Solen er også en stjerne af Nicola Yoon


Solen er også en stjerne (org. titel The Sun is Also A Star) af Nicola Yoon , udgivet af forlaget Carlsen i 2017.

En gribende historie om at leve livet og turde række ud efter sine drømme. Natasha tror på videnskab og fakta. Ikke på på skæbnen eller drømme, som ikke går i opfyldelse. Men så møder hun Daniel den samme dag, som hun og hendes familie er blevet udvist af landet. Daniel er en drømmer, som tror på skæbnen, og da han møder Natasha midt på gaden i New York, er han overbevist om, at skæbnen har store planer for dem begge. Skiftevis fortæller Natasha og Daniel om den skæbnesvangre dag i New York, da de mødte hinanden og alting ændrede sig.

Solen er også en stjerne er lige præcis den slags kærlighedshistorie, som jeg holder af at læse. Den er tilpas sød, samtidig med at den bringer en række vigtige tematikker på banen på en vedkommende og velafbalanceret måde. Den handler om nemlig ikke kun om kærlighed, men også om immigration. Natasha er illegalt flygtet til landet fra Jamaica, hvilket sætter sine tydelige spor i hendes hverdag, hvor familien forsøger at undgå systemet for enhver pris, indtil det ikke længere er en mulighed. Daniels familie har rejst fra Korea til USA, og det er ikke altid lige let at skulle balancerer mellem de to kulturer og finde sig til rette mellem dem. Samtidig har hans forældre store forventninger til hans uddannelse, som tilsidesætter Daniels egne drømme og lægger et unødvendigt pres på hans skuldre

“Der findes et japansk udtryk, som jeg godt kan lide: Koi no yokan. Det betyder ikke kærlighed ved første blik. Det betyder nærmere kærlighed ved andet blik. Det er den følelse, man får, når man møder nogen, man vil blive forelsket i. Måske elsker man ikke personen med det samme, men det er uundgåeligt, at det sker.”

Natasha og Daniel er to komplette modsætninger, og måske er det derfor, de fungerede så godt sammen. Han er en åbensindet drømmer, der tror på kærlighed, imens hun er langt mere praktisk anlagt i sit verdenssyn og meget selvsikker. På grund af deres forskellige livssyn og filosofier, udfordrer de også hinanden på en måde, som tilføjer en helt særlig dybde til historien. Samtidig med at de begge er minoriteter, er deres stemme og repræsentation vigtig. Natasha og Daniel skiftes til at fortælle deres fælles historie, men afbrydes af et tredje perspektiv, som handler om universet. Her fortælles brudstykker af historier om de mennesker, som omgiver de to hovedpersoner, og hvordan de perifert er forbundet til deres historie. Det er her opholdstilladelsen afvises, og som forsegler deres skæbne. Disse kapitler er en af romanens styrker, fordi det gør den jordnær og undlader de svimlende følelser i at tage overhånd. 

Sidste år til Bogforum anbefalede Adam Silvera mig at læse bogen, og den viste sig at være alt det, han havde sagt den ville være. Den er en hjertevarm kærlighedshistorie med noget på hjerte, som jeg øjeblikkelig havde lyst til at læse igen i det øjeblik jeg færdiggjorde den. Forholdet mellem kærlighed og alvor er perfekt afbalanceret og historien er trods sin letsindighed enormt repræsentativ og vedkommende, og på grund af historiens indhold kom jeg også rundt i hver en afkrog af mit følelsesregister med alt lige fra frustration til forelskelse. Jeg giver derfor anbefalingen videre.

Reklamer

Dem der flygter og dem der bliver (Napoli-romanerne #3) af Elena Ferrante


Dem der flygter og dem der bliver (org. titel Storia di chi fugge e di chi resta) af Elena Ferrante, udgivet af C&K Forlag i 2017 (org. udgivet i 2013) Læst på dansk – originalsproget er italiensk.

“Vi havde begge brug for nye dyber, nyt indhold, og alligevel var vi adskilte og kunne hverken give hinanden det ene eller det andet,” sådan skriver Elena om sit forhold til Lila i denne bind i Napoli-romanerne. Deres venskab er svært og præget af vidt forskelige ting, der tvinger dem fra hinanden. Elena er travlt optaget af sit forfatterskab og med at udvides det grænser, imens Lila fortsat kæmper med tilværelsen, selvom hun dog finder vej ud af fattigdommens elendighed. Elena flytter til Firenze og stifter familie. Men den kølige, kloge og verdensfjerne Pietro, som har vundet hendes hjerte, er svær at leve sammen med, og da familien forsøges er hverdagen er det på bekostning af hendes forfatterskab. Hverdagen vælter for alvor dog, da et spøgelse fra fortiden pludselig dukker op.

Elena Ferrantes romaner er mesterlige. De er svære at beskrive på grund af det rolige tempo og de hverdagsagtige begivenheder, men samtidig er de fyldt med stormfulde følelser, talrige magtkampe og evigt oprør. Selvom Elena og Lilas liv har bevæget sig i vidt forskellige retninger lige siden de mødte hinanden for første gang som børn, har de aldrig helt kunne slippe hinanden. Savnet har altid stået tilbage, når venskabets bånd blev skåret over. Ferrante spinder et spind af skrøbelige følelser om eksistenser på kanten af afgrundens rend, og måske er det netop disse vellykket portrætter, der gør Napoli-romanerne til noget ganske særligt.

“Vi havde begge brug for nye dybder, nyt indhold, og alligevel var vi adskilte og kunne hverken give hinanden det ene eller det andet.”

På samme måde som i de to foregående romaner hænger melankolien som en tyk tåge over bogens sider, og lykken er aldrig nok. Elenas forhold til Lila har altid været giftigt, og det er kun blevet værre med årene. Elena har alt, hvad hun har drømt om: en lang uddannelse, forfattersucces og en kernefamilie, men alligevel er hun ulykkelig. På trods af Lilas evige modgang i livet, bliver hun ved med at overgå hende på en måde, som er svær at sætte ord på. Ferrante illustrerer på fineste vis, hvordan Elena kæmper for at bryde fri af alle de forventninger, der er til kvinder. Forestilling om at være hjemmegående med manden som forsørgeren, forventningen om børn og kernefamilie, og som hun også forsøger at få til at fungere, selvom hun kæmper med næb og klør for at finde en udvej derfra.

Elena kæmper med sin næste roman, som gerne skal følge i fodsporene på dens første succes, og processen er lang og smertefuld, fordi det eneste der virkelig betyder noget, er Lilas mening. Helt grundliggende mangler hun føling med sig selv og sin identitet, der er så betinget af Lilas mening, og det gør, at hun altid er på vippen til at bryde sammen. Tiden presser sig også sammen om hende som en klaustrofobisk fornemmelse med sin politisk ekstremisme, studenteroprøret og kvindebevægelsen, der udgør de historiske rammer for romanen, og det er også med til at gøre hende rodløs i verden og i sig selv. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ender. Denne tredje roman om de to napolitanske kvinder er mesterligt fortalt, og jeg misunder enhver, der endnu har til gode at læse deres historie.

Ursiderne (Spektrum #3) af Nanna Foss


Ursiderne af Nanna Foss, udgivet af Tellerup i 2017.

Det siges, at tiden læger alle sår, men sådan føles det ikke for 16-årige Nasrin. Siden hun mistede sin mor, har hun kun været en skygge af sig selv. Fortiden er umulig at slippe, og selv når hun lukker øjnene for at sove skyller minderne ind over hende som en tidevandsbølge, der river hendes hjerte itu igen og igen. Men en dag sker der noget, der vender op og ned på hendes liv. Hun møder den dreng, der reddede hende som barn, men han er ikke blevet en dag ældre, og han kan ikke huske hende. Samtidig begynder der at ske mystiske ting i Nasrins liv, som hun ikke kan forklare, men det kan brødrene Linus og Alban, tvillingerne Noah og Pi, Adriana og Emilie.

Da jeg læste Geminiderne, den anden bog i serien, bankede mit hjerte for den historie, som Pi lægger stemme til. Den gjorde ondt at læse, men den var ikke i nærheden af Nasrins. Hendes historie, kampen med sorgen og tabet af moren er så hjerteskærende at læse, at jeg allerede græd inden jeg havde læst det første kapitel til ende. Hendes smerte er så virkelig, og alligevel kan jeg slet ikke forestille mig, hvor virkelig den egentlig er. Det er helt tydeligt, at Nanna Foss har følt den, for Nasrins sorg ramte mig i hver en afkrog af mit følelsesregister. Jeg mærkede hendes vrede, frustration og magteløshed, der var ved at æde hende op, og det føltes som om intet nogensinde ville blive godt igen, men det blev det. Nasrins historie handler nemlig også om at turde give slip på sorgen, selvom den altid vil være der.

“Sorg har en udløbsdato. I hvert fald for andre.”

Nanna Foss er en mester i at skrive følelser så klare, at de funkler som stjernerne på nattehimlen. De er så tydelige, at man helt har lyst til at række ud og føle på dem, og derfor føltes Ursiderne også som et knytnæveslag i maven. Tilsvarende de forrige bøger i serien er intensiteten næsten uudholdelig, og tempoet er højt fra start til slut. Handlingen spidser til og skyggevæsnerne haler ind på vennegruppen, og Nasrin ønsker mere end noget andet at bruge sine nyopdaget evner på at hele sit hjerte igen. På samme måde, som Nasrin overrumples af sit savn, skyllede hendes følelser ind over mig som en tidevandsbølge, der blev ved med at ramme. Hver gang jeg fik pusten, ramte den på ny og slog luften ud af mig. Desuden var jeg vild med bogens format, der bærer præg af grafiske udtryk, hvor ord flyder sammen til mønstre på sortfarvede sider, og som på fineste vis illustrerer Nasrins sorg.

Ursiderne overvældede mig i sådan en grad, at jeg ikke fløj igennem den på samme måde, som jeg gjorde med de forrige bøger i serien. Jeg var ganske enkelt nødt til at lægge den fra mig fra tid til anden, fordi jeg ellers følte, at mit hjerte ville gå i stykker. Forfatterens ord er små stjerneskud, der fik mig til at spærre øjnene op og sukke af beundring. Historien er vigtig og vedkommende, og formatet er en satsning, der rammer plet. Det træder til, når beskrivelserne af Nasrins følelser ikke er nok til at vise sorgen som størrelse. Med hendes historie tilføjes der også en meget etisk og vigtig dimension til hele tidsrejsefortællingen. Selv hvis vi havde mulighed for at gå tilbage i tiden og ændre den, er det så det rigtige at gøre? Mit hjerte kan næsten ikke bære det, for nogle gange får man ikke de svar, man så brændende ønsker sig.

Valget af Sarah Engell


Valget af Sarah Engell, udgivet af forlaget CarlsenPuls i 2017.

Verdenen smuldrer langsomt under Xenias fødder. Flygtningekrisen raser, og hun kæmper for det fælles bedste. Hendes vej ind i politik har været lang, men drømmen om at blive frontfigur i Etisk parti har holdt hende ved ilden, og bedst som drømmen er inde for rækkevidde, møder hun flygtningepigen Lila, der er rejst alene til Danmark. Xenia ved i sit hjerte, at hun er nødt til at hjælpe hende, men er hun villig til at opgive sin drøm i politik, for at hjælpe en komplet fremmed?

Valget er min første bog af Sarah Engell, og jeg er glad for, at mit kendskab til hendes forfatterskab begyndte der. Hendes seneste roman er en af den slags særlige bøger, som stadig sidder i mig, selvom det nu er flere måneder siden jeg færdiglæste den. Med skarp realisme beskriver Engell vigtigheden af at turde stå ved sine valg, men også om at reflektere over den offentlige debat og det politiske system. Hendes ord er stærke og gennemslagskraften stor, og der er ingen tvivl om, at hun har gjort sit forarbejde med denne bog, for det efterlader sig tydelige spor igennem hele romanen.

“De sender bomber ned. Vi sender drømme op.”

Historien begrænser sig ikke til kun at handle om Xenias afgørende valg. Den fortæller også historien om den pige, der vender op og ned på hendes liv. Sideløbende med Xenias historie fortæller Lila sin, der formmæssigt er inspireret af Tusind og én nats eventyr, og de er hjerteskærende at læse. Ikke så meget på grund af de ting, som hun fortæller, men på grund af den måde hun med sit barnesind forsøger at forstå de ting, der er hændt hende. I en verden, hvor vi kender til krigens rædsler, hvor bomber giver genlyd og døden hersker, er Engells historie både vedkommende og vigtig.

Forfatteren formår at gøre politik let tilgængeligt, selvom emnet er alt andet end det. Hun skammer aldrig de, der kun har blik for nå til tops, og selvom hun påpeger den manglende medmenneskelighed i dansk politik, så forsøger hun heller ikke at løse problemet. Det er et komplekst problem, som ikke bare kan løses, og i stedet opfordrer hun læseren til at forholde sig til det, hvis det nogensinde skal blive en realitet. Af samme grund tydeligt at mærke, at Xenia er skabt på baggrund af forfatterens egen politikerlede, som jeg fandt meget nem at relatere til. På grund af Xenias drømme og ambitioner, bliver hendes historie aldrig kedelig at læse til trods for at den er spækket med politiske overbevisninger og ideologier. I stedet gør den lige præcis det, som den skal. Den giver lyst til at forandre verdenen til det bedre.