Alias Alex af Jenn Bennett


Alias Alex af Jenn Bennett, udgivet af Lovebooks i 2017. Læs på dansk — originalsproget er amerikansk.

Bailey Rydell har fundet sin store kærlighed, der også er en stor filmnørd. Problemet er bare, a hun kun har mødt ham online. Da Bailey flytter til det solrige Californien for at bo hos sin far, beslutter hun sig for at finde drømmefyren Alex, som bor i samme by. Det er nemmere sagt end gjort, for Bailey kender kun hans internetnavn. Sommerdagene er lange, og da Bailey møder den søde fyr Porter på sit arbejde, som måske kan få hende på andre tanker, begynder hun at tvivle på, om hun nogensinde vil møde den mystiske Alex. Hun lægger langsomt sin hemmelige onlinefantasi på hylden, men hun er ikke den eneste, der har hemmeligheder: Porter er nemlig Alex.

Har du nogensinde prøvet at læse en bog, der lød for god til at være sand, og som også viste sig at være det? Sådan havde jeg det med Alias Alex, der starter ud med idéen om en onlineflirt, men jo længere jeg kom i historien, jo mere begyndte den at falde fra hinanden. Mine smil over de mange filmreferencer og den nostalgi, de vækkede i mig, blev overgået af et sammenbidt udtryk over de tunge tematikker, som bringes i spil og lades hænge i luften. Historien manglede substans, og begrænser sig til Baileys sommerferiearbejde og de konflikter, der opstår der. Faktisk fylder det så meget, at det helt får bogens egentlige præmis til at falde i baggrunden. Den fortæller ikke ret meget om den konflikt, der er mellem Bailey og hendes familie og den store beslutning der ligger i, at hun valgte at flytte til det solrige Californien for at bo hos sin far. Porter tidligere bedsteven lider af kroniske smerter på grund af en surferulykke, der har ført ham ud i et stofmisbrug. Det værste af det hele er ikke, at han ikke får hjælp af nogen, men at alle omkring ham er af den opfattelse, at hans problemer ville forsvinde, hvis han var villig til at lade det ske. Denne del af historien tjener ikke noget andet formål end at skabe drama, og det kan jeg simpelthen ikke acceptere.

“Jeg havde første dag på mit sommerferiejob i dag. Det var forfærdeligt. Jeg hader det mere end Dick Van Dykes falske accent i Mary Poppins.”

Lige så ofte, som jeg fnisede over bogens sødme, lige så ofte himlede jeg mig øjnene. Måske i virkeligheden mere af det sidst end det første. Hvert kapitel indledes med et filmcitatet, der til at begynde med fungerer rigtig godt, fordi det understøtter Bailey og Alex’ filmnørderi, men i takt med at historien begynder at mangle substans, og filmreferencerne bliver færre, danner citaterne kun rammerne for historien frem for at stå i forlængelse af den. Læseren kender fra start af Alex’ identiet, men på trods af Baileys intention om at finde ham, er hendes søgen vag og nærmest ikke-eksisterende. Lige så snart hun flytter ind hos sin far og begynder på sit sommerferiejob, er det meget få tanker hun gør sig om Alex og hans sande identitet, og i takt med at hun mister interessen, gjorde jeg det også. Det føltes lidt som om forfatteren mistede fokus undervejs med en idé, der startede ud så fint, men som i stedet i stedet mistede sig selv sig undervejs.

Sammen med sin naive forestilling om, hvor god en detektiv Bailey er, på trods af at hun bare render hovedløst rundt uden nogen egentlig plan, er måske også årsagen til, at jeg aldrig helt kom til at holde af hende. Jenn Bennetts forsøger at gøre sin hovedperson quirky, men det slår aldrig rigtig igennem. Hendes portrættering er i det hele taget for unuanceret. Lige siden jeg færdiggjorde bogen for flere uger siden, har jeg tænkt på den og på, hvad jeg egentlig synes om den. Jeg var nødt til at tage små pauser fra den, fordi handlingen helt forsvandt uden at noget andet trådte istedet. Forfatteren skriver udemærket, men hendes ord efterlod mig aldrig åndeløs. I stedet stod historien tilbage som et svagt minde om en sommerflirt, der  aldrig blev til noget, og måske var det meget godt sådan.

Reklamer

Det ender med os af Colleen Hoover


Det ender med os (org. titel It Ends With Us) af Colleen Hoover, udgivet af forlaget LOVEBOOKS i 2017 (org. udgivet i 2011). Bogen er læst på dansk – originalsproget er amerikansk.

Det ender med os er en hjerteskærende historie om kærlighedens ultimative pris, og  en af den slags romaner, man næsten ikke kan tale om uden at røbe bare en smule af handlingen. Dens handling hemmeligholdes i omtalen af den, og bagsideteksten afslører heller ikke for meget, men med de få dedikationslinjer, som romanen indledes med, blev tæppet trukket væk under mig og bogens hemmelighed blev afsløret. Lily har ikke haft nogen nem opvækst, men da hun flytter til Boston for at åbne sin egen forretning er det med troen på en bedre fremtid. Kort efter sin tilflytning møder hun Ryle, der både er stædig og arrogant, men også følsom og klog. Følelserne slår rod i dem, og den fortid, som Lily forsøgte at flytte fra, begynder langsomt at sætte sit tag i den fremtid, hun så længe har drømt om at få. 

Når jeg anmelder bøger bestræber jeg mig altid på ikke at afsløre handlingen, men  med Det ender med os vil jeg gøre en undtagelse, for netop at kunne italesætte hvor vigtig og veludført den er. Som kærlighedsforfatter kunne Colleen Hoover med lethed have endt ud med et romantiseret billede af voldelige parforhold, men det er ikke tilfældet. I stedet viser hun, hvor gradvis processen er, hvordan den langsomt slår kløerne i én og gør frigørelsen til en skræmmende længselsdrøm. Hendes portrættering er hverken romantiserende eller dæmoniserende, men derimod velskrevet, stærk og virkelighedstro. På skrøbeligste vis indfanger hun en del af et virkelighedsbillede, som slår skår i hjertet.

“Femten sekunder. Mere skal der ikke til for fuldstændig at ændre alt ved et menneske. Femten sekunder, som vi aldrig får igen.”

Jeg har et lidt blandet forhold til hendes bøger, men med denne ramt hun mig hårdt i hjerte, slog det i stykke i sådan en grad, at jeg aldrig troede, at det ville hele igen. Jeg græd til jeg blev svimmel, hulkede med bogen knuget ind mod brystet, og da jeg læste efterordet startede det hele forfra. Da jeg havde vendt den sidste side, da der ikke var flere tårer tilbage at græde ud, vidste jeg ikke, om nogensinde ville kunne overkomme at læse den igen – så hård en læseoplevelse var den. Den slog luften ud af mig, tog pusten fra mig og knuste mit hjerte. Men den gav mig også håb. Bedst som jeg troede, at mit hjerte aldrig ville heles igen, gav den mig håb. Den fik mig til at forstå, hvad nogle kvinder i mit liv, har kæmpet med, hvad nogle mænd har fortiet, og jeg havde lyst til at omfavne dem og aldrig give slip.

Der var dele af historien, som Lilys dagbogsskriverier og hendes barndomskæreste Atlas, som jeg godt kunne have været foruden, og som af og til føltes som en helt anden historie. Jeg forstår intentionerne bag den, men jeg kunne godt have været foruden det lidt anmassende billede om, at der altid venter en mand i kulissen som en kædebryder, når virkeligheden rammer. For mig kunne forholdet til Atlas lige så godt have været platonisk, måske havde det endda været en fordel. Det ændrer dog ikke på, at det er ikke kun er Hoovers bedste roman til dato, men også hendes modigste.

“Måske er kærlighed ikke noget, hvor ringen sluttes. Den er som tidevandet, der stiger og falder, bare glider ind og ud, fuldstændig ligesom menneskene i vores liv.”

Det ender med os handler om det splitsekund, hvor alt ændres mellem to mennesker, og som gør det umuligt at vende tilbage til det, der var før øjeblikket. Forfatteren tager sig tid til at skabe Lilys virkelighed, der til dels spejler sig i forfatterens egen opvækst, og som på skrøbeligste vis viser, hvor vanskeligt det kan være at gøre op med social arv. I efterordet trækker Hoover en nødvendig streg i sandet med hensyn til lighederne mellem sin egen historie og dens fiktive dele, men selv der, hvor der er tale om fiktion, er det stadig tydeligt at mærke, at historie er oprigtig. Hendes portræt er ikke universelt, men et fragment af virkeligheden. Den er nogens virkelighed.

Dublin Street (On Dublin Street #1) af Samantha Young


Dublin Street (org. titel On Dublin Street) af Samantha Young, udgivet af forlaget Flamingo i 2016 (org. udgivet i 2012). Bogen er læst på dansk – originalsproget er engelsk. 

Kan man flygte fra sin fortid? Da amerikanske Jocelyn sætter kurs mod sit skotske hjemland, har hun ikke pakket sin fortid i sin kuffert men i stedet fyldt den med gode intentioner om at starte forfra. Livet i Skotland forløber fint, indtil hun flytter ind i en lejlighed på Dublin Street, og møder sin værelseskammerats bror, der vender op og ned på alt. Braden Carmichael er vant til at få, hvad han vil have, og da han kaster sit blik på Jocelyn er han ikke i tvivl. Han vil have hende. De laver en ordning, der til at begynde med tilfredsstiller dem begge, men Braden vil have hele pakken, også selvom det betyder, at Jocelyn er nødt til at gøre op med sin fortid, hvis de skal have en fremtid sammen.

Jeg læste Dublin Street i et stræk. Den tog mig med storm, og af en eller anden grund kom det bag på mig. Det samme gjorde de tårer jeg kneb undervejs, fordi Samantha Young så fint beskriver de lidelser som hendes hovedperson gennemlever. Hun formår at sætte ord på følelser, der er ikke bare er skrøbelige men også svære at indfange. Samtidig brændte mine kinder også på grund af hendes evne til at skrive forførende. Jocelyn og Bradens historie er på mange måder klassisk, men forfatteren har alligevel gjort den til sin helt egen, for der er meget på spil i Youngs historie. Den handler ikke kun om to karakterer, der danser rundt om deres følelser for hinanden. Den handler også om fortiden sår, de pludselig skår tiden slår i livet, og hvordan man kæmper sig tilbage til det.

“Jeg ville skabe noget smukt i stedet for alt det grimme.”

Tempoet er roligt i Samantha Youngs historie om en ung kvindes flugtforsøg fra fortiden, og hvordan hun ender i armene på den mand, som måske kan give hende den fremtid hun drømmer om. Vejen dertil er lang, men jeg er vild med måden, den bliver beskrevet på. Der er dele af bogen, som jeg normalt ikke bryder mig om, som for eksempel måden hvorpå en terapeut bliver brugt som en måde at tale Jocelyns historie igennem på, men forfatteren fik det til at virke på en naturlig og velafbalanceret måde. I virkeligheden er de to ord en fin beskrivelse af bogen. Den er aldrig for meget, men heller ikke på noget tidspunkt karakterløs. For selvom forfatteren balancerer rundt med store emner, afholder det aldrig hendes historie fra at være sjov og letsindig, og det er aldrig på bekostning af de svære tematikker. 

Braden og Jocelyn er på trods af deres fælles tiltrækning meget ulig hinanden, men hans stilede arrogance passer perfekt til hendes kølige sarkasme. De komplimentere hinanden og udfordrer hinanden. Han er udadvendt og kender alle, der er værd at kende, imens Jocelyn er tilbageholden og læseglad. Braden var aldrig over grænsen, men tilpas alfa, og selvom deres aftale udelukkende handler om sex, og der er meget af det, begrænser bogen sig aldrig til kun at handle om det. Der er langt mere på spil, og selvom Braden i høj grad er et afgørende element i Jocelyns opgør med sin fortid, så er det på en måde, der tvinger hende til selv at gøre op med den, uden at han er nøglen til hendes frigørelse.

“Jeg ved, at du elsker mig, Jocelyn, for jeg kan fandeme umuligt være så forelsket i dig, hvis du ikke føler det samme for mig. Det er ikke muligt.”

Dublin Street gav mig røde kinder, hjertebanken og drømmesyn. Kærligheden mellem Braden og Jocelyn er vanedannende og godt beskrevet, hvilket gjorde bogen svær at lægge fra sig. Braden vandt mit hjerte, men det samme gjorde Jocelyn, der på trods af sine utallige kampe er en stærk heltinde, der hele tiden forsøger at gøre sig fri af fortidens lænker. Slutningen er måske lidt klichéfyldt i nogens øjne, men for mig var den helt perfekt – det perfekte bindeled der bandt det hele sammen, og som gjorde, at jeg lukkede bogen med et drømmende suk.

Lola og naboens søn (Anna and the French Kiss #2) af Stephanie Perkins


Lola og naboens søn (org. titel Lola and the Boy Next Door) af Stephanie Perkins, udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof i 2015 (org. udgivet i 2011). Bogen er læst på dansk – originalsproget er amerikansk.

Lola Nolan har det hele. Hun bor i San Francisco sammen med sine to fædre, hendes kæreste er rockmusiker, og hun er en spirende modedesigner. Hendes liv er en dans på roser, men så flytter Cricket og hans søster tilbage til nabolaget, og en fortrængt fortid bliver gravet frem. Cricket Bell er nemlig den fyr, som knuste Lolas hjerte to år tidligere. I takt med at Lola lærer Cricket at kende igen, begynder hun langsomt at indse, at hendes liv slet ikke er så rosenrødt, som hun først troede, og ganske langsomt flytter Cricket ikke kun tilbage til nabolaget, men også ind i Lolas hjerte igen.

Stephanie Perkins skriver med varme og humor om teenagelivets simple men helt afgørende problemstillinger, og Lola og naboens søn handler om forspildte chancer, ny begyndelser og at turde være sig selv. Det dog mig ikke mere end en enkel eftermiddag at læse bogen, fordi Perkins netop skriver så letfærdigt. Hendes historier er sjældent komplicerede, selvom denne ikke er på samme niveau som dens forgænger. Der var mere på spild i Anna og det franske kys, men det gør ikke Lolas historie mindre vigtig. Dog optræder både Anna og Étienne i denne, hvilket var et gladeligt gensyn, selvom deres gæsteoptræden var mere eller mindre ubetydelig for den overordnede historie.

“Når det er rigtigt, er det slet ikke svært.”

Lola er en excentrisk og larmende karakter forstået på den måde, at hun på ingen måde er ordinær. Hun går aldrig i det samme tøj mere end en gang, og hun er altid iført spraglede klæder og farvede parykker, skør makeup og glimmer og pailletter. Det er hendes livsfilosofi at skille sig ud ved at være sig selv, men under alt det farverrige tøj gemmer hun også på hverdagsbekymringer og hjertesorg, der ikke vil hele. Men selvom Lola på ingen måde er nogen klassisk pige, er hendes historie det. Den største udfordring i hendes liv er hendes rockmusiker af en kæreste, der er meget ældre hende, og som ikke behandler hende særlig godt. Jeg nød dog at læse, hvordan de havde mødt hende, og hvor det langsomt udviklede sig mellem dem. der var en naturlighed over tempoet, hvis man ser bort fra det lidt udsædvanlige setup.

På grund af hendes fortid med Cricket, der var hendes første store forelske og allerførste hjertesorg, og det ikke røbes fra starten, hvad der hændte mellem dem, bygges der langsomt en spænding op til sandheden endelig afsløres, men da tæppet omsider faldt sukkede jeg skuffende over dens antiklimaks. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men deres historie er essensen af simpel, og jeg lod mig forfører af det spændingsfragmenter, som forfatteren efterlod sig som spor i opbygning af sin historie. Hvad der startede ud som et spændingsmoment viste sig i stedet at handle om miskommunikation og fejltolkninger. Anna og det franske kys gav mig rejsefeber, fordi Paris så stor en rolle, at den bliver en karakter i historien, som læseren langsomt lærer at kende. Desværre følte jeg ikke San Francisco kom til sin ret i denne fortsættelse. I stedet er det byens karakterer og kærligheden mellem Lola og Cricket, der er historiens fokus. 

“Men det er det uperfekte ved en person, der gør dem perfekt for en anden person.”

På trods af de originale karakterer  kunne jeg ikke undgå at føle, at flere af dem var skrevet sådan for at distancerer dem fra Perkins’ tidligere kreationer. Det gjorde også, at de ofte føltes endimensionelle og karikerede. Jeg ved ikke, hvor godt ordene simpel og quirky harmonerer, men det er ikke desto mindre de to ord, som jeg associere bogen med. Simpel på grund af handlingen og quirky på grund af karaktererne. Måske er der mere på spil end jeg anerkender den for, men selv hvis det er tilfældet berører Perkins kun de svære tematikker let til fordel for den letsindige kærlighed. Når det er sagt, så var Lola og naboens søn stadig en af den slags romaner, der gav mig ømme kinder af at smile.