Det forsvundne barn (L’amica geniale #4) af Elena Ferrante


Det forsvundne barn (Storia della bambina perduta) af Elena Ferrante, udgivet af CK Forlag i 2014). Læst på dansk — originalsproget er italiensk.

Der er sket meget siden Elena og Lila første gang mødte hinanden som børn, siden de legede med dukker på vejen og skrev historier. Året er 1978 og Elena, der nu er en kendt forfatter, flytter tilbage til Napoli med sine to døtre for at bo sammen med sin store kærlighed i det kvarter, hun som barn ikke kunne flygte hurtigt nok fra. Relationen til Lila er en forsat balancegang, der med årene både er blevet stærkere af tiden og mærket af distance, fortielser og knuste drømme.

Der skete noget, da jeg læste Det forsvundne barn, som jeg har svært ved helt at sætte ord på. Det var ikke fordi, jeg mistede interessen for historien, eller fordi den ikke længere var spændende, men jeg oplevede en brist i Lila og Elenas endeløse ulykke, som gjorde, at jeg lukkede bogen med suk. Jeg har siden seriens begyndelse, der egentlig begynder med historiens slutning, set frem til at få afsløret det mysterium, som danner grobund for hele fortællingen. Ikke alle skæbner ender lykkeligt, og ulykkerne bliver ved med at hagle ned over Lila på en måde, som gjorde, at jeg holdt op med at håbe på en bedre fremtid, og jeg tror, at det hel blev for meget til sidst.

“En gang sagde jeg til hende, for at understrege at det frygtelige øjeblik var forbi:
‘Verden er faldet på plads igen.’
Hun svarede drillende.
‘Hvilken plads?'”

Tiden er mærket af efterskælvet fra en naturkatastrofe, som river et hvert håb om stabilitet og soliditet hos de to kvinder, hvis liv på mange måder har fulgtes ad, og som alligevel ikke kunne være mere forskellige. Ferrante formår som altid at male detaljerede billeder af de to kvinder og deres vidt forskellige liv på en levende måde, selvom hun også tillader læseren at digte med undervejs. Særligt med denne fjerde bog, er det tydeligt at mærke, hvordan Elena har svære ved at fortæller sin og Lilas historie med samme dybde, som i de første bøger. Tiden har sat sit tag i hende, og intet liv varer for evigt. Samtidig falmer hendes idealisererede billede af sin veninde på en måde, som tvinger hende til at konfronterer en Lila, hun ikke længere kan se op til. Dog fandt jeg stadig historien medrivende.

Elena har altid levet på kant med samfundets regler og forventninger. Hun giftede sig med den mand, hun ønskede sig, tog en lang uddannelse og fik succes som forfatter, imens Lila ser verden som noget konstrueret, der ved bare det mindste vindpust kan forandre sig og blive til noget andet. Det forsvundne barn sætter punktum for historien om Elena og Lila på en hjerteskærende måde ved at vise vigtigheden af at turde give slip og gøre det i rette tid. Ikke kun i forhold til venskaber, men også i forhold til det, vi oplever i livet og de valg vi træffer, og selvom jeg fandt historien mangelfuld, har Elena Ferrante ikke desto mindre skrevet en mesterlig serie om venskaber, familiebånd og livet på godt og ondt med karakterer, der er begår fejl og ikke er perfekte, og selvom Det forsvundne barn er romanens svageste led.

Reklamer

Ready Player One af Ernest Cline


Ready Player One af Ernest Cline, udgivet af forlaget Broadway Books i 2012 (org. udgivet i 2011). 

Wade Watts lever i 2045, hvor verden er ved at bryde sammen, og derfor søger han, som resten af verden, tilflugt i det globale onlinespil OASIS. OASIS er en verden af muligheder i et grænseløst verdensrum. Da spiludvikleren, James Halliday, går bort, offentliggøres det, at han har gemt en række gåder og udfordringer i spillet, som giver den, der først løser disse adgang til hans formue og kontrollen over spilimperiet. Mange har forsøgt, og alle har fejlet, lige indtil den dag, hvor Wade falder over det, der ligner den første brik i puslespillet, og spillet om OASIS går i gang.

Jeg kom til at elske Ready Player One af omveje. Det var aldrig en del af planen, at jeg skulle læse bogen, for hverken bagsideteksten eller forsiden formåede at holde min opmærksomhed mere end i et splitsekund, og nu hvor jeg har læst den, er den afgjort en af de bedste bøger, jeg har læst i år. Det er en potentiel yndlingsbog, der ramte direkte i mit 80’er nostalgiske hjerte med sine mange film- og spilreferencer. Forfatteren, Ernest Cline, har ikke alene skabt en vedkommende og relevant historie om en nedbrudt verden med opbrugte ressourcer og global energikrise, han fortæller også en kærlighedshistorie til fortidens populærkultur på en måde, som kan få enhver nørds hjerte til at banke.

“That was when I realized, as terrifying and painful as reality can be, it’s also the only place where you can find true happiness. Because reality is real.”

Historien om Wades vilde eventyr er er spændende fra første side. Hans verden er uforudsigelig, fyldt med humor og alvor, som både får læseren til at grine og giver ondt i maven. Med den teknologiske udvikling OASIS har medført, er virkeligheden blevet en mareridtsdrøm inden ønsker at vågne fra, men jo længere tid der bruges på at drømme sig væk fra den, jo tættere er den på at forsvinde helt. I sådan en verden er der fyldt med konflikter og nådesløse hackere, der forsøger at knække spillets gåder for at vende spillet til egen fordel og frarøve resten af verden muligheden for at drømme. Og så er der også helt almindelige hverdagskonflikter som usikkerhed og ensomhed. Wade er muligvis en af de mest morsomme hovedpersoner, jeg endnu har stiftet bekendtskab med. Han er altid bevæbnet med et smart comeback, selvom det oftest roder ham ud i problemer, og så er han gennemført nørd med alt, hvad det indebærer.

Rerady Player One er et overflødighedshorn af henvisninger til 80’erne, gennemarbejdet og så rig på detaljer, at den føles skræmmende virkelig. De mange referencer kammer ikke over eller bliver ligegyldig. I stedet er de nøje udvalgt med et bankende hjerte, der er tydeligt at mærke. Ligesom resten af den fiktive verden i Clines roman, var jeg dybt betaget af den virtuelle verden online, selvom en lille del af mig ønskede at vide mere om, hvordan verden var nået til sit bristepunkt. Bogen er dog ikke forbeholdt de, der kan afkode alle dens mange popkulturelle referencer eller de, der spiller videospil. Bogen er i lige så høj grad til for de, der vil læse en god og gennemarbejdet science fiction-bog med et tempofyldt plot og mindeværdige karakterer, og som er helt umulig at lægge fra sig.

Dem der flygter og dem der bliver (Napoli-romanerne #3) af Elena Ferrante


Dem der flygter og dem der bliver (org. titel Storia di chi fugge e di chi resta) af Elena Ferrante, udgivet af C&K Forlag i 2017 (org. udgivet i 2013) Læst på dansk – originalsproget er italiensk.

“Vi havde begge brug for nye dyber, nyt indhold, og alligevel var vi adskilte og kunne hverken give hinanden det ene eller det andet,” sådan skriver Elena om sit forhold til Lila i denne bind i Napoli-romanerne. Deres venskab er svært og præget af vidt forskelige ting, der tvinger dem fra hinanden. Elena er travlt optaget af sit forfatterskab og med at udvides det grænser, imens Lila fortsat kæmper med tilværelsen, selvom hun dog finder vej ud af fattigdommens elendighed. Elena flytter til Firenze og stifter familie. Men den kølige, kloge og verdensfjerne Pietro, som har vundet hendes hjerte, er svær at leve sammen med, og da familien forsøges er hverdagen er det på bekostning af hendes forfatterskab. Hverdagen vælter for alvor dog, da et spøgelse fra fortiden pludselig dukker op.

Elena Ferrantes romaner er mesterlige. De er svære at beskrive på grund af det rolige tempo og de hverdagsagtige begivenheder, men samtidig er de fyldt med stormfulde følelser, talrige magtkampe og evigt oprør. Selvom Elena og Lilas liv har bevæget sig i vidt forskellige retninger lige siden de mødte hinanden for første gang som børn, har de aldrig helt kunne slippe hinanden. Savnet har altid stået tilbage, når venskabets bånd blev skåret over. Ferrante spinder et spind af skrøbelige følelser om eksistenser på kanten af afgrundens rend, og måske er det netop disse vellykket portrætter, der gør Napoli-romanerne til noget ganske særligt.

“Vi havde begge brug for nye dybder, nyt indhold, og alligevel var vi adskilte og kunne hverken give hinanden det ene eller det andet.”

På samme måde som i de to foregående romaner hænger melankolien som en tyk tåge over bogens sider, og lykken er aldrig nok. Elenas forhold til Lila har altid været giftigt, og det er kun blevet værre med årene. Elena har alt, hvad hun har drømt om: en lang uddannelse, forfattersucces og en kernefamilie, men alligevel er hun ulykkelig. På trods af Lilas evige modgang i livet, bliver hun ved med at overgå hende på en måde, som er svær at sætte ord på. Ferrante illustrerer på fineste vis, hvordan Elena kæmper for at bryde fri af alle de forventninger, der er til kvinder. Forestilling om at være hjemmegående med manden som forsørgeren, forventningen om børn og kernefamilie, og som hun også forsøger at få til at fungere, selvom hun kæmper med næb og klør for at finde en udvej derfra.

Elena kæmper med sin næste roman, som gerne skal følge i fodsporene på dens første succes, og processen er lang og smertefuld, fordi det eneste der virkelig betyder noget, er Lilas mening. Helt grundliggende mangler hun føling med sig selv og sin identitet, der er så betinget af Lilas mening, og det gør, at hun altid er på vippen til at bryde sammen. Tiden presser sig også sammen om hende som en klaustrofobisk fornemmelse med sin politisk ekstremisme, studenteroprøret og kvindebevægelsen, der udgør de historiske rammer for romanen, og det er også med til at gøre hende rodløs i verden og i sig selv. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ender. Denne tredje roman om de to napolitanske kvinder er mesterligt fortalt, og jeg misunder enhver, der endnu har til gode at læse deres historie.

Historien om et nyt navn (Napoli-romanerne #2) af Elena Ferrante


Historien om et nyt navn (org. titel Storia del nuovo cognome) af Elena Ferrante, udgivet af C&K Forlag i 2017 (org. udgivet i 20012). Bogen er læst på dansk — originalsproget er italiensk.

Historien om et nyt navn er en fængslende roman om to unge kvinders liv i 1960’ernes Italien, deres relation og talrige og tavse kampe med hinanden. Båndet mellem dem forstærkes og svækkes i en helt afgørende tid af deres liv. Den nyligt gifte Lila er grundlag for Elenas grænseløse jalousi, men Lilias ægteskab med Stefano Carracci er langt fra misundelsesværdig, for bag den store frihed og de mange materielle glæder regner overgrebene og volden ned over hende. De er et værn mod de slag, hun rammes af. Elena kæmper stadig med sine studier og sukker efter at starte en tilværelse væk fra byen, hvor hun voksede op. Samtidig vokser forfatterdrømmen sig hele tiden større.

Historien om et nyt navn begynder der, hvor Min geniale veninde slap, men tonen er en anden. Den er langt mere refleksiv med sin nu langt ældre hovedperson, der ser verdenen for, hvad den virkelig er. Barndommens naivitet hænger ikke længere i Elena, som fortæller sin og Lilas historie. Hendes jalousi til sin veninde er dog ikke blevet mindre, og hun sammenligner konstant sine oplevelser med Lilas, som var der tale om et kapløb mellem dem. Hun kan ikke gøre sig fri af hende, og hver gang hun befinder sig i en ny og afgørende situation, er det med Lila i tankerne. Hendes usikkerhed på sig selv og tøven i livet er afgrundsdyb og omslutter hende som et totalt og altfortærende mørke.

“Men Lila vidste hvordan hun skulle trække mig ind i hendes verden. Og jeg var ude af stadn til at modstå. På den ene side sagde jeg: Nu er det nok, på den anden blev jeg deprimeret ved tanken om ikke at være en del af hendes liv, af hendes måde at opfinde på- Var dette bedrag måske ikke bare endnu et af hendes fantasifulde påfund, altid fyldt med risici. Vi to sammen, skulder mod skulder, i kamp mod alle.”

Efter Lilas bryllup tænker Elena meget på ægteskabsnatten, som hun ikke deler med Elena, og første gang Elena befinder sig i en intim situation med en mand, tænker hun på om Lila havde det på samme måde. Selvom stemmerne er tydelige, er det sommetider svært at sige, hvor Elena begynder og Lila ender, men kun når der er tale om at definere Elena. Lila er omkranset af samme mystik, som langsomt tager form i Min geniale veninde. Elenas besættelse handler ikke om, at hun ønsker sig tæv af en mand eller de overgreb, som Lila må udholde, men det piner hende ikke at kende sin venindes inderste tanker og ikke kunne sætte dem i relation til sin egne. Hun har et stærkt behov for at excellere, og selvom hun ulig Lila er under uddannelse med forfatterdrømmen inde for rækkevidde, føler hun sig stadig overgået af hende.

Narrativet i denne er anderledes, fordi den giver indsigt i Lilas liv på en måde, som hverken fortæller eller læser tidligere har haft adgang til. Lilas beretning er hjerteskærende og voldsomme at læse – selv når de gengives med Elena ord. Historien om Lila er stykket sammen af andres gengivelser af hende. Detaljerne fra hendes notesbøger er rige, voldsomme og klaustrofobiske, og de er virkelig kontrastskabende i sammenligning med den Lila, som præsenteres i Elenas beretning, som er blottet for enhver følelse. Her er hun kun en skygge af sig selv. Elena Ferrante fortæller ikke kun om livets svære kår, om dens elendighed og viljestærke håb, den viser også det sted, der findes i et hvert menneske, som kun få bryder sig om at besøge og endnu færre tale om. Det er her vi lagrer de forfærdelige ting, der hænder os sammen med frustrationerne og magteløsheden, usikkerheden bor her, og det samme gør skrøbeligheden. Det er lige så grimt som det er smukt beskrevet og helt fantastisk at læse.