Med løftet om en spektakulær fortsættelse er Scarlet dog lidt tung at danse med


Scarlet af Marissa Meyer, udgivet af forlaget Feiwel & Friends i 2013.

Da 18-årige Scarlet Benoits bedstemor forsvinder, og hun beslutter sig for at finde hende, men det går langsomt op for Scarlet, at der er mange ting, hun ikke ved om sin bedstemor, eller den store fare, som har forfulgt hende hele livet gemt i skyggerne. Hvis Scarlet skal gøre sig forhåbninger om at blive genforenet med sin bedstemor, er hun nødt til at alliere sig med slagbroderen Wolf, der måske ligger inde med afgørende informationer. Scarlet er ikke sikker på, at hun kan stole på ham, og kemien mellem dem gør hende ikke mere sikker. Undervejs bliver hun hvirvlet ind i cyborgpigen Cinderes kamp mod den onde dronning Levana, der truer med at knuse den intergalaktiske verdensfred. 

Hvor Cinder tog afsæt i eventyret om Askepot og midnatsballet, tager Scarlet udgangspunkt i eventyret om Rødhætte og ulven. Jeg er beundrer måde, hvorpå Marissa Meyer vælger at bruge eventyrere som rammesæt for sine historier, som tillader hende at sætte sit helt eget præg på et ellers velkendt eventyr. Det betyder, at man som læser har en lille idé om, hvordan historien vil starte ud, men ingen idé om hvilken retning, den vil bevæge sig i. Sådan var det også med Scarlet, der er fyldt med hemmelige orginisationer i en fremtidsfjern verden beboet af mennesker og maskiner, imens verdensrummet er befolket af fjendtlige aliens, og verdensfreden hænger i en tynd tråd. 

“She did not know that the wolf was a wicked sort of animal, and she was not afraid of him.”

Jeg nød at læse Scarlets historie om hendes søgen efter sin forsvundne bedstemor og hendes møde med Wolf, men jeg faldt aldrig helt for den. Hendes historie føltes som en lang vandring, der aldrig nåede sit slutpunkt, og jeg endte derfor med at kede mig undervejs. Desuden fandt jeg handlingen en smule rodet, hvilket heller ikke ligefrem gjorde det lettere at blive fanget af den. Relationen mellem Scarlet og Wolf var også noget af det, der udfordrede min koncentration. Wolf har en mørk fortid, som stadig hjemsøger ham, men hans evige forsøg på at skubbe Scarlet fra sig, fordi han er overbevidst om, at det er farligtfor hende at omgås ham er udvandet. Det udskyder deres historie og intet andet.

Der er en forfriskende lethed over måden forfatteren skriver på, men i Scarlet er der også en hel del mere telling end showing, som gør det svært at skabe sine egne billeder og visualisere den. Historien lider desuden under sin egen forudsigelighed og simplicitet, og jeg ved ikke, om det skyldes eventyret, som udgør rammerne for bogen, eller om det er Meyers genfortælling, som ikke er tilstrækkelig interessant eller gennemført. Derfor følte jeg mig heller aldrig forbundet til historien og dens gang, og alligevel læste jeg den til ende, fordi roserne om Meyers futuristiske eventyrserie forsat giver genlyd hos så mange læsere. Jeg håber, at jeg finder samme glæde for den i de efterfølgende bøger.

Reklamer

The Bone Season er velskrevet og original fantasy med en lidt tung start


The Bone Season (The Bone Season #1) af Samantha Shannon fra forlaget Bloomsbury i 2017 (org. udgivet i 2013). 

Nittenårige Paige Mahoney arbejder i Londons mørke underverden, men byen er slet ikke, som du kender den. Året er 2059 og Scion London er splittet i syv distrikter. Paige lever et kriminelt liv bare ved at eksistere. Hun er clairvoyant, og søger information ved at bryde ind i folks sind. Alene det at hun trækker vejret er landsforræderi. En dag bliver kidnappet og ført til Oxford, der i mere end to hundrede år har været styret af et stærkt og overmenneskeligt folkefærd. Her bides hun til Warden, en rephaite, med mørke motiver. Han er hendes herre, hendes træner og hendes fjende. Det letteste i verden ville være at dø, men Paige er opsat på at genvinde sin frihed. Koste hvad det vil …

Med The Bone Season har Samantha Shannon slået mig omkuld og stjålet mit hjerte. Hendes historie er kun begyndelsen på det, der er planlagt til at blive en meget lang serie, og den første bog er velskrevet med en verden, der er så forunderlig, at den er svær at slippe med øjnene. Det lover godt, selvom der er lang tids venten mellem udgivelserne. The Bone Season er en af den slags bøger, hvor jeg havde planer om virkelig at tage mig tid til at læse den, men i stedet fløj jeg igennem historien med faretruende hast, hvilket uden tvivl ville have efterladt mig med voldsomme bogtømmermænd, hvis ikke det var fordi de næste to bøger i serien allerede er udgivet. Derfra bliver ventetiden ulidelig.

“Knowledge is dangerous. Once you know something, you can’t get rid of it. You have to carry it. Always.”

Selvom der sker en del i The Bone Season, er der skruet ned for tempoet. Dog er den manglende konkretisering og forståelse af den verden, som Shannon har kreeret er måske bogens største udfordring, fordi den ikke tager læseren i hånden. Det gør, at man som læseren enten står af eller kæmper sig igennem i håb om at blive fanget af historien. Det gjorde jeg heldigvis, og da den først tog fart forsvandt alle mine spekulationer som dug for solen, og jeg lod mig opsluge af historien. På trods af bogens rolige tempo, er der den på intet tidspunkt kedelig. Når man først er begyndt at forstå Scion London, er den en af den slags fiktive verdener, hvor man hurtigt finder sig til rette som læser. Jeg nød at gå op opdagelse i byens labyrintiske gange, opleve den enorme kontrast til Oxford og den verden, som er skabt der.

Paige, historiens fortæller, er intelligent, handlekraftig og håbefuld, selv når hendes verden formørkes efter sin tilfangetagelse. Hun formår hurtigt at skabe sig et overblik over nye situationer, og selvom hendes clairvoyante evner er af usædvanlig karakter, er hun ikke upåvirket af dem, når hun har været nødsaget til at bruge dem. I stedet er hun typen, der holder hovedet koldt, selv når følelserne truer med at tvinge hende i knæ. På trods af sin lidt snublende begyndelse og forvirrende konstruktion, er The Bone Season en virkelig velskrevet og originalt fortalt historie med en stærk fortællerstemme, der driver historien frem, og som virkelig tog mig med storm.

Circe af Madeline Miller er en stærk historie om en stærk kvinde i den græske mytologi

Circe af Madeline Miller, udgivet af forlaget Bloomsbury Publishing i 2018.

Solguden Helios bliver en dag far til datteren Circe, der er alt andet, end hvad han havde håbet på. Hun har ikke det rigtige udseende eller en guddommelig stemme. Frastødt af hendes afvigelser tager hendes familie afstand til hende, og hun søger selskab hos de dødelige, hvor hun krydser grænsen til forbudte heksekræfter. Da kærligheden gør hende blind, og får hende til at kaste en mørk forbandelse, forviser Zeus hende til et liv i eksil på en øde ø, men selvom øen er ubeboet, er der mange søfarende, der finder vej dertil. I sidste ende er Circe nødt til at beslutte sig for, om hun hører hjemme blandt de, der udstødte hende, eller de dødelige, som hun altid vil overleve.

Circe er en elegant genfortælling af græsk mytologi og på mange måder en klassisk dannelsesroman fyldt med menneskelige budskaber i mødet med guddommelige kræfter og mytiske skikkelser. Circes historie er voldsom. Den er en ode til kærligheden, den krig den kan medføre og det, som vi er villige til at gå igennem for at opnå den hos et andet menneske. Af samme grund er det en spændende fortælling om kærlighed og hævn fyldt med tempofyldte scener med stormende følelser i opbrud. Madeline Miller bringer mange myter i spil i sin genfortælling, og selvom langt de fleste er vellykkede, føles enkelte af dem som unødvendig fylde og påvirkede heller ikke den overordnede historie.

It is a common saying that women are delicate creatures, flowers, eggs, anything that may be crushed in a moment’s carelessness. If I had ever believed it, I no longer did.

Circe lever i en verden, hvor der fortælles historier om modige mænd og deres store heltedåd. Der synges ballader om helte og ikke heltinder, og der er kun er plads til at fortælle om kvinder, når de er hekse, der skal besejres. På trods af sin guddom, sin udødelighed og magi er Circe grundliggende en sårede kvinde, der hele sit liv har levet i skyggerne af magtfulde mænd og deres afvisning af hende. Hun har skilt sig ud lige fra fødslen, hvor hun ikke lever op til de forventninger, hendes forældre har til hende, og det igangsætter en række afvisninger, der former hende som menneske. Derfor er hendes historie også en stærk fortælling om en kvindes forsøg på at begå sig i en håbløs patriarkalsk verden.

Miller har skrevet en overbevisende genfortælling om Circe, og selvom denne er fyldt med andre mytologiske historier, er det Circes egen, der er stærkest, for på trods af sine gudestatus, er hendes kvaler menneskelige. Circe historie handler om en kvindes liv på godt og ondt, selvom dette liv ikke har nogen udløbsdato. Den er fortalt med et feminist greb, der løfter historien til nye højder. Med smukke gloser, fremtryller Miller den mytologiske verden, vi kun kender igennem historiefragmenter, og hendes ord er maleriske og fløjlsbløde, selv når de er skarpe. Hendes skrivestil er atmosfærisk grænsende til det til sensuelle. Med lyriske undertoner genfortæller hun en ældgammel historie med nutidig relevans, samtidig med at hun kaster et feministisk syn på den. Det er en sand fornøjelse at læse hendes ord.

Hæsblæsende fantasy lever op til hypen

An Ember in the Ashes, Sabaa Tahir, fatansy, YA, young adult

An Ember in the Ashes (An Ember in the Ashes #1) af Sabaa Tahir, udgivet af forlaget Razorbill i 2017 (org. udgivet i 2015).

Under imperiets herredømme straffes al modstand med døden. Da Laias bror bliver arresteret, må hun opsøge modstandsbevægelsen for at redde ham. Hun får deres hjælp på én betingelse: Hun skal spionere i militærakademiet. Her møder hun Elias, der er soldat og skolens dygtigste aspirant. På trods af sine krigeriske kunstfærdigheder, drømmer han om at undslippe den undertrykkelse, han er blevet trænet i at udøve. Tilstanden i riget spidser til, og mod deres vilje bliver Laia og Elias skæbner forbundet. Nye vinde bliver over imperiet, og der er en storm på vej.

Sabaa Tahir debuterede med An Ember in the Ashes i 2015 Selvom bogen nu har et par år på bagen, lever hypen i bedste velgående, og der er ingen tvivl om hvorfor.  Tahir har skabt en virkelig vellykket historie, der tager afsæt i det romerske kejserstyre, hvor disciplin præger hverdagen i den hierarkiske inddeling af rigets indbyggere. I bunden er Laia og hendes familie, der alle er slaver. Længere oppe befinder Elias sig, som søn af kommandanten og den mest lovende aspirant. Deres verdener er lysår fra hinanden, og alligevel bliver de forbundet med hensigt at bryde fri af de rammer, som riget har sat. For selvom de begge befinder sig i hver sin ende af hierarkiet, er ingen af dem frie.

“Life is made of so many moments that mean nothing. Then one day, a single moment comes along to define every second that comes after. Such moments are tests of courage, of strength.”

An Ember in the Ashes er kun begyndelsen, og selvom det også er mærkbart i den verden, som Tahir har skabt, og som læseren kun får et glimt er, så er det ikke desto mindre en lovende begyndelse. Jeg manglende en dybere forståelse af, hvordan hendes fiktive verden hænger sammen, men samtidig er historien så gribende fra første side, at dens mangler hurtigt bliver tilgivet. Sproget flyder med største lethed, og bærer læseren igennem historien. Historiens perspektiv skifter mellem Laia og Elias. Deres stemmer er lette at adskille, men jeg følte aldrig samme tilknytning til Elias, som jeg gjorde med Laia. Måske skyldes det, at hans karakter aldrig rigtig krøb ind under huden på mig. For mig var han kun sin militære opvækst, og selvom der ligger en vigtig pointe i det, var det Laia, der løb med mit hjerte.

Jeg tror på, at en god bog får dit hjerte til at banke på en helt særlig måde, og sådan en bog er An Ember in the Ashes, der tog mig på en rejse rundt i mit følelsesregister. Forfatteren gør noget, som andre forfatter har svært ved. Hun sætter en ydre grænse og gør sine karakterer skrøbelige, selvom de kan synes stærke, hårdtslående eller ressourcefulde. Fælles for dem alle er, at de har noget at miste. Derfor danser Laia heller ikke upåvirket igennem sin spionage i riget, men oplever alle dens skyggesider, og mærker også konsekvenserne af sine fejltrin på en måde, som føles som piskeslag i ansigtet på læseren. Det er en slags, der gør, at man som læser aldrig føler sig for sikker på handlingen, og det er det, der gør An Ember in the Ashes så vellykket. Sagt med andre ord: Jeg glæder mig virkelig til at læse videre i serien.