Ready Player One af Ernest Cline


Ready Player One af Ernest Cline, udgivet af forlaget Broadway Books i 2012 (org. udgivet i 2011). 

Wade Watts lever i 2045, hvor verden er ved at bryde sammen, og derfor søger han, som resten af verden, tilflugt i det globale onlinespil OASIS. OASIS er en verden af muligheder i et grænseløst verdensrum. Da spiludvikleren, James Halliday, går bort, offentliggøres det, at han har gemt en række gåder og udfordringer i spillet, som giver den, der først løser disse adgang til hans formue og kontrollen over spilimperiet. Mange har forsøgt, og alle har fejlet, lige indtil den dag, hvor Wade falder over det, der ligner den første brik i puslespillet, og spillet om OASIS går i gang.

Jeg kom til at elske Ready Player One af omveje. Det var aldrig en del af planen, at jeg skulle læse bogen, for hverken bagsideteksten eller forsiden formåede at holde min opmærksomhed mere end i et splitsekund, og nu hvor jeg har læst den, er den afgjort en af de bedste bøger, jeg har læst i år. Det er en potentiel yndlingsbog, der ramte direkte i mit 80’er nostalgiske hjerte med sine mange film- og spilreferencer. Forfatteren, Ernest Cline, har ikke alene skabt en vedkommende og relevant historie om en nedbrudt verden med opbrugte ressourcer og global energikrise, han fortæller også en kærlighedshistorie til fortidens populærkultur på en måde, som kan få enhver nørds hjerte til at banke.

“That was when I realized, as terrifying and painful as reality can be, it’s also the only place where you can find true happiness. Because reality is real.”

Historien om Wades vilde eventyr er er spændende fra første side. Hans verden er uforudsigelig, fyldt med humor og alvor, som både får læseren til at grine og giver ondt i maven. Med den teknologiske udvikling OASIS har medført, er virkeligheden blevet en mareridtsdrøm inden ønsker at vågne fra, men jo længere tid der bruges på at drømme sig væk fra den, jo tættere er den på at forsvinde helt. I sådan en verden er der fyldt med konflikter og nådesløse hackere, der forsøger at knække spillets gåder for at vende spillet til egen fordel og frarøve resten af verden muligheden for at drømme. Og så er der også helt almindelige hverdagskonflikter som usikkerhed og ensomhed. Wade er muligvis en af de mest morsomme hovedpersoner, jeg endnu har stiftet bekendtskab med. Han er altid bevæbnet med et smart comeback, selvom det oftest roder ham ud i problemer, og så er han gennemført nørd med alt, hvad det indebærer.

Rerady Player One er et overflødighedshorn af henvisninger til 80’erne, gennemarbejdet og så rig på detaljer, at den føles skræmmende virkelig. De mange referencer kammer ikke over eller bliver ligegyldig. I stedet er de nøje udvalgt med et bankende hjerte, der er tydeligt at mærke. Ligesom resten af den fiktive verden i Clines roman, var jeg dybt betaget af den virtuelle verden online, selvom en lille del af mig ønskede at vide mere om, hvordan verden var nået til sit bristepunkt. Bogen er dog ikke forbeholdt de, der kan afkode alle dens mange popkulturelle referencer eller de, der spiller videospil. Bogen er i lige så høj grad til for de, der vil læse en god og gennemarbejdet science fiction-bog med et tempofyldt plot og mindeværdige karakterer, og som er helt umulig at lægge fra sig.

Reklamer

Akkanas Gåde (Panteon-sagaen #2) af Boris Hansen


Akkanas Gåde af Boris Hansen, udgivet af forlaget Tellerup i 2017.

Lucas’ jagt på sin bedste veninde fører ham til Skrønebugten, hvor en konflikt mellem ældgamle kræfter er ved at bryde ud, og Cassandra er ingen steder at finde. Kun Akkana, gådernes gudinde, kan hjælpe ham og hans venner, og med hendes gåde følger også klarhed over mystiske begivenheder der truer med at opsluge hele Panteons verden. Hvis de altså kan løse den. Samtidig kæmper krigerenglen Saida mod en anden side af Empyria, som hun ikke kendte, og den er fyldt med løgne og konspirationer. Alt dette er Mehmet udvidende om, indtil han en dag modtager et råb om hjælp fra fortiden, som vil føre ham ind i Storbyens altopslugende mørke.

Jeg ville ønske, at jeg var en langsom og tålmodig læser, så jeg kunne strække læseoplevelser som denne ud og få dem til at vare lidt længere. Vejen til Panteon er en af de bedste bøger, jeg læste sidste år. Det var ikke en bog, jeg havde de store forventninger til, men den endte med at tage mig med storm. Det samme gjorde Akkanas Gåde. Efter endt læsning sad jeg tilbage med de værste bogtømmermænd. Selvom udvalget i mine bogreoler er stort og varieret, ønskede jeg kun at følge i fodsporene på Lucas, Saida og Mehmet. Boris Hansen formår at skabe to velafbalancerede verdener, der er meget forskellige, samtidig med at de betrædes af et væld af interessante og nuancerede karakterer, der driver historien frem.  Historien er så svær at slippet, at hvis jeg kunne ville jeg kravle ind mellem bogens sider og leve der for en stund.

“Stemmen tonede ud og blev til en summen. Mehmet vendte sig væk fra rækværket, prøvede at koncentrere sig. “Det her er vigtigt,” hviskede han mens han faldt ned på knæ foran Julia. Hun så på ham med store øjne og tog hans ansigt mellem sine hænder, måske for at finde en smule ro ved at røre nogt velkendt.”

Historier med flere perspektiver har aldrig været min litterære force. Faktisk har jeg en tendens til hurtigt at miste overblikket og kede mig, før jeg til sidst sætter bogen tilbage i reolen ulæst, men sådan var det ikke med Akkanas Gåde, hvor historien også omfatter Mehmets perspektiv. Hans længsel efter sine venner er næsten ikke til at bære, og livet i Storbyen er alt andet end det, han havde håbet på. Hans perspektiv står i stor kontrast til resten af historien, der først begynder at tage fart hen mod slutningen. Ikke desto mindre er han en karakter, jeg hurtigt kom til at holde af. Det samme gjorde sig gældende for Saida, hvis historie tilføjer en større dybde til bogens enorme univers, samtidig med at den kaster en skygge over historien med sine hemmeligheder, løgne og bedrag.

Endnu en gang udvisker Boris Hansen grænserne mellem fantasy og science-fiction, og skaber således én sammenhængende verden, hvor de to genre perfekt afløser og supplerer hinanden, som om det var det mest naturlige i verden. Samtidig formår han at gøre det på en måde, som får det til at se legende let ud, men som uden tvivl er alt andet end det. De to verdener får mere fylde og format i denne stærke fortsættelse, og langsomt men sikkert binder forfatteren de mange handlingstråde sammen, så man begynder at ane en sammenhæng mellem fantasy-verdenen og den dystopiske fremtid. Det gør den umulig at slippe. Det er dansk fantasy, når det er bedst.

Turtles All the Way Down af John Green


Turtles All the Way Down af John Green, udgivet af Dutton Books for Young Readers i 2017.

Aza Holmes gør alt hvad hun kun for at være en god datter, en god veninde og en god studerende, men det er ikke let, når den mindste frygt blusser op i hendes tanker og breder sig som en steppebrand i hendes sind. Da millionæren Russell Pickett pludselig forsvinder, og der udloddes en stor dusør til den, der ligger inde med afgørende information i sagen, beslutter Aza og hendes bedste veninde sig for at undersøge sagen. Men det er ikke let for Aza. Hendes hoved er fyldt med tankepiraler, som gør hverdagen og omgangen med andre mennesker svær. Det gør også kærligheden svær for hende, selv når den føles rigtig, og det gør den med Davis Pickett …

Turtles All the Way Down er på mange måder en klassisk John Green-historie, og alligevel er det den mest afstikkende af hans bøger. Forfatteren er kendt for at skrive store historier om en introvert hovedperson med en quirky og overenergisk bedste ven, der drager ud på en søgen efter nogen. Ofte er de skrevet på en måde, som enten får dig til at sukke eller ryste uforstående på hovedet, og sådan en bog er Turtles All the Way Down også. Den fik mig ikke kun til at sukke men også skælve, for nogle gange føles det som om John Green udelukkende skriver i smukke citater. Hans ord er grænsende til det poetiske, og det er alt for let at affeje dem som overdramatiske eller for filosofiske for en YA-bog.

You remember your first love because they show you, prove to you, that you can love and be loved, that nothing in this world is deserved except for love, that love is both how and you become a person and why.

Det er min erfaring, at det oftest gør ondt at læse en bog af John Green, og det er ingen undtagelse med denne. Han har skrevet en roman, hvor Azas følelsesliv er som et vakuum. Hendes tankespiraler er kvælende og gjorde det svært for mig trække vejret. Ikke fordi de er tørvetrillende eller navlepillende, men fordi de er så virkelige. Hendes tanker er relevante, men kører i så højt et gear, hvor selv den mest uskyldige tanke er en hurtig accelleration, der kun venter på at køre af sporet. Det er helt tydeligt, at forfatteren i et eller anden omfang har skrevet hendes erfaringer med OCD og angst ud fra egne erfaringer. De er simpelthen for virkelige til at være fiktive. Med Aza forsøger han heller ikke at skrive en episk kærlighedshistorie, men skaber i stedet noget meget skrøbeligt og fint, som på alle måder føles virkeligt.

Histoiren om mangemillionæren, der forsvinder var aldrig den del af historien, der virkelig vandt mit hjerte. Det gjorde Azas historie og rejse i sig selv derimod. Hendes talrige kampe efterlod mig frustreret, udmattet og håbefuld. De er så virkelig, at jeg fik hjertebanken over hendes pludselige indskydelser, mærkede en knude i brystet ved den mindste bekymring og fik åndenød ved tanken om den magtesløshed, som hun konstant føler. Hendes historie er hjerteskærende og smertefuld at læse, men mest af alt er den vigtig og tabubrydende. John Green giver en stemme til de, der dagligt kæmper indre kampe med et løfte om bedre dage, som gør alle kampene anstrengelserne værd.

Saga: Book One (Saga #1-3) af Brian K. Vaughan


Saga: Book One af Brian K. Vaughan udgivet af Image Comics i 2014.

Marko og Alana er to forelskede på hver deres side af en galaktisk krig. På trods af mange forskelle forelsker de sig i hinanden, og da Alana føder deres barn, er de for alvor nødt til at tage benene på nakken og flygte til den anden ende af galaksen, for begge deres racer har i sinde at dræbe dem og beholde barnet. Deres rejse gennem tid og rum binder dem sammen med andre skæbner, bringer dem på kant med monstre og talrige fjender. Med universets bedste snigmorder i hælene og med et spædbarn på armen, hvordan skal de så nogensinde gøre sig forhåbninger om en lys fremtid?

Saga er blevet kaldt Star Wars på syre, og jeg forstår godt hvorfor. Inspirationen er tydelig, men historien er sig egen. Brian K. Vaughan har skabt en enestående historie om to triste skæbner, der på trods af alverdens modstand alligevel står sammen for at bringe en tidsløs krig til ende, og sammen med Fiona Staples farverige illustrationer bringes historie for alvor til live. Hendes streger er spændende og kulørte, samtidig med at de er omskiftelig i balancen mellem lys og mørke. På trods af præmissen, er der ikke plads til sentimentalisme i Vaughans univers, for selvom den handler om krig og flugten derfra, er den i højre grad fyldt med humor og action. Jeg faldt for Alanas hårde ydre og hendes skarpe tunge på samme måde, som jeg faldt på Markos kærlige væsen. De er en perfekt harmoni af fejl og mangler, og dynamikken mellem dem er fyldt med lige dele humor og ømhed.

“When a man carries an instrument of violence, he’ll always find the justification to use it. If we really want to escape this war, we have to stop bringing it with us.”

Det er sjældent at jeg bryder mig om historier med et splittet narrativ, men delingen mellem Alana og Marko og den lejemoder, der er lige i hælene på dem, er enormt vellykket. Jeg tror i særdeleshed, at det fungerer, fordi lejemoderen, The Will, bliver beskrevet så nuanceret, at han ikke på klassisk vis bliver reduceret til blot at være en skurk. Han er en mand med drømme og længsler, der har lidt tab og kæmper i en urimelig verden for at overleve, og af samme grund blegnede mit had til ham en smule i takt med at jeg lærte ham at kende. Historien fortælles i høj grad med et glimt i øjet, men rummer samtidig nogle vigtige og stærke øjeblikke, som slog skår i mit hjerte. Da seksårige Sophie, som blev solgt som sexslave af sin onkel, sidder med en kat, der er i stand til at afsløre løgne, siger hun, at hun er beskidt indvendigt på grund af de ting der hændte hende, hvortil katten svarer, at det er løgn. Situationen fylder kun én side, men den var så stærkt, at mit hjerte flød over, og det er muligvis min yndlingsside i denne samling.

Saga var en tegneserie, som jeg af uforklarlige grunde måtte tage tilløb til, men som ret hurtigt vandt mit hjerte. Vaughans univers er fyldte med endeløse vidundere i form af mennesker med fjernsynsskærme som hoveder, sex-on-legs-skabninger og et edderkoppelignende væsen med en kvindelig torso uden arme. Der er ingen grænser for hans fantasi eller Staples forunderlige evne til at indfange den. Da jeg nåede slutningen var den brat og pludselig. Ikke fordi Vaughan efterlader sin læser med en urimelig afslutning, men fordi denne samling også indeholder en masse materiale om historiens tilblivelse. Jeg læste de fem første tre uden at lægge bogen fra mig. Historien greb mig fra første side, og blev hele tiden ved med at overraske. Det var umuligt for mig at forudsige dens næste træk, og det var en sand rutsjebanetur af en læseoplevelse, der på mange måder er ulig noget andet, jeg har læst.