Skrøbelige skønhed af Amy Harmon


Skrøbelig skønhed (org. titel Making Faces) af Amy Harmon, udgivet af forlaget LOVEBOOKS i 2017 (org. udgivet i 2013). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. 

Fern er forelsket i byens mest populære fyr, Ambrose. Det har hun været lige så længe, hun kan huske, men som den stille pige, der altid har næsen begravet i en bog, ser han ikke til hendes side. Men da Ambrose drager i krig efter high school, forandres alt og rollerne vendes på hovedet; hvor han før var den flotte og uopnåelige fyr, er han nu mærket af ar fra krigen, og de beundrende blikke er borte. Da han vender tilbage til byen, får han øjnene op for den pige, der har elsket ham, så længe hun kan huske, og på trods af alt blomstrer deres venskab langsomt.

Det sker sjældent, at en bog efterlader mig i vildrede i sådan en grad, som Skrøbelig skønhed. Det er nu flere uger siden jeg læste den, måneder endda, og jeg er stadig usikker på, hvad jeg helt synes om den. Jeg påbegyndte min læsning med forretningen om at blive mødt med en moderne genfortælling af Skønheden og udyret, og selvom historien handler om at elske på trods af udseende, så følte jeg, at sammenligningen var en smule vag, fordi der er så meget mere på spil i bogen. Den fortæller en skrøbelig beretning om at være ung og ønske, at kæmpe for sit liv, for så at vende tilbage med ar på sjælen, som nægter at hele og tab i hjertet, som aldrig kan erstattes. Det er en bog, om at modsætte sig sit handicaps begrænsninger og favne livet, fordi det er en daglig mulighed, og det er en bog om forskelligt heltemod.

“Bøger giver en lov til at være hvem som helst, så man kan flygte fra sig selv et stykke tid.”

Jeg forstod ikke kærligheden mellem Fern og Ambrose, selvom jeg godt forstod Ferns forelskelse i begyndelsen. Men afvisningerne var mange, og da Ambrose endelig får øjnene op for hendes kærlighed, kommer til at fremstå som om han gengælder hendes kærlighed, fordi han ikke mener, at andre ville kunne elske ham. Jeg følte aldrig deres kemi, og i virkeligheden ville jeg have ønsket, at bogen noget helt andet, end hvad den viste sig at være. Det er en bog med et stort potentiale, men som spænder ben for sig selv og falder til jorden med et brag. Jeg  føle, at forfatteren havde skabt for mange handlingstråde og et for langtrukket tempo til, at bogen kunne lykkedes. Der er så meget på spil, og mindre ville uden tvivl have gjort den til en stærkere bog, men i stedet forsøgte forfatteren både blæse og have mel i munden.

Jeg ønskede, at deres forhold skulle udvikle sig til noget dybere og stærkere, men begrænsede sig i stedet til litterære referencer til Shakespeare, som med tiden blev en kedsommelig gendrivelse i forsøget på at være romantisk. Det, som jeg kom til at holde af bogen for, var karakteren Bailey, der fortjente så meget mere, end forfatteren gav ham. Jeg har sjældent læst en mere livsbekræftende karakterer end hans, og det er næsten grund nok til at læse bogen. Der er et enormt fortællingspotentiale i hans karakter, som kunne have været grundlaget for en helt fantastisk fortælling.

“Jeg ville meget hellere være faret vild sammen med dig end at være alene uden dig.”

Jeg følte aldrig, at Amy Harmon rigtig viste efterkrigens grimme ansigt, og hvad den gør ved mennesker, som fortiden nægter at slippe, og at hun i stedet brugte den som dække for at skabe en historie om grænseløs kærlighed, der er løst baseret på Skønheden og udyret. Vigtige tematikker faldt i baggrunden til fordel for melodramatiske sekvenser. Jeg elsker forestillingen om, at kærlighed kan overkomme alt, men jeg troede ganske enkelt aldrig på kærligheden mellem Fern og Ambrose. Fern er desuden en hjertelæser, og Skrøbelig skønhed er af samme grund blevet kaldt en perfekt bog for læsere for den grund, og den har da også en række litterære referencer, men jeg følte mig alligevel snydt og skuffet, da jeg havde læst den. Og måske er det i virkeligheden meget sigende for, hvad jeg synes om bogen.

Eleanor & Park af Rainbow Rowell


Eleanor & Park af Rainbow Rowell, udgivet af forlaget Orion i 2013. 

Eleanor er den nye pige i byen, der forstår at gøre sig bemærket med sit uregerlige hår og sin skæve tøjstil. I bussen til og fra skole er hun nødsaget til at sidde ved siden af den ranglede dreng Park, der altid er klædt i sort med sit headset i ørerne og næsen begravet i tegneserier. Ganske langsomt bliver Eleanor lukket ind i Parks verden, men det er dog langt svære for Park at blive lukket ind i hendes. På trods af spirende følelser kæmper Eleanor en daglig kamp med sin familie, der tvinger hende mod desperate valg. På trods af at “Eleanor & Park” har et element af noget langt mere eksistensrystende, er den først og fremmest en historie om den første store kærlighed, og de stormfulde følelser som følger med. Eleanor og Park er hinandens første forelskelse, der både er akavet og uskyldig.

Bogens forside giver søde associationer. Det er også en bog, som ofte er blevet sat i forbindelse med det søde adjektiv, og naturligvis forventede jeg mig en sukkersød kærlighedshistorie om den første store forelskelse, kun for at opdage, at bogen er meget mere end det. Den er autentisk helt ind til kernen både i form af karakterer og deres karaktertræk. Rainbow Rowell formår at beskrive hver en afkrog af det at være en følsom og akavet teenager, hvor ingen er supermodeller eller græske helteafstøbninger. Og så er der hele afbildning af Eleanors liv, som giver historien kant og antydning af alt andet end en sød historie om forelskelse. Desuden tager Rowell sin læser med på en tidsrejse tilbage til 1986’erne, hvor Eleanor og Park lærer hinanden at kende gennem kassettebånd og tegneserier.

“Holding Eleanor’s hand was like holding a butterfly. Or a heartbeat. Like holding something complete, and completely alive.”

Jeg kom hurtigt til at holde af den tålmodige Park, der med sin multikulturelle baggrundshistorie ofte finder det svært at placerer sig i forhold til sine venner og sin familie. Selvom hans evige kamp med den følelsesladet Eleanor er svær, så affejer han hende aldrig som vanskelig eller sær. Hendes historie er mindst lige så enestående som hans. Eleanor lever i en klaustrofobisk tilværelse, hvor hun, sine søskende og deres mor bevæger sig på listetæer under stedfarens kontrollerende adfærd. Eleanors karakter er blevet kritiseret for sine humørsvigninger og måden, hvorpå hun gang på gang river sig løs af sit forhold til Park, som jeg dog ser som en forståelig reaktion på den tilværelse, der langsomt kvæler hende. Eleanor får gang på gang dikteret, at hun ikke er noget værd, og at hun derfor heller ikke fortjener at have det godt, så når lykken tilsmiler hende er det kun forståeligt, at hendes stedfars ord melder sig.

Rowell vandt mit hjerte med sin historie om den usikre, kurvede pige og outsiderfyren med asiatiske rødder. Hun formår på bedste vis at vise, hvor altopslugende og skrøbelig en ungdomsforelskelse kan være. Jeg tog mig selv i gentagende gange at smile over deres klodsede adfærd, men bogen fik mig også til at kæmpe en brav kamp for at tilbageholde de tårer, der stædig pressede sig på. “Eleanor & Park” er nemlig fyldt med følelser — både af den gode og svære slags. Rowell har skabt en helt særlig historie, som jeg ikke mindes at have læst før, og det er på trods af at det er en ungdomsbog, der handler om den første forelskelse. Hendes persongalleri er både nuanceret og alsidigt.

“Eleanor was right. She never looked nice. She looked like art, and art wasn’t supposed to look nice; it was supposed to make you feel something.”

Uden at afsløre den, var jeg til at begynde med i vildrede over bogens slutning. Jeg følte, at Rowell stoppede midt i en sætning med en sådan pludselighed, at jeg febrilsk vendte siderne i håb om at finde mere på deres bagside, uden at det var tilfældet. Men da jeg læste hendes efterord blev slutningen også sat i perspektiv. Hun forklarer ikke alene, hvordan historien blev til, og at hun vidste, hvordan den skulle ende længe før den overhovedet begyndte, men hun forklarer også slutning på fineste vis. Rowell ville ikke skrive en afrundet historie, fordi unge mennesker ikke får den slags. I stedet får de nye begyndelser, og hun ramte mig så hårdt i hjertet med sin realitetssans, at jeg vaklede efterfølgende. Pludselig var slutningen ikke længere afstumpet og pludselig, men derimod helt rigtig og håbefuld.

Release af Patrick Ness


Release af Patrick Ness, udgivet af forlaget Gyldendal i 2017. Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

I dag er en skæbnesvangerdag for Adam Throne. Han er en hemmelighedsvogter, der er fyldt til bristepunktet med fortielser; fortielser om sin seksualitet, som hans religiøse familie ikke vil acceptere, tvivlsspørgsmål om sin arbejdsgivers krænkende tilnærmelser, og den tidligere kærestes fornægtelse af det, de havde sammen. Og så skal hans bedste veninde, som er den eneste der virkelig forstår og accepterer ham, ikke bare flytte til en anden by, men til et helt andet land i en anden tidszone. Det er dog ikke kun Adams liv, der er kompliceret og afhængig af, at han i løbet af de næste 24 timer formår at give slip på sig selv, sine fortielser og andres forventninger, det samme må den døde pige i søgen, og hvis ikke hun finder sin forløsning, bil det medfører verdens undergang …

Patrick Ness er en af den slags sjældne forfatter, der altid efterlader mig håbløst åndeløs. Hans ord er af en anden verden, en anden dimension, og lige meget hvor længe jeg forsøger at finde ordene til at beskrive mine læseoplevelser, blegner de i sammenligning med hans. Det er nu mere end en måned siden jeg første gang læste Release. Siden da har jeg genlæst bogen to gange uden helt at have fundet de rette ord, men måske er det i virkeligheden meget sigende for min læseoplevelse. Ness fortæller ikke bare nogle gode bøger om det at være ung, men han formår også at løfte dem op på et højere niveau, som gør dem svære at placerer, for han skriver ikke bare troværdige ungdomsbøger, han gør det på en måde, der er ulig andre. Når han skriver bøger, så tror jeg på dem — selv når de involverer dødes opvågning og faune!

“Sandheden var altid nu, også selvom man var ung. Særligt hvis man var ung.”

Patrick Ness lader sig ikke placerer som forfatter, og hans bøger er enorm svære at genrebestemme. Hans bøger er ulig noget andet, jeg endnu har læst. Release er ikke kun hans mest personlige bog til dato, men uden tvivl også en af de vigtigste. Den er fyldt med etniciteter, spørgsmål om sex og seksualitet, som giver et langt mere nuanceret billede af det at være ung. Adam har et rigt sexliv, imens hans bedste veninde, Angela, var skuffet over sin første gang, uden at det gør, at hun fortryder den. Adam repræsenterer ikke kun det at være ung og homoseksuel, men også det tabubelagte i at være udsat seksuelle krænkelser, og hvordan han skal placerer sig i forhold til disse. Det gør også, at han betvivler sit værd og overvejer, om han i virkeligheden selv forvoldte disse, og om han af samme grund fortjener dem. Det er foruroligende, ikke så meget fordi han overvejer dette, men fordi det er overvejelser for mange. Han betvivler også, hvorvidt han nogensinde kan blive elsket og selv vil kunne det, og alligevel kaster han sig gang på gang ud i kærligheden og dens grænseløse muligheder. Ness gør op med ofrestillingen om, at problemer i teenageårene er noget, som man vokser fra, og at unges problemer ikke er af betydning, for det er der, hvor det betyder allermest.

Patrick Ness er kendt for at skrive flersporede handlinger, og dette er også tilfældet med Release, hvor den ene del af historien følger Adams søgen på forløsning, sideløbende med at en pige, der er blevet myrdet, står op af søen, akkompagneret af en faun, der skal lede hende på sporet af sin forløsning. Fælles for dem begge er, at denne er nødvendig, for Adam for at hans verden ikke skal bryde sammen, og for pigen for at hele verden ikke skal gøre det. Jeg forstår godt, hvis hendes historie for nogen virker malplaceret, men for mig understregede det kun Ness’ dygtighed som forfatter. Overgangene mellem Adams historie og pigens er ikke pludselige og sammenhængende, for deres historie blander sig løbende, til de til sidst krydser hinanden helt, dog uden at det resulterer i eksplosion af forløsning. Det sker bare, og det sker rigtigt. Jeg elsker dobbelttydigheden i bogen, som både handler om forløsning i hjertet og af en mere seksuel karakter, som Ness beskriver langt mere eksplicit i denne bog, end i sine tidligere bøger.

“Gå aldrig glip af chancen for at kysse nogen. Det er den værste form for fortrydelse.” 

Release er en genistreg, der tager afsæt i Virginia Woolfs Mrs. Dalloway, der begynder med blomsterindkøb og strækker sig over et døgn. Det er en, af mine yndlingsbøger, og jeg er målløs over måden, hvorpå Ness formår at skabe en ungdomsbog på baggrund af denne, samtidig med at han gør den til sin egen. Han er ikke den type forfatter, der skriver den samme bog to gange, og han skriver sjældent noget, der skrevet i forvejen. Det er samtidig ikke en bog, der giver løfter om lykkelige slutninger, men derimod løfter og nye og nødvendige begyndelser, og jeg tror der er en enormt vigtig pointe i det, når man skriver til og om unge mennesker. Det gør også, at Ness’ romaner bliver til noget ekstraordinært og særligt, når han så overbevisende forsøger at gøre ungdomslitteraturen til noget mere. Jeg har så meget at sige om Release, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver færdig med at tale om den. Derfor: Læs den!

“Anna og det franske kys” (Anna and the French Kiss #1) af Stephanie Perkins


“Anna og det franske kys” (org. titel “Anna and the French Kiss”) af Stephanie Perkins, udgivet af forlaget Lindhardt & Ringhof i 2015 (org. udgivet i 2010). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Kærlighedens by kender ingen grænser. Anna Oliphant er ganske tilfreds med sit liv i Atlanta, da hendes forældre beslutter sig for at sende hende kostskole i Paris i et år. Anna er yderst modvillig; hun taler ikke fransk, vil ikke væk fra vennerne, og ser slet ikke lyset i beslutning. På trods af begyndervanskeligheder finder Anna hurtigt sammen med en gruppe andre studerende, hvor særligt Étienne St. Clair, slår benene væk under hende. Egentlig har hun følelser for en fyr hjemme i Atlanta, og Étienne har også en kæreste i forvejen, men selvom Anna forsøger at værne om deres spirende venskab, bliver det svære og svære at skjule sine følelser.

Første gang jeg læste “Anna og det franske kys” var i en periode af mit liv, hvor jeg var mættet af sukkersøde historier om den første store kærlighed, og så havde jeg oven i købet set mig sur på forfatteren for at have skabt en hovedperson, der er selverklæret filmentusiast, men som ikke er klar over, at Paris er en filmmetropol. Det tilgiver jeg hende nok heller aldrig for. Det er sjældent, at jeg genlæser bøger, som jeg har set mig sur på, men fordi jeg har hørt godt om både “Lola og naboens søn” og “Isla og jagten på lykke”, valgte jeg alligevel at genlæse bogen. Jeg har før genlæst bøger, som jeg i første omgang ikke brød mig om, men som alligevel har efterladt mig med en nagende følelse af, at jeg overså noget, eller at timingen ikke var rigtig, og sådan en bog viste “Anna og det franske kys” sig at være.

“Jeg mener, helt ærligt! Hvem sender deres børn på kostskole? Det er så Hogwarts-agtigt. Bortset fra at min skole ikke har søde troldmændsfyre eller magisk slik eller flyvetimer. I stedet hænger jeg på nioghalvfems almindelige elever.”

Stephanie Perkins har skabt en levende historie om kærlighed og venskaber, som er værd at tro på. Anna er på mange måder en klassisk teenager, hvis følelsesliv er en stor rutsjebanetur af turbulens, og selvom jeg stadig ikke tilgiver hende for hendes uvidenhed om franske film, så blev det dog sat en smule i perspektiv, da en af Annas lærer påpeger, at amerikanere har for vane at glemme resten af verden og kun se den ud fra alt det, der er amerikansk. Det er næppe nogen universal virkelighed, men jeg kunne dog ikke undgå at se et glimt af virkelighed i de ord. Desuden er bogen så fin og hurtiglæst, at den vil smelte vinterkolde hjerter, og derfor læste jeg den også i løbet af en enkel eftermiddag.

At bogen til tider er klichéfyldt ser jeg ikke som en svaghed, for er den første store kærlighed ikke indbegrebet af klichéer om evig kærlighed og grænseløse følelser? Jeg synes Perkins formår at beskrive teenageforelskelse rigtig fint, samtidig med at hun giver plads til geografiløse venskaber og glimt af familieliv. “Anna og det franske kys” er så spækket med følelser, at det smitter. Jeg følte Annas frustrationer, hendes længsler og hendes kærlighed, og selvom det i allerhøjeste grad er en bog, som titlen indikerer, der handler om kærlighed og kys, så er jeg glad for, at Perkins gjorde plads til selvstændighed, venskaber og familieliv, selv i de små glimt, som de blev præsenteret i.

“Er det muligt, at ens hjem er en person og ikke et sted?”

Jeg faldt ikke lige så hårdt for Annas store kærlighed, den multikulturelle franks-britiske-amerikanske Étienne St. Clair, der ikke bare knuser pigehjerter i Perkins bog, men også hos mange læsere, og alligevel fik jeg sommerfugle i maven ved tanken om den første rigtige forelskelse og den følelsesforvirring det kan være. For det er netop, hvad Perkins’ fortælling handler om. Kærlighed kan være rodet, selv når den er rigtig, og selv i kærlighedens by, og jeg må også blankt erkende, at Perkins har skabt et fint portræt af netop dette. Jeg nødt ikke kun at blive ført igennem Paris’ gader, som jeg holder så meget af, og som jeg meget svagt kunne se for mit indre øje, men jeg nød også rejsen igennem Annas følelsesliv.