Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en smuk roman om livet på godt og ondt, når man er ung


Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder (org. titel Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe) af Benjamin Alire Sáenz, udgivet af forlaget CarlsenPuls i 2018 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Aristoteles og Dante er komplette modsætninger. Det gælder ikke kun deres hudfarve, for Dante er en følsom og eftertænksom fyr, der udtrykker sig ved at tegne og læse litteratur. Han er åben og ærlig, imens Aristoteles forsøger at lægge låg på det hele. På trods af deres forskelligheder er Dante måske lige præcis den fyr, som Ari har brug for kunne bryde de mure ned, som omkranser hans hjerte. De er begge udfordret er verden, der samtidig er et stort og forunderligt sted, der sender dem på en vigtig rejse i jagten på, hvad det vil sige at være en mand.

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder har kun været udgivet siden 2012 og er allerede nu udråbt til at være en nyklassiker i YA-litteraturen. Ari og Dante har også vundet mange læserhjerter, og det gælder også mit. På trods af at handlingen udspiller sig i 80’erne, er drengenes rejse stadig relevant og vedkommende for læsere i dag. Den stiller spørgsmålstegn ved familiedynamikker, italesætter kønsforskelle og racisme, og det at være i tvivl om sin seksualitet. Tidsånden skyller ikke ind over siderne på en forcerende måde, når Benjamin Alire Sáenz bevæger sig ned af memory lane på godt og ondt. Den sætter dog sit tydelig præg på historien på den mest simple og naturlige måde. Det samme gælder for relationen mellem Ari og Dante, som ikke vælter læseren omkuld fra starten, men som gradvist etableres og af den grund virker langt stærkere og på en eller anden måde også mere troværdig.

“Der findes værre ting i verden end en dreng, der kan lide at kysse andre drenge.”

Det mest afgørende i Aristoteles og Dantes historie er bogens tempo. Der er ikke dømt fart over feltet, og man bliver skuffet, hvis man forventer det. I stedet er der skruet helt ned for tempoet til fordel for nærværet og eftertænksomheden, og med det har Sáenz skabt en enormt vedkommende og smuk bog, hvor sproget har poetisk karakter. Selv hans beskrivelser af de mest simple og umiddelbare betragtninger er kraftfulde. Det var også noget af det, der gjorde størst indtryk mig, for der er ikke et eneste ord i bogen, som ikke er der af en årsag. Sáenz’ ord bærer på hele universer, hvis hemmeligheder bare venter på at blive opdaget og udforsket.

Ari kæmper med tavsheden. Ingen i hans familie taler om den ældste bror, og selvom faren er tydeligt påvirket, taler de heller ikke om hans tid i militæret. Der er lagt låg på følelserne, så Ari forsøger at gøre det samme med sine. Det gør ondt at læse hans betragtninger om livet og sin egen placering i denne. Hans ord er smukke, skrøbelige og skarpe, og står i stærk kontrast til Dante, der bærer følelser uden på tøjet. Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en læseoplevelse, jeg har svært ved helt at sætte ord på, for selvom skrivestilen til tider kan være en smule over the top, så er det en bog, der efterlod mig med følelsen af, at jeg netop havde været vidne til noget helt særligt.

Reklamer

Gemina (The Illuminae Files #2) af Amie Kaufman og Jay Kristoff


Gemina af Amie Kaufman og Jay Kristoff, udgivet af forlaget Rock the Boat i 2016.

På rumstationen Heimdall bliver tilværelsen pludselig vendt på hovedet, da en elitegruppen fra BeiTech infiltrer stationen og begynder at skyde de ombordværende. Hanna, der er kaptajnens datter, og Nik, der kommer fra en kriminel familie med mange hemmeligeheder, bliver tvunget sammen i et desperat forsøg på at redde stationen og dens liv. På vej dertil er skibet, Hypatia, med nyheder om invasionen på Kerenza, men det bliver et svært kapløb mod tiden, og hvis ikke de når frem i tide risikerer de at universet bliver kløbet i to.

Forfatterpar er ikke noget, jeg har gode erfaringer med, men Amie Kaufman og Jay Kristoff er en forfatterduo, der har taget mig med storm. Deres vilde eventyr i det ydre rum er svær at forudse og spækket med handling i et højt tempo fra start til slut. De første to bøger i The Illminae Files er enestående og originale historier, selv når de tager afsæt i klassiske modsætningsforhold mellem de to hovedpersoner. Deres sprog er letsindigt på trods af de mekaniske termer om konstruktionen af rumstationerne, faretøjerne og våbenteknologien. Sproget er da også kulør med sit nutidige afsæt, der trods censurering giver plads til grove udtryk og bandeord.

“Patience and Silence had one beautiful daughter. And her name was Vengeance.”

Selvom handlingen er en anden i Gemina end i Illuminae, og det kan være svært at se, hvordan det hele nogensinde skal ende godt, er de to historier bundet let sammen. De infiltrerer kun hinanden vagt, men står alligevel i så tæt forbindelse til hinanden, at det ikke giver mening at læse den ene bog uden den anden. Gemina begynder lige efter Illuminae, men er samtidig sin helt egen historie fuld af nye og spændende karakterer på en anden rumstation. Bogens eneste svaghed, er i virkeligheden min egen. Fordi historien favner så bredt et persongalleri mistede jeg flere gange overblikket over, hvem der var hvem. Uden en klar indikation kan de forskellige stemmer godt flyde en smule sammen.

The Illminae Files har med sit udtryk give form til en helt ny form for historiefortælling, og selvom selv samme kan virke afskrækkende på læseren, var historiens handling så spændende, at formatet ikke ret længe var udfordrende at læse. Den er fyldt med alt lige fra nedskrevne lydoptagelser, retsdokumenter og chatbeskeder sammen med en række tegninger og illustrationer, der virkelig bringer historien til live. Det giver samtidig plads til et utal af vigtige stemmer, som også er et af historiens bærerende elementer. Det er en oplagt serie til de, der er nysgerrige på science fiction-genren og til de, der ikke ønsker at gå glip af en episk historie med et højt tempo, fyldt med levende karakterer og et latterfremkaldende sprog. Sagt med andre ord: Jeg kan varmt anbefale serien, hvis du ikke allerede har læst den.

Solen er også en stjerne af Nicola Yoon


Solen er også en stjerne (org. titel The Sun is Also A Star) af Nicola Yoon , udgivet af forlaget Carlsen i 2017.

En gribende historie om at leve livet og turde række ud efter sine drømme. Natasha tror på videnskab og fakta. Ikke på på skæbnen eller drømme, som ikke går i opfyldelse. Men så møder hun Daniel den samme dag, som hun og hendes familie er blevet udvist af landet. Daniel er en drømmer, som tror på skæbnen, og da han møder Natasha midt på gaden i New York, er han overbevist om, at skæbnen har store planer for dem begge. Skiftevis fortæller Natasha og Daniel om den skæbnesvangre dag i New York, da de mødte hinanden og alting ændrede sig.

Solen er også en stjerne er lige præcis den slags kærlighedshistorie, som jeg holder af at læse. Den er tilpas sød, samtidig med at den bringer en række vigtige tematikker på banen på en vedkommende og velafbalanceret måde. Den handler om nemlig ikke kun om kærlighed, men også om immigration. Natasha er illegalt flygtet til landet fra Jamaica, hvilket sætter sine tydelige spor i hendes hverdag, hvor familien forsøger at undgå systemet for enhver pris, indtil det ikke længere er en mulighed. Daniels familie har rejst fra Korea til USA, og det er ikke altid lige let at skulle balancerer mellem de to kulturer og finde sig til rette mellem dem. Samtidig har hans forældre store forventninger til hans uddannelse, som tilsidesætter Daniels egne drømme og lægger et unødvendigt pres på hans skuldre

“Der findes et japansk udtryk, som jeg godt kan lide: Koi no yokan. Det betyder ikke kærlighed ved første blik. Det betyder nærmere kærlighed ved andet blik. Det er den følelse, man får, når man møder nogen, man vil blive forelsket i. Måske elsker man ikke personen med det samme, men det er uundgåeligt, at det sker.”

Natasha og Daniel er to komplette modsætninger, og måske er det derfor, de fungerede så godt sammen. Han er en åbensindet drømmer, der tror på kærlighed, imens hun er langt mere praktisk anlagt i sit verdenssyn og meget selvsikker. På grund af deres forskellige livssyn og filosofier, udfordrer de også hinanden på en måde, som tilføjer en helt særlig dybde til historien. Samtidig med at de begge er minoriteter, er deres stemme og repræsentation vigtig. Natasha og Daniel skiftes til at fortælle deres fælles historie, men afbrydes af et tredje perspektiv, som handler om universet. Her fortælles brudstykker af historier om de mennesker, som omgiver de to hovedpersoner, og hvordan de perifert er forbundet til deres historie. Det er her opholdstilladelsen afvises, og som forsegler deres skæbne. Disse kapitler er en af romanens styrker, fordi det gør den jordnær og undlader de svimlende følelser i at tage overhånd. 

Sidste år til Bogforum anbefalede Adam Silvera mig at læse bogen, og den viste sig at være alt det, han havde sagt den ville være. Den er en hjertevarm kærlighedshistorie med noget på hjerte, som jeg øjeblikkelig havde lyst til at læse igen i det øjeblik jeg færdiggjorde den. Forholdet mellem kærlighed og alvor er perfekt afbalanceret og historien er trods sin letsindighed enormt repræsentativ og vedkommende, og på grund af historiens indhold kom jeg også rundt i hver en afkrog af mit følelsesregister med alt lige fra frustration til forelskelse. Jeg giver derfor anbefalingen videre.

The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue (Guide #1) af Mackenzi Lee


The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue af Mackenzi Lee, udgivet af forlaget Katherine Tegen Books i 2017.

Henry “Monty” Montague er en gentleman, der ikke kan tæmmes. Han lever livet i overhalingsbanen med vilde fester, hvor han både fanger kvindernes og mændenes blikke, og han modsætter sig alle sin fars interesser. Inden Monty skal lægge sit vilde liv på hylden og indordne sig under sin fars regler og forventninger, vælger han at rejse rundt i Europa i et år sammen med sin søster og bedste ven. Rejsen bliver ikke som forventet, og Monty ender ikke kun med at kæmpe mod pirater og landevejsrøvere, for han må også kæmpe med sine voksende følelser for sin bedste ven.

Mackenzi Lee har skrevet en vellykket young adult-roman om kærligheden og dens svære konflikter, men alligevel besidder den også en uventet dybde, der handler om at Monty er biseksuel, at Percy er biracial og har epilepsi, og at Felicity vil mere med sit liv, end blot at finde sig en ægtemand. Lee tager fat i disse problematikker og gør dem til en essentiel del af historien. Hvad der startede ud som en morsom historie om Montys vilde liv med hor, spil og druk, forandrede sig og blev pludselig langt mørkere og vedkommende. Hans far banker ham, fordi han ikke kan styre sine “unaturlige” lyster, Percy kæmper for at blive set som ligeværdig i samfundet, og Felicity drømmer om uddannelse.

“We are not broken things, neither of us. We are cracked pottery mended with laquer and flakes of gold, whole as we are, complete unto each other. Complete and worthy and so very loved.”

Forfatteren kunne sagtens have nøjedes med at skrive en sød kærlighedshistorie og et episk eventyr, men historien er så meget mere end det. Karakterernes forsøg på at indordne sig samfundets normer med dets forældede verdenssyn og give slip på deres drømme er tabt på forhånd, for det er ikke sådan, de er. Monty kan ikke fralægge sig sin seksualitet, ligesom Percy behøver ikke blive kureret, for at leve et godt liv, og Felicity skal ikke lægge sine videnskabsdrømme på hylden på grund af sit køn. På grund af deres rejser bringes karaktererne tættere på hinanden, på dem selv, og på en mere åben forståelse af verden, og Lee har derfor skabt en uforglemmelig historie med noget på hjerte.

Mit eneste problem med bogen er dens kort. Det fik mig til at studsede over rejsedestinationerne, og som endte med at afsløre historien før jeg overhovedet begyndte at læse den. Alligevel nød jeg hvert et ord af trioens rejseeventyr, der for alvor tager fart, da Monty ved et uheld kommer til at stjæle et vigtigt artefakt, hvilket ikke kun tvinger dem til at løbe for deres liv, men som også bringer dem i kløerne på pirater og røvere, der vil have fat i tyvegodset. Skrivestilen er ikke mærket af den historiske periode, og da jeg først var begyndt at læse, kunne jeg ikke stoppe igen. Lee havde mig i sin hule hånd fra start til slut, og jeg glæder mig sådan til at forsætte historien i The Lady’s Guide to Petticoats and Piracy.