Hvad lægger jeg vægt på i mine anmeldelser?

img_5362

Det er svært at sige med sikkerhed, for det er aldrig det samme, der gør udfaldet. Sommetider er det en sikker følelse i maven, der melder sig hurtigt og andre gange kommer snigende, lyden af mit hjerte der hamrede af sted ved lyden af klare ordspil, eller blot en udefinerbar fornemmelse, der hvisker mig blidt i øret at denne bog er noget særligt. Andre gange står det mig langt klare; nogle bøger vurderer jeg på baggrund af hvor hurtigt jeg læser dem, efter i hvor høj en grad de opslugte mig, imens jeg andre gange vurderer dem på baggrund af plot, sprog eller andre tekstlige elementer. Mine vurderinger af bøger er sjældne konsekvente men snarer et stort roderi, der begrænser sig til den enkelte bog, og som giver mening for mig. Hvis jeg skar alle bøger over en kam, ville mine vurderinger af dem adskillige sig fra hvordan det virkelig forholder sig. Jeg tror ikke, at alle bøger skal vurderes ud fra de samme kriterier. Hvis jeg læste bøger for deres litterære kvaliteter, ville ethvert klassisk værk befinde sig på listen over mine yndlingsbøger, og sådan forholder det sig ikke — langt fra! Jeg ville læse bøgerne alene fordi de har haft stor indflydelse på litteraturhistorien, men det betyder ikke ikke nødvendigvis, at den enkelt klassiker er en god bog. Blandt andet fandt jeg D.H. Lawrences “Lady Chatterly’s Lover” helt utålelig i måden, hvorpå forfatteren fejlbarligt forsøger at give kvindens seksualitet en stemme i en tid, hvor det var et kontroversielt emne, og måden han gør det det på er ud fra sin egen forståelse som mand af kvindens seksualitet. Jeg tror heller ikke, at klassiske værker nødvendigvis skal vurderes ud fra dens tempo eller hvorvidt handlingen er handlingsdrevet, sådan som en fantasyroman måske ville det, fordi det er en type roman, der åbner for en tidslomme og indfanger et fortidsfjernt øjebliksbillede.

Hvis jeg som læser derimod lagde vægt på faktualitet i min læsning, ville ethvert eventyr om magiske bønnestager og bestøvlede katte og enhver fantasyhistorie om drager og eleverfolk falde til jorden med et brag, hvor jeg ville loveprise dem alle for deres handlingsmættede historier, hvis handlingen var den afgørende faktor. Da jeg læste Tamora Pierces Alanna-bøger, færdiggjorde jeg hver bog på blot et par timer, hvortil en veninde konstaterede, at de nødvendigvis måtte være gode, siden jeg havde læst dem så hurtigt, men sådan forholdte det sig ikke. Jeg læste dem hurtigt fordi de er korte og ukompliceret i sprog og opbygning, og hvis læsehastigheden af en bog afgør, om den er god, ville jeg blive nødt til at udelukke en lang række vidunderlige bøger, som jeg måtte bruge længere tid på, fordi kompleksiteten var mere omfattende. Det ville være bøger som “The Luminaries” af Eleanor Catton, der dokumenerer nattehimlens bevægelser, månens faser og planeternes positioner, og karaktererne spejler sig i et kæmpemæssigt stjernekort. Jeg følger ingen vant formular, når jeg anmelder en bog, og selvom min måde at opstille mine anmeldelser følger en formel i sit udtryk, så er jeg ikke mere patentlig med opsætningen, end at jeg bryder mit eget mønster for at give plads til ordene eller manglen på samme. Det som jeg lægger vægt på i mine anmeldelser er mindre håndgribeligt, men dog konkret i måden hvorpå de rør mig. Da jeg første gang begyndte at anmeldebøger tilbage i 2009, forsøgte jeg at holde dem saglige og objektive, noget jeg sidenhen har opgivet, fordi læseroplevelser for mig er noget personligt, og det hverken kan eller skal sagliggøres. Det er for mig et umuligt projekt, som jeg ikke vil forsøge at realisere, for det kan jeg ikke. Siden da har ordne strømmet igennem mig langt mere ubesværet, på trods af jeg ikke følger en formel, når jeg læser og anmelder.

Hvad med dig? Hvad vurderer du bøger ud fra? Er der tale om særlige kriterier, er det handlingen, sproget, eller er det noget helt andet og knap så håndgribeligt, som jeg selv?

img_5362

Originalsprog eller oversættelser?

img_5491

Bloggen her er min læsedagbog, og det jeg skriver om det jeg læser. Min læsning afslører letsindigt skitsebillede af alle de bøger, som jeg fordyber mig i på tværs af tidsaldre, genre og forfatterkøn. Noget der derimod er gået min næse forbi, er hvilke sprog jeg oftest læser på. Et hurtigt blik i bloggens arkiver og jeg er ikke i tvivl. Hovedparten af de bøger, som jeg læser, er engelsksprogede. Et kraftigt mindretal er danske titler eller oversættelser. Jeg tror de engelske tekter fylder så meget i min læsning, fordi det interesserer mig at læse på engelsk, men også fordi størstedelen af mit pensum på universitet består af engelsksprogede tekster og titler. Det er dog ikke så meget det faktum, at de engelskedesprogede bøger fylder mest i min læsning, men snarere det faktum, at bøger i dansk oversættelse aldrig har fyldt så meget, som i de har gjort hos mig i de sidste par år. Det siges, at man har et standpunkt, til man tager et nyt, og på et tidspunkt nægtede jeg at læse bøger i oversættelse, hvis jeg havde mulighed for rent sprogmæssigt at læse dem på originalsprog. Jeg kunne ikke drømme om at læse Karen Blixen i oversættelse, og det er på trods af, at hun faktisk altid skrev, med en enkelt undtagelser, sine bøger på engelsk først, før hun selv oversatte dem til dansk. Jeg har det på samme måde med H.C. Andersen, men da jeg skulle læse amerikanske Garth Risk Hallbers “Byen brænder”, faldt det mig aldrig ind at læse bogen på engelsk, ligesåvel som jeg heller aldrig har læst Jojo Moyes på originalsprog.

På et tidspunkt skrev Gitte et blogindlæg om at læse bøger på originalsprog eller i oversættelser, og det fik mig til at kaste et blik på min egen bogsamling, der hovedsageligt består af engelske bøger, der overskygger de danske bøger, der indimellem titter frem fra reolernes favn. Der er flere grunde til, at jeg er blevet mere fleksibiel i valget mellem originalsprog og oversættelser. Jeg tror, at det er begyndt at fylde i min læsning, efter jeg begyndte at arbejde i forlagsbranchen, der jo netop beskæftiger dansk litteratur eller bøger i oversættelse, og for at markedsføre de bøger, kræver det også, at jeg læser dem i oversættelse, og det gør mig egentlig ikke noget. Oversættelser er gode for mange ting, fordi de tillader læser at få adgang til bøger, som de ellers ikke har sprogmæssigefærdigheder til at læse. Jeg ville aldrig kunne læse koreanske Han Kangs anmelderoste ord, Marcel Proust eller Fjodor Dostojevskij på originalsprog, bare for at nævne et par. Efter at have forsøgt mig med James Joyces udødeliggjorte “Ulysses” på engelsk uden at læse den til ende, hengav jeg mig til den danske oversættelse af Karsten Sand Iversen, der udkom i tiden,hvor jeg var hos Rosinante & Co., og selvom jeg ikke betvivler værdien af Joyces egne sætninger, var jeg ikke tvivl om at Iversen havde gjort noget ganske særligt med oversættelsen af dem. Det er en vanskelig balancegang at skulle oversætte en bog fra et sprog til et andet. Ord og fraser forsvinder eller findes måske slet ikke i oversættelse, og en del af bogen vil altid gå tabt under oversættelsen, selvom historien er den samme. Og sjældne gange sker det, at der kommer nye tilføjelser til, som overgår originalteksen, som med “Harry Potter og fangen fra Azkaban”, hvor der i et brev fra professor McGonagall til Harry er tilføjet “PS. Professor Dumbledore og jeg ønsker dig hjerteligt tillykke med fødselsdagen.” Det sker dog, at min læsning bliver forstyrret af en oversættelse, når jeg standser op for at studse over ordvalg, et forkert stavet ord eller en sætning uden sammenhæng og mening, men sådan kan det også være med oversættelser. Der vil altid være ord, jeg ikke forstår, sætninger der får mig til at tøve, og genistreger jeg overser, og det er uanset bogens sprog.

Hvad med jer? Er originalsprog og oversættelser noget, som I lægger vægt i jeres læsning?

img_5495

En kærlighedserklæring til lyriklæsning

Jeg har altid læst digte, selvom jeg ikke altid har værdsat dem, og det skyldtes måske nok, at jeg i en årerække heller ikke forstod dem. Hvordan kunne jeg det, når jeg i mine tidlige skoleår fik fortalt, at digte var svære at læse? De blev behandlet nænsomt som noget, der skulle afkodes, som om meningen skulle findes mellem linjerne af de nedbrudte sætninger, imens der blev sjældent blev lagt væk på værdsættelsen af ordenes umiddelbarhed og de indtryk, de efterlader. Sådan som jeg læser lyrik i dag. Rim og metrik var udgangpunktet for enhver digtanalyse, imens ordene på papiret forblev ulæste, henlagt i stilhed af min tunge, der aldrig fik smagt på deres sødme. I lang tid kunne jeg ikke læse digte men kun analysere dem. I det sidste år af min gymnasietid læste vi Shakespeares sonetter på kassen, og da jeg blev bedt om st læse en dem højt, var det med fokus på rytmen i digtene, sådan som Shakespeare er kendt for, og som med et trylleslag blev mine øjne åbnet for en helt ny litterær verden — hvor klichéagtigt det end må lyde. Det gav mig et anstrengt forhold til digte i mange år, fordi det skulle være svært, og fordi jeg lærte, at digte ikke skulle læses, men snarer gennemanalyseres for overhovedet at give mening. Igennem min skoletid har jeg læst digtere lige fra Grundtvig til Yahya Hassan. Jeg har af pligt læst utallige digte af Oehlenscläger og Steen Steensen Blicher og glemt dem igen, og selvom jeg læser Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen af hjertets lyst, så har ingen digter nogensinde efterladt mig så åndeløs som min første lyriske kærlighed: John Keats.

Jeg opdagede “Ode to a Nightingale” ved et tilfælde i en periode af mit liv, hvor jeg var læseløs. Jeg læste digtets ord, indtil jeg kunne dem udenad, og jeg læste dem med iver og hjertebanken alene på grund af den følelse de efterlod mig med. Jeg splittede ikke digtet i atomer for at samle det analytisk, jeg læste blots ordene, og en ny verden åbenbarede sig for mig fyldt med smuk umiddelbarhed. Keats’ sanseunivers er forførende berusende, og når hans ord bliver læst højt, er de som kærtegn. Efter “Ode to a Nightingale” fulgte Keats’ mange kærlighedserklæringer til Fanny Brawne, som stadig hjemsøger mig og med ord som disse, hvordan kunne jeg da undgå at forelske mig i hans digterkunst? “I almost wish we were butterflies and liv’d but three summer days – three such days with you I could fill with more delight than fifty common years could ever contain.” Keats var den første digter, jeg nogensinde forelskede mig i med sin sensuelle romantik og ufejlbarlige kærlighed. Senere fulgte W.B. Yeats med sin eventyrslyrik, og Inger Christensen med hendes glasklare ordspil, men også Lord Tennysons poesi fik en stor plads i mit hjerte. Jeg forelskede mig i Emily Dickinson i løbet af mine universitetsdage, da en underviser påpegede, at hendes digte giver lige så meget mening læst bagfra såvel som forfra, jeg fandt en stor glæde i Charles Bukowski sproglige penselstrøg, og Alexander Pushkins digte får stadig mit hjerte til at hamre, men ingen har betydet lige så meget for mig som Keats.

Måske er der dog et gram af sandhed i min tidligere skoleårs tilgang til , hvordan jeg lærte at gribe digte an, for måske er digte sværere, fordi de er så kondenserede udtryk og formatet så sparsomt – selv når de kan fylde flere sider. Men digte er også mere end meningsdannelser og analyser, for sommetider kan de værdsættes alene for de følelser de vækker i en. Ingen fortalte mig, at digte kan læses på samme måde som en roman, hvor man lader sig rive med af stemningen og ind i en tankestrøm, uden at dissekere hvert eneste ord. Jeg bruger længere tid på at læse digtsamlinger end andre litterære genre, fordi hvert ord tæller, og tvetydigheder giver genklang i mellemrummene mellem linjerne. Digte skal ikke læses men opleves. At læse digte er en sanseøvelse, og de ydes ikke retfærdighed på papiret, hvor de står skrevet. Digte skal italesættes, smages på og betragtes igennem toner og klang, som Jorge Luis Borges så fint forklarede det: “Truly fine poetry must be read aloud. A good poem does not allow itself to be read in a low voice or silently. If we can read it silently, it is not a valid poem: a poem demands pronunciation. Poetry always remembers that it was an oral art before it was a written art. It remembers that it was first song.” Det er sjældent, at jeg bliver rørstrømsk, når jeg selv læser digte, men når jeg læser dem højt for mig selv eller lytter til dem blive læst af andre, finder tårerne lige så hurtigt vej til mine øjne, som ånderdrættet til min mund. Så kraftfuld er poesi.

Hvad med jer? Læser I digte, og læser I dem for fornøjelsens såvel som ordlydens skyld? Hvilke digtere og digte har en særlig i hjertet hos jer, og er der nogen I særligt drømmer om at fordybe jer i?

Når litteratur ikke er rigtig litteratur

Findes der rigtig og forkert litteratur — og i så fald, hvem bestemmer forskellen mellem dem? Når jeg til dagligt betræder de endeløse gange på Syddansk Universitet er det sammen med en lang række undervisere, der har til opgave at forme mig som litterat. Flere af mine undervisere er inspirerende mennesker, der forsker indenfor alt lige fra maritimlitteratur, Shakespeares sprogbrug og middelalderens litterære værker. Det er kloge og begavede mennesker, dygtige formidlere og inspirationskilder, som er med til at præge min litterære tankegang, men blandt dem er også glimt af noget fordomsfuldt, mangelfuldt og snæversynet, som gør min læren om litteratur til en halvfærdig sandhed. Jeg fik på et tidspunkt fortalt, hvordan en underviser på litteraturvidenskab sagde, at han aldrig havde eller ville læse Harry Potter-bøgerne, fordi “de ikke var rigtig litteratur”. Min umiddelbare reaktion var at forsvare bøgerne, fortælle ham om alle dens herligheder og de mange liv, som de har berørt, men i virkeligheden blev jeg vred over den idioti, som er i sådan en udtalelse. Børnelitteratur er, som det fremgår af ordet, litteratur på samme måde som alt andet litteratur. Læsning bør først og fremmest handle om lyst, og hvis ikke man har lyst til at læse en bestemt bog, er det helt okay. Jeg synes dog som litterat, at det er forkert at skabe et sådan stigma om bestemte typer af litteratur, fordi det i underviserens eller universitets øjne ikke er finkulturelt nok. Især når man står i den position at skulle lære fra sig om, hvad litteratur er for en størrelse. Jeg har før skrevet, at en klassiker ikke fødes som en klassiker, og når man så vælger at afskrive hele eller dele af den moderne litteratur, afskriver man sig også muligheden for at opleve en klassikers tilblivelse. Man afskriver muligheden for at forstå andre former for litteratur, fordi vi som mennesker forstår os selv i kontekst og forstår andre mennesker i relation til os selv, men mest af alt afskriver man muligheden for gode læseoplevelser. 

Jeg bliver vred over måden det bliver sagt på, som om det er en almindelig udbredt forståelse, og at det faktisk forholder sig sådan at der finde rigtig og forkert litteratur, for hvad er så alt det, som ikke hører under den betegnelse? I begyndelsen af min kandidatuddanelse i litteraturvidenskab fik jeg muligheden for at vælge et valgfag, der beskæftigede sig med bestsellerlitteratur, kulturhistorie og sociologien bag den, og jeg valgte det uden at tøve. Det var forfriskende at arbejde med forfattere som Dan Brown og Stieg Larsson og få en pause fra de klassiske som H.C. Andersen og Shakespeare. Det var dog også et svært fag at arbejde med, fordi der ikke forelægger megen teori eller empirisk data indenfor feltet, hvilke jeg forestiller mig skyldes, at bøgerne er forholdsvis nye, men også den manglende anerkendelse af deres potentiale og det banale i læsningen som underholdende. De er ikke finkulturelle nok. Mest af alt blev jeg overrasket da jeg fik at vide efter eksamen, at en studerende havde sagt, at hun faktisk ikke læste moderne litteratur, fordi “det ikke var så velanset hos underviserne”, men at hun nu havde lyst til det, efter at have arbejde med emnet. Ikke alene påvirkede det hendes måde at opfatte og beskæftige sig med litteratur på, men det kan også komme til at påvirke fremtidig forskning. Det gør faget ukampdygtigt, men signalerer også en hvis standart med fine fornemmelse, som helt kan få fremtiden til at afholde sig fra at favne det. Det ses allerede ved, at flere på min uddannelse, der har ønsket at beskæftige sig med børne- eller ungdomslitteratur ikke har kunne finde vejledere til emnet. Der forskes i de samme gamle traditioner, hvor man vedbliver at forske i H.C. Andersen, imens store litterære genrer står uberørt og venter. Misforstå mig ikke, klassisk litteratur er vigtig forsat at forske i, men det må ikke blive den eneste sandhed om, hvaf rigtig litterstur er. Det gør ikke kun universitets forskning mangelfuld, men det gør også noget ved en gængse litteraturforståelse, der bliver til en halv sandhed.

Har I også oplevet litteratur-snobberi i jeres daglige gang med bøger og læsning og i så fald, hvordan?