“Tusinde etager” (The Thousandth Floor #1) af Katharine McGee


“Tusinde etager” (org. titel “The Thousandth Floor”) af Katharine McGee fra forlaget Gyldendal udgivet i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. 

Hundrede år ude i fremtiden rækker et tårn på tusinde etager langt op i himlen som et glitrende fremtidssyn, hvor alt er muligt. På de mange etager bor blandt andet Leda Cole med sit fejlfrie ydre og mørke hemmelighed om afhængighed, Eris Dodd-Radson med sin familie, der er ved at falde fra hinanden og Rylin Myers, der arbejder i Tårnets øverste etager, hvor en verden og et kærlighedsforhold åbner sig for hende, som hun ikke troede var muligt. I tårnet bor også det tekniske geni Watt Bakradi, der bliver hyret som spion, og som fører ham ind i et kompliceret spind af løgne og bedrag. Øverst i tårnet bor Avery Fuller. Hun er er genetisk designet og udstråler perfektion, men sådan er hendes liv ikke. Hun lider under at måtte undvære det eneste, som hun ikke kan få, og som hun ikke kan leve uden. En umulig kærlighed, der giver hende åndenød. I et univers fyldt med hightech luksus og futuristisk glamour kæmper de alle for at finde deres plads, men det er svært, når der er så koldt på toppen og langt ned, hvis man falder …

Jeg har altid sammenkoblet science-fiction med dystopiske elementer, og selvom “Tusinde etager” er en science-fiction roman, så er den på ingen måde præget af et episk opgør mod systemet. Katharine McGee har nemlig formået at skrive en bog, der forener det realistiske med det futuristiske. Hun slog benene væk under mig og skabte noget for øjnene af mig, som jeg ikke troede var muligt: hun forende to elementer, som jeg altid har set som komplette modsætninger. McGees vertikale by er en prægtig forestilling, som jeg øjeblikkelig købte. Det er noget, der allerede er fremvoksende rundt om i verden, som alligevel er så tilpas uvirkeligt, at det skaber drømmende associationer på grænsen til fiktion. Tanken om en så stor bygning, at man aldrig behøver forlade den, fordi livet udenfor er præcis det samme indeni, er virkelig fascinerende, og på trods af at tårnet lyder storslået er tilværelsen ikke guldbelagt for alle. Tårnets laveste etager bærer nemlig præg af fattigdom og svære kår, imens toppen er dennes komplette modsætning.

“Nogle gange er kærlighed og kaos det samme.”

McGees futuristiske verdenssyn er virkelig enestående, selvom hun trækker på fremtidskreationer som svævende biler og øjenscanning til at åbne døre, som længe har været en del af science-fiction genren, så gør det dog ikke hendes fremtidssyn mindre værd. Hun formår nemlig også at skabe egne højteknologiske kreationer som for eksempel en svævende bobler med alkohol til fester. Det er små tilføjelser til allerede veletablerede forestillinger om fremtiden, og det fungerer. “Tusinde etager” er en science-fiction roman, og selvom den foregår langt ude i fremtiden, så handler den om nutidige problematikker som familiekriser, kærlighed og afhængighedsproblemer. Jeg tror, at det også gør bogen lettere at tilgå, hvis ikke man er den store science-fiction læser, men gerne vil læse mere i den genre.

Handlingen fortælles fra fem forskellige vinkler, der ikke alene fortæller hver sin historie, men som også giver et helt særligt syn på det, som bringer de fem unge sammen: historiens begyndelse med et fald fra tårnets top. Noget jeg rigtig godt kunne lide ved de fem karakterer er, i hvor høj grad det lykkes McGee at adskille dem fra hinanden uden at gøre dem til komplette modsætninger og derved forstærke forskellene mellem dem. Dertil kommer hendes enestående evne til at skrive en prolog, der er så stærk og så gribende, at jeg fandt det næsten umuligt at lægge bogen fra mig — og det var på trods af, at jeg læste den en dag, hvor jeg ellers var på arbejde og bare lige skulle læse den første side.

“Disse mennesker fra de øverste etager – de troede, at de var immume over for den virkelige verdens problemer. At de kunne være trygge deroppe, forskanset flere kilometer over jorden med deres penge og forbindelser. Men de tog fejl.”

Katharine McGee har med “Tusinde Etager” skabt en gribende historie, der blander realistisk sci-fi med ungdomsgenrens klassiske troper i en spændende fortælling om kærlighed og intriger i en futuristisk verden, og selvom hendes højteknologiske verden på sin vis er relaterbar med sine nutidige problematikker, så har jeg ingen idé om, hvad jeg kan forvente mig af bogens efterfølger, og jeg elsker det. Det er en verden fyldt med løgne og bedrag, om dybtfølte længsler, der tager overhånd og familiebånd der brister for øjnene af en. McGees verden er et fænomen i sig selv, og jeg glæder mig til at se, hvordan hun vil forsætte historien og udvide sit univers endnu mere.

“Den dag jeg glemmer” af Adam Silvera

img_5512
“Den dag jeg glemmer” (org.titel “More Happy Thank Not”) af Adam Silvera fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Bogen er læst på dansk — originalsproget er amerikansk. 

Hvad ville du gøre, hvis fortidens spøgelser hjemsøger din hverdag? Sådan er virkeligheden for 16-årige Aaron, der ikke kan overdøve den tunge følelse af skyld over sin fars selvmord, sit eget selvhad og ønske om at forsvinde fra jordens overflade. Det er svært at være glad, når tilværelsen vægge klemmer sig sammen og skaber klaustrofobiske forhold. Aaron bruger meget lidt tid hjemme, fordi badeværelset for fortidens minder til at give ekko, og hans sorgbetynget mors opgivende ansigtudtryk får hans hjerte til at tynges. Aaron hænger i en tynd tråd med hjælp fra sin kæreste, indtil hun en dag rejser for at udleve sine kunstnerdrømme, og her møder han en ny tilflytterdreng, som han begynder at hænge ud med. Men da de tunge følelser i maven tager til sammen med spirende følelser for sin nye ven, overvejer Aaron at lade sig indlægge på Leteo Instituttet, hvor dårlige minder kan blive slettet. Men kan man slette den, man virkelig er?

Jeg nåede ikke længere end til side 30, før jeg sad med tårer i øjnene. Adam Silveras sprog er en mavepuster der ramte mig hårdt og hurtigt, uden at jeg så det komme. Når han beskriver Aarons oplevelse af sin fars selvmord, familiens håndtering af tabet og sit eget forsøg på at slukke for livet, så fortæller han det, som om han har oplevet det selv, og på en måde som gør det svært at tro, at der er tale om fiktion. Hans ord er levende penselstrøg, der til sammen skaber et fuldendt billede af et menneske i kamp med sig selv. Der er nemlig en unægtelig ærlighed i Silveras ord, som gør “Den dag jeg glemmer” til en helt særlig læseoplevelse, der blev længe hos mig efter endt læsning.

“I det øjeblik ville jeg ønske, at hele min eksistens var så enkel, at man bare kunne sætte ild til den og se den eksplodere på himlen.”

“Den dag jeg glemmer” er grundlæggende en realistisk ungdomsfortælling om alle de mest essentielle tematikker som kærlighed, sex og seksualitet, såvel som venskaber, familiebånd og det at finde sig selv, men historien har også et mere futurisk element uden at det gør bogen til science-fiction. Det er tydeligt, at Adam Silvera leger med tanken om, hvorvidt man kan slette den, man grundliggende er — selv med en teknologisk mulighed som Leteo Instituttet. Jeg tror på, at gode bøger også er bøger, der har noget på hjertet, og sådan en bog er hans debutroman, som jeg stadig har svært ved at forstå virkelig er hans første. Den er skrevet med så meget overbevisning og hjerte, at det slet ikke føles sådan. Mange andre forfattere har startet med mindre; Silvera starter på toppen.

Selvom forfatteren ligger op til et spørgsmål, hvor svaret er givet på forhånd, så formår han alligevel at inkorporerer overraskende elementer, som vender historien på hovedet. Det gjorde noget helt særligt for min læseoplevelse, netop fordi jeg havde en forventning om, at jeg havde regnet historien ud, imens det i stedet viste sig, at jeg kun havde regnet dens rammesæt ud. Silvera giver ikke kun en stemme til de, der kæmper med sorg, men også til de, der kæmper med deres seksualitet i en fordømmende verden. Aarons historie er dog ikke en pageturner, men en virkelighedsfortælling om at være et ungt menneske med alt, hvad det indebærer af problemstillinger.

“Det er okay, at nogle historier ikke får en slutning. Livet giver ikke altid de slutninger, man regner med.”

Jeg beundrer Silvera af mange grunde, og en af dem er hans evne til at afvige fra en af de mange tendenser, der er i YA-litteraturen. Måden hvorpå han opbygger et kærlighedsforhold er igennem et venskab, der langsomt bliver til noget andet. Her er ikke tale om kærlighed ved første blik eller en romantiseret gengivelse af det at være ung. I stedet viser den en anden side af kærligheden, som blomstrer igennem allerede etablerede venskaber. Jeg blev rørt dybt af romanen. Ikke så meget af slutningen, som jeg troede, men ere af romanen som helhed og de tematikker, som den italesætter. Tanken om at nogen heller vil glemme sig selv, end at favne sin seksualitet er hjerteskærende, og det er præcis den historie Aaron gennemlever. Det er ikke alene en vigtig historie, men også en nødvendig historie, der skal fortælles, og som fortjener at blive hørt af alle. Måske mere end nogensinde …

“Løgnens træ” af Frances Hardinge


“Løgnens træ” (org.titel “”) af Frances Hardinge fra forlaget Turbine, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Anmeldereksemplar fra forlaget. Bogen er læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Faith lever i en tidsalder, hvor en piges vigtigste funktion er at være stille og en god datter, men sådan er hun slet ikke. Hun er både intelligent og nysgerrig. I 1860’erne flytter hun med sin familie til en lille ø på den engelske vestkyst, hvor det langsomt kommer frem, hvordan hendes far, er på flugt fra en skandale. Før hendes far falder i døden, hjælper hun ham med at skjule et mærkværdigt træ, der lever at løgne og fortæller sandheden. Da hendes far findes død hviles Faith ind i familiens mange løgne, og hun sætter sig for at finde frem til sandheden.

Frances Hardinge vandt mit hjerte med den prisbelønnede og anmelderroste “Løgnens træ”. Den handler om den viljestærke Faith, der forvildes ind i et spind af løgne og halve sandheder, og på grund af sit livlige sind og sin endeløse nysgerrighed og forkærlighed til naturvidenskaben må træde varsomt i den mandsdomineret verden hun lever i. Hun er meget atypisk for sin tid og helt rigtig skuret sammen. Hardinge skriver levende og let, selvom sproget imiterer den victorianske tidsalder. Hun balancerer mesterligt på kanten mellem liv og mørke i den måde, hun skriver på, og flere gange måtte jeg gå tilbage i min læsning for at genlæse hele passager, fordi de er så lyrisk smukke.

“Faiths far havde bedt om hendes hjælp i nødens stund. Hun følte det som en dør, der længe havde været lukket og låst imellem dem, var blevet åbnet igen, om så kun på klem.”

Historien handler om en piges søgen efter sandheden om sin fars pludselig død, der bortforklares med selvmord, ved hun med sikkerhed, at der sikker noget under, og alligevel er det en historie, der tager sig tid til at skabe, samle og forene de mange puslespilsbrikker, samtidig med at historien er præget af atmosfæriske beskrivelser af Faiths omgivelser, tankerne i hendes hoved og samfundets snærende kønsopfattelser og normer for korrekt opførelse, som virkelig lægger bånd på hende. Hardinge formår så fineste vis at indfange selv de mest skrøbelige tanker og fremvise dem i deres fulde størrelseuden at blive sentimental eller bremse handlingen.

Selve mysteriet om farens død blæste mig ikke bagover, fordi den på mange måder handler om helt simple tematikker om misundelse, magt og misbrug, men det gjorde ikke noget for min læseoplevelse, fordi den føles så victoriansk — også i mysteriets udformning! Havde handlingen været sat i mere nutidige og moderne rammer, ville jeg havde forventet noget andet end den simple historie, jeg blev præsenteret for, på trods af dens skæve twist med den sandhedsfortællende plante. “Løgnenes træ” er helt rigtig og ligesom den skal være. Den er på trods af sine mørke rammer, en opløftende fortælling om en piges simple kamp mellem det at være barn og voksen med drømme om at studere naturvidenskab i en tid, hvor det ikke er muligt for kvinder, og hvordan hun alligevel modsætter sig dette.

“Hun havde ludigt åbnet en dør og var trådt ind i mørket på den anden side uden at vide, om der overhovedet var et gulv.”

“Løgnens træ” er også underfundig, fordi den er svær at placere genremæssigt. Det er svært at sige, om der er tale om historisk fiktion, magisk realisme, mørk fantasy, eventyr eller bare simpel realisme. Den er en gåde uden en løsning, der dog beriger sin læser i sidste ende. Mysteriet er simpelt, men plottet er kringlet og udspekuleret, og samler sig på smukkeste vis til sidst i en mesterlig fortælling, der giver gåsehud og hjertebanken. Den er victoriansk og gotisk, og det er slet ikke til at mærke, at den er skrevet af en nulevende forfatter. Hardinge puster nyt liv i ungdomsgenren og har skabt sig en heltinde, der er helt sin egen. Af samme grund bliver Faiths stemme også rigtig vigtig, fordi den fortæller historien om at stå fast over for det, som får ens hjerte til at banke, for det er en menneskeret at turde drømme og håbe.

“Hvis jeg var din pige” af Meredith Russo


“Hvis jeg var din pige” (org. titel “If I Was Your Girl”) af Meredith Russo fra forlaget Carlsen, udgivet i 2016. Bogen er læst på dansk — orgiginalsproget er amerikansk.

Amanda Hardy er klar til at lægge sit gamle og skåret liv bag sig, da hun flytte til en ny by for at bo hos sin far, som hun ikke har set i årevis på grund af et anstrengt forhold og manglende accept. Amanda er transkønnet og hed før Andrew. For at undgå et liv, som hun tidligere havde, forsøger hun at holde lav profil og klare sig igennem skolen og få sin uddannelse, så hun for alvor kan rejse væk og begynde forfra på sit liv. Det viser sig dog at være svære end forventet, da hun møder Grant, som er meget åben og overbærende, men jo tættere han kommer ind på livet af hende, jo tættere kommer han også på hendes hemmelighed om sit køn og identitet. Men Amanda er bange for, at når han først kender sandheden om hende, vil han ikke kunne se bort fra den, når først sandheden kommer frem.

Meredith Russo har med “Hvis jeg var din pige” givet en stemme vigtig stemme til YA-litteraturen, der handle rom seksualitet, køn og identitet. Russo skriver ikke kun en bog til de, der står i en lignende situation som hende selv og Amanda, men også til de resterende læser. Hendes ord er vigtige, fordi de både underholder og lærer fra sig om det at være transkønnet og født i den forkerte krop i en intolerant verden, der kan synes meget fjendsk og fremmedhadende over for alt, der den uforstående, og der formår hun at ramme hovedet på sømmet med sin historie. Dog kunne jeg ikke undgå at føle, at Russo falder i YA-litteraturens store faldgruber med sin hvoedperson, og de thar intet med hende som transkønnet at gøre. I stedet handler den lidt stereotype og snæversynet måde hun fremstilles på som skolens nye, klog og smukke pige. På det plan blev hun meget endimensionel i sin ufejlbarlighed. Jeg forestiller mig, at nogle transkønnet har brug fo en solstrålehistorie, men for mig blev Amandas lidt for ufejlbarlig på samme måde, som hun selv er. Det samme er dog også tilfældet for en lang række af bogens resterende persongalleri.

“Jeg var nervøs, når der var nogen, der rørte ved mig, og min refleks var at blive anspændt og smutte væk, men når jeg tog en dyb indånding og slappede af, opdagede jeg, at jeg rent faktisk nød den, den der momentane kontakt, som fortalte, at man var forbundet og ikke alene.”

Russo har skrevet en historie om at overkomme sin værste frygt, om at give slip og have troen på det bedste i mennesker. Det betyder ikke, at det er en smertefri historie, for det er ikke alle, der er lige så åbensindet som Amanda, og det gør også, at hun af og til rammer jorden i et sønderrivende brag, når hun ikke gribes med åbne arme. Det var ikke så meget historiens kærlighedsaspekt, som varmede mit hjerte, selvom det gjorde mig glad at vide, at kærlighed virkelig er for alle, men derimod relationen mellem Amanda og hendes far. Jeg kan kun forestille mig, hvor svært det må være for nogle forældre at have haft et barn af et bestemt køn, for så at se det blomstre op som det modsatte, og jeg forestille mig også hvor svær den erkendelseproces må være for et barn, når det indser, at det er født i den forkerte krop.

Amanda skal forestille at være 18 år, og da det gik op for mig, var min overraskelse ikke til at tage fejl af, for hun føles langt yngre i sin måde at opføre sig på. Historien er på mange måder simpel og lige til, selvom den omhandler en transkønnet pige, for den handler om de klassiske high-school dramaer, gallafester og feberhede forelskelser med følelserne helt ude på tøjet. Hvis ikke det var fordi Amanda var transkønnet, ville jeg føle, at hendes historie var en af dem, jeg har læst utallige gange, og som drukner i mængden. Der er rigtig mange aspekter af Amandas historie, som rejser spørgsmål hen mod slutningen. Ikke at der stilles spørgsmålstegn ved hendes integritet, for hendes historie er ikke til at tage fejl af, og det samme fælder for de følelser, der er i spil. De føles virkelige og levende. Jeg kunne dog ikke lade vær med at føle, at Russos fiktive historie kun bevæger sig på overfalden af sit potentiale.

“Mens mennesker ovr hele verden faldt i søvn og aldrig vågnede op igen, mistede jeg tidsfornemmelsen.”

Bogen henvender sig nok primært til den ældste del af YA-segmentet, men kan med fordel læses af ældre læsere, fordi det er en bog, der også lærer fra sig om sit tabubelagte emne. En af bogens styrker, foruden at give forældrene til en transkønnet en stemme, er dens opbygning. Historien er opdelt mellem et for og en nu, hvor læseren lærer Andrew at kende, hvis historie spejler sig i Amandas og for alvor understreger, at hun altid har været en pige. Det er ikke et spørgsmål om hendes seksualitet, men et spørgsmål om at være født i den forkerte krop. Det er af samme grund svært ikke at føle sympati med Amanda og enhver anden, som deler hendes skæbne. Russo har skrevet en virkelig vigtig bog, som jeg håber vil blive læst, for den fortæller en historie, der er værd at lægge øre til på trods af sine fejl.