Fra klassiker til contemporary: Sådan genfandt jeg kærligheden til YA-litteraturen

Mætningspunkt og genopdaget kærlighed

Da jeg læste på universitet, en sætning, der får mig til at skære ansigt, fordi det får mig til at lyde, som om jeg er tudsegammel, læste jeg hovedsageligt de bøger, har givet genlyd op gennem litteraturhistorien. Jeg læser stadig klassikere, men jeg læser i højere grad young adult, comtempory og fantasy uden helt at være klar over, hvorfor det har ændret sig. Måske skyldes det, at jeg på et tidspunkt nåede et mætningspunkt med det, som ungdomslitteraturen kunne tilbyde mig, hvor den i dag er så meget mere favnende. Jeg genfandt kærligheden til en litteratur, som jeg havde set mig nødsaget til at lægge på hylden uden at vide, om jeg ville vende tilbage til den. Den stod som en uafsluttet bog i mine tanker, som jeg ikke kunne slippe, fordi den efterlod mig med en nagende følelse. Jeg læste ungdomsbøger i en tid, der bar præg af overnaturlige tendenser, vampyrer og varulve, med hovedpersoner, der var genstand for fyrenes evige kærlighed, og hvor kærligheden på alle måder var i centrum, og jeg følte mig ikke til rette i det. Jeg følte, at rigtig mange af de heltinder, som jeg stiftede bekendtskab med sjældent var flerdimensionelle, at de ofte var den kedelige outsider, der slet ikke var klar over deres skønhed, og som aldrig var “som andre piger” hvad det så end skal betyde.

YA-litteraturen er blevet mere favnende

Jeg føler ikke længere, at jeg læser den samme historie igen og igen, for i takt med at diversitet er blevet noget, vi taler om, blomstrede min kærlighed til bøgerne igen. Selvfølgelig har young adult længe handlet om svære tematikker, den store kærlighed og at finde sig selv, og det gør den også den stadig, men dagsordenen er blevet en anden, eller måske er den det på en anden måde. Selvom YA-litteraturen er i forsat udvikling, kan jeg blive frygtelig sentimental ved tanken om, hvor inklusiverende den er blevet — særligt der, hvor den ikke nødvendigvis repræsenterer mig, men de, der længe har måtte nøjes med at læse om kærligheden mellem drenge og piger, hvor hovedpersonens køn er givet på forhånd, eller hvor denne ikke kæmper med indre eller ydre udfordringer som kan virke hæmmende i hverdagen. Det gør mig simpelthen så varm om hjertet at vide, at vi med den slags litteratur er med til at skabe forståelse og repræsentation, og det giver håb om en mere favnende tolerant verden, hvor der er plads til alle. Og derfor læser jeg YA.

Hvad med dig? Har du oplevet at miste kærligheden til en bestemt type bøger, og måske været så heldig at genfinde den? 

Reklamer

Feministisk genfortælling af Den lille havfrue er fængslende læsning med vigtige budskaber og et lyrisk sprog


The Surface Breaks af Louise O’Neill, udgivet af forlaget Scholastic i 2018.

Ud fra den kolde irske kyst dybt under havets overflade drømmer en havfrue om at løsrive sig fra sin fars kontrollerende greb og den havmand, hun skal ægte uden at elske. I traditionens tro bryder hun igennem overfladen på sin fødselsdag, og her er hun vidne til noget, der ændrer hendes liv for altid. Et skib synker sammen med en menneskedreng. Hun ved ikke hvorfor, men hun er nødt til at redde ham. Tilbage i sin fars kongerige kan hun ikke glemme drengen, men hvor meget er hun villig til at ofre for at træde op på landjorden i håb om at vinde hans kærlighed?

Louise O’Neill genfortælling af H.C. Andersens klassiske historie om en havfrue, der ofre sin stemme for at være tæt på den mand hun elsker, men aldrig får, er stærk fra start til slut. Forfatteren er en stærk stemme i debatten om feminisme, som også gennemsyrer denne genfortælling på en original måde, som stadig bevarer den oprindelige histories rammesæt. Hvor den klassiske historie handler om ulykkelig kærlighed, det at miste sig selv og opdage, at græsset ikke er grønnere på den anden side, handler O’Neills også om dette, men det står alt sammen i forlængelse af kønsdebatten.

“It is your father who has insisted on calling me a ‘witch’. That’s is simply a term that men give women who are not afraid of them, women who refuse to do as they are told.”

Med The Surface Breaks har Louise O’Neill givet den lille havfrue et navn og en stemme. Hun har givet hende en plads i verden, og gennemslagskraften er stor. Hendes historie er ikke kun en ulykkeligkærlighedshistorie om en ung kvinde, der mister alt. Det er det også, men det er i højere grad en historie om at finde sin stemme og en måde at bruge den på i kampen for det bedre. Nogen vil måske mene, at mændene i O’Neills genfortælling er endimensionelle, fordi de i høj grad afspejler de værdier, som den undertrykkende konge repræsenterer, men jeg tror ikke, at det er et udtryk for, at alle mænd er onde. Jeg tror i stedet, forfatteren forsøger at vise, at mænd også er ofre for den kønspolitiske kultur, som længe har eksisteret. Gaia, historiens hovedperson, starter ikke ud som et stærkt feministisk forbillede, men det bliver hun, og det tror jeg gør historien langt stærkere, end hvis hun havde været fra første side.

Et af historiens mest forfriskende aspekter er forfatterens fortolkning af Havheksen. Hvor hun ofte forbindes med ondskab på grund af sit udseende og evne til at udføre magi, er hun her et udtryk for en kvinde, der har frigjort sig det patriarkalske samfund, hvor den lille havfrue lever. Louise O’Neill har med The Surface Breaks ikke kun skabt en stærk og vigtig historie, der alene på grund af dens tematikker, er værd at læse, for den er også veludført. Sproget er rytmiske bølger af lyrik, der det ene øjeblik er voldsomme og brusende, og det næste blikstille og betagende. Hendes historie er en perle, der er værd at dykke efter, atmosfærisk fortalt og med et sprog, der vil efterlade dig åndeløs.

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en smuk roman om livet på godt og ondt, når man er ung


Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder (org. titel Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe) af Benjamin Alire Sáenz, udgivet af forlaget CarlsenPuls i 2018 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Aristoteles og Dante er komplette modsætninger. Det gælder ikke kun deres hudfarve, for Dante er en følsom og eftertænksom fyr, der udtrykker sig ved at tegne og læse litteratur. Han er åben og ærlig, imens Aristoteles forsøger at lægge låg på det hele. På trods af deres forskelligheder er Dante måske lige præcis den fyr, som Ari har brug for kunne bryde de mure ned, som omkranser hans hjerte. De er begge udfordret er verden, der samtidig er et stort og forunderligt sted, der sender dem på en vigtig rejse i jagten på, hvad det vil sige at være en mand.

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder har kun været udgivet siden 2012 og er allerede nu udråbt til at være en nyklassiker i YA-litteraturen. Ari og Dante har også vundet mange læserhjerter, og det gælder også mit. På trods af at handlingen udspiller sig i 80’erne, er drengenes rejse stadig relevant og vedkommende for læsere i dag. Den stiller spørgsmålstegn ved familiedynamikker, italesætter kønsforskelle og racisme, og det at være i tvivl om sin seksualitet. Tidsånden skyller ikke ind over siderne på en forcerende måde, når Benjamin Alire Sáenz bevæger sig ned af memory lane på godt og ondt. Den sætter dog sit tydelig præg på historien på den mest simple og naturlige måde. Det samme gælder for relationen mellem Ari og Dante, som ikke vælter læseren omkuld fra starten, men som gradvist etableres og af den grund virker langt stærkere og på en eller anden måde også mere troværdig.

“Der findes værre ting i verden end en dreng, der kan lide at kysse andre drenge.”

Det mest afgørende i Aristoteles og Dantes historie er bogens tempo. Der er ikke dømt fart over feltet, og man bliver skuffet, hvis man forventer det. I stedet er der skruet helt ned for tempoet til fordel for nærværet og eftertænksomheden, og med det har Sáenz skabt en enormt vedkommende og smuk bog, hvor sproget har poetisk karakter. Selv hans beskrivelser af de mest simple og umiddelbare betragtninger er kraftfulde. Det var også noget af det, der gjorde størst indtryk mig, for der er ikke et eneste ord i bogen, som ikke er der af en årsag. Sáenz’ ord bærer på hele universer, hvis hemmeligheder bare venter på at blive opdaget og udforsket.

Ari kæmper med tavsheden. Ingen i hans familie taler om den ældste bror, og selvom faren er tydeligt påvirket, taler de heller ikke om hans tid i militæret. Der er lagt låg på følelserne, så Ari forsøger at gøre det samme med sine. Det gør ondt at læse hans betragtninger om livet og sin egen placering i denne. Hans ord er smukke, skrøbelige og skarpe, og står i stærk kontrast til Dante, der bærer følelser uden på tøjet. Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en læseoplevelse, jeg har svært ved helt at sætte ord på, for selvom skrivestilen til tider kan være en smule over the top, så er det en bog, der efterlod mig med følelsen af, at jeg netop havde været vidne til noget helt særligt.

Gemina (The Illuminae Files #2) af Amie Kaufman og Jay Kristoff


Gemina af Amie Kaufman og Jay Kristoff, udgivet af forlaget Rock the Boat i 2016.

På rumstationen Heimdall bliver tilværelsen pludselig vendt på hovedet, da en elitegruppen fra BeiTech infiltrer stationen og begynder at skyde de ombordværende. Hanna, der er kaptajnens datter, og Nik, der kommer fra en kriminel familie med mange hemmeligeheder, bliver tvunget sammen i et desperat forsøg på at redde stationen og dens liv. På vej dertil er skibet, Hypatia, med nyheder om invasionen på Kerenza, men det bliver et svært kapløb mod tiden, og hvis ikke de når frem i tide risikerer de at universet bliver kløbet i to.

Forfatterpar er ikke noget, jeg har gode erfaringer med, men Amie Kaufman og Jay Kristoff er en forfatterduo, der har taget mig med storm. Deres vilde eventyr i det ydre rum er svær at forudse og spækket med handling i et højt tempo fra start til slut. De første to bøger i The Illminae Files er enestående og originale historier, selv når de tager afsæt i klassiske modsætningsforhold mellem de to hovedpersoner. Deres sprog er letsindigt på trods af de mekaniske termer om konstruktionen af rumstationerne, faretøjerne og våbenteknologien. Sproget er da også kulør med sit nutidige afsæt, der trods censurering giver plads til grove udtryk og bandeord.

“Patience and Silence had one beautiful daughter. And her name was Vengeance.”

Selvom handlingen er en anden i Gemina end i Illuminae, og det kan være svært at se, hvordan det hele nogensinde skal ende godt, er de to historier bundet let sammen. De infiltrerer kun hinanden vagt, men står alligevel i så tæt forbindelse til hinanden, at det ikke giver mening at læse den ene bog uden den anden. Gemina begynder lige efter Illuminae, men er samtidig sin helt egen historie fuld af nye og spændende karakterer på en anden rumstation. Bogens eneste svaghed, er i virkeligheden min egen. Fordi historien favner så bredt et persongalleri mistede jeg flere gange overblikket over, hvem der var hvem. Uden en klar indikation kan de forskellige stemmer godt flyde en smule sammen.

The Illminae Files har med sit udtryk give form til en helt ny form for historiefortælling, og selvom selv samme kan virke afskrækkende på læseren, var historiens handling så spændende, at formatet ikke ret længe var udfordrende at læse. Den er fyldt med alt lige fra nedskrevne lydoptagelser, retsdokumenter og chatbeskeder sammen med en række tegninger og illustrationer, der virkelig bringer historien til live. Det giver samtidig plads til et utal af vigtige stemmer, som også er et af historiens bærerende elementer. Det er en oplagt serie til de, der er nysgerrige på science fiction-genren og til de, der ikke ønsker at gå glip af en episk historie med et højt tempo, fyldt med levende karakterer og et latterfremkaldende sprog. Sagt med andre ord: Jeg kan varmt anbefale serien, hvis du ikke allerede har læst den.