Leigh Bardugos debutroman er formularisk fantasy, men fængende fra start til slut

Shadow and Bone af Leigh Bardugo fra forlaget Square Fish i 2017 (originalt udgivet i 2012).

Jorden ryster under Ravka, hvor dæmoniske væsner lever, og enhver, der forsøger at krydse The Shadow Fold lever sjældent længe nok til at fortælle om det. Men så opdager den forældreløse Alina Starkov sine sande kræfter, der måske kan redde Ravka og oplyse dets mørke. Da lyset skærer igennem hende, må hun lære at kontrollere sine evner som Grisha, og hun bliver derfor øjeblikkeligt den mystiske Darklings protegé. Langsomt åbner en ny verden sig for Alinas øjne, og det bliver klart for hende, at ikke alt er, som de ser ud til.

Sund fornuft ville være ikke at genlæse bøger, som du ikke bryder dig om, som falder igennem og ikke slår til. Tiden er knap med alle de bøger, jeg gerne vil læse, og alligevel valgte jeg at genlæse Shadow and Bone kort efter, at jeg blev færdig med den. Det viste mig, hvor afhængig af tidspunktet en læseoplevelse kan være, for Leigh Bardugos debutroman er væsentlig bedre, end jeg første gav den kredit for. Shadow and Bone er ikke bare den første bog i trilogien af samme navn, det er også den første bog i forfatterens omfattende Grishaverden, det strækker sig over flere serier og en samling af eventyr, som på fineste vis binder karakterer og historier sammen.

The thought filled me with grief, grief for the dreams we’d shared, for the love I’d felt, for the hopeful girl I would never be again.

Ravka vakler under et altopslugende mørke, hvis skygger trækker sig sammen om den udvalgte Alina, hvisker forførende i hendes ører med alverdens løfter, da hendes magiske egenskaber pludselig eksploderer. Hun ønsker ikke at besidde den slags magt, men hun har ikke noget valg. Det er ikke svært at føle sympati for hende, da hun bliver nødt til at lægge sig gamle liv bag sig, og træde ind i en verden, hun ikke ønske at være en del af. Hendes modstykke, mørket, der kalder på hende, er den smukke Darkling, der både besidder en enorm tiltrækningskraft men også indgyder stor frygt. Han er farlig, forførende og nem at forelske sig i, men hans vision for Ravka får jorden til at ryste i sådan en grad, at den truer med at styrte sammen. Bardugo opretholder et højt niveau af spænding, trods historiens ellers formulariske udformning, ved at tilbageholde vigtig information for læseren. Det er håbløst medrivende.

Shadow and Bone er på mange måder en formularisk fantasy, men med denne viser Leigh Bardugo også dens evige styrke. Det er en klassisk flugtsfortælling, en historie om den udvalgte, og den handler om kampen mellem det gode og det onde. Shadow and Bone er en af den slags bøger, hvor historien hurtigt tager fart. Bardugo spilder ikke et øjeblik på ligegyldigheder. I stedet kaster hun en magisk besværgelse over bogens sider, som gør den svær at lægge fra sig. Hun er en billedskaber og en mester med ord. På trods af at Leigh Bardugo har skabt en fængende historie, der tager afsæt i russisk mytologi, og gør luften tung af magi, så forsøger den samtidig at være nyskabende, uden egentlig at være det. Den følger et velkendt spor, og selvom det holder hele vejen igennem, så bliver det aldrig til mere end det. Dog glæder jeg mig til igen at betræde det snedækkede Ravka og følge i Alinas fodspor.

Reklamer

Gail Honeymans roman Eleanor Oliphant is Compeltely Fine er ikke bare okay men helt fantastisk

Eleanor Oliphant is Compeltely Fine af Gail Honeyman fra forlaget HarperCollins Publishers Ltd i 2018.

Eleanor Oliphant har det helt fint. Det mener hun i hvert fald selv. Hun passer sit kontorjob, spiser sin frokostalene, taler i telefon med sin mor om onsdagen og spiser den amme pastaret til aftensmad. Ingen afvigelser, kun gentagelser. Eleanors skemalagte hverdag begynder dog langsomt at falde fra hinanden, da hun møder Raymond fra IT. Meget mod sin vilje lærer han hende, at hun er nødt til at åbne sit hjerte, hvis hun nogensinde skal blive hel igen, for Eleanor har holdt på en hemmelighed i så mange år, at den truer med at ødelægge hende.

Eleanor Oliphant is Completely Fine er en titel, der fra start afsløre sig selv som en løgn, for Eleanor Oliphant er langt fra okay, men hvorfor det forholder sig sådan udfoldes gangske langsomt, og på en måde, som formår at fastholde læserens opmærksomhed. Eleanor er regelret, simpel og alligevel så kompliceret. Hun går på arbejde, spiser sin frokost alene, løser krydsordene i avisen, køber sin vodka til weekenden og spiser den samme ret til aftensmad. Sådan forløber hendes uge uden at hun fortrækker en mine. Humoren er tør og britisk, og gik rent ind hos mig. Jeg grinede over Eleanors ulogiske slutninger, hendes skæve betragtninger og hendes evige fordømmelse af andre for ikke at være dannede nok. Hun mindede på mange måder om en ældre dame snarere end den tredveårige kvinde, hun i virkeligheden er. Det gav hendes karakter kant, understøtter også den uro, som hviler tungt over siderne.

If someone asks you how you are, you are meant to say FINE. You are not meant to say that you cried yourself to sleep last night because you hadn’t spoken to another person for two consecutive days. FINE is what you say.”

En af bogens styrker er, at Eleanor ikke bliver reddet af en stærk mand, som slår benene væk under hende. Det skal hun selv gøre, og det er hårdt og smertefuldt at dykke ned i hendes erindringer, som hun så længe har forsøgt at fortrænge, men det er også helt grundliggende for historiens udvikling og ikke mindst hendes egen. Gail Honeyman formår virkelig at skabe en velafbalanceret historie, der aldrig går i stå, selvom den i høj grad begrænser sig til den trivielle hverdag. Historien favner også eksistentielle kriser, traumer og bristepunktet, hvor et menneske kan vælge at blive liggende eller rejse sig fra asken, men også ønsket om at opleve på trods og måden, et menneske kan skabe urimelige rammer for sig selv i forsøget på det. Eleanors hverdag ligner ikke de flestes, og alligevel er der på trods af hendes særheder en stor genkendelighed i måden hun gribe r hverdagen an på, som er med til at menneskeliggøre hende.

Eleanor Oliphant is Completely Fine er ikke en lattermild historie om en ung kvindes falden-på-halen oplevelser med kærligheden eller kollegerne, for selvom historien måske starter sådan ud, så bliver det hurtigt tydeligt, at der Eleanor er alt andet end okay. I stedet har Gail Honeyman skabt en bog, der på fineste vis balancerer humor og sorg uden på noget tidspunkt at blive manipulerende. Med Eleanor Oliphant viser hun livet fra sin skrøbeligste side, men også viljen til vriste sig fri af fortiden greb. Eleanor Oliphant har det helt fint, men det var jeg ikke, da jeg havde læst den færdig.

Louise O’Neills debutroman er en feministisk genistreg


Skabt for dig (Only Every Yours) af Louise O’Neill fra forlaget Gyldendal i 2018 (org. udgivet i 2014). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Langt ude i fremtiden er verden en anden. Her fødes kvinder ikke. De bliver designet, trænet på skoler som evaer og oplært i at opfylde mænds behov. Når de dimitterer, bliver de enten koner, konkubiner eller kyske. Freida og Isabel er begge sikre på, at de vil ende med at blive nogens kone, for de er blandt de mest attraktive piger på skolen. Men på deres afsluttende år sker der noget. Isabel begynder at tage på, udebliver fra undervisningen og forsvinder fra ranglisten. Freida er nødt til at fokuserer på sin fremtid, hvis hun vil vælges som kone, selv hvis det betyder, at hun må kappe båndene til den eneste veninde, hun nogensinde har haft.

Louise O’Neills debutroman er hjerteskærende, upoleret og hårdtslående. Dens dystopiske fremtidssyn rammer ind i nutidige tendenser og debatter, og jeg håber og ønsker for forfatteren, at hendes stemme vil give genklang over hele verden. O’Neill har nemlig skabt en vigtig roman om en ekstrem verdensorden, der begyndte langsomt, indtil det tog fart og blev til virkelighed. I den verden, hvor Freida lever, er er feminisme et skældsord, og der er kalorieregning på skemaet i skolen. Det er let at afskrive historien som ekstrem, men sandheden er, at selvom kalorietælling ikke er en del af nogen uddannelse, så er det hverdag for rigtig mange, og desværre anses feminisme også som et skældsord for mange.

“Tomheden i min krop føles enorm, som et stort åbent rum uden noget at holde fast i.”

Flere gange tog jeg mig selv i tænke, at historien var sat på spidsen, men min næste tanke var også en lang række eksempler, der fuldkommen affejede den første. Når en sanger synger om at være øverst i fødekæden, og at alle kvinder skal tilfredsestille ham seksuelt, imens de vrider dig på gulvet foran ham, afklædte, så er det ikke karikeret, sat på spidsen eller dystopisk fremtidsspekultion. Det er virkelighed på samme måde som alle de, der hver dag tæller kalorier og føler skyld, når lysten til at spise tager til. Alle karaktererne er en mundfuld, fordi ingen af dem er sympatiske eller elskelige. De er derimod selvoptagede, overfladiske og konkurrenceminded i forsøget på at blive den smukkeste, tyndeste og mest populære pige, imens drengene oplever et pres fra omverden om at præstere. Det kan synes enormt endimensionelt, men i virkeligheden ser jeg det som et udtryk for den verdensorden, de lever under.

Undervejs måtte jeg lægge bogen kortvarigt fra mig. Ikke fordi jeg ikke nød at læse den, eller fordi den var svær at komme igennem, men fordi den gjorde så stort indtryk på mig. Den rørte mig fra første side som noget genkendeligt, der gang på gang blev ved med at skylle ind over mig. Forfatteren er ikke kun god til at skrive, hun formår også at skabe små øjebliksbilleder af følelser, der fremkalder gysen og gåsehud, fordi gennemslagskraften er så stor at den udfordrer den fiktive verden. Men O’Neills dystopiske roman er ikke historien om en revolution, og det er også med til at gøre den til en langt stærkere og mere realistisk historie. Skabt for dig er en forfærdelig fantastisk bog, som der slet ikke er blevet talt nok om, og det er en bog, jeg slet ikke kan anbefale nok. Læs den!

 

Med løftet om en spektakulær fortsættelse er Scarlet dog lidt tung at danse med


Scarlet af Marissa Meyer, udgivet af forlaget Feiwel & Friends i 2013.

Da 18-årige Scarlet Benoits bedstemor forsvinder, og hun beslutter sig for at finde hende, men det går langsomt op for Scarlet, at der er mange ting, hun ikke ved om sin bedstemor, eller den store fare, som har forfulgt hende hele livet gemt i skyggerne. Hvis Scarlet skal gøre sig forhåbninger om at blive genforenet med sin bedstemor, er hun nødt til at alliere sig med slagbroderen Wolf, der måske ligger inde med afgørende informationer. Scarlet er ikke sikker på, at hun kan stole på ham, og kemien mellem dem gør hende ikke mere sikker. Undervejs bliver hun hvirvlet ind i cyborgpigen Cinderes kamp mod den onde dronning Levana, der truer med at knuse den intergalaktiske verdensfred. 

Hvor Cinder tog afsæt i eventyret om Askepot og midnatsballet, tager Scarlet udgangspunkt i eventyret om Rødhætte og ulven. Jeg er beundrer måde, hvorpå Marissa Meyer vælger at bruge eventyrere som rammesæt for sine historier, som tillader hende at sætte sit helt eget præg på et ellers velkendt eventyr. Det betyder, at man som læser har en lille idé om, hvordan historien vil starte ud, men ingen idé om hvilken retning, den vil bevæge sig i. Sådan var det også med Scarlet, der er fyldt med hemmelige orginisationer i en fremtidsfjern verden beboet af mennesker og maskiner, imens verdensrummet er befolket af fjendtlige aliens, og verdensfreden hænger i en tynd tråd. 

“She did not know that the wolf was a wicked sort of animal, and she was not afraid of him.”

Jeg nød at læse Scarlets historie om hendes søgen efter sin forsvundne bedstemor og hendes møde med Wolf, men jeg faldt aldrig helt for den. Hendes historie føltes som en lang vandring, der aldrig nåede sit slutpunkt, og jeg endte derfor med at kede mig undervejs. Desuden fandt jeg handlingen en smule rodet, hvilket heller ikke ligefrem gjorde det lettere at blive fanget af den. Relationen mellem Scarlet og Wolf var også noget af det, der udfordrede min koncentration. Wolf har en mørk fortid, som stadig hjemsøger ham, men hans evige forsøg på at skubbe Scarlet fra sig, fordi han er overbevidst om, at det er farligtfor hende at omgås ham er udvandet. Det udskyder deres historie og intet andet.

Der er en forfriskende lethed over måden forfatteren skriver på, men i Scarlet er der også en hel del mere telling end showing, som gør det svært at skabe sine egne billeder og visualisere den. Historien lider desuden under sin egen forudsigelighed og simplicitet, og jeg ved ikke, om det skyldes eventyret, som udgør rammerne for bogen, eller om det er Meyers genfortælling, som ikke er tilstrækkelig interessant eller gennemført. Derfor følte jeg mig heller aldrig forbundet til historien og dens gang, og alligevel læste jeg den til ende, fordi roserne om Meyers futuristiske eventyrserie forsat giver genlyd hos så mange læsere. Jeg håber, at jeg finder samme glæde for den i de efterfølgende bøger.