Little Fires Everywhere af Celeste Ng


Little Fires Everywhere af Celeste Ng, udgivet af forlaget Abacus i 2018 (org. udgivet i 2017).

I Shaker Heights, Cleveland, er der styr på tingene, lige indtil den dag, det hele bryder i brand. Helt bogstaveligt. Elena Richardsons, karrierekvinde og mor, største ambition er at følge reglerne og opretteholde facaden, sættes på prøve, da Mia Warren, der er alenemor og kunstner, ankommer til kvarteret med sin teenagedatter Pearl. Mias mørke fortid og nonchalante forhold til tingenes tilstand og ligevægt i byen truer med at forstyrre roen i det velordnede kvarter. Da begge deres hemmeligheder kommer frem i lyset, får det afgørende konsekvenser for det lille samfund. 

Little Fires Everywhere har været umulig at undgå. Den prisbelønnede og anmelderroste bog har været på alles læber, siden den udkom, og netop på grund af den massive omtale var det også en bog, som jeg tog tilløb til. Det tog mig lidt tid at blive fanget af bogen, da jeg endelig gav mig i kast med den, men det tror jeg mere skyldes mine egne omstændigheder på daværende tidspunkt mere end selve bogen. Celeste Ng har ikke blot skrevet en fængslende roman om et lille lokalsamfund og mødet mellem modsætninger og deres dybeste hemmeligheder, for hendes historie er også fyldt med vigtige og alvorlige betragtninger, der sprænger bogens tidsånd og giver stof til eftertanke.

All her life, she had learned that passion, like fire, was a dangerous thing. It so easily went out of control.

En af de tematikker, som Ng tager op, er de helt tydelige kønsforskelle, der er i Shaker Heights, der i sin etnicitet ellers synes at være omfavnende. Da en afroamerikansk fyr gør en hvid pige gradvis, ser hun roligt og optimistisk på deres fremtid sammen, imens han er nødt til at trække sig på grund af sin etnicitet og den fordømmelse, der vil følge ham som en skygge, når sandheden kommer ud. Et af bogens gennemgående temaer er moderskab, og hvad det vil sige at være forælder. Ng lister en ræke spørgsmål op, som ikke entydig giver svar på. I stedet overlader hun det helt til læseren at dømme, hvem der er den retmæssige forældre til Bebe Chows barn, som hun af nød måtte give fra sig, og som nu adopteres af et par i byen. Det er et etisk dilemma af sådan en karakter, at det er svært helt at vælge side, og alligevel tager Ng aldrig parti, men viser i stedet sagen fra flere sider og nuancerer den.

Ngs beskrivelser er så detaljerede, at hver en afkrog af historien fremstod klart. De sirligt ogsymmetrisk formet veje, husenes afstemte farver og de velholdte haver gav mig en følelse af at have været i Shaker Heights, selvom det ikke er tilfældet. Hendes ord vækker byen til live og får de fiktive karakterer til at fremstå troværdige. Ingen af dem er entydigt gode eller onde, men bærer begge elementer i sig, og det gjorde også, og derfor rev forfatteren ofte min vurdering af en karakter i stykke og erstattede det med et andet. På grund af denne nuancerethed, bliver historien heller aldrig forudsigelig. Af samme grund fandt jeg bogen svær at lægge fra mig, da historien endelig begyndte at tage fart.

Reklamer

The Astonishing Colour of After by Emily X.R. Pan


The Astonishing Colour of After af Emily X.R. Pan, udgivet af forlaget Orion Children’s Books i 2018.

Dagen hvor Leigh Chen Sanders får sit første kys, bryder hele hendes verden sammen. Imens hun smelter sammen med sin barndomsven, tager hendes mor sit eget liv. Tilbage efterlader hun et stykke papir, hvorpå der står “I want you to remember”. Leigh ved ikke, hvad det betyder, men da hun efter morens død får besøg af en stor rød fugl, er hun ikke i tvivl. Fuglen er hendes mor, og der er noget hun skal huske. Hun er nødt til at huske og opfylde sin mors sidste ønske. Derfor rejser hun til Taiwan for at besøge sin mors familie, som der sjældent blev talt om.

The Astonishing Colour of After efterlod mig åndeløs, grådkvalt og sammenkrøllet. Emily X.R. Pan rev mit hjerte ud gang på gang, hjemsøgte mig i dagevis som Leighs røde fugl, men den fik mig også til at føle mig håbefuld. Med den største ømhed gengiver Pan den magtesløshed, der følger med depression og selvmord. Hun gengiver nænsomt, hvordan den langsomt slår klør i et menneske, og hvordan den til sidst tager over og fylder så meget, at et hvert rum føles klaustrofobisk. Hun italesætter også stilheden, der medfølger. Ingen taler om morens depression, selvom den ikke er til at tage fejl af. Den fylder som en elefant i lokalet, og den forsvinder ikke ved at blive fejet ind under gulvtæppet.

“Once upon a time we were the standard colors of a rainbow, cheery and certain of ourselves. At some point, we all began to stumble into the in-betweens, the murky colors made dark and complicated by resentment and quiet anger. At some point, my mother slid so off track she sank into hues of gray, a world drawn only in shadows.”

Forfatteren er en kunstner med ord. Hun bruger farver til at italesætte følelser, når ord ikke slår til. Det fungerer rigtig godt, selvom det fylder meget, og enkelte beskrivelser dog også falder til jorden, fordi de, på trods af deres smukke lyd, blev for abstrakte eller ikke gav mening. Alligevel formår Pan at beskrive nogle af de følelser, som er forbundet med tabet af en nærtstående og sorgen, der følger efter. Hendes ord gør utroligt ondt at læse, men de er ikke desto mindre vigtig læsning. Bogen er heller ikke kun en vigtig repræsentation af sorg og psykisk sygdom, for historien tager afsæt i kinesisk kultur og Leighs forsøg på at placerer sig mellem den kultur, hun kommer fra, og den hun er vokset op i.

The Astonishing Colour of After en synæstetisk historie om identitet, konsekvenserne af psykisk sygdom som pårørende, og at være biracial. Selvom bogen er en smule for lang til at handlingen kan bære den, og at det ville have været en stærkere historie, hvis ikke romancen var en del af handlingen, rammer forfatteren hovedet på sømmet med sine beskrivelser af sorg. Slutningen var en smule forhastet til min smag, men det ændrer ikke på min samlede læseoplevelse. Pan har skabt en vigtig bog, der gjorde så ondt at læse, at jeg flere gange måtte lægge bogen fra mig, og fordi tårerne trængte sig på. Alligevel samlede jeg den gang på gang op igen, netop fordi den er så vigtig.

Det forsvundne barn (L’amica geniale #4) af Elena Ferrante


Det forsvundne barn (Storia della bambina perduta) af Elena Ferrante, udgivet af CK Forlag i 2014). Læst på dansk — originalsproget er italiensk.

Der er sket meget siden Elena og Lila første gang mødte hinanden som børn, siden de legede med dukker på vejen og skrev historier. Året er 1978 og Elena, der nu er en kendt forfatter, flytter tilbage til Napoli med sine to døtre for at bo sammen med sin store kærlighed i det kvarter, hun som barn ikke kunne flygte hurtigt nok fra. Relationen til Lila er en forsat balancegang, der med årene både er blevet stærkere af tiden og mærket af distance, fortielser og knuste drømme.

Der skete noget, da jeg læste Det forsvundne barn, som jeg har svært ved helt at sætte ord på. Det var ikke fordi, jeg mistede interessen for historien, eller fordi den ikke længere var spændende, men jeg oplevede en brist i Lila og Elenas endeløse ulykke, som gjorde, at jeg lukkede bogen med suk. Jeg har siden seriens begyndelse, der egentlig begynder med historiens slutning, set frem til at få afsløret det mysterium, som danner grobund for hele fortællingen. Ikke alle skæbner ender lykkeligt, og ulykkerne bliver ved med at hagle ned over Lila på en måde, som gjorde, at jeg holdt op med at håbe på en bedre fremtid, og jeg tror, at det hel blev for meget til sidst.

“En gang sagde jeg til hende, for at understrege at det frygtelige øjeblik var forbi:
‘Verden er faldet på plads igen.’
Hun svarede drillende.
‘Hvilken plads?'”

Tiden er mærket af efterskælvet fra en naturkatastrofe, som river et hvert håb om stabilitet og soliditet hos de to kvinder, hvis liv på mange måder har fulgtes ad, og som alligevel ikke kunne være mere forskellige. Ferrante formår som altid at male detaljerede billeder af de to kvinder og deres vidt forskellige liv på en levende måde, selvom hun også tillader læseren at digte med undervejs. Særligt med denne fjerde bog, er det tydeligt at mærke, hvordan Elena har svære ved at fortæller sin og Lilas historie med samme dybde, som i de første bøger. Tiden har sat sit tag i hende, og intet liv varer for evigt. Samtidig falmer hendes idealisererede billede af sin veninde på en måde, som tvinger hende til at konfronterer en Lila, hun ikke længere kan se op til. Dog fandt jeg stadig historien medrivende.

Elena har altid levet på kant med samfundets regler og forventninger. Hun giftede sig med den mand, hun ønskede sig, tog en lang uddannelse og fik succes som forfatter, imens Lila ser verden som noget konstrueret, der ved bare det mindste vindpust kan forandre sig og blive til noget andet. Det forsvundne barn sætter punktum for historien om Elena og Lila på en hjerteskærende måde ved at vise vigtigheden af at turde give slip og gøre det i rette tid. Ikke kun i forhold til venskaber, men også i forhold til det, vi oplever i livet og de valg vi træffer, og selvom jeg fandt historien mangelfuld, har Elena Ferrante ikke desto mindre skrevet en mesterlig serie om venskaber, familiebånd og livet på godt og ondt med karakterer, der er begår fejl og ikke er perfekte, og selvom Det forsvundne barn er romanens svageste led.

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov


Den, der lever stille af Leonora Christina Skov, udgivet af Politikens forlag i 2018.

Da Leonoras mor dør, beslutter hun sig for at skrive historien om sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Men selvom Leonora holder sig inden for stregerne, ser hun sig til sidst nødsaget til at flytte til København for at genskabe sig selv som forfatter og menneske, og til sine forældres rædsel forelsker hun sig også i en kvinde. Men selvom Leonoras liv begynder at tage form, stopper hendes ønske om sin mors kærlighed aldrig.

Den, der lever stille er alt andet end stille. Det er en stormfuld historie om følelser i opbrud, svigt og længsel efter kærlighed. Jeg har læst denne ene roman af Leonora Christina Skov, og den slog mig nådesløst og ubarmhjertigt omkuld. Den, der lever stille er hendes historie og virkelighed, og den er så ærlig fortalt med så mange smukke ord og skrøbelige betragtninger, at jeg slog mig på den. Det er en roman, der gjorde ondt at læse fra start til slut, og selvom den var hård og tårerne flere gange trængte sig på, var den også svær at slippe igen. Jeg er glad for, at jeg startede mit kendskab til forfatteren med netop denne bog, for den tog så meget fra mig, men gav mig samtidig så meget igen.

”Klokken var lidt over tolv om formiddagen. Den rigtige datter ville for længst have kastet sig hulkende på sin mors hospitalsseng, men jeg havde været den forkerte datter i årevis, muligvis siden jeg blev født, og min mor brød sig ikke om kropskontakt.”

Det er en roman, der kræver tålmodighed. Ikke fordi den er svær at læse eller historiens tempo er langsomt og handlingen kedelig, men på grund af de verdenssyn, der løbende bliver præsenteret, og som i så mange år er blevet presset ned over hovedet på forfatteren. Jeg havde på en gang både lyst til at knuge bogen tæt ind til mig og kaste den tværs gennem stuen, og på grund af de følelser rammer Leonora Christina Skov hovedet på sømmet med sin historie. Den får alle de rigtige følelser frem i læseren på de helt rigtige tidspunkter og som bliver siddende længe i kroppen efter endt læsning. Noget af det hårdeste ved at læse Skovs historie er, at forældrene ikke formår at se, hvad de gør galt. Af samme grund er denne roman vigtig, fordi den er et portræt af en familie, der sjældent bliver fortalt om. Kernefamilien, der på overfalden lever et stille liv, men som bag facaden forsøger at kvæle enhver truende afvigelse.

Skovs historie beretter om komplicerede familieforhold, om forældre der kun elsker deres børn på deres egne betingelser, og om mødre, der ikke anerkender deres døtre. Forfatterens mor er en eksistens uden ro, for hvem verden ramler ved den mindste ændring, og som sender hårdtslående og ødelæggende tidevandsbølger igennem familien. Faren klynger sig til sin hustru, imens Leonora Christina selv forsøger at overleve sin mors påstande, der alle sammen handler om, at hun er årsagen til ødelæggelsen. Det er hjerteskærende at læse, hvordan Leonora Christina krymper sig under disse og svinder ind til en skygge af sig selv, men samtidig rejser hun sig som en føniks af asken og giver et sprog til de, der leder efter ord, og håb til de, der leder efter en vej ud af mørket. Romanen fortjener al den larm, den har fået.