Geminiderne (Spektrum #2) af Nanna Foss


Geminiderne af Nanna Foss, udgivet af Tellerup i 2015.

Det begynder med kryptiske drømme, en besked fra fremtiden og en rød hættetrøje. Siden Pi og hendes venner ufrivilligt blev bundet sammen på tværs af tid og dimensioner, da de opdagede deres fælles evner til at rejse i tiden, er intet længere det samme. Hverdagen er fyldt med usikkerheder, og det får dem til at famle desperat i blinde efter svar på deres endeløse spørgsmål. For hvem kan de betro sig til, og hvem vil overhovedet tro dem, hvis du afslørede deres fælles hemmelighed? Hver gang antydning af et svar svagt viser sig, dukker nye spørgsmål op, som leder dem på sporet af et nye mysterier, der får tidsdimensioner til at ryste. Pi og hendes venner er nemlig ikke de eneste, der kan rejse i tiden …

Nanna Foss skriver på en måde, som får mit hjerte til at banke hurtigere. Hendes ord er små symfonier, hvis genklang ikke er hørt før. Og så er bogen medrivende fra første til sidste side uden at være forhastet eller kedsommelig. Hun tager sig tid til at lade sit eventyr udfolde sig, lade karakterer forme sig og tempoet tage fart. Hun skriver med en ømhed, der giver gåsehud, og som gør historien svær at lægge fra sig, når man først er begyndt at læse den. Den er noget helt særligt. Jeg elskede Emilies historie, men jeg faldt pladask for Pis. Hendes indre magtkampe med sig selv er relaterbare og stærke. Hun kæmper med minder fra fortiden, der får ilden i hende til at selvantænde, og det var på mange måder så hjerteskærende at læse om hendes oplevelser, at jeg ofte havde svært ved at holde tårerne tilbage

“Jeg har altid syntes at fremtiden var spændende. Tanken om at det kun var mig selv der satte grænserne … det var sindssygt fedt. Men nu er det som om jeg er blevet låst fast på en kurs som har været fastlagt siden universets skabelse. Jeg forestiller mig et koordinatsystem, tegnet i det evigt ubevægelige månestøv. Det har hele tiden været meningen at linjerne skulle mødes og skilles igen. Men hvorfor skal min nutid føles så virkelig, så rigtig, her i fortiden?”

Pis historie adskiller sig fra Emilies ved at besidde en anden dybde, der ramte mig hårdt i hjertet. Men historien adskiller sig også ved det forhøjede tempo. Med Leoniderne tog historien tid til at udfolde sig og præsentere det brede persongalleri, imens tempoet i Geminiderne er noget mere energisk og hurtigt, dog uden at forfatteren mister fodfæste med sin historie. Forestillingen om at kunne rejse i tid og aktivt eller passivt ændre den, samt hvilke skæbnesvanger konsekvenser, det kan få for fremtiden, er virkelig interessant. Historien går samtidig op i en højere enhed, fordi forfatteren blander Pis fortid med hendes nutid, som uden tvivl også kommer til at få indflydelse på hendes fremtid.

Jeg har sjældent oplevet, at efterfølgeren er bedre end sin forgænger, men Geminiderne indfriede ikke bare alle mine forventninger men overgik dem også. Emilie og Pi er også to vidt forskellige hovedpersoner. Emilie er stille og velovervejet, hvor Pi er temperamentsfuld og handlekraftig, men begge stemmer gjorde hver bog til noget særligt at læse. Jeg fandt det også interessant at se, hvordan hver af karaktererne optræder i hinandens historier, hvor den følsomme Pi i Emilies forsat var stærk og mærkbar, imens Emilie er mere usynlig i Pis fortælling. Nanna Foss bringer enhver forestilling om den svære toer til skamme med Geminiderne, der fuldstændig tog fusen på mig. Lige så hurtigt, som jeg blev opslugt af den første bog i serien, lige så hurtigt læste jeg denne til ende, ladt tilbage med et ønsket om mere. Selv med intentionen om at få bogen til at vare så længe som muligt, fløj jeg alligevel igennem bogen, og da jeg nåede slutningen var det med et ømt hjerte, der bankede hårdt mod mine ribben.

Reklamer

Alias Alex af Jenn Bennett


Alias Alex af Jenn Bennett, udgivet af Lovebooks i 2017. Læs på dansk — originalsproget er amerikansk.

Bailey Rydell har fundet sin store kærlighed, der også er en stor filmnørd. Problemet er bare, a hun kun har mødt ham online. Da Bailey flytter til det solrige Californien for at bo hos sin far, beslutter hun sig for at finde drømmefyren Alex, som bor i samme by. Det er nemmere sagt end gjort, for Bailey kender kun hans internetnavn. Sommerdagene er lange, og da Bailey møder den søde fyr Porter på sit arbejde, som måske kan få hende på andre tanker, begynder hun at tvivle på, om hun nogensinde vil møde den mystiske Alex. Hun lægger langsomt sin hemmelige onlinefantasi på hylden, men hun er ikke den eneste, der har hemmeligheder: Porter er nemlig Alex.

Har du nogensinde prøvet at læse en bog, der lød for god til at være sand, og som også viste sig at være det? Sådan havde jeg det med Alias Alex, der starter ud med idéen om en onlineflirt, men jo længere jeg kom i historien, jo mere begyndte den at falde fra hinanden. Mine smil over de mange filmreferencer og den nostalgi, de vækkede i mig, blev overgået af et sammenbidt udtryk over de tunge tematikker, som bringes i spil og lades hænge i luften. Historien manglede substans, og begrænser sig til Baileys sommerferiearbejde og de konflikter, der opstår der. Faktisk fylder det så meget, at det helt får bogens egentlige præmis til at falde i baggrunden. Den fortæller ikke ret meget om den konflikt, der er mellem Bailey og hendes familie og den store beslutning der ligger i, at hun valgte at flytte til det solrige Californien for at bo hos sin far. Porter tidligere bedsteven lider af kroniske smerter på grund af en surferulykke, der har ført ham ud i et stofmisbrug. Det værste af det hele er ikke, at han ikke får hjælp af nogen, men at alle omkring ham er af den opfattelse, at hans problemer ville forsvinde, hvis han var villig til at lade det ske. Denne del af historien tjener ikke noget andet formål end at skabe drama, og det kan jeg simpelthen ikke acceptere.

“Jeg havde første dag på mit sommerferiejob i dag. Det var forfærdeligt. Jeg hader det mere end Dick Van Dykes falske accent i Mary Poppins.”

Lige så ofte, som jeg fnisede over bogens sødme, lige så ofte himlede jeg mig øjnene. Måske i virkeligheden mere af det sidst end det første. Hvert kapitel indledes med et filmcitatet, der til at begynde med fungerer rigtig godt, fordi det understøtter Bailey og Alex’ filmnørderi, men i takt med at historien begynder at mangle substans, og filmreferencerne bliver færre, danner citaterne kun rammerne for historien frem for at stå i forlængelse af den. Læseren kender fra start af Alex’ identiet, men på trods af Baileys intention om at finde ham, er hendes søgen vag og nærmest ikke-eksisterende. Lige så snart hun flytter ind hos sin far og begynder på sit sommerferiejob, er det meget få tanker hun gør sig om Alex og hans sande identitet, og i takt med at hun mister interessen, gjorde jeg det også. Det føltes lidt som om forfatteren mistede fokus undervejs med en idé, der startede ud så fint, men som i stedet i stedet mistede sig selv sig undervejs.

Sammen med sin naive forestilling om, hvor god en detektiv Bailey er, på trods af at hun bare render hovedløst rundt uden nogen egentlig plan, er måske også årsagen til, at jeg aldrig helt kom til at holde af hende. Jenn Bennetts forsøger at gøre sin hovedperson quirky, men det slår aldrig rigtig igennem. Hendes portrættering er i det hele taget for unuanceret. Lige siden jeg færdiggjorde bogen for flere uger siden, har jeg tænkt på den og på, hvad jeg egentlig synes om den. Jeg var nødt til at tage små pauser fra den, fordi handlingen helt forsvandt uden at noget andet trådte istedet. Forfatteren skriver udemærket, men hendes ord efterlod mig aldrig åndeløs. I stedet stod historien tilbage som et svagt minde om en sommerflirt, der  aldrig blev til noget, og måske var det meget godt sådan.

Hun bad selv om det af Louise O’Neill


Hun bad selv om det (org. titel Asking for it) af Louise O’Neill, udgivet af Gyldendal i 2017 (org. udgivet i 2015). Læs på dansk — originalsproget er engelsk.

Gik hun for udfordrende klædt? Var hun lidt for fuld? Emma O’Donovan har det hele. Selvom hun bor i en lille irsk by, hvor der ikke sker ret meget, er hun populær, smuk og selvsikker. Drømmen om at flytte fra byen er inden for når rækkevidde. Men så vågner hun en dag foran sin hoveddør. Hende krops gør ondt, og hukommelsen er et sort hul. Hun ved ikke, hvad hun laver der, eller hvad der er sket, men det gør alle andre. Der er taget billeder af, hvad der skete til festen – af hvad de gjorde ved hendes krop. Alle har set dem, og de siger, at det er hendes egen skyld.

Hun bad selv om det er en af den slag bøger, der er svære at tale om uden at røbe for meget af bogens handling, men det er samtidig en af de vigtigste bøger, jeg har læst i år, og som fortjener at blive talt om. Den er et mareridtsscenarie, og enhver piges største frygt og evige bekymring, der sidder i brystet som en knude, der ikke kan bindes op, men den er samtidig en vigtig bog. Louise O’Neill skriver med stor autenticitet om voldtægtskultur og victim blaming på den måde, der udvisker grænserne mellem fiktion og fakta. Der er sikkert nogen, der vil læse bogen og tænke, at Emmas historie er for ekstrem, at der er tale om fiktion, og at det ligger fra langt fra virkeligheden, men Emmas historie er nogen historie, og den fortjener at blive hørt, ødelægge hjerter og åbne det for, hvordan virkeligheden er.

“Nej.”
Ordet kommer helt automatisk. Nej. Nej. Nej. Det er det eneste, jeg siger i øjeblikket. Det føles lidt, sim im jeg kompenserer for dengang, jeg burde have sagt det, men ikke kunne. Hvor jeg ikke fik chancen for at sige det. Nej. 

I begyndelsen af bogen, før den aften, der ændrede hendes liv, er Emma en meget usympatisk hovedperson, men hun lever på mange måder også i en enormt usympatisk verden. Sympatien for Emma opstår ikke som resultat af det, der sker med hende. I stedet blotligger forfatteren den virkelighed, som mange piger og kvinder hver dag vågner op til. En verden, hvor skønheden vejer tungest på vægtskålen. I løbet af bogens første sider formår forfatteren at indfange det skønhedsideal, som tvinges ned over hovedet på kvinder, og hvordan det reducerede dem til noget, der skal stå i forlængelse af andre. Det er nedværdigende, men det er sandt. Familien forsøger at fortie virkeligheden ihjel, imens Emma langsomt kvæles af den. Hun kan ikke undslippe den i søvnen, ikke vaske minderne af sin krop og hun kan ikke undgå byens bebrejdende blikke. Det gør så ondt at læse, at jeg lyst til at samle hende op og komme hende i min lomme, skærme hende for alt det, hun har oplevet og den verden, som modarbejder hende.

Den største mavepuster er ikke det faktum, at Emma har været udsat for seksuelt overgreb, men det enorme tidsrum, der går, før hun selv indser det. Virkeligheden siger, at det kræver et nej før der er tale om overgreb, og Emma var i en position, hvor det ikke var en mulighed. Hun mistede ikke kontrollen, hun fik den frataget af andre. Det var ikke hendes skyld, men omverden siger noget andet, fordi hun havde drukket, fordi hun gik udfordrende klædt, og fordi hun havde et aktivt sexliv. Der er sikkert nogen, der vil læse bogen og tænke, at Emmas historie er for ekstrem, at der er tale om fiktion, og at det ligger fra langt fra virkeligheden, men Emmas historie er nogen historie. Hun bad selv om det er en af den slags bøger, der bør være på skoleskemaet og på alles læber, for vi er nødt til at tale om det, den repræsenterer.

“De er alle sammen uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Men det gælder ikke mig. Jeg er en løgner, indtil det modsatte er bevist.”

Louise O’Neill pakker ikke Emmas historie ind i et glansbillede. Den efterlod mig hulkende på sengekanten og i toget på vej hjem fra arbejde. Det gjorde så ondt i mit hjerte, at jeg aldrig troede det ville hele igen. O’Neill ord er stærke, ærlige og rammende, selvom de handler om fordømmelse, fornægtelse og fortielse. Der er intet magisk over hendes bog, men den er tryllebindende, fordi den viser verden fra sin værste side, og den er skræmmende, grim og frustrerende. Af samme grund er den en af de mest klaustrofobiske bøger, jeg til dato har læst. Det er ikke kun en bog, der henvender sig til de, der kan relatere til Emmas historie eller de, der er pårørende til den. det er en historie, der vedkommer os alle — både mænd og kvinder — og som jeg af hele mit blødende hjerte ikke kan anbefale nok.

Mere end det af Patrick Ness


Mere end det (org. titel More Than This) af Patrick Ness, udgivet af Gyldendal i 2015 (org. udgivet i 2014). Læs på dansk — originalsproget er engelsk.

Det begynder med enden. Seth drukner, og i takt med at hans lunger fyldes med vand, forsvinder livet langsomt fra hans krop. Det burde være enden på det hele, og det er det måske også, men så vågner han. Han burde være død. Hans hoved knustes mod klipperne, og vandet skyllede ind over ham, og alligevel vågner han. Den verden han vågner op i er dog ikke den samme, som han forlod. Her vælter minderne ind over ham som en tidevandsbølge, der endnu en gang truer med at knuse ham. Fanget og formodet alene forsøger Seth at finde mening med livet eller det, der er tilbage af det.

Da jeg havde færdiglæst bogen, var jeg ikke sikker på, hvad jeg lige havde læst, og hvad der helt præcist hændte i historien, og hvordan det hele hænger sammen, ved jeg stadig ikke. Det er en af de mest besynderlige læseoplevelse, jeg længe har haft, og alligevel også en af de smukkeste. Ness skriver som få, og hans historier er usammenlignelige med noget andet, jeg har læst. Heller ikke blandt Ness’ andre bøger kan der trækkes ret mange paralleller. Da jeg læste Mere end det, var det sproget, der gjorde mig åndeløs. Det er stærkt og nuanceret, men samtidig tilpas skrøbeligt og distanceret fortalt, og samtidig formår han at løfte historien op på et højre niveau, der gør den så særlig.

“Jeg længtes så brændende efter, at der skulle være mere end mit lille sølle liv.” Han ryster på hovedet. “Og der var mere. Jeg kunne bare ikke se det.”

Med en næsten omvendt begyndelse åbner Ness sin historie med hovedpersonens død, skrevet med en distanceret simplicitet, fyldt med korte sætninger, og alligevel er emmer scenen af både frygt og stilhed. Det er noget af det stærkeste, jeg længe har læst. Dernæst følger en længere opdagelsesrejse i Seths indre, der ganske langsomt åbnes som Pandoras æske, fyldt med undertrykte barndomsminder og de konflikter, der raser indeni ham. Gradvist afsløres det, hvordan Seth er havnet på bunden af havet, og i takt med dette tager hans nuværende situation også form. Hvad der begynder som en opdagelsesrejse i Seths fortid og forståelsen af hans druknedød, forvandles langsomt til en science-fiktion fortælling og virtualitet i relation til spørgsmålet om livet efter døden.

Det er en bog, der vil skabe forvirring og usikkerhed, og det tror jeg netop er pointen. Ganske langsomt forvandler den sig til et sansebedrag med dens surrealistiske plot, der forvandler sig fra en identitetsrejse til en flugthistorie fra det ukendte i den mareridtsverden, som Seth er vågnet i. Hans betragtninger og gradvise forståelse af sig selv er hjerteskærende, der er alt andet end forudsigelig. Intet i verden kunne havde forberedt mig på den enorme smerte, der hviler tungt på hans skuldre, som evige lænker, selv døden ikke kan gøre ham fri af.

“Der er altid skøn at finde, sagde Gudmund. “Hvis man ved, hvor man skal lede efter den.”

Mere end det er endnu en genistreg fra forfatterens hånd. Det er en spekulativ historie, der efterlader sig flere spørgsmål end svar, og som enten vil tabe sin læser eller drive denne frem. For det er helt tydeligt, at denne historie for nogen vil være et udtryk for tab af sammenhæng og inkonsistent handling, men samtidig er det netop så karakteristisk for hans forfatterskab. En del af historien gemmer sig mellem linjerne, og hvis man forventer en handlingsmættet historie med et højt tempo, risikerer man at blive skuffet. Selv var jeg alt andet end det.