The Hate U Give af Angie Thomas


The Hate U Give af Angie Thomas, udgivet af Balzer & Bray i 2017.

Seksten årige Starr balancerer på kanten mellem to verdener som afroamerikaner. Balancegangen er svær, og en skæbnesvanger nat splintres hele hendes verden, da hendes barndomsven ubevæbnet bliver myrdet af en hvid betjent. Hans navn bliver giver genlyd i nyhederne. Nogle kalder ham en thug, et bandemedlem og en drug dealer, men Starr kender sandheden om sin ven, og hun ved som den eneste, hvad der skete den nat, livet blev taget fra ham. Med frygt for, hvilke konsekvenser det kan få for hendes familie, nabolaget og sig selv, holder Starr på sandheden, men vægten af denne er så enorm, at den truer med at knuse hende. Den forlanger at blive sat fri.

Retfærdigheden hersker ikke i det amerikanske retssystem, og det koster menneskeliv, og det beviser The Hate U Give, der er en af årets vigtigste udgivelser. I flere uger lå den urørlig på New York Times bestsellerliste, men man bør ikke læse den af den grund. Læs den i stedte for den vigtige historie, den fortæller. På trods af sin fiktionalitet tager hun afsæt i et miljø, som hun kender og kommer fra, samt de talrige mord, der har været på afroamerikaner, begået af hvide betjente, der er gået fri, imens familiers liv ligger i ruiner med en ubærlig sorg. Retfærdigheden hersker ikke i det amerikanske retssystem, og det koster menneskeliv. The Hate U Give er ikke bare en historie om at gøre det rigtige, men et stykke fiktionaliseret virkelighistorie, der giver ondt i maven, netop fordi der er så meget vigtighed at spore i den.

“Brave doesn’t mean you’re not scared. It means you go on even though you’re scared.”

Angie Thomas er meget diplomatisk i sin tilgang til problemstillingen. Hun opfordrer ikke til demonstrationer, men i stedet til at tale om tingene, at se bort fra fordømmelse og åbne sit hjerte med imødekommenhed. Samtidig formår hun på fineste vis at vise, hvordan alle menneske bærer fordømmelse i deres hjerte, uanset om den er opstået på baggrund af uretfærdig behandling eller snæversynethed. Af same grund taler Starr med to tunger alt efter, hvem hun taler med. Derfor er romanen også tung med slang og dialektik, som jeg i begyndelsen lige skulle vende mig til. Starrs historie er andres historie om uretfærdighed, mangel på ligestilling og begrænsede frihedsprincipper. Selvom Starr fortier sandheden, er hendes stemme stærk. Den er ikke generisk som så mange andre YA-heltinder.

Thomas’ historie er hverken sort eller hvid. Den er nuanceret og det er uden, at Starr bliver gjort til historiens martyr. Med stor autenticitet formår hun nænsom at behandle et så skrøbeligt og aktuelt emne, der slet ikke burde findes. Hun viser den fra alle dens sider med de, der er åbnelyse racistiske, de, der ikke ved, at de er det, de, der fortier retfærdighed og de, der kæmper for den med de midler, de har. Det er en historie om de, der skal forestille at kæmpe for det fælles bedste, for den enkelte i nød, som i stedet peger på denne og trykker på aftrækkeren. Det er en historie om magtmisbrug og nødvendigheden af at kæmpe imod denne, og Thomas er en stemme for de, der tier af frygt for egen sikkerhed.

“The truth casts a shadow over the kitchen—people like us in situations like this become hashtags, but they rarely get justice. I think we all wait for that one time though, that one time when it ends right. Maybe this can be it.”

Noget af det, som bogen har fået kritik for, er ikke at komme med et løsningsforslag på dens problem, men det er jeg uenig i. Det er måske ikke så konkret, som man kunne ønske sig, men det er heller ikke et problem, der forsvinder som dug for solen. Thomas’ ord er en modstand til de, der sætter grænser for friheden og frarøver mennesker den. Til alle de, der ikke mener, at YA-bøger handler om andet en kærlighedsdramaer – læs den! Til alle de, der ikke mener, at YA-bøger besidder nogen dybde og alvorlig – læs den! Til alle de, der ikke mener, at raceproblematikker stadig eksisterer – læs den! Og selv hvis alt dette ikke omfatter dig – for Guds skyld, læs den alligevel!

The Knife of Never Letting Go (Chaos Walking #1) af Patrick Ness


The Knife of Never Letting Go af Patrick Ness, udgivet af Candlewick i 2014 (org. udgivet i 2008). 

Todd Hewitts største ønske er at blive en mand, og ganske snart kan han slutte sig til resten af mændene i byen, hvor han bor. Her kan alle høre hinandens tanker, og her findes kun mænd. Men det går langsomt op for Todd, at mændene i byen gemmer på en frygtelig hemmelighed, og inden han får set sig om, må han sammen med sin trofaste hund løbe for livet. På sin flugt fra det uvisse, møder Todd en pige, hvis tanker han ikke kan høre. Lidt efter lidt begynder hans verdensbillede at krakelerer, samtidig med at han må lære den sande betydning af det at være en mand.

For mange år siden læste jeg The Knife of Never Letting Go, og den var ulig noget andet jeg havde læst. Det var min første bog af Patrick Ness, og den var (og er stadig) noget helt særligt af mange grunde, og en af dem er sproget. Den er skrevet med en helt særlig form for slang og dialekt som gør, at sproget er skrevet, som det udtales og med en masse sammentrækninger af ord. Da jeg læste bogen dengang, var det både med forvirring og forbløffelse, og det er det nok stadig den dag i dag. Samtidig er bogen gennemsyret af et kaotisk tankemylder, der bryder historien – for selvom der ikke nødvendigvis bliver sagt noget, så er der aldrig et øjebliksstilhed i menneskets tankergang, der summer en bikube.

“The noise is a man unfiltered, and without a filter, a man is just chaos walking.”

Jeg ved aldrig, hvad jeg skal forvente mig af Patrick Ness’ romaner, for der er ikke to af hans bøger, der er ens. Han er en af den slags sjældne, alsidige forfattere, som man kun kan forvente det uventede af. Ligesom med sine andre romaner, er præmissen for denne fascinerende. Mænds tanker er højlydte, kvinders er stille, og det er hverken uden grund eller konsekvenser. Hvad der begynder som en umiddelbar simpel historie om en dreng på flugt fra det uvisse, udvikler sig langsomt til begyndelsen på en uundgåelig krig. Men der er også andet på spil, for The Knife of Never Letting Go handler i høj grad også om identitet; Todd står ved en skillevej i sit liv med spørgsmålet om, hvordan man holder fast i sig selv, når man bliver præget til at gå i to forskellige retninger.

Da Todd flygter fra byen, flygter han ikke kun for sit liv, men også fra svarene på de mange spørgsmål, som læseren løbende adopterer. Spændingen tager til for hvert et skridt Todd tager ud i ødemarken, akkompagneret af sin hund, Manchee, hvis tanker er mindst lige så larmende som mændenes. Han er et perfekt sidestykke til Todd, og deres makkerskab bliver kun bedre af den stille pige, hvis tanker ingen af dem kan høre. Viola, pigen i ødemarken, der hverken taler eller tænker højlydt, har sin egen historie, der langsomt flettes sammen med Todds. Jeg er vild med Todd, fordi han ikke besidder særlige evner eller talenter på forhånd, som gør ham til historiens oplagte helt, og det er præcis det, som gør ham så bemærkelsesværdig interessant. Han er bare en helt almindelig dreng.

“Men lie, and they lie to theirselves worst of all.”

Som sagt er The Knife of Never Letting Go på mange måder en klassik flugthistorie, men fordi den er skrevet af Patrick Ness, er den alt andet end det. Den er begyndelsen på noget stort og uundgåeligt, som en dør ind til en endeløse verden, hvis ydregrænser er skjult af horisonten. Ness bryder grænser og opfinder nye, krydser verdener og knuser hjerter, og The Knife of Never Letting Go er ingen undtagelse. Det er en af den slags historie, der bliver hængende i luften efter endt læsning, og som jeg vil blive ved med at vende tilbage til, for den er lige så god, som første gang jeg læste den.

Papirprinsessen (Royals #1) af Erin Watt


Papirprinsessen (org. titel Paper Princess) af Erin Watt, udgivet af Flamingo i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

17-årige Ella Harper er studerende om dagen og stripper om natten, og hendes liv er en konstant balancering på kanten. Hun stripper af nød, fordi hun dårligt kan få tilværelsen til at løbe rundt. Efter sin mors død, dukker den fremmed og velhavende Callum Royal op, der hævder at være hendes nye værge. Han tilbyder hende ikke kun et liv i luksus med en uddannelse på en prestigefyldt skole, men også viden om den far, hun aldrig har kendt. Da der kommer kontanter på bordet, er Ellas beslutning allerede taget. Men livet hos Royal-familien er fyldt med intriger, og hun er nødt til at lære at navigere i den guldindfattet verden af magtspil, sex og hævn, hvis hun vil overleve i den. 

Jeg har aldrig haft særlig stor succes med forfatterduoer. Oftest har forfatternes forskellige skrivestile været for tilstedeværende, men sådan en forfatterduo er  Jen Frederick og Elle Kennedy ikke. Med Papirprinsessen har åbnet en dør ind til et liv i overklassens grænseløse verden, hvor mulighederne er endeløse, så længe man har penge, og hvor grænser er til for at blive overskredet. Det er på mange måder et klassisk luksusliv, hvor facaden er blankt poleret, imens virkeligheden er en helt anden. Royal-familien lider under et tabt og misbilligelse, pengegriskhed og knuste drømme. Kontrasterne mellem deres liv er meget klassiske, men fortælling er dog helt sin egen.

“Nogle gange tror jeg, at universet bare har besluttet sig for, at jeg ikke har lov til at have det godt.”

Ella kommer fra et liv i rendestenen, og hende gåpåmod og indre styrke er ikke til at tage fejl af. Hun er en overlevet og en af den slags heltinder, der ikke behøver andet end sin skarpe tunge for at kunne slå fra sig. Da hun indvilliger i Callum Royals tilbud om månedlig betaling for et liv i luksus er interessant, fordi hun tilgår det med forventningen om at lukke sit hjerte over for alt det, hun møder på den anden side af guldportene. Hun har en plan om at flygte derfra med favnen fuld af penge, hvis det skulle blive nødvendigt. Selvom hun er drevet af ønsket om penge og økonomisk frihed, så er hun ikke hjerteløs, og da det langsomt viser sig, at Royal-familien kæmper mod hinanden, åbnes hendes hjerte langsomt.

På trods af at Papirprinsessen er første bind i en længere serie, er Ellas udvikling i denne første bog ikke til at tage fejl af, og jeg elskede det. Selvom handlingen kredser meget om de mange intriger, så er det ikke en bog, der på noget tidspunkt går i stå eller lader sine karakterer sygne hen. De over-privilegerede milliardær arvinger er alle mærket af sorg over tabet af deres mor og misbilligelsen af deres fars forsøg på at genfinde lykken, og hans beslutning om at tilbyde Ella et liv hos dem. Særligt Reed Royal gør alt, hvad han kan, for at komme på tværs af Ella, selvom det samtidig antænder en gnist i dem begge, der bliver umulig at slukke igen. De kæmper ikke kun mod hinanden, men også med deres følelser.

“At forlade sig på skæbnen er for de svage – dem, der ikke har nok styrke eller vilje til at skabe det liv, de gerne vil have. Der er jeg heller ikke endnu. Jeg har ikke nok styrke, men det får jeg en dag.”

Papirprinsessen er en af den slags bøger, der er svære at lægge fra sig. Den fik mit hjerte til at galopere og efterlod mig åndeløs, da jeg nåede slutningen. Det er en bog, der ikke er perfekt, men det er samtidig også en bog, der handler om netop det; den åbner op for en verden, der udstråler perfektion, men som under overfladen er ved at krakelere og falde fra hinanden. Den har sine vanskeligheder, men det overskygger ikke det faktum, at jeg fløj igennem bogen med stor fornøjelse. Papirprinsessen er en oplagt sommerbog, som jeg helt sikkert skal læse igen.

Ravnenes hvisken (Ravnenes hvisken #1) af Malene Sølvsten


Ravnenes hvisken (Ravnenes hvisken #1) af Malene Sølvsten, udgivet af forlaget Carlsen i 2016.

Ravnene hvisker varsler om død og ødelæggelse: En vil hun forelske sig i. En vil blive hendes bedste ven. En vil redde hendes liv. Og en vil slå hende ihjel. Anne kan se hændelse, der har fundet sted, hun kan fornemme andre mennesker auraer og læse deres liv ved en let berøring, men en nat forandres alt, da hun i et af sine fortidssyn ser en pige blive myrdet. Hun er bare den første af mange, der alle er rødhåret og har fået skåret et runetegn i huden. Anne, der altid forsøger at tiltrække sig unødvendig opmærksomhed, bliver lige pludselig genstand for selv samme, da den lille by pludselig sværmer med fremmede mennesker, der alle ønsker at hjælpe hende. Men er det venner eller fjender?

Det er ikke kun ravnene, der hvisker. Ravnenes hvisken er en bog, der er blevet talt meget om med rosende ord og talrige anbefalinger. Det er en stor og intimiderende bog af udseende, med løfter om nordisk mytologi og et blandingsvirke mellem klassisk krimi mysterium og episk fantasy, men for mig er det også en bog, hvor forfatteren gaber over for meget. Der er rigtig mange bolde i luften, og det er ikke fordi Malene Sølvsten ikke udnytter pladsen på de mere end 700-sider, men for mig gik historien hurtigt i tomgang med de overvældende mange introduktioner af det enorme persongaller, som lynhurtigt tog pusten fra mig. Imens handling føles episodisk, som begyndelsen på noget større, der aldrig sker.

“Måske bruger du sort som skjold, fordi du ruster dig til det næste angreb, som du ikke aner, hvorfra kommer.”

I takt med at siderne vendes, tager spørgsmålene til, men det tog hurtigt overhånd sammenholdt med de svar, der bliver givet. Flere gange efterlades Anne (og læseren) uden svar, uden nogen egentlig grund, og det blev enormt frustrerende i længden. Samtidig kunne jeg ikke undgå at føle, at en stor del af historien begrænser sig til ligegyldigheder om Annes hverdagsliv, hvor hun får lagt makeup og sat hår, og selvom det sikkert er ment som en del af hendes karakterudvikling, så kommer sådanne sekvenser hurtigt til at virke overflødige, når der er tale om så stor en roman. Til hver karakterer hører en historie, og jeg oplevede, at jeg ret hurtigt begyndte at snuble i de mange handlingstråde. Ikke fordi de var svære at holde adskilt, men simpelthen fordi der er så mange. Jeg kunne dog godt lide både Anne og hendes venner og deres fælles dynamik, selvom de mindede mig om Luna Lovegood og Hulk, hvilket gjorde det hele lidt fjollet.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at forfatteren er begavet. Det skinner tydeligt igennem i bogen, og det samme gør hendes interesse for de mange delelementer, som udgør grundstenene i hendes historie, men jeg følte mig aldrig tilstrækkelig indviet i Sølvstens univers, og af samme grund kæmpede jeg mig også igennem bogen, fordi jeg ikke kunne komme overens med den. Måske skyldes det, at jeg havde forventet en helt anden historie, end den der findes mellem bogens sider. Sølvstens mentalitet til kærlighed og forelskelse vandt derimod mit hjerte. Anne er nemlig ikke genstand for øjeblikke kærlighed med løfter om evig hengivenhed, men oplever derimod interesse fra  og for flere, uden at det gør hende til genstand for et unødvendigt trekantsdrama. I stedet skaber forfatteren en større og realistisk spillerum.

“’Jeg tror på nuet,’ sagde jeg så. ‘Ikke på fortiden eller fremtiden eller skæbnen eller dommen. Jeg tror på lige nu.’”

Ravnenes hvisken er en udemærket bog, selvom den ikke formåede at holde på min opmærksomhed ret længe af gangen. Jeg blev hægtet af historien på grund af dens mange vedblivende og tiltagende spørgsmål, som, når de blev besvaret senere, føltes som en måde at skabe unødvendig spænding på, som i stedet kom til at føles antiklimatisk. Derimod gjorde det ikke noget, at jeg for længst havde gættet morderen af rødhårede piger. Jeg ved endnu ikke, om jeg vil læse videre i serien, netop fordi jeg skulle kæmpe en del for at holde fokus, men måske en dag vil ravnenes hvisken alligevel fange min interesse, præcis som de gjorde med denne bog …