Leigh Bardugos debutroman er formularisk fantasy, men fængende fra start til slut

Shadow and Bone af Leigh Bardugo fra forlaget Square Fish i 2017 (originalt udgivet i 2012).

Jorden ryster under Ravka, hvor dæmoniske væsner lever, og enhver, der forsøger at krydse The Shadow Fold lever sjældent længe nok til at fortælle om det. Men så opdager den forældreløse Alina Starkov sine sande kræfter, der måske kan redde Ravka og oplyse dets mørke. Da lyset skærer igennem hende, må hun lære at kontrollere sine evner som Grisha, og hun bliver derfor øjeblikkeligt den mystiske Darklings protegé. Langsomt åbner en ny verden sig for Alinas øjne, og det bliver klart for hende, at ikke alt er, som de ser ud til.

Sund fornuft ville være ikke at genlæse bøger, som du ikke bryder dig om, som falder igennem og ikke slår til. Tiden er knap med alle de bøger, jeg gerne vil læse, og alligevel valgte jeg at genlæse Shadow and Bone kort efter, at jeg blev færdig med den. Det viste mig, hvor afhængig af tidspunktet en læseoplevelse kan være, for Leigh Bardugos debutroman er væsentlig bedre, end jeg første gav den kredit for. Shadow and Bone er ikke bare den første bog i trilogien af samme navn, det er også den første bog i forfatterens omfattende Grishaverden, det strækker sig over flere serier og en samling af eventyr, som på fineste vis binder karakterer og historier sammen.

The thought filled me with grief, grief for the dreams we’d shared, for the love I’d felt, for the hopeful girl I would never be again.

Ravka vakler under et altopslugende mørke, hvis skygger trækker sig sammen om den udvalgte Alina, hvisker forførende i hendes ører med alverdens løfter, da hendes magiske egenskaber pludselig eksploderer. Hun ønsker ikke at besidde den slags magt, men hun har ikke noget valg. Det er ikke svært at føle sympati for hende, da hun bliver nødt til at lægge sig gamle liv bag sig, og træde ind i en verden, hun ikke ønske at være en del af. Hendes modstykke, mørket, der kalder på hende, er den smukke Darkling, der både besidder en enorm tiltrækningskraft men også indgyder stor frygt. Han er farlig, forførende og nem at forelske sig i, men hans vision for Ravka får jorden til at ryste i sådan en grad, at den truer med at styrte sammen. Bardugo opretholder et højt niveau af spænding, trods historiens ellers formulariske udformning, ved at tilbageholde vigtig information for læseren. Det er håbløst medrivende.

Shadow and Bone er på mange måder en formularisk fantasy, men med denne viser Leigh Bardugo også dens evige styrke. Det er en klassisk flugtsfortælling, en historie om den udvalgte, og den handler om kampen mellem det gode og det onde. Shadow and Bone er en af den slags bøger, hvor historien hurtigt tager fart. Bardugo spilder ikke et øjeblik på ligegyldigheder. I stedet kaster hun en magisk besværgelse over bogens sider, som gør den svær at lægge fra sig. Hun er en billedskaber og en mester med ord. På trods af at Leigh Bardugo har skabt en fængende historie, der tager afsæt i russisk mytologi, og gør luften tung af magi, så forsøger den samtidig at være nyskabende, uden egentlig at være det. Den følger et velkendt spor, og selvom det holder hele vejen igennem, så bliver det aldrig til mere end det. Dog glæder jeg mig til igen at betræde det snedækkede Ravka og følge i Alinas fodspor.

Reklamer

Gail Honeymans roman Eleanor Oliphant is Compeltely Fine er ikke bare okay men helt fantastisk

Eleanor Oliphant is Compeltely Fine af Gail Honeyman fra forlaget HarperCollins Publishers Ltd i 2018.

Eleanor Oliphant har det helt fint. Det mener hun i hvert fald selv. Hun passer sit kontorjob, spiser sin frokostalene, taler i telefon med sin mor om onsdagen og spiser den amme pastaret til aftensmad. Ingen afvigelser, kun gentagelser. Eleanors skemalagte hverdag begynder dog langsomt at falde fra hinanden, da hun møder Raymond fra IT. Meget mod sin vilje lærer han hende, at hun er nødt til at åbne sit hjerte, hvis hun nogensinde skal blive hel igen, for Eleanor har holdt på en hemmelighed i så mange år, at den truer med at ødelægge hende.

Eleanor Oliphant is Completely Fine er en titel, der fra start afsløre sig selv som en løgn, for Eleanor Oliphant er langt fra okay, men hvorfor det forholder sig sådan udfoldes gangske langsomt, og på en måde, som formår at fastholde læserens opmærksomhed. Eleanor er regelret, simpel og alligevel så kompliceret. Hun går på arbejde, spiser sin frokost alene, løser krydsordene i avisen, køber sin vodka til weekenden og spiser den samme ret til aftensmad. Sådan forløber hendes uge uden at hun fortrækker en mine. Humoren er tør og britisk, og gik rent ind hos mig. Jeg grinede over Eleanors ulogiske slutninger, hendes skæve betragtninger og hendes evige fordømmelse af andre for ikke at være dannede nok. Hun mindede på mange måder om en ældre dame snarere end den tredveårige kvinde, hun i virkeligheden er. Det gav hendes karakter kant, understøtter også den uro, som hviler tungt over siderne.

If someone asks you how you are, you are meant to say FINE. You are not meant to say that you cried yourself to sleep last night because you hadn’t spoken to another person for two consecutive days. FINE is what you say.”

En af bogens styrker er, at Eleanor ikke bliver reddet af en stærk mand, som slår benene væk under hende. Det skal hun selv gøre, og det er hårdt og smertefuldt at dykke ned i hendes erindringer, som hun så længe har forsøgt at fortrænge, men det er også helt grundliggende for historiens udvikling og ikke mindst hendes egen. Gail Honeyman formår virkelig at skabe en velafbalanceret historie, der aldrig går i stå, selvom den i høj grad begrænser sig til den trivielle hverdag. Historien favner også eksistentielle kriser, traumer og bristepunktet, hvor et menneske kan vælge at blive liggende eller rejse sig fra asken, men også ønsket om at opleve på trods og måden, et menneske kan skabe urimelige rammer for sig selv i forsøget på det. Eleanors hverdag ligner ikke de flestes, og alligevel er der på trods af hendes særheder en stor genkendelighed i måden hun gribe r hverdagen an på, som er med til at menneskeliggøre hende.

Eleanor Oliphant is Completely Fine er ikke en lattermild historie om en ung kvindes falden-på-halen oplevelser med kærligheden eller kollegerne, for selvom historien måske starter sådan ud, så bliver det hurtigt tydeligt, at der Eleanor er alt andet end okay. I stedet har Gail Honeyman skabt en bog, der på fineste vis balancerer humor og sorg uden på noget tidspunkt at blive manipulerende. Med Eleanor Oliphant viser hun livet fra sin skrøbeligste side, men også viljen til vriste sig fri af fortiden greb. Eleanor Oliphant har det helt fint, men det var jeg ikke, da jeg havde læst den færdig.

Robert Dinsdales roman er en lunken historie om krigens konsekvenser mere, end den er et magisk vinterventyr

The Toymakers af Roberts Dinsdale fra forlaget Del Rey i 2018.

Når frosten melder sin ankomst, åbner den storslået legetøjsbutik, The Emporiumi London. Butikken er fyldt med alverdens barnedrømme, og det er kun fantasien, der sætter grænser for det legetøj, der pryder forretningens hylder. Hverdagen er dog ikke lige så sødme fyldt for unge Cathy Wray, der venter sig uden for ægteskab, og med håbet om en bedre fremtid, sætter hun kurs mod legetøjsbutikken og lægger sit liv bag sig. I mellemtiden skær krigen sig tværs gennem Europa, og det samme gør den mellem to brødre i butikken. Da frosten kommer, opdager Cathy, at butikken gemmer på en række mørke hemmeligheder, der overskygger hendes egen.

The Toymakers er blevet sammenlignet med The Miniturist og The Night Circus, og på trods af løftet om en magisk historie, så vandt den aldrig mit hjerte. Jeg kunne enormt godt lide idéen om historien, men jeg føler ikke, at forfatteren formår at skabe en velafbalanceret og stærk historie, der gør den svær at slippe. Kapitlerne er frygtelig lange og sproget enormt deskriptiv, og fordi der samtidig er skruet helt ned for tempoet, føles bogen unødvendig lang. Hvis du udelukkende forventer at læse en hjertevarm og magisk fortælling om en fortryllet legetøjsbutik, der først åbner, når den første frost kommer, så er der stor chance for, at du bliver skuffet ligesom jeg gjorde. Det viser sig nemlig, at historien i højere grad handler om krig og dens konsekvenser. Det er et element, som tilbyder dybde til historien, men som samtidig udvasker den magi, der i første omgang fangede min opmærksomhed.

“Once upon a time, all of us, no matter what we’ve grown up to do or who we’ve grown up to be, were little boys and girls, happy with nothing more than bouncing a ball against a wall.”

Bogens største svaghed er uden tvivl karakterernes manglende styrke. Det var Cathys historie, der til at begynde med gjorde, at siderne tog fart, men i det øjeblik hun træer ind i legetøjsbutikken begyndte min opmærksomhed at slippe sit tag i historien på trods af den magi, der slippes løs i butikken. Hun er også den af karaktererne, der fremstår klarest i bogen, imens de ro rivaliserende brødre hurtigt flyder sammen til en grødet masse. De fremstår mere som karikaturer end egentlige personer. Dog er legetøjsbutikken nærmest en karakter, og den fremstår langt tydeligere end de, der træder ind gennem dens døre og forlader den igen med en lille smule magi i hænderne. Men det er også med en karakter som denne, at de mange og lange deskriptioner for alvor bliver tydelige.

Historien har sine øjeblikke, hvor magien tager fart, men de er flygtige og få. Grundliggende tror jeg, at The Toymakers kunne være en rigtig fin og følsom fortælling, dog uden at forfatteren formår at løfte sin egen historie op på det niveau, hvor den hører til. Den er for deskriptiv og tung at læse, karaktererne er for karikerede, og bogens magiske realisme harmonerer ikke med virkelighedens rædsler, selvom der er er nogle virkelig interessante billeder og budskaber gemt i sammenspillet mellem dem. Dertil kommer også narrativet, der løbende afbrydes af en alvidende fortæller, som giver historien et eventyrpræg, og som får den til at bevæge sig i en helt ny retning, der kun er med til at skabe større ubalance. Historien lever ikke op til det, den starter ud med at være, og virker mest af alt som et mislykket vintereventyr. I sidste ende holder jeg mere af idéen end selve historien.

Hank Greens debutroman er præcis som titlen lyder, men den er også udfordret af teknologi og tvivl


An Absolutely Remarkable Thing af Hank Green fra forlaget Dutton i 2018.

Et fuldstændig fantastisk fænomen finder sted klokken tre om morgen, da April May er på vej hjem fra sit dødssyge arbejde. Midt på en gade i New York står en kæmpemæssig robot, som er dukket op ud af det blå, og da April beslutter sig for at dække fænomenet i en video, går den viral. Fænomenet hvirvler April ind i de sociale mediers kaotiske verden, et opkald fra selveste præsidenten og en forbindelse til et fællesskab, der kalder sig selv Dreamers, som alle drømmer det samme, efter at have rørt robotten. April må afsløre, hvad robotterne er, og hvad de vil menneskeheden.

Da jeg første gang hørte, at Hank Green skrev på en bog, var jeg spændt, men med bogens præmis overtog min skepsis. Historien om et teknologisk fænomen lyder på mange måder som en bog, Hank Green ville skrive, og nu hvor jeg har læst den, er der ingen tvivl om, at dette er en bog, som kun Hank Green kan skrive. Uden at virke fordømmende kommenterer Hank Green på brugen af sociale medier, og på hvad pludselig berømmelse kan gøre ved et menneske og dets relationer til andre. hans betragtninger igennem hovedpersonen April May er vittige såvel som vigtige, og hvis du følger Hank Green online er det tydeligt at mærke hans tilstedeværelse i bogen. Faktisk i sådan en grad, at jeg kun kan læse historien med forfatterens stemme i mit hoved, på trods af at hovedpersonen er en kvinde.

“Behold the field in which I grow my fucks. Lay thine eyes upon it and see that it is barren.”

Green gør et hæderligt forsøg på at håndgribeliggøre den videnskabelige og spekulative del i bogen, og selvom jeg ikke er i tvivl om, at denne del hænger sammen rent faktuelt (det er trods alt Hank Green, der er tale om), er jeg ikke sikker på, at den hænger ordentlig sammen med den resterende historie. Denne del kræver mere af læseren, og af samme grund var jeg ikke sikker på, at jeg forstod bogen, da jeg lukkede den. Det, der overraskede mig mest ved bogen er, at den er en del af en serie. Det gjorde et eller andet for min læseoplevelse, som jeg har svært ved helt at sætte ord på, for da jeg begyndte at læse den, var det med overbevisningen om, at der var tale om en stand alone.

Historiens styrke er uden tvivl dens fokus på sociale medier og berømmelse, og jeg ville i højere grad have foretrukket, hvis det havde været dens primære fokus. Men hvis den tekniske og videnskabelige del med robotterne og de gådefulde drømme blev skrevet ud af historien, ville det så overhovedet være en bog skrevet af hank Green? An Absolutely Remarkable Thing er særegen og svær at placere både i forhold til målgruppe og genre. Så selvom bogen er lidt af et fænomen, præcis som titlen lyder, så er det også en bog, der med stor sandsynlighed går direkte i hjertet hos sin læser, eller rammer helt ved siden af. Selv placerer jeg mig et sted midt imellem med min tvivl om mine mange spørgsmål.