Forventningerne til Aurora Rising er så store, at verdensrummet dårligt kan rumme dem og resultatet er middelmådigt


Aurora Rising (The Aurora Cycle #1) af Jay Kristoff og Amie Kaufman fra forlaget Knopf Books for Young Readers, udgivet i 2019.

Året er 2380, og Tyler Jones er klar til at rekruttere et stjernehold af kadetter fra Aurora Academy, men han misser chancen, da han på en mission støder på en pige, der har været nedfrosset i 200 år. Efter at have reddet hende ender han derfor med et hold bestående af alle dem, ingen af de andre kaptajner vil have: en rapkæftet diplomat med stort bælte i sarkasme, stærkt tatoveret pilot, som helt sikkert ikke er forelsket i Tyler, en videnskabsmand med sociopatiske træk, en kriger med stort temperament og en alien, der excellere i mekanik og upassende vittigheder. Og så er der pigen med de mørke evner, Tyler reddede, som måske at hun katalysator for en intergalaktisk krig, der har været længe undervejs. De er ikke de helte vi fortjener, men det er dem, der er til rådighed. Ingen grund til panik. Continue reading “Forventningerne til Aurora Rising er så store, at verdensrummet dårligt kan rumme dem og resultatet er middelmådigt”

Reklamer

Hank Greens debutroman er præcis som titlen lyder, men den er også udfordret af teknologi og tvivl


An Absolutely Remarkable Thing af Hank Green fra forlaget Dutton i 2018.

Et fuldstændig fantastisk fænomen finder sted klokken tre om morgen, da April May er på vej hjem fra sit dødssyge arbejde. Midt på en gade i New York står en kæmpemæssig robot, som er dukket op ud af det blå, og da April beslutter sig for at dække fænomenet i en video, går den viral. Fænomenet hvirvler April ind i de sociale mediers kaotiske verden, et opkald fra selveste præsidenten og en forbindelse til et fællesskab, der kalder sig selv Dreamers, som alle drømmer det samme, efter at have rørt robotten. April må afsløre, hvad robotterne er, og hvad de vil menneskeheden.

Da jeg første gang hørte, at Hank Green skrev på en bog, var jeg spændt, men med bogens præmis overtog min skepsis. Historien om et teknologisk fænomen lyder på mange måder som en bog, Hank Green ville skrive, og nu hvor jeg har læst den, er der ingen tvivl om, at dette er en bog, som kun Hank Green kan skrive. Uden at virke fordømmende kommenterer Hank Green på brugen af sociale medier, og på hvad pludselig berømmelse kan gøre ved et menneske og dets relationer til andre. hans betragtninger igennem hovedpersonen April May er vittige såvel som vigtige, og hvis du følger Hank Green online er det tydeligt at mærke hans tilstedeværelse i bogen. Faktisk i sådan en grad, at jeg kun kan læse historien med forfatterens stemme i mit hoved, på trods af at hovedpersonen er en kvinde.

“Behold the field in which I grow my fucks. Lay thine eyes upon it and see that it is barren.”

Green gør et hæderligt forsøg på at håndgribeliggøre den videnskabelige og spekulative del i bogen, og selvom jeg ikke er i tvivl om, at denne del hænger sammen rent faktuelt (det er trods alt Hank Green, der er tale om), er jeg ikke sikker på, at den hænger ordentlig sammen med den resterende historie. Denne del kræver mere af læseren, og af samme grund var jeg ikke sikker på, at jeg forstod bogen, da jeg lukkede den. Det, der overraskede mig mest ved bogen er, at den er en del af en serie. Det gjorde et eller andet for min læseoplevelse, som jeg har svært ved helt at sætte ord på, for da jeg begyndte at læse den, var det med overbevisningen om, at der var tale om en stand alone.

Historiens styrke er uden tvivl dens fokus på sociale medier og berømmelse, og jeg ville i højere grad have foretrukket, hvis det havde været dens primære fokus. Men hvis den tekniske og videnskabelige del med robotterne og de gådefulde drømme blev skrevet ud af historien, ville det så overhovedet være en bog skrevet af hank Green? An Absolutely Remarkable Thing er særegen og svær at placere både i forhold til målgruppe og genre. Så selvom bogen er lidt af et fænomen, præcis som titlen lyder, så er det også en bog, der med stor sandsynlighed går direkte i hjertet hos sin læser, eller rammer helt ved siden af. Selv placerer jeg mig et sted midt imellem med min tvivl om mine mange spørgsmål.

Med løftet om en spektakulær fortsættelse er Scarlet dog lidt tung at danse med


Scarlet af Marissa Meyer, udgivet af forlaget Feiwel & Friends i 2013.

Da 18-årige Scarlet Benoits bedstemor forsvinder, og hun beslutter sig for at finde hende, men det går langsomt op for Scarlet, at der er mange ting, hun ikke ved om sin bedstemor, eller den store fare, som har forfulgt hende hele livet gemt i skyggerne. Hvis Scarlet skal gøre sig forhåbninger om at blive genforenet med sin bedstemor, er hun nødt til at alliere sig med slagbroderen Wolf, der måske ligger inde med afgørende informationer. Scarlet er ikke sikker på, at hun kan stole på ham, og kemien mellem dem gør hende ikke mere sikker. Undervejs bliver hun hvirvlet ind i cyborgpigen Cinderes kamp mod den onde dronning Levana, der truer med at knuse den intergalaktiske verdensfred. 

Hvor Cinder tog afsæt i eventyret om Askepot og midnatsballet, tager Scarlet udgangspunkt i eventyret om Rødhætte og ulven. Jeg er beundrer måde, hvorpå Marissa Meyer vælger at bruge eventyrere som rammesæt for sine historier, som tillader hende at sætte sit helt eget præg på et ellers velkendt eventyr. Det betyder, at man som læser har en lille idé om, hvordan historien vil starte ud, men ingen idé om hvilken retning, den vil bevæge sig i. Sådan var det også med Scarlet, der er fyldt med hemmelige orginisationer i en fremtidsfjern verden beboet af mennesker og maskiner, imens verdensrummet er befolket af fjendtlige aliens, og verdensfreden hænger i en tynd tråd. 

“She did not know that the wolf was a wicked sort of animal, and she was not afraid of him.”

Jeg nød at læse Scarlets historie om hendes søgen efter sin forsvundne bedstemor og hendes møde med Wolf, men jeg faldt aldrig helt for den. Hendes historie føltes som en lang vandring, der aldrig nåede sit slutpunkt, og jeg endte derfor med at kede mig undervejs. Desuden fandt jeg handlingen en smule rodet, hvilket heller ikke ligefrem gjorde det lettere at blive fanget af den. Relationen mellem Scarlet og Wolf var også noget af det, der udfordrede min koncentration. Wolf har en mørk fortid, som stadig hjemsøger ham, men hans evige forsøg på at skubbe Scarlet fra sig, fordi han er overbevidst om, at det er farligtfor hende at omgås ham er udvandet. Det udskyder deres historie og intet andet.

Der er en forfriskende lethed over måden forfatteren skriver på, men i Scarlet er der også en hel del mere telling end showing, som gør det svært at skabe sine egne billeder og visualisere den. Historien lider desuden under sin egen forudsigelighed og simplicitet, og jeg ved ikke, om det skyldes eventyret, som udgør rammerne for bogen, eller om det er Meyers genfortælling, som ikke er tilstrækkelig interessant eller gennemført. Derfor følte jeg mig heller aldrig forbundet til historien og dens gang, og alligevel læste jeg den til ende, fordi roserne om Meyers futuristiske eventyrserie forsat giver genlyd hos så mange læsere. Jeg håber, at jeg finder samme glæde for den i de efterfølgende bøger.

Gemina (The Illuminae Files #2) af Amie Kaufman og Jay Kristoff


Gemina af Amie Kaufman og Jay Kristoff, udgivet af forlaget Rock the Boat i 2016.

På rumstationen Heimdall bliver tilværelsen pludselig vendt på hovedet, da en elitegruppen fra BeiTech infiltrer stationen og begynder at skyde de ombordværende. Hanna, der er kaptajnens datter, og Nik, der kommer fra en kriminel familie med mange hemmeligeheder, bliver tvunget sammen i et desperat forsøg på at redde stationen og dens liv. På vej dertil er skibet, Hypatia, med nyheder om invasionen på Kerenza, men det bliver et svært kapløb mod tiden, og hvis ikke de når frem i tide risikerer de at universet bliver kløbet i to.

Forfatterpar er ikke noget, jeg har gode erfaringer med, men Amie Kaufman og Jay Kristoff er en forfatterduo, der har taget mig med storm. Deres vilde eventyr i det ydre rum er svær at forudse og spækket med handling i et højt tempo fra start til slut. De første to bøger i The Illminae Files er enestående og originale historier, selv når de tager afsæt i klassiske modsætningsforhold mellem de to hovedpersoner. Deres sprog er letsindigt på trods af de mekaniske termer om konstruktionen af rumstationerne, faretøjerne og våbenteknologien. Sproget er da også kulør med sit nutidige afsæt, der trods censurering giver plads til grove udtryk og bandeord.

“Patience and Silence had one beautiful daughter. And her name was Vengeance.”

Selvom handlingen er en anden i Gemina end i Illuminae, og det kan være svært at se, hvordan det hele nogensinde skal ende godt, er de to historier bundet let sammen. De infiltrerer kun hinanden vagt, men står alligevel i så tæt forbindelse til hinanden, at det ikke giver mening at læse den ene bog uden den anden. Gemina begynder lige efter Illuminae, men er samtidig sin helt egen historie fuld af nye og spændende karakterer på en anden rumstation. Bogens eneste svaghed, er i virkeligheden min egen. Fordi historien favner så bredt et persongalleri mistede jeg flere gange overblikket over, hvem der var hvem. Uden en klar indikation kan de forskellige stemmer godt flyde en smule sammen.

The Illminae Files har med sit udtryk give form til en helt ny form for historiefortælling, og selvom selv samme kan virke afskrækkende på læseren, var historiens handling så spændende, at formatet ikke ret længe var udfordrende at læse. Den er fyldt med alt lige fra nedskrevne lydoptagelser, retsdokumenter og chatbeskeder sammen med en række tegninger og illustrationer, der virkelig bringer historien til live. Det giver samtidig plads til et utal af vigtige stemmer, som også er et af historiens bærerende elementer. Det er en oplagt serie til de, der er nysgerrige på science fiction-genren og til de, der ikke ønsker at gå glip af en episk historie med et højt tempo, fyldt med levende karakterer og et latterfremkaldende sprog. Sagt med andre ord: Jeg kan varmt anbefale serien, hvis du ikke allerede har læst den.