmest ikke-eksisterende. Lige så snart hun flytter ind hos sin far og begynder på sit sommerferiejob, er det meget få tanker hun gør sig om Alex og hans sande identitet, og i takt med at hun mister interessen, gjorde jeg det også. Det føltes lidt som om forfatteren mistede fokus undervejs med en idé, der startede ud så fint, men som i stedet i stedet mistede sig selv sig undervejs.

Sammen med sin naive forestilling om, hvor god en detektiv Bailey er, på trods af at hun bare render hovedløst rundt uden nogen egentlig plan, er måske også årsagen til, at jeg aldrig helt kom til at holde af hende. Jenn Bennetts forsøger at gøre sin hovedperson quirky, men det slår aldrig rigtig igennem. Hendes portrættering er i det hele taget for unuanceret. Lige siden jeg færdiggjorde bogen for flere uger siden, har jeg tænkt på den og på, hvad jeg egentlig synes om den. Jeg var nødt til at tage små pauser fra den, fordi handlingen helt forsvandt uden at noget andet trådte istedet. Forfatteren skriver udemærket, men hendes ord efterlod mig aldrig åndeløs. I stedet stod historien tilbage som et svagt minde om en sommerflirt, der  aldrig blev til noget, og måske var det meget godt sådan.