My Lady Jane er på mange måder for meget, og netop derfor fungerer den så godt


My Lady Jane (The Lady Janies #1) af Cynthia Hand, Brodi Ashton og Jodi Meadows, udgivet af forlaget HarperTeen i 2016.

Edward er konge af England, og han i en alder af bare seksten år er han døende. Han vil langt hellere planlægge sit første kys, end hvem, der skal overtage hans trone. Jane er Edwards kusine, og langt mere interesseret i bøger, end kærlighed og kys. Desværre har Edward lovet hende bort til en ung mand, for at sikre sin trone. Hun ved det bare ikke endnu. Gifford er en hest. Han er en Eðian (eth-y-un), der i hans tilfælde betyder, at han fra solopgang til solnedgang gumler på hø. Og så er han også den mand, som Jane skal giftes med. Hun ved heller ikke, at han er en hest. Tilstanden i Edwards rige spidser til, da de alle tre vikles ind i en farlig sammensværgelse, der involverer kongerigets sikkerhed. Og deres egen.

Continue reading “My Lady Jane er på mange måder for meget, og netop derfor fungerer den så godt”

Circe af Madeline Miller er en stærk historie om en stærk kvinde i den græske mytologi

Circe af Madeline Miller, udgivet af forlaget Bloomsbury Publishing i 2018.

Solguden Helios bliver en dag far til datteren Circe, der er alt andet, end hvad han havde håbet på. Hun har ikke det rigtige udseende eller en guddommelig stemme. Frastødt af hendes afvigelser tager hendes familie afstand til hende, og hun søger selskab hos de dødelige, hvor hun krydser grænsen til forbudte heksekræfter. Da kærligheden gør hende blind, og får hende til at kaste en mørk forbandelse, forviser Zeus hende til et liv i eksil på en øde ø, men selvom øen er ubeboet, er der mange søfarende, der finder vej dertil. I sidste ende er Circe nødt til at beslutte sig for, om hun hører hjemme blandt de, der udstødte hende, eller de dødelige, som hun altid vil overleve.

Circe er en elegant genfortælling af græsk mytologi og på mange måder en klassisk dannelsesroman fyldt med menneskelige budskaber i mødet med guddommelige kræfter og mytiske skikkelser. Circes historie er voldsom. Den er en ode til kærligheden, den krig den kan medføre og det, som vi er villige til at gå igennem for at opnå den hos et andet menneske. Af samme grund er det en spændende fortælling om kærlighed og hævn fyldt med tempofyldte scener med stormende følelser i opbrud. Madeline Miller bringer mange myter i spil i sin genfortælling, og selvom langt de fleste er vellykkede, føles enkelte af dem som unødvendig fylde og påvirkede heller ikke den overordnede historie.

It is a common saying that women are delicate creatures, flowers, eggs, anything that may be crushed in a moment’s carelessness. If I had ever believed it, I no longer did.

Circe lever i en verden, hvor der fortælles historier om modige mænd og deres store heltedåd. Der synges ballader om helte og ikke heltinder, og der er kun er plads til at fortælle om kvinder, når de er hekse, der skal besejres. På trods af sin guddom, sin udødelighed og magi er Circe grundliggende en sårede kvinde, der hele sit liv har levet i skyggerne af magtfulde mænd og deres afvisning af hende. Hun har skilt sig ud lige fra fødslen, hvor hun ikke lever op til de forventninger, hendes forældre har til hende, og det igangsætter en række afvisninger, der former hende som menneske. Derfor er hendes historie også en stærk fortælling om en kvindes forsøg på at begå sig i en håbløs patriarkalsk verden.

Miller har skrevet en overbevisende genfortælling om Circe, og selvom denne er fyldt med andre mytologiske historier, er det Circes egen, der er stærkest, for på trods af sine gudestatus, er hendes kvaler menneskelige. Circe historie handler om en kvindes liv på godt og ondt, selvom dette liv ikke har nogen udløbsdato. Den er fortalt med et feminist greb, der løfter historien til nye højder. Med smukke gloser, fremtryller Miller den mytologiske verden, vi kun kender igennem historiefragmenter, og hendes ord er maleriske og fløjlsbløde, selv når de er skarpe. Hendes skrivestil er atmosfærisk grænsende til det til sensuelle. Med lyriske undertoner genfortæller hun en ældgammel historie med nutidig relevans, samtidig med at hun kaster et feministisk syn på den. Det er en sand fornøjelse at læse hendes ord.

Feministisk genfortælling af Den lille havfrue er fængslende læsning med vigtige budskaber og et lyrisk sprog


The Surface Breaks af Louise O’Neill, udgivet af forlaget Scholastic i 2018.

Ud fra den kolde irske kyst dybt under havets overflade drømmer en havfrue om at løsrive sig fra sin fars kontrollerende greb og den havmand, hun skal ægte uden at elske. I traditionens tro bryder hun igennem overfladen på sin fødselsdag, og her er hun vidne til noget, der ændrer hendes liv for altid. Et skib synker sammen med en menneskedreng. Hun ved ikke hvorfor, men hun er nødt til at redde ham. Tilbage i sin fars kongerige kan hun ikke glemme drengen, men hvor meget er hun villig til at ofre for at træde op på landjorden i håb om at vinde hans kærlighed?

Louise O’Neill genfortælling af H.C. Andersens klassiske historie om en havfrue, der ofre sin stemme for at være tæt på den mand hun elsker, men aldrig får, er stærk fra start til slut. Forfatteren er en stærk stemme i debatten om feminisme, som også gennemsyrer denne genfortælling på en original måde, som stadig bevarer den oprindelige histories rammesæt. Hvor den klassiske historie handler om ulykkelig kærlighed, det at miste sig selv og opdage, at græsset ikke er grønnere på den anden side, handler O’Neills også om dette, men det står alt sammen i forlængelse af kønsdebatten.

“It is your father who has insisted on calling me a ‘witch’. That’s is simply a term that men give women who are not afraid of them, women who refuse to do as they are told.”

Med The Surface Breaks har Louise O’Neill givet den lille havfrue et navn og en stemme. Hun har givet hende en plads i verden, og gennemslagskraften er stor. Hendes historie er ikke kun en ulykkeligkærlighedshistorie om en ung kvinde, der mister alt. Det er det også, men det er i højere grad en historie om at finde sin stemme og en måde at bruge den på i kampen for det bedre. Nogen vil måske mene, at mændene i O’Neills genfortælling er endimensionelle, fordi de i høj grad afspejler de værdier, som den undertrykkende konge repræsenterer, men jeg tror ikke, at det er et udtryk for, at alle mænd er onde. Jeg tror i stedet, forfatteren forsøger at vise, at mænd også er ofre for den kønspolitiske kultur, som længe har eksisteret. Gaia, historiens hovedperson, starter ikke ud som et stærkt feministisk forbillede, men det bliver hun, og det tror jeg gør historien langt stærkere, end hvis hun havde været fra første side.

Et af historiens mest forfriskende aspekter er forfatterens fortolkning af Havheksen. Hvor hun ofte forbindes med ondskab på grund af sit udseende og evne til at udføre magi, er hun her et udtryk for en kvinde, der har frigjort sig det patriarkalske samfund, hvor den lille havfrue lever. Louise O’Neill har med The Surface Breaks ikke kun skabt en stærk og vigtig historie, der alene på grund af dens tematikker, er værd at læse, for den er også veludført. Sproget er rytmiske bølger af lyrik, der det ene øjeblik er voldsomme og brusende, og det næste blikstille og betagende. Hendes historie er en perle, der er værd at dykke efter, atmosfærisk fortalt og med et sprog, der vil efterlade dig åndeløs.

Cinder (The Lunar Chronicles #1) af Marissa Meyer


Cinder af Marissa Meyer, udgivet af forlaget Feiwel and Friends i 2012.

Cinder bor i New Beijing, hvor hun arbejder som en talentfuld mekaniker, men hendes verden er alt andet end magisk. Verdensfreden hænger i en tynd tråd, og samtidig hærger en dødbringende sygdom. Cinder er ikke som andre piger. Faktisk er hun halvt menneske og halv robot, hvilket placerer hende som en af samfundets laveste. Men alt ændres, da hendes omdømme fører Prins Kai til hendes værksted inden det årlige bal, og inden hun får set sig om vikles hun ind i en intergalaktisk konflikt med et bankende hjerte for den charmerende prins.

Med Cinder genfortæller Marissa Meyer det klassiske eventyr om en forældreløs pige, en tabt sko og magiske midnatsslag. Men selvom Meyer tager afsæt i det velkendte eventyr, udgør dette kun rammerne for hendes historie, som hun bryder ved at sætte sit eget og enestående præg på fortællingen. Cinder mister ikke sin sko, hun mister sin kunstige fod, og samtidig overvåger det bedrageriske Lunar-folk konstant jorden fra stjernehimlen. Meyers genfortælling er forfriskende, for selvom Askepot-elementerne gør historien forudsigelig (den charmerende prins, det prægtige bal og den uundgåelige afsløring af hendes identitet), så er vejen dertil markant anderledes, og plottet mister aldrig sit tempo.

“Even in the Future the Story Begins with Once Upon a Time.”

Det er helt tydeligt, at Cinder kun er begyndelsen på en lovende serie af genfortællinger, for den ender med en nådesløs cliffhanger, der varsler flere afsløringer og mere spænding. Selvom jeg nød at læse Meyers genfortælling, er den dog ikke uden fejl. Et af romanens helt store spørgsmål går på, hvorvidt Cinder er i stand til at føle kærlighed, fordi hele hendes indre elektronisk. Det er et spørgsmål, der aldrig rigtig besvares, selvom det er tydeligt, at hun i flere tilfælde er langt mere menneskelig, end end de mennesker der omgiver hende. Desuden kastes læseren direkte ind i forfatterens futuristiske verden uden videre forklaring om dens historie eller betydningen af den intergalaktiske konflikt, som truer med at rive den allerede skrøbelige verdensfred itu.

Forfatterens historie har potentiale, men jeg følte aldrig helt, at det blev opfyldt. I stedet føles Cinder mere som en lovende begyndelse. Meyer navigerer let og elegant uden om de elementer i bogen, som for alvor kunne give historien dybde, og det efterlader den i stedet en smule klichéfyldt og transparent. Det samme gælder for historiens mere problematiske aspekter, der overses som om de aldrig har eksisteret. Alligevel var jeg grebet af bogen fra start til slut. Den er begyndelsen på et storslået eventyr, som jeg håber forfatteren formår at gribe i de efterfølgende bøger.