Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en smuk roman om livet på godt og ondt, når man er ung


Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder (org. titel Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe) af Benjamin Alire Sáenz, udgivet af forlaget CarlsenPuls i 2018 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Aristoteles og Dante er komplette modsætninger. Det gælder ikke kun deres hudfarve, for Dante er en følsom og eftertænksom fyr, der udtrykker sig ved at tegne og læse litteratur. Han er åben og ærlig, imens Aristoteles forsøger at lægge låg på det hele. På trods af deres forskelligheder er Dante måske lige præcis den fyr, som Ari har brug for kunne bryde de mure ned, som omkranser hans hjerte. De er begge udfordret er verden, der samtidig er et stort og forunderligt sted, der sender dem på en vigtig rejse i jagten på, hvad det vil sige at være en mand.

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder har kun været udgivet siden 2012 og er allerede nu udråbt til at være en nyklassiker i YA-litteraturen. Ari og Dante har også vundet mange læserhjerter, og det gælder også mit. På trods af at handlingen udspiller sig i 80’erne, er drengenes rejse stadig relevant og vedkommende for læsere i dag. Den stiller spørgsmålstegn ved familiedynamikker, italesætter kønsforskelle og racisme, og det at være i tvivl om sin seksualitet. Tidsånden skyller ikke ind over siderne på en forcerende måde, når Benjamin Alire Sáenz bevæger sig ned af memory lane på godt og ondt. Den sætter dog sit tydelig præg på historien på den mest simple og naturlige måde. Det samme gælder for relationen mellem Ari og Dante, som ikke vælter læseren omkuld fra starten, men som gradvist etableres og af den grund virker langt stærkere og på en eller anden måde også mere troværdig.

“Der findes værre ting i verden end en dreng, der kan lide at kysse andre drenge.”

Det mest afgørende i Aristoteles og Dantes historie er bogens tempo. Der er ikke dømt fart over feltet, og man bliver skuffet, hvis man forventer det. I stedet er der skruet helt ned for tempoet til fordel for nærværet og eftertænksomheden, og med det har Sáenz skabt en enormt vedkommende og smuk bog, hvor sproget har poetisk karakter. Selv hans beskrivelser af de mest simple og umiddelbare betragtninger er kraftfulde. Det var også noget af det, der gjorde størst indtryk mig, for der er ikke et eneste ord i bogen, som ikke er der af en årsag. Sáenz’ ord bærer på hele universer, hvis hemmeligheder bare venter på at blive opdaget og udforsket.

Ari kæmper med tavsheden. Ingen i hans familie taler om den ældste bror, og selvom faren er tydeligt påvirket, taler de heller ikke om hans tid i militæret. Der er lagt låg på følelserne, så Ari forsøger at gøre det samme med sine. Det gør ondt at læse hans betragtninger om livet og sin egen placering i denne. Hans ord er smukke, skrøbelige og skarpe, og står i stærk kontrast til Dante, der bærer følelser uden på tøjet. Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en læseoplevelse, jeg har svært ved helt at sætte ord på, for selvom skrivestilen til tider kan være en smule over the top, så er det en bog, der efterlod mig med følelsen af, at jeg netop havde været vidne til noget helt særligt.

Reklamer

Gemina (The Illuminae Files #2) af Amie Kaufman og Jay Kristoff


Gemina af Amie Kaufman og Jay Kristoff, udgivet af forlaget Rock the Boat i 2016.

På rumstationen Heimdall bliver tilværelsen pludselig vendt på hovedet, da en elitegruppen fra BeiTech infiltrer stationen og begynder at skyde de ombordværende. Hanna, der er kaptajnens datter, og Nik, der kommer fra en kriminel familie med mange hemmeligeheder, bliver tvunget sammen i et desperat forsøg på at redde stationen og dens liv. På vej dertil er skibet, Hypatia, med nyheder om invasionen på Kerenza, men det bliver et svært kapløb mod tiden, og hvis ikke de når frem i tide risikerer de at universet bliver kløbet i to.

Forfatterpar er ikke noget, jeg har gode erfaringer med, men Amie Kaufman og Jay Kristoff er en forfatterduo, der har taget mig med storm. Deres vilde eventyr i det ydre rum er svær at forudse og spækket med handling i et højt tempo fra start til slut. De første to bøger i The Illminae Files er enestående og originale historier, selv når de tager afsæt i klassiske modsætningsforhold mellem de to hovedpersoner. Deres sprog er letsindigt på trods af de mekaniske termer om konstruktionen af rumstationerne, faretøjerne og våbenteknologien. Sproget er da også kulør med sit nutidige afsæt, der trods censurering giver plads til grove udtryk og bandeord.

“Patience and Silence had one beautiful daughter. And her name was Vengeance.”

Selvom handlingen er en anden i Gemina end i Illuminae, og det kan være svært at se, hvordan det hele nogensinde skal ende godt, er de to historier bundet let sammen. De infiltrerer kun hinanden vagt, men står alligevel i så tæt forbindelse til hinanden, at det ikke giver mening at læse den ene bog uden den anden. Gemina begynder lige efter Illuminae, men er samtidig sin helt egen historie fuld af nye og spændende karakterer på en anden rumstation. Bogens eneste svaghed, er i virkeligheden min egen. Fordi historien favner så bredt et persongalleri mistede jeg flere gange overblikket over, hvem der var hvem. Uden en klar indikation kan de forskellige stemmer godt flyde en smule sammen.

The Illminae Files har med sit udtryk give form til en helt ny form for historiefortælling, og selvom selv samme kan virke afskrækkende på læseren, var historiens handling så spændende, at formatet ikke ret længe var udfordrende at læse. Den er fyldt med alt lige fra nedskrevne lydoptagelser, retsdokumenter og chatbeskeder sammen med en række tegninger og illustrationer, der virkelig bringer historien til live. Det giver samtidig plads til et utal af vigtige stemmer, som også er et af historiens bærerende elementer. Det er en oplagt serie til de, der er nysgerrige på science fiction-genren og til de, der ikke ønsker at gå glip af en episk historie med et højt tempo, fyldt med levende karakterer og et latterfremkaldende sprog. Sagt med andre ord: Jeg kan varmt anbefale serien, hvis du ikke allerede har læst den.

Ready Player One af Ernest Cline


Ready Player One af Ernest Cline, udgivet af forlaget Broadway Books i 2012 (org. udgivet i 2011). 

Wade Watts lever i 2045, hvor verden er ved at bryde sammen, og derfor søger han, som resten af verden, tilflugt i det globale onlinespil OASIS. OASIS er en verden af muligheder i et grænseløst verdensrum. Da spiludvikleren, James Halliday, går bort, offentliggøres det, at han har gemt en række gåder og udfordringer i spillet, som giver den, der først løser disse adgang til hans formue og kontrollen over spilimperiet. Mange har forsøgt, og alle har fejlet, lige indtil den dag, hvor Wade falder over det, der ligner den første brik i puslespillet, og spillet om OASIS går i gang.

Jeg kom til at elske Ready Player One af omveje. Det var aldrig en del af planen, at jeg skulle læse bogen, for hverken bagsideteksten eller forsiden formåede at holde min opmærksomhed mere end i et splitsekund, og nu hvor jeg har læst den, er den afgjort en af de bedste bøger, jeg har læst i år. Det er en potentiel yndlingsbog, der ramte direkte i mit 80’er nostalgiske hjerte med sine mange film- og spilreferencer. Forfatteren, Ernest Cline, har ikke alene skabt en vedkommende og relevant historie om en nedbrudt verden med opbrugte ressourcer og global energikrise, han fortæller også en kærlighedshistorie til fortidens populærkultur på en måde, som kan få enhver nørds hjerte til at banke.

“That was when I realized, as terrifying and painful as reality can be, it’s also the only place where you can find true happiness. Because reality is real.”

Historien om Wades vilde eventyr er er spændende fra første side. Hans verden er uforudsigelig, fyldt med humor og alvor, som både får læseren til at grine og giver ondt i maven. Med den teknologiske udvikling OASIS har medført, er virkeligheden blevet en mareridtsdrøm inden ønsker at vågne fra, men jo længere tid der bruges på at drømme sig væk fra den, jo tættere er den på at forsvinde helt. I sådan en verden er der fyldt med konflikter og nådesløse hackere, der forsøger at knække spillets gåder for at vende spillet til egen fordel og frarøve resten af verden muligheden for at drømme. Og så er der også helt almindelige hverdagskonflikter som usikkerhed og ensomhed. Wade er muligvis en af de mest morsomme hovedpersoner, jeg endnu har stiftet bekendtskab med. Han er altid bevæbnet med et smart comeback, selvom det oftest roder ham ud i problemer, og så er han gennemført nørd med alt, hvad det indebærer.

Rerady Player One er et overflødighedshorn af henvisninger til 80’erne, gennemarbejdet og så rig på detaljer, at den føles skræmmende virkelig. De mange referencer kammer ikke over eller bliver ligegyldig. I stedet er de nøje udvalgt med et bankende hjerte, der er tydeligt at mærke. Ligesom resten af den fiktive verden i Clines roman, var jeg dybt betaget af den virtuelle verden online, selvom en lille del af mig ønskede at vide mere om, hvordan verden var nået til sit bristepunkt. Bogen er dog ikke forbeholdt de, der kan afkode alle dens mange popkulturelle referencer eller de, der spiller videospil. Bogen er i lige så høj grad til for de, der vil læse en god og gennemarbejdet science fiction-bog med et tempofyldt plot og mindeværdige karakterer, og som er helt umulig at lægge fra sig.

Akkanas Gåde (Panteon-sagaen #2) af Boris Hansen


Akkanas Gåde af Boris Hansen, udgivet af forlaget Tellerup i 2017.

Lucas’ jagt på sin bedste veninde fører ham til Skrønebugten, hvor en konflikt mellem ældgamle kræfter er ved at bryde ud, og Cassandra er ingen steder at finde. Kun Akkana, gådernes gudinde, kan hjælpe ham og hans venner, og med hendes gåde følger også klarhed over mystiske begivenheder der truer med at opsluge hele Panteons verden. Hvis de altså kan løse den. Samtidig kæmper krigerenglen Saida mod en anden side af Empyria, som hun ikke kendte, og den er fyldt med løgne og konspirationer. Alt dette er Mehmet udvidende om, indtil han en dag modtager et råb om hjælp fra fortiden, som vil føre ham ind i Storbyens altopslugende mørke.

Jeg ville ønske, at jeg var en langsom og tålmodig læser, så jeg kunne strække læseoplevelser som denne ud og få dem til at vare lidt længere. Vejen til Panteon er en af de bedste bøger, jeg læste sidste år. Det var ikke en bog, jeg havde de store forventninger til, men den endte med at tage mig med storm. Det samme gjorde Akkanas Gåde. Efter endt læsning sad jeg tilbage med de værste bogtømmermænd. Selvom udvalget i mine bogreoler er stort og varieret, ønskede jeg kun at følge i fodsporene på Lucas, Saida og Mehmet. Boris Hansen formår at skabe to velafbalancerede verdener, der er meget forskellige, samtidig med at de betrædes af et væld af interessante og nuancerede karakterer, der driver historien frem.  Historien er så svær at slippet, at hvis jeg kunne ville jeg kravle ind mellem bogens sider og leve der for en stund.

“Stemmen tonede ud og blev til en summen. Mehmet vendte sig væk fra rækværket, prøvede at koncentrere sig. “Det her er vigtigt,” hviskede han mens han faldt ned på knæ foran Julia. Hun så på ham med store øjne og tog hans ansigt mellem sine hænder, måske for at finde en smule ro ved at røre nogt velkendt.”

Historier med flere perspektiver har aldrig været min litterære force. Faktisk har jeg en tendens til hurtigt at miste overblikket og kede mig, før jeg til sidst sætter bogen tilbage i reolen ulæst, men sådan var det ikke med Akkanas Gåde, hvor historien også omfatter Mehmets perspektiv. Hans længsel efter sine venner er næsten ikke til at bære, og livet i Storbyen er alt andet end det, han havde håbet på. Hans perspektiv står i stor kontrast til resten af historien, der først begynder at tage fart hen mod slutningen. Ikke desto mindre er han en karakter, jeg hurtigt kom til at holde af. Det samme gjorde sig gældende for Saida, hvis historie tilføjer en større dybde til bogens enorme univers, samtidig med at den kaster en skygge over historien med sine hemmeligheder, løgne og bedrag.

Endnu en gang udvisker Boris Hansen grænserne mellem fantasy og science-fiction, og skaber således én sammenhængende verden, hvor de to genre perfekt afløser og supplerer hinanden, som om det var det mest naturlige i verden. Samtidig formår han at gøre det på en måde, som får det til at se legende let ud, men som uden tvivl er alt andet end det. De to verdener får mere fylde og format i denne stærke fortsættelse, og langsomt men sikkert binder forfatteren de mange handlingstråde sammen, så man begynder at ane en sammenhæng mellem fantasy-verdenen og den dystopiske fremtid. Det gør den umulig at slippe. Det er dansk fantasy, når det er bedst.