Solen er også en stjerne af Nicola Yoon


Solen er også en stjerne (org. titel The Sun is Also A Star) af Nicola Yoon , udgivet af forlaget Carlsen i 2017.

En gribende historie om at leve livet og turde række ud efter sine drømme. Natasha tror på videnskab og fakta. Ikke på på skæbnen eller drømme, som ikke går i opfyldelse. Men så møder hun Daniel den samme dag, som hun og hendes familie er blevet udvist af landet. Daniel er en drømmer, som tror på skæbnen, og da han møder Natasha midt på gaden i New York, er han overbevist om, at skæbnen har store planer for dem begge. Skiftevis fortæller Natasha og Daniel om den skæbnesvangre dag i New York, da de mødte hinanden og alting ændrede sig.

Solen er også en stjerne er lige præcis den slags kærlighedshistorie, som jeg holder af at læse. Den er tilpas sød, samtidig med at den bringer en række vigtige tematikker på banen på en vedkommende og velafbalanceret måde. Den handler om nemlig ikke kun om kærlighed, men også om immigration. Natasha er illegalt flygtet til landet fra Jamaica, hvilket sætter sine tydelige spor i hendes hverdag, hvor familien forsøger at undgå systemet for enhver pris, indtil det ikke længere er en mulighed. Daniels familie har rejst fra Korea til USA, og det er ikke altid lige let at skulle balancerer mellem de to kulturer og finde sig til rette mellem dem. Samtidig har hans forældre store forventninger til hans uddannelse, som tilsidesætter Daniels egne drømme og lægger et unødvendigt pres på hans skuldre

“Der findes et japansk udtryk, som jeg godt kan lide: Koi no yokan. Det betyder ikke kærlighed ved første blik. Det betyder nærmere kærlighed ved andet blik. Det er den følelse, man får, når man møder nogen, man vil blive forelsket i. Måske elsker man ikke personen med det samme, men det er uundgåeligt, at det sker.”

Natasha og Daniel er to komplette modsætninger, og måske er det derfor, de fungerede så godt sammen. Han er en åbensindet drømmer, der tror på kærlighed, imens hun er langt mere praktisk anlagt i sit verdenssyn og meget selvsikker. På grund af deres forskellige livssyn og filosofier, udfordrer de også hinanden på en måde, som tilføjer en helt særlig dybde til historien. Samtidig med at de begge er minoriteter, er deres stemme og repræsentation vigtig. Natasha og Daniel skiftes til at fortælle deres fælles historie, men afbrydes af et tredje perspektiv, som handler om universet. Her fortælles brudstykker af historier om de mennesker, som omgiver de to hovedpersoner, og hvordan de perifert er forbundet til deres historie. Det er her opholdstilladelsen afvises, og som forsegler deres skæbne. Disse kapitler er en af romanens styrker, fordi det gør den jordnær og undlader de svimlende følelser i at tage overhånd. 

Sidste år til Bogforum anbefalede Adam Silvera mig at læse bogen, og den viste sig at være alt det, han havde sagt den ville være. Den er en hjertevarm kærlighedshistorie med noget på hjerte, som jeg øjeblikkelig havde lyst til at læse igen i det øjeblik jeg færdiggjorde den. Forholdet mellem kærlighed og alvor er perfekt afbalanceret og historien er trods sin letsindighed enormt repræsentativ og vedkommende, og på grund af historiens indhold kom jeg også rundt i hver en afkrog af mit følelsesregister med alt lige fra frustration til forelskelse. Jeg giver derfor anbefalingen videre.

Reklamer

The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue (Guide #1) af Mackenzi Lee


The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue af Mackenzi Lee, udgivet af forlaget Katherine Tegen Books i 2017.

Henry “Monty” Montague er en gentleman, der ikke kan tæmmes. Han lever livet i overhalingsbanen med vilde fester, hvor han både fanger kvindernes og mændenes blikke, og han modsætter sig alle sin fars interesser. Inden Monty skal lægge sit vilde liv på hylden og indordne sig under sin fars regler og forventninger, vælger han at rejse rundt i Europa i et år sammen med sin søster og bedste ven. Rejsen bliver ikke som forventet, og Monty ender ikke kun med at kæmpe mod pirater og landevejsrøvere, for han må også kæmpe med sine voksende følelser for sin bedste ven.

Mackenzi Lee har skrevet en vellykket young adult-roman om kærligheden og dens svære konflikter, men alligevel besidder den også en uventet dybde, der handler om at Monty er biseksuel, at Percy er biracial og har epilepsi, og at Felicity vil mere med sit liv, end blot at finde sig en ægtemand. Lee tager fat i disse problematikker og gør dem til en essentiel del af historien. Hvad der startede ud som en morsom historie om Montys vilde liv med hor, spil og druk, forandrede sig og blev pludselig langt mørkere og vedkommende. Hans far banker ham, fordi han ikke kan styre sine “unaturlige” lyster, Percy kæmper for at blive set som ligeværdig i samfundet, og Felicity drømmer om uddannelse.

“We are not broken things, neither of us. We are cracked pottery mended with laquer and flakes of gold, whole as we are, complete unto each other. Complete and worthy and so very loved.”

Forfatteren kunne sagtens have nøjedes med at skrive en sød kærlighedshistorie og et episk eventyr, men historien er så meget mere end det. Karakterernes forsøg på at indordne sig samfundets normer med dets forældede verdenssyn og give slip på deres drømme er tabt på forhånd, for det er ikke sådan, de er. Monty kan ikke fralægge sig sin seksualitet, ligesom Percy behøver ikke blive kureret, for at leve et godt liv, og Felicity skal ikke lægge sine videnskabsdrømme på hylden på grund af sit køn. På grund af deres rejser bringes karaktererne tættere på hinanden, på dem selv, og på en mere åben forståelse af verden, og Lee har derfor skabt en uforglemmelig historie med noget på hjerte.

Mit eneste problem med bogen er dens kort. Det fik mig til at studsede over rejsedestinationerne, og som endte med at afsløre historien før jeg overhovedet begyndte at læse den. Alligevel nød jeg hvert et ord af trioens rejseeventyr, der for alvor tager fart, da Monty ved et uheld kommer til at stjæle et vigtigt artefakt, hvilket ikke kun tvinger dem til at løbe for deres liv, men som også bringer dem i kløerne på pirater og røvere, der vil have fat i tyvegodset. Skrivestilen er ikke mærket af den historiske periode, og da jeg først var begyndt at læse, kunne jeg ikke stoppe igen. Lee havde mig i sin hule hånd fra start til slut, og jeg glæder mig sådan til at forsætte historien i The Lady’s Guide to Petticoats and Piracy.

9. november af Colleen Hoover


9. november (org. titel November 9) af Colleen Hoover, udgivet af forlaget Lovebooks i 2017 (org. udgivet i 2015). Bogen er læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Aftenen inden Fallon flytter fra Los Angeles til New York, møder hun Ben, og selvom hun hader at indrømme det, er deres forelskelse øjeblikkelig og unægtelig. I stedet for at indlede et langdistanceforhold, tilbringer de timerne sammen inden hendes flyvetur. De beslutter sig også for at mødes samme dag én gang om året de næste fem år uden ellers at have kontakt. Men fem år er lang tid, og undervejs kommer hverdagen og livet imellem Fallon og Ben, selvom deres følelser for hinanden kun vokser sig større for hver gang de mødes.

Mit forhold til Colleen Hoover er udfordret af min fascination af hendes popularitet og mange kærlighedshistorier, og det faktum, at det er de færreste af disse, som ender med at vinde mit hjerte. Det gjorde 9. november heller ikke. Den lød lovende med sine to bogelskende hovedpersoner, hvor den ene drømmer om at skrive, imens den anden er en ihærdig læser. Deres beslutning om kun at mødes én gang om året er i bund og grund fjollet, men til at begynde med fungerede den rigtig fint ved at sætte historien i bevægelse og skabe spænding hos læseren. Dog havde jeg nogle grundliggende problemer med Bens verdenssyn og Fallons melodramatiske tankegang som gjorde, at jeg aldrig helt kom til at holde rigtig af dem. Alligevel fungerede de godt sammen med deres forskelligheder.

“Du vil aldrig kunne finde dig selv hvis du fortaber dig i en anden.”

Hooveres historie er dog ikke uden problemer. I takt med at årene går, begynder Ben og Fallon at se livet og hverdagen modsætte sig deres kærlighed på en måde, som tvinger dem fra hinanden og med dette, bringer Hoover nogle virkelig store tematikker på banen, som hun i sidste ende vælger at helt at affeje, som om de aldrig havde været der. Det får historien til at bevæge sig i en ny retning, hvilket får de mange udfordringer til at virkelig som dramatisk fyld. Hvad der begyndte som den fineste kærlighedshistorie, der i takt med sine mange plottwists, endte med at blive en helt anden historie. Før historien begyndte at blive en anden, fløj jeg igennem siderne med stor fornøjelse, men i takt med at handlingen skred frem, blev de svære at vende. Faktisk går det op for mig, at jo mere jeg forsøger at nedfælde mine tanker om bogen, jo mindre synes jeg rent faktisk om den.

Jeg føler, at den tog en unødvendig drejning, der får hele forestillingen om lynkærlighed til at falde til jorden med et brag. Det er som om, at forfatteren mister overblikket over sin historie og det, som den startede ud med at være. Mange karakterer og subplots bringes i spil, og det gør, at historien om kærlighed ved første blik helt drukner. Udfordringerne er mange for Ben og Fallons, og på grund af den geografiske og temporale afstand mellem dem, er det helt naturligt også noget, der fylder rigtig meget i beretningen om deres kærlighed, og alligevel overkommes de så let som ingenting. Det gjorde også, at jeg ikke troede på deres kærlighed, selvom jeg godt kan lide tanken om at tage ansvar og turde tilgive. 9. november kunne have været den fineste kærlighedshistorie, men endte i stedet med at falde lidt til jorden ved at være unødvendig dramatisk og alt for let løst.

The Paying Guests af Sarah Waters


The Paying Guests af Sarah Waters, udgivet af forlaget Virago i 2015 (org. udgivet i 2014). 

I efterkrigstidens London vokser arbejdsløsheden og de, der tjente under krigen er mærket af dens rædsler. I den sydlige bydel åbner enken Mrs Wray og hendes ugifte datter, Fraces, dørene for de, der har brug for det. Da Lilian og Leonard Barber indlogerer sig i den kæmpestore villa, forandres hverdagen på de mest uventede måder. Det moderne ægtepar beskuer ikke verden efter bogen, og det gør, at følelserne får frit løb, imens frustrationens uvejr langsomt trækker sig sammen over villaen, og da det bryder ud, er det med fatale konsekvenser og umulig kærlighed.

Sarah Waters’ forfatterskab har taget mig med storm. Med hendes ord åbnede sig en dør ind til en helt anden litterær verden af romantisk og historisk fiktion. Jeg forelskede mig i forfatterskabet efter at have læst Fingersmith, kærligheden til det voksede sig kun større med Tipping the Velvet, og selvom jeg var over for dele af historien i Affinity, var den stadig forrygende at læse. Det var The Paying Guest derimod ikke. Det er Waters’ seneste roman, og den er ikke som de andre i rækken. Hvor nogle disse foregår i Londons rendesten, i teatersale og bag lukkede døre på datidens galeanstalter, er denne knap så atmosfærisk. Huset, hvor handlingen udspiller sig, er nærmest pinligt rent, kun plettet af beborernes sorte samvittighed. Dog følte jeg aldrig det mangfoldige liv i Camberwell-villaen, selvom romanens begyndelse overvældede mig. Den var længe om at overbevise mig, og slet ikke så fængende som forfatterens andre bøger.

“She loved these walks through London. She seemed, as she made them, to become porous, to soak in detail after detail; or else, like a battery to become charged. Yes, that was it, she thought, as she turned a corner: it wasn’t a liquid creeping, it was a tingle, something electric, something produced as if by the friction of her shoes against the streets. She was at her truest, it seemed to her, in these tingling moments.”

Jeg havde ret svært ved at føle mig hjemme i Waters’ roman, selvom tidsperioden er right up my alley. Af og til føltes den som en tung viktoriansk roman, hvor den andre gange føltes som en beruset jazzballade, hvor jeg ikke kunne finde finde mig til rette i dens rytmiske toner. Og Leonard og Lilian minder da også om F. Scott og Ella Fitzgerald i deres temperament og livsnydelse. Dog følte jeg aldrig, at jeg rigtig kom ind under huden på hverken Lillian eller bogens hovedperson, Frances. Desuden forekom det mig vanskeligt at adskille Frances fra Lillian, hvis personligheder flød sammen til en grødet masse. Hvis man allerede er bekendt med Waters’ forfatterskab, er en stor del af handlingen ret forudsigelig, men det er aldrig forstyrrende eller ødelæggende for læsningen. Hendes skrivestil er overdådig, skrøbelig og i dette tilfælde også alt for detaljeret i forhold til, hvad historien kan bære, for handlingen i den er meget spinkel.

Det gør ondt i mit hjerte at måtte indrømme, at jeg for det meste kedede mig, da jeg læste The Paying Guest, og når jeg ikke gjorde, følte jeg ofte, at jeg druknede i historien. Ikke på grund af persongalleriet eller selve handlingen, men snarere på grund af måden den trækkes i langdrag på med sine mange detaljer. Der er for meget af det hele i forhold til den egentlige handling. Særlig sidste del af bogen, som burde have fået mig til at vende siderne febrilsk, hvor jeg i stedet sukkede utålmodigt efter slutningen. Der er ikke noget, jeg hellere ville end at give bogen en god anmeldelse, men det korte af det lange er, at jeg fandt historien for lang i forhold til, hvad den kan bære.