Serier som er gået i glemmebogen

Jeg plejede at læse rigtig mange serier. Det gør jeg tildeles stadig. Jeg er i hvert fald god til at påbegynde flere serier ad gangen i sådan en grad, at jeg hurtigt mister overblikket. Det sker, at jeg helt mister interesse for en serie, og at den derfor går i glemmebogen, men andre gange sker det gradvist og næsten ubemærket, fordi nye bøger løbende kommer til og fastholder mit fokus. Selvom jeg prøver at holde lidt igen med serielæsning, så banker mit hjerte stadig for den slags historier, for det er nu noget helt særligt ved at kunne blive i en god historie i længere tid en bare den første bog.

Her er en top fem liste over serier, som jeg er gået i stå med

  • Study-serien af Maria V. Snyder. Den oprindelige trilogi er blandt mine yndlingsfantasybøger, og da forfatteren offentliggjorde, at nye bøger var på vej, kunne jeg dårligt få armene ned. Alligevel har jeg endnu ikke fået læst bøgerne, og selvom jeg gerne vil tager jeg tilløb til at få det gjort. Før eller siden skal det nok lykkes.
  • Fever-serien af Karen Marie Moning. Jeg var ret begejstret for denne serie, og jeg fløj da også igennem de første fire bøger. Siden da er jeg ikke kommet videre med bøgerne. Serien har siden da sneget sig op på ti bøger, og er pludselig blevet et projekt, jeg ikke helt kan overskue, selvom jeg ret godt kan lide de bøger, jeg allerede har læst.
  • Anne of Green Gables-serien af L.M. Montgomery er min helt store litterære skam. Jeg har kun læst de første tre bøger i serien, og det er på trods af, at jeg forguder forfatterens andre bøger. Alligevel står hendes mest kendte serie tilbage som en brændende skam i min bogreol. Måske i også min største litterære skam overhovedet.
  • Green Rider-serien af Kristen Britain. Jeg elskede den første bog i serien, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har genlæst den. De første fem bind står også i min reol, og tre af dem har jeg allerede læst, men nu er det ved at være så længe siden, at jeg føler mig nødsaget til at genlæse dem igen, før jeg læser eventyret til ende, og da bøgerne er på op mod 700 sider lange, er det endnu et projekt, jeg ikke helt kan overskue.
  • Barsoom-serien af Edgar Rice Burroughs. Jeg lyttede til A Princess of Mars for et par år siden, og jeg kunne ret godt lide den, men oplæseren til den efterfølgende bog var så ringe, at jeg ikke har læst bøgerne siden.

Er du også en hardcore serie-læser, og hvis du er, hvordan holder du så styr på dem? Er der nogen serier, hvor du har måtte opgive dem, eller som du har helt har glemt eksisterede? 

Reklamer

Har mine læsevaner ændret sig?

Der er sket noget med måden bøger indgår i min hverdag. Mit studie har altid givet mig et stort frihedsrum til at læse efter lyst, og selvom min læselyst ikke er blevet mindre i løbet af det sidste års tid, så har mine vaner dog ændret sig, og jeg er heller ikke længere studerende. Da jeg var studerende kunne jeg sagtens læse helt op mod tyve bøger om måneden, når mit læsegame var stærkest. Jeg pløjede mig med lethed vej igennem murstenstunge klassikere med lille skrift og mange sider, færdiggjorde den ene fantasyroman efter den anden, konstant på jagt efter flere ungdomsromaner og uopdagede skatte i børnehistorier. Uden for mange overvejelser tog jeg den ene bog efter den anden ned fra reolen og satte den hurtigt på plads igen – læst. Sådan er det ikke længere. Nu bærer mine læsevalg præg af beslutninger og lange overvejelser, fordi min læsetid er reduceret til en brøkdel af hvad den tidligere var. Jeg læser ikke længere før solopgang, hvor verden endnu sover, og jeg lister stille rundt på tæerne af frygt for, at vække den. Jeg bruger ikke hver en ledig stund med en bog, og min læsning står ikke længere i forlængelse af min position som studerende. Den begrænser sig til tidlige morgentimer i toget til arbejde. Jeg læser sjældent før sengetid, men ofte om søndage, hvor der er ro til det. Der er også længere mellem de rigtige lange romaner, fordi de kræver mere tid og fordybelse, men derimod er jeg begyndt at finde lydbøger frem igen, fordi de giver mig frie hænder til daglige gøremål. Min hverdag kredser ikke mindre om bøger, end den har gjort, men den kredser om bøger på en anden måde end før.

Hvordan fylder bøger og læsning i din hverdag? Er det noget du arbejder med eller  kun bruger som en hverdagsflugt? 

Om at læse om andres liv og anmelde det


Det er altid de samme tanker, der melder sig, når jeg læser en biografi: kan man overhovedet anmelde et andet menneskes liv? Jeg har før læst biografier, som ikke blæste mig bagover. Det var ikke bøger, som blev hos mig efter endt læsning, eller som jeg havde lyst til at genlæse på et senere tidspunkt. Selv ikke de af bøgerne, hvor emnet interesserede mig. Nogle af bøgerne brød jeg mig faktisk heller ikke om, og jeg anmelder dem derfor med hjertestik. Biografisme er ikke en genre, der fylder ret meget i min daglige læsning, og alligevel giver den mig altid hjertekvaler at skulle anmelde — især når der er tale om en mindre god læseoplevelse, som sjældent er sjove at skrive. I lang tid følte jeg, at jeg anmeldte persons liv, selvom det langt fra er tilfældet. Selvfølgelig lægger jeg vægt på, om indholdet er fængslende, men jeg tror i lige så høj grad at biografiske og autobiografiske værker handler om formidlingen af dette.

Som det er med alle bøger, kan historiens præmis være nok så spændende, men hvis ikke leveringen af den besidder en hvis kvalitet, vil den nødvendigvis mislykkes. For nogle år tilbage læste jeg Hellen Kellers biografi, og jeg brød mig ikke om den, og jeg hadede det — især efter jeg havde lært hendes historie at kende. Jeg har det på samme måde med Anne Franks dagbog, som jeg godt kan lide, men som aldrig blæste mig bagover. Det skyldes måske, at jeg forventede at læse om verdenskrigens rædsler set med en jødisk piges øjne, imens hendes historie i langt højere grad handler om emner, som fylder hos mange i den alder. Derimod elskede jeg Simone de Beauvoirs og Sylvia Plaths dagbøger og memoirer, og jeg kan ikke præcist sige hvorfor. I alle fire tilfælde er der tale om stærke kvinder, men jeg tror ikke, at min læseoplevelse har noget med deres historie at gøre, for det var netop på baggrund af dem, at jeg overhovedet valgte at læse dem. I stedet tror jeg, som med så mange andre bøger, at det handler om forventningsafstemning og formidlingen af historien. Det handler mere om det, end menneskerne selv – hvor banalt det end må lyde.

Hvordan har du det med at læse biografiske værker? Kan og bør man overhovedet anmelde andre menneskers liv? Vurderer du bogen på dens historie eller formidlingen af den, eller er det en sammensmeltning af de to?

Hvad lægger jeg vægt på i mine anmeldelser?

img_5362

Det er svært at sige med sikkerhed, for det er aldrig det samme, der gør udfaldet. Sommetider er det en sikker følelse i maven, der melder sig hurtigt og andre gange kommer snigende, lyden af mit hjerte der hamrede af sted ved lyden af klare ordspil, eller blot en udefinerbar fornemmelse, der hvisker mig blidt i øret at denne bog er noget særligt. Andre gange står det mig langt klare; nogle bøger vurderer jeg på baggrund af hvor hurtigt jeg læser dem, efter i hvor høj en grad de opslugte mig, imens jeg andre gange vurderer dem på baggrund af plot, sprog eller andre tekstlige elementer. Mine vurderinger af bøger er sjældne konsekvente men snarer et stort roderi, der begrænser sig til den enkelte bog, og som giver mening for mig. Hvis jeg skar alle bøger over en kam, ville mine vurderinger af dem adskillige sig fra hvordan det virkelig forholder sig. Jeg tror ikke, at alle bøger skal vurderes ud fra de samme kriterier. Hvis jeg læste bøger for deres litterære kvaliteter, ville ethvert klassisk værk befinde sig på listen over mine yndlingsbøger, og sådan forholder det sig ikke — langt fra! Jeg ville læse bøgerne alene fordi de har haft stor indflydelse på litteraturhistorien, men det betyder ikke ikke nødvendigvis, at den enkelt klassiker er en god bog. Blandt andet fandt jeg D.H. Lawrences “Lady Chatterly’s Lover” helt utålelig i måden, hvorpå forfatteren fejlbarligt forsøger at give kvindens seksualitet en stemme i en tid, hvor det var et kontroversielt emne, og måden han gør det det på er ud fra sin egen forståelse som mand af kvindens seksualitet. Jeg tror heller ikke, at klassiske værker nødvendigvis skal vurderes ud fra dens tempo eller hvorvidt handlingen er handlingsdrevet, sådan som en fantasyroman måske ville det, fordi det er en type roman, der åbner for en tidslomme og indfanger et fortidsfjernt øjebliksbillede.

Hvis jeg som læser derimod lagde vægt på faktualitet i min læsning, ville ethvert eventyr om magiske bønnestager og bestøvlede katte og enhver fantasyhistorie om drager og eleverfolk falde til jorden med et brag, hvor jeg ville loveprise dem alle for deres handlingsmættede historier, hvis handlingen var den afgørende faktor. Da jeg læste Tamora Pierces Alanna-bøger, færdiggjorde jeg hver bog på blot et par timer, hvortil en veninde konstaterede, at de nødvendigvis måtte være gode, siden jeg havde læst dem så hurtigt, men sådan forholdte det sig ikke. Jeg læste dem hurtigt fordi de er korte og ukompliceret i sprog og opbygning, og hvis læsehastigheden af en bog afgør, om den er god, ville jeg blive nødt til at udelukke en lang række vidunderlige bøger, som jeg måtte bruge længere tid på, fordi kompleksiteten var mere omfattende. Det ville være bøger som “The Luminaries” af Eleanor Catton, der dokumenerer nattehimlens bevægelser, månens faser og planeternes positioner, og karaktererne spejler sig i et kæmpemæssigt stjernekort. Jeg følger ingen vant formular, når jeg anmelder en bog, og selvom min måde at opstille mine anmeldelser følger en formel i sit udtryk, så er jeg ikke mere patentlig med opsætningen, end at jeg bryder mit eget mønster for at give plads til ordene eller manglen på samme. Det som jeg lægger vægt på i mine anmeldelser er mindre håndgribeligt, men dog konkret i måden hvorpå de rør mig. Da jeg første gang begyndte at anmeldebøger tilbage i 2009, forsøgte jeg at holde dem saglige og objektive, noget jeg sidenhen har opgivet, fordi læseroplevelser for mig er noget personligt, og det hverken kan eller skal sagliggøres. Det er for mig et umuligt projekt, som jeg ikke vil forsøge at realisere, for det kan jeg ikke. Siden da har ordne strømmet igennem mig langt mere ubesværet, på trods af jeg ikke følger en formel, når jeg læser og anmelder.

Hvad med dig? Hvad vurderer du bøger ud fra? Er der tale om særlige kriterier, er det handlingen, sproget, eller er det noget helt andet og knap så håndgribeligt, som jeg selv?

img_5362