The Fiery Cross (Outlander #5) af Diana Gabaldon


The Fiery Cross af Diana Gabaldon, udgivet af forlaget Dell i 2005 (org. udgivet i 2001). 

Året er 1771 og krig truer i horisonten, det ved Claire Fraser, der er uden for tid og sted. Claire er fra fremtiden, en engelsk kvinde, der agerede sygeplejerske under Anden Verdenskrig, og som på forunderligste vis rejste tilbage i tiden på sin bryllupsrejse. Her fandt hun kærligheden på ny, da hun mødte den skotske Jamie Fraser, og sammen har de rejst tværs over verdens havene. Nu er de i Amerika, hvor ingen andre end Claire ved, at den amerikanske revolution står for døren, og Jamie kan ikke gøre andet end at tage sin kones ord for gode vare. Sammen forbereder de sig på en krig, der er uundgåelig, men Claires fremtidsviden har før bragt dem i farer, og måske vil den gøre det igen.

Jeg mistede pusten, da jeg læste The Fiery Cross, der er den femte bog i Outlander-sideren. Det er den længste og så afgjort også seriens svageste bog, hvor handlingen gang på gang gik i tomgang. Alene de første hundrede sider handler om forberedelserne til et bryllup, der ender med at blive udsat. Perspektiverne er mange og konstant skiftende, og jeg savnede den historie, som jeg fandt i de første bøger, hvor handlingen stadig var lang men mere lige til. Gabaldon er hverken løbet tør for ord eller sider, og hun fylder dem gang på gang i sådan en grad, at jeg nu skal tage tilløb til hendes bøger, hver gang jeg lægger dem fra mig. Hun skriver atmosfærisk og fængende, men The Fiery Cross er for lang i forhold til dens handlingsmæssige indhold, der med fordel kunne have været flere hundrede sider kortere.

“Our lovemaking was always risk and promise-for if he held my life in his hands when he lay with me, I held his soul, and knew it.”

Jeg mener, at jeg på et tidspunkt læste, at Gabaldon selv har udtalt, at hun skriver sine historier fragmentarisk, og at hun ikke er særlig stærk, når et kommer til handling, og det mærkes tydeligt. Handlingen føles oftest fragmentarisk, selvom hun alligevel har fået den til at hænge sammen i det store hele. Store dele af bogen er fyldt med udenom snak, som kun tilbyder læseren at blive endnu længere i Outlander-universet, men som ikke tilbyder andet. Historien går til tider helt i stå, og på flere hundrede sider er begivenhederne få og intetsigende, grænsende til overflødige fylde, som om forfatteren konkurrerer med sig selv om gang på gang at skrive en længere på end den forrige. Den er som sin forgænger ikke fejlfri, men samtidig medrivende, fyldt med stærke følelser, historiske kontekster, og levende karakterer.

Måske er Gabaldon løbet tør for, og det er derfor historien går i tomgang og gentager sig selv? Det gør hendes skrivestil i hvert fald, hvor hun fast gør brug af forskellige vendinger og udtryk, som ikke har fyldt i mit læsebillede før nu. En af de mange gentagelser ses i form af Brianna og Roger, hvis blikke rettes mod detaljer, der projektereres ud til et langt større billede. Jeg kan godt dem, men deres perspektiver fylder og infiltrerer det, som jeg i første omgang forelskede mig i: Claire og Jamie. Jeg er stadig helt forgabt i dem, og for hver dag de tilbringer på amerikansk jord, længes jeg mere og mere efter det Skotland, som de forlod. Jeg elsker deres dynamik, der ofte fører til komiske øjeblikke på grund af deres historiske tidsforskelle. Jeg elsker dem for deres fejl, for deres tidsløse kærlighed og deres unægtelige forskelligheder.

“He was not afraid to die with her, by fire or any other way – only to live without her.”

Gabaldon belyser enhver handling fra et væld af fortælleperspektiver, og det gør også, at handlingen går i stå i stedet for at bevæge sig frem. Jeg er vild med lange bøger, hvor tempoet i handlingen nedsættes, men der skal være en mening med det, og den ser jeg ikke i The Fiery Cross. Den er bare unødvendigt lang. Ikke fordi der ikke sker noget, for den er fyldt med små episoder og en lang række begivenheder, men disse er oftest meget små og uden formål i forhold til den overordnede handling. Lige så meget som forfatterens historier er dragende, lige så mættende er de efterhånden blevet, og denne tog pusten fra mig i flere måneder, før jeg omsider mærkede savnet og påbegyndte den næste bog. Gabaldon skriver bøger, der efterlader indtryk, og det indtryk som The Fiery Cross efterlod mig med var et langt og opgivende suk.

Som sendt fra himlen (Losing It #2) af Cora Carmack


Som stjernerne står (org. titel Faking it) af Cora Carmack fra LOVEBOOKS, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2013). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. Bogen er tilsendt af forlaget. 

Som stjernerne står fortæller historien om Cade Winston, der møder pigen Max Miller på et tidspunkt i sit liv, hvor hans hjerte er tungt ved tanken om, at han ikke kan få den pige, som han ikke kan få ud af hovedet. Max lever det vilde liv fyldt med musikerdrømme, farverige tatoveringer og flammende rødt hår, hvilket på ingen måde passer ind i hendes forældres ønske om, hvordan hun bør være. Alle hendes løgne er lige ved at ramle sammen, men så møder hun ved et tilfælde Cade, der indvilliger i at spille den fornuftige kæreste, som hun har fortalt sine forældre om, og som på ingen måde stemmer overens med virkeligheden. Hvad der bare skulle være én aftens spil for galleriet bliver i stedet startskuddet på en lang række løgne, og jo mere de faker deres forhold, jo mere ægte begynder det langsomt at føles.

Some stjernerne står var en sød kærlighedshistorie om et forbudt forhold mellem en studerende og hendes lærer, og selvom jeg nød at læse den, vandt den ikke mit hjerte. Men det gjorde Som stjernerne står. Jeg skænkede ikke Cade mange tanker, da jeg læste den første bog, der handler om Bliss og Garrick, hvor han bare er en sidebemærkning til deres kærlighedshistorie. I denne bog er han den ene af to hovedpersoner, og hans og Max’ historie vandt mit hjerte. Cades hjertesorger, er smerteligt at læse om, imens Max’ historie med sine forældre og deres urimelige forventninger knuste mit hjerte. De er på mange måder et umage par, og det var præcis derfor jeg kom til at holde så meget af dem.

“Jeg tager mine chancer med dit utilregnelige hjerte, hvis det betyder, at det er mit.”

Det er på mange måder klassisk at lade modsætninger mødes, og samtidig lade dem være det helt rigtige match, og det kan virke som lidt af en kliché efterhånden, men Cade og Max fungerede overraskende godt på trods af at deres store forskelligheder. Deres dynamik, Cades sødme og Max’ skarpe tunge gjorde, at siderne nærmest vendte sig selv. Der er masser af kemi imellem dem, som langsomt vokser sig til mere end gensidig tiltrækning. Jeg elsker naturligheden i deres tiltrækning, på trods af de lidt usædvanlige omstændigheder. Max og Cade er ikke hinandens typer, men da de begynder at lære hinanden at kende og kommer ind under huden på hinanden begynder følelserne at tage til. Desuden beundrer jeg forfatterens velafbalancerede brug af sex i bogen, som føles naturlig og aldrig overtagende.

Bogen er fyldt med forskellige grader af problemstillinger; Cade kæmper med hjertesorger over den pige, som han ikke kan få, imens Max kæmper med fortiden og sine forældre. En bog er ikke nødvendigvis god, bare fordi den behandler tunge emner, men måden hvorpå Cora Carmack behandler sorg, traumer og om at turde have mod på livet efter et knust hjerte er virkelig fin og skrøbelig. Det er så let at tage sådanne emner forgivet, overse dem eller negligere dem, men det gør hun ikke. Uden at afsløre den, føltes slutning dog en smule forhastet, og jeg sad tilbage med følelse af, at forfatteren glemte sit handlingsspor eller pludselig løb tør for sider. Det ændrer dog ikke på, at jeg virkelig nød at læse den.

“Nogle gange ved man ikke, hvad man lever efter, før det har slået en omkuld.” 

I samme grad som Som sendt fra himlen handler om fjerlette fornemmelser og unægtelig tiltrækning, handler den om at turde tage sig selv i nye retninger, gribe livet og række ud efter stjernerne. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er forløsning i enhver konflikt, men finde forløsning i sig selv og give slip på det, der gør hjertet tungt. Cora Carmack har skabt en historie, der sagtens kunne have været pladderromantisk og sukkersød, fyldt med klichéer og faldgruber, men i stedet har hun skabt en fin, fjerlet og fornøjelig fortælling om at overkomme forskellige former for forhindringer i livet. Som sendt fra himlen er lige så sød og hjertevarm, som den er alvorlig og vigtig.

“Anna og det franske kys” (Anna and the French Kiss #1) af Stephanie Perkins


“Anna og det franske kys” (org. titel “Anna and the French Kiss”) af Stephanie Perkins, udgivet af forlaget Lindhardt & Ringhof i 2015 (org. udgivet i 2010). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Kærlighedens by kender ingen grænser. Anna Oliphant er ganske tilfreds med sit liv i Atlanta, da hendes forældre beslutter sig for at sende hende kostskole i Paris i et år. Anna er yderst modvillig; hun taler ikke fransk, vil ikke væk fra vennerne, og ser slet ikke lyset i beslutning. På trods af begyndervanskeligheder finder Anna hurtigt sammen med en gruppe andre studerende, hvor særligt Étienne St. Clair, slår benene væk under hende. Egentlig har hun følelser for en fyr hjemme i Atlanta, og Étienne har også en kæreste i forvejen, men selvom Anna forsøger at værne om deres spirende venskab, bliver det svære og svære at skjule sine følelser.

Første gang jeg læste “Anna og det franske kys” var i en periode af mit liv, hvor jeg var mættet af sukkersøde historier om den første store kærlighed, og så havde jeg oven i købet set mig sur på forfatteren for at have skabt en hovedperson, der er selverklæret filmentusiast, men som ikke er klar over, at Paris er en filmmetropol. Det tilgiver jeg hende nok heller aldrig for. Det er sjældent, at jeg genlæser bøger, som jeg har set mig sur på, men fordi jeg har hørt godt om både “Lola og naboens søn” og “Isla og jagten på lykke”, valgte jeg alligevel at genlæse bogen. Jeg har før genlæst bøger, som jeg i første omgang ikke brød mig om, men som alligevel har efterladt mig med en nagende følelse af, at jeg overså noget, eller at timingen ikke var rigtig, og sådan en bog viste “Anna og det franske kys” sig at være.

“Jeg mener, helt ærligt! Hvem sender deres børn på kostskole? Det er så Hogwarts-agtigt. Bortset fra at min skole ikke har søde troldmændsfyre eller magisk slik eller flyvetimer. I stedet hænger jeg på nioghalvfems almindelige elever.”

Stephanie Perkins har skabt en levende historie om kærlighed og venskaber, som er værd at tro på. Anna er på mange måder en klassisk teenager, hvis følelsesliv er en stor rutsjebanetur af turbulens, og selvom jeg stadig ikke tilgiver hende for hendes uvidenhed om franske film, så blev det dog sat en smule i perspektiv, da en af Annas lærer påpeger, at amerikanere har for vane at glemme resten af verden og kun se den ud fra alt det, der er amerikansk. Det er næppe nogen universal virkelighed, men jeg kunne dog ikke undgå at se et glimt af virkelighed i de ord. Desuden er bogen så fin og hurtiglæst, at den vil smelte vinterkolde hjerter, og derfor læste jeg den også i løbet af en enkel eftermiddag.

At bogen til tider er klichéfyldt ser jeg ikke som en svaghed, for er den første store kærlighed ikke indbegrebet af klichéer om evig kærlighed og grænseløse følelser? Jeg synes Perkins formår at beskrive teenageforelskelse rigtig fint, samtidig med at hun giver plads til geografiløse venskaber og glimt af familieliv. “Anna og det franske kys” er så spækket med følelser, at det smitter. Jeg følte Annas frustrationer, hendes længsler og hendes kærlighed, og selvom det i allerhøjeste grad er en bog, som titlen indikerer, der handler om kærlighed og kys, så er jeg glad for, at Perkins gjorde plads til selvstændighed, venskaber og familieliv, selv i de små glimt, som de blev præsenteret i.

“Er det muligt, at ens hjem er en person og ikke et sted?”

Jeg faldt ikke lige så hårdt for Annas store kærlighed, den multikulturelle franks-britiske-amerikanske Étienne St. Clair, der ikke bare knuser pigehjerter i Perkins bog, men også hos mange læsere, og alligevel fik jeg sommerfugle i maven ved tanken om den første rigtige forelskelse og den følelsesforvirring det kan være. For det er netop, hvad Perkins’ fortælling handler om. Kærlighed kan være rodet, selv når den er rigtig, og selv i kærlighedens by, og jeg må også blankt erkende, at Perkins har skabt et fint portræt af netop dette. Jeg nødt ikke kun at blive ført igennem Paris’ gader, som jeg holder så meget af, og som jeg meget svagt kunne se for mit indre øje, men jeg nød også rejsen igennem Annas følelsesliv.

“Vores kemiske hjerter” af Krystal Sutherland


“Vores kemiske hjerter” (org. titel “Our Chemical Hearts”) af Krystal Sutherland, udgivet af forlaget LOVEBOOKS i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er engelsk. Bogen er tilsendt af forlaget. 

En stærk historie om umulig kærlighed, fortalt med en sjælden følsomhed. Henry Page har aldrig været forelsket, men det ændrer Grace Town på, da hun bliver overflyttet til hans skole. Forelskelsen er ikke, som Henry havde forestillet sig, og til at begynde med var har end ikke klar over dens tilstedeværelse, for Grace er ikke den drømmepige, han havde fantaseret om. Hun er fyldt til bristepunktet med hemmeligheder under de mange lag tøj, der er alt for stort til hende, der mest af alt får hende til at ligne en hjemløs. Da de bliver sat sammen som redaktører på skolebladet, er det begyndelsen på et kompliceret venskab, der udvikler sig og tager form som noget andet. Grace begynder at spilde over af hemmeligheder, der truer med at knuse Henrys hjerte igen og igen.

“Vores kemiske hjerter” ramte mig hårdt og uventet. Det skete allerede i løbet af de første sider, hvor jeg sad med en helt særlig fornemmelse på grund af bogens fortællerstil og dens tænkende fortæller, og forfatterens følsomme tilgang til et emne, der er blevet slidt op af andre. Da jeg lukkede bogen, var det med en klump i halsen, og de eneste ord, der undslap min hals var “fuck”, for jeg havde lige læst en bog, der gav mig åndenød. Jeg var slet ikke klar på at blive så følelsesmæssigt investeret i historien, som jeg blev. Hvad jeg havde regnet med var en simpel og letsindig historie om kompliceret kærlighed, viste sig i stedet at være en nænsom beskrivelse af to puslespilsbrikker, der ønsker at passe sammen, men som ikke gør det. Der er en stor ærlighed over Sutherlands ord, og de slog mig uventet omkuld.

“… hvis mennesker virkelig var sat sammen af stykker af universet, var hendes sjæl lavet af stjernestøv og kaos.”

Det er sjældent sammenligninger med andre bøger gør noget godt for en bog, fordi jeg altid ender med at blive skuffet over den ofte vage sammenligning. Sådan var det ikke helt med Sutherlands roman. “Vores kemiske hjerter” mindede mig om John Greens “Paper Towns” fordi vi nogle gange forelsker os forestillingen om et menneske mere end mennesket selv, og “Looking for Alaska” for historien om en pige, der ikke kan slippe fortiden. Dog mindede den mig ikke så meget om “The Fault in Our Stars” eller Stephen Chboskys mesterlige “The Perks of Being a Wallflower”, som den ellers er blevet sammenlignet med. Selvom bogen fremkalder klare associationer til nævnte værker, er den dog stadig helt sin egen, og sammenligningerne er kun med til at understrege dens mange styrker. Sutherland er desuden god til at frigøre sig fra det forventelige og troper som “hun er ikke som de andre piger”.

Henry Page er naturligvis historiens fortæller, for at mysteriet om Grace Town overhovedet kan eksisterer, men samtidig var det også forfriskende at følge et mandeligt synspunkt i kampen for kærlighed. Henry er samtidig en spøjs fortæller, der i romanens begyndelse henvender sig direkte til læseren. Han er stærk med ord på skrift, hvor han snubler over dem i talen, og historien virker som hans nedskrevne beretning, som han så intimt overlader i hænderne på læseren. Historien er også fyldt med referencer til blandt andet Star Wars, Harry Potter og Tumblr-relaterede opslag, som letter stemningen med en gennemslående humor og samtidig placerer romanen i moderne rammer. Det samme gælder for Facebook-samtalerne mellem Henry og Grace, der tilføjer noget helt særligt til romanen.

“Grace ventede på, at jeg skulle sige noget, men det gjorde jeg ikke, for alt, hvad der var at sige, var allerede blevet sagt hundrede gange før, og jeg var så træt, så træt af at sige de samme ting igen og igen, uden at de gjorde nogen som helst forskel.”

“Vores kemiske hjerter” er uden tvivl en bog, som jeg vil vende tilbage til, men for nu er jeg nødt til at lægge den fra mig og trække vejret dybt ned i maven og genvinde fatningen. Det er en bog, der kræver noget af sin læser. Ikke fordi dens handling er hverken er svær eller kryptisk at forstå, eller fordi sproget er tungt og træg, men simpelthen fordi den rammer så hårdt følelsesmæssigt. Sutherland har skabt en helt særlig og stærk historie, der er fri for traditionelle og forventelige klichéer om den første store kærlighed. I stedet er det en kærlighedshistorie om den kærlighed, der aldrig kan blive til andet end et øjebliksbillede, en stemning og en fornemmelse, men som vi nogle gange klynger os til i håbet om, at det vil ændre sig, og det var så hårdt at læse, men samtidig også rigtig godt.