Vejen til Panteon (Panteon-sagaen #1) af Boris Hansen


Vejen til Panteon af Boris Hansen, udgivet af forlaget Tellerup i 2016.

I en nær fremtid er verden en anden. Som samfundets svageste bor Lucas med sine venner uden for storbyen i grå betonblokke i Zonen. Det er det eneste hjem, han nogensinde har kendt, og vennerne den eneste familie, han har. Da hans bedste ven, Cassandra, forsvinder under mystiske omstændigheder, beslutter Lucas sig for at finde hende. Bag sig har Cassandra efterladt sig et spor af ledetråde, som langsomt afslører, at hun er draget ud på en lang rejse til en fremmed verden fyldt med guder, der strides og engle, der forsøger at forhindre en selvudslettende krig.

Jeg tøvede, tog tilløb og samlede mod, før jeg kastede mig over Vejen til Panteon,  og det var en fejl. Boris Hansen tager dansk fantasy til ny højder og gjorde alle mine snæversynede fordomme til skamme. Da jeg endelig begyndte at læse bogen, kunne jeg dårligt slippe den igen, og jeg når jeg ikke læste den, tænkte jeg på den. Jeg nød at følge en historie om den efterladte, den ikke-udvalgte og den helt almindelige. For Lucas er ikke den udvalgte, og det er ikke ham, der er udset til at rede verden. I virkeligheden vil han bare gerne have sin bedste ven tilbage. Med vrede, frustrationer og håb begiver han sig ud på en rejse af langt større proportioner end forventet. Det er en rejse, der vil sætte selv de stærkeste venskaber på prøve, også forholdet til den pige, hans hjerte banker for.

“Det eneste han ikke tænkte på var hvad der mon ventede efter døden. Den slags spørgsmål havde han aldrig brugt tid på før, og det virkede for sent at begynde nu.”

Det begynder med et varsle, der langsomt bliver til resultatet af en dommedagsfortælling med en række forladte børn, der er overladt til sig selv og hverdagens små glæder i et grænseløst betonhelvede af et liv. Ganske langsomt begynder historien at ændre karakter, og hvad der startede som en apokalypsehistorie begynder langsomt men sikkert at blande sig med fantasygenren på en måde, som udvisker grænserne mellem dem. De afløste hinanden, flød sammen og blev til én , som det mest naturlige i verden. Jeg kunne med tiden ikke skelne de to fra hinanden, og resultatet var en virkelig velfungerende hybridgenre. Det er fantasy, når det er bedst.

Bogens perspektiv skifter mellem englene Saida og Mardelus i Panteon og Lucas i Zonen, og det var hovedsageligt hans rejse, som jeg nød at følge. Den forløber nemlig ikke kun fra Zonen til Panteon men også som en lang indre kamp. Tabet af sin bedste ven, visheden om at hun valgte at rejse uden forklaring eller afsked og de følelser, som det affødte var stærke og nuanceret beskrevet. Forfatteren kommer rundt i hver en afkrog af Lucas’ følelsesregister, og det endte også med at slå skår i mit eget hjerte. Jeg mister ofte hurtigt overblikket, når historier indeholder skiftende perspektiver og et stort persongalleri, men Boris Hansen formår at skrive karakterer, der er svære at glemme. Jeg elskede Theodor for alle hans litterære referencer til Pullman, Wells, Tolkien og Lewis, og selv en af historiens mest usympatiske karakterer endte med at krybe ind under huden på mig og finde vej til mit hjerte. Og Lucas, selvfølgelig.

“Er det ligesom i dine bøger?” spurgte Lucas uden at tage øjnene fra vidunderet.
“Bedre,” sagde Theodor. “Meget bedre.”

På trods af sin genre er Vejen til Panteon en af den slags historier, hvor jeg sjældent havde føling med handlingen. Den var så original, at den kunne have bevæget sig i alle retninger. Jeg havde sjældent en idé om, hvad der ventede forude, og det var en fryd at læse. Det gjorde, at jeg hele tiden bare lige skulle vende en side med, og en side blev altid til flere. Da jeg lukkede bogen, og sidste side blev vandt, var jeg ikke klar til at give slip på historien, og jeg bestilte straks og utålmodigt dens efterfølger hjem, så jeg ikke behøvede at slippe det helt. Men selvom ventetiden føltes lang, slap jeg aldrig helt taget i historien, eller også var et den, der ikke slap sit tag i mig.

Reklamer

Mere end det af Patrick Ness


Mere end det (org. titel More Than This) af Patrick Ness, udgivet af Gyldendal i 2015 (org. udgivet i 2014). Læs på dansk — originalsproget er engelsk.

Det begynder med enden. Seth drukner, og i takt med at hans lunger fyldes med vand, forsvinder livet langsomt fra hans krop. Det burde være enden på det hele, og det er det måske også, men så vågner han. Han burde være død. Hans hoved knustes mod klipperne, og vandet skyllede ind over ham, og alligevel vågner han. Den verden han vågner op i er dog ikke den samme, som han forlod. Her vælter minderne ind over ham som en tidevandsbølge, der endnu en gang truer med at knuse ham. Fanget og formodet alene forsøger Seth at finde mening med livet eller det, der er tilbage af det.

Da jeg havde færdiglæst bogen, var jeg ikke sikker på, hvad jeg lige havde læst, og hvad der helt præcist hændte i historien, og hvordan det hele hænger sammen, ved jeg stadig ikke. Det er en af de mest besynderlige læseoplevelse, jeg længe har haft, og alligevel også en af de smukkeste. Ness skriver som få, og hans historier er usammenlignelige med noget andet, jeg har læst. Heller ikke blandt Ness’ andre bøger kan der trækkes ret mange paralleller. Da jeg læste Mere end det, var det sproget, der gjorde mig åndeløs. Det er stærkt og nuanceret, men samtidig tilpas skrøbeligt og distanceret fortalt, og samtidig formår han at løfte historien op på et højre niveau, der gør den så særlig.

“Jeg længtes så brændende efter, at der skulle være mere end mit lille sølle liv.” Han ryster på hovedet. “Og der var mere. Jeg kunne bare ikke se det.”

Med en næsten omvendt begyndelse åbner Ness sin historie med hovedpersonens død, skrevet med en distanceret simplicitet, fyldt med korte sætninger, og alligevel er emmer scenen af både frygt og stilhed. Det er noget af det stærkeste, jeg længe har læst. Dernæst følger en længere opdagelsesrejse i Seths indre, der ganske langsomt åbnes som Pandoras æske, fyldt med undertrykte barndomsminder og de konflikter, der raser indeni ham. Gradvist afsløres det, hvordan Seth er havnet på bunden af havet, og i takt med dette tager hans nuværende situation også form. Hvad der begynder som en opdagelsesrejse i Seths fortid og forståelsen af hans druknedød, forvandles langsomt til en science-fiktion fortælling og virtualitet i relation til spørgsmålet om livet efter døden.

Det er en bog, der vil skabe forvirring og usikkerhed, og det tror jeg netop er pointen. Ganske langsomt forvandler den sig til et sansebedrag med dens surrealistiske plot, der forvandler sig fra en identitetsrejse til en flugthistorie fra det ukendte i den mareridtsverden, som Seth er vågnet i. Hans betragtninger og gradvise forståelse af sig selv er hjerteskærende, der er alt andet end forudsigelig. Intet i verden kunne havde forberedt mig på den enorme smerte, der hviler tungt på hans skuldre, som evige lænker, selv døden ikke kan gøre ham fri af.

“Der er altid skøn at finde, sagde Gudmund. “Hvis man ved, hvor man skal lede efter den.”

Mere end det er endnu en genistreg fra forfatterens hånd. Det er en spekulativ historie, der efterlader sig flere spørgsmål end svar, og som enten vil tabe sin læser eller drive denne frem. For det er helt tydeligt, at denne historie for nogen vil være et udtryk for tab af sammenhæng og inkonsistent handling, men samtidig er det netop så karakteristisk for hans forfatterskab. En del af historien gemmer sig mellem linjerne, og hvis man forventer en handlingsmættet historie med et højt tempo, risikerer man at blive skuffet. Selv var jeg alt andet end det.

The Knife of Never Letting Go (Chaos Walking #1) af Patrick Ness


The Knife of Never Letting Go af Patrick Ness, udgivet af Candlewick i 2014 (org. udgivet i 2008). 

Todd Hewitts største ønske er at blive en mand, og ganske snart kan han slutte sig til resten af mændene i byen, hvor han bor. Her kan alle høre hinandens tanker, og her findes kun mænd. Men det går langsomt op for Todd, at mændene i byen gemmer på en frygtelig hemmelighed, og inden han får set sig om, må han sammen med sin trofaste hund løbe for livet. På sin flugt fra det uvisse, møder Todd en pige, hvis tanker han ikke kan høre. Lidt efter lidt begynder hans verdensbillede at krakelerer, samtidig med at han må lære den sande betydning af det at være en mand.

For mange år siden læste jeg The Knife of Never Letting Go, og den var ulig noget andet jeg havde læst. Det var min første bog af Patrick Ness, og den var (og er stadig) noget helt særligt af mange grunde, og en af dem er sproget. Den er skrevet med en helt særlig form for slang og dialekt som gør, at sproget er skrevet, som det udtales og med en masse sammentrækninger af ord. Da jeg læste bogen dengang, var det både med forvirring og forbløffelse, og det er det nok stadig den dag i dag. Samtidig er bogen gennemsyret af et kaotisk tankemylder, der bryder historien – for selvom der ikke nødvendigvis bliver sagt noget, så er der aldrig et øjebliksstilhed i menneskets tankergang, der summer en bikube.

“The noise is a man unfiltered, and without a filter, a man is just chaos walking.”

Jeg ved aldrig, hvad jeg skal forvente mig af Patrick Ness’ romaner, for der er ikke to af hans bøger, der er ens. Han er en af den slags sjældne, alsidige forfattere, som man kun kan forvente det uventede af. Ligesom med sine andre romaner, er præmissen for denne fascinerende. Mænds tanker er højlydte, kvinders er stille, og det er hverken uden grund eller konsekvenser. Hvad der begynder som en umiddelbar simpel historie om en dreng på flugt fra det uvisse, udvikler sig langsomt til begyndelsen på en uundgåelig krig. Men der er også andet på spil, for The Knife of Never Letting Go handler i høj grad også om identitet; Todd står ved en skillevej i sit liv med spørgsmålet om, hvordan man holder fast i sig selv, når man bliver præget til at gå i to forskellige retninger.

Da Todd flygter fra byen, flygter han ikke kun for sit liv, men også fra svarene på de mange spørgsmål, som læseren løbende adopterer. Spændingen tager til for hvert et skridt Todd tager ud i ødemarken, akkompagneret af sin hund, Manchee, hvis tanker er mindst lige så larmende som mændenes. Han er et perfekt sidestykke til Todd, og deres makkerskab bliver kun bedre af den stille pige, hvis tanker ingen af dem kan høre. Viola, pigen i ødemarken, der hverken taler eller tænker højlydt, har sin egen historie, der langsomt flettes sammen med Todds. Jeg er vild med Todd, fordi han ikke besidder særlige evner eller talenter på forhånd, som gør ham til historiens oplagte helt, og det er præcis det, som gør ham så bemærkelsesværdig interessant. Han er bare en helt almindelig dreng.

“Men lie, and they lie to theirselves worst of all.”

Som sagt er The Knife of Never Letting Go på mange måder en klassik flugthistorie, men fordi den er skrevet af Patrick Ness, er den alt andet end det. Den er begyndelsen på noget stort og uundgåeligt, som en dør ind til en endeløse verden, hvis ydregrænser er skjult af horisonten. Ness bryder grænser og opfinder nye, krydser verdener og knuser hjerter, og The Knife of Never Letting Go er ingen undtagelse. Det er en af den slags historie, der bliver hængende i luften efter endt læsning, og som jeg vil blive ved med at vende tilbage til, for den er lige så god, som første gang jeg læste den.

Den hemmelige historie om Twin Peaks (Twin Peaks #1) af Mark Frost


Den hemmelige historie om Twin Peaks (org. titel The Secret History of Twin Peaks) af Mark Frost, udgivet af Politikens forlag i 2017. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

It’s happening again. Mark Frost, der sammen med David Lynch skabte den tv-serie, der forandrede tv for altid, har nu skabt et imponerende dossier om det obskure filmunivers, Twin Peaks. 25 år efter at FBI-agenten Dale Cooper forsvandt ud i den blå luft, dukker en kasse fyldt med indsamlet arkivmateriale op i FBI-arkiverne. Ophavsmanden kendes ikke, men agent TP får til opgave at gennemse filerne og se, hvordan sagsakterne har forbindelse til den efterforskning, som agent Cooper ledte. Sagsakterne består af alt lige fra menukort, avisudklip, postkort, boguddrag til politirapporter suppleret af fotografier og illustrationer, som inviterer læseren til at tage del i agent TPs store detektivarbejde.

Den hemmelige historie om Twin Peaks giver et anden indblik i Twin Peaks’ historie ved at tage afsæt i en en anden historisk kontekst med en række ekspeditionsdagbøger, for derefter at fortælle historien om indianerstammen Nez-Perces, før historien endelige kommer til at handle om Twin Peaks. De første 100 sider kan godt virke tunge, hvis man længes efter gensynet med de velkendte karakterer, og dertil kommer romanens opbygning, der med sine mange sagsakter adskiller den traditionelle romanform. Romanens form fungerer overraskende godt, og jeg vendte mig hurtigt til den selv, selvom det kræver, at man holder tungen lige i munden for at følge med.

“En klog mand fortalte mig engang, at mysterier er den vigtigste ingrediens i livet af følgende grund: Mysterier skaber forundring, der fører til nysgerrighed, som er grundlaget for vores trang til at forstå, hvem og hvad vi virkelig er.”

Historien spænder over en enorm tidsperiode, og selvom det er et stort tidsspring, så føles det aldrig uoverskueligt eller langtrukket, selvom de tidlige sagsakter kan synes forvirrende til at begynde med. Samtidig er de med til at opbygge en spænding, der understøttet hele Twin Peaks-universet, der samtidig giver anledning til spekulationer om, hvordan de hænger sammen med den historie, som er givet på forhånd. Jeg indrømmer gerne, at jeg til at begynde med hurtigt mistede overblikket, men de mange spørgsmål indstillede aldrig min søgen efter svar – tværtimod!

Den hemmelige historie om Twin Peaks er et langt mysterium, der er fyldt med hemmeligheder, der efterlader sig flere spørgsmål end svar, og som læser må man ikke forvente at blive klogere på Twin Peaks-universet. I stedet tilføjer bogen en ny dimension til det i forvejen etablerede univers, og det fungerer. Dog tror jeg, at det kan være lidt af en benspænder at læse bogen, hvis ikke man har bare en smule kendskab til universet, der ellers kan forekomme mærkeligt. Agent TPs annoteringer er dog ikke den eneste stemme, der giver genlyd gennem bogen, der også fyldes af Arkivaren og spørgsmålet om hans identitet. Ligesom agent TP, har han annoteret alt materialet.

“Uglerne er muligvis virkelig ikke, hvad de ser ud til at være, men husk, at de stadig har en vigtig  funktion: De minder os om, at vi skal kigge ind i mørket.”

Mark Frost, som har skrevet bogen, giver også Dougie Milford en større rolle i bogen, end han har i tv-serien, hvilket skaber en forbindelse mellem fiktion og virkelighed. På den måde bliver begivenheder som Bigfoot, Roswell og mordet på Kennedy en del af Twin Peaks’ historie. Virkelige personer som præsident Nixon og Ronald Hubbart, grundlæggeren af Scientology, indgår også i historien og tilføjer endnu en dimension til den fiktive verden. Jeg nød, trods min forvirring, at læse bogen og vende tilbage til et velkendte univers fyldt med løgne og hemmeligheder, der både vækker foragt og forundring. Det er en unik læseoplevelse, selvom der er uoverensstemmelser mellem bog og serie, men det tror jeg dog er meningen. Desuden er bogen et visuelt vidunder, der med sine mange medieelementer gør den svær at lægge fra sig.