Som sendt fra himlen (Losing It #2) af Cora Carmack


Som stjernerne står (org. titel Faking it) af Cora Carmack fra LOVEBOOKS, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2013). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. Bogen er tilsendt af forlaget. 

Som stjernerne står fortæller historien om Cade Winston, der møder pigen Max Miller på et tidspunkt i sit liv, hvor hans hjerte er tungt ved tanken om, at han ikke kan få den pige, som han ikke kan få ud af hovedet. Max lever det vilde liv fyldt med musikerdrømme, farverige tatoveringer og flammende rødt hår, hvilket på ingen måde passer ind i hendes forældres ønske om, hvordan hun bør være. Alle hendes løgne er lige ved at ramle sammen, men så møder hun ved et tilfælde Cade, der indvilliger i at spille den fornuftige kæreste, som hun har fortalt sine forældre om, og som på ingen måde stemmer overens med virkeligheden. Hvad der bare skulle være én aftens spil for galleriet bliver i stedet startskuddet på en lang række løgne, og jo mere de faker deres forhold, jo mere ægte begynder det langsomt at føles.

Some stjernerne står var en sød kærlighedshistorie om et forbudt forhold mellem en studerende og hendes lærer, og selvom jeg nød at læse den, vandt den ikke mit hjerte. Men det gjorde Som stjernerne står. Jeg skænkede ikke Cade mange tanker, da jeg læste den første bog, der handler om Bliss og Garrick, hvor han bare er en sidebemærkning til deres kærlighedshistorie. I denne bog er han den ene af to hovedpersoner, og hans og Max’ historie vandt mit hjerte. Cades hjertesorger, er smerteligt at læse om, imens Max’ historie med sine forældre og deres urimelige forventninger knuste mit hjerte. De er på mange måder et umage par, og det var præcis derfor jeg kom til at holde så meget af dem.

“Jeg tager mine chancer med dit utilregnelige hjerte, hvis det betyder, at det er mit.”

Det er på mange måder klassisk at lade modsætninger mødes, og samtidig lade dem være det helt rigtige match, og det kan virke som lidt af en kliché efterhånden, men Cade og Max fungerede overraskende godt på trods af at deres store forskelligheder. Deres dynamik, Cades sødme og Max’ skarpe tunge gjorde, at siderne nærmest vendte sig selv. Der er masser af kemi imellem dem, som langsomt vokser sig til mere end gensidig tiltrækning. Jeg elsker naturligheden i deres tiltrækning, på trods af de lidt usædvanlige omstændigheder. Max og Cade er ikke hinandens typer, men da de begynder at lære hinanden at kende og kommer ind under huden på hinanden begynder følelserne at tage til. Desuden beundrer jeg forfatterens velafbalancerede brug af sex i bogen, som føles naturlig og aldrig overtagende.

Bogen er fyldt med forskellige grader af problemstillinger; Cade kæmper med hjertesorger over den pige, som han ikke kan få, imens Max kæmper med fortiden og sine forældre. En bog er ikke nødvendigvis god, bare fordi den behandler tunge emner, men måden hvorpå Cora Carmack behandler sorg, traumer og om at turde have mod på livet efter et knust hjerte er virkelig fin og skrøbelig. Det er så let at tage sådanne emner forgivet, overse dem eller negligere dem, men det gør hun ikke. Uden at afsløre den, føltes slutning dog en smule forhastet, og jeg sad tilbage med følelse af, at forfatteren glemte sit handlingsspor eller pludselig løb tør for sider. Det ændrer dog ikke på, at jeg virkelig nød at læse den.

“Nogle gange ved man ikke, hvad man lever efter, før det har slået en omkuld.” 

I samme grad som Som sendt fra himlen handler om fjerlette fornemmelser og unægtelig tiltrækning, handler den om at turde tage sig selv i nye retninger, gribe livet og række ud efter stjernerne. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er forløsning i enhver konflikt, men finde forløsning i sig selv og give slip på det, der gør hjertet tungt. Cora Carmack har skabt en historie, der sagtens kunne have været pladderromantisk og sukkersød, fyldt med klichéer og faldgruber, men i stedet har hun skabt en fin, fjerlet og fornøjelig fortælling om at overkomme forskellige former for forhindringer i livet. Som sendt fra himlen er lige så sød og hjertevarm, som den er alvorlig og vigtig.

Eleanor & Park af Rainbow Rowell


Eleanor & Park af Rainbow Rowell, udgivet af forlaget Orion i 2013. 

Eleanor er den nye pige i byen, der forstår at gøre sig bemærket med sit uregerlige hår og sin skæve tøjstil. I bussen til og fra skole er hun nødsaget til at sidde ved siden af den ranglede dreng Park, der altid er klædt i sort med sit headset i ørerne og næsen begravet i tegneserier. Ganske langsomt bliver Eleanor lukket ind i Parks verden, men det er dog langt svære for Park at blive lukket ind i hendes. På trods af spirende følelser kæmper Eleanor en daglig kamp med sin familie, der tvinger hende mod desperate valg. På trods af at “Eleanor & Park” har et element af noget langt mere eksistensrystende, er den først og fremmest en historie om den første store kærlighed, og de stormfulde følelser som følger med. Eleanor og Park er hinandens første forelskelse, der både er akavet og uskyldig.

Bogens forside giver søde associationer. Det er også en bog, som ofte er blevet sat i forbindelse med det søde adjektiv, og naturligvis forventede jeg mig en sukkersød kærlighedshistorie om den første store forelskelse, kun for at opdage, at bogen er meget mere end det. Den er autentisk helt ind til kernen både i form af karakterer og deres karaktertræk. Rainbow Rowell formår at beskrive hver en afkrog af det at være en følsom og akavet teenager, hvor ingen er supermodeller eller græske helteafstøbninger. Og så er der hele afbildning af Eleanors liv, som giver historien kant og antydning af alt andet end en sød historie om forelskelse. Desuden tager Rowell sin læser med på en tidsrejse tilbage til 1986’erne, hvor Eleanor og Park lærer hinanden at kende gennem kassettebånd og tegneserier.

“Holding Eleanor’s hand was like holding a butterfly. Or a heartbeat. Like holding something complete, and completely alive.”

Jeg kom hurtigt til at holde af den tålmodige Park, der med sin multikulturelle baggrundshistorie ofte finder det svært at placerer sig i forhold til sine venner og sin familie. Selvom hans evige kamp med den følelsesladet Eleanor er svær, så affejer han hende aldrig som vanskelig eller sær. Hendes historie er mindst lige så enestående som hans. Eleanor lever i en klaustrofobisk tilværelse, hvor hun, sine søskende og deres mor bevæger sig på listetæer under stedfarens kontrollerende adfærd. Eleanors karakter er blevet kritiseret for sine humørsvigninger og måden, hvorpå hun gang på gang river sig løs af sit forhold til Park, som jeg dog ser som en forståelig reaktion på den tilværelse, der langsomt kvæler hende. Eleanor får gang på gang dikteret, at hun ikke er noget værd, og at hun derfor heller ikke fortjener at have det godt, så når lykken tilsmiler hende er det kun forståeligt, at hendes stedfars ord melder sig.

Rowell vandt mit hjerte med sin historie om den usikre, kurvede pige og outsiderfyren med asiatiske rødder. Hun formår på bedste vis at vise, hvor altopslugende og skrøbelig en ungdomsforelskelse kan være. Jeg tog mig selv i gentagende gange at smile over deres klodsede adfærd, men bogen fik mig også til at kæmpe en brav kamp for at tilbageholde de tårer, der stædig pressede sig på. “Eleanor & Park” er nemlig fyldt med følelser — både af den gode og svære slags. Rowell har skabt en helt særlig historie, som jeg ikke mindes at have læst før, og det er på trods af at det er en ungdomsbog, der handler om den første forelskelse. Hendes persongalleri er både nuanceret og alsidigt.

“Eleanor was right. She never looked nice. She looked like art, and art wasn’t supposed to look nice; it was supposed to make you feel something.”

Uden at afsløre den, var jeg til at begynde med i vildrede over bogens slutning. Jeg følte, at Rowell stoppede midt i en sætning med en sådan pludselighed, at jeg febrilsk vendte siderne i håb om at finde mere på deres bagside, uden at det var tilfældet. Men da jeg læste hendes efterord blev slutningen også sat i perspektiv. Hun forklarer ikke alene, hvordan historien blev til, og at hun vidste, hvordan den skulle ende længe før den overhovedet begyndte, men hun forklarer også slutning på fineste vis. Rowell ville ikke skrive en afrundet historie, fordi unge mennesker ikke får den slags. I stedet får de nye begyndelser, og hun ramte mig så hårdt i hjertet med sin realitetssans, at jeg vaklede efterfølgende. Pludselig var slutningen ikke længere afstumpet og pludselig, men derimod helt rigtig og håbefuld.

The Amber Spyglass (His Dark Materials #3) af Philip Pullman


The Amber Spyglass af Philip Pullman, udgivet af forlaget Folio Society i 2008 (org. udgivet i 1996).

Philip Pullman af slutter His Dark Materials-serien på samme høje niveau, som han begyndte den med en hård realitetssans og en kærlighed, der banker på tværs af verdener. Hvad der begyndte som ønsket om et storslået eventyr i The Golden Compass, blev i stedet til en mareridtsagtig virkelighed, og nu står Lyra og Will i The Amber Spyglass på kanten af et uundgåeligt opgør mellem to ideologier. De må rejse igennem flere verdener end hidtil, der blandt andet fører dem til verdens ende, det grå land, hvor ingen levende sjæl nogensinde har været før, og de må give afkald på det mest dyrebare de ejer for i kampen om noget større. Samtidig er Dr. Mary Malone i færd med at bygge en ravkikkert, som kan se Støv, og sådan en genstand er uvurderlig i en delt verden, der kæmper om dette.

Jeg græd hårdt og længe, da jeg første gang for mange år siden færdiglæste The Amber Spyglass, og lige siden har jeg grædt ved enhver genlæsning af den. Det er efterhånden længe side jeg genlæste den sidst, og jeg leder stadig efter ordene til at beskrive den med. Alene det at skulle beskrive min læseoplevelse giver mig tårer i øjnene, fordi Philip Pullmans serie har betyde så meget for mig. Jeg er ikke sikker på, at jeg har fundet de ord, som jeg så længe har ledt efter, for jeg kan umuligt sige noget rosende om Pullman, som ikke allerede er blevet sagt tusinde gange før. I stedet sidder jeg tilbage med en følelse af taknemmelighed og kærlighed over at have vokset op med denne bog og været en del af dens forunderlige eventyr, præcis som jeg gjorde for så mange år siden.

“I stopped believing there was a power of good and a power of evil that were outside us. And I came to believe that good and evil are names for what people do, not for what they are.”

I mange år var Lyra min litterære veninde, der kravle rundt på tagrygge og rakte ud efter stjernerne i det øjeblik, hun ønskede dem, og jeg elskede hende. Jeg elsker hende stadig med sammen glødende intensitet, og hvert gensyn med hende er med visheden om en slutning, der vil ramme mig hårdt. Hun har altid været  en lige så usædvanlig karakter, som de verdener hun rejser igennem, og hendes rejse har været  længere end de flestes; hun har rejst igennem verdener, knyttet bånd og brudt dem igen, mistede venner i kamp, stået på kanten af verdens ende og set afgrundens dyb udfolde sig under sig. Hun har måtte træffe urimelig valg undervejs, som gang på gang knuste mit hjerte, fordi det knuste hendes, og jeg har set hende vokse fra at være et næsvist pigebarn til en stærk og selvstændig kvinde. Jeg voksede op med hende, og hun med mig. Will har ligeledes en helt særlig plads i mit hjerte, og hans historie er også en del af min.

Jeg forstod ikke Støv som barn, for jeg forestillede mig, at er var tale om ordinært støv og ikke sjælelige partikler, og alligevel elskede jeg historierne på trods af at være fyldt med dette samt politiske ideologer og religionsspørgsmål, der om muligt er endnu tungere i denne tredje bog. Jeg tror det skyldes, at Pullman først og fremmest har skabt så eminent en verden, at det overskygger dens kontroversielle emner. På samme måde som med The Subtle Knife er narrativet i The Amber Spyglass splittet mellem flere forskellige fortællevinkler, der tilføjer dybe til historien. På samme måde som sine forgænger byder denne også på mødet med nye karakterer såvel som genforeningen med gamle kendinge, som på fineste vis bindes sammen på trods af at have verdener til forskel. The Amber Spyglass er dog langt mørkere end sine to forgængere, blandt andet fordi en stor del af den handler om filosofiske emner som døden og hvad, der kommer efter den, men samtidig er det en af de smukkeste bøger, jeg nogensinde har læst.

“Even if it means oblivion, friends, I’ll welcome it, because it won’t be nothing. We’ll be alive again in a thousand blades of grass, and a million leaves; we’ll be falling in the raindrops and blowing in the fresh breeze; we’ll be glittering in the dew under the stars and the moon out there in the physical world, which is our true home and always was.”

Som altid er Pullmans sprog fyldt med malende billeder og hårdtslående sandheder, samtidig med at hans fantasi strækker sig helt til verdens ende, og hans verden bliver kun ved med at udvide sig grænseløst. Han er en mesterlig historiefortæller med et stort og nuanceret persongalleri, hvor selv handlingens skurke er i stand til at føle kærlighed og hengivenhed på samme måde, som dens helte er i stand til at gennemgå ulidelig smerte og træffe urimelige valg. Pullmans historie var i mange år en funklende ledestjerne i mit liv, der nu, mange år senere, leder den mig hjem igen. Han har skabt en historie, som formede mig som læser, og derfor er Lyras historie en stor del af mit læserliv; at vende tilbage til hendes verden er som at besøge en gammel ven, som jeg aldrig bliver klar til at slippe.

Måske en dag (Maybe #1) af Colleen Hoover


Måske en dag (org. titel Maybe Someday) af Colleen Hoover, udgivet af forlaget LOVEBOOKS i 2016 (org. udgivet i 2014). Bogen er tilsendt af forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. 

Colleen Hoover skriver fløjlsbløde kærlighedsromaner, som på overfladen forekommer at være meget umiddelbare, men sådan forholder det sig sjældent. Måske en dag handler om pigen Sydney, der lever en drømmetilværelse som studerende med et godt studiejob, og sin veninde og kæreste, som hun bor sammen med. Der er også musikken, som kommer fra altanen over for hendes, hvis blide toner langsomt begynder at danne et lydspor til hendes dagligdag. Men drømmen brister, da Sidney en dag finder ud af, at hendes kæreste er hende utro. Fyre bag musikken, Ridge, giver hende dog håb om, at hun en nok skal komme sig over det, og sammen begynder de at skrive musik: Ridge komponerer musikken, Sidney skriver teksterne, og sød musik opstår mellem dem, men de søde toner kan ikke lade sig gøre.

Måske en dag er min første bog af Colleen Hoover og bestemt ikke den sidste. Hun lever op til sit ry som forfatter til lyserøde og lette kærlighedshistorier, som man flyver igennem langt hurtigere, end det var planen, og alligevel formår hun at tilføje noget dybde, der giver hendes fløjlsbløde historier kant. Sidneys og Ridges gradvise romance er givet på forhånd, men denne kompliceres af flere faktorer, som gør, at Sidney hele tiden må lægge bånd på sig selv i hans nærvær. Ridge har en kæreste, som ville gøre tingene nemmere for Sidney, hvis hun kunne hade, men det kan hun ikke, for de to går godt i spænd på trods af det, som Sidney nødvendigvis må fortie om sit hjerte. Desuden er Ridge døv, hvilket både skaber en barriere og en helt særlig intimitet i skabelsen af musik på papiret og musik i hjertet.

Hey, hjerte. Kan du høre mig? Du og jeg er officielt i krig.

Hoover har ikke kun skabt en ganske særlig historie, men også en rigtig vigtig repræsentation i form af Ridge som musiker, der på trods af sine manglende evner til at hører musik med sine ører, formår at hører den resonerer i resten af kroppen. Ikke alene giver det romanen kant, men det giver den også en helt anden dybde, fordi Hoover beskriver dette så godt, at jeg kunne mærke tonerne selv. Af samme grund af teksten opbygget af en lang række tekstbeskeder, som er måden hvorpå han og Sidney kommunikerer, og det virker forbløffende godt. På trods af at jeg faldt for deres kærlighed, kunne jeg forlig mig med den dobbeltmorale, som tynger bogen. Jeg forstår, at det kan være med til at vise, at selvom man selv er blevet såret og forrådt, så betyder det ikke, at man ikke selv er i stand til at afholde sig fra at gøre det samme, når store følelser er i spil, men i det store hele blev det for amerikansk til min smag

Jeg kunne heller ikke undgå at føle, at Hoover bragte sig selv i en umulig situation undervejs, som samtidig gjorde, at jeg helt havde svært ved at accepterer slutningen. Den virkede for let og så pludseligt, som om hjertet pludselig slog over på en anden frekvens og muliggjorde det umulige, og der kom simpelthen for mange følelser i spil til, at jeg tror på den. Det ændrer dog ikke på, at Hoover kan sit kram, for det er svært ikke at blive berørt af historien om knuste hjerter og håbet om – måske en dag – at finde sammen. Følelserne i Hoovers roman er derfor som et tiltagende stormvejr: Glæde, svigt, frustration og forelskelse hviler rundt mellem bogens sider og efterlader sig dybe spor i teksten.

Jeg forsøger at skubbe de tre små ord om bagerist i mit hoved, de tre ord, der altid kryber frem, når vi er sammen. Måske en dag.

Der er så mange lag i Hoovers roman, og så meget at tale om. Selvom det er en kærlighedshistorie på lige fod med så mange andre i genre, så er det samtidig en lidt atypisk en af slagsen, netop på grund af dens dybdeniveau. Det er en roman, der underholder og er ganske lige til i form af sprog og format, men mest af alt er det en roman, som får sin læser til at føle, og det gjorde den til en særlig læseoplevelse. Hoovers roman ramte mig desuden på et tidspunkt, hvor jeg havde allermest brug for dens lette humor og store følelser. Jeg vendte side efter side med interesse og nysgerrighed, og jeg slap ikke bogen, før der ikke var mere tilbage af den. Måske en dag holdte mig vågen til efter midnat, og på trods af min egen træthed dagen efter og de tiltagende tunge øjenlåg, var den det hele værd.