“The Butcher’s Hook” af Janet Ellis


“The Butcher’s Hook” af Janet Ellis fra forlaget Anansi International, udgivet i 2016.

Anne Jaccob lever med sin familie i det georgianske London, hvor tilværelsen presser sig sammen om hende. Hendes mor har svært ved at føde den velhavende familien en arving, imens farens frustration får hverdagen til at virke klaustrofobisk. Annes liv formørkes, da hun udnyttes af sin underviser, der er en nær ven af familien, sidenhen troloves med en mand, hun ikke kan fordrage, og hun begynder for alvor at forstå, hvor mageløs hun er som kvinde i det georgianske samfund. Hun keder sig konstant, samtidig med at hun for enhver pris må være vagtsom og overvågen for at klare sig, lige indtil hun møder slagterens dreng, og følelserne får frit løb. Med visheden om at hun aldrig vil få sin families accept af slagterens dreng, og hun derfor er dømt til et kærlighedsløs ægteskab, beslutter hun sig for at flygte med sin udkårne. I takt med at Anne forsøger at bryde fri af samfundets lænker, bliver sandheder til løgne med skæbnesvangre konsekvenser, der tvinger hende ud, hvor hun ikke kan bunde uden vished om frelse.

Janet Ellis har med “The Butcher’s Hook” en hjerteskærende og nervepirrende fortælling, der greb mig om hjertet og ikke slap før historie udåndede, og jeg læste den med bankende hjerte fra start til slut. Historien begynder med et truende mørke, der ikke varsler uvejr, men som stadig trækker sig sammen i en gråvejrshimmel, og ganske langsomt forvrænges den og bliver til et altomsluttende mørke, der fortærer både historien og sin læser. Jeg havde åndenød, gispede efter vejret og holdt det, da jeg endelig fandt det. Selvom Anne bare er fjorten år, da historien begynder, er hun på ingen måde en ordinær fjortenårig hverken af sind eller som fortæller, selvom historien er let at følge. Den georgianske tidsalder forgriber sig på hende og hun reduceres hele tiden til sit magteløse køn, også selvom hun er genstand for alt dette, hober der sig en trodsighed op i hendes sind, som bogstaveligtalt kløver historien i to.

“I could not imagine the world would ever change and indeed, on the day that it did, the sun rose as always, in mocking invitation of a better morning.”

Ellis skriver som en drøm om et mareridtmørke, der langsomt manifæstere sig. At læse “The Butcher’s Hook” er lidt som at drømme noget underligt, fremmede og fjernt, men som til at begynde med trods alt er en drøm. Dog forvandles den ganske langsomt men med sikkerhed til et uigenkendeligt mareridt, der overtager historien fuldkommen.Ellis er en ordgartner, der får det umulige til at ske: Hvert et ord er en prægtig sporgblomst, der på uforklarlig vis formår at blomstre trodsigt i et fortættet mørke, hvor døden hersker enerådigt. Med Anne som sin dukke, fortæller Ellis en historie om det makabre og det obskure, om hvordan mørket ligger undertrykt i mennesket og bare venter på at bryde frit af sit fængsel, og hvordan det uden problemer forklæder sig som gode intentioner, indtil Annes får blod på sin samvittighed.

Selvom historiens udgangspunkt er historisk fiktion, der foregår i 1763, er “The Butcher’s Hook” på mange måder en moderne gotisk roman, hvor forfatteren formår at fremkalde den helt rigtige atmosfære, der rammer hovedet på sømmet. Stemningen er tyk af fortielse, og det undertrykte skære igennem den som en svingende økse. Hvorvidt Anne oprigtigt er forelsket i slagterens dreng ved jeg ikke, for han kan også ses som muligheden for at undslippe den mareridtsagtige hverdag, der venter hende med et kærlighedsløs ægteskab, hvor hun endnu en gang begrænses til sit køn og ansvarspålæggelsen af at føde en arving. Anne er en stædig og drømmende pige, men hendes frihedsdrømme bliver så store, at hun langsomt mister fodfæste og forsvinder i sine mange luftkasteller. Det bliver hendes mareridtsflugt, og selvom hendes handlinger er forkerte, så kunne jeg ikke andet end at føle medlidenhed me den stakkels pige, hvis store potentiale går til spilde i en tid, hvor kvinderne ikke blev tildelt nogen større værdi.

“I dreamt that i was happy. On waking, though, I cannot remember why and then I try to retrieve the dream, it slips away as water leaks through your fingers, however tightly you hold them together. And just as quickly as those pleasant feelings fade, so all the memories of last night’s events crows in to my head. It is like watching a tragic play unfold and I do not like my part. ”

Jeg havde brug for tid til at sammenfatte disse ord, efter jeg havde læst Ellis’ roman til ende. Jeg brugte uger på at tage mig mod til at skrive en anmeldelse af en bog, som jeg dårligt kan finde ord for, og da jeg endelig satte mig til rette, forsvandt verden omkring mig og ordene skrev ubesværet sig selv. “The Butcher’s Hook” er en roman, der ændrer karakterer i sådan en grad ,at jeg mistede pusten, men som samtidig gjorde, at jeg kom til at elske den så højt, som jeg gør. Hvad jeg forventede mig af historien, var en lettere kærlighedshistorie i den georgianske tidsalder, men det jeg fik var langt mørkere og forvrænget, og jeg er glad for det jeg fik i stedet. Ellis har skabt noget ganske særligt, et mareridtmørke, som jeg ikke vil tøve med at vende tilbage til, og jeg glæder mig til at læse mere fra Ellis’ hånd.

“The Ladies of Grace Adieu and Other Stories” af Susanna Clarke


“The Ladies of Grace Adieu and Other Stories” af Susanna Clarke, fra forlaget Bloomsbury, udgivet i 2006.>

Den lettest måde at beskrive handlingen i Susanna Clarkes novellesamling, “The Ladies of Grace Adieu and Other Stories”, er ved at gengive de selvsamme ord, som Neil Gaiman brugte om bogen:”It was terrifying from my point of view to read this first short story that had so much assurance. It was like watching someone sit down to play the piano for the first time and she plays a sonata.” Clarke genfortæller eventyr og skaber sine egne, hvor mennesker forvilder sig fejlagtigt ind i skyggeverdener af mørk magi, feer med skjulte motiver og glemte myter om gamle kongeriger. Drømme bliver til virkelighed, men det samme gør mareridt, og der er ingen måde at undslippe, når elverkongen byder op til dans.

Susanna Clarke skriver som en drøm; hun fremmaner amosfærer, der lægger sig over historierne som en tyk og uigennemtrængelig tåge. At læse hendes noveller er som at have fundet en tidskapsel, for hendes historier skrevet som fra svunden tid, et andet århundrede. Hun væver virkelighed og fantasi sammen og lader dem mødes i grænselandet imellem de to verdener, hvor mennesker og mørke feers veje krydse. Når Clarke fortæller historier, trækker hun på lange traditioner af genkendelige historier og deres skikkelser, som med eventyret om Rumleskaft i “On Lickerish Hill”, eller “Mr Simonelli, or the Fairy Widower”, hvor de fem Bennet-søstre fra Jane Austens “Pride and Prejudice” optræder.

“Magic, madam, is like wine and, if you are not used to it, it will make you drunk.”

Selvom flere af historierne tager afsæt i noget allerede eksisterende så som et børneeventyr eller et poetisk sagn, så er Clarkes noveller noget ganske særligt og særegen. Hun blotlægger sin endeløse grænser som bredtfavnende. Hendes kreativitet kender egen grænser, og det ses i “The Duke of Wellington Misplaces His Horse”, der en finurlig fortællinger, der udspiller sig i Neil Gaimans eventyrlige “Stardust”, hvor en mand ved en fejlagtigt træder over muren og ind i den magiske verden. Her ser han et vægtæppe, hvori hans fremtid viser sig. Frustreret over at kende til denne, laver han billederne i tæppet om, sådan at synes bedre om dem. Det er en komplet fjollet og munter fortælling, der fik mig til at fnise, men samtidig er der også en kærlighed til Gaimans stjernestøvs univers, som novellen tager afsæt i, og jeg i forvejen elsker så højt.

Af de mange noveller, gjorde “Mrs Mabb” et særligt indtryk på mig. Den unge Venetia Moore forlades af sin forlovet til fordel for den mystiske Mrs. Mabb, og langsomt syner Venetia hen i vanvid — det er i hvert fald hvad de andre beborer i Kissingland mener, fordi Venetia er overbevidst om at Mrs. Mabb i virkeligheden er en fedronning, der snor mænd om sin lillefinger. Clarke udforsker den tidligere fordømmelse af kvinden og hendes stempling som hysterisk, og som læser drages man hele tiden i tvivl om Venetias sindstilstand. Er det, som hun oplever virkelighed eller en beskyttende forestilling, der skal holde sandheden på afstand for at skåne sit hjertes skrøbelighed? Intet kan siges med sikkerhed andet end, at det er en fabelagtig fortælling, og at jeg elsker den.

“She had been a comet; and her blazing descent through dark skies had been plain for all to see.”

Clarke er ikke kun en mester i at give en stemme til det allerede kendte, for hun er også en mester i at skabe sit helt eget, selvom hendes genfortællinger er så særpræget, at de bliver helt hendes egne. Flere af novellerne relaterer sig også til hendes hovedværk, “Jonathan Strange & Mr Norrell”, hvor flere karakterer optræder. I “The Ladies of Grace Adieu” handler om venskabet mellem tre kvinder og deres trolddom. Mænd jages af ugler i lyset fra månen, og dagen efter hoster de tre kvinder knogler op i deres lommetørklæder. Jonathan Strange optræder heri, og det var et gladeligt gensyn med den unge magiker. “The Ladies of Grace Adieu and Other Stories” af Susanna Clarke er en magisk fortælling om trolddom og magi; om kvinder der tager verdenen i egen hånd, om mænd der forsøger at ændrer på deres skæbne, og mørke fevæsner, der konstant infiltrer deres liv med lunefulde skygger og mørke tanker.

“Jonathan Strange & Mr Norrell” af Susanna Clarke


“Jonathan Strange & Mr Norrell” af Susanna Clarke, fra Bloomsbury Publishing, udgivet i 2005 (org. udgivet i 2004)

Året er 1806 og England ligger i krig med Napoleon. Det er mange århundrede år siden, at magien gennemstrømmede England, og det er heller ikke længere velanset af en troldmand praktisere magien. Han skal derimod studererden. Da finder Mr. Norrell en snært af magi, som åbner op for en helt ny verden, som han vælger at praktisere. Som løbeild spreder rygterne sig til resten af landet, også til den unge Jonathan Strange, som har lært at praktisere magien. Et venskab blomstre og en umulig kamp tager sin begyndelse mellem de to mænd, der begge kæmper for at blve den bedste troldmand verden endnu har set.

Neil Gaiman har beskrevet Susanna Clarkes “Jonathan Strange & Mr Norrell” som en af de mest fantastiske romaner, der er skrevet i de sidste 70 år, og jeg tror på hans ord og dømmekraft. Nu hvor jeg selv har læst den tøver jeg ikke med at give ham ret. Bogen stået på min bogreol i godt og vel fire år. Jeg har én gang forsøgt at påbegynde den, men da blev jeg overvældet af bogens struktur med dens talrige fodnoter og victorianske handling. Nu hvor jeg omsider har læst den til ende, har jeg mest af alt lyst til at begynde forfra. Susanna Clarke er et klart bevis på at moderne litteratur kan skrives på en måde, som får den til at synes flere hundrede år gammel. Til at begynde med var jeg overbevidst om at jeg sad med en bog fra victoriatiden, og jeg kunne dårligt tro det, da jeg endelig fandt ud af at bogen er udgivet i min levetid.

“Mr Norrell had constructed a beautiful jewel box to house his heart’s treasure. The bookcases which lined the walls of the room were built of English woods and resembled Gothic arches laden with carvings. But the wonder of the bookcases was nothing to the wonder of the books.”

Susanna Clarke går noget enestående i måden hvorpå hun har skrevet sin roman på. Ikke alene afspejler den et ældresprog, men også den daværende engelske etikette og etik afspejler sig i hendes prosa. Hun skriver beskrivende og levende som var hun datter af Charles Dickens. Samtidig er fodnoterne med til at skabe en troværdighedsramme om fortællingen som næsten gør den til et stykke historisk levn fra en svunden, magisk tid. Selvom det også var dette, der i første omgang spændte ben for min læsning, var det sidenhen noget af det, som jeg forelskede mig i; nogle af fodnoterne er flere sider lange og overskygger fra tid til anden den egentlige fortælling, men samtidig tjener hver en fodnote et formål: at styrke sin historie og det lykkes.

Den ældre Mr Norrell er et modstykke til den unge Jonathan Strange; han er tør og tilbageholdende, og ønsker mest af alt at blive ladt af alene med sine studier, imens Jonathan Strange er eventyrlysten, udadvendt og optimistisk. Han betvivler ikke eksistensen af The Raven King, hvor Mr Norrell betvivler den. Sammen udgør de en dynamisk duo, som ligger til grund for en ildevarslende profeti. Clarke overbevidste også mig om eksistensen af the Raven King, men også om Lost Hope House, gentlemanden fra feernes verden; John Uskglass; og the Five Dragons. Jeg troede på hvert et ord hun skrev, fordi de blev præsenteret med forklarende fodnoter og billedelige beskrivelser. Med en fod solidt plantet på jorden i menneskenes verden og med den anden i feernes dystre verden skriver hun en mesterlig fortælling som tryllebandt mig.

“‘Time and I have quarrelled. All hours are midnight now. I had a clock and a watch, but I destroyed them both. I could not bear the way they mocked me.’”

Historien gennemstrømmes ikke kun af skyggefulde verdener der ligger side om side med den menneskelige verden, men den er også fyldt med gotiske sidehistorier, som er med til at omslutte læseren i et komplet mørke. Brugen af magi bringer Mr Norrell og Jonathan Strange ud på kanten af tilværelsen, hvor de bringer døde tilbage til livet ved hjælp at handle med gentlemanden fra feernes verden, samt ved brugen af mørk magi. Det bliver et politisk spil for de to herre, når bittersødmen infiltrerer deres liv, og løgne bliver til sandhed. Historien er lang, måske endda for lang, fordi den handling til tider er meget stillestående og refleksiv, og selvom det også satte min tålmodighed på prøve, så kom jeg til at elske den roman, som fejlagtigt stod og samlede støv i fire år.

“The Doll: Short Stories” af Daphne du Maurier


The Doll: Short Stories” af Daphne du Maurier, fra forlaget Virago, udgivet i 2011 (org. skrevet omkring år i 1928).

Daphne du Maurier er en forfatter fuld af overraskelser; da jeg stødte på denne lille bog med hendes navnpåtrykt, var jeg slet ikke klar over, at hun havde skrevet uden for romangenren. “The Doll: Short Stories” er blandt hendes første forsøg på at forfatte tekster, og det er først indtil fornyligt, at novellerne er blevet fundet. Bag bogens mørke forside gemmer der sig et tilsvarende mørke; du Maurier spinder mørke spind af løgne, fordrejede sandheder og mørke sind, der dirrer af upålidelige fortællere.

Daphne du Maurier bogstavs botaniker, der med sine skrivende håndbevægelser bringer stemninger og skikkelser til live. Med blide og sagte beskrivelser fortæller hun den ene historie efter den anden, men hendes evner rækker også længere end det. du Maurier er ikke bare en historiefortæller, hun leder sin læser ind i hele og klaustrofobiske verdener, for derefter at dreje nøglen om og kaste den bort. Tilbage er kun et gotisk og endeløst mørke. “The Doll: Short Stories” er hendes spæde begyndelse på den retmæssige og velbegrundet ros, som har fulgt med hendes navn lige siden.

“It was almost as if there were no such place, as if the island were a dream, a phantom creation of a sailor’s brain, something rising out of the sea at midnight as a challenge to reality, then vanishing in surf and mist to be forgotten, to be half-consciously remembered years later, flickering for a bewildered second in a dusty brain as a dead thought.”

Daphne du Mauriers talent skinner ligeså klart i disse noveller som i de senere mesterværker, “Rebecca” og “My Cousin Rachel”, selvom novellerne kun er atmosfæriske fragmenter. Til grund for novellerne er den menneskelige natur, som du Maurier beskriver et sammenvævet tema af besættelse. “The Doll” er en fortælling om en mands besættelse af en kvinde, der ingen historie har, ingen oprindelse, og hvordan han til sidst drives ned i tilværelsens afgrund af totalt og altomsluttende mørke. I sig selv kunne historien have holdt sig til den handling, men du Maurier lader handlingen bevæge sig ned af en sti, som ligger til grund for novellens navn. Novellen er en fortælling om illusioner, og fortællingen er i sig selv en illusion.

Når jeg tænker tilbage på den stund, jeg tilbragte med du Mauriers ord, er det naturligvis titelnovellen, der træder tydeligst frem, fordi dens slutning kolliderer med en afsløring, jeg aldrig selv havde forudset. Selvom dens handling pludseligt bevæger sig i retning af noget mærkeligt og mystisk, så læste jeg troligt hvert et ord, og da jeg nåede novellens slutning, startede jeg forfra. Hvor jeg troede, at jeg havde regnet handlingen ud, forvandlede alt sig med et til noget andet; historien blev vendt på hovedet, og tilbage stod et tankevækkende og symbolsk stemningsbillede.

“Then all at once she turned to me, her face pale, her eyes strangely alight. She said, “Is it possible to love someone so much, that it gives one a pleasure to hurt them? To hurt them by jealousy, I mean, and to hurt myself at the same time. Pleasure and pain, an equal mingling of pleasure and pain, just as an experiment, a rare sensation?”

du Mauriers ord hænger ved, som hjemsøgende spøgelser, der trænger som små vindpust sig på. Min beundring for hende var stor med hendes romaner, og bedst som jeg ikke troede, at min kærlighed til hendes forfatterskab kunne vokse sig større, læste jeg denne novellesamling, som hun skrev i en alder af bare 21 år, og som ikke vidner om nogen tøven. Der er ingen spor af usikkerhed, gotiske faldgruber eller én eneste kliché. At skrive har utvivlsomt været hendes kald i livet, og jeg er taknemmelig for hvert eneste ord, som hun har skrevet — både før og efter sin anerkendelse. Novellerne er alle skrevet impornerende skarpt og indhyllet til du Mauriers velkendte drømmeslør, der adskiller det virkelige fra fantasiens verden. Intet er nogensinde, som det ser ud til. Det er også på godt og ondt, at jeg holder af denne novellesamling.