“Rubinrød” (Ædelstenstrilogien #1) af Kerstin Gier


“Rubinrød” (org. titel “Rubinrot”) af Kerstin Gier, udgivet af forlaget Turbine i 2015 (org. udgivet i 2009). Læst på dansk — originalsproget er tysk. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Kærlighed går gennem alle tider. Gwendolyn Shepherds familie er ikke som andre familier. Hun er på mange måder helt almindelige teenager, hvis man ser bort fra det faktum, at hun kan rejse tilbage i tiden. Egentlig var det hendes kusine, der var udset til at have det tidsrejsendegen, og derfor er hun blevet skolet til at håndtere disse tidsrejser. Alting bliver derfor vendt på hovedet, da Gwendolyn pludselig befinder sig i det forrige århundrede. På trods af sin udvidenhed skal hun sammen med den utålelige Gideon forsøge at bringe fortiden i orden, for en kronograf, som bruges af de tidsrejsende, er blevet stjålet og noget stort er under opstand. Det er op til Gwendolyn og Gideon at finde ud af hvad.

“Rubinrød” er en roman, der har modtaget alverdens roser, men som i stedet for at vække min læselyst afskrækkede mig fra at læse den. Jeg frygtede at min begejstring for bogens præcis, ville falde sammen mellem minde hænder i takt med at jeg læste bogen, og derfor var det nødvendigt for mig at tage tilløb til bogen. Heldigvis har Kerstin Gier med “Rubinrød” skrevet en spændende begyndelse på et tidsrejsende eventyr. At læse bogen var som en tidsrejse i sig selv, fordi jeg fløj langt hurtigere igennem bogen sider, end jeg havde regnet med, og jeg ænsede dårligt nok mine omgivelser.

Jeg var ikke noget barn! Jeg var seksten og et halvt. Nøjagtigt lige så gammel som Charlotte. Marie-Antoinette var for længst blevet gift på min alder.

I lige så høj grad som Giers roman handler om tidsrejser og konsekvenserne af at ændre historien, som i øvrigt er beskrevet meget troværdigt, handler den også om simplere tematikker som kærlighed, familie og venskaber, der skaber jordforbindelse til den ellers meget komplicerede historie om at kunne rejse i tiden. Handlingen i “Rubinrød” er dog langt fra et storslået eventyr, men derimod en enormt introducerende historie, som jeg beundrer forfatteren for at lykkes med. Historien er næsten lige så introducerende for læseren, som den er for Gwendolyn, der også skal lære om tidsrejser, og hvordan de fungerer. Dog er romanen en klar optakt til noget større, som jeg forventer mig meget af.

Gwendolyn er en almindelig teenager i en ualmindelig familie, der med sin sans for humor greb om mit læserhjerte og førte mig igennem historien og dens mange tider. Jeg kom hurtigt til at holde af hende, fordi hun stiller alle de rigtige spørgsmål til sin familie omkring det at være tidsrejsende. Men fordi historien er bygget op om en lang række spørgsmål, som ofte står ubesvaret tilbage, kunne jeg ikke undgå at føle, at forfatteren ofte undveg sin egen historie og dens dybdepotentiale ved simpelthen at lade spørgsmålene stå eller besvare dem ved at lade en karakter trække på skulderne. Hvad der føles som plothuller er i virkeligheden et underliggende mysterium fyldt med hemmeligheder.

Jeg strøg forleget en hårlok væk fra mit ansigt, Min åndssvage frisure var blevet fuldstændig ødelagt af løbeturen, der lå sikkert et helt spor af tabte hårnåle fra Eaton Place og hen til kirken.

Bogen er blevet kritiseret for at have en umoden hovedpersonen, men det er jeg ikke nødvendigvis enig i. Gwendolyn er kun seksten år gammel, og selvom hun er en anelse fnidret og sommetider reagerede på situationer på en anden måde, end jeg selv ville, så synes jeg hun skaber en vigtig repræsentation i at være ung ikke er noget entydigt. Bogen er desuden blevet kaldt et romantisk tidsrejseeventyr, men i virkeligheden er kærligheden kun spirende følelser og derfor meget nedtonet i bogen, og på en eller anden måde var det forfriskende, selvom jeg ikke er i tvivl om, at de spirende følelser vil blomstre hurtigt. Jeg nød virkelig at følge Gwendolyn på hendes begyndende tidsrejseeventyr, og selvom jeg dårligt ved, hvad jeg skal vente mig af hendes kommende rejser, så kan jeg dårligt vente.

“Findes der en, findes der flere” af Mhairi McFarlane


“Findes der en, findes der flere” (org. titel “Who’s THAT girl?”) af Mhairi McFarlane, udgivet af forlaget HarperCollinsNordic i 2017 (org. udgivet i 2015). Læst på dansk — originalsproget er engelsk. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Til sin venindes bryllup, går Edies liv i stykker, da brudgommen overrumpler hende med et pludseligt kys, og da det bliver opdaget, er det Edie, der får skylden. I et forsøg på at undgå en shitstorm på de sociale medier fra hendes tidligere venner, forlader hun byen for at bo hos sin deprimerede far og bitre søster, der konstant sætter spørgsmålstegn ved alt, hvad hun gør. Men selv langt fra sit liv i London, kan Edie ikke undgå de mange bebrejdelser. Samtidig har hun fået til opgave at være ghostwriter på en biografi om skuespillerstjernen Elliot Owen. Hvad hun forventer at blive en simpel opgave, viser sig at være langt mere kompliceret, og Edie er nødt til at gøre op kampene en gang for alle.

Mhairi McFarlane har med sin britiske humor og skøre kærlighedshistorier vundet mit hjerte. Jeg holder meget af hendes bøger af flere grunde, men især for at være mere end bare kærlighedshistorier. Det er ikke simple historier om at finde den eneste ene, men derimod historier, hvor kærligheden kommer som en naturlig del af en større historie. Hendes historier handler i lige så høj grad om at finde sig selv, og kæmpe sig ud af forskellige problemstillinger. Med “Findes der en, findes der flere” giver hun taletid til et rigtigt vigtigt emne om trekantsdramaer, utroskab og fejlagtig bebrejdelse. Edies historie følger nemlig et klassisk mønster, hvor den anden kvinde til en utro mand får skylden, for hans eskapader, og det kommer som en selvfølgelig, at det er hendes skyld. Det er ikke fordi McFarlanes romaner er politiske, men de er meget eftertænksomme på en morsom og opløftende måde.

“Edie var kvinden der kyssede brudgommen på hans bryllupsdag, og historien kunne ikke ændres. Hvis hun i det øjeblik havde haft Dr. Whos Tardis, ville det ikke have været et mordforsøg på Hitler, der havde stået øverst på dagsordenen.”

Jeg elsker virkelig McFarlanes britiske humor med de ironiske vendinger. Hun formår altid at få mig til at trække på smilebåndet, og jeg tog endda mig selv i at sidde og fnise ved flere lejligheder, hvilket er endnu en ting, som jeg elsker ved forfatteren. Edit bliver genstand for en uberettiget shitstorm, der vælter hende omkuld og tvinger hende til at tage affære, men i stedet for at gå imod strømmen vælger hun at flygte. Hendes valg er menneskelig, og jeg forstod godt mange af de beslutninger, som hun tog. Handlingen spidser til, da skandalen går viralt, og Edie lægges for endnu et større had. Hvad der før var vrede og frustration over den drejning, som brylluppet tog, bliver nu meget personlig. Edie føler ikke kun, at hun bør forlade sit liv i London, hun tvinges endda til det af sine kollegaer, hvor bruden er en af dem. Hun ser ingen anden udvej end at rejse fra byen og sætte sit liv der på standby.

Flugten fra London til Nottingham bliver heldigvis ikke kun et sidespor, hvor hun kan skjule sig og slikke sine sår. Tilbagevendelsen til sin hjem sætter gang i andre helingsprocesser og nye begivenheder, som langsomt drejer historien i en anden retning. Dog kan “Findes der en, findes der flere” virke for lang bog i forhold til sin bagsidetekst, men den indeholder et væld af handlingstråde, der gør historien en smule omfattende og tidskrævende. Edie Thompson får nemlig ikke kun problemer med sine venner og kollegaer efter kysset ved brylluppet, forholdet til superstjernen Elliot Owen tager langsomt form, og så er der familielivet med den deprimerede far, den bitre søster og historien med deres mor. Der er meget på spil i McFarlanes roman, men det fungerer upåklageligt.

“‘Det er fordi du ikke er virkelig for dem på internettet. Du er en abstrakt størrelse. de tror ikke, at du nogensinde ser, hvad de har skrevet, og de er også ligeglade. Du er en leg. En historie. Og desto flere de er, desto nemmere bliver det for dem. Snefnugget føler sig ikke ansvarlig for lavinen.'”

Selvom forholdet mellem Edie og Elliot er meget klassisk for forfatteren, var jeg ikke helt solgt på idéen om dem, måske fordi det var noget af det, som gjorde historien meget favnende i sådan en grad, at den næsten spilder over. Det betyder dog ikke, at jeg ikke nød deres del af historien, men den gjorde samtidig, at den føltes længere, end jeg brød mig om. McFarlanes skrivestil er meget observerende og moderne. Hun formår at skrive om vigtige emner, der går ud over kærlighedselementet, her i blandt internetmobning og mentalt helbred, samtidig med at hun skriver muntert og humoristisk. McFarlane skriver kærlighedsbøger med noget på hjertet.

“Kamp til stregen” (Off-Campus #4) af Elle Kennedy


“Kamp til stregen” (org. titel “The Goal”) af Elle Kennedy, udgivet af forlaget Flamingo i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Sabrina James har planlagt sin fremtid ned til mindste detalje. Hun balancerer på et knivsæg, for at få skole og adskillige fritidsjobs til at passe sammen. Hendes plan omfatter helt sikkert ikke en populær toplækker ishockeyspiller, men i forsøg på at glemme sine egne tårnhøje forventninger og sin stramme tidsplan, hengiver Sabrina sig til John Tucker i hans bil. Tucker har det fint med livet uden for ishockeybanens rampelys, men da Sabrina bliver gravid har han ikke tænkt sig at sidde over. Problemet er, at der er lås og slå på Sabrinas hjerte, som er alt for stædig til at tage imod hans hjælp. For at vinde hendes hjerte, bliver Tucker nødt til at overbevise hende om, at visse mål skal man være to for at nå.

Elle Kennedy skriver vanedannende romaner. “Dømt ude” efterlod mig helt ude på kanten af stolen med sin afslørende slutning for den fjerde bogs handling, og jeg hev mig selv i håret over ikke at have den næste bog liggende. Sabrina James er en stærk heltinde; hun er stædig og hårdtarbejdende i lige så høj grad som hun er en lukket bog. John Tucker stjal ligeledes mit hjerte. Han er på mange måder lig sine holdkammerater, som er hovedpersonerne i de forrige tre bøger, og alligevel er han helt sin egen. Han er gammeldags, respektfuld og velopdragen. På trods af sin alder, har han ikke i sinde at sidde på bænken, da Sabrina bliver gravid, men det betyder ikke, at han er både bekymret og bange.

“Størrelsen på ens pengepung gør hverken fra eller til. Vi lider allesammen. Vi elsker allesammen. Vi er ens. Og din fortid, hvem du bor sammen med, og hvor du kommer fra, det behøver ikke betyde noget. Du skaber din egen fremtid, og jeg vil gerne se, hvor den vej fører dig hen.”

Sabrinas liv er kaotisk; hun har mange jern i ilden som en investering i fremtiden og en virkelighedsflugt fra nutiden. Husets fire vægge virker klaustrofobiske på hende, hvor hendes stedfar udsender konstante faresignaler. Jeg elsker hende for at tage kampen op mod sin baggrund og ikke bare håbe på en bedre fremtid men arbejde for den, selvom hendes ihærdighed grænser sig til at være alarmerende. Hun er en stærk kvinde, der har sine fejl, og jeg beundrede hende fra start til slut. Hun står i en umulig situation, og selvom nogen nok vil kalde hendes håndtering af den unødvendigt dramatisk, så forstår jeg hende godt. Hendes fremtidsplaner ændrer sig i det øjeblik hun bliver gravid, og selvom der skal to til at skabe et barn, føler hun ikke, at hun kan tage Tucker med sig i faldet.

Jeg beundrer Elle Kennedy af mange grunde, og en af dem er hendes evne til at tage Sabrina og Tuckers graviditet og vende den til noget positivt, uden at graviditeten bliver noget negativt. Naturligvis ændrer den på en masse i begge deres fremtidsplaner, men er det nødvendigvis dårligt? Det bringer dem sammen, giver dem begge den nødvendige plads til at udvikle sig og i sidste ende det liv, som ingen af dem kan undvære. Jeg finder det også beundringsværdigt, hvordan Kennedy arbejder imod forventningen om at fyrer i Tuckers position ikke kan håndtere at blive forældre i en tidlig alder. Det er på mange måder forfriskende uden at hendes fremstilling bliver et urealistisk glansbillede.

“Da han kysser mig, er det ikke som de kys, vi tidligere har delt. De var rå, hede og ladet med sex. Dette kys er blødt som blomsterblade og sødt som den sirup, han har hældt ud over sine ord. Det føles, som om han hælder litervis af ømhed ud over mig. For hver gang han trykker sine læber mod mine, gentager han sit løfte om at give mig mere, end jeg beder om. Og det er at blive kysset sådan, sødt, ømt og betænksomt, der skræmmer mig mere end noget andet, jeg nogensinde har følt. “

Som det typisk er med Elle Kennedys romaner, er der en forventning om, at de to hovedpersoner finder sammen, og det som gør historierne interessante at læse er vejen dertil. Det samme gælder for “Kamp til stregen” som ikke bare viser den kamp Tucker må kæmpe for at overbevise Sabrina om, at de skal klare graviditeten sammen, men også den kamp det må være pludselig at blive forældre. Der følger en masse overvejelser med, men Kennedys roman er ikke kun et babydrama. Den er tilsvarende erotisk som de andre bøger i serien, og jeg elskede den på lige fod med “Aftalt spil”.

“Chokolade til morgenmad” af Pamela Moore


“Chokolade til morgenmad” (org. titel “Chocolates for Breakfast”) af Pamela Moore, udgivet af forlaget Lindhardt & Ringhof i 2016 (org. udgivet i 1956). Bogen er tilsendt af forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Der findes bøger med står stor en styrke, men som på forunderligste vis går i glemmebogen. “Chokolade til morgenmad” af Pamela Moore er en af den slags bøger. Bogen er en coming-of-age historie om den 15 årige Courtney Farrell, der elsker at læse bøger, som ellers er forbudt på den kostskole, hun går på. Bøgerne får hun udleveret af en kvindelig lærer, som hun får følelser for, og da det ikke ender godt, må Courtney flytte hjem til sin mor i Hollywood. Men tungsind hjemsøger hende, og i et forsøg på at undslippe det vælter hun ind i en verden af dry martinier og en passioneret affære med en ældre mand. Hun genforenes også med sin bofælle fra kostskolen, og deres venskab begynder en lang række af tragiske begivenheder, der tvinger Courtney til at tage sig selv alvorligt.

“Chokolade til morgenmad” er en kultbog, der er en tidsløs tidslomme ind i en anden verden, der synes at ligge langt fra vores nutid, men som ikke gør det. Bogen er blevet kaldt for amerikanernes svar på “Bonjour Tristesse”, og forfatteren var bare 18 år, da hun skrev den. Syv år senere tog hun sit eget liv. Hendes debutroman fortæller også historien om en pige, der lever på kanten. Hendes tiltagende depression affejes med bortforklaringer og usammenhængende slutninger, og skubber hende hele tiden længere mod den totale afgrund. Af samme grund er det en historie, der fik mig til at holde vejret, fordi jeg på ingen måde kunne forudse, hvor den vindblæste men kraftfulde historie ville ende.

“Hun lod sine hænder løbe ned over sine ribben og over sine hofter hUn kunne godt lide sin krop. Hun kunne stole på sin krop. Den var stærk og smuk, og den svigtede hende aldrig. Den kunne svømme lige så mange baner, som hun bad den om; den kunne spille hockey i timevis; den bevægede sig yndefuldt; den slappede af, når hun gerne ville sove. hendes hoved sov, når hendes krop gerne ville live. Hendes hoved fortabte sig i dagdrømmeri og tvang hende til at soe, når hun ikke var træt. Nogle gange hadede hun sit hoved.”

Courtney lever i en tidsalder, der er fyldt med jazztoner og bobler i glassene, og hvor det er svært at finde sig til rette. Hendes tungsind var en verden for sig, som kastede et mørke over hendes narrativ. Forfatteren skrivestil er sofistikeret og stærk, men har også en langt simplere umiddelbarhed over sig. Sproget har en interesant jargon, som jeg lige skulle vende mig til, men som også var med til at give bogen dens unægtelige charme. Det er delvist skuffende, at der ikke bliver spist chokolade til morgenmad, som bogens titel antyder, men samtidig er det også enormt tilfredsstillende, fordi titlen er så sigende for bogens indhold i symbolsk forstand. Bogen er dog på ingen måde så lyserød, som dens forside antyder. Det er ikke en bog om den første forskelelse, den første gang og livslange venskaber. Det er i stedet en bog om depression, om en piges indtræden og risikobevidste ageren i de voksnes begærsverden.

Pamela jagter det såkaldte søde liv, men sådan er virkeligheden langt fra. Hun er en klog og begavet pige, fanget i sin egen drømmeverden med et mørke, der konstant truer med at flå hende i småstykker. Det var hjerteskærende at læse om, hvordan omverden bortforklarede hendes pludselige trang til at sove, hendes nedsatte appetit og konstante ønske om at være alene handlede om, at hun tænker for meget. Jeg ønskede mere end noget andet at række ind bag bogens ord og tage pigen med det blødende hjerte i mine arme. “Chokolade til morgenmad” med modtaget med løftede øjenbryn på grund af dens provokerende indhold. Den har næppe den virkning på læsere i dag, men det gør den ikke mindre læseværdig, fordi den er så sigende for sin tid og dens kontekst.

“Hun forsvandt ind i sin egen lykke. Jeg er blevet elsket, tænkte hun. Og dette er min elsker — hun smagte på ordet, formede det, dvælede ved det. Et gammelt og banalt navn, et ord fra historiske romaner, men i hendes ører var det et dejligt ord.”

Jeg tror ikke på, at alder behøver være signende for en romans litterære kvaliteter, men der er løse ender i Moores roman, som hun skrev meget tidligt, men samtidig er det også så raffineret en historie, der kun lige berør toppen af isbjerget, imens man som læser ikke er et øjeblik i tvivl om alt det, der ligger under overfladen. AF samme grund vil jeg anbefale bogen til læsere af Jacqueline Susanns “The Valley of the Dolls” og “The Bell Jar” af Sylvia Plath, der begge rummer en lignende melankoli og en lignende sofistikeret skrivestil. At læse “Chokolade til morgenmad” efterlod mig med en følelse af beruselse, for det er netop sådan en læseoplevelse bogen er.