Mere end det af Patrick Ness


Mere end det (org. titel More Than This) af Patrick Ness, udgivet af Gyldendal i 2015 (org. udgivet i 2014). Læs på dansk — originalsproget er engelsk.

Det begynder med enden. Seth drukner, og i takt med at hans lunger fyldes med vand, forsvinder livet langsomt fra hans krop. Det burde være enden på det hele, og det er det måske også, men så vågner han. Han burde være død. Hans hoved knustes mod klipperne, og vandet skyllede ind over ham, og alligevel vågner han. Den verden han vågner op i er dog ikke den samme, som han forlod. Her vælter minderne ind over ham som en tidevandsbølge, der endnu en gang truer med at knuse ham. Fanget og formodet alene forsøger Seth at finde mening med livet eller det, der er tilbage af det.

Da jeg havde færdiglæst bogen, var jeg ikke sikker på, hvad jeg lige havde læst, og hvad der helt præcist hændte i historien, og hvordan det hele hænger sammen, ved jeg stadig ikke. Det er en af de mest besynderlige læseoplevelse, jeg længe har haft, og alligevel også en af de smukkeste. Ness skriver som få, og hans historier er usammenlignelige med noget andet, jeg har læst. Heller ikke blandt Ness’ andre bøger kan der trækkes ret mange paralleller. Da jeg læste Mere end det, var det sproget, der gjorde mig åndeløs. Det er stærkt og nuanceret, men samtidig tilpas skrøbeligt og distanceret fortalt, og samtidig formår han at løfte historien op på et højre niveau, der gør den så særlig.

“Jeg længtes så brændende efter, at der skulle være mere end mit lille sølle liv.” Han ryster på hovedet. “Og der var mere. Jeg kunne bare ikke se det.”

Med en næsten omvendt begyndelse åbner Ness sin historie med hovedpersonens død, skrevet med en distanceret simplicitet, fyldt med korte sætninger, og alligevel er emmer scenen af både frygt og stilhed. Det er noget af det stærkeste, jeg længe har læst. Dernæst følger en længere opdagelsesrejse i Seths indre, der ganske langsomt åbnes som Pandoras æske, fyldt med undertrykte barndomsminder og de konflikter, der raser indeni ham. Gradvist afsløres det, hvordan Seth er havnet på bunden af havet, og i takt med dette tager hans nuværende situation også form. Hvad der begynder som en opdagelsesrejse i Seths fortid og forståelsen af hans druknedød, forvandles langsomt til en science-fiktion fortælling og virtualitet i relation til spørgsmålet om livet efter døden.

Det er en bog, der vil skabe forvirring og usikkerhed, og det tror jeg netop er pointen. Ganske langsomt forvandler den sig til et sansebedrag med dens surrealistiske plot, der forvandler sig fra en identitetsrejse til en flugthistorie fra det ukendte i den mareridtsverden, som Seth er vågnet i. Hans betragtninger og gradvise forståelse af sig selv er hjerteskærende, der er alt andet end forudsigelig. Intet i verden kunne havde forberedt mig på den enorme smerte, der hviler tungt på hans skuldre, som evige lænker, selv døden ikke kan gøre ham fri af.

“Der er altid skøn at finde, sagde Gudmund. “Hvis man ved, hvor man skal lede efter den.”

Mere end det er endnu en genistreg fra forfatterens hånd. Det er en spekulativ historie, der efterlader sig flere spørgsmål end svar, og som enten vil tabe sin læser eller drive denne frem. For det er helt tydeligt, at denne historie for nogen vil være et udtryk for tab af sammenhæng og inkonsistent handling, men samtidig er det netop så karakteristisk for hans forfatterskab. En del af historien gemmer sig mellem linjerne, og hvis man forventer en handlingsmættet historie med et højt tempo, risikerer man at blive skuffet. Selv var jeg alt andet end det.

Reklamer

The Knife of Never Letting Go (Chaos Walking #1) af Patrick Ness


The Knife of Never Letting Go af Patrick Ness, udgivet af Candlewick i 2014 (org. udgivet i 2008). 

Todd Hewitts største ønske er at blive en mand, og ganske snart kan han slutte sig til resten af mændene i byen, hvor han bor. Her kan alle høre hinandens tanker, og her findes kun mænd. Men det går langsomt op for Todd, at mændene i byen gemmer på en frygtelig hemmelighed, og inden han får set sig om, må han sammen med sin trofaste hund løbe for livet. På sin flugt fra det uvisse, møder Todd en pige, hvis tanker han ikke kan høre. Lidt efter lidt begynder hans verdensbillede at krakelerer, samtidig med at han må lære den sande betydning af det at være en mand.

For mange år siden læste jeg The Knife of Never Letting Go, og den var ulig noget andet jeg havde læst. Det var min første bog af Patrick Ness, og den var (og er stadig) noget helt særligt af mange grunde, og en af dem er sproget. Den er skrevet med en helt særlig form for slang og dialekt som gør, at sproget er skrevet, som det udtales og med en masse sammentrækninger af ord. Da jeg læste bogen dengang, var det både med forvirring og forbløffelse, og det er det nok stadig den dag i dag. Samtidig er bogen gennemsyret af et kaotisk tankemylder, der bryder historien – for selvom der ikke nødvendigvis bliver sagt noget, så er der aldrig et øjebliksstilhed i menneskets tankergang, der summer en bikube.

“The noise is a man unfiltered, and without a filter, a man is just chaos walking.”

Jeg ved aldrig, hvad jeg skal forvente mig af Patrick Ness’ romaner, for der er ikke to af hans bøger, der er ens. Han er en af den slags sjældne, alsidige forfattere, som man kun kan forvente det uventede af. Ligesom med sine andre romaner, er præmissen for denne fascinerende. Mænds tanker er højlydte, kvinders er stille, og det er hverken uden grund eller konsekvenser. Hvad der begynder som en umiddelbar simpel historie om en dreng på flugt fra det uvisse, udvikler sig langsomt til begyndelsen på en uundgåelig krig. Men der er også andet på spil, for The Knife of Never Letting Go handler i høj grad også om identitet; Todd står ved en skillevej i sit liv med spørgsmålet om, hvordan man holder fast i sig selv, når man bliver præget til at gå i to forskellige retninger.

Da Todd flygter fra byen, flygter han ikke kun for sit liv, men også fra svarene på de mange spørgsmål, som læseren løbende adopterer. Spændingen tager til for hvert et skridt Todd tager ud i ødemarken, akkompagneret af sin hund, Manchee, hvis tanker er mindst lige så larmende som mændenes. Han er et perfekt sidestykke til Todd, og deres makkerskab bliver kun bedre af den stille pige, hvis tanker ingen af dem kan høre. Viola, pigen i ødemarken, der hverken taler eller tænker højlydt, har sin egen historie, der langsomt flettes sammen med Todds. Jeg er vild med Todd, fordi han ikke besidder særlige evner eller talenter på forhånd, som gør ham til historiens oplagte helt, og det er præcis det, som gør ham så bemærkelsesværdig interessant. Han er bare en helt almindelig dreng.

“Men lie, and they lie to theirselves worst of all.”

Som sagt er The Knife of Never Letting Go på mange måder en klassik flugthistorie, men fordi den er skrevet af Patrick Ness, er den alt andet end det. Den er begyndelsen på noget stort og uundgåeligt, som en dør ind til en endeløse verden, hvis ydregrænser er skjult af horisonten. Ness bryder grænser og opfinder nye, krydser verdener og knuser hjerter, og The Knife of Never Letting Go er ingen undtagelse. Det er en af den slags historie, der bliver hængende i luften efter endt læsning, og som jeg vil blive ved med at vende tilbage til, for den er lige så god, som første gang jeg læste den.

Den hemmelige historie om Twin Peaks (Twin Peaks #1) af Mark Frost


Den hemmelige historie om Twin Peaks (org. titel The Secret History of Twin Peaks) af Mark Frost, udgivet af Politikens forlag i 2017. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

It’s happening again. Mark Frost, der sammen med David Lynch skabte den tv-serie, der forandrede tv for altid, har nu skabt et imponerende dossier om det obskure filmunivers, Twin Peaks. 25 år efter at FBI-agenten Dale Cooper forsvandt ud i den blå luft, dukker en kasse fyldt med indsamlet arkivmateriale op i FBI-arkiverne. Ophavsmanden kendes ikke, men agent TP får til opgave at gennemse filerne og se, hvordan sagsakterne har forbindelse til den efterforskning, som agent Cooper ledte. Sagsakterne består af alt lige fra menukort, avisudklip, postkort, boguddrag til politirapporter suppleret af fotografier og illustrationer, som inviterer læseren til at tage del i agent TPs store detektivarbejde.

Den hemmelige historie om Twin Peaks giver et anden indblik i Twin Peaks’ historie ved at tage afsæt i en en anden historisk kontekst med en række ekspeditionsdagbøger, for derefter at fortælle historien om indianerstammen Nez-Perces, før historien endelige kommer til at handle om Twin Peaks. De første 100 sider kan godt virke tunge, hvis man længes efter gensynet med de velkendte karakterer, og dertil kommer romanens opbygning, der med sine mange sagsakter adskiller den traditionelle romanform. Romanens form fungerer overraskende godt, og jeg vendte mig hurtigt til den selv, selvom det kræver, at man holder tungen lige i munden for at følge med.

“En klog mand fortalte mig engang, at mysterier er den vigtigste ingrediens i livet af følgende grund: Mysterier skaber forundring, der fører til nysgerrighed, som er grundlaget for vores trang til at forstå, hvem og hvad vi virkelig er.”

Historien spænder over en enorm tidsperiode, og selvom det er et stort tidsspring, så føles det aldrig uoverskueligt eller langtrukket, selvom de tidlige sagsakter kan synes forvirrende til at begynde med. Samtidig er de med til at opbygge en spænding, der understøttet hele Twin Peaks-universet, der samtidig giver anledning til spekulationer om, hvordan de hænger sammen med den historie, som er givet på forhånd. Jeg indrømmer gerne, at jeg til at begynde med hurtigt mistede overblikket, men de mange spørgsmål indstillede aldrig min søgen efter svar – tværtimod!

Den hemmelige historie om Twin Peaks er et langt mysterium, der er fyldt med hemmeligheder, der efterlader sig flere spørgsmål end svar, og som læser må man ikke forvente at blive klogere på Twin Peaks-universet. I stedet tilføjer bogen en ny dimension til det i forvejen etablerede univers, og det fungerer. Dog tror jeg, at det kan være lidt af en benspænder at læse bogen, hvis ikke man har bare en smule kendskab til universet, der ellers kan forekomme mærkeligt. Agent TPs annoteringer er dog ikke den eneste stemme, der giver genlyd gennem bogen, der også fyldes af Arkivaren og spørgsmålet om hans identitet. Ligesom agent TP, har han annoteret alt materialet.

“Uglerne er muligvis virkelig ikke, hvad de ser ud til at være, men husk, at de stadig har en vigtig  funktion: De minder os om, at vi skal kigge ind i mørket.”

Mark Frost, som har skrevet bogen, giver også Dougie Milford en større rolle i bogen, end han har i tv-serien, hvilket skaber en forbindelse mellem fiktion og virkelighed. På den måde bliver begivenheder som Bigfoot, Roswell og mordet på Kennedy en del af Twin Peaks’ historie. Virkelige personer som præsident Nixon og Ronald Hubbart, grundlæggeren af Scientology, indgår også i historien og tilføjer endnu en dimension til den fiktive verden. Jeg nød, trods min forvirring, at læse bogen og vende tilbage til et velkendte univers fyldt med løgne og hemmeligheder, der både vækker foragt og forundring. Det er en unik læseoplevelse, selvom der er uoverensstemmelser mellem bog og serie, men det tror jeg dog er meningen. Desuden er bogen et visuelt vidunder, der med sine mange medieelementer gør den svær at lægge fra sig.

The Amber Spyglass (His Dark Materials #3) af Philip Pullman


The Amber Spyglass af Philip Pullman, udgivet af forlaget Folio Society i 2008 (org. udgivet i 1996).

Philip Pullman af slutter His Dark Materials-serien på samme høje niveau, som han begyndte den med en hård realitetssans og en kærlighed, der banker på tværs af verdener. Hvad der begyndte som ønsket om et storslået eventyr i The Golden Compass, blev i stedet til en mareridtsagtig virkelighed, og nu står Lyra og Will i The Amber Spyglass på kanten af et uundgåeligt opgør mellem to ideologier. De må rejse igennem flere verdener end hidtil, der blandt andet fører dem til verdens ende, det grå land, hvor ingen levende sjæl nogensinde har været før, og de må give afkald på det mest dyrebare de ejer for i kampen om noget større. Samtidig er Dr. Mary Malone i færd med at bygge en ravkikkert, som kan se Støv, og sådan en genstand er uvurderlig i en delt verden, der kæmper om dette.

Jeg græd hårdt og længe, da jeg første gang for mange år siden færdiglæste The Amber Spyglass, og lige siden har jeg grædt ved enhver genlæsning af den. Det er efterhånden længe side jeg genlæste den sidst, og jeg leder stadig efter ordene til at beskrive den med. Alene det at skulle beskrive min læseoplevelse giver mig tårer i øjnene, fordi Philip Pullmans serie har betyde så meget for mig. Jeg er ikke sikker på, at jeg har fundet de ord, som jeg så længe har ledt efter, for jeg kan umuligt sige noget rosende om Pullman, som ikke allerede er blevet sagt tusinde gange før. I stedet sidder jeg tilbage med en følelse af taknemmelighed og kærlighed over at have vokset op med denne bog og været en del af dens forunderlige eventyr, præcis som jeg gjorde for så mange år siden.

“I stopped believing there was a power of good and a power of evil that were outside us. And I came to believe that good and evil are names for what people do, not for what they are.”

I mange år var Lyra min litterære veninde, der kravle rundt på tagrygge og rakte ud efter stjernerne i det øjeblik, hun ønskede dem, og jeg elskede hende. Jeg elsker hende stadig med sammen glødende intensitet, og hvert gensyn med hende er med visheden om en slutning, der vil ramme mig hårdt. Hun har altid været  en lige så usædvanlig karakter, som de verdener hun rejser igennem, og hendes rejse har været  længere end de flestes; hun har rejst igennem verdener, knyttet bånd og brudt dem igen, mistede venner i kamp, stået på kanten af verdens ende og set afgrundens dyb udfolde sig under sig. Hun har måtte træffe urimelig valg undervejs, som gang på gang knuste mit hjerte, fordi det knuste hendes, og jeg har set hende vokse fra at være et næsvist pigebarn til en stærk og selvstændig kvinde. Jeg voksede op med hende, og hun med mig. Will har ligeledes en helt særlig plads i mit hjerte, og hans historie er også en del af min.

Jeg forstod ikke Støv som barn, for jeg forestillede mig, at er var tale om ordinært støv og ikke sjælelige partikler, og alligevel elskede jeg historierne på trods af at være fyldt med dette samt politiske ideologer og religionsspørgsmål, der om muligt er endnu tungere i denne tredje bog. Jeg tror det skyldes, at Pullman først og fremmest har skabt så eminent en verden, at det overskygger dens kontroversielle emner. På samme måde som med The Subtle Knife er narrativet i The Amber Spyglass splittet mellem flere forskellige fortællevinkler, der tilføjer dybe til historien. På samme måde som sine forgænger byder denne også på mødet med nye karakterer såvel som genforeningen med gamle kendinge, som på fineste vis bindes sammen på trods af at have verdener til forskel. The Amber Spyglass er dog langt mørkere end sine to forgængere, blandt andet fordi en stor del af den handler om filosofiske emner som døden og hvad, der kommer efter den, men samtidig er det en af de smukkeste bøger, jeg nogensinde har læst.

“Even if it means oblivion, friends, I’ll welcome it, because it won’t be nothing. We’ll be alive again in a thousand blades of grass, and a million leaves; we’ll be falling in the raindrops and blowing in the fresh breeze; we’ll be glittering in the dew under the stars and the moon out there in the physical world, which is our true home and always was.”

Som altid er Pullmans sprog fyldt med malende billeder og hårdtslående sandheder, samtidig med at hans fantasi strækker sig helt til verdens ende, og hans verden bliver kun ved med at udvide sig grænseløst. Han er en mesterlig historiefortæller med et stort og nuanceret persongalleri, hvor selv handlingens skurke er i stand til at føle kærlighed og hengivenhed på samme måde, som dens helte er i stand til at gennemgå ulidelig smerte og træffe urimelige valg. Pullmans historie var i mange år en funklende ledestjerne i mit liv, der nu, mange år senere, leder den mig hjem igen. Han har skabt en historie, som formede mig som læser, og derfor er Lyras historie en stor del af mit læserliv; at vende tilbage til hendes verden er som at besøge en gammel ven, som jeg aldrig bliver klar til at slippe.