Louise O’Neills debutroman er en feministisk genistreg


Skabt for dig (Only Every Yours) af Louise O’Neill fra forlaget Gyldendal i 2018 (org. udgivet i 2014). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Langt ude i fremtiden er verden en anden. Her fødes kvinder ikke. De bliver designet, trænet på skoler som evaer og oplært i at opfylde mænds behov. Når de dimitterer, bliver de enten koner, konkubiner eller kyske. Freida og Isabel er begge sikre på, at de vil ende med at blive nogens kone, for de er blandt de mest attraktive piger på skolen. Men på deres afsluttende år sker der noget. Isabel begynder at tage på, udebliver fra undervisningen og forsvinder fra ranglisten. Freida er nødt til at fokuserer på sin fremtid, hvis hun vil vælges som kone, selv hvis det betyder, at hun må kappe båndene til den eneste veninde, hun nogensinde har haft.

Louise O’Neills debutroman er hjerteskærende, upoleret og hårdtslående. Dens dystopiske fremtidssyn rammer ind i nutidige tendenser og debatter, og jeg håber og ønsker for forfatteren, at hendes stemme vil give genklang over hele verden. O’Neill har nemlig skabt en vigtig roman om en ekstrem verdensorden, der begyndte langsomt, indtil det tog fart og blev til virkelighed. I den verden, hvor Freida lever, er er feminisme et skældsord, og der er kalorieregning på skemaet i skolen. Det er let at afskrive historien som ekstrem, men sandheden er, at selvom kalorietælling ikke er en del af nogen uddannelse, så er det hverdag for rigtig mange, og desværre anses feminisme også som et skældsord for mange.

“Tomheden i min krop føles enorm, som et stort åbent rum uden noget at holde fast i.”

Flere gange tog jeg mig selv i tænke, at historien var sat på spidsen, men min næste tanke var også en lang række eksempler, der fuldkommen affejede den første. Når en sanger synger om at være øverst i fødekæden, og at alle kvinder skal tilfredsestille ham seksuelt, imens de vrider dig på gulvet foran ham, afklædte, så er det ikke karikeret, sat på spidsen eller dystopisk fremtidsspekultion. Det er virkelighed på samme måde som alle de, der hver dag tæller kalorier og føler skyld, når lysten til at spise tager til. Alle karaktererne er en mundfuld, fordi ingen af dem er sympatiske eller elskelige. De er derimod selvoptagede, overfladiske og konkurrenceminded i forsøget på at blive den smukkeste, tyndeste og mest populære pige, imens drengene oplever et pres fra omverden om at præstere. Det kan synes enormt endimensionelt, men i virkeligheden ser jeg det som et udtryk for den verdensorden, de lever under.

Undervejs måtte jeg lægge bogen kortvarigt fra mig. Ikke fordi jeg ikke nød at læse den, eller fordi den var svær at komme igennem, men fordi den gjorde så stort indtryk på mig. Den rørte mig fra første side som noget genkendeligt, der gang på gang blev ved med at skylle ind over mig. Forfatteren er ikke kun god til at skrive, hun formår også at skabe små øjebliksbilleder af følelser, der fremkalder gysen og gåsehud, fordi gennemslagskraften er så stor at den udfordrer den fiktive verden. Men O’Neills dystopiske roman er ikke historien om en revolution, og det er også med til at gøre den til en langt stærkere og mere realistisk historie. Skabt for dig er en forfærdelig fantastisk bog, som der slet ikke er blevet talt nok om, og det er en bog, jeg slet ikke kan anbefale nok. Læs den!

 

Reklamer

Adib Khorrams debutroman er vedkommende men vil for meget


Darius the Great Is Not Okay af Adib Khorram fra forlaget Dial Books i 2018.

Daris ved mere om kulturen i Tolkiens Lord of the Rings, end den kultur hans familie kommer fra. For Darius føles det som om, at han aldrig vil være god nok. Hverken i Amerika eller Iran. Det kulturelle ståsted er ikke det eneste, der plager Darius. Han kæmper også med depression, lavt selvværd og sit kropsbillede. Den slags er ikke let at tale om, og slet ikke i Iran, hvor familien er på vej hen. Darius har aldrig været i Iran, og omvæltningerne er store. Men måske kan nabodrengen Sohrab hjælpe Darius med at udfylde det tomrum, der har taget bo i hans hjerte?

En af de bøger, jeg virkelig så frem til at læse i efteråret var Darius the Great Is Not Okay af Adib Khorram, der blandt andet er blevet sammenlignet med Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe. Jeg overgav mig til hypen, men endte med at side tilbage med en flad fornemmelse i maven, da jeg havde vendt den sidste side. Det føltes slet ikke som om jeg havde læst den samme bog, som så mange har rost til skyerne. Darius er en dreng, der kæmper med sit selvværd, depression, sit kulturelle ståsted i verden og med sin far. Han er en amerikansk teenager, hvis familie er fra Iran, han bliver mobbet i skolen og derhjemme fortsætter det med farens hensynsløst at bebrejde sin søn for den krop han har.

“You’re okay,” he murmured.
“No. I’m not.”
“I know.” He rubbed my back up and down. “It’s okay not to be okay.”

På trods af disse mange vigtige og vedkommende problemstillinger, krøb Darius aldrig ind under huden på mig med sin historie, og han vandt aldrig mit hjerte. I forsøget på at skabe en kompleks karakter, følte jeg i stedet at Adib Khorram aldrig berørte mere end toppen af isbjerget, og hans forsøg på at favne bredt mislykkedes. Det samme kan siges om Darius som karakter. Han er både vild med Star Trek, Lord of the Rings-bøgerne, og så er han også en passioneret tedrikker. På trods af alle disse nuancer, følte jeg aldrig, at jeg lærte Darius rigtigt at kende.

Rent sprogligt fandt jeg også bogen udfordrende. Ikke fordi det var tungt eller fyldt med kringlede metaforer, men fordi hovedpersonen har en irriterende vane med at gøre sig i tøvelyde. Faktisk var det så slemt, at jeg til sidst begyndte at tælle, hvor ofte han sagde “um”, og rekorden var tre gange på samme side. Det er muligvis et greb til at vise, hvor usikker og tøvende Darius er, men det er ikke noget, der lykkes eller løfter hans karakter på nogen måde, og så er det samtidig svært at abstrahere fra. Daris the Great Is Not Okay er fyldt med vigtige budskaber, og selvom jeg ikke føler, at forfatteren formår at løfte dem alle, så er det stadig en bog, der understreger, at det er helt okay ikke at være okay.

To read #1: Tre bøger jeg glæder mig til at læse

Jeg kan mærke, at set er blevet efterår. Ikke så meget på grund af vejrskiftet og udskiftningen i min garderobe, der hovedsageligt består af striktrøjer i alverdens afskygninger, men mere på grund af mit læsehumør. Efteråret kalder på store bøger, den tunge af slagsen på over femhundrede sider, som vejer tungt i hænderne. I bogbranchen er efteråret hektisk, så jeg nyder at skrue helt ned for min læsning og blive lidt længe i de litterære universer. Min læselyst spænder nærmest ben for sig selv, for jeg har lyst til at kaste mig over hver og en af bøgerne på en og samme tid.

  • Ravnenes hvisken 3 af Malene Sølvsten. Den har været længe undervejs, og det var først, da jeg fik den i hænderne, at jeg for alvor fik lyst til at aflyse alle mine planer bare for at læse, og det er på trods af, at jeg det lidt blandet med de forrige bøger i serien. Ikke desto mindre ser jeg frem til at få slutningen med på en serie, der virkelig har taget så mange læser med storm.
  • Min kæreste elskling af Gabriel Tallent er en af den slags bøger, som har givet genlyd. Jeg har set den overalt, fået den anbefalet et utal af gange, og hørt den sammenlignet med A Little Life, som et blandt mine absolutte yndlingsbøger. Jeg glæder mig derfor meget til at læse bogen, som endda er signeret. Bagsideteksten får mig til at tænke på Claire Fullers Our Endless Numbered Days, som jeg virkelig nød at læse.
  • Den Tiende Trone af Boris Hansen er jeg netop gået i gang med – dog med blandede følelser, fordi det er den sidste bog i serien om Panteon sagaen. Jeg prøver derfor at få bogen til at række så længe som muligt, men samtidig spidser historien for alvor til, og det er svært ikke at lade sig rive med.

Har du læst nogen af bøgerne på min liste, eller planlægger du at gøre det? Hvilken bog står øverst på din læseliste lige nu?

Fra klassiker til contemporary: Sådan genfandt jeg kærligheden til YA-litteraturen

Mætningspunkt og genopdaget kærlighed

Da jeg læste på universitet, en sætning, der får mig til at skære ansigt, fordi det får mig til at lyde, som om jeg er tudsegammel, læste jeg hovedsageligt de bøger, har givet genlyd op gennem litteraturhistorien. Jeg læser stadig klassikere, men jeg læser i højere grad young adult, comtempory og fantasy uden helt at være klar over, hvorfor det har ændret sig. Måske skyldes det, at jeg på et tidspunkt nåede et mætningspunkt med det, som ungdomslitteraturen kunne tilbyde mig, hvor den i dag er så meget mere favnende. Jeg genfandt kærligheden til en litteratur, som jeg havde set mig nødsaget til at lægge på hylden uden at vide, om jeg ville vende tilbage til den. Den stod som en uafsluttet bog i mine tanker, som jeg ikke kunne slippe, fordi den efterlod mig med en nagende følelse. Jeg læste ungdomsbøger i en tid, der bar præg af overnaturlige tendenser, vampyrer og varulve, med hovedpersoner, der var genstand for fyrenes evige kærlighed, og hvor kærligheden på alle måder var i centrum, og jeg følte mig ikke til rette i det. Jeg følte, at rigtig mange af de heltinder, som jeg stiftede bekendtskab med sjældent var flerdimensionelle, at de ofte var den kedelige outsider, der slet ikke var klar over deres skønhed, og som aldrig var “som andre piger” hvad det så end skal betyde.

YA-litteraturen er blevet mere favnende

Jeg føler ikke længere, at jeg læser den samme historie igen og igen, for i takt med at diversitet er blevet noget, vi taler om, blomstrede min kærlighed til bøgerne igen. Selvfølgelig har young adult længe handlet om svære tematikker, den store kærlighed og at finde sig selv, og det gør den også den stadig, men dagsordenen er blevet en anden, eller måske er den det på en anden måde. Selvom YA-litteraturen er i forsat udvikling, kan jeg blive frygtelig sentimental ved tanken om, hvor inklusiverende den er blevet — særligt der, hvor den ikke nødvendigvis repræsenterer mig, men de, der længe har måtte nøjes med at læse om kærligheden mellem drenge og piger, hvor hovedpersonens køn er givet på forhånd, eller hvor denne ikke kæmper med indre eller ydre udfordringer som kan virke hæmmende i hverdagen. Det gør mig simpelthen så varm om hjertet at vide, at vi med den slags litteratur er med til at skabe forståelse og repræsentation, og det giver håb om en mere favnende tolerant verden, hvor der er plads til alle. Og derfor læser jeg YA.

Hvad med dig? Har du oplevet at miste kærligheden til en bestemt type bøger, og måske været så heldig at genfinde den?