Forfatteren bag novellen, der gik viralt, har skrevet en novellesamling, hvor det modbydelige forfører og fastholder læseren i et jerngreb


Kattemenneske og andre fortællinger (original titel You Know You Want This: “Cat Person” and Other Stories) af Kristen Roupenian fra forlaget Gyldendal i 2019.

Fortællingen om Margot og Roberts katastrofale date, som blev bragt af The New Yorker, gik viralt og blev læst af over en million mennesker. Med Kattemenneske og andre fortællinger dykker Kristen Roupenian ned i menneskets mange dybder og udforsker det mørke, det gemmer på med alt lige fra en pige, der ønsket sig ”noget ondt” på sin 10 års-fødselsdag til en kontoransat, der bider sine mandlige kollega, til en kvinde, der ved hjælp af trolddom påkalder sin drømmemand, blot for at dræne ham, og en kvinde, der oplever en pludselig kløe, som der ikke findes nogen videnskabelig forklaring på.
Continue reading “Forfatteren bag novellen, der gik viralt, har skrevet en novellesamling, hvor det modbydelige forfører og fastholder læseren i et jerngreb”

“The Doll-Master and Other Tales of Terror” af Joyce Carol Oates


“The Doll-Master and Other Tales of Terror” af Joyce Carol Oates fra forlaget Mysterious Press i 2016.

Joyce Carol Oates er blandt andet kendt for at skrive mørke historier med gotiske træk og moderne twists, og sådan nogle historier er “The Doll-Master and Other Tales of Terror” også. Den indeholder ku en håndfuld fortællinger, der dog alle handler om nærværende og menneskelig uhygge langt fra hjemsøgende spøgelser i gamle, knirkende huse og blodtørstige og mystiske væsner i natten mørkeste timer. I stedet handler de om mennesker, der opsluges af en gradvis galskab, der overtager og efterlade sig dybe spor i sjælen hos dem selv og omverden. Oates viser, at gyserhistorier ikke nødvendigvis behøver at være blodsudgydende eller overnaturlige for at være vellykket, og hendes novellesamling stråler som et lys i det mørke, hun har skabt med sine dystre ord.

At læse “The Doll-Master and Other Tales of Terror” efterlod mig i vildrede; på den ene side nød jeg historierne for deres menneskelige uhygge, og alligevel var jeg ærgerlig over ikke at blive mødt med den slags klassiske rædselshistorier, som jeg havde forventet. Alligevel formår Joyce Carol Oates at udnytte sine historier til fulde og komme omkring deres mørkeste afkroge, og selvom de er mørke, gav de mig sjældent gåsehud i traditionel forstand. Jeg gøs ved tanken om det, som et menneske er i stand til, samtidig med dets evne til at fordreje fortællingen og efterlade læseren i tvivl om dets egentlige intentioner. I virkeligheden er Oates novellesamling mere et spørgsmål om leg med narrativet, end det er gysende historier. Novellerne fik mig ikke til at ligge søvnløs, selvom jeg vendte deres sider i et fast tempo, og jeg tror med fordel de kan læses mere end én gang, for Oates er en mester i at fortælle historier, der skal findes mellem linjerne.

“You can look into a doll’s eyes without fear of the doll seeing into your soul in a way hostile to you but you can’t be so careless looking at anyone else””

“Equatorial” handler om et ægtepar på en rejse til Galapagos, hvor kvinden pludselig bliver overbevist om, at hendes mand er ude på at slå hende ihjel. Langsomt begynder hun at trække tråde fra deres liv og hans person, hvori hun bygger et spind af løgne, der forpester hendes tanker og gør dem mørke og paranoide – eller fortæller hun virkeligheden? Oates byder sin læser op til dans på kanten af to muligheder og balancerer nådesløst på grænsen imellem dem, for til sidst at overlade det til læseren at vurdere, om kvinden er paranoid eller ej. Det er en af novellesamlingens længere historier, der tager sig den nødvendige tid for at efterlade læseren i vildrede om kvindens dilemma. “Big Momma” startede ud som en simpel historie om en pige, der har svært ved at tilpasse sig sine nye omgivelser, indtil hun en dag omfavnes af sin venindes familie, og bedst som pigens hverdag lysner, vendes historien på hovedet og efterlader læseren i mørket sammen med hende, beruset af tanken om kærlighed og visheden om svigt.

Ud af novellesamlingens sparsomme historier, vandt “Gun Accident: An Investigation” mit hjerte med sin traumatiske fortælling om en pige, der passer en ældre dames hus, hvor hun en dag får uventet besøg af sin fætter, der giver hende gåsehud. Aftenen forsvinder i bønfaldelser, tumult og et affyret skud, og selvom historien forekommer at være ligetil, er der noget ved pigens fortælling, der slår skår i narrative og efterlader læseren med gåsehud. Samtidig er der også noget banalt i historiens uhygge, som kun er med til at understrege hvilke uhyggeligheder et menneske kan forårsage. “Soldier” fortæller på samme måde om det menneskelige uhygge, hvor hovedpersonen mest af alt minde rom en krydsning mellem George Zimmerman og Bernie Goetz, der deler vandene mellem had og kærlighed.

“You can look into a doll’s eyes without fear of the doll seeing into your soul in a way hostile to you but you can’t be so careless looking at anyone else””

“Mystery, Inc.” er en noget mere letsindig fortælling end de resterende i samlingen. Her leger Oates med krimigenrens troper og henlægger sin historie i et mørkt tæppe, når hun fortæller om kriminalitet hos en boghandler. Hendes ord er så atmosfæriske, at jeg helt følte, at jeg kendte boghandlen, selvom den kun findes i forfatterens fantasi. Novellen gav mig desuden en følelse af, at jeg læste en Edgar Allan Poe-historie i stil med “The Murders in the Rue Morgue”. “The Doll-Master” er novellesamlingens første fortælling og også den, der er mest klassisk af dem. Den fortæller historien om en helt almindelig lille dreng, der forbliver tavs til omverden, og som med årerne samler på dukker han finder på sin vej i livet. Fælles for flere af historierne er, at gerningsmanden leger med sit offer inden han kaster sig over det, og det skaber ikke alene en suspensefyldt læsning, men løfter den også op på et højere og psykologisk plan.

“Lips Touch” af Laini Taylor


“Lips Touch” af Laini Taylors fra forlaget Hodder & Stoughton, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2009).

Et kys er noget særligt. Laini Taylor skriver om dennes magi gennem tre eventyrsfyldte fortællinger i “Lips Touch”, men selvom kyssets magi er noget, der ofte forbindes med eventyr med lykklige slutninger, er det ikke noget, der kun hører denne til. Kys er skæbnesvangre; de kan forene to elskende i et øjebliksbillede, og det kan flå dem fra hinanden. Et kys er defor aldrig bare et kys. I “Lips Touch” kysser en pige en fe, en forbandet kvinde kysser en soldat og en dæmon genfinder en smule af sin menneskelighed. Fælles for dem alle er, at kysset bliver et skæbnesbestemt vendepunkt som er konsekventfyldt.

“Lips Touch” er en af de bøger, hvis forside ikke gav mig de store forhåbninger til dens handling, imens dens ord alligevel lokkede mig mod den mørke bog med en frugt på dens forside. Let greb den mig om hjertet og ledte mig væk fra min hverdag og førte mig ned af en skyggefuld sti i retning af noget mørkt. Jeg havde på ingen måde ventet, at bogens tre korte fortællinger ville hensætte mig i en læsetrance så dyb, at jeg ville miste en hel dag. “Lips Touch” var en gladelig overraskelse, men da fortællingerne havde nået deres kulminationspunkt og slutning, og mørket løftede sig aftog noget af magien sig også, og en del af mig længtes allerede mod historiens omsluttende favn.

“She wanted to climb out of her life as if it were a seashell she could abandon on the shore and walk away from, barefoot.”

“Goblin Fruit” er en historie om sjælelig fortabelse og om forelskelse. Den handler om en pige, der længes efter en dreng, men hendes længsel peger også i retning af hendes undergang.  Hun risikerer alt det, hun kender i bytte for et enkelt kys. “Spicy Little Curses” er en historie om en forbandet pige. Hun har en underskøn stemme, men hvis blot et eneste ord spilder over hendes læber, vil alle omkring hende dø – inklusiv den mand, hun elsker. Men stilhed er vanskelig, og tre ord truer med at slippe løs fra hendes tunge og ud i verden. “Hatchling” er en kompliceret fortælling om et kompliceret maskespil. Det er en fortælling om ulve, der kan skifte form, og om en månedronning, der regerer i et fjernt verdenshjørne. Det er en fortælling om en kærlighed, der bringer døden til skamme. De tre fortællinger med deres poetiske ord er smukt komplimenteret af en række illustrationer, som virkelig understøtter Taylors tone.

Laini Taylor skriver sansemættende, og hendes atmosfære er ikke til at tage fejl af. Hun indhyller velkendte eventyrtræk i et altomsluttende mørke, der truer med at fortære karaktererne. Sensuelle, fantastiske og poetiske sætninger flyder fra hendes pen og farver fortællingerne med en overraskende dybde. Hun skriver om håbeløse karakterer, blændet af kærlighed, og overnaturlige væsner, der lokkede mig i sine arme, indtil mit hjerte var fortabt og foræret væk til Taylors ord. Hvert et ord er en skinnende juvel, en funklende perle og sammen udgør de den skattekiste bogen i sandhed er. Taylors fantasi er endeløst udforskende i måden hvorpå hun skaber nye og originale eventyr, der er mindst lige så beundringsværdige som de klassiske, og de tre fortællinger skinner af samme grund om kap som strålende stjerner på det mørke himmellegeme. “Lips Touch” indeholder tre eventyr, og Taylors skrivestil er et eventyr i sig selv. Og med ord som disse, hvordan kan den være andet: “[…] they thought the same thoughts as completely as if a butterfly traveled back and forth between their minds, bearing ideas on its legs like pollen.” Jeg kunne med lethed citere hele og lange passager fra bogen, fordi sproget er så indbydende som den forbandede alfefrugt, der pryder bogens forside.

“Like a magpie, I am a scavenger of shiny things: fairy tales, dead languages, weird folk beliefs, fascinating religions, and more.”

Jeg forsvandt i bogens ord, og allerede nu har jeg lyst til at vende tilbage, smage på deres sødme, og lade mig opsluge af deres mørke. Bag hendes ord, står en lysende inspirationskilde i form af en af mine yndlingsdigtere, Christina Rossetti, med hendes digt “Goblin Market”, som står mit hjerte meget nært. Min eneste anke med bogen er uligvægten mellem de tre fortællinger, for selvom jeg kom til at holde af dem alle tre, mangler “Spicy Little Curses” noget af den sensualitet, som findes “Goblin Fruit”, men også den skarpe intensitet, som findes i “Hatchling”. Laini Taylor har skabt en udsøgt samling af eventyrlige fortællinger, der er små litterære kunstværker, og selvom jeg var en smule utilfreds med niveauet i den ene af de tre fortællinger, fortjener de to andre alle stjernerne på nattehimlen.

“Udvalgte noveller” af Fay Weldon


“Udvalgte noveller” (org. titel “Mischief: Fay Weldon Selects Her Best Short Stories”) af Fay Weldon fra forlaget indhardt og Ringhof, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2016). Anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk — originalsproget er engelsk

“Udvalgte noveller” af Fay Weldon er en række af forfatterens egne yndlingsfortællinger, som hun selv har udvalgt til bogens formål, men denne novellesamling indeholder også nye fortællinger i overenstemmelse med dens emne. I sit forord til bogen, reflekterer hun også over kvindens position i samfundet samt dens udviklingen gennem fire årtier, som Fay Weldon selv har skrevet igennem. Hun skriver om kvinder og kønskampenes tidslighed, om udviklingen i samfundet og mentalt hos mennesker i forhold til måden, vi gebærder os over for hinanden på, men hun fortæller også simple historier om kompliceret kærlighed til det modsatte køn, til sit eget og til sig sig selv.

Mit møde med Fay Weldons forfatterskab var kærlighed ved første blik; novellesamlingens første historie gav mig åndenød og fik mit hjerte til at hamre. “Angel, den skinbarlige uskyld” fortæller historien om en kvinde, der lever sammen med en mand, der er kunstner. Histoiren begynder i parrets seng, hvor Angel vågner på grund af en fremmed lyd i huset, men fordi hverdagen domineres af mandens strenge sind, holder hun vejret for at undgå endnu en konflikt. Det er en skrøbelig fortælling, om hvordan en kvinde i et usundt forhold pludselig ser virkeligheden for, hvad den er, og inden hun kan nå at bortforklare den, pakker hun sin taske og lægger det liv bag sig. I “Alopeki” sladrer en gruppe kvinder med hinanden om en anden kvinde, der anklager sin mand for at trække store totter hår ud af hovedet på hende. De rynker alle på næsen over hendes udsagn, bortforklarer det med, at hun lider af sygdommen alopeki og tager ægtemandens parti, lige indtil han bliver enke og gifter sig med en kvinde, der også begynder at miste håret i totter.

“Havelågen svinder i bag hende. Angel bærer nu kærligheden til et sikrere sted.”

Fay Weldon fortæller nogle voldsomme historier, der ikke kun handler om kønsballade, men også om hvordan de to køn vender sig mod sig selv og forråder sine egne, sådan som kvinderne gør det i “Alopeki”. Historierne er mange, forskellige og farvet af kvindesyn, men som samtidig fortæller de mest simple hverdagshistorier med enestående karakterer, som blev længe i mine erindringer efter endt læsning. Weldon balancerer med svære tematikker, men hun formår om nogen at løfte disse, hvis ord er lette og farvestrålende som sommerfugle. Weldon skriver levende, legende og let, men også om noget, der er disses modsætninger, og jeg nød hvert et ord jeg læste med undtagelse af sidste novelle, der også er den længste, hvis synske-handling ikke rigtig sagde mig noget. Alle novellerne fortælles desuden af kvindelige hovedpersoner med undtagelse af “Spildte liv”, som fortælles af en mand.

“Lily Barts hatteforretning” er en kærlighedserklæring til litteraturen, der tager afsæt i Gustave Flauberts “Madame Bovary”. Historien begynder, da Emma Bovary får sin dom i Flauberts roman, hvorefter hun rejster til New York, hvor hun får arbejde i Lily Barts hatteforretning. Her møder hun en række andre litterære skikkelser, heriblandt Lev Tolstoys Anna Karenina og Charlotte Brontës Jane Eyre og Mr. Rochester. “Nede på det kliniske diskotek” fortæller historien om Linda, der fortæller om sin tid på Broadmoor som er et hospital for psykisk syge kriminelle. Det er en historie, der henledte mine tanker på “The Bell Jar” og “Girl, Interrupted”. Historiens narrativ er det, som fangede min opmærksom mest. Den er en monolog, der fortælles som en dialog mellem Linda og læseren, og skaber en underlig intim atmosfære.

“Det er ikke sådan, huse taler, halvvejs mellem en trækvind og en knirken, når de er blevet vakt til live igen af de velmenende, reddet fra forfald og nedrivning. Man hører det undertiden, når man vågner midt om natten i et gammelt hus og tror, at det spøger. Men det gør det ikke, det er bare huset selv, der taler.”

Weldon greb mig om hjerte med sine fortællinger, der alle er særligt relevante i forhold til deres handlinger, budskaber og tematikker, men ser man bort fra deres politiske standpunkt, er det mest af alt beundringsværdige historier på grund af sproget og Weldons evne til at fortælle en god historie. Hun skriver som en tidlig sommermorgen på grænselandet mellem nat og dag, lige inden solens første stråler rammer det dugvåde græs og lader sit lys falde igennem trækronerne. Det er et helt særligt syn, og Weldon kan om nogen skrive. Bag sig har den engelske forfatter et enormt forfatterskab, og dog er det først nu, at jeg stifter bekendtskab med det i form af hendes noveller, og jeg er ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige sted at starte. Nu er der kun tilbage at udforske resten af hendes forfatterskab.