“Augustus” af John Williams


“Augustus” af John Williams fra forlaget Lindhard og Ringhof, udgivet i 2016 (org. udgivet i 1972). Anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Den amerikanske forfatter John Williams, der i en årerække gik i litteraturhistoriens glemmebog og blev genfundet med sin roman “Stoner”, har genskab historien om den unge Gajus Octavian, der i en alt for tidlig alder til at forstå det politiske magtspil skal reagerer det romerske imperium. “Augustus” begynder med Julius Cæsars fald og hans nevøs opstand, med hvem der følger pludselige alliancebindinger og brud. Med alle odds imod sig, rejste han sig fra støvet af sin fars regeringstid og blev en nådesløs hersker over Rom, da han først havde modstået hoffets og Senatets rænkespil og folkets modstand. Williams fortæller en intens og levende beretning om kejser Augustus liv, kærligheden til Rom og det politiske magtspil, han måtte tage del i på grund af sit ophav. Det er en historie, der begynder og falder med ham.

Det er længe siden, jeg sidst har læst en brevroman og isærdeleshed en nyere en af salgsen. Det er romanform, som jeg ofte forbinder med 1700-tallet, men “Augustus” af John Williams fra 1972. Fortalt gennem breve tegner Williams et ambitiøst portræt af Augustus med små brudstykker fortalt af en række historiske personer, allierede såvel som fjender, herunder Cicero, Marcus Agrippa og Mæcenas. Det er først sent i romanen, at han selv kommer til orde i form af et langt brev til sin levnedskildrer Nicolaus af Damaskus, men hans karakter er på det tidspunkt ikke til at tage fejl af netop på grund af de mange breve og dagbogsoptegnelser. Fordi historien ikke er ordnet stringent kronologisk, overlader forfatteren i vid udstrækning det til læseren at rekonstruere karakteren Augustus. Kejser Augustus regime var også en periode med kulturel opblomstring, hvor blandt andet digterne Vergil, Ovid og Horats udødelige værker præger konteksten såvel som Williams tekst, og “Augustus” er et nøglehulsglimt ind i en magtpolitisk fortidsfjern verden.

“Men der er meget som ikke passer i bøger, og det er et tab so jeg er blevet stedse mere bekymret over.”

Da jeg første gang stiftede bekendtskab med Williams var i forbindelse med genopdagelsen af hans hovedværk, “Stoner”, som fik en helt særlig plads i mit hjerte. Det har “Augustus” også fået, selvom det er en helt anden bog på alle ledder og kanter. Dens struktur er anderledes, og det samme gælder for dens indhold, der er langt mere rettet mod en romersk periode med velstand og kulturel fremgang præget af digterne Vergil, Ovid og Horats store værker. Williams forstår om nogen at skrive en levende og let roman om noget langt mere kompliceret, og mest af alt var jeg overrasket over hvor let jeg faldt i et med bogens struktur uden at det påvirkede min læseoplevelse. Der er mange historiske navne, og det kræver naturligvis lidt tålmodighed at placerer dem i forhold til hinanden og Augustus, da bogen på mange måder er udformet som stort stakspil, hvor hvert navn er en brik i et politisk magtspil.

Skakbrattet fyldes dog hurtigt op med skikkelser, der farves sorte og hvide alt efter hvor deres loyalitet ligger, og selvom nogle karakterer bevæger sig maskeret rundt i gråzone, tvivlende og troende, afspejler “Augustus” med Williams blik en langt mere simplere tid i forhold til dette. Da jeg læste det første brev i romanen, var jeg ikke klar over, hvorvidt der var tale om fiktion eller fakta, og jeg valgte ikke at undersøge det før jeg havde læst den til ende, for selv hvis der er tale om fakta, så formidler Williams historien som et fiktionsværk, der levende griber om sin læser. Det er en medrivende og stor historisk roman, som er dybt interessant, ikke kun fordi forfatteren er en forrygende fortæller, men også fordi han evner at skabe intimitet mellem bogens format og dens læser. Brevene giver en intim forståelse for de bagvedliggende forudsætninger for det romerske liv båd ei forhold til familien, politik og ikke mindst det at være kejser af Rom.

“Ved de at foran os ligger en vej for enden af hvilke der enten er død eller storhed? De to ord bevæger sig rundt om hinanden i mit hoved, rundt og rundt, indtil de ser ud til at være en og samme ting.”

Williams greb mig ikke kun med sin historie om Octavians transformation til Augustus, kejser af Rom, men også historien om hans datter, Julie, greb mit hjerte. Ægteskabet på denne tid var sjældent forbundet med kærlighed, men skulle derimod sikrer magtposition og efterkommere, og derfor adopterede Augustus nevøer og stedsønner som egne sønner for at sikre arvefølgen. Julia blev landsforvist, og hendes breve er en spændende og livagtig beretning om livet som kvinde og datter af Roms hersker. Hun søger efter kærligheden, hvilket er næsten umuligt i hendes position, det bliver startskuddet på en lang række ægteskaber og utroskaber før hun blev sendt i eksil. Litteraturhistorien er kun blevet rigere efter Williams blev genopdaget, og min eneste ærgerelse er, at han ikke nåede at skrive mere. “Augustus” er en historisk roman i særklasse, fortalt med så meget hjerte, at hvert et ord nærmest pulserer under fingerne.

Reklamer

“The Fountain Overflows” af Rebecca West


“The Fountain Overflows” af Rebecca West, fra forlaget Virago, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1956).

“The Fountain Overflows” er en fortælling om fire børn, der vokser op med musik, noder og klaverspil fra deres excentriske mor, en tidligere tidligere koncertpianist. Familien er tynget af økonomiskuligvægt, og da Mr. Aubrey et arbejde i en forstad til London. Her forsøger børnenes mor at holde familiens oven vande. Med et liv på kanten, er hverdagen en evig balancegang fyldt med det uventede. Selv med musikken som fælles samlingspunkt, strides de fire børn konstant med hinanden i et forsøg på at opnå deres egne drømme og håb, som på en og samme tid driver familien fra hinanden og samler den igen.

Rebecca Wests mesterværk af en bestseller har befundet sig på min reol i et par år nu. Det er en historie, der tager afsæt i hendes egen musikalske opvækst, med en ekstraordinær familie, med hvilken West udforsker grænselandet mellem barndom og voksnelivet, afhængighed og frihed og det almindelige og det okkulte. Historien fortælles af Rose Aubrey, der nådesløst fortæller om den lille familiens liv og dagligdag, men en stemme, der er barnlig og med en verdensopfattelse der er lige så. Hendes syn er lige så kærligt, som det er hadsk og fjendsk. De fire børn, Cordelia, Richard Quin og tvillingesøstrene Mary og Rose, har ikke nogen typisk opvækst, og det skyldes deres forældre, som er genstand for bogens titel, de udgør en energikilde til børnene med en overflod af erfaringer, som gør, at de langsomt tør træde ind i verdenen.

“You must always believe that life is as extraordinary as music says it is.”

Det genere mig sjældent, at en bogs handling præges af et roligt tempo, men i dette tilfælde var handlingens tempo roligt, at jeg dårligt kunne finde mig til rette mellem de mange sider. Hvis ikke det var for forfatterens nydelsesværdige sprogblomster, ville jeg formentligt havde bladret bogen let i gennem, eller sat den ulæst tilbage på den plads, som den har optaget så længe i min bogreol. Selvom romanen søger at modne de fire børn til at tage selvstændig andel i tilværelsen, fandt jeg ingen eller minimal udvikling i ders personligheder. Fra start til slut fandt jeg deres personligheder ensformige og uforanderlige. Måden hvorpå West forsøger at slå igennem med en handling, bevægede sig ned af mærkværdige stier, som satte sig på tværs af historien, og som fik mig til at undres. De pludselige handlingssving passer slet ikke ind i historien, og kaster snarer et mærkeligt og mystisk lys over den boheme familie.

I forlængelse af romanens musiske fokus, skriver Rebecca West næsten lyrisk, og det er tydeligt at se, at hun selv har kendskab til musikken, samt en bred forståelse af den. Hun komponerer en musisk fortælling, der strækker sig ud over overgangen fra barn til voksen, og som favner kvinders selvstændighed og uafhængighed. Selvom Rose ofte beskriver verden fra et hårdt og dømmende blik, nød jeg i stor stil at følge den lille familie i det lille hjem, hvor faren er meget fraværende, og moren forsøger at få det til at hænge sammen. Dog skriver West på en måde, der er meget smuk, men som også omslutter karaktererne i en udelukkende atmosfære af musisk hengivenhed, som jeg ikke kunne trænge igennem, og som sommetider gjorde, at jeg helt mistet føling med dem.

“She did not look at all silly, as grown-ups like children to be. […] I knew from everything about her that she was in the same case as myself, as every child I liked, she found childhood an embarrassing state. She did not like wearing ridiculous clothes, and being ordered about by people we often recognized as stupid and horrid, and we could not earn our own livings or, because of our ignorance, draw fully on our own powers.”

Uden at have noget kendskab til Rebecca Wests liv og forfatterskab, virker “The Fountain Overflows” snarere som et memoir af fortidige minder, som netop gør, at handlingen helt forsvinder fra romanen. West skriver med en ægthed og ærlighed, som om hun kender til Rose verdensopfattelse og musikalske opstemthed. Det virker langt mere levet end opdigtet, noget der ville fungere langt bedre, hvis dette komplimenterede en egentlig handling. “The Fountain Overflows” er en tæt skrevet historie om kvindeopstand som et resultat af familieopbrud, og selvom West har hjertet på det rigtige sted, så følte jeg aldrig, at hun formåede at bringe den destruktive familie sammen igen efter dens splittelse, men at det derimod satte sine spor i romanen som helhed.

“Stoner” af John Williams


“Stoner” af John Williams, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1965). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

William Stoner bliver i slutningen af det nittende århundrede født ind i en fattig bondefamilie i Missouri, USA. Han hjælper til på sit barndomshjem, en afsidesliggende gård under den brændende sol, da hans far opfordrer ham til at få sig en akademisk uddannelse i landbrug. På universitet læser Stoner flittigt, men langsomt begynder et af hans sidefag at åbne nye horisonter for ham: litteraturens verden. Mod sin fars ønske, vælger han et akademiske liv som lærer, hvor bøgerne forbliver hans faste holdepunkt. Kærligheden finder også vej til Stoner, men dens ulykke hør det samme, men selvom han møder megen modstand i sin tilværelse, modstand der truer hans karriere og familieliv, så finder han altid trøst i sine bøger, lige til det sidste.

“Stoner” har længe stået på min reol og kastede bebrejdende blikke i min retning. Da jeg endelig tog den ned fra hylden, lå der et fint lag støv på siderne, og da jeg pustede åbnede der sig en uforglemmelig og forunderlig fortælling for øjnene af mig, en fortælling som jeg ikke havde ventet at finde, en fortælling som rørte mig dybt, og som jeg kun kune ryste på hovedet over ikke at have læst tidligere. Ligesom mange andre i litteraturhistorien, har jeg også overset John Williams perle af en roman. “Stoner” blev udgivet og den blev glemt igen. Det er først inden for de sidste år, at dens retmæssige potentiale stårlede igennem mange års forglemmelse.

“På universitetsbiblioteket gik han rundt i magasinerne mellem tusindvis af bøger og indåndede den mugne lugt af læder, lærred og indtørrede bogsider, som om det var eksotisk røgelse. Somme tider standsede han, tog et bind ned fra hylderne og holdt det et øjeblik, og det snurrede i hans hænder ved den stadig uvante fornemmelse af ryg og perm og føjelige sider. Derpå bladrede han i bogen og læste en sætning her eller dér, forsigtig når han vendte siderne med sine stive, klodsede fingre, for at de ikke skulle komme til at rive eller ødelægge, hvad de gjorde sig sådan umage med at afdække.”

“Stoner” er en simpel hverdagsfortælling om William Stoner, der fødes i slutningen af 1800-tallet på en isoleret gård i Missouri. Han kommer fra et typisk landbrugshjem med hårdt arbejde, og skal forsøge at gebærde sig i byen blandt lærde mennesker. Livet mellem de to holdepunkter efterlader ham til at begynde med i en gråzone, som han i blinde febrilsk famler rundt i. Det er først, da han opdager litteraturens endeløse verden, at han begynder at få en forståelse af sig selv, og hans selvstændighed bokser med en larmende fart til han står tilbage, færdigstøbt og fuldendt. Hans historie er lige så stilfærdig som ham selv, og hans liv er smukt på en meget roligt, meget afdæmpet og melankolsk måde. Der er noget så basalt ved bogen, dens karakterer og dens handling, at den næsten virker ulideligt genkendeligt; den følger en simpel mand i hans simple liv fyldt med drømme og visioner, som aldrig rigtig lader sig gøre.

Stoner er en almindelig mand med simple drømme om at efterlade sig et mærke, et indtryk og et eftertryk. En mand, der drømmer om bøger og om at skrive dem, og en mand, der drømmer om livet og dets begrænsninger. “Stoner” er en historie om denne mand, og hvordan han med sine drømme bliver fanget i et kærlighedsløst ægteskab, og hvordan der mellem to mennesker raser en tavs krig. Den største tragedie er ikke Stoners følelsesforladte ægteskab, men snarer den hverdagslige tragedie, som vi alle frygter i højere elle rmindre grad: at blive glemt. Stoner er et almindeligt menneske, der har gjort indtryk på forsvindende få, og som vil blive erindret af endnu færre.

“Det spillede knap nok nogen rolle for ham, at bogen var glemt og ikke tjente noget formål, og spørgsmålet om dens værdi forekom ham i det hele taget at være næsten trivielt. Han havde ingen illusioner om at finde sig selv i den, i det falmede bogtryk, og alligevel vidste han, at en lille del af ham, som han ikke kunne fornægte, var i den og ville blive der.”

At læse denne roman var som at få sit hjerte revet itu på den mest enkle og stilfærdige måde, og indtrykket den efterlod mig med var så svimlende stort, fordi jeg ikke forventede mig noget særligt af den. Det er heller ikke nogen ekstraordinær historie, fordi det er en simpel historie om et menneskeliv. Jeg var meget rørt og trist, da jeg færdiglæste “Stoner”, og jeg kan endnu mærke et lille stik, når jeg tænker tilbage på den. Det er en bog, der har sat sig fast. Hvor er jeg glad for, at bogen er blevet fundet frem af fortidens glemsel, at den har fået nyt liv, for det er en bog, der fortjener at blive læst, en stemme der fortjener at blive hørt. Den er noget af det sarteste, jeg endnu har læst, og jeg vil for fremtiden bærer bogen i mit hjerte. Efter en stille modtagelse af førsteudgaven har denne roman endelig fået den brede anerkendelse, den fortjener.

“Wide Sargasso Sea” af Jean Rhys


“Wide Sargasso Sea” af Jean Rhys, fra forlaget Penguin Books, udgivet i 2006 (org. udgivet i 1966).

Jean Rhys giver med sin roman “Wide Sargasso Sea” en stemme til den forsømte kvinde, der i Charlotte Brontës “Jane Eyre” holdes indespærret, som en skygge i Mr. Rochester liv. Rhys fortæller hendes historie, forsøger at give hende en stemme, og lade hende komme til orde; hun er ikke bare den gale kvinde bag lås og slå, hendes situation er kompleks. Antoinette Cosway vokser op i Caribien i en lille by, hvor hun og sin familie befinder sig i en gråzone, der skaber røre i byen; familien er af hvid afstamning, men de er også fattige, og de caribiske indfødte, der også lever side om side med rige vesterlændinge, føler sig hævet over Cosway-familien, som udgør deres daglige sladder og hadske bemærkninger. Antoinettes liv braser gradvist, og hun tvinges ind i et ægteskab med den stolte Mr. Rochester, der drives af begær. Han trælbinder hende som en fange i sit dystre engelsk hjem, og langsomt drives hun ind i vanviddet.

Det er sjældent, at historie, som praktisk talt kan betegnes som fanfiction, går hen og bliver storsælgende – særligt i forhold til det tidspunkt, hvor “Wide Sargasso Sea” er skrevet. Jean Rhys ry blev grundlagt med denne, der siden sin udgivelse er blevet udråbt til en moderne klassiker til en af tidens allerstørste. “Jane Eyre” er en af mine absolutte yndlingsromaner, og den gale kvinde deri har altid draget mig til sig; hun er en skygge på historiens væg og en genstridig plet på Mr. Rochesters samvittighed, og selvom hendes tilstedeværelse er sporadisk, er den alligevel fuld af konsekvenser af afgørende betydning, og alligevel forties hendes fortælling. Jeg har altid undret mig over, hvad der helt præcis lå til grund for hendes hysteri, og det har Jean Rhys også; hun har derfor forsøgt at give stemme til den kvinde, der blev fortiet af sit eget vanvid.

“You can pretend for a long time, but one day it all falls away and you are alone. We are alone in the most beautiful place in the world.”

Antoinette Cosway er til at begynde med et ordinært barn, der forsøger at tilpasse sig livets vilkår, der sommetider er uforståelige. Hun forstår sig ikke på det samfundsmæssige hierarki, hun og sin familie er blevet placeret nederst i alene fordi de er vesterlændinge uden økonomisk kapital, og hun forstår sig heller ikke på det had, som driver samfundet. Hun er en skrøbelig sjæl med et åbent sind, og forsøger at blive venner med de børn, der afskyr hende, og hun finder alligevel overskuddet til at tilgive dem. De bebrejdende blikke og det åbenlyse had stopper dog ikke af den grund, men manifesterer sig i andre former, andre mennesker og med andre ord; hvor end livet tager hende, uanset hvilke stier hun begiver sig ned af, føler livets uretfærdighed hende, en familiemæssig fortid, som hun ikke kan undslippe, og som hun må betale for.

Samfundet er ikke alene drevet af had, men også seksuelle motiver, der ikke muliggøre det for kvinden at trække vejret; ganske langsomt kvæles hun af had og begær, og det er det, der til sidst driver Antoinette ud over kanten i et forsøg på at lette sit hjerte og gøre sig fri. Hele sit liv har hun været bundet og ejet, fordømt og været forhadt på bekostninger, der ikke er hendes egne. Det er særligt i disse dele af bogen, hvor Mr. Rochester bliver genstand for hendes lidelser. Mr. Rochester er i sin oprindelse i “Jane Eyre” en umiddelbar følelseskold og stolt mand, der ikke har meget tilovers for andre end sig selv. Det samme kan han siges at være i “Wide Sargasso Sea”, men samtidig fordrejer forfatteren ham til ukendelighed og får ham til at virke fjendsk og fremmed. Jeg kunne ikke genkende ham på noget tidspunkt, og hans tilstedeværelse plagede mig i samme grad, som det plagede Antoinette; jeg brød mig ikke om ham, og jeg ønskede at han måtte rammes af alverdens ulykker, hvilket han kan siges at blive i “Jane Eyre”.

“I hated the mountains and the hills, the rivers and the rain. I hated the sunsets of whatever colour, I hated its beauty and its magic and the secret I would never know. I hated its indifference and the cruelty which was part of its loveliness. Above all I hated her. For she belonged to the magic and the loveliness. She had left me thirsty and all my life would be thirst and longing for what I had lost before I found it.”

Selvom bogen hurtigt var læst, og historien bragt til ende, havde jeg svært ved at sætte den sammen med den storslåede handling i “Jane Eyre”. Jeg holder af Rhys fortolkning af og stemmegivelse til Antoinette, men jeg kunne ikke forevige mig med hendes skildring af Edward Rochester. Han bliver et forsøg på at skabe et samfundskritisk billede på fortidens koloniejere, hvor Antoinette er den koloni, han råder over med sin patriarkalske ret. Rhys fortælling bliver derfor langt mere kompleks end som så; hun forsøger ikke alene at fortælle den gale kvindes histories i “Jane Eyre”, men hun forsøger samtidig at fortælle en historie om et kulturelt sammenstød mellem det kolde Europa og de eksotiske tropelande. Jeg følte med bogens protagonist, følte hendes gradvise vanvid blive antændt i hende og brede sig til resten af hendes væsen som en ustoppelig løbeild, en skæbnemæssig brand, der umuligt kunne forhindres. “Wide Sargasso Sea” bliver en fortælling om flammer og raseri, der brænder inde fra, en bog der endnu efterlader mig i vildrede i min egen vurdering af den.