Som du ser mig (Losing It #3) af Cora Carmack


Som du ser mig (org. titel Finding it) af Cora Carmack, udgivet af forlaget LOVEBOOKS i 2016 (org. udgivet i 2013). Bogen er tilsendt af forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Nogle gange er man nødt til at fare vild, for at finde ud af, hvor man virkelig hører hjemme. Kelsey Summers fester sig vej igennem Europa med alkohol i blodet, som hun betaler med sin fars dankort. Hun virker som en sorgløs partypige, men sandheden er en helt anden. Uanset hvor meget hun fester, drikker og danser, kan det ikke holde ensomheden på afstand. På en af sine vildeaftener møder hun fyren,  Jackson Hunt, der vender op og ned på alt. Sammen sætter di kurs over landegrænser på jagt efter eventyr, og Jackson hjælper Kelsey med at opklare, hvad hun gerne vil med sit liv. Men jo mere hun lærer om sig selv, jo mere indser hun også, hvor lidt hun egentlig ved om Jackson …

Kelsey er udadvendt, rapkæftet og fandenivoldsk, og til at begynde med var en noget af en mundfuld at læse om. Men hendes udadvendthed og konstante søgen efter dansegulv og alkohol i lange baner viser sig hurtigt at være et dække. I virkeligheden er hun ensom, efterladt med et gabende hul i sit indre, skabt af mørke hemmeligheder og andres bortforklaringer. Hun er på mange måder min egen modsætning, men jeg beundrede hende netop af den grund. Hendes historie bærer også på et enormt fortællingspotentiale med vigtige emner og tabubrud, men det er ikke noget, som Cora Carmack tildeler særlig meget taletid. Historien er først og fremmest en kærlighedshistorie mellem Kelsey og Jackson.

Jeg havde forsøgt at løbe fra mine dæmoner, sprintet fra bar til bar og fra by til by, men efter et stykke tid betød det ingenting, hvor jeg var. Fordi jeg var den samme, uanset byen. Utilstrækkelig.

Som du ser mig er fyldt med sommervibes og en lethed, som er karakteristisk for forfatterens bøger og måde at skrive på, men fordi hun vælger at inkluderer et virkelig mørkt emne uden rigtigt at bruge tid på det, bliver det snarere en effekt end den dybde, som sikkert har været intentionen. Der er ingen tvivl hvordan, Kelsey er mærket af sin fortid, og hendes historie er enormt vigtig, men jeg ville dog stadig ønske, at forfatteren havde brugt mere tid på den del. Det er enormt ærgerligt, når forfatteren samtidig gradbøjer det at sige fra, og af samme grund faldt jeg heller aldrig rigtig for Kelsey og Jacksons kærlighed. Det blev simpelthen for amerikansk for mig. Kelseys rejsen rundt i Europa er samtidig en klassiske identitetsrejse, men det er også en flugt fra virkeligheden.

Ligesom Kelsey selv gemmer Jackson på et par hemmeligheder, der får afgørende betydning for deres forhold. Han er på mange måder en klassisk kærlighedshelt, der på trods af sine hemmeligheder formår at bringe Kelseys livsglæde tilbage, og måske er det i virkeligheden vigtigst af alt. Han gør hende glad. Jeg kunne også godt lide, at Jackson er i stand til at se igennem alle de løgne, som Kelsey fortæller sig selv om at leve sit liv fuldt ud, når hun i virkeligheden lever på kanten af det. Af samme grund er der også nogle enormt vigtige tematikker på spil i skelnet mellem at leve sit liv fuldt ud og leve det på kanten, men også at lykkelige slutninger findes på trods af alt.

Alle fortjener ét storslået eventyr, den ene gang i livet, som vi altid kan pege på og sige: “Dengang … dengang levede jeg virkelig livet.” Eventyr sker ikke, når man bekymrer sig om fremtiden eller er bundet af fortiden. De eksisterer kun i nuet. Og de dukker altid, altid op på det mest uventede tidspunkt, i den mindst sandsynlige indpakning. Et eventyr er et åbent vindue; og den, som oplever eventyret, er den person, som er villig til at kravle ud på afsatsen og springe.

Jeg synes, at Kelseys historie startede stærkt ud, for dernæst langsomt at drukne klassiske klichéer om kærlighed ved første blik og pludselig tilgivelse. At læse Som du ser mig var for mig en blandet oplevelse fyldt med både gode og mindre gode elementer. Fælles for forfatterens bøger er, at de er skrevet i et lettilgængeligt sprog, fyldt med humor et gran af alvor, og det fungere lang hen ad vejen. Det er bøger, som jeg nyder at læse, som giver sommerfugle i maven, selvom de med denne bog forsvandt lige så hurtigt, som de kom.

Ti små åndedrag (Ten Tiny Breaths #1) af K.A. Tucker


Ti små åndedrag (org. titel Ten Tiny Breaths) af K.A. Tucker, udgivet af forlaget LOVEBOOKS i 2017 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Vejen til Kaceys hjerte er hård og ubarmhjertig. Efter hendes forældre, kæreste og bedste ven omkom i en bilulykke for fire år siden, har hendes liv ligget i ruiner. Hendes hjerte er afskåret fra resten af verden, og hendes facade er uigennemtrængelig, men så møder hun nabodrengen, Trent Emerson, efter hun og lillesøsteren flyttede til Miami for at lægge fortiden bag sig. Selvom Kacey kæmper imod, er tiltrækning til Trent er ikke til at komme udenom, og ganske langsomt begynder hendes aflåste hjerte at bryde fri af dets lænker. Men ligesom Kacey kæmper med sin fortid, kæmper Trent med sin, og hans hemmelighed kan true med at ødelægge dem begge.

Hvor nogle bøger kræver at blive vendt og drejet længe efter endt læsning og behandlet eftertænksomt, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, hvad jeg mente om Ti små åndedrag. Sjældent har følt mig så rødglødende over en bog, der ikke tager psykiske lidelser og følelsesmæssigt misbrug alvorligt, og som oven i købet romantiserer fuldstændig uacceptabel opførelse. Uanset hvor charmende eller flot en fyr er, er der intet, der undskylder Trents krænkende adfærd. K.A. Tucker fejer tunge og reelle problemstillinger ind under gulvtæppet til fordel for en romance, som  gav mig ondt i maven. Desuden havde jeg et klart problem med måden hvorpå udtrykket “forgribe sig på” blev anvendt i sammenhæng med tiltrækningen mellem Kacey og Trent, hvilket jeg finder enormt problematisk.

“Ti små åndedrag … Grib dem. Mærk dem. Elsk dem.”

Jeg kan godt se, hvor Kacey kommer fra. Hendes liv ligger i ruiner efter det biluheld, der kostede hende sin familie, hun kæmper med et ubærligt traume, og hendes hårde facade og kolde hjerte er ikke uden grund, men det er hendes evige fornedrelse af andre kvinders værd. Jeg tror på vigtighende af bøger, der skildrer liv på kanten, som bruger dette diskuterende, men sådan en bog er Ti små åndedrag ikke. Det er meget muligt, at Kacey indser, at kvinder, der arbejder som strippere er mindst lige så meget værd, som alle andre mennesker, men det er først, når de står i relation til hende selv. Der er absolut intet formål med hendes syn på omverden, der blot fungerer som fordømmende fingerpeg, der egentlig bare peger tilbage på hende selv.

Selv hvis man ser bort fra romanens tendens til slutshaming og objektivisering af dens karakterer, så er det stadig en enorm problematisk bog, som aldrig bruger sine problemstillinger konstruktivt. I stedet glorificerer den traumer, løgne og bedrag i sådan en grad, jeg fik ondt i maven af at læse den. Selv når forfatteren forsøger at inddrage diversitet er det med fornedrende og stereotype beskrivelser. Jeg har sjældent læst en bog, der faldt til jorden med så øredøvende et brag som denne, og det skyldtes ikke, at jeg havde fået afsløret bogens store plottwist længe før jeg læste den. 

“Vores fortid er ikke dem, vi er. Jeg er mig, og du er dig, og det er dem, vi skal være.”

Der er ingen dybde i K.A. Tuckers roman, hverken i hendes historie eller dens karakterer. Jeg følte absolut ingen kemi mellem Kacey og Trent. Deres tiltrækning forekom mig pludselig, forhastet og lige så vag som et varmt vindpust på en brændende sommerdag. Deres kærlighed gav mig ikke sommerfugle i maven, eller fik mig til at sukke. I stedet skar jeg tænder over forfatterens unødvendige romantisering af en kvinde, der befinder sig i en skrøbelig position med en fyr, der er besat af at hele hendes sår og sin egen dårlige samvittighed. Jeg forstår, at han er ulykkelig, men der er ikke den mindste smule rationalitet over hans adfærd – snarere det modsatte, og af samme grund kom bogens titel til at fungerer som en påmindelse om, at jeg skulle huske at trække vejret og tælle til ti.

Skrøbelige skønhed af Amy Harmon


Skrøbelig skønhed (org. titel Making Faces) af Amy Harmon, udgivet af forlaget LOVEBOOKS i 2017 (org. udgivet i 2013). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. 

Fern er forelsket i byens mest populære fyr, Ambrose. Det har hun været lige så længe, hun kan huske, men som den stille pige, der altid har næsen begravet i en bog, ser han ikke til hendes side. Men da Ambrose drager i krig efter high school, forandres alt og rollerne vendes på hovedet; hvor han før var den flotte og uopnåelige fyr, er han nu mærket af ar fra krigen, og de beundrende blikke er borte. Da han vender tilbage til byen, får han øjnene op for den pige, der har elsket ham, så længe hun kan huske, og på trods af alt blomstrer deres venskab langsomt.

Det sker sjældent, at en bog efterlader mig i vildrede i sådan en grad, som Skrøbelig skønhed. Det er nu flere uger siden jeg læste den, måneder endda, og jeg er stadig usikker på, hvad jeg helt synes om den. Jeg påbegyndte min læsning med forretningen om at blive mødt med en moderne genfortælling af Skønheden og udyret, og selvom historien handler om at elske på trods af udseende, så følte jeg, at sammenligningen var en smule vag, fordi der er så meget mere på spil i bogen. Den fortæller en skrøbelig beretning om at være ung og ønske, at kæmpe for sit liv, for så at vende tilbage med ar på sjælen, som nægter at hele og tab i hjertet, som aldrig kan erstattes. Det er en bog, om at modsætte sig sit handicaps begrænsninger og favne livet, fordi det er en daglig mulighed, og det er en bog om forskelligt heltemod.

“Bøger giver en lov til at være hvem som helst, så man kan flygte fra sig selv et stykke tid.”

Jeg forstod ikke kærligheden mellem Fern og Ambrose, selvom jeg godt forstod Ferns forelskelse i begyndelsen. Men afvisningerne var mange, og da Ambrose endelig får øjnene op for hendes kærlighed, kommer til at fremstå som om han gengælder hendes kærlighed, fordi han ikke mener, at andre ville kunne elske ham. Jeg følte aldrig deres kemi, og i virkeligheden ville jeg have ønsket, at bogen noget helt andet, end hvad den viste sig at være. Det er en bog med et stort potentiale, men som spænder ben for sig selv og falder til jorden med et brag. Jeg  føle, at forfatteren havde skabt for mange handlingstråde og et for langtrukket tempo til, at bogen kunne lykkedes. Der er så meget på spil, og mindre ville uden tvivl have gjort den til en stærkere bog, men i stedet forsøgte forfatteren både blæse og have mel i munden.

Jeg ønskede, at deres forhold skulle udvikle sig til noget dybere og stærkere, men begrænsede sig i stedet til litterære referencer til Shakespeare, som med tiden blev en kedsommelig gendrivelse i forsøget på at være romantisk. Det, som jeg kom til at holde af bogen for, var karakteren Bailey, der fortjente så meget mere, end forfatteren gav ham. Jeg har sjældent læst en mere livsbekræftende karakterer end hans, og det er næsten grund nok til at læse bogen. Der er et enormt fortællingspotentiale i hans karakter, som kunne have været grundlaget for en helt fantastisk fortælling.

“Jeg ville meget hellere være faret vild sammen med dig end at være alene uden dig.”

Jeg følte aldrig, at Amy Harmon rigtig viste efterkrigens grimme ansigt, og hvad den gør ved mennesker, som fortiden nægter at slippe, og at hun i stedet brugte den som dække for at skabe en historie om grænseløs kærlighed, der er løst baseret på Skønheden og udyret. Vigtige tematikker faldt i baggrunden til fordel for melodramatiske sekvenser. Jeg elsker forestillingen om, at kærlighed kan overkomme alt, men jeg troede ganske enkelt aldrig på kærligheden mellem Fern og Ambrose. Fern er desuden en hjertelæser, og Skrøbelig skønhed er af samme grund blevet kaldt en perfekt bog for læsere for den grund, og den har da også en række litterære referencer, men jeg følte mig alligevel snydt og skuffet, da jeg havde læst den. Og måske er det i virkeligheden meget sigende for, hvad jeg synes om bogen.

The Fiery Cross (Outlander #5) af Diana Gabaldon


The Fiery Cross af Diana Gabaldon, udgivet af forlaget Dell i 2005 (org. udgivet i 2001). 

Året er 1771 og krig truer i horisonten, det ved Claire Fraser, der er uden for tid og sted. Claire er fra fremtiden, en engelsk kvinde, der agerede sygeplejerske under Anden Verdenskrig, og som på forunderligste vis rejste tilbage i tiden på sin bryllupsrejse. Her fandt hun kærligheden på ny, da hun mødte den skotske Jamie Fraser, og sammen har de rejst tværs over verdens havene. Nu er de i Amerika, hvor ingen andre end Claire ved, at den amerikanske revolution står for døren, og Jamie kan ikke gøre andet end at tage sin kones ord for gode vare. Sammen forbereder de sig på en krig, der er uundgåelig, men Claires fremtidsviden har før bragt dem i farer, og måske vil den gøre det igen.

Jeg mistede pusten, da jeg læste The Fiery Cross, der er den femte bog i Outlander-sideren. Det er den længste og så afgjort også seriens svageste bog, hvor handlingen gang på gang gik i tomgang. Alene de første hundrede sider handler om forberedelserne til et bryllup, der ender med at blive udsat. Perspektiverne er mange og konstant skiftende, og jeg savnede den historie, som jeg fandt i de første bøger, hvor handlingen stadig var lang men mere lige til. Gabaldon er hverken løbet tør for ord eller sider, og hun fylder dem gang på gang i sådan en grad, at jeg nu skal tage tilløb til hendes bøger, hver gang jeg lægger dem fra mig. Hun skriver atmosfærisk og fængende, men The Fiery Cross er for lang i forhold til dens handlingsmæssige indhold, der med fordel kunne have været flere hundrede sider kortere.

“Our lovemaking was always risk and promise-for if he held my life in his hands when he lay with me, I held his soul, and knew it.”

Jeg mener, at jeg på et tidspunkt læste, at Gabaldon selv har udtalt, at hun skriver sine historier fragmentarisk, og at hun ikke er særlig stærk, når et kommer til handling, og det mærkes tydeligt. Handlingen føles oftest fragmentarisk, selvom hun alligevel har fået den til at hænge sammen i det store hele. Store dele af bogen er fyldt med udenom snak, som kun tilbyder læseren at blive endnu længere i Outlander-universet, men som ikke tilbyder andet. Historien går til tider helt i stå, og på flere hundrede sider er begivenhederne få og intetsigende, grænsende til overflødige fylde, som om forfatteren konkurrerer med sig selv om gang på gang at skrive en længere på end den forrige. Den er som sin forgænger ikke fejlfri, men samtidig medrivende, fyldt med stærke følelser, historiske kontekster, og levende karakterer.

Måske er Gabaldon løbet tør for, og det er derfor historien går i tomgang og gentager sig selv? Det gør hendes skrivestil i hvert fald, hvor hun fast gør brug af forskellige vendinger og udtryk, som ikke har fyldt i mit læsebillede før nu. En af de mange gentagelser ses i form af Brianna og Roger, hvis blikke rettes mod detaljer, der projektereres ud til et langt større billede. Jeg kan godt dem, men deres perspektiver fylder og infiltrerer det, som jeg i første omgang forelskede mig i: Claire og Jamie. Jeg er stadig helt forgabt i dem, og for hver dag de tilbringer på amerikansk jord, længes jeg mere og mere efter det Skotland, som de forlod. Jeg elsker deres dynamik, der ofte fører til komiske øjeblikke på grund af deres historiske tidsforskelle. Jeg elsker dem for deres fejl, for deres tidsløse kærlighed og deres unægtelige forskelligheder.

“He was not afraid to die with her, by fire or any other way – only to live without her.”

Gabaldon belyser enhver handling fra et væld af fortælleperspektiver, og det gør også, at handlingen går i stå i stedet for at bevæge sig frem. Jeg er vild med lange bøger, hvor tempoet i handlingen nedsættes, men der skal være en mening med det, og den ser jeg ikke i The Fiery Cross. Den er bare unødvendigt lang. Ikke fordi der ikke sker noget, for den er fyldt med små episoder og en lang række begivenheder, men disse er oftest meget små og uden formål i forhold til den overordnede handling. Lige så meget som forfatterens historier er dragende, lige så mættende er de efterhånden blevet, og denne tog pusten fra mig i flere måneder, før jeg omsider mærkede savnet og påbegyndte den næste bog. Gabaldon skriver bøger, der efterlader indtryk, og det indtryk som The Fiery Cross efterlod mig med var et langt og opgivende suk.