Go big or go home er bogens tagline, og det er lige præcis det, Julie Murphy gør med sin debutroman

Dumplin’ af Julie Murphy udgivet af forlaget Balzer + Bray i 2015.

Willowdean Dickson er en stor pige, men det er kun resten af verdenen, der har et problem med hendes størrelse. Efter hendes mening er alle kroppe bikinikroppe, men selvom Willowdean hviler i sig selv, så er det udfordrende at have en mor, der har været den lokale skønhedsdronning, og som lever og ånder for den årlige konkurrence. Men da Bo Larson begynder at vise interesse for hende, begynder Willowdean at tvivle på sig selv. Stik imod sine principper beslutter hun sig for at tilmelde sig Miss Teen-konkurrencen, men er der overhovedet plads til en stor pige i en skønhedskonkurrence?

Dumplin’ er en vanskelig bog at genfortælle. Ikke fordi historien er kompleks, eller fordi der er skruet helt ned for tempoet, men fordi det er en bog med meget på hjerte. Den handler både om kropspositivisme, fordomme, forelskelse, sorg over at have mistet et familiemedlem og venskaber på godt og ondt, men den handler også om noget så simpelt som hverdagslivet med skole og arbejde. Kan romanen så bærer alt det? Ja, det kan den faktisk godt. Julie Murphy favner bredt, men ikke for bredt. I stedet styrker hendes fyldte favntag hele det univers, hun har skabt. Hun viser flere nuancer af et ungt liv, som ikke kun begrænser sig til forelskelse eller venskab. Jeg tror, at det er en bog, der kan være øjenåbnende for mange, samtidig med at mange vil kunne spejle sig selv i Willowdean og hendes verdenssyn.

“All my life I’ve had a body worth commenting on and if living in my skin has taught me anything it’s that if it’s not your body, it’s not yours to comment on.”

Min eneste anke mod bogen er dens hovedperson. Willowdean gennemgår ikke nogen videre udvikling. Hun starter på toppen, hviler i sin tykke krop, retter sig selv, når hun træder ved siden af i omtalen af andre mennesker. Og det samme gør hovedparten af hendes venner. At hun hviler så meget i sig selv, er ikke problemet. Problemet er derimod, at det er svært at mærke, at hun ikke oplever modgang på grund af sin størrelse, og det er på trods af sin ellers fordummende skønhedsdronning af en mor. Stærke heltinder er vigtige, men ingen heltinde er uden fejl, og det er Willowdean. Hun siger alle de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, og det er kun en gnist af usikkerhed på kærestefronten, der gør hende jordnær. Den første forelskelse kan virke overvældende, men Willowdean formår at gøre den unødvendigt kompliceret med Bo. Hun siger ting, som hun ikke føler, og det er ikke fordi panikken sætter ind, eller at det er udtryk for overraskelse. I stedet virker det som et virkemiddel til at skabe billig spænding i historien, som ikke er nødvendig.

Dumplin’ forsvandt mellem hænderne på mig. Det er en utrolig medrivende og hjertevarm historie som udfordrer nutidens snæversynet kropsidealer. Willowdean viser, at ordet tyk ikke er det værste man kan være, og at det ikke er et skældsord, der definere dig som menneske. Hun gør også op med forestillingen om, at tykke krop er udfordret sundhedsmæssigt, som et resultat af dovenhed. Nogle kroppe er ganske enkelt større end andre, men det gør dem ikke mindre værd. Dumplin’ er en hjertevarm og vigtig historie, og selvom Willowdean ikke gennemgår nogen større udvikling, så er alt det hun står for en mangelvare i moderne skønlitteratur. Hun kræver sin plads i verden, og retten til at være mere end størrelsen af sin krop. Go big or go home lyder bogens tagline, og det er lige præcis det, Julie Murphy gør med sin debutroman, som jeg ville ønske, at jeg havde haft adgang til tidligere i mit liv.

Reklamer

My Lady Jane er på mange måder for meget, og netop derfor fungerer den så godt


My Lady Jane (The Lady Janies #1) af Cynthia Hand, Brodi Ashton og Jodi Meadows, udgivet af forlaget HarperTeen i 2016.

Edward er konge af England, og han i en alder af bare seksten år er han døende. Han vil langt hellere planlægge sit første kys, end hvem, der skal overtage hans trone. Jane er Edwards kusine, og langt mere interesseret i bøger, end kærlighed og kys. Desværre har Edward lovet hende bort til en ung mand, for at sikre sin trone. Hun ved det bare ikke endnu. Gifford er en hest. Han er en Eðian (eth-y-un), der i hans tilfælde betyder, at han fra solopgang til solnedgang gumler på hø. Og så er han også den mand, som Jane skal giftes med. Hun ved heller ikke, at han er en hest. Tilstanden i Edwards rige spidser til, da de alle tre vikles ind i en farlig sammensværgelse, der involverer kongerigets sikkerhed. Og deres egen.

My Lady Jane er en af den slags bøger, der er vanskelig at tale om uden at lyde bindegal. Den tager afsæt i historiske personer med en historisk ramme og enkelte faktuelle begivenheder, men Cynthia Hand, Brodi Ashton og Jodi Meadows tager sig mange friheder i deres gengivelse af Jane Grey, der regerede England i ni dage. De har i fællesskab skabt en historie, der er helt sin egen. Trods historien noget anderledes verden, hvor Verities og Eðians er i krig (sidstnævnte har even til at forvandle sig til dyr, og førstnævnte hader dem for det), er historien fyldt med fart og tempo.

“No horse jokes,” he said.
“My lord, I apologize for the horse joke. If you put down the book – unharmed! – I will give you a carrot.”
He brandished the book at her. “Was that a horse joke?”
“Neigh.”
“Was that a horse joke?”

Karaktererne er, trods deres historiske afsæt, også meget mere end gode one-liners og skøre påfund. Jane er en læser, der meget hellere vil læse og lære om verden, end selv at leve i den, Gifford, der er en hest det meste af tiden, kæmper hele tiden mod sin fars forventninger, som ikke stemmer overens med sine egne drømme, og Edward, der sætter en ære i at joke med sin sygdom, kæmper samtidig med frygten for sine talte dage og ønsket om at leve. Forfattertrioen giver derfor plads til kompleksitet og dybde, i deres historie, samtidig med at de kritiserer den historiske tidsånd for at være kønsdiskriminerende, som særligt Jane er et billede på med sin kærlighed til bøger og videnskab.

Når først den fiktive verden er på plads, er My Lady Jane en medrivende historie, der er svær at lægge fra sig. Den er fjollet, men aldrig så meget, at det får handlingen til at træde i baggrunden. Historien afbrydes løbende af de tre forfattere, der kommenterer på historien og understreger med humor, når den afviger fra at være historisk korrekt. Det er et greb, der letter for historien, giver afbræk i læsningen, og som fungerer overraskende nok, fordi det aldrig er forstyrrende for handlingen eller tager overhånd. I stedet er den konstant og virker aldrig forceret eller for tynd, og selvom My Lady Jane på mange måder er for meget, så er det måske netop derfor, den fungerer så godt.

Leigh Bardugos debutroman er formularisk fantasy, men fængende fra start til slut

Shadow and Bone af Leigh Bardugo fra forlaget Square Fish i 2017 (originalt udgivet i 2012).

Jorden ryster under Ravka, hvor dæmoniske væsner lever, og enhver, der forsøger at krydse The Shadow Fold lever sjældent længe nok til at fortælle om det. Men så opdager den forældreløse Alina Starkov sine sande kræfter, der måske kan redde Ravka og oplyse dets mørke. Da lyset skærer igennem hende, må hun lære at kontrollere sine evner som Grisha, og hun bliver derfor øjeblikkeligt den mystiske Darklings protegé. Langsomt åbner en ny verden sig for Alinas øjne, og det bliver klart for hende, at ikke alt er, som de ser ud til.

Sund fornuft ville være ikke at genlæse bøger, som du ikke bryder dig om, som falder igennem og ikke slår til. Tiden er knap med alle de bøger, jeg gerne vil læse, og alligevel valgte jeg at genlæse Shadow and Bone kort efter, at jeg blev færdig med den. Det viste mig, hvor afhængig af tidspunktet en læseoplevelse kan være, for Leigh Bardugos debutroman er væsentlig bedre, end jeg første gav den kredit for. Shadow and Bone er ikke bare den første bog i trilogien af samme navn, det er også den første bog i forfatterens omfattende Grishaverden, det strækker sig over flere serier og en samling af eventyr, som på fineste vis binder karakterer og historier sammen.

The thought filled me with grief, grief for the dreams we’d shared, for the love I’d felt, for the hopeful girl I would never be again.

Ravka vakler under et altopslugende mørke, hvis skygger trækker sig sammen om den udvalgte Alina, hvisker forførende i hendes ører med alverdens løfter, da hendes magiske egenskaber pludselig eksploderer. Hun ønsker ikke at besidde den slags magt, men hun har ikke noget valg. Det er ikke svært at føle sympati for hende, da hun bliver nødt til at lægge sig gamle liv bag sig, og træde ind i en verden, hun ikke ønske at være en del af. Hendes modstykke, mørket, der kalder på hende, er den smukke Darkling, der både besidder en enorm tiltrækningskraft men også indgyder stor frygt. Han er farlig, forførende og nem at forelske sig i, men hans vision for Ravka får jorden til at ryste i sådan en grad, at den truer med at styrte sammen. Bardugo opretholder et højt niveau af spænding, trods historiens ellers formulariske udformning, ved at tilbageholde vigtig information for læseren. Det er håbløst medrivende.

Shadow and Bone er på mange måder en formularisk fantasy, men med denne viser Leigh Bardugo også dens evige styrke. Det er en klassisk flugtsfortælling, en historie om den udvalgte, og den handler om kampen mellem det gode og det onde. Shadow and Bone er en af den slags bøger, hvor historien hurtigt tager fart. Bardugo spilder ikke et øjeblik på ligegyldigheder. I stedet kaster hun en magisk besværgelse over bogens sider, som gør den svær at lægge fra sig. Hun er en billedskaber og en mester med ord. På trods af at Leigh Bardugo har skabt en fængende historie, der tager afsæt i russisk mytologi, og gør luften tung af magi, så forsøger den samtidig at være nyskabende, uden egentlig at være det. Den følger et velkendt spor, og selvom det holder hele vejen igennem, så bliver det aldrig til mere end det. Dog glæder jeg mig til igen at betræde det snedækkede Ravka og følge i Alinas fodspor.

Louise O’Neills debutroman er en feministisk genistreg


Skabt for dig (Only Every Yours) af Louise O’Neill fra forlaget Gyldendal i 2018 (org. udgivet i 2014). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Langt ude i fremtiden er verden en anden. Her fødes kvinder ikke. De bliver designet, trænet på skoler som evaer og oplært i at opfylde mænds behov. Når de dimitterer, bliver de enten koner, konkubiner eller kyske. Freida og Isabel er begge sikre på, at de vil ende med at blive nogens kone, for de er blandt de mest attraktive piger på skolen. Men på deres afsluttende år sker der noget. Isabel begynder at tage på, udebliver fra undervisningen og forsvinder fra ranglisten. Freida er nødt til at fokuserer på sin fremtid, hvis hun vil vælges som kone, selv hvis det betyder, at hun må kappe båndene til den eneste veninde, hun nogensinde har haft.

Louise O’Neills debutroman er hjerteskærende, upoleret og hårdtslående. Dens dystopiske fremtidssyn rammer ind i nutidige tendenser og debatter, og jeg håber og ønsker for forfatteren, at hendes stemme vil give genklang over hele verden. O’Neill har nemlig skabt en vigtig roman om en ekstrem verdensorden, der begyndte langsomt, indtil det tog fart og blev til virkelighed. I den verden, hvor Freida lever, er er feminisme et skældsord, og der er kalorieregning på skemaet i skolen. Det er let at afskrive historien som ekstrem, men sandheden er, at selvom kalorietælling ikke er en del af nogen uddannelse, så er det hverdag for rigtig mange, og desværre anses feminisme også som et skældsord for mange.

“Tomheden i min krop føles enorm, som et stort åbent rum uden noget at holde fast i.”

Flere gange tog jeg mig selv i tænke, at historien var sat på spidsen, men min næste tanke var også en lang række eksempler, der fuldkommen affejede den første. Når en sanger synger om at være øverst i fødekæden, og at alle kvinder skal tilfredsestille ham seksuelt, imens de vrider dig på gulvet foran ham, afklædte, så er det ikke karikeret, sat på spidsen eller dystopisk fremtidsspekultion. Det er virkelighed på samme måde som alle de, der hver dag tæller kalorier og føler skyld, når lysten til at spise tager til. Alle karaktererne er en mundfuld, fordi ingen af dem er sympatiske eller elskelige. De er derimod selvoptagede, overfladiske og konkurrenceminded i forsøget på at blive den smukkeste, tyndeste og mest populære pige, imens drengene oplever et pres fra omverden om at præstere. Det kan synes enormt endimensionelt, men i virkeligheden ser jeg det som et udtryk for den verdensorden, de lever under.

Undervejs måtte jeg lægge bogen kortvarigt fra mig. Ikke fordi jeg ikke nød at læse den, eller fordi den var svær at komme igennem, men fordi den gjorde så stort indtryk på mig. Den rørte mig fra første side som noget genkendeligt, der gang på gang blev ved med at skylle ind over mig. Forfatteren er ikke kun god til at skrive, hun formår også at skabe små øjebliksbilleder af følelser, der fremkalder gysen og gåsehud, fordi gennemslagskraften er så stor at den udfordrer den fiktive verden. Men O’Neills dystopiske roman er ikke historien om en revolution, og det er også med til at gøre den til en langt stærkere og mere realistisk historie. Skabt for dig er en forfærdelig fantastisk bog, som der slet ikke er blevet talt nok om, og det er en bog, jeg slet ikke kan anbefale nok. Læs den!