“The Circle” af Dave Eggers


“The Circle” af Dave Eggers, udgivet af forlaget People’s Press i 2015 (org. udgivet i 2013). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. Bogen er er e anmeldereksemplar tilsendt af forlaget. 

Dave Eggers’ “The Circle” er blevet kaldt en moderne genfortælling af George Orwells ikoniske “1984”, og jeg forstår godt sammenligningen. Mae Holland er fået sit livs chance for at arbejde i et af de mest magtfulde internetselskab i verden. Hun er fascineret og betaget af firmaets dynamik og moderne holdning til arbejde, men ganske langsomt begynder hendes verden at flyde over af mistanke, for selvom The Circle er fyldt med alt det hjertet kan begære, begynder firmaets rolle at overtage hendes liv. Maes liv uden for arbejdet svinder ind til ingenting, på trods af bekymrende bemærkninger fra venner og familie, og hendes arbejdsposition bliver også mere krævende og offentlig i endeløse konkurrencer af hengivenhed for firmaets fællesskab.

The Circle er en en internetvirksomhed, der bygger på forestilling om fællesskab og mindskningen af privatliv. Igennem systemer, der tillader forbrugeren at have adgang til alt igennem én profil, indsamler virksomheden enorme mængder data, som giver dem mulighed for at tilrettelægge og sælge designerprodukter til den enkelte bruger. Maes arbejde handler om at indsamle brugerundersøgelser og få en høj score på dem, for at positionerer sig bedre blandt sine kollegaer. Det er aldrig et krav, at man som medarbejder skal konkurrerer, men det det påpegede konstant igennem en tvetydig retorik, som gør, at Mae skubber hele sit liv til siden for at være den bedste.

“Uden for The Circle var der larm og kamp, fiasko og grimt. Men her var alting perfekt. De bedste folk havde skabt de bedste systemer, og de bedste systemer havde tømt fondene, ubegrænsede fonde, som gjorde dette muligt, det bedste sted at arbejde. Og det var helt naturligt, at det var sådan.”

The Circle mimer gigantvirksomheder som Google, Amazon og Facebook, der ligesom The Circle indsamler store mængder brugerdata til at målrette bestemt indhold til den enkelte, og Dave Eggers får virkeligheden til at virke en smule mere skræmmende, når disse virksomheder vokser sig så store til de til sidst tager overhånd. Men ligesom George Orwells “1984” er Eggers “The Circle” en skræmmende fremtidsberetning, der dog ikke starter som den futuriske mareridtsdrøm, som “1984” er kendt for. I stedet lyder idéen bag The Circle interessant, fordi deres vision er at gøre alverdens viden tilgængelig for alle. Men på samme måde som historien indfanger Mae i sit spind af løgner ganske langsomt, indfanges læseren på samme måde. The Circle har nemlig ingen grænser i forhold til tilgængeliggørelsen af viden, selvom der mellem linjerne bliver stillet spørgsmål ved offentliggørelsen af viden der er personlig og privat.

Mae er blevet kritiseret for at være uselvstændig og ukritisk i sit syn på virksomheden, og jeg synes ikke at kritikken er fuldt berettiget. Det er tydeligt fra start, at virksomheden er et glitrende fremtidssyn af muligheder, og som så mange andre drømmer Mae om at slutte sig til en virksomhed, der lever af et gigantisk fælleskabsløfte. Dets præmis er så inkluderende, at jeg godt forstår hendes længseldrøm, især når hendes bedste veninde også fylder hendes øre med sød musik om arbejdslivet der. Det undskylder dog ikke hendes manglende evne til at stille sig kritisk over for firmaets mistænkelig arbejdsmåder og udsagn. Dog kunne jeg ikke undgå at føle, at Maes person uden for virksomheden fra før hun starter hos The Circle forsvinder i skæret fra firmaet, og jeg følte aldrig rigtigt, at jeg lærte hende at kende.

“‘De fleste vil give alt, hvad de ved, og alle de kender — de ville give det hele for at vide, at de er blevet set og anerkendt, at de måske endda vil blive husket. Vi ved alle, at vi skal dø. Vi ved alle, at verden er for stor til, at vi kan blive særlig betydningsfulde. Så alt, hvad vi har, er håbet om at blive set eller hørt, om det så bare er et øjeblik.'”

Historien efterlod mig med spørgsmål i hobetal, og ganske langsomt begyndte jeg også at stille spørgsmålstegn ved Mae som hovedperson, fordi jeg ganske langsomt mistede føling med og forståelse af hendes valg og tankegang. Jeg fik det fysisk dårligt af at læse om Maes enorme arbejdsbyrde, der gjorde at hun blev til firmaet. Hendes potentiale blive aldrig opfyldt, og i stedet blev hun sammen med resten af bogens personer reduceret til at være endimensionel og intetsigende. End ikke hendes historie efterlod mig med nogle særlige indtryk på grund af den dybe afgrund, der var imellem os. På grund af sammenligningen med “1984” forventede jeg hele tiden noget mere af historien. Jeg sad afventende på et opgør, der aldrig kom, der blev erstattet af pludselige handlingsmæssige sving, som jeg ikke helt vidste, hvordan jeg havde det med. I stedet ventede jeg tålmodigt på en historie, der aldrig kom.

“Illuminae” (Illuminae Filerne #1) af Amie Kaufman og Jay Kristoff


“Illuminae” af Amie Kaufman og Jay Kristoff fra forlaget Politikens forlag udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Læst på dansk — originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra forlaget. 

Livet har flyttet sig fra jorden og ud i verdensrummet i året 2575. Da Kady slår op med sin kæreste Ezra, tror hun, det er det hårdeste, hun nogensinde skal igennem, men samme dag bliver hendes planet invaderet og hendes verden revet i stykker. Rivaliserende mega-koncerner er i krig om planeten Kerenza, hvor Kady har levet hele sit liv. Koncernen Beitech angriber planeten, imens den anden udfører illegalt minearbejde på Beitechs område. Angrebet har til hensigt at dræbe planetens liv, men en række mennesker overlever det, heriblandt Kady og Ezra. Det er ikke kun deres kærlighedsliv, der er kaotisk. Det samme er det at finde rundt i konflikten mellem de to mega-koncerner. Da det ser allermest håbløst ud, udbryder en dødbringende pest, der ikke kun sætter de overlevendes liv i farer, men hele rummets. I et forsøg på at redde sig selv og den resterende verden, Hacker Kady sig ind i et fintmasket net af fortrolige informationer for at finde frem til sandheden. Der er kun en, der kan hjælpe hende, og det er den selv samme, som hun slog op med tidligere.

“Illuminate” er en af den slags bøger, hvis ekko af rosende ord ikke kan undgå at høres. Det er dog også en af den slags bøger, hvis præcis lyder forholdvis simpelt, hvorimod dens udformning længe var det, der holdte mig tilbage.”Illuminate” er nemlig ikke fortalt som de fleste romaner. Den er anderledes ved at skulle ses som en samlet rapportmappe fyldt med forskellige formater lige fra billedebiler til chatsamtaler, tilstandsrapporter og tekniske kort over kæmpmæssige rumfartøjer. Forfatterparret Amie Kaufman og Jay Kristoff leger med form og sprog og nedbryder enhver form for tradition. I stedet har de skabt en mosaik fortælling, der lader flere stemmer komme til orde på tværs af formater. Resultatet er lige så forblændede og fascinerende som at kigge op på nattehimlen med alle dens funklende stjerner. Amie Kaufman og Jay Kristoff har skabt en enestående ungdomsbog rent formatmæssigt, der er ulig noget jeg nogensinde har set, og det noget atypiske opsæt fungerer langt mere, end jeg havde forventet.

“Sole oplyser kortvarigt natten.”

Min største bekymring med bogen var, om den overhovedet ville fungerer som format, men det gjorde den. På samme måde som det kan virke afskrækkende at skulle læse historier skrevet på vers, tror jeg det mest af alt handler om at overkomme sig selv, der måske er den største forhindring. Jeg forstår udemærket bekymring for at læse så lang en bog med så skørt et format, men det fungerede i det øjeblik jeg gav slip og overgav mig til historien, for selv i en tilstandsrapport eller et kort over rumskibe gemmer der sig historier. I virkeligheden er “Illuminate” slet ikke så abstrakt, men derimod en simpel historie om krig i rummet, der rammer de civile, som også forsøger at råde bod på den farer, der pludselig ramte dem. Bogen er også en fryd for øjet og et konstant spænding med sit skæve format, hvor billederne bogstavelig talt er skabt er ord. Det er en eksotisk sanseleg, og jeg nød det.

Kady er en stædig, selvstændig og handlekraftig pige, hvis intuition driver hende frem mod rumkonfliktens knudepunkt. Hun er atypisk med sin brede forståelse for computerteknologi og overlevelsesinstinkt. Ezra besidder mange af de samme kvaliteter, men han er på samme måde også hendes evige modstykke: han er stadig handlekraftig og intuitionsdrevet, men hans hjerte banker også for retfærdighed og ret, og så er han en håbløs romantiker i det endeløse univers. Deres kærlighed er på mange måder også atypisk for ungdomsgenren, fordi den begynder med slutning, hvor deres bånd brydes, men verdensordens brist alligevel tvinger dem sammen igen. De er et godt team og et forfriskende vindpust i en tropetung genre, selvom de opererer i forskellige dele af galaksen.

“Du har mig indtil den sidste stjerne i galaksen dør. Du har mig.”

Min eneste anke er min egen manglende evne til helt at adskille de mange karakterer, der gemmer sig under kodenavne og hackede chataliasser. Det ændrer dog ikke på, at “Illuminae” er en af de mest gribende science-fiction romaner, jeg længe har haft i hænderne. Den er kombinerer fascination af rummet med frygten for det ukendte sammen med endeløse teknologiske muligheder, der som en ond cirkel peger tilbage på sig selv. Da et af rumskibenes styresystem bryder sammen begynder en kunstig intelligens i et faretøj, som tager sine egne valg og beslutninger. Jeg beundrer virkelig forfatterparrets evne til at skrive en så hæsblæsende historie om kærlighed og menneskets kamp mod tiden i det ydre rum, om megakoncerners krig mod hinanden og debatteringen af kunstig intelligens på så overbevisende en måde, at jeg aldrig følte, at der var tale om to forfattere, for de er et makkerpar, der føles som én.

“Den dag jeg glemmer” af Adam Silvera

img_5512
“Den dag jeg glemmer” (org.titel “More Happy Thank Not”) af Adam Silvera fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Bogen er læst på dansk — originalsproget er amerikansk. 

Hvad ville du gøre, hvis fortidens spøgelser hjemsøger din hverdag? Sådan er virkeligheden for 16-årige Aaron, der ikke kan overdøve den tunge følelse af skyld over sin fars selvmord, sit eget selvhad og ønske om at forsvinde fra jordens overflade. Det er svært at være glad, når tilværelsen vægge klemmer sig sammen og skaber klaustrofobiske forhold. Aaron bruger meget lidt tid hjemme, fordi badeværelset for fortidens minder til at give ekko, og hans sorgbetynget mors opgivende ansigtudtryk får hans hjerte til at tynges. Aaron hænger i en tynd tråd med hjælp fra sin kæreste, indtil hun en dag rejser for at udleve sine kunstnerdrømme, og her møder han en ny tilflytterdreng, som han begynder at hænge ud med. Men da de tunge følelser i maven tager til sammen med spirende følelser for sin nye ven, overvejer Aaron at lade sig indlægge på Leteo Instituttet, hvor dårlige minder kan blive slettet. Men kan man slette den, man virkelig er?

Jeg nåede ikke længere end til side 30, før jeg sad med tårer i øjnene. Adam Silveras sprog er en mavepuster der ramte mig hårdt og hurtigt, uden at jeg så det komme. Når han beskriver Aarons oplevelse af sin fars selvmord, familiens håndtering af tabet og sit eget forsøg på at slukke for livet, så fortæller han det, som om han har oplevet det selv, og på en måde som gør det svært at tro, at der er tale om fiktion. Hans ord er levende penselstrøg, der til sammen skaber et fuldendt billede af et menneske i kamp med sig selv. Der er nemlig en unægtelig ærlighed i Silveras ord, som gør “Den dag jeg glemmer” til en helt særlig læseoplevelse, der blev længe hos mig efter endt læsning.

“I det øjeblik ville jeg ønske, at hele min eksistens var så enkel, at man bare kunne sætte ild til den og se den eksplodere på himlen.”

“Den dag jeg glemmer” er grundlæggende en realistisk ungdomsfortælling om alle de mest essentielle tematikker som kærlighed, sex og seksualitet, såvel som venskaber, familiebånd og det at finde sig selv, men historien har også et mere futurisk element uden at det gør bogen til science-fiction. Det er tydeligt, at Adam Silvera leger med tanken om, hvorvidt man kan slette den, man grundliggende er — selv med en teknologisk mulighed som Leteo Instituttet. Jeg tror på, at gode bøger også er bøger, der har noget på hjertet, og sådan en bog er hans debutroman, som jeg stadig har svært ved at forstå virkelig er hans første. Den er skrevet med så meget overbevisning og hjerte, at det slet ikke føles sådan. Mange andre forfattere har startet med mindre; Silvera starter på toppen.

Selvom forfatteren ligger op til et spørgsmål, hvor svaret er givet på forhånd, så formår han alligevel at inkorporerer overraskende elementer, som vender historien på hovedet. Det gjorde noget helt særligt for min læseoplevelse, netop fordi jeg havde en forventning om, at jeg havde regnet historien ud, imens det i stedet viste sig, at jeg kun havde regnet dens rammesæt ud. Silvera giver ikke kun en stemme til de, der kæmper med sorg, men også til de, der kæmper med deres seksualitet i en fordømmende verden. Aarons historie er dog ikke en pageturner, men en virkelighedsfortælling om at være et ungt menneske med alt, hvad det indebærer af problemstillinger.

“Det er okay, at nogle historier ikke får en slutning. Livet giver ikke altid de slutninger, man regner med.”

Jeg beundrer Silvera af mange grunde, og en af dem er hans evne til at afvige fra en af de mange tendenser, der er i YA-litteraturen. Måden hvorpå han opbygger et kærlighedsforhold er igennem et venskab, der langsomt bliver til noget andet. Her er ikke tale om kærlighed ved første blik eller en romantiseret gengivelse af det at være ung. I stedet viser den en anden side af kærligheden, som blomstrer igennem allerede etablerede venskaber. Jeg blev rørt dybt af romanen. Ikke så meget af slutningen, som jeg troede, men ere af romanen som helhed og de tematikker, som den italesætter. Tanken om at nogen heller vil glemme sig selv, end at favne sin seksualitet er hjerteskærende, og det er præcis den historie Aaron gennemlever. Det er ikke alene en vigtig historie, men også en nødvendig historie, der skal fortælles, og som fortjener at blive hørt af alle. Måske mere end nogensinde …

“Mit navn er Shylock” af Howard Jacobson


“Mit navn er Shylock” (org. titel “Shylock Is My Name”) af Howard Jacobson fra forlaget Modtryk, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Bogen er læst på dansk — orgiginalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Jeg holder meget af en god genfortælling, og konceptet i al sin simpelhed. Jeg elsker tanken om en kærlighed til en historie, der vokser sig så stor, at det resulterer i en ny historie fortalt i den originale histories rammer. I anledningen af 400 året for Shakespeares død genskrives flere af hans populære værker som én stor kærlighedserklæring til den mand, der skabte halvdelen af det engelske sprog og influererede utallige mennesker. “Mit navn er Shylock” er en genfortælling af “Købmanden i Venedig”, der på trods af sin kærlighed til sit ophav, aldrig vandt min beundring.

Simon Strulovich er en ensom kunstsamler, der en dag møder manden Shylock på en kirkegård. Det bliver begyndelsen på et usædvanligt bekendtskab, der udvikler sig til et venskab. Samtidig er Simons datter fanget i inderkredsen af Manchesters high society, hvor hun er faldet pladask for en fodboldspiller, der ikke er jøde som hende selv og med noget, der ligner nazistiske tendenser, er Simon bekymret for sin datter. Jacobsons portrættering af mandens ejerskab over kvinden gjorde mig rødglødende, selvom jeg godt ved, at der oprigtigt findes mennesker i vores moderne verden, der har så forældet en tankegang. Selvom han forsøger at italesætte vigtige emner som jødisk identitet, kønsproblematikker og historie, men de falder alle til jorden med et unuanceret brag af forkludrede ord.

“Det er en af de der bedre-at-være-død-end-levende-februardage, som er så kendetegnende for det nordlige England, hvor mellemrummet mellem jord og himmel er en brevsprække fuld af sammenklemt lys, og hvor selve himlen er ufattelig banal.”

Det er første gang jeg stifter bekendtskab med forfatteren Howard Jacobson. Han er en af de mest fremtrædende jødiske forfattere og samfundsdebattører i England med en vigtig stemme og et forfatterskab, der kredser om forståelsen og skabelse af en moderne jødisk identitet. Han vandt sågar Bookprisen i 2010. På trods af vigtige tematikker flød min læsning aldrig. I stedet snublede jeg over Jacobsons kringlede ord, der bevægede sig i en masse forskellige retninger, og som alligevel kun syntes at kredse om Simon og dilemmaet med datteren. Persongalleriet er for omfattende for historien ellers simple handling og psykologiske kompleksitet, og fik den enkelte karakter til at drukne i mængden.

Det omfattende persongalleri blev så sigende for min læsning, at jeg til sidst måtte opgive at holde styr på karakterernes indbyrdes forhold, fordi så mange af dem mindede om hinanden med deres karaktertræk og historie. Sproget, der heller aldrig flød naturligt, var unødvendigt litterært og højstemt, hvilket er synd, fordi jeg tror ordenes gennemslagskraft havde været der, hvis sproget havde været mere tilgængeligt. Sprogets højstemthed tjener ikke noget formål eller spiller nogen rolle for historien, og derfor bliver det også et overflødigt og unødvendigt greb, der kvæler teksten.

“Da hun ikke længere var der til at tale til ham, var det, som om en navlestreng, der forvandt ham til livet, blev kappet.”

Jeg ville ønske, at “Mit navn er Shylock” havde været blandt mine gode læseoplvelser, at dens sider nærmest vendte sig selv, og at jeg lukkede den med et smil, men sådan forholdte det sig ikke. Langt fra. Jeg tvang mig igennem ordene, forsøgte at skabe orden og sammenhæng mellem karaktererne i forhold til historiens gang. Shakespeares originale fortælling druknede også i historien, og blev i stedet moderniseret i sådan en grad, at den kun blev en skygge af sig selv, som et spøgelse fra fortiden. Det blev i stedet til et makværk af en læseoplevelse, som jeg kun med nød og næppe læste til ende, men som jeg ville ønske, at jeg bare havde opgivet, for den var ærlig talt ikke besværet værd.