Det forsvundne barn (L’amica geniale #4) af Elena Ferrante


Det forsvundne barn (Storia della bambina perduta) af Elena Ferrante, udgivet af CK Forlag i 2014). Læst på dansk — originalsproget er italiensk.

Der er sket meget siden Elena og Lila første gang mødte hinanden som børn, siden de legede med dukker på vejen og skrev historier. Året er 1978 og Elena, der nu er en kendt forfatter, flytter tilbage til Napoli med sine to døtre for at bo sammen med sin store kærlighed i det kvarter, hun som barn ikke kunne flygte hurtigt nok fra. Relationen til Lila er en forsat balancegang, der med årene både er blevet stærkere af tiden og mærket af distance, fortielser og knuste drømme.

Der skete noget, da jeg læste Det forsvundne barn, som jeg har svært ved helt at sætte ord på. Det var ikke fordi, jeg mistede interessen for historien, eller fordi den ikke længere var spændende, men jeg oplevede en brist i Lila og Elenas endeløse ulykke, som gjorde, at jeg lukkede bogen med suk. Jeg har siden seriens begyndelse, der egentlig begynder med historiens slutning, set frem til at få afsløret det mysterium, som danner grobund for hele fortællingen. Ikke alle skæbner ender lykkeligt, og ulykkerne bliver ved med at hagle ned over Lila på en måde, som gjorde, at jeg holdt op med at håbe på en bedre fremtid, og jeg tror, at det hel blev for meget til sidst.

“En gang sagde jeg til hende, for at understrege at det frygtelige øjeblik var forbi:
‘Verden er faldet på plads igen.’
Hun svarede drillende.
‘Hvilken plads?'”

Tiden er mærket af efterskælvet fra en naturkatastrofe, som river et hvert håb om stabilitet og soliditet hos de to kvinder, hvis liv på mange måder har fulgtes ad, og som alligevel ikke kunne være mere forskellige. Ferrante formår som altid at male detaljerede billeder af de to kvinder og deres vidt forskellige liv på en levende måde, selvom hun også tillader læseren at digte med undervejs. Særligt med denne fjerde bog, er det tydeligt at mærke, hvordan Elena har svære ved at fortæller sin og Lilas historie med samme dybde, som i de første bøger. Tiden har sat sit tag i hende, og intet liv varer for evigt. Samtidig falmer hendes idealisererede billede af sin veninde på en måde, som tvinger hende til at konfronterer en Lila, hun ikke længere kan se op til. Dog fandt jeg stadig historien medrivende.

Elena har altid levet på kant med samfundets regler og forventninger. Hun giftede sig med den mand, hun ønskede sig, tog en lang uddannelse og fik succes som forfatter, imens Lila ser verden som noget konstrueret, der ved bare det mindste vindpust kan forandre sig og blive til noget andet. Det forsvundne barn sætter punktum for historien om Elena og Lila på en hjerteskærende måde ved at vise vigtigheden af at turde give slip og gøre det i rette tid. Ikke kun i forhold til venskaber, men også i forhold til det, vi oplever i livet og de valg vi træffer, og selvom jeg fandt historien mangelfuld, har Elena Ferrante ikke desto mindre skrevet en mesterlig serie om venskaber, familiebånd og livet på godt og ondt med karakterer, der er begår fejl og ikke er perfekte, og selvom Det forsvundne barn er romanens svageste led.

Reklamer

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov


Den, der lever stille af Leonora Christina Skov, udgivet af Politikens forlag i 2018.

Da Leonoras mor dør, beslutter hun sig for at skrive historien om sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Men selvom Leonora holder sig inden for stregerne, ser hun sig til sidst nødsaget til at flytte til København for at genskabe sig selv som forfatter og menneske, og til sine forældres rædsel forelsker hun sig også i en kvinde. Men selvom Leonoras liv begynder at tage form, stopper hendes ønske om sin mors kærlighed aldrig.

Den, der lever stille er alt andet end stille. Det er en stormfuld historie om følelser i opbrud, svigt og længsel efter kærlighed. Jeg har læst denne ene roman af Leonora Christina Skov, og den slog mig nådesløst og ubarmhjertigt omkuld. Den, der lever stille er hendes historie og virkelighed, og den er så ærlig fortalt med så mange smukke ord og skrøbelige betragtninger, at jeg slog mig på den. Det er en roman, der gjorde ondt at læse fra start til slut, og selvom den var hård og tårerne flere gange trængte sig på, var den også svær at slippe igen. Jeg er glad for, at jeg startede mit kendskab til forfatteren med netop denne bog, for den tog så meget fra mig, men gav mig samtidig så meget igen.

”Klokken var lidt over tolv om formiddagen. Den rigtige datter ville for længst have kastet sig hulkende på sin mors hospitalsseng, men jeg havde været den forkerte datter i årevis, muligvis siden jeg blev født, og min mor brød sig ikke om kropskontakt.”

Det er en roman, der kræver tålmodighed. Ikke fordi den er svær at læse eller historiens tempo er langsomt og handlingen kedelig, men på grund af de verdenssyn, der løbende bliver præsenteret, og som i så mange år er blevet presset ned over hovedet på forfatteren. Jeg havde på en gang både lyst til at knuge bogen tæt ind til mig og kaste den tværs gennem stuen, og på grund af de følelser rammer Leonora Christina Skov hovedet på sømmet med sin historie. Den får alle de rigtige følelser frem i læseren på de helt rigtige tidspunkter og som bliver siddende længe i kroppen efter endt læsning. Noget af det hårdeste ved at læse Skovs historie er, at forældrene ikke formår at se, hvad de gør galt. Af samme grund er denne roman vigtig, fordi den er et portræt af en familie, der sjældent bliver fortalt om. Kernefamilien, der på overfalden lever et stille liv, men som bag facaden forsøger at kvæle enhver truende afvigelse.

Skovs historie beretter om komplicerede familieforhold, om forældre der kun elsker deres børn på deres egne betingelser, og om mødre, der ikke anerkender deres døtre. Forfatterens mor er en eksistens uden ro, for hvem verden ramler ved den mindste ændring, og som sender hårdtslående og ødelæggende tidevandsbølger igennem familien. Faren klynger sig til sin hustru, imens Leonora Christina selv forsøger at overleve sin mors påstande, der alle sammen handler om, at hun er årsagen til ødelæggelsen. Det er hjerteskærende at læse, hvordan Leonora Christina krymper sig under disse og svinder ind til en skygge af sig selv, men samtidig rejser hun sig som en føniks af asken og giver et sprog til de, der leder efter ord, og håb til de, der leder efter en vej ud af mørket. Romanen fortjener al den larm, den har fået.

Solen er også en stjerne af Nicola Yoon


Solen er også en stjerne (org. titel The Sun is Also A Star) af Nicola Yoon , udgivet af forlaget Carlsen i 2017.

En gribende historie om at leve livet og turde række ud efter sine drømme. Natasha tror på videnskab og fakta. Ikke på på skæbnen eller drømme, som ikke går i opfyldelse. Men så møder hun Daniel den samme dag, som hun og hendes familie er blevet udvist af landet. Daniel er en drømmer, som tror på skæbnen, og da han møder Natasha midt på gaden i New York, er han overbevist om, at skæbnen har store planer for dem begge. Skiftevis fortæller Natasha og Daniel om den skæbnesvangre dag i New York, da de mødte hinanden og alting ændrede sig.

Solen er også en stjerne er lige præcis den slags kærlighedshistorie, som jeg holder af at læse. Den er tilpas sød, samtidig med at den bringer en række vigtige tematikker på banen på en vedkommende og velafbalanceret måde. Den handler om nemlig ikke kun om kærlighed, men også om immigration. Natasha er illegalt flygtet til landet fra Jamaica, hvilket sætter sine tydelige spor i hendes hverdag, hvor familien forsøger at undgå systemet for enhver pris, indtil det ikke længere er en mulighed. Daniels familie har rejst fra Korea til USA, og det er ikke altid lige let at skulle balancerer mellem de to kulturer og finde sig til rette mellem dem. Samtidig har hans forældre store forventninger til hans uddannelse, som tilsidesætter Daniels egne drømme og lægger et unødvendigt pres på hans skuldre

“Der findes et japansk udtryk, som jeg godt kan lide: Koi no yokan. Det betyder ikke kærlighed ved første blik. Det betyder nærmere kærlighed ved andet blik. Det er den følelse, man får, når man møder nogen, man vil blive forelsket i. Måske elsker man ikke personen med det samme, men det er uundgåeligt, at det sker.”

Natasha og Daniel er to komplette modsætninger, og måske er det derfor, de fungerede så godt sammen. Han er en åbensindet drømmer, der tror på kærlighed, imens hun er langt mere praktisk anlagt i sit verdenssyn og meget selvsikker. På grund af deres forskellige livssyn og filosofier, udfordrer de også hinanden på en måde, som tilføjer en helt særlig dybde til historien. Samtidig med at de begge er minoriteter, er deres stemme og repræsentation vigtig. Natasha og Daniel skiftes til at fortælle deres fælles historie, men afbrydes af et tredje perspektiv, som handler om universet. Her fortælles brudstykker af historier om de mennesker, som omgiver de to hovedpersoner, og hvordan de perifert er forbundet til deres historie. Det er her opholdstilladelsen afvises, og som forsegler deres skæbne. Disse kapitler er en af romanens styrker, fordi det gør den jordnær og undlader de svimlende følelser i at tage overhånd. 

Sidste år til Bogforum anbefalede Adam Silvera mig at læse bogen, og den viste sig at være alt det, han havde sagt den ville være. Den er en hjertevarm kærlighedshistorie med noget på hjerte, som jeg øjeblikkelig havde lyst til at læse igen i det øjeblik jeg færdiggjorde den. Forholdet mellem kærlighed og alvor er perfekt afbalanceret og historien er trods sin letsindighed enormt repræsentativ og vedkommende, og på grund af historiens indhold kom jeg også rundt i hver en afkrog af mit følelsesregister med alt lige fra frustration til forelskelse. Jeg giver derfor anbefalingen videre.

Dem der flygter og dem der bliver (Napoli-romanerne #3) af Elena Ferrante


Dem der flygter og dem der bliver (org. titel Storia di chi fugge e di chi resta) af Elena Ferrante, udgivet af C&K Forlag i 2017 (org. udgivet i 2013) Læst på dansk – originalsproget er italiensk.

“Vi havde begge brug for nye dyber, nyt indhold, og alligevel var vi adskilte og kunne hverken give hinanden det ene eller det andet,” sådan skriver Elena om sit forhold til Lila i denne bind i Napoli-romanerne. Deres venskab er svært og præget af vidt forskelige ting, der tvinger dem fra hinanden. Elena er travlt optaget af sit forfatterskab og med at udvides det grænser, imens Lila fortsat kæmper med tilværelsen, selvom hun dog finder vej ud af fattigdommens elendighed. Elena flytter til Firenze og stifter familie. Men den kølige, kloge og verdensfjerne Pietro, som har vundet hendes hjerte, er svær at leve sammen med, og da familien forsøges er hverdagen er det på bekostning af hendes forfatterskab. Hverdagen vælter for alvor dog, da et spøgelse fra fortiden pludselig dukker op.

Elena Ferrantes romaner er mesterlige. De er svære at beskrive på grund af det rolige tempo og de hverdagsagtige begivenheder, men samtidig er de fyldt med stormfulde følelser, talrige magtkampe og evigt oprør. Selvom Elena og Lilas liv har bevæget sig i vidt forskellige retninger lige siden de mødte hinanden for første gang som børn, har de aldrig helt kunne slippe hinanden. Savnet har altid stået tilbage, når venskabets bånd blev skåret over. Ferrante spinder et spind af skrøbelige følelser om eksistenser på kanten af afgrundens rend, og måske er det netop disse vellykket portrætter, der gør Napoli-romanerne til noget ganske særligt.

“Vi havde begge brug for nye dybder, nyt indhold, og alligevel var vi adskilte og kunne hverken give hinanden det ene eller det andet.”

På samme måde som i de to foregående romaner hænger melankolien som en tyk tåge over bogens sider, og lykken er aldrig nok. Elenas forhold til Lila har altid været giftigt, og det er kun blevet værre med årene. Elena har alt, hvad hun har drømt om: en lang uddannelse, forfattersucces og en kernefamilie, men alligevel er hun ulykkelig. På trods af Lilas evige modgang i livet, bliver hun ved med at overgå hende på en måde, som er svær at sætte ord på. Ferrante illustrerer på fineste vis, hvordan Elena kæmper for at bryde fri af alle de forventninger, der er til kvinder. Forestilling om at være hjemmegående med manden som forsørgeren, forventningen om børn og kernefamilie, og som hun også forsøger at få til at fungere, selvom hun kæmper med næb og klør for at finde en udvej derfra.

Elena kæmper med sin næste roman, som gerne skal følge i fodsporene på dens første succes, og processen er lang og smertefuld, fordi det eneste der virkelig betyder noget, er Lilas mening. Helt grundliggende mangler hun føling med sig selv og sin identitet, der er så betinget af Lilas mening, og det gør, at hun altid er på vippen til at bryde sammen. Tiden presser sig også sammen om hende som en klaustrofobisk fornemmelse med sin politisk ekstremisme, studenteroprøret og kvindebevægelsen, der udgør de historiske rammer for romanen, og det er også med til at gøre hende rodløs i verden og i sig selv. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ender. Denne tredje roman om de to napolitanske kvinder er mesterligt fortalt, og jeg misunder enhver, der endnu har til gode at læse deres historie.