Fra klassiker til contemporary: Sådan genfandt jeg kærligheden til YA-litteraturen

Mætningspunkt og genopdaget kærlighed

Da jeg læste på universitet, en sætning, der får mig til at skære ansigt, fordi det får mig til at lyde, som om jeg er tudsegammel, læste jeg hovedsageligt de bøger, har givet genlyd op gennem litteraturhistorien. Jeg læser stadig klassikere, men jeg læser i højere grad young adult, comtempory og fantasy uden helt at være klar over, hvorfor det har ændret sig. Måske skyldes det, at jeg på et tidspunkt nåede et mætningspunkt med det, som ungdomslitteraturen kunne tilbyde mig, hvor den i dag er så meget mere favnende. Jeg genfandt kærligheden til en litteratur, som jeg havde set mig nødsaget til at lægge på hylden uden at vide, om jeg ville vende tilbage til den. Den stod som en uafsluttet bog i mine tanker, som jeg ikke kunne slippe, fordi den efterlod mig med en nagende følelse. Jeg læste ungdomsbøger i en tid, der bar præg af overnaturlige tendenser, vampyrer og varulve, med hovedpersoner, der var genstand for fyrenes evige kærlighed, og hvor kærligheden på alle måder var i centrum, og jeg følte mig ikke til rette i det. Jeg følte, at rigtig mange af de heltinder, som jeg stiftede bekendtskab med sjældent var flerdimensionelle, at de ofte var den kedelige outsider, der slet ikke var klar over deres skønhed, og som aldrig var “som andre piger” hvad det så end skal betyde.

YA-litteraturen er blevet mere favnende

Jeg føler ikke længere, at jeg læser den samme historie igen og igen, for i takt med at diversitet er blevet noget, vi taler om, blomstrede min kærlighed til bøgerne igen. Selvfølgelig har young adult længe handlet om svære tematikker, den store kærlighed og at finde sig selv, og det gør den også den stadig, men dagsordenen er blevet en anden, eller måske er den det på en anden måde. Selvom YA-litteraturen er i forsat udvikling, kan jeg blive frygtelig sentimental ved tanken om, hvor inklusiverende den er blevet — særligt der, hvor den ikke nødvendigvis repræsenterer mig, men de, der længe har måtte nøjes med at læse om kærligheden mellem drenge og piger, hvor hovedpersonens køn er givet på forhånd, eller hvor denne ikke kæmper med indre eller ydre udfordringer som kan virke hæmmende i hverdagen. Det gør mig simpelthen så varm om hjertet at vide, at vi med den slags litteratur er med til at skabe forståelse og repræsentation, og det giver håb om en mere favnende tolerant verden, hvor der er plads til alle. Og derfor læser jeg YA.

Hvad med dig? Har du oplevet at miste kærligheden til en bestemt type bøger, og måske været så heldig at genfinde den? 

Reklamer

Serier som er gået i glemmebogen

Jeg plejede at læse rigtig mange serier. Det gør jeg tildeles stadig. Jeg er i hvert fald god til at påbegynde flere serier ad gangen i sådan en grad, at jeg hurtigt mister overblikket. Det sker, at jeg helt mister interesse for en serie, og at den derfor går i glemmebogen, men andre gange sker det gradvist og næsten ubemærket, fordi nye bøger løbende kommer til og fastholder mit fokus. Selvom jeg prøver at holde lidt igen med serielæsning, så banker mit hjerte stadig for den slags historier, for det er nu noget helt særligt ved at kunne blive i en god historie i længere tid en bare den første bog.

Her er en top fem liste over serier, som jeg er gået i stå med

  • Study-serien af Maria V. Snyder. Den oprindelige trilogi er blandt mine yndlingsfantasybøger, og da forfatteren offentliggjorde, at nye bøger var på vej, kunne jeg dårligt få armene ned. Alligevel har jeg endnu ikke fået læst bøgerne, og selvom jeg gerne vil tager jeg tilløb til at få det gjort. Før eller siden skal det nok lykkes.
  • Fever-serien af Karen Marie Moning. Jeg var ret begejstret for denne serie, og jeg fløj da også igennem de første fire bøger. Siden da er jeg ikke kommet videre med bøgerne. Serien har siden da sneget sig op på ti bøger, og er pludselig blevet et projekt, jeg ikke helt kan overskue, selvom jeg ret godt kan lide de bøger, jeg allerede har læst.
  • Anne of Green Gables-serien af L.M. Montgomery er min helt store litterære skam. Jeg har kun læst de første tre bøger i serien, og det er på trods af, at jeg forguder forfatterens andre bøger. Alligevel står hendes mest kendte serie tilbage som en brændende skam i min bogreol. Måske i også min største litterære skam overhovedet.
  • Green Rider-serien af Kristen Britain. Jeg elskede den første bog i serien, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har genlæst den. De første fem bind står også i min reol, og tre af dem har jeg allerede læst, men nu er det ved at være så længe siden, at jeg føler mig nødsaget til at genlæse dem igen, før jeg læser eventyret til ende, og da bøgerne er på op mod 700 sider lange, er det endnu et projekt, jeg ikke helt kan overskue.
  • Barsoom-serien af Edgar Rice Burroughs. Jeg lyttede til A Princess of Mars for et par år siden, og jeg kunne ret godt lide den, men oplæseren til den efterfølgende bog var så ringe, at jeg ikke har læst bøgerne siden.

Er du også en hardcore serie-læser, og hvis du er, hvordan holder du så styr på dem? Er der nogen serier, hvor du har måtte opgive dem, eller som du har helt har glemt eksisterede? 

Har mine læsevaner ændret sig?

Der er sket noget med måden bøger indgår i min hverdag. Mit studie har altid givet mig et stort frihedsrum til at læse efter lyst, og selvom min læselyst ikke er blevet mindre i løbet af det sidste års tid, så har mine vaner dog ændret sig, og jeg er heller ikke længere studerende. Da jeg var studerende kunne jeg sagtens læse helt op mod tyve bøger om måneden, når mit læsegame var stærkest. Jeg pløjede mig med lethed vej igennem murstenstunge klassikere med lille skrift og mange sider, færdiggjorde den ene fantasyroman efter den anden, konstant på jagt efter flere ungdomsromaner og uopdagede skatte i børnehistorier. Uden for mange overvejelser tog jeg den ene bog efter den anden ned fra reolen og satte den hurtigt på plads igen – læst. Sådan er det ikke længere. Nu bærer mine læsevalg præg af beslutninger og lange overvejelser, fordi min læsetid er reduceret til en brøkdel af hvad den tidligere var. Jeg læser ikke længere før solopgang, hvor verden endnu sover, og jeg lister stille rundt på tæerne af frygt for, at vække den. Jeg bruger ikke hver en ledig stund med en bog, og min læsning står ikke længere i forlængelse af min position som studerende. Den begrænser sig til tidlige morgentimer i toget til arbejde. Jeg læser sjældent før sengetid, men ofte om søndage, hvor der er ro til det. Der er også længere mellem de rigtige lange romaner, fordi de kræver mere tid og fordybelse, men derimod er jeg begyndt at finde lydbøger frem igen, fordi de giver mig frie hænder til daglige gøremål. Min hverdag kredser ikke mindre om bøger, end den har gjort, men den kredser om bøger på en anden måde end før.

Hvordan fylder bøger og læsning i din hverdag? Er det noget du arbejder med eller  kun bruger som en hverdagsflugt? 

Om at læse om andres liv og anmelde det


Det er altid de samme tanker, der melder sig, når jeg læser en biografi: kan man overhovedet anmelde et andet menneskes liv? Jeg har før læst biografier, som ikke blæste mig bagover. Det var ikke bøger, som blev hos mig efter endt læsning, eller som jeg havde lyst til at genlæse på et senere tidspunkt. Selv ikke de af bøgerne, hvor emnet interesserede mig. Nogle af bøgerne brød jeg mig faktisk heller ikke om, og jeg anmelder dem derfor med hjertestik. Biografisme er ikke en genre, der fylder ret meget i min daglige læsning, og alligevel giver den mig altid hjertekvaler at skulle anmelde — især når der er tale om en mindre god læseoplevelse, som sjældent er sjove at skrive. I lang tid følte jeg, at jeg anmeldte persons liv, selvom det langt fra er tilfældet. Selvfølgelig lægger jeg vægt på, om indholdet er fængslende, men jeg tror i lige så høj grad at biografiske og autobiografiske værker handler om formidlingen af dette.

Som det er med alle bøger, kan historiens præmis være nok så spændende, men hvis ikke leveringen af den besidder en hvis kvalitet, vil den nødvendigvis mislykkes. For nogle år tilbage læste jeg Hellen Kellers biografi, og jeg brød mig ikke om den, og jeg hadede det — især efter jeg havde lært hendes historie at kende. Jeg har det på samme måde med Anne Franks dagbog, som jeg godt kan lide, men som aldrig blæste mig bagover. Det skyldes måske, at jeg forventede at læse om verdenskrigens rædsler set med en jødisk piges øjne, imens hendes historie i langt højere grad handler om emner, som fylder hos mange i den alder. Derimod elskede jeg Simone de Beauvoirs og Sylvia Plaths dagbøger og memoirer, og jeg kan ikke præcist sige hvorfor. I alle fire tilfælde er der tale om stærke kvinder, men jeg tror ikke, at min læseoplevelse har noget med deres historie at gøre, for det var netop på baggrund af dem, at jeg overhovedet valgte at læse dem. I stedet tror jeg, som med så mange andre bøger, at det handler om forventningsafstemning og formidlingen af historien. Det handler mere om det, end menneskerne selv – hvor banalt det end må lyde.

Hvordan har du det med at læse biografiske værker? Kan og bør man overhovedet anmelde andre menneskers liv? Vurderer du bogen på dens historie eller formidlingen af den, eller er det en sammensmeltning af de to?