“The Crimson Petal and the White” af Michel Faber


“The Crimson Petal and the White” af Michel Faber, udgivet af forlaget Canongate i 2014 (org. udgivet i 2002).

De begynder med en påmindelse til læseren om at se efter, hvor hun træder. Dernæst følger en mange siders lang historie, der snor sig gennem det victorianske Londons opdelte byliv mellem velstand og fattigdom, og Michel Faber har ikke bare skabt et enestående univers, men også en uforglemmelig historie. Den prosituerede pige Suger, sukker efter et andet liv, og da hun møder den velhavende William Rackham, der ejer et parfumeri, giver han hende netop det. Selvom Suger aldrig kan undslippe fortidens rammer, begynder kærligheden at overskygge for begæret. Viklet ind i sengelinned og lemmer, formørkes livet hos Rackhams kone, der forsvinder i vrangforestillinger om verden, som hun ikke kan undslippe. Hendes hysteri vil ende med at forandre deres liv for altid.

Faber har skrevet en panoramisk fortælling, der ikke kun udforsker forskellige dele af det victorianske London, men som også samtidig udforsker forskellige karakterer. Der er den prostituerede Suger, den velhavende William Rackham, og hans kone, der langsomt er ved at miste forstanden. “The Crimson Petal and the White” er en multidimensional historie, der med sit brede persongalleri, de mange fortællespor og det maleriske sprog, der grænser sig til at være dekadent mest af alt minder om en Charles Dickens-roman, imens bogens seksuelle elementer minder om noget, John Cleland kunne have skrevet. Det lyder mest af alt som to verdener, men det fungerer hos Michel Faber.

“A single day spent doing things which fail to nourish the soul is a day stolen, mutilated, and discarded in the gutter of destiny.”

Noget af det, som virkelig fangede mig ved bogen, er dens enestående måde til at gribe sin læser. Læseren adresseres løbende som en aktiv part i historien, som fortælleren beder om at rette sit fokus mod noget bestemt, om ikke at snuble på trappens høje trin og følge i fodsporene på en bestemt karakter. Det blev hurtigt en ret personlig historie, fordi Faber samtidig skriver så malende, at det er uundgåeligt ikke at se byen for sig, samtidig med fortælleren inviterer læseren inden for. Jeg så derfor ikke kun Londons gader og byliv for mit indre blik, jeg så mig selv bevæge mig igennem byen, og jeg så dens liv og længsler. Fabers karakterer er svære at holde af, men samtidig kryber de med deres dybsindigt fortalte ord ind under huden på læseren. Selvom Sugers liv er er spændende at følge, var det især Agnes Rackhams, der fangede min interesse. Hendes verdenssyn er ufrivilligt forskruet; hele sit liv er hun blevet skånet for livets skamfuldheder, og derfor ved hun heller ikke, hvorfor hun for eksempel bløder hver måned.

Selvom historien tog fart til sidst og kulminerede i en slutning, jeg på ingen måde kunne have forudset i min vildeste fantasi, så er det ikke en historie, der er drevet af et højt tempo eller sin handling. I stedet er det en historie, der er fyldt med indtryk og liv, og Faber er enormt deltajeorienteret i sine udpenslende beskrivelser. Det er lidt som at læse en bog af Charles Dickens, men som er Fabers helt egen. Jeg nød det rolige tempo, de pludselige og hurtige åndedrag og den svimlende slutning. Det er en historie, der tager sig tid, som opbygger en helt særlig stemning, der resulterer i så dybe billeder, at de næsten føles virkelige. Fabers evne til at beskrive Sugers liv som prostitueret, hendes rejse dertil og den, der følger efter, er tryllebindende såvel som hjerteskærende. Det samme gælder Rackham-familiens.

“She holds her head as high as if she were beautiful, and holds her body as if she were strong.”

Michel Faber er en alsidig fortæller. Med “The Book of Strange New Things” skabte han en forunderlig, religiøs rejse gennem verdensrummets til dets yderste grænse, imens “The Crimson Petal and the White” er en historisk fortælling om mennesker i uundgåeligt forfald og rejsen dertil. De to romaner kunne ikke være mere forskellige i indhold og form, men begge handler dog om mennesker i forskellige situationer, der er afgørende for deres videre liv og skæbne. Fabers fremstilling af London er på ingen måde et glansbillede, men derimod et dyster virkelighedsbillede fra en svunden tid, og på trods af dens konstant lurende mørke, forelskede jeg mig i historien og dens karakterer.

“Løgnens træ” af Frances Hardinge


“Løgnens træ” (org.titel “”) af Frances Hardinge fra forlaget Turbine, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Anmeldereksemplar fra forlaget. Bogen er læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Faith lever i en tidsalder, hvor en piges vigtigste funktion er at være stille og en god datter, men sådan er hun slet ikke. Hun er både intelligent og nysgerrig. I 1860’erne flytter hun med sin familie til en lille ø på den engelske vestkyst, hvor det langsomt kommer frem, hvordan hendes far, er på flugt fra en skandale. Før hendes far falder i døden, hjælper hun ham med at skjule et mærkværdigt træ, der lever at løgne og fortæller sandheden. Da hendes far findes død hviles Faith ind i familiens mange løgne, og hun sætter sig for at finde frem til sandheden.

Frances Hardinge vandt mit hjerte med den prisbelønnede og anmelderroste “Løgnens træ”. Den handler om den viljestærke Faith, der forvildes ind i et spind af løgne og halve sandheder, og på grund af sit livlige sind og sin endeløse nysgerrighed og forkærlighed til naturvidenskaben må træde varsomt i den mandsdomineret verden hun lever i. Hun er meget atypisk for sin tid og helt rigtig skuret sammen. Hardinge skriver levende og let, selvom sproget imiterer den victorianske tidsalder. Hun balancerer mesterligt på kanten mellem liv og mørke i den måde, hun skriver på, og flere gange måtte jeg gå tilbage i min læsning for at genlæse hele passager, fordi de er så lyrisk smukke.

“Faiths far havde bedt om hendes hjælp i nødens stund. Hun følte det som en dør, der længe havde været lukket og låst imellem dem, var blevet åbnet igen, om så kun på klem.”

Historien handler om en piges søgen efter sandheden om sin fars pludselig død, der bortforklares med selvmord, ved hun med sikkerhed, at der sikker noget under, og alligevel er det en historie, der tager sig tid til at skabe, samle og forene de mange puslespilsbrikker, samtidig med at historien er præget af atmosfæriske beskrivelser af Faiths omgivelser, tankerne i hendes hoved og samfundets snærende kønsopfattelser og normer for korrekt opførelse, som virkelig lægger bånd på hende. Hardinge formår så fineste vis at indfange selv de mest skrøbelige tanker og fremvise dem i deres fulde størrelseuden at blive sentimental eller bremse handlingen.

Selve mysteriet om farens død blæste mig ikke bagover, fordi den på mange måder handler om helt simple tematikker om misundelse, magt og misbrug, men det gjorde ikke noget for min læseoplevelse, fordi den føles så victoriansk — også i mysteriets udformning! Havde handlingen været sat i mere nutidige og moderne rammer, ville jeg havde forventet noget andet end den simple historie, jeg blev præsenteret for, på trods af dens skæve twist med den sandhedsfortællende plante. “Løgnenes træ” er helt rigtig og ligesom den skal være. Den er på trods af sine mørke rammer, en opløftende fortælling om en piges simple kamp mellem det at være barn og voksen med drømme om at studere naturvidenskab i en tid, hvor det ikke er muligt for kvinder, og hvordan hun alligevel modsætter sig dette.

“Hun havde ludigt åbnet en dør og var trådt ind i mørket på den anden side uden at vide, om der overhovedet var et gulv.”

“Løgnens træ” er også underfundig, fordi den er svær at placere genremæssigt. Det er svært at sige, om der er tale om historisk fiktion, magisk realisme, mørk fantasy, eventyr eller bare simpel realisme. Den er en gåde uden en løsning, der dog beriger sin læser i sidste ende. Mysteriet er simpelt, men plottet er kringlet og udspekuleret, og samler sig på smukkeste vis til sidst i en mesterlig fortælling, der giver gåsehud og hjertebanken. Den er victoriansk og gotisk, og det er slet ikke til at mærke, at den er skrevet af en nulevende forfatter. Hardinge puster nyt liv i ungdomsgenren og har skabt sig en heltinde, der er helt sin egen. Af samme grund bliver Faiths stemme også rigtig vigtig, fordi den fortæller historien om at stå fast over for det, som får ens hjerte til at banke, for det er en menneskeret at turde drømme og håbe.

“Forbandelsesbryder” (Parasol Protectorate #2) af Gail Carriger


“Forbandelsesbryder” (org. titel “Changeless”) af Gail Carriger fra forlaget Tellerup, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2010). Bogen er læst på dansk — orgiginalsproget er amerikansk.

I Gail Carrigers victorianske London er byen befolket med overnaturlige væsner som varulve og vampyrer, der inddeler byen i kobler, der er også de sjælne fornaturlige, som er overmenneskelige men sjæleløse. Da flere af byens overnaturlige indbyggere på mystisk vis bliver forvandlet tilbage til deres menneskelige skikkelse, beder dronning Victoria den fornaturlige Alexia om at finde frem til kilden og eliminere den. Alexia, der i forvejen lever et farefyldt og begivenhedsrigt liv med sin nye ægtemand, der også vareulvenes alfahan og greve af Woolsey, komme rpå en kompliceret mission, da sporene leder hende i retning af sin ægtemand.

Varulve har af uforklarlige grunde aldrig rigtigt været min kop te — tværsimod er jeg altid gået en stor bue uden om de bøger, der handler om dem, og de få romaner om dem, som jeg læste, var heller aldrig historier der blev særligt længe hos mig efterfølgende. Gail Carrigers forsættelse af “Sjælesluger” er heller ingen undtagelse. Den tryllebandt mig ikke på samme måde, som dens forgænger, som både fik mig til at grine og holde vejret. “Forbandelsesbryder” krævede fra min side overbærenhed og tålmodighed, imens “Sjælesluger” var et eventyr fra ende til anden. Hvor handlingen i forrige bog var langt mere favnende af de overnaturlige væsner, kredser denne forsættelse i langt højere grad afgrænset om varulvenes liv. Hvor “Sjælesluger” også handler om et mysterium, var den også en kærlighedshistorie, og fordi den er beseglet i “Forbandelsesbryder”, der dog stadig handler om et mysterium, føltes bogen pludselig lang med sit rolige tempo, der pludselig slår over i massiv storm og vender historien på hovedet få sider før det sidste punktum. De to bøger skal selvfølgelig ikke læses i sammenligning. Det tror jeg ikke er meningen, og alligevel har jeg svært veda t skille dem endegyldigt ad, fordi de er så vidt forskellige læseoplevelser.

“Hun bevægede sig så målbevidst at det var som om hun gik med udråbstegn efter hvert skridt.”

Jeg følte mig ikke tilpas i den forunderlige verden, som jeg fandt mellem siderne i “Sjælesluger”. Handlingen forløb uden løfter om noget større, men eksploderede så pludselig og rev historien i stykker. Tilbage sad jeg med blandede følelser, som jeg måtte samle op mellem de sprængte dele af historien. “Forbandelsesbryder” er dog ikke uden handling, men den er dog en anden end i “Sjælesluger”. Slutningen så eksplosiv, at jeg priste mig lykkelig for, at jeg allerede har forsættelsen liggende, og alligevel tog jeg den ikke ned fra hylden med det samme. Det voldsomme skel i historien gjorde, at jeg var nødt til at lægge Alexias historie fra mig et øjeblik, før jeg kunne forsætte den. Jeg er dog stadig betaget af, hvordan Gail Carriger formår at gøre en så pedantisk hovedperson tiltalende, og jeg agter at følge hendes historie til ende. Som jeg nævnte i min anmeldelse af den forrige bog, er Alexia kølig på grund af sin manglende sjæl, og hun tænker og handler derfor langt mere rationelt end emotionelt, end så mange andre mennesker.

Gail Carriger skal have ros for at have skabt et troværdig univers inden for dets eget rammesæt. Det er tydeligt at mærke, at hendes kombination af fortidens ynde og elegance blandet med moderne teknologi og videnskab er gennemarbejdet og skrevet på en måde, som får det til at fremstå som noget virkeligt og faktuelt, selvom det langt fra er tilfældet. Carrigeres univers baserer sig på hendes enorme viden om den engelske victoriatid, som hun på fineste vis formår at sammenvæve med det moderne. Kombinationen skaber et virkelig interessant univers, der perfekt balancerer mellem det velkendte og det uventede. Som læser troede jeg ganske enkelt på hendes fiktive verden og dens sammenspil mellem fortidens etiske og korrekte opførelse, de prægtige kjoler og kvindernes ihærdige søgen efter en velhavende ægtemand, blandet med den moderne dampteknologi, som gør karetturene i London mekaniske og fjernstyrede, imens hvor himlen indtages af svævende luftfartøjer. Det fungerer ganske enkelt på dets egne præmisser.

“Lady Maccon forbandede blæsten som desværre var uundgåelig ved luftfart, fordi den bar ordene væk før de kunne nå hende, og hun ville usigeligt gerne vide hvad der blev sagt.”

Carrigers skrivestil er eksperimentere på den måde, at hun ligesom med kombineringen af forskellige genreelementer også inkluderer dem i sit sprog, der holder sig tro overfor den victorianske dialog, men som samtidig udfordrer den med Alexias utraditionelle og frigjorte sind. Det er en sand fornøjelse at læse, fordi humoren er så let og legende. Jeg savner dog den samme grad af nærvær i det brede persongalleri, som der er i “Sjælesluger”, hvor man som læser virkelig kommer ind på livet af de mange karakterer, hvor flere af dem udelukkende reduceres til deres ydre værdier og beklædning. Dog formår Carriger ganske langsomt at brede sin historie ud geografisk, sådan at den ikke kun handler om livet i London, og det giver mulighed for virkelig at åbne hendes univers op og udforske det i dybden. Jeg tror ikke på guilty pleasures når det kommer til læsning, men hvis jeg gjorde ville Parasol Protectorate-bøgerne uden tvivl være det.

“The Noise of Time” af Julian Barnes


“The Noise of Time” af Julian Barnes fra forlaget Jonathan Cape i 2016.

I året 1036 vakler Sjovejetunionen under dens magtkontrollerende styre, men hvor andre kreative sjæle har valgt at flygte ud af landet har komponisten Dmitrij Sjostakovitj valgt at blive, selvom han frygter for sit liv. Stalin har udvist interesse for Sjostakovitj musik, og Sjostakovitj frygter for konsekvenserne af den pludselig interesse, der kan ende med at koste ham livet. Hver aften pakker han sin kufferten, kysser sin datter godnat og lægger sig i sengen ved siden af sin konen, og når søvnen har sænket sig over huset, lukker han døren til livet og venter ude i opgangen på at blive hentet af politiet. Fordi Sjostakovitj vælger ikke at flygte og forsætte sin musikalske tilværelse i landet, tvinges han til at gå på kompromis med alt, hvad han står for, noget som får ham til at stille spørgsmålstegn ved sin kunstneriske integritet.

Jeg har ikke før læst noget af britiske Julian Barnes, selvom jeg længe har haft intentionen at læse hans “The Sense of an Ending”. Da han i sommers gæstede Louisiana Literature, blev jeg ved med at udsætte at købe og læse bogen, og jeg endte i stedet med at købe “The Noise of Time” på festivalen for at få den signeret – uden at vide, hvad den handlede om. Da Barnes talte om bogen vækkede han dog min lyst til at læse den. Hvis der er noget, der interesserer mig, så er det russisk litteratur og kultur, og det er netop, hvad bogen handler om. Dmitrij Sjostakovitj er fyldt med politiske magtspil, lykketræf og et langsomt indre tab af sig selv. Da Sjostakovitj bliver anholdt og bedt om at møde op på politistationen til sin afhøringen, for at fortælle, hvad han og hans kulturelle venner taler om, når de samles og samtalen falder på politik, tilsmiles han af lykken, selvom hans hjerte er tungt med visheden om, at han nu skal fængsles. Betjenten, der skulle afhøre ham, er sidenhen blevet anholdt for korruption, og Sjostakovitj går fri.

“What could be put up against the noise of time? Only that music which is inside ourselves – the music of our being – which is transformed by some into real music. Which, over the decades, if it is strong and true and pure enough to drown out the noise of time, is transformed into the whisper of history.This was what he held to.”

Det er svært for mig at sige, om Julian Barnes portrættering af Sjostakovitj er korrekt, for jeg kender faktisk ikke hans historie. Dog vil jeg sige, at han skriver meget troværdigt om en mand, som forekom mig lige så virkelig, som de sider jeg blev ved med at vende mellem mine hænder. Dertil kommer sproget. Barnes har længe været rost for sit sprog, og det er ikke uden grund. Han skriver så levende, at det er svært at tro, at der er tale om fiktion. For mig var Sjostakovitjs mange tanker virkelige, og ikke kun en forfatters forestilling. Allerede på første side vandt Barnes mit hjerte med sine ord, og jeg havde svært ved at slippe romanen igen, på trods af dens ellers rolige tempo og stille handling.

Det er ikke en handlingsfyldt historie af episk karakter, men derimod en lang refleksion over, når et menneske må gå på kompromis med sig selv for at overleve, og om det overhovedet er det værd. Sjostakovitj overvejer, hvilke konsekvenser det har for den kunst han skaber, og hvordan den påvirker hans integritet som komponist. Samtidig er hans også nogens søn, nogens ægtemand og nogens far, så netop af de grunde vælger han at overgive sig til Stalins befalinger og melde sig ind i det kommunistiske parti mod sin vilje, alene for at undgå hans vrede. Det er hjerteskærende at se, hvordan Sjostakovitj langsomt går i opløsning over landets regering og de beslutninger, som han pålægges af den.

“Art belongs to everybody and nobody. Art belongs to all time and no time. Art belongs to those who create it and those who savour it. Art no more belongs to the People and the Party than it once belonged to the aristocracy and the patron. Art is the whisper of history, heard above the noise of time. Art does not exist for art’s sake: it exists for people’s sake.”

Julian Barnes fortæller en overbevisende historie om en af Ruslands vigtige komponister, men han fortæller også historien om en simpel mand underlagt et magtdiktatur, som han ikke kunne undslippe. Hver gang Sjostakovitj rejser sig fra sin seng, trækker i overtøjet og forlader hjemmet for at vente på politiet, som han ikke ved om kommer fik jeg gåsehud. Der er en råhed over teksten, som gør ondt at føle på, men som samtidig fungerer som et spejl til en virkelig fortid. Med forfatterens ord i baghovedet, blev min læsning kun forstærket af de pointer, som han gav under sit interview på Louisiana Literature. Han har skrevet en helt særlig bog, der efterlader sig et mindst lige så særligt indtryk, og det er en af den slags bøger, som påpeger betydningen af kunst, og som skal minde os om dens historiske betydning. Ikke kun i form af måden den bliver til på, men også i form af dyb demonstration og protester, selv når de er lydløse.