Dublin Street (On Dublin Street #1) af Samantha Young


Dublin Street (org. titel On Dublin Street) af Samantha Young, udgivet af forlaget Flamingo i 2016 (org. udgivet i 2012). Bogen er læst på dansk – originalsproget er engelsk. 

Kan man flygte fra sin fortid? Da amerikanske Jocelyn sætter kurs mod sit skotske hjemland, har hun ikke pakket sin fortid i sin kuffert men i stedet fyldt den med gode intentioner om at starte forfra. Livet i Skotland forløber fint, indtil hun flytter ind i en lejlighed på Dublin Street, og møder sin værelseskammerats bror, der vender op og ned på alt. Braden Carmichael er vant til at få, hvad han vil have, og da han kaster sit blik på Jocelyn er han ikke i tvivl. Han vil have hende. De laver en ordning, der til at begynde med tilfredsstiller dem begge, men Braden vil have hele pakken, også selvom det betyder, at Jocelyn er nødt til at gøre op med sin fortid, hvis de skal have en fremtid sammen.

Jeg læste Dublin Street i et stræk. Den tog mig med storm, og af en eller anden grund kom det bag på mig. Det samme gjorde de tårer jeg kneb undervejs, fordi Samantha Young så fint beskriver de lidelser som hendes hovedperson gennemlever. Hun formår at sætte ord på følelser, der er ikke bare er skrøbelige men også svære at indfange. Samtidig brændte mine kinder også på grund af hendes evne til at skrive forførende. Jocelyn og Bradens historie er på mange måder klassisk, men forfatteren har alligevel gjort den til sin helt egen, for der er meget på spil i Youngs historie. Den handler ikke kun om to karakterer, der danser rundt om deres følelser for hinanden. Den handler også om fortiden sår, de pludselig skår tiden slår i livet, og hvordan man kæmper sig tilbage til det.

“Jeg ville skabe noget smukt i stedet for alt det grimme.”

Tempoet er roligt i Samantha Youngs historie om en ung kvindes flugtforsøg fra fortiden, og hvordan hun ender i armene på den mand, som måske kan give hende den fremtid hun drømmer om. Vejen dertil er lang, men jeg er vild med måden, den bliver beskrevet på. Der er dele af bogen, som jeg normalt ikke bryder mig om, som for eksempel måden hvorpå en terapeut bliver brugt som en måde at tale Jocelyns historie igennem på, men forfatteren fik det til at virke på en naturlig og velafbalanceret måde. I virkeligheden er de to ord en fin beskrivelse af bogen. Den er aldrig for meget, men heller ikke på noget tidspunkt karakterløs. For selvom forfatteren balancerer rundt med store emner, afholder det aldrig hendes historie fra at være sjov og letsindig, og det er aldrig på bekostning af de svære tematikker. 

Braden og Jocelyn er på trods af deres fælles tiltrækning meget ulig hinanden, men hans stilede arrogance passer perfekt til hendes kølige sarkasme. De komplimentere hinanden og udfordrer hinanden. Han er udadvendt og kender alle, der er værd at kende, imens Jocelyn er tilbageholden og læseglad. Braden var aldrig over grænsen, men tilpas alfa, og selvom deres aftale udelukkende handler om sex, og der er meget af det, begrænser bogen sig aldrig til kun at handle om det. Der er langt mere på spil, og selvom Braden i høj grad er et afgørende element i Jocelyns opgør med sin fortid, så er det på en måde, der tvinger hende til selv at gøre op med den, uden at han er nøglen til hendes frigørelse.

“Jeg ved, at du elsker mig, Jocelyn, for jeg kan fandeme umuligt være så forelsket i dig, hvis du ikke føler det samme for mig. Det er ikke muligt.”

Dublin Street gav mig røde kinder, hjertebanken og drømmesyn. Kærligheden mellem Braden og Jocelyn er vanedannende og godt beskrevet, hvilket gjorde bogen svær at lægge fra sig. Braden vandt mit hjerte, men det samme gjorde Jocelyn, der på trods af sine utallige kampe er en stærk heltinde, der hele tiden forsøger at gøre sig fri af fortidens lænker. Slutningen er måske lidt klichéfyldt i nogens øjne, men for mig var den helt perfekt – det perfekte bindeled der bandt det hele sammen, og som gjorde, at jeg lukkede bogen med et drømmende suk.

Reklamer

Lola og naboens søn (Anna and the French Kiss #2) af Stephanie Perkins


Lola og naboens søn (org. titel Lola and the Boy Next Door) af Stephanie Perkins, udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof i 2015 (org. udgivet i 2011). Bogen er læst på dansk – originalsproget er amerikansk.

Lola Nolan har det hele. Hun bor i San Francisco sammen med sine to fædre, hendes kæreste er rockmusiker, og hun er en spirende modedesigner. Hendes liv er en dans på roser, men så flytter Cricket og hans søster tilbage til nabolaget, og en fortrængt fortid bliver gravet frem. Cricket Bell er nemlig den fyr, som knuste Lolas hjerte to år tidligere. I takt med at Lola lærer Cricket at kende igen, begynder hun langsomt at indse, at hendes liv slet ikke er så rosenrødt, som hun først troede, og ganske langsomt flytter Cricket ikke kun tilbage til nabolaget, men også ind i Lolas hjerte igen.

Stephanie Perkins skriver med varme og humor om teenagelivets simple men helt afgørende problemstillinger, og Lola og naboens søn handler om forspildte chancer, ny begyndelser og at turde være sig selv. Det dog mig ikke mere end en enkel eftermiddag at læse bogen, fordi Perkins netop skriver så letfærdigt. Hendes historier er sjældent komplicerede, selvom denne ikke er på samme niveau som dens forgænger. Der var mere på spild i Anna og det franske kys, men det gør ikke Lolas historie mindre vigtig. Dog optræder både Anna og Étienne i denne, hvilket var et gladeligt gensyn, selvom deres gæsteoptræden var mere eller mindre ubetydelig for den overordnede historie.

“Når det er rigtigt, er det slet ikke svært.”

Lola er en excentrisk og larmende karakter forstået på den måde, at hun på ingen måde er ordinær. Hun går aldrig i det samme tøj mere end en gang, og hun er altid iført spraglede klæder og farvede parykker, skør makeup og glimmer og pailletter. Det er hendes livsfilosofi at skille sig ud ved at være sig selv, men under alt det farverrige tøj gemmer hun også på hverdagsbekymringer og hjertesorg, der ikke vil hele. Men selvom Lola på ingen måde er nogen klassisk pige, er hendes historie det. Den største udfordring i hendes liv er hendes rockmusiker af en kæreste, der er meget ældre hende, og som ikke behandler hende særlig godt. Jeg nød dog at læse, hvordan de havde mødt hende, og hvor det langsomt udviklede sig mellem dem. der var en naturlighed over tempoet, hvis man ser bort fra det lidt udsædvanlige setup.

På grund af hendes fortid med Cricket, der var hendes første store forelske og allerførste hjertesorg, og det ikke røbes fra starten, hvad der hændte mellem dem, bygges der langsomt en spænding op til sandheden endelig afsløres, men da tæppet omsider faldt sukkede jeg skuffende over dens antiklimaks. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men deres historie er essensen af simpel, og jeg lod mig forfører af det spændingsfragmenter, som forfatteren efterlod sig som spor i opbygning af sin historie. Hvad der startede ud som et spændingsmoment viste sig i stedet at handle om miskommunikation og fejltolkninger. Anna og det franske kys gav mig rejsefeber, fordi Paris så stor en rolle, at den bliver en karakter i historien, som læseren langsomt lærer at kende. Desværre følte jeg ikke San Francisco kom til sin ret i denne fortsættelse. I stedet er det byens karakterer og kærligheden mellem Lola og Cricket, der er historiens fokus. 

“Men det er det uperfekte ved en person, der gør dem perfekt for en anden person.”

På trods af de originale karakterer  kunne jeg ikke undgå at føle, at flere af dem var skrevet sådan for at distancerer dem fra Perkins’ tidligere kreationer. Det gjorde også, at de ofte føltes endimensionelle og karikerede. Jeg ved ikke, hvor godt ordene simpel og quirky harmonerer, men det er ikke desto mindre de to ord, som jeg associere bogen med. Simpel på grund af handlingen og quirky på grund af karaktererne. Måske er der mere på spil end jeg anerkender den for, men selv hvis det er tilfældet berører Perkins kun de svære tematikker let til fordel for den letsindige kærlighed. Når det er sagt, så var Lola og naboens søn stadig en af den slags romaner, der gav mig ømme kinder af at smile.  

Forbandede kærlighed af Colleen Hoover


Forbandede kærlighed (org. titel Ugly Love) af Colleen Hoover, udgivet af LOVEBOOKS i 2016 (org. udgivet i 1014) Læs på dansk — originalsproget er amerikansk.

Da Tate møder den hemmelighedsfulde Miles Archer, er det langt fra kærlighed ved første blik. I stedet møder hun ham på fordrukken tilstand på kanten af sammenbrud. På trods af deres skæve første møde, kan ingen af dem fornægte den kraft, som binder dem sammen, og de indleder derfor et uforpligtende forhold baseret på sex. Hvad der burde være den perfekte ordning for dem begge viser sig dog hurtigt at være langt mere kompliceret, på trods af at Tate ikke har tid til at have en kæreste, og Miles er slet ikke ude efter kærlighed. Det er dog ikke kun deres principper, der står i står i vejen for deres kærlighed, for Miles bærer på en mørk hemmelighed, som forhindrer ham i at leve i nuet.

Mine læseoplevelser med Colleen Hoovers ellers så populære forfatterskab har været meget blandede. Jeg helt og aldeles elskede Det ender med os, som efterlod mig grådkvalt, Måske en dag var en udemærket historie omend en smule for amerikansk til min smag, men Forbandede kærlighed er den komplette modsætning til Det ender med os. Bogen har modtaget kritik for at fokuserer så eksplicit på sex, men det er ikke det, der generede mig. Faktisk kunne jeg godt lide Tate og Miles’ kærlighedshistorie, selvom jeg fandt det trættende, at Tate gang på gang får et nyt yndlingsord, bare fordi Miles har sagt det. Gendrivelsen udvandede en ellers så fin sætning og gjorde den meningsløs og pladderromantisk.

“Alting er Miles. Sådan er det, når man er ved at blive forelsket i en person. Han er ingen steder, og lige pludselig er han overalt, uanset om man vil det eller ej.”

Det som ikke fungerede for mig, var Miles’ historie i fortiden. Det var ikke så meget historien i sig selv, men måden den var skrevet på. Colleen Hoover skriver let og fornøjeligt, selv når det handler om svære emner, men konstruktionen af Miles historie drev mig til vanvid. Til at begynde med er den skrevet som helt almindelig prosa, men efter han møder en pigen Rachel, ændres dennes form sig til noget, der skal forestille at ligne et digt. Idéen er ret fin, men det fungerede slet ikke for mig med sine mange klichéfyldte vendinger. Forudsigelighed behøver ikke været noget negativt, men forudsigeligheden i Miles’ historie var så åbenlys, at jeg næsten havde svært ved at fatte sympati for ham.

Miles’ historie er også et greb til at skabe hans karakter, og det fungerer egentlig udemærket. Tate var derimod en forholdsvis tom skal, der ikke bestod af andet end sit løse forhold til sin bror og sin spirende relation til Miles. Hun skal forestille at studerer til sygeplejerske, men det er ikke noget, som hverken giver hendes figur kant eller fylde. Hun var for mig en tom heltinde skabt af vage inputs om en fortid med sex og kærlighed i så vag en grad, at det næsten kunne have været undladt. Derimod holdt jeg meget af den klassiske historie om et forhold baseret på sex, der selvfølgelig ikke kan forblive sådan, fordi følelserne kommer i vejen, og på den måde er det en udemærket bog til en søndag på sofaen. Den bliver dog aldrig mere end det, fordi der ikke er noget på spild.

“Kærlighed er ikke altid smuk, Tate. Nogle gange bruger man al sin tid på at håbe på, at det til sidst vil blive til noget andet. Noget bedre. Og så, før man ved af det, er man tilbage, hvor man startede, og man mistede sit hjerte et sted undervejs.”

Colleen Hoover skriver bøger, som er perfekte til stille søndage. Det er bøger, som man flyver igennem, og som sjældent kræver ret meget af sin læser. De er den perfekte eskapisme, selv når bøgerne ikke er perfekte. Jeg fløj ligeledes igennem Forbandede kærlighed, selvom den løbende irriterede mig med konstruktionen af sine temporale tilbageblik. Bogen er fyldt med bekvemmeligheder, der har til opgave at skabe rammerne for karaktererne i historien og give dem fylde, men jeg følte aldrig, at disse tjente noget egentligt formål. Det er ikke unødvendig fylde, men dog fylde, som ikke gør noget godt for historien. Det er der bare, lidt på samme måde som bogen er i mine erindringer.

Bossman af Vi Keeland


Bossman af Vi Keeland, udgivet af LOVEBOOKS i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Da Reese Annesley møder Chase Parker første gang, er hun på date men med en anden mand. Chase er dog langt mere interessant end den fyr, der netop er ved at kede hende halvt ihjel, og på trods af Chases italesættelse af hendes ringagtige forsøg på at gøre sig fri af sin date, tager aftenen en drejning, som hun på ingen måde kunne have forudset. En tjeneste bliver til to, og selvom hun ikke gør sig nogle forhåbninger om at se ham igen, da han sætter hende i forbindelse med et nyt job, viser det sig, at han er hendes nye chef. Tiltrækningen mellem dem er stræk, men Reese har før brændt sig på en kollega, men Chase er anderledes, og han er heller ikke en kollega … ikke sådan rigtigt, vel?

Øverst på Reese Annesleys liste over gøremål står der, at hun for alt i verden ikke bør gå i seng med sin chef – heller ikke selvom han er lækker. Hun er en arbejdshest, der arbejder med marketing i kosmetikbranchen, og hun vil under ingen omstændigheder gentage fortidens fejl og lade sig udkonkurrere af nogen med mindre potentiale — og slet ikke sin chef! Hun er dog fra start bevist om sværhedsgraden af sin situation, netop fordi hun ikke bare er tiltrukket af sin chef, men fordi tiltrækningen er gensidig. Den selvsikre chef vil have hende i samme grad, som hun vil have ham. Det bliver derfor ret tydeligt, at det kun er et spørgsmål om tid, hvor Reese er nødt til at strege toppunktet på sin liste over gøremål.

“Hvis hvert af vores kys var et eventyr, var det her et af dem, hvor helten får pigen til sidst, og de rider sammen mod solnedgangen.”

Bossman er en pirrende roman, der leger på kanten af regelmaner og hemmelighed fantasi, og selvom det på ingen måde er en vidunderroman, der ikke tilføjer noget nyt til sin genre, så er det dog en roman, der formår at underholde. Jeg læste den ud i én køre, og selvom den aldrig fik jorden til at skælve under mig, var jeg underholdt fra start til slut på trods af mine lave forventninger til bogen. Vi Keelands skrivestil er lige til og simpel. Der dvæles ikke for længe ved detaljerne, og historien bæreres i stedet af gnisten mellem de to hovedpersoner, der deler bogens narrativ. Reese fortæller den i nuet, imens Chasse fortæller om fortiden før hende, og på den måde forener forfatteren to historiespor, der løbende opbygger en spænding om, hvordan de mon hænger sammen.

Jeg tvivler på, at Bossman er en bog, som vil blive længe hos mig efter endt læsning, men jeg var underholdt så længe det varede. Det er ikke en fejlfri bog, der som sagt ikke bidrager med noget nyt til sin genre, men som i stedet pirrer læseren med sin kontorkærlighed og forestillingen om denne. Historien er uden egentlig dybde, selvom forfatteren dog fortsætter at skabe en ved at knytte tragiske baggrunde til sine fiktive karakterer. Det virkede ikke rigtig for mig, fordi begge kun berøres på overfladen som korte sidebemærkninger. Jeg følte aldrig Chase sorg, eller Reese frygt, ligesom jeg aldrig faldt for hans dirtytalk, der havde den helt modsatte effekt på mig, og fik mig til at krumme tæer.

“Det var mit hjerte. Hun boede allerede i mit forbandede hjerte.”

Når alt kommer til alt, så er der et fortællingspotentiale i Bossmansom aldrig rigtig blev opfyldt. Jeg følte ikke, at de problemstillinger, som bliver taget op, bliver adresseret ordentligt. I stedet er det tydeligt, at det er forfatterens intention at appellere til den læsendes følelser, og jeg forstår godt, hvorfor bogen vinder så manges hjerter. Det er knald på og tempoet er højt, men jeg oplevede aldrig, at jeg selv blev blæst bagover. I stedet nød jeg historien for, hvad den var: en flirt, der aldrig blev til mere, men som jeg dog tænker tilbage på med et let smil.