Adib Khorrams debutroman er vedkommende, men vil for meget


Darius the Great Is Not Okay af Adib Khorram fra forlaget Dial Books i 2018.

Daris ved mere om kulturen i Tolkiens Lord of the Rings, end den kultur hans familie kommer fra. For Darius føles det som om, at han aldrig vil være god nok. Hverken i Amerika eller Iran. Det kulturelle ståsted er ikke det eneste, der plager Darius. Han kæmper også med depression, lavt selvværd og sit kropsbillede. Den slags er ikke let at tale om, og slet ikke i Iran, hvor familien er på vej hen. Darius har aldrig været i Iran, og omvæltningerne er store. Men måske kan nabodrengen Sohrab hjælpe Darius med at udfylde det tomrum, der har taget bo i hans hjerte?

En af de bøger, jeg virkelig så frem til at læse i efteråret var Darius the Great Is Not Okay af Adib Khorram, der blandt andet er blevet sammenlignet med Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe. Jeg overgav mig til hypen, men endte med at side tilbage med en flad fornemmelse i maven, da jeg havde vendt den sidste side. Det føltes slet ikke som om jeg havde læst den samme bog, som så mange har rost til skyerne. Darius er en dreng, der kæmper med sit selvværd, depression, sit kulturelle ståsted i verden og med sin far. Han er en amerikansk teenager, hvis familie er fra Iran, han bliver mobbet i skolen og derhjemme fortsætter det med farens hensynsløst at bebrejde sin søn for den krop han har.

“You’re okay,” he murmured.
“No. I’m not.”
“I know.” He rubbed my back up and down. “It’s okay not to be okay.”

På trods af disse mange vigtige og vedkommende problemstillinger, krøb Darius aldrig ind under huden på mig med sin historie, og han vandt aldrig mit hjerte. I forsøget på at skabe en kompleks karakter, følte jeg i stedet at Adib Khorram aldrig berørte mere end toppen af isbjerget, og hans forsøg på at favne bredt mislykkedes. Det samme kan siges om Darius som karakter. Han er både vild med Star Trek, Lord of the Rings-bøgerne, og så er han også en passioneret tedrikker. På trods af alle disse nuancer, følte jeg aldrig, at jeg lærte Darius rigtigt at kende.

Rent sprogligt fandt jeg også bogen udfordrende. Ikke fordi det var tungt eller fyldt med kringlede metaforer, men fordi hovedpersonen har en irriterende vane med at gøre sig i tøvelyde. Faktisk var det så slemt, at jeg til sidst begyndte at tælle, hvor ofte han sagde “um”, og rekorden var tre gange på samme side. Det er muligvis et greb til at vise, hvor usikker og tøvende Darius er, men det er ikke noget, der lykkes eller løfter hans karakter på nogen måde, og så er det samtidig svært at abstrahere fra. Daris the Great Is Not Okay er fyldt med vigtige budskaber, og selvom jeg ikke føler, at forfatteren formår at løfte dem alle, så er det stadig en bog, der understreger, at det er helt okay ikke at være okay.

Reklamer

To read #1: Tre bøger jeg glæder mig til at læse

Jeg kan mærke, at set er blevet efterår. Ikke så meget på grund af vejrskiftet og udskiftningen i min garderobe, der hovedsageligt består af striktrøjer i alverdens afskygninger, men mere på grund af mit læsehumør. Efteråret kalder på store bøger, den tunge af slagsen på over femhundrede sider, som vejer tungt i hænderne. I bogbranchen er efteråret hektisk, så jeg nyder at skrue helt ned for min læsning og blive lidt længe i de litterære universer. Min læselyst spænder nærmest ben for sig selv, for jeg har lyst til at kaste mig over hver og en af bøgerne på en og samme tid.

  • Ravnenes hvisken 3 af Malene Sølvsten. Den har været længe undervejs, og det var først, da jeg fik den i hænderne, at jeg for alvor fik lyst til at aflyse alle mine planer bare for at læse, og det er på trods af, at jeg det lidt blandet med de forrige bøger i serien. Ikke desto mindre ser jeg frem til at få slutningen med på en serie, der virkelig har taget så mange læser med storm.
  • Min kæreste elskling af Gabriel Tallent er en af den slags bøger, som har givet genlyd. Jeg har set den overalt, fået den anbefalet et utal af gange, og hørt den sammenlignet med A Little Life, som et blandt mine absolutte yndlingsbøger. Jeg glæder mig derfor meget til at læse bogen, som endda er signeret. Bagsideteksten får mig til at tænke på Claire Fullers Our Endless Numbered Days, som jeg virkelig nød at læse.
  • Den Tiende Trone af Boris Hansen er jeg netop gået i gang med – dog med blandede følelser, fordi det er den sidste bog i serien om Panteon sagaen. Jeg prøver derfor at få bogen til at række så længe som muligt, men samtidig spidser historien for alvor til, og det er svært ikke at lade sig rive med.

Har du læst nogen af bøgerne på min liste, eller planlægger du at gøre det? Hvilken bog står øverst på din læseliste lige nu?

Fra klassiker til contemporary: Sådan genfandt jeg kærligheden til YA-litteraturen

Mætningspunkt og genopdaget kærlighed

Da jeg læste på universitet, en sætning, der får mig til at skære ansigt, fordi det får mig til at lyde, som om jeg er tudsegammel, læste jeg hovedsageligt de bøger, har givet genlyd op gennem litteraturhistorien. Jeg læser stadig klassikere, men jeg læser i højere grad young adult, comtempory og fantasy uden helt at være klar over, hvorfor det har ændret sig. Måske skyldes det, at jeg på et tidspunkt nåede et mætningspunkt med det, som ungdomslitteraturen kunne tilbyde mig, hvor den i dag er så meget mere favnende. Jeg genfandt kærligheden til en litteratur, som jeg havde set mig nødsaget til at lægge på hylden uden at vide, om jeg ville vende tilbage til den. Den stod som en uafsluttet bog i mine tanker, som jeg ikke kunne slippe, fordi den efterlod mig med en nagende følelse. Jeg læste ungdomsbøger i en tid, der bar præg af overnaturlige tendenser, vampyrer og varulve, med hovedpersoner, der var genstand for fyrenes evige kærlighed, og hvor kærligheden på alle måder var i centrum, og jeg følte mig ikke til rette i det. Jeg følte, at rigtig mange af de heltinder, som jeg stiftede bekendtskab med sjældent var flerdimensionelle, at de ofte var den kedelige outsider, der slet ikke var klar over deres skønhed, og som aldrig var “som andre piger” hvad det så end skal betyde.

YA-litteraturen er blevet mere favnende

Jeg føler ikke længere, at jeg læser den samme historie igen og igen, for i takt med at diversitet er blevet noget, vi taler om, blomstrede min kærlighed til bøgerne igen. Selvfølgelig har young adult længe handlet om svære tematikker, den store kærlighed og at finde sig selv, og det gør den også den stadig, men dagsordenen er blevet en anden, eller måske er den det på en anden måde. Selvom YA-litteraturen er i forsat udvikling, kan jeg blive frygtelig sentimental ved tanken om, hvor inklusiverende den er blevet — særligt der, hvor den ikke nødvendigvis repræsenterer mig, men de, der længe har måtte nøjes med at læse om kærligheden mellem drenge og piger, hvor hovedpersonens køn er givet på forhånd, eller hvor denne ikke kæmper med indre eller ydre udfordringer som kan virke hæmmende i hverdagen. Det gør mig simpelthen så varm om hjertet at vide, at vi med den slags litteratur er med til at skabe forståelse og repræsentation, og det giver håb om en mere favnende tolerant verden, hvor der er plads til alle. Og derfor læser jeg YA.

Hvad med dig? Har du oplevet at miste kærligheden til en bestemt type bøger, og måske været så heldig at genfinde den? 

Feministisk genfortælling af Den lille havfrue er fængslende læsning med vigtige budskaber og et lyrisk sprog


The Surface Breaks af Louise O’Neill, udgivet af forlaget Scholastic i 2018.

Ud fra den kolde irske kyst dybt under havets overflade drømmer en havfrue om at løsrive sig fra sin fars kontrollerende greb og den havmand, hun skal ægte uden at elske. I traditionens tro bryder hun igennem overfladen på sin fødselsdag, og her er hun vidne til noget, der ændrer hendes liv for altid. Et skib synker sammen med en menneskedreng. Hun ved ikke hvorfor, men hun er nødt til at redde ham. Tilbage i sin fars kongerige kan hun ikke glemme drengen, men hvor meget er hun villig til at ofre for at træde op på landjorden i håb om at vinde hans kærlighed?

Louise O’Neill genfortælling af H.C. Andersens klassiske historie om en havfrue, der ofre sin stemme for at være tæt på den mand hun elsker, men aldrig får, er stærk fra start til slut. Forfatteren er en stærk stemme i debatten om feminisme, som også gennemsyrer denne genfortælling på en original måde, som stadig bevarer den oprindelige histories rammesæt. Hvor den klassiske historie handler om ulykkelig kærlighed, det at miste sig selv og opdage, at græsset ikke er grønnere på den anden side, handler O’Neills også om dette, men det står alt sammen i forlængelse af kønsdebatten.

“It is your father who has insisted on calling me a ‘witch’. That’s is simply a term that men give women who are not afraid of them, women who refuse to do as they are told.”

Med The Surface Breaks har Louise O’Neill givet den lille havfrue et navn og en stemme. Hun har givet hende en plads i verden, og gennemslagskraften er stor. Hendes historie er ikke kun en ulykkeligkærlighedshistorie om en ung kvinde, der mister alt. Det er det også, men det er i højere grad en historie om at finde sin stemme og en måde at bruge den på i kampen for det bedre. Nogen vil måske mene, at mændene i O’Neills genfortælling er endimensionelle, fordi de i høj grad afspejler de værdier, som den undertrykkende konge repræsenterer, men jeg tror ikke, at det er et udtryk for, at alle mænd er onde. Jeg tror i stedet, forfatteren forsøger at vise, at mænd også er ofre for den kønspolitiske kultur, som længe har eksisteret. Gaia, historiens hovedperson, starter ikke ud som et stærkt feministisk forbillede, men det bliver hun, og det tror jeg gør historien langt stærkere, end hvis hun havde været fra første side.

Et af historiens mest forfriskende aspekter er forfatterens fortolkning af Havheksen. Hvor hun ofte forbindes med ondskab på grund af sit udseende og evne til at udføre magi, er hun her et udtryk for en kvinde, der har frigjort sig det patriarkalske samfund, hvor den lille havfrue lever. Louise O’Neill har med The Surface Breaks ikke kun skabt en stærk og vigtig historie, der alene på grund af dens tematikker, er værd at læse, for den er også veludført. Sproget er rytmiske bølger af lyrik, der det ene øjeblik er voldsomme og brusende, og det næste blikstille og betagende. Hendes historie er en perle, der er værd at dykke efter, atmosfærisk fortalt og med et sprog, der vil efterlade dig åndeløs.