Forbandede kærlighed af Colleen Hoover


Forbandede kærlighed (org. titel Ugly Love) af Colleen Hoover, udgivet af LOVEBOOKS i 2016 (org. udgivet i 1014) Læs på dansk — originalsproget er amerikansk.

Da Tate møder den hemmelighedsfulde Miles Archer, er det langt fra kærlighed ved første blik. I stedet møder hun ham på fordrukken tilstand på kanten af sammenbrud. På trods af deres skæve første møde, kan ingen af dem fornægte den kraft, som binder dem sammen, og de indleder derfor et uforpligtende forhold baseret på sex. Hvad der burde være den perfekte ordning for dem begge viser sig dog hurtigt at være langt mere kompliceret, på trods af at Tate ikke har tid til at have en kæreste, og Miles er slet ikke ude efter kærlighed. Det er dog ikke kun deres principper, der står i står i vejen for deres kærlighed, for Miles bærer på en mørk hemmelighed, som forhindrer ham i at leve i nuet.

Mine læseoplevelser med Colleen Hoovers ellers så populære forfatterskab har været meget blandede. Jeg helt og aldeles elskede Det ender med os, som efterlod mig grådkvalt, Måske en dag var en udemærket historie omend en smule for amerikansk til min smag, men Forbandede kærlighed er den komplette modsætning til Det ender med os. Bogen har modtaget kritik for at fokuserer så eksplicit på sex, men det er ikke det, der generede mig. Faktisk kunne jeg godt lide Tate og Miles’ kærlighedshistorie, selvom jeg fandt det trættende, at Tate gang på gang får et nyt yndlingsord, bare fordi Miles har sagt det. Gendrivelsen udvandede en ellers så fin sætning og gjorde den meningsløs og pladderromantisk.

“Alting er Miles. Sådan er det, når man er ved at blive forelsket i en person. Han er ingen steder, og lige pludselig er han overalt, uanset om man vil det eller ej.”

Det som ikke fungerede for mig, var Miles’ historie i fortiden. Det var ikke så meget historien i sig selv, men måden den var skrevet på. Colleen Hoover skriver let og fornøjeligt, selv når det handler om svære emner, men konstruktionen af Miles historie drev mig til vanvid. Til at begynde med er den skrevet som helt almindelig prosa, men efter han møder en pigen Rachel, ændres dennes form sig til noget, der skal forestille at ligne et digt. Idéen er ret fin, men det fungerede slet ikke for mig med sine mange klichéfyldte vendinger. Forudsigelighed behøver ikke været noget negativt, men forudsigeligheden i Miles’ historie var så åbenlys, at jeg næsten havde svært ved at fatte sympati for ham.

Miles’ historie er også et greb til at skabe hans karakter, og det fungerer egentlig udemærket. Tate var derimod en forholdsvis tom skal, der ikke bestod af andet end sit løse forhold til sin bror og sin spirende relation til Miles. Hun skal forestille at studerer til sygeplejerske, men det er ikke noget, som hverken giver hendes figur kant eller fylde. Hun var for mig en tom heltinde skabt af vage inputs om en fortid med sex og kærlighed i så vag en grad, at det næsten kunne have været undladt. Derimod holdt jeg meget af den klassiske historie om et forhold baseret på sex, der selvfølgelig ikke kan forblive sådan, fordi følelserne kommer i vejen, og på den måde er det en udemærket bog til en søndag på sofaen. Den bliver dog aldrig mere end det, fordi der ikke er noget på spild.

“Kærlighed er ikke altid smuk, Tate. Nogle gange bruger man al sin tid på at håbe på, at det til sidst vil blive til noget andet. Noget bedre. Og så, før man ved af det, er man tilbage, hvor man startede, og man mistede sit hjerte et sted undervejs.”

Colleen Hoover skriver bøger, som er perfekte til stille søndage. Det er bøger, som man flyver igennem, og som sjældent kræver ret meget af sin læser. De er den perfekte eskapisme, selv når bøgerne ikke er perfekte. Jeg fløj ligeledes igennem Forbandede kærlighed, selvom den løbende irriterede mig med konstruktionen af sine temporale tilbageblik. Bogen er fyldt med bekvemmeligheder, der har til opgave at skabe rammerne for karaktererne i historien og give dem fylde, men jeg følte aldrig, at disse tjente noget egentligt formål. Det er ikke unødvendig fylde, men dog fylde, som ikke gør noget godt for historien. Det er der bare, lidt på samme måde som bogen er i mine erindringer.

Bossman af Vi Keeland


Bossman af Vi Keeland, udgivet af LOVEBOOKS i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Da Reese Annesley møder Chase Parker første gang, er hun på date men med en anden mand. Chase er dog langt mere interessant end den fyr, der netop er ved at kede hende halvt ihjel, og på trods af Chases italesættelse af hendes ringagtige forsøg på at gøre sig fri af sin date, tager aftenen en drejning, som hun på ingen måde kunne have forudset. En tjeneste bliver til to, og selvom hun ikke gør sig nogle forhåbninger om at se ham igen, da han sætter hende i forbindelse med et nyt job, viser det sig, at han er hendes nye chef. Tiltrækningen mellem dem er stræk, men Reese har før brændt sig på en kollega, men Chase er anderledes, og han er heller ikke en kollega … ikke sådan rigtigt, vel?

Øverst på Reese Annesleys liste over gøremål står der, at hun for alt i verden ikke bør gå i seng med sin chef – heller ikke selvom han er lækker. Hun er en arbejdshest, der arbejder med marketing i kosmetikbranchen, og hun vil under ingen omstændigheder gentage fortidens fejl og lade sig udkonkurrere af nogen med mindre potentiale — og slet ikke sin chef! Hun er dog fra start bevist om sværhedsgraden af sin situation, netop fordi hun ikke bare er tiltrukket af sin chef, men fordi tiltrækningen er gensidig. Den selvsikre chef vil have hende i samme grad, som hun vil have ham. Det bliver derfor ret tydeligt, at det kun er et spørgsmål om tid, hvor Reese er nødt til at strege toppunktet på sin liste over gøremål.

“Hvis hvert af vores kys var et eventyr, var det her et af dem, hvor helten får pigen til sidst, og de rider sammen mod solnedgangen.”

Bossman er en pirrende roman, der leger på kanten af regelmaner og hemmelighed fantasi, og selvom det på ingen måde er en vidunderroman, der ikke tilføjer noget nyt til sin genre, så er det dog en roman, der formår at underholde. Jeg læste den ud i én køre, og selvom den aldrig fik jorden til at skælve under mig, var jeg underholdt fra start til slut på trods af mine lave forventninger til bogen. Vi Keelands skrivestil er lige til og simpel. Der dvæles ikke for længe ved detaljerne, og historien bæreres i stedet af gnisten mellem de to hovedpersoner, der deler bogens narrativ. Reese fortæller den i nuet, imens Chasse fortæller om fortiden før hende, og på den måde forener forfatteren to historiespor, der løbende opbygger en spænding om, hvordan de mon hænger sammen.

Jeg tvivler på, at Bossman er en bog, som vil blive længe hos mig efter endt læsning, men jeg var underholdt så længe det varede. Det er ikke en fejlfri bog, der som sagt ikke bidrager med noget nyt til sin genre, men som i stedet pirrer læseren med sin kontorkærlighed og forestillingen om denne. Historien er uden egentlig dybde, selvom forfatteren dog fortsætter at skabe en ved at knytte tragiske baggrunde til sine fiktive karakterer. Det virkede ikke rigtig for mig, fordi begge kun berøres på overfladen som korte sidebemærkninger. Jeg følte aldrig Chase sorg, eller Reese frygt, ligesom jeg aldrig faldt for hans dirtytalk, der havde den helt modsatte effekt på mig, og fik mig til at krumme tæer.

“Det var mit hjerte. Hun boede allerede i mit forbandede hjerte.”

Når alt kommer til alt, så er der et fortællingspotentiale i Bossmansom aldrig rigtig blev opfyldt. Jeg følte ikke, at de problemstillinger, som bliver taget op, bliver adresseret ordentligt. I stedet er det tydeligt, at det er forfatterens intention at appellere til den læsendes følelser, og jeg forstår godt, hvorfor bogen vinder så manges hjerter. Det er knald på og tempoet er højt, men jeg oplevede aldrig, at jeg selv blev blæst bagover. I stedet nød jeg historien for, hvad den var: en flirt, der aldrig blev til mere, men som jeg dog tænker tilbage på med et let smil.

A Court of Mist and Fury (A Court of Thorns and Roses #2) af Sarah J. Maas


A Court of Mist and Fury af Sarah J. Maas, udgivet af Bloomsbury Childrens Books i 2016.

Feyre verden er endnu en gang blevet vendt på hovedet. Efter hun har reddet Tamlin fra Den Onde Dronning, er hun nu vendt tilbage til forårsriget, men hun er ikke den, hun engang var, for nu besidder hun de samme kræfter som en High Fae. Fortiden sidder fast i hende, og det samme gør visheden om den aftale, som hun indgik med Rhysand, natterigets herre. Langsomt ledes hun dybere ind i Rhysands rige og politiske planer, og lige så langsomt taber hun sit hjerte på ny. Men Feyre må samle al  sin styrke, for en fare truer med at ødelægge alt det, som hun har kæmpet for.

Sarah J. Maas formåede virkelig at trække tæppet væk under mig med A Court of Mist and Fury. Den er alt det, som dens forgænger ikke er, og i kampen om mit hjerte vandt den overlegent og ubesværet. Det er meget tydeligt, hvor bevidst om sin historie Maas er, for udviklingen af både handlingen og karaktererne i denne efterfølger er ikke til at tage fejl af. Feyre har i mine øjne hele tiden været en stærk heltinde, men hvor jorden begyndte at brænde under hendes fødder i A Court of Thorns and Roses, rejser hun sig fra asken i denne som en føniks, stærkere end nogensinde før.

“To the stars who listen— and the dreams that are answered.”

Jeg elsker, at forfatteren formår at tage  fat på vigtige tematikker som farlige parforhold, samtidig med at hun stadig formår at bevare det episke i sin fortælling. Jeg brød mig aldrig om Feyre og Tamlin sammen, men jeg finder deres historie interessant for det, som forfatteren bruger den til, selvom det først slog mig langt senere, hvad det egentlig går ud på. Maas viser, hvordan kvinder gradvist bliver fanget i forholdet til en voldelig mand, så de ikke hører alarmklokkerne før de står og kigger ned i afgrunden. Feyre er sårbar i historiens begyndelse, mærket af fortidens spøgelser, der stadig hjemsøger hende, og sit spillede hjerte, der er slået i tusinde stykker, men hendes historie er også fyldt med håb, der langsomt vokser sig større og bliver en realitet.

Spændingen er næsten uudholdelig i A Court of Mist and Fury. Den er både at finde i selve handlingen, hvor det slår gnister mellem rigerne, men også i forholdet mellem Feyre og Rhysand, der gjorde det næsten umuligt at lægge bogen fra mig. Deres tiltrækning var tydelig i den første bog, men den er unægtelig i denne, og langt hen ad vejen er det også historiens bærerende element. Natteriget blev kun vist i uklare glimt og igennem ladede holdninger, men i denne bog bliver disse gjort til skamme, og Rhysands ry tvinges i knæ. Maas vender verdener på hovedet og udfordrer sin læser ved at åbne dørene ind til en verden, der før har været forbeholdt fantasien. Samtidig er der en naturlighed over fortællingen, der på trods af et langt mellem stykke, hvor den går i tomgang, flyder helt naturligt. Dog tager historien, ligesom i sin forgænger, fart til sidst, og tempoet øges i sådan en grad, at jeg følte mig en smule svimmel.

“He thinks he’ll be remembered as the villain in the story. But I forgot to tell him that the villain is usually the person who locks up the maiden and throws away the key. He was the one who let me out.”

Handlingen er ikke overvældende i A Court of Mist and Fury, men i stedet gives der plads til karakterudvikling og en udvidelse af den verden, som Maas skabte i den forgående bog. Samtidig bryder bogen med den vante forestilling om den svære toer, for det var først med denne, at jeg for alvor forelskede mig i historien, og ikke alene vandt bogen mit hjerte, den fik mig også til at græde. På trods af det tilløb, som Maas har for vane at tage inden slutspurten, var der så meget på spil, så mange følelser i spil, at mit hjerte flød over. Slutningen er nådesløs; jeg holdt vejret hele vejen igennem den, og da der ikke var flere sider tilbage i bogen, og jeg blev nødt til at trække vejret, ærgrede det mig ikke at have den næste bog liggende, for jeg var ikke klar til at slippe Feyres historie.

Papirprinsessen (Royals #1) af Erin Watt


Papirprinsessen (org. titel Paper Princess) af Erin Watt, udgivet af Flamingo i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

17-årige Ella Harper er studerende om dagen og stripper om natten, og hendes liv er en konstant balancering på kanten. Hun stripper af nød, fordi hun dårligt kan få tilværelsen til at løbe rundt. Efter sin mors død, dukker den fremmed og velhavende Callum Royal op, der hævder at være hendes nye værge. Han tilbyder hende ikke kun et liv i luksus med en uddannelse på en prestigefyldt skole, men også viden om den far, hun aldrig har kendt. Da der kommer kontanter på bordet, er Ellas beslutning allerede taget. Men livet hos Royal-familien er fyldt med intriger, og hun er nødt til at lære at navigere i den guldindfattet verden af magtspil, sex og hævn, hvis hun vil overleve i den. 

Jeg har aldrig haft særlig stor succes med forfatterduoer. Oftest har forfatternes forskellige skrivestile været for tilstedeværende, men sådan en forfatterduo er  Jen Frederick og Elle Kennedy ikke. Med Papirprinsessen har åbnet en dør ind til et liv i overklassens grænseløse verden, hvor mulighederne er endeløse, så længe man har penge, og hvor grænser er til for at blive overskredet. Det er på mange måder et klassisk luksusliv, hvor facaden er blankt poleret, imens virkeligheden er en helt anden. Royal-familien lider under et tabt og misbilligelse, pengegriskhed og knuste drømme. Kontrasterne mellem deres liv er meget klassiske, men fortælling er dog helt sin egen.

“Nogle gange tror jeg, at universet bare har besluttet sig for, at jeg ikke har lov til at have det godt.”

Ella kommer fra et liv i rendestenen, og hende gåpåmod og indre styrke er ikke til at tage fejl af. Hun er en overlevet og en af den slags heltinder, der ikke behøver andet end sin skarpe tunge for at kunne slå fra sig. Da hun indvilliger i Callum Royals tilbud om månedlig betaling for et liv i luksus er interessant, fordi hun tilgår det med forventningen om at lukke sit hjerte over for alt det, hun møder på den anden side af guldportene. Hun har en plan om at flygte derfra med favnen fuld af penge, hvis det skulle blive nødvendigt. Selvom hun er drevet af ønsket om penge og økonomisk frihed, så er hun ikke hjerteløs, og da det langsomt viser sig, at Royal-familien kæmper mod hinanden, åbnes hendes hjerte langsomt.

På trods af at Papirprinsessen er første bind i en længere serie, er Ellas udvikling i denne første bog ikke til at tage fejl af, og jeg elskede det. Selvom handlingen kredser meget om de mange intriger, så er det ikke en bog, der på noget tidspunkt går i stå eller lader sine karakterer sygne hen. De over-privilegerede milliardær arvinger er alle mærket af sorg over tabet af deres mor og misbilligelsen af deres fars forsøg på at genfinde lykken, og hans beslutning om at tilbyde Ella et liv hos dem. Særligt Reed Royal gør alt, hvad han kan, for at komme på tværs af Ella, selvom det samtidig antænder en gnist i dem begge, der bliver umulig at slukke igen. De kæmper ikke kun mod hinanden, men også med deres følelser.

“At forlade sig på skæbnen er for de svage – dem, der ikke har nok styrke eller vilje til at skabe det liv, de gerne vil have. Der er jeg heller ikke endnu. Jeg har ikke nok styrke, men det får jeg en dag.”

Papirprinsessen er en af den slags bøger, der er svære at lægge fra sig. Den fik mit hjerte til at galopere og efterlod mig åndeløs, da jeg nåede slutningen. Det er en bog, der ikke er perfekt, men det er samtidig også en bog, der handler om netop det; den åbner op for en verden, der udstråler perfektion, men som under overfladen er ved at krakelere og falde fra hinanden. Den har sine vanskeligheder, men det overskygger ikke det faktum, at jeg fløj igennem bogen med stor fornøjelse. Papirprinsessen er en oplagt sommerbog, som jeg helt sikkert skal læse igen.