Forbandede kærlighed af Colleen Hoover


Forbandede kærlighed (org. titel Ugly Love) af Colleen Hoover, udgivet af LOVEBOOKS i 2016 (org. udgivet i 1014) Læs på dansk — originalsproget er amerikansk.

Da Tate møder den hemmelighedsfulde Miles Archer, er det langt fra kærlighed ved første blik. I stedet møder hun ham på fordrukken tilstand på kanten af sammenbrud. På trods af deres skæve første møde, kan ingen af dem fornægte den kraft, som binder dem sammen, og de indleder derfor et uforpligtende forhold baseret på sex. Hvad der burde være den perfekte ordning for dem begge viser sig dog hurtigt at være langt mere kompliceret, på trods af at Tate ikke har tid til at have en kæreste, og Miles er slet ikke ude efter kærlighed. Det er dog ikke kun deres principper, der står i står i vejen for deres kærlighed, for Miles bærer på en mørk hemmelighed, som forhindrer ham i at leve i nuet.

Mine læseoplevelser med Colleen Hoovers ellers så populære forfatterskab har været meget blandede. Jeg helt og aldeles elskede Det ender med os, som efterlod mig grådkvalt, Måske en dag var en udemærket historie omend en smule for amerikansk til min smag, men Forbandede kærlighed er den komplette modsætning til Det ender med os. Bogen har modtaget kritik for at fokuserer så eksplicit på sex, men det er ikke det, der generede mig. Faktisk kunne jeg godt lide Tate og Miles’ kærlighedshistorie, selvom jeg fandt det trættende, at Tate gang på gang får et nyt yndlingsord, bare fordi Miles har sagt det. Gendrivelsen udvandede en ellers så fin sætning og gjorde den meningsløs og pladderromantisk.

“Alting er Miles. Sådan er det, når man er ved at blive forelsket i en person. Han er ingen steder, og lige pludselig er han overalt, uanset om man vil det eller ej.”

Det som ikke fungerede for mig, var Miles’ historie i fortiden. Det var ikke så meget historien i sig selv, men måden den var skrevet på. Colleen Hoover skriver let og fornøjeligt, selv når det handler om svære emner, men konstruktionen af Miles historie drev mig til vanvid. Til at begynde med er den skrevet som helt almindelig prosa, men efter han møder en pigen Rachel, ændres dennes form sig til noget, der skal forestille at ligne et digt. Idéen er ret fin, men det fungerede slet ikke for mig med sine mange klichéfyldte vendinger. Forudsigelighed behøver ikke været noget negativt, men forudsigeligheden i Miles’ historie var så åbenlys, at jeg næsten havde svært ved at fatte sympati for ham.

Miles’ historie er også et greb til at skabe hans karakter, og det fungerer egentlig udemærket. Tate var derimod en forholdsvis tom skal, der ikke bestod af andet end sit løse forhold til sin bror og sin spirende relation til Miles. Hun skal forestille at studerer til sygeplejerske, men det er ikke noget, som hverken giver hendes figur kant eller fylde. Hun var for mig en tom heltinde skabt af vage inputs om en fortid med sex og kærlighed i så vag en grad, at det næsten kunne have været undladt. Derimod holdt jeg meget af den klassiske historie om et forhold baseret på sex, der selvfølgelig ikke kan forblive sådan, fordi følelserne kommer i vejen, og på den måde er det en udemærket bog til en søndag på sofaen. Den bliver dog aldrig mere end det, fordi der ikke er noget på spild.

“Kærlighed er ikke altid smuk, Tate. Nogle gange bruger man al sin tid på at håbe på, at det til sidst vil blive til noget andet. Noget bedre. Og så, før man ved af det, er man tilbage, hvor man startede, og man mistede sit hjerte et sted undervejs.”

Colleen Hoover skriver bøger, som er perfekte til stille søndage. Det er bøger, som man flyver igennem, og som sjældent kræver ret meget af sin læser. De er den perfekte eskapisme, selv når bøgerne ikke er perfekte. Jeg fløj ligeledes igennem Forbandede kærlighed, selvom den løbende irriterede mig med konstruktionen af sine temporale tilbageblik. Bogen er fyldt med bekvemmeligheder, der har til opgave at skabe rammerne for karaktererne i historien og give dem fylde, men jeg følte aldrig, at disse tjente noget egentligt formål. Det er ikke unødvendig fylde, men dog fylde, som ikke gør noget godt for historien. Det er der bare, lidt på samme måde som bogen er i mine erindringer.

The Hate U Give af Angie Thomas


The Hate U Give af Angie Thomas, udgivet af Balzer & Bray i 2017.

Seksten årige Starr balancerer på kanten mellem to verdener som afroamerikaner. Balancegangen er svær, og en skæbnesvanger nat splintres hele hendes verden, da hendes barndomsven ubevæbnet bliver myrdet af en hvid betjent. Hans navn bliver giver genlyd i nyhederne. Nogle kalder ham en thug, et bandemedlem og en drug dealer, men Starr kender sandheden om sin ven, og hun ved som den eneste, hvad der skete den nat, livet blev taget fra ham. Med frygt for, hvilke konsekvenser det kan få for hendes familie, nabolaget og sig selv, holder Starr på sandheden, men vægten af denne er så enorm, at den truer med at knuse hende. Den forlanger at blive sat fri.

Retfærdigheden hersker ikke i det amerikanske retssystem, og det koster menneskeliv, og det beviser The Hate U Give, der er en af årets vigtigste udgivelser. I flere uger lå den urørlig på New York Times bestsellerliste, men man bør ikke læse den af den grund. Læs den i stedte for den vigtige historie, den fortæller. På trods af sin fiktionalitet tager hun afsæt i et miljø, som hun kender og kommer fra, samt de talrige mord, der har været på afroamerikaner, begået af hvide betjente, der er gået fri, imens familiers liv ligger i ruiner med en ubærlig sorg. Retfærdigheden hersker ikke i det amerikanske retssystem, og det koster menneskeliv. The Hate U Give er ikke bare en historie om at gøre det rigtige, men et stykke fiktionaliseret virkelighistorie, der giver ondt i maven, netop fordi der er så meget vigtighed at spore i den.

“Brave doesn’t mean you’re not scared. It means you go on even though you’re scared.”

Angie Thomas er meget diplomatisk i sin tilgang til problemstillingen. Hun opfordrer ikke til demonstrationer, men i stedet til at tale om tingene, at se bort fra fordømmelse og åbne sit hjerte med imødekommenhed. Samtidig formår hun på fineste vis at vise, hvordan alle menneske bærer fordømmelse i deres hjerte, uanset om den er opstået på baggrund af uretfærdig behandling eller snæversynethed. Af same grund taler Starr med to tunger alt efter, hvem hun taler med. Derfor er romanen også tung med slang og dialektik, som jeg i begyndelsen lige skulle vende mig til. Starrs historie er andres historie om uretfærdighed, mangel på ligestilling og begrænsede frihedsprincipper. Selvom Starr fortier sandheden, er hendes stemme stærk. Den er ikke generisk som så mange andre YA-heltinder.

Thomas’ historie er hverken sort eller hvid. Den er nuanceret og det er uden, at Starr bliver gjort til historiens martyr. Med stor autenticitet formår hun nænsom at behandle et så skrøbeligt og aktuelt emne, der slet ikke burde findes. Hun viser den fra alle dens sider med de, der er åbnelyse racistiske, de, der ikke ved, at de er det, de, der fortier retfærdighed og de, der kæmper for den med de midler, de har. Det er en historie om de, der skal forestille at kæmpe for det fælles bedste, for den enkelte i nød, som i stedet peger på denne og trykker på aftrækkeren. Det er en historie om magtmisbrug og nødvendigheden af at kæmpe imod denne, og Thomas er en stemme for de, der tier af frygt for egen sikkerhed.

“The truth casts a shadow over the kitchen—people like us in situations like this become hashtags, but they rarely get justice. I think we all wait for that one time though, that one time when it ends right. Maybe this can be it.”

Noget af det, som bogen har fået kritik for, er ikke at komme med et løsningsforslag på dens problem, men det er jeg uenig i. Det er måske ikke så konkret, som man kunne ønske sig, men det er heller ikke et problem, der forsvinder som dug for solen. Thomas’ ord er en modstand til de, der sætter grænser for friheden og frarøver mennesker den. Til alle de, der ikke mener, at YA-bøger handler om andet en kærlighedsdramaer – læs den! Til alle de, der ikke mener, at YA-bøger besidder nogen dybde og alvorlig – læs den! Til alle de, der ikke mener, at raceproblematikker stadig eksisterer – læs den! Og selv hvis alt dette ikke omfatter dig – for Guds skyld, læs den alligevel!

A Darker Shade of Magic (Shades of Magic #1) af V.E. Schwab


A Darker Shade of Magic af V.E. Schwab, udgivet af forlaget Titan Books i 2015.

Kell Maresh kan rejse mellem verdener. Han kender det røde, grå og hvide London som indersiden af sin egen bukselomme, og det, der engang var det sorte, før det faldt sammen i sit misbrug af magi. Kells funktion er at rejse mellem disse verdener i kongerigets tjeneste, men han smugler også varer fra de forskellige verdener til de, der er villige til at betale for dem. På en rejse til det grå London, mister han noget dyrebart, som mestertyven Delilah Bard er kommet i besiddelse af, og som han for enhver pris må have tilbage. Det bliver ikke bare begyndelsen på et usædvanligt venskab, men også en kamp mod tiden for at forhindre de fire verdener i at falde sammen og udslettet dem alle.

A Darker Shade of Magic kan være en tålmodighedsprøve. Selvom der er tale om fantasy med et episk plot, er tempoet roligt. Jeg holder lige så meget af storslåede historier, hvor siderne nærmest vender sig selv, som jeg holder af historier, der tager sig tid, og sådan en er første bind i Shades of Magic-trilogien. Den er en af den slags sjældne historier, hvor man kan mærke den komme til live i takt med at man læser. Dens potentiale er stort, selvom jeg til at begynde med afskrev det som prætentiøst, og selv hvis det med tiden skulle vise sig at være tilfældet, kan jeg ikke benægte den originalitet, som historien besidder. Forestillingen om et univers med parallelle verdener, hvor magien er afgørende for, hvordan verdenen ser ud, og kun ganske få ved, hvordan man åbner døre ind til disse, er dragende.

“I’d rather die on an adventure than live standing still.”

V.E. Schwab er ulig nogen anden, og til at begynde med måtte jeg holde tungen lige i munden for at finde sammenhæng i hendes fiktive kosmos. Hendes skrivestil er også anderledes fra andet fantasy, som jeg har læst. Den er mere rolig og fattet. Som læser kan man næsten mærke, hvordan ordene trækker vejret gennem bogens tynde sider, og hvordan historien langsomt vågner. Det kan både virke forfriskende såvel som trættende på læseren, men selv når historien synes at gå i tomgang, lagde jeg kun bogen fra mig, når det var nødvendigt. Kell er en interessant hovedperson, der med sin magi og evner til at rejse mellem de parallelle verdener alligevel faldt lidt i baggrunden for Delilah, som stjal mit hjerte. Det er tydeligt, at hun er en overlever, der lever et liv i rendestenen og på kant med loven.

Forfatteren formår at skabe en udemærket balance mellem Kells styrke til at handle, og hans evige konflikt over sin position i livet. Det samme gælder for Lilah, der er tilsvarende handlekraftig såvel som skrøbelig. Historien er udstyret med en række tilsvarende helte og antihelte, der tilføjer dybde til historien. Verdenskonstruktionen var ikke kun interessant men også en af romanens drivkræfter. Hvad der skete med det sorte London henligger i en tåge af mumlen og uklarheder, og det efterlader læseren med ønsket om at finde ud af, hvad der skete, for det er tydeligt, at historien er ved at gentage sig selv. Flere af historiens karakterer er desuden drevet af selviske ønsker om magisk magt, som henleder læserens tanker på det, der skete med det sorte London, og som for alt i verden ikke må gentage sig.

“I’m not going to die,” she said. “Not till I’ve seen it.”
“Seen what?”
Her smile widened. “Everything.”

Af samme grund er A Darker Shade of Magic en episk fortælling om magtbegær, og hvor langt mennesker er villige til at gå, for at besidde den — det samme gælder for de, der er nødt til at forsvare den og kæmpe imod. Kell og Lilah er et stærkt makkerpar, og på grund af den originale verden, som forfatteren har skabt, er deres historie på intet tidspunkt forudsigelig. Jeg både holdt vejret, og gispede på de rigtige tidspunkter, samtidig med at jeg følte, at forfatteren tog sig tid til at lade sin verden og de karakterer, der betræder den, udfolde sig.

The Knife of Never Letting Go (Chaos Walking #1) af Patrick Ness


The Knife of Never Letting Go af Patrick Ness, udgivet af Candlewick i 2014 (org. udgivet i 2008). 

Todd Hewitts største ønske er at blive en mand, og ganske snart kan han slutte sig til resten af mændene i byen, hvor han bor. Her kan alle høre hinandens tanker, og her findes kun mænd. Men det går langsomt op for Todd, at mændene i byen gemmer på en frygtelig hemmelighed, og inden han får set sig om, må han sammen med sin trofaste hund løbe for livet. På sin flugt fra det uvisse, møder Todd en pige, hvis tanker han ikke kan høre. Lidt efter lidt begynder hans verdensbillede at krakelerer, samtidig med at han må lære den sande betydning af det at være en mand.

For mange år siden læste jeg The Knife of Never Letting Go, og den var ulig noget andet jeg havde læst. Det var min første bog af Patrick Ness, og den var (og er stadig) noget helt særligt af mange grunde, og en af dem er sproget. Den er skrevet med en helt særlig form for slang og dialekt som gør, at sproget er skrevet, som det udtales og med en masse sammentrækninger af ord. Da jeg læste bogen dengang, var det både med forvirring og forbløffelse, og det er det nok stadig den dag i dag. Samtidig er bogen gennemsyret af et kaotisk tankemylder, der bryder historien – for selvom der ikke nødvendigvis bliver sagt noget, så er der aldrig et øjebliksstilhed i menneskets tankergang, der summer en bikube.

“The noise is a man unfiltered, and without a filter, a man is just chaos walking.”

Jeg ved aldrig, hvad jeg skal forvente mig af Patrick Ness’ romaner, for der er ikke to af hans bøger, der er ens. Han er en af den slags sjældne, alsidige forfattere, som man kun kan forvente det uventede af. Ligesom med sine andre romaner, er præmissen for denne fascinerende. Mænds tanker er højlydte, kvinders er stille, og det er hverken uden grund eller konsekvenser. Hvad der begynder som en umiddelbar simpel historie om en dreng på flugt fra det uvisse, udvikler sig langsomt til begyndelsen på en uundgåelig krig. Men der er også andet på spil, for The Knife of Never Letting Go handler i høj grad også om identitet; Todd står ved en skillevej i sit liv med spørgsmålet om, hvordan man holder fast i sig selv, når man bliver præget til at gå i to forskellige retninger.

Da Todd flygter fra byen, flygter han ikke kun for sit liv, men også fra svarene på de mange spørgsmål, som læseren løbende adopterer. Spændingen tager til for hvert et skridt Todd tager ud i ødemarken, akkompagneret af sin hund, Manchee, hvis tanker er mindst lige så larmende som mændenes. Han er et perfekt sidestykke til Todd, og deres makkerskab bliver kun bedre af den stille pige, hvis tanker ingen af dem kan høre. Viola, pigen i ødemarken, der hverken taler eller tænker højlydt, har sin egen historie, der langsomt flettes sammen med Todds. Jeg er vild med Todd, fordi han ikke besidder særlige evner eller talenter på forhånd, som gør ham til historiens oplagte helt, og det er præcis det, som gør ham så bemærkelsesværdig interessant. Han er bare en helt almindelig dreng.

“Men lie, and they lie to theirselves worst of all.”

Som sagt er The Knife of Never Letting Go på mange måder en klassik flugthistorie, men fordi den er skrevet af Patrick Ness, er den alt andet end det. Den er begyndelsen på noget stort og uundgåeligt, som en dør ind til en endeløse verden, hvis ydregrænser er skjult af horisonten. Ness bryder grænser og opfinder nye, krydser verdener og knuser hjerter, og The Knife of Never Letting Go er ingen undtagelse. Det er en af den slags historie, der bliver hængende i luften efter endt læsning, og som jeg vil blive ved med at vende tilbage til, for den er lige så god, som første gang jeg læste den.