Har mine læsevaner ændret sig?

Der er sket noget med måden bøger indgår i min hverdag. Mit studie har altid givet mig et stort frihedsrum til at læse efter lyst, og selvom min læselyst ikke er blevet mindre i løbet af det sidste års tid, så har mine vaner dog ændret sig, og jeg er heller ikke længere studerende. Da jeg var studerende kunne jeg sagtens læse helt op mod tyve bøger om måneden, når mit læsegame var stærkest. Jeg pløjede mig med lethed vej igennem murstenstunge klassikere med lille skrift og mange sider, færdiggjorde den ene fantasyroman efter den anden, konstant på jagt efter flere ungdomsromaner og uopdagede skatte i børnehistorier. Uden for mange overvejelser tog jeg den ene bog efter den anden ned fra reolen og satte den hurtigt på plads igen – læst. Sådan er det ikke længere. Nu bærer mine læsevalg præg af beslutninger og lange overvejelser, fordi min læsetid er reduceret til en brøkdel af hvad den tidligere var. Jeg læser ikke længere før solopgang, hvor verden endnu sover, og jeg lister stille rundt på tæerne af frygt for, at vække den. Jeg bruger ikke hver en ledig stund med en bog, og min læsning står ikke længere i forlængelse af min position som studerende. Den begrænser sig til tidlige morgentimer i toget til arbejde. Jeg læser sjældent før sengetid, men ofte om søndage, hvor der er ro til det. Der er også længere mellem de rigtige lange romaner, fordi de kræver mere tid og fordybelse, men derimod er jeg begyndt at finde lydbøger frem igen, fordi de giver mig frie hænder til daglige gøremål. Min hverdag kredser ikke mindre om bøger, end den har gjort, men den kredser om bøger på en anden måde end før.

Hvordan fylder bøger og læsning i din hverdag? Er det noget du arbejder med eller  kun bruger som en hverdagsflugt? 

Reklamer

Om at læse om andres liv og anmelde det


Det er altid de samme tanker, der melder sig, når jeg læser en biografi: kan man overhovedet anmelde et andet menneskes liv? Jeg har før læst biografier, som ikke blæste mig bagover. Det var ikke bøger, som blev hos mig efter endt læsning, eller som jeg havde lyst til at genlæse på et senere tidspunkt. Selv ikke de af bøgerne, hvor emnet interesserede mig. Nogle af bøgerne brød jeg mig faktisk heller ikke om, og jeg anmelder dem derfor med hjertestik. Biografisme er ikke en genre, der fylder ret meget i min daglige læsning, og alligevel giver den mig altid hjertekvaler at skulle anmelde — især når der er tale om en mindre god læseoplevelse, som sjældent er sjove at skrive. I lang tid følte jeg, at jeg anmeldte persons liv, selvom det langt fra er tilfældet. Selvfølgelig lægger jeg vægt på, om indholdet er fængslende, men jeg tror i lige så høj grad at biografiske og autobiografiske værker handler om formidlingen af dette.

Som det er med alle bøger, kan historiens præmis være nok så spændende, men hvis ikke leveringen af den besidder en hvis kvalitet, vil den nødvendigvis mislykkes. For nogle år tilbage læste jeg Hellen Kellers biografi, og jeg brød mig ikke om den, og jeg hadede det — især efter jeg havde lært hendes historie at kende. Jeg har det på samme måde med Anne Franks dagbog, som jeg godt kan lide, men som aldrig blæste mig bagover. Det skyldes måske, at jeg forventede at læse om verdenskrigens rædsler set med en jødisk piges øjne, imens hendes historie i langt højere grad handler om emner, som fylder hos mange i den alder. Derimod elskede jeg Simone de Beauvoirs og Sylvia Plaths dagbøger og memoirer, og jeg kan ikke præcist sige hvorfor. I alle fire tilfælde er der tale om stærke kvinder, men jeg tror ikke, at min læseoplevelse har noget med deres historie at gøre, for det var netop på baggrund af dem, at jeg overhovedet valgte at læse dem. I stedet tror jeg, som med så mange andre bøger, at det handler om forventningsafstemning og formidlingen af historien. Det handler mere om det, end menneskerne selv – hvor banalt det end må lyde.

Hvordan har du det med at læse biografiske værker? Kan og bør man overhovedet anmelde andre menneskers liv? Vurderer du bogen på dens historie eller formidlingen af den, eller er det en sammensmeltning af de to?

Hvad lægger jeg vægt på i mine anmeldelser?

img_5362

Det er svært at sige med sikkerhed, for det er aldrig det samme, der gør udfaldet. Sommetider er det en sikker følelse i maven, der melder sig hurtigt og andre gange kommer snigende, lyden af mit hjerte der hamrede af sted ved lyden af klare ordspil, eller blot en udefinerbar fornemmelse, der hvisker mig blidt i øret at denne bog er noget særligt. Andre gange står det mig langt klare; nogle bøger vurderer jeg på baggrund af hvor hurtigt jeg læser dem, efter i hvor høj en grad de opslugte mig, imens jeg andre gange vurderer dem på baggrund af plot, sprog eller andre tekstlige elementer. Mine vurderinger af bøger er sjældne konsekvente men snarer et stort roderi, der begrænser sig til den enkelte bog, og som giver mening for mig. Hvis jeg skar alle bøger over en kam, ville mine vurderinger af dem adskillige sig fra hvordan det virkelig forholder sig. Jeg tror ikke, at alle bøger skal vurderes ud fra de samme kriterier. Hvis jeg læste bøger for deres litterære kvaliteter, ville ethvert klassisk værk befinde sig på listen over mine yndlingsbøger, og sådan forholder det sig ikke — langt fra! Jeg ville læse bøgerne alene fordi de har haft stor indflydelse på litteraturhistorien, men det betyder ikke ikke nødvendigvis, at den enkelt klassiker er en god bog. Blandt andet fandt jeg D.H. Lawrences “Lady Chatterly’s Lover” helt utålelig i måden, hvorpå forfatteren fejlbarligt forsøger at give kvindens seksualitet en stemme i en tid, hvor det var et kontroversielt emne, og måden han gør det det på er ud fra sin egen forståelse som mand af kvindens seksualitet. Jeg tror heller ikke, at klassiske værker nødvendigvis skal vurderes ud fra dens tempo eller hvorvidt handlingen er handlingsdrevet, sådan som en fantasyroman måske ville det, fordi det er en type roman, der åbner for en tidslomme og indfanger et fortidsfjernt øjebliksbillede.

Hvis jeg som læser derimod lagde vægt på faktualitet i min læsning, ville ethvert eventyr om magiske bønnestager og bestøvlede katte og enhver fantasyhistorie om drager og eleverfolk falde til jorden med et brag, hvor jeg ville loveprise dem alle for deres handlingsmættede historier, hvis handlingen var den afgørende faktor. Da jeg læste Tamora Pierces Alanna-bøger, færdiggjorde jeg hver bog på blot et par timer, hvortil en veninde konstaterede, at de nødvendigvis måtte være gode, siden jeg havde læst dem så hurtigt, men sådan forholdte det sig ikke. Jeg læste dem hurtigt fordi de er korte og ukompliceret i sprog og opbygning, og hvis læsehastigheden af en bog afgør, om den er god, ville jeg blive nødt til at udelukke en lang række vidunderlige bøger, som jeg måtte bruge længere tid på, fordi kompleksiteten var mere omfattende. Det ville være bøger som “The Luminaries” af Eleanor Catton, der dokumenerer nattehimlens bevægelser, månens faser og planeternes positioner, og karaktererne spejler sig i et kæmpemæssigt stjernekort. Jeg følger ingen vant formular, når jeg anmelder en bog, og selvom min måde at opstille mine anmeldelser følger en formel i sit udtryk, så er jeg ikke mere patentlig med opsætningen, end at jeg bryder mit eget mønster for at give plads til ordene eller manglen på samme. Det som jeg lægger vægt på i mine anmeldelser er mindre håndgribeligt, men dog konkret i måden hvorpå de rør mig. Da jeg første gang begyndte at anmeldebøger tilbage i 2009, forsøgte jeg at holde dem saglige og objektive, noget jeg sidenhen har opgivet, fordi læseroplevelser for mig er noget personligt, og det hverken kan eller skal sagliggøres. Det er for mig et umuligt projekt, som jeg ikke vil forsøge at realisere, for det kan jeg ikke. Siden da har ordne strømmet igennem mig langt mere ubesværet, på trods af jeg ikke følger en formel, når jeg læser og anmelder.

Hvad med dig? Hvad vurderer du bøger ud fra? Er der tale om særlige kriterier, er det handlingen, sproget, eller er det noget helt andet og knap så håndgribeligt, som jeg selv?

img_5362

Originalsprog eller oversættelser?

img_5491

Bloggen her er min læsedagbog, og det jeg skriver om det jeg læser. Min læsning afslører letsindigt skitsebillede af alle de bøger, som jeg fordyber mig i på tværs af tidsaldre, genre og forfatterkøn. Noget der derimod er gået min næse forbi, er hvilke sprog jeg oftest læser på. Et hurtigt blik i bloggens arkiver og jeg er ikke i tvivl. Hovedparten af de bøger, som jeg læser, er engelsksprogede. Et kraftigt mindretal er danske titler eller oversættelser. Jeg tror de engelske tekter fylder så meget i min læsning, fordi det interesserer mig at læse på engelsk, men også fordi størstedelen af mit pensum på universitet består af engelsksprogede tekster og titler. Det er dog ikke så meget det faktum, at de engelskedesprogede bøger fylder mest i min læsning, men snarere det faktum, at bøger i dansk oversættelse aldrig har fyldt så meget, som i de har gjort hos mig i de sidste par år. Det siges, at man har et standpunkt, til man tager et nyt, og på et tidspunkt nægtede jeg at læse bøger i oversættelse, hvis jeg havde mulighed for rent sprogmæssigt at læse dem på originalsprog. Jeg kunne ikke drømme om at læse Karen Blixen i oversættelse, og det er på trods af, at hun faktisk altid skrev, med en enkelt undtagelser, sine bøger på engelsk først, før hun selv oversatte dem til dansk. Jeg har det på samme måde med H.C. Andersen, men da jeg skulle læse amerikanske Garth Risk Hallbers “Byen brænder”, faldt det mig aldrig ind at læse bogen på engelsk, ligesåvel som jeg heller aldrig har læst Jojo Moyes på originalsprog.

På et tidspunkt skrev Gitte et blogindlæg om at læse bøger på originalsprog eller i oversættelser, og det fik mig til at kaste et blik på min egen bogsamling, der hovedsageligt består af engelske bøger, der overskygger de danske bøger, der indimellem titter frem fra reolernes favn. Der er flere grunde til, at jeg er blevet mere fleksibiel i valget mellem originalsprog og oversættelser. Jeg tror, at det er begyndt at fylde i min læsning, efter jeg begyndte at arbejde i forlagsbranchen, der jo netop beskæftiger dansk litteratur eller bøger i oversættelse, og for at markedsføre de bøger, kræver det også, at jeg læser dem i oversættelse, og det gør mig egentlig ikke noget. Oversættelser er gode for mange ting, fordi de tillader læser at få adgang til bøger, som de ellers ikke har sprogmæssigefærdigheder til at læse. Jeg ville aldrig kunne læse koreanske Han Kangs anmelderoste ord, Marcel Proust eller Fjodor Dostojevskij på originalsprog, bare for at nævne et par. Efter at have forsøgt mig med James Joyces udødeliggjorte “Ulysses” på engelsk uden at læse den til ende, hengav jeg mig til den danske oversættelse af Karsten Sand Iversen, der udkom i tiden,hvor jeg var hos Rosinante & Co., og selvom jeg ikke betvivler værdien af Joyces egne sætninger, var jeg ikke tvivl om at Iversen havde gjort noget ganske særligt med oversættelsen af dem. Det er en vanskelig balancegang at skulle oversætte en bog fra et sprog til et andet. Ord og fraser forsvinder eller findes måske slet ikke i oversættelse, og en del af bogen vil altid gå tabt under oversættelsen, selvom historien er den samme. Og sjældne gange sker det, at der kommer nye tilføjelser til, som overgår originalteksen, som med “Harry Potter og fangen fra Azkaban”, hvor der i et brev fra professor McGonagall til Harry er tilføjet “PS. Professor Dumbledore og jeg ønsker dig hjerteligt tillykke med fødselsdagen.” Det sker dog, at min læsning bliver forstyrret af en oversættelse, når jeg standser op for at studse over ordvalg, et forkert stavet ord eller en sætning uden sammenhæng og mening, men sådan kan det også være med oversættelser. Der vil altid være ord, jeg ikke forstår, sætninger der får mig til at tøve, og genistreger jeg overser, og det er uanset bogens sprog.

Hvad med jer? Er originalsprog og oversættelser noget, som I lægger vægt i jeres læsning?

img_5495