“Dream Days” af Kenneth Grahame


“Dream Days” af Kenneth Grahame fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2015 (org. udgivet 1898).

Kenneth Grahame er mest kendt for sin nostalgiske fortælling “The Wind In the Willows”. Ligesom så mange andre børn, voksede jeg op med historien om Hr. Tudse og ikke om dragen, der ikke vil kæmpe i “Dream Days”. “Dream Days” var dog så stor en succes både salgsmæssigt og litterært, at “The Wind In the Willows”, som fulgte efter var en skuffelse. Ligesom resten af verden er det “The Wind in the Willows”, der vandt mit hjerte frem for “Dream Days”, og er jeg alligevel glad for, jeg opdagede den lille, blå bog. Historien er en samling af fortællinger om børneminder og den tids endeløse fantasi fordelt på otte fortællinger, der som sådan ikke er en sammenhængende roman, men episoderne involverer alleligevel de samme karakterer, og kapitlerne står på den måde ikke helt alene, selvom de med lethed kan læses hver for sig.

Historierne er børnehistorier set i retrospektiv af en voksenstemme; et tilbagetrukket, ukendt jeg, der ser tilbage på sin barndom og mindes tiden med en smule længsel i stemmen. Med nostalgiske toner bevæger den forkendte fortæller ned af mindernes stil på en måde, som får minderne til at udfolde sig på ny igen, samtidig med at de udfolder sig som kulørte blomster for øjnene af læseren. Kenneth Grahame skriver så fint og skrøbeligt, at sproget føles som små sæbebobler båret af vinden. Det er svært ikke at lade sig rive sig med både af forfatterens sprog og børnenes talrige eventyrer, også selvom de først og fremmest er noget, børnene oplever gennem deres fantasi.

“I slid the book off its desk with some difficulty, for it was very fine and large, and staggered with it to the hearthrug — the only fit and proper place for books of quality, such as this.”

“The Walls Were of Jasper” fortæller historien om en dreng, der fortaber sig i sin billedbog og drømmer sig væk i sine egne fantasifuld forestillinger, som udspringer af de farvestrålende billeder. Historien er så fin, fordi forfatteren understreger, at det gode ved billedbøger er, at man ikke behøver teksten for at få historien. Fantasien i sig selv er nok til at skabe den. “The Reluctant Dragon”, som også er illustreret på forsiden af den yndigfine blå bog, vandt mit hjerte helt og aldeles. Den fortæller den skøre historie om en drage, der ikke vil kæmpe, selvom beboerne i byen ønske at bekæmpe den. I stedet søger den selskab hos en modig dreng fra byen, der advarer dragen om dens usikre fremtid. Fælles for bogens historier er de simple men fine påmindelser om, hvad barndommen var for voksne.

“The Magic Ring” handler om ønsker, om spektakulære cirkusforestillinger, imens “A Saga of the Sea” handler om pirateri, sørøvertogter og sværdfægtning spundet på tråde af ønsketækning og børns forestillingsevne, og med så mange forunderlige historier lever “Dream Days” så fint op til sin titel med sine historier om drømme, fantasier og barndommen. Den ukendte fortællers mange tilbageblik er så fine, at de næsten føltes som mine egne, og de gjorde mig varm om hjertet. Grahame skaber en helt særlig atmosfære med sine forunderlige tilbageblik på en svunden tid, hvor dagene var lige så lange, som barndommens fantasi var endeløs. 

“This was altogether a more sensible sort of room that I had got into; for the walls were honestly upholstered with books, though these for the most part glimmered provokingly through the glass doors of their tall cases. I read their titles longingly, breathing on every accessible pane of glas.”

Jeg elsker ikke “Dream Days” på samme måde, som jeg elsker “The Wind In the Willows”, men jeg knytter også en helt anden nostalgi til sidstnævnte, som jeg ikke har kendt “Dream Days” længe nok til at kunne associere den med, men jeg holder stadig af den. Med så mange fine fortællinger lige fra sørøvere, sneboldskrige og poesilæsende drager, hvordan kunne jeg så ikke holde af bogen? Men selvom jeg endte med at holde meget af bogen, var umuligt ikke at bide mærke i, at nogle fortællinger bar bogen i højere grad end andre. Sådan som det ofte er med den slags bøger. Enkelte af historierne forekom mig underligt tunge eller kludrede i deres formuleringer, imens andre flød langt mere letsindigt og ubesværet. Med sine krøllede sætninger er denne edwardiansk børnelitteratur når det er bedst.

“Uncle Tom’s Cabin” af Harriet Beecher Stowe


“Uncle Tom’s Cabin” af Harriet Beecher Stowe, fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 1999 (org. udgivet i 1852).

Harriet Beecher Stowe indskrev sig i litteraturhistorien med sin roman om anti-slaveri. Historien tager sin begyndelse i sydstaterne hos familien Shelby, der behandler deres slaver relativt menneskelig. De er til en vis grad en del af familien, men tilværelsen ændres, da økonomiske problemer tager form og tvinger familien til at sælge loyale slave, Tom, og en af stuepigernes børn. Handlingen kløves i to; stuepigen Eliza planlægger at flygte i nattens mulm og mørke med sin mand, for at forhindre at blive skilt fra sit barn og miste det for altid, imens bliver Tom solgt fra den ene slaveejer til den anden, og han mødes af den ene ulykke efter den anden. “Uncle Tom’s Cabin” er en historie om to vidt forskellige skæbner, med hvilke Stowe understreger meningsløsheden i datidens slaveri, og hvordan mennesket drives af håb om retfærdighed.

“Uncle Tom’s Cabin” er en vigtig bog, en af den slags, der forandrede liv, åbnede øjne og definerede en hel tidsalder. Den gav ikke alene en stemme til historiske begivenheder ved at skildre dem, men også en stemme, der var med til at ændre dens gang. Stowe forsøgte at tale til folkets hjerter. Det forlyder nemlig, at da Abraham Lincoln mødte Harriet Beecher Stowe under borgerkrigens begyndelse, sagde han følgende: “So this is the little lady who started this great war.” Af samme grund kan det virke overvældende at skulle beskæftige sig med en bog af så vigtig historisk karakter, og selvom jeg elsker bogen i dens kontekst, så elskede jeg ikke bogen. Jeg beundrer Stowe for sit mod og styrke til at skrive om så vanskeligt et emne, jeg beundrer hende for sin sans for retfærdighed og dybe tiltro til menneskeheden, og ikke mindst den gennemslagskraft som bogen havde. Jeg beundrer Stowe for mange ting, men mindst af alt for sin skrivestil.

“Of course, in a novel, people’s hearts break, and they die and that is the end of it; and in a story this is very convenient. But in real life we do not die when all that makes life bright dies to us.”

Jeg forelskede mig aldrig i Stowes ord, tværtimod fandt jeg dem næsten uudholdelig. Fortællerstemmen er den instants, som gjorde det særligt svært for mig at nyde historien, fordi stemmen i høj grad giver indikation af, hvad læseren bør tænke og mene. Der gives ikke plads til egne tanker, og læser henledes i stedet på det, som fortælleren mener er det rigtige. Samtidig gennemsyres denne af religion i romanens handlingsforløb i sådan en grad, at den er umulig at undslippe, og sommetider er fokusset så intensivt, at det helt overskygger romanens mange andre værdisæt. Forfatterens politiske vision er ikke til at tage fejl af, og på grund af den tid, hvor romanen er skrevet, er det kun naturligt, at religion, kristneværdier og renhjertede motiver vejer tungt i måden hvorpå hun forsøger at tale til sin læser. Det var dog også det, som gjorde bogen svær at nyde, fordi der netop ikke synes at være plads til den enkelte læser, som påtvinges en holdning, et synspunkt og en overbevisning. Dog holder jeg af bogen for dens tematikker og historie.

Fortællingens bærende element bliver derfor hurtigt dens karakterer. Alle har de noget på sinde, og når der gives plads til dem flyder en ordstrøm fra deres hjerte, som ikke er til at tage fejl af. Det var af samme grund, at jeg oprigtigt kunne mærke Elizas fortvielse over at skulle miste sig barn, men det skyldtes ikke fortælleren. Selvom denne gjorde situationens alvor klart, var det Eliza med sin egen stemme, der fik mit hjerte til at bløde. Det var hjerteskærende og ærligt, men lige så snart fortælleren blev genindsat og overtog historiefortællingen følte jeg en vis distance til handlingen såvel som dens karakterer, noget jeg aldrig rigtig kunne forlig mig med. Der er dog samtidig noget stereotypt over Stowes persongalleri i måden hvorpå slaverne og slaveejerne fremstilles; de fleste slaver er uregerlige, undertrykte og opslugt af et ønske om frihed samt et had til deres overordnede, imens slaveejerne ser dem som arbejdsredskaber uden menneskelighed. Individualiteten forsvinder til fordel for polariserende stereotyper.

“Scenes of blood and cruelty are shocking to our ear and heart. What man has nerve to do, man has not nerve to hear.”

Dog er Tom den eneste, der bryder med billedet; hans rolige sind, kristne tro og loyalitet, selv over for sin hvide slaverejer er et særsyn. Han besidder de rigtige værdier, og alligevel er verden imod ham. På grund af sine karaktertræk, kan han hurtigt komme til at virke handlingslammet og forenkelet, og jeg havde af samme grund ingen forventning om at kunne lide ham. Det forekom mig uvirkeligt, at han skulle modstå så mange ulykker, og aldrig så meget som ytre et ord om dem, for selv den stærke må nødvendigvis give efter for presset før eller siden, og alligevel kom jeg til at holde af ham, fordi jeg beundrede ham for sin standhaftighed; det er ufatteligt let at sammenblande hans heltemod med svaghed, men Tom griber om sine værdier, fordi det er det eneste, han har tilbage af sig selv, som han nægter at give slip på. Det er det, som gør, at han forbliver menneskelig i en tid, hvor det er en manglende egenskab. På trods af min ellers middelmådige vurdering af bogen, er jeg ikke i tvivl om vigtigheden af bogen, selvom den aldrig helt vandt mit hjerte.

“Mary Poppins” (Mary Poppins #1 – 4) af P. L. Travers


“Mary Poppins” af P. L. Travers, fra forlaget fra forlaget HMH Books for Young Readers, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1934).

Det blæser på Cherry Tree Lane og båret af vinden, lander Mary Poppins på dørtrinnet til familiens Banks hus. Hun bliver familiens barnepige, og med ét vender hun op og ned på alting i det lille hjem. Børnene, Michael, Jane og tvillingerne har haft mange barnepiger gennem tiden, men aldrig en som Mary Poppins. På magisk vis får hun den afskyelige hostesaft til at smage som den sødeste lemonade, hendes taske gemmer på hele møbler, og hun springer ind og ud af et fortovsmalerier så let som ingenting. Hver dag bliver et eventyr i en lang række fortællinger om livet på Cherry Tree Lane, lige indtil vinden vender og det bliver tid til at sige farvel.

Det er efterhånden noget tid siden jeg læste denne jubilæumsudgave af P. L. Travers mesterlige historier om en usædvanlig barnepige, og jeg er heller ikke sikker på at det giver mening at omtale bøgerne samlet frem for at koncentrer mig om hver enkelte. Sandenheden er min hukommelse spiller mig et puds, og jeg ikke længere kan adskille bøgerne fra hinanden med undtagelse af den første bog, som jeg har læst mange gange gennem årene, og som jeg voksede op med. Jeg kender dens ord og dens filmatisering, og jeg holder meget af begge. Hvad angår de resterende tre historier, kan jeg ikke kende dem fra hinanden, og det er ikke uden grund. Historierne, inklusivt den første, har en gennemgående opbygning som gør, at de er svære at adskille. Måske er det mig, der overfortolker, men jeg vil næsten sige at kompositionen af fuldkommen ens. Jeg elsker dem ikke mindre af den grund, men det er meget gentagende, selvom indholdet sjældent er det samme i hver fortælling.

“Don’t you know that everybody’s got a Fairyland of their own?”

Bøgerne er bygget op om den samme skabelon, med episodiske kapitler om børnene og barnepigens daglig dag, hvor hverdagen brydes af noget magisk. Hertil kommer de mange historier, som Mary Poppins fortæller og lyver om. En handler om en dansende ko, imens en anden handler om en snedig kat, der udfordrer en konge på kløgt og viden. Hver af disse elementer kunne lige så godt tilhører den ene bog som den anden. Der er heller ingen større handlingstråd i hver enkelte roman såvel som i bogens hele, med undtagelse af Mary Poppins selv, selvfølgelig. Fælles for disse fire fortællinger er, at de alle begynder, når Mary Poppins blæser ind med østenvinden til familien, der er grebet af barnepigepanik. Hun skaber orden og tilfører det et element af håndgribeligt kaos, der får fantasien til at flyde endeløst.

Hver dag er et nyt eventyr. Mary Poppins tager børnene med på visitter, de hopper ind og ud af fortovsmalerier og svæver oppe under loftet i krampagtige latteranfald, og hver eftermiddag når eventyr har nået sin slutning benægter Mary Poppins alt. Børnene efterlades konfuse over, hvad der virkelig hændte, men efterlades samtidig med små spor, der kunne tyde på, at eventyrene virkelig skete. Sådan forløber historien indtil Mary Poppins en dag folder sin paraply ud og lader sig bærer bort med den vendte vind. Det er en meget gentagende struktur, men det er også noget der skaber trygge rammer og genkendelighed, men fordi jeg læste historierne lige efter hinanden blev de 1024 sider efterhånden blandet sammen i et stort roderi i min hukommelse. På sin vis kan jeg godt fortryde, at jeg læste de fire bøger så kort tid efter hinanden, fordi jeg uden tvivl ville have værdsat hver enkelte historie mere, hvis jeg havde adskilt dem.

“She paused, as though she were remembering events that happened hundreds of years before that time.”

Jeg holder dog meget af Travers’ excentriske barnepige. Mary Poppins er vidunderligt britisk, der er både bedrevidende, forfængelig og kommanderende. Hun er ikke særlig respektfuld over for mr. og mrs. Banks, og dertil kommer hendes løgne over for børnene og deres fælles eventyr. Ofte standser hun op foran butiksvinduer for at beundrer sig selv og rette på sin hat. Hun tolererer ikke nonsens, og hun udviser kun kærlighed i enkelte øjeblikke. Hun er i bund og grund ikke særlig sympatisk, og alligevel holder jeg af hende. Måske fordi jeg forbinder hende med noget nostalgisk, måske fordi jeg har gennemskuet hende. Travers har skabet en figur, der højtelsket af mange på trods af sit utålelige væsen. Det er meget smukt. Jeg vil læse bøgerne igen, tage mig tid til ikke at læse dem så hurtigt efter hinanden og nyde den barndomssødme, som Travers så fint formår at indhylle sine historier i.

“A Traveller In Time” af Alison Uttley


“A Traveller In Time” af Alison Uttley, fra forlaget Folio Society, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1939).

Penelope Taberner Cameron vokser op i London men længes mod fjerne marker og den landlige idyl. Hun er et lille, tyndt og svageligt barn med blege kinder. Hun fortæller bemærkelsesværdige historier om skikkelser, kun hun kan se, og det er med så dyb en indsigt, at det ikke kan affejes som småbørnsfantasi. I et forsøg på at give hende liv i sit blege ansigt, sendes hun og hendes to søskende på besøg hos deres tante og onkel, som bor på den gamle familiegård i Derbyshire. Her er det ikke kun luften, der er anderledes. Idyllen brydes, da Penelope en dag åbner en dør og træder ind i en fjern tidslomme. Her møder hun Anthony Babington og hans familie, der er involveret i et stort historisk plot. De drømmer nemlig om at vælte Dronning Elizabeth af tronen og gøre Mary af Skotland til dronning i stedet.

“A Traveller In Time” er en roman, som jeg længe gerne har ville læse. Dens grønne omslag med sit sølvfarvet tryk fik kun lov til at stå uberørt på min bogreol ganske kort, for efter jeg forevige den i min samling, kunne jeg ganske enkelt ikke vente med at læse den. Hvad der helt præcis træk i mig for at læse bogen er mig uvist. Måske var det den dragende forside, eller bagsidetekstens usagte løfter. Jeg læste bogen i ét væk, og jeg stoppede ikke før slutningen alt for tidligt indtraf. “A Traveller In Time” er en vidunderlig fortælling, der uden tvivl hører til blandt de allerbedste engelske børnebøger. Selvom dens tidsrejsende handling ikke er problemfri, så er dens charme unægtelig. Alison Uttley skriver underfundige ord, der sidestiller hende med forfattere som Frances Hodgson Burnett, Noel Streatfeild og E. Nesbit.

“Some day I shall return to be with that brave company of shadows.”

Med Utterlys historie håbede jeg på en sød eventyrsfortælling, og selvom det var præcis det, som jeg fik, læste jeg bogen med en langt større glæde, end jeg kunne have håbet på. Dens sprog er vidunderligt malerisk, og når Uttley beskriver selv den mindste detalje af naturlandskabet vækkes ordet til live og bliver til en velduftende blomst, en rindende bæk og en summende bi. Med hendes livagtige ord, var det akkurat som at være der selv. Selvom bogen handler om en lille piges pludselige tidsrejse, om en familiegård, der har været beboet af den samme slægt i århundreder, er bogen i sig selv en vidunderlig tidsrejse, som jeg allerede glæder mig til at genlæse i fremtiden. Det er en smuk bog, en henrivende en af slagsen, som overgik enhver forventning jeg havde til den, og det er tydeligt at mærke, at Utterly tror på det hun skriver.

Penelopes blik blev til mit, og jeg nød at følge i hendes fodspor rundt på gården med dens mange støvede korridorer fyldt med hemmelig kamre samt de prægtige haver. Med sine ord formår Utterly også at skabe den helt rigtige atmosfæriske ramme for sin fortælling, der emmer af uforklarlig magi og en gammeldags sødme, der slet ikke kan efterlignes i dag. Denne er også at finde helt nede på ordniveau med forsvundne engelske udtryk som “dumbledore”, der betyder brumbasse. Desuden er historien hverken opremsende eller belærende, sådan som klassiske børnebøger kan have en tendens til at være, og denne er på intet tidspunkt tung at læse. I stedet overraskede det mig hvor jeg nød sproget, og hvor let jeg læste mig igennem det. Det er en bog, som jeg ville ønske, at jeg var vokset op med.

“I opened the green door very gently, just a crack, with intense excitement, wondering if a fairy godmother would be waiting there.”

Jeg kan kun begræde, at bogen ikke er lige så kendt som så mange andre børnebøger, den uden tvivl befinder sig på niveau med, for den fortjener alverdens roser for sit forunderlige eventyr om en tidsrejsende pige på en familiegård. Den er en sand perle. Af samme grund er den noget alle beundrere af engelsk børnelitteratur burde læse. Alison Uttley formår at skabe en perfekt balance i måden hvorpå hun blander barndomseventyr med historielektioner om den elizabethanske tidsalder. Da Penelope åbner en dør og træder ind i en gammel verden med sit eget politiske spil og drama, åbner hun også for en flugt fra sin egen virkelighed. Hendes rejse handler om eskapisme med en kærlig påmindelse om at leve i nuet, dog uden at denne bliver for moraliserende. Mod al sandsynlighed håber hun og længes efter et udfald, hun ved er umuligt, men hendes flugt er også et eventyr, der ikke er uden fejl og mangler, men som jeg tror fungerer så godt, fordi det grundlæggende er så simpelt.