Med stort mod fortæller Roxane Gay historien om sin krop, og den burde være obligatorisk læsning for alle


Sult: Historien om (min) krop (original titel Hunger: A Memoir of (My) Body) af Roxane Gay udgivet af forlaget Grif i 2019 (oprindeligt udgivet i 2017).

Roxane Gay var tolv år gammel, da hun blev voldtaget. Hun fortalte det ikke til sine forældre, men beskyttede i stedet sig selv i en årrække ved at spise sig større med skam, skyld og selvhad til følge. Reaktionerne på sit madindtag og øgede størrelse vakte reaktioner hos omverden, der kun så en overvægtig krop i en tid, der hylder den tynde og trænede krop. Det satte dybe spor i hendes liv og resulterede i en mangeårig kamp med sin krop og sin sult. Med afsæt i sin egen historie diskuterer Roxane Gay vores forhold til mad, udseende, race, seksualitet og det at fylde.

Continue reading “Med stort mod fortæller Roxane Gay historien om sin krop, og den burde være obligatorisk læsning for alle”

Reklamer

Talking as Fast as I Can: From Gilmore Girls to Gilmore Girls, and Everything in Between af Lauren Graham


Talking as Fast as I Can: From Gilmore Girls to Gilmore Girls, and Everything in Between af Lauren Graham, udgivet af forlaget Ballantine Books i 2016.

Lauren Graham fortæller åbent og ærligt om livet i rampelyset og sin globale opvækst i bogen Talking as Fast as I Can: From Gilmore Girls to Gilmore Girls, and Everything in Between, som næsten giver sin læser åndenød. Den består af en række personlige essays, der fortæller præcis det, som titlen indikerer. Hun trykker pause og ser tilbage på sit liv, sin opvækst og den fremtid, som hun ser frem mod, hun fortæller ærligt om forulykkede parforhold, om de første optagelser til Gilmore Girls og mødet med sin redaktør, da hun drømte om at udgive en bog.

Jeg har beundret Lauren Graham i mange år, særligt for hendes livlige rolle som Lorelai Gilmore, som jeg knuselsker, og jeg nød også hendes debutroman Someday, Someday, Maybe fra 2013. Jeg vidste derfor også, at jeg var nødt til at læse hendes essaysamling så snart den udkom, men den viste sig dog at være en blandet pose bolsjer. Der er en klar forskel mellem bogens første halvdel og dens anden. Den første er stilren og stærk, den er fyldt med forfatterens livlige humor, der til forveksling ligner den samme, som kendertegner hendes rolle i Gilmore Girls, og jeg elskede hver en side med hendes ord. Men derfra ændrede formatet sig, selvom stilen er meget den samme, og jeg kunne ikke undgå at føle, at delene om Girlmore Girls, som er så fremtrædende i titlen, ikke fyldte helt så meget, som jeg havde håbet på.

“Just keep going, keep going, keep going.”

Som titlen indikerer, handler bogen også om andet end Gilmore Girls, men jeg er nødt til at indrømme, at min interesse hovedsageligt handle om denne, og derfor følte jeg også at jeg blev spist af med historier om alle de slankekurer, som Gramham har været på i forsøget på at efterleve Hollywoods strenge kropsideal, og hvordan ingen af disse virkede. Hun fortæller om sine spisevaner, sit træningsprogram og sit syn på det forskruede kropsideal, og lægger op til diskussionen af nogle virkelig vigtige og relaterbare emner, uden nogensinde at gå i dybden med dem. Der er ingen tvivl om, at de fleste af bogens læsere drives frem af ønsket om at læse mere om Stars Hollow, selvom kapitlerne om denne lidt drukner i beskrivelserne om Lauren Grahams mange fejlslåede slankekurer og fejlagtige frisurer fra skoletiden.

Hun fortæller dog også om forsøgte gang hun mødte Alexis Bledel, der spiller Rory Girlmore og hendes modstykke i serien. I sit essay “What It Was Like, Part One” sætter hun sig for første gang ned og ser tv-serien fra ende til anden, hvorefter hun kommenter på hver enkelte sæson, imens hun i et andet essay efterlader læseren med små tekstfragmenter, som hun skrev undervejs på settet, og hvordan hun stjal en jakke fra garderoben. “What It Was Like, Part Two” fortæller om at vende tilbage til Stars Hollow efter så mange år, og hvordan Graham selv reagerede på afsløringen af de allersidste ord i serien. Jeg nød at læse om hendes globale opvækst, og hvordan hun kæmpede med drømmen om at blive  mere end bare en skuespillerforfatter, men jeg savnede samtidig noget mere.

“But life doesn’t often spell things out for you or give you what you want exactly when you want it, otherwise it wouldn’t be called life, it would be called vending machine.”

Der er mange inspirerende ord at hente i Talking as Fast as I Can: From Gilmore Girls to Gilmore Girls, and Everything in Between, og jo mere jeg læste af bogen, desto mere blev jeg klar over, hvor meget Lauren Graham, der gemmer sig i Lorelai Gilmore og ikke omvendt. Hun skriver på samme måde, som Lorelai taler, og humoren er lige så lydt som hendes. På grund af skrivemåden følte jeg også, at jeg forfatteren selv sad og fortalte mig sin historie, og det var enormt ærligt og levende, selvom der er et enormt skel mellem bogens første og anden halvdel. Bogen er dog også fyldt med en række banaliteter i forsøget på at afsløre, at skuespiller og Hollywood-folk bare er helt almindelig mennesker. Men i det store hele var det en fornøjelse at læse Lauren Grahams historie — selv når den forsvandt ud af en unødvendig tangent.

“Girl in a Band” af Kim Gordon


“Girl in a Band” af Kim Gordon fra forlaget Modtryk i 2016, men udkom oprindeligt i 2015. Bogen er læst på dansk, hvor originalsproget er amerikansk. Denne udgave er desuden et anmeldereksemplar fra forlaget.

Musik har altid spillet en stor rolle i mit liv, men det er først inden for de seneste år, at min musiksmag radikalt har ændret sig. Hvor jeg før sang med de populære sange, som blev spillet i radioen, lytter jeg nu i stedet til musik med en anden historie. Sonic Youth, som Kim Gordon var med i en af dem. I “Girl in a Band” fortæller hun alsidigt om sit liv før, under og efter tiden i Sonic Youth som var præget af et turbulent liv, hvor hun i sin barndom konstant kæmpede imod sin families overbevisninger om, hvordan hun skulle være, imens hendes mangeårige kærlighed til forsangeren i bandet bristede og resulterede i at bandet også med tiden gik i opløsning. Hun fortæller om sit forhold til mændene i sit liv, til kvinderne og sidenhen til sin datter, der ligesom hende selv, kæmpede for at komme fri af sine forældres liv.

Det er fristende at kalde “Girl in a Band” et autobiografisk værk, der åbner til musikverdens dimensioner, men Kim Gordons selvbiografi er langt mere end blot en gengivelse af sit liv og opvækst. Det er en skildring af en piges overgang til at være kvinde, hvordan hun kæmper for selvstændighed og mod konventioner og forventningsrammer. “Girl in a Band” er et brud med alt det forventelige, et opgør mod 60’erne og 70’erne. Det er altid lidt et stats at møde sine idoler eller læse deres egne livsskildringer, fordi det kan frarøve en den magi, som indhyller dem. Det kan også have den modsatte effekt og forstærke denne. For mig gjorde det ingen af delene, fordi jeg ikke har kendt hverken Sonic Youth eller Kim Gordon særligt længe. At læse Kim Gordons selvbiografi er virkelig en interessant læsning, selvom jeg ikke kunne undgå at føle, at hun skriver om sit liv med en vis distance. Selvom hun deler ud af sine oplevelse, og jeg virkelig nød at læse om hendes liv og det ikoniske bands tilblivelse, så følte jeg alligevel at distance afskærmede mig fra noget.

”Rent kulturelt giver vi ikke kvinder lov til at være lige så frie, som de i virkeligheden gerne vil være, fordi det føles skræmmende. Vi enten skyr den slags kvinder eller dømmer dem som værende gale i låget.”

Gordon fortæller om at vokse op med en skizofren bror i en tid, hvor psykologhjælp og psykiskelidelser var noget, der blev fejet ind under gulvtæppet og tiet ihjel. Det gav mig gåsehud at læse om, hvordan han forsøgte at krænke hende seksuelt, og hvordan der ikke blev taget hånd om det, selvom det aldrig nåede så vidt. Det er tydeligt at mærke, at det ligger en stor smerte i de ord, som Gordon skriver om sin bror, hvis liv langsomt gik i stykke, og jeg beundre hende virkelig for den forsatte hengivenhed som hun udviser overfor ham, på trods af at han traumatiserede hende og dominerede deres forhold igennem hele deres fælles opvækst. Han var en tyran, fik hende til at vakle og var grunden til hendes usikkerhed, men han er stadig hendes bror, og det understreger hun uden den mindste tøven.

I takt med at forfatteren vokser op, finder hun også langsomt sig selv. Hun er selverklæret feminist, og det er også noget, som fylder meget i bogen. Hele hendes image er et feministisk udspil, der handler om at kvinder sagtens kan være rockmusikere og stadig bevare deres feminitet, men Gordon er langt fra perfekt. Hun peger også fingre af andre kvinder og mænd, og måden det bliver gjort på er usmagelig, og her tænker jeg ikke på den del, hvor hun fortæller om sin mands gentagende sidespring og hendes eget hjertebrist i den forbindelse, men mere hendes påpegning af at kvinder som Lana Del Rey ikke ved, hvad feminisme er, eller hvordan Smashing Pumpkin er for prætentiøse og for selvbevidste om deres eget image. Jeg synes det er unødvendigt, og i stedet er mere sigende for Gordon selv, end for de hun udpeger. Selvom jeg beundre hende af flere grunde, gør sådanne udtalelser hende en hykler.

”Ekstrem støj og dissonans kan have en voldsomt rensende effekt.”

Måske er successen steget Gordon til hovedet, men det ændrer ikke på, at hun har levet et interessant liv, som i sin samlet helhed giver mening i forhold til, hvor hun er i dag. Hendes narrative stemme er stærk, og bærer også præg af at hun er sangtekstforfatter, for til tider er hendes ord så klare, at det var til at række ud og føle på, andre gange druknede jeg i stedet i hendes filosofiske sniksnakke om feminisme, som jeg ikke altid var enig i. Jeg brød mig heller ikke om hendes name-dropping tendens, som hun aldrig rigtig uddybede, men som i stedet hang som spøgelser i luften, hemsøgende og mærkbare. På trods af forfatterens egne menneskelige fejl, så nød jeg virkelig at dykke ned i hendes personlige historie, selv med den distance, som den bliver fortalt med.

“The View from the Cheap Seats” af Neil Gaiman


“The View from the Cheap Seats” af Neil Gaiman fra Headline, udgivet i 2016.

I “The View from the Cheap Seats” har Neil Gaiman samlet en række essays, artikler, anmeldelser, forord og taler i et udvalg. I sit forord til bogen gør Gaiman det klart, at det ikke er hans fokus at skabe en orden i måden hvorpå bogens tekster optræder. De er sorteret efter noget personligt, og jeg var overrasket over at sidde tilbage med indtrykket af en vidunderligt helstøbt bog. Bogen indeholder meget rørende mindeord til afdøde Terry Pratchett, som Gaiman skrev “Good Omens” sammen med, en lang artikel og den mundtlige eventyrstradition og tilblivelsen af Gaimans “Stardust”, om det at skrive en stor amerikansk roman, når man selv er britisk, en hyldest til boghandlere og en længere diskussion af tegneseriemediet, den berømte tale “Make Good Art” blandt et væld af andre personlige tekster.

Neil Gaiman skriver på mange måder nonfiktion som han skriver fiktion. “The View from the Cheap Seats” er et mesterligt rod af majestætisk karakter, der omhandler alt lige fra tekster om genrerefleksion og syriske flygtige. Det er en meget lang bog, og de 500 sider skal bestemt ikke sluges i én mundfuld, men nydes bedst løbende og gradvist. Jeg nød at læse et par tekster, lægge bogen fra mig og vende tilbage til den senere. Bogens titel kommer fra et af bogens sidste essays, “The View from the Cheap Seats” som beskriver hvordan Neil Gaiman tog til Oscarshowet i 2010 på årsdagen for sin fars død og sad alene på de bagerste rækker og betragtede en verden af glamour og kamerablitz. Det er en utrolig rørende tekst, en tekst om det at føle sig alene, og det gjorde en smule ondt i mit hjerte at læse, fordi jeg omgående kom til at tænke på hovedpersonens håndtering af sin fars død i “Anansi Boys”, hvis lighed til Gaimans er slående. Den er dog også håbefuld, fordi han forklarer vigtigheden af at tvinge sig selv ud i livet, når det synes mindst overkommeligt, og man egentlig helst vil være alene.

“You can no more read the same book again than you can step into the same river.”

Bogen er dedikeret til Gaimans søn, og under min læsning er jeg blevet opslugt af forord til bøger, jeg ikke har læst, af hyldester til mennesker jeg ikke kender. Han har om muligt vundet endnu større beundring hos mig. Den er en hyldest til dagdrømmeri, skrivning, læsning og det, der gør livet værd at leve. Adskillige af teksterne peger tilbage på de forfattere, som formede Gaiman. Først som læser og sidenhen som forfatter. Flere af dem handler om, hvordan han læst eJ.R.R. Tolkiens bøger om en magisk rings tiltrækningskraft, men bevidst undlod at læse den sidste bog i trilogien, fordi han ikke ønskede at historien nogensinde skulle slutte. de handler om Stephen King, Douglas Adams og Ray Bradbury. Han fortæller også om, hvordan han brugte alle sine surttjente lommepenge på at købe billige paperbacks, hvilke boghandlere han troligt besøgte og hvordan Lou Reeds musik inspirerede hans forfatterskab.

Han taler også om terrorangrebet på Charlie Hebdo, ordenes kraft og vigtigheden af at kunne udtrykke sig. Han fortæller om Sandman-tegneseriernes tilblivelse og hvordan han mener at alle bøger har et køn, hvor han med Sandman forsøgte at udfordrer dem målrettet mod henholdvis mænd og kvinder på skift i takt med at tegneserien blev succesfuld. Han skrev dem ud af et mytisk sprog og et samtidigt forsøg på at skabe en ny virkelighed, der tager afsæt i noget vi kender, men mest af alt handler tegneserien om historiefortælling mere end noget andet. Et af de mange essays handler om, hvordan voksne og børn ikke læser bøger ens. Gaiman fortæller, hvordan han har oplevet voksne spørge ham, hvordan de bedst præger deres børn til at læse bestemte bøger eller helt afholde dem fra dem, hvortil han forklarer, at børn læser bøger, når de er klar til dem. Refleksionerne er mange og så fine.

“I believe we have an obligation to read for pleasure, in private and in public places. If we read for pleasure, if others see us reading, then we learn, we exercise our imaginations. We show others that reading is a good thing.”

Gaimans væsen og hans intelligens skinner igennem siderne og får dem til at stråle. Teksterne er vedkommende og giver et fint indblik i hans skriveproces, hvor flere taler og tekster har samme holdepunkter, der langsomt røber sig selv i takt med at bogen læses. Det er et særsyn, og noget som jeg ikke ville have været foruden. “The View from the Cheap Seats” er så afgjort ikke en bog for alle, men uden tvivl en bog for enhver fan af Gaimans ordkunst, selvom tyngden i de mange bidrag vejer forskelligt. Af samme grund var der flere af teksterne, som jeg sidenhen har glemt igen, imens andre ramte mig lige i hjertet, og som stadig står lysende klart i mine erindringer. Ligeledes er min læseliste blevet forlænge med talrige boganbefalinger, og jeg betvivl ikke deres værdi, når de kommer fra selveste Neil Gaiman.