Med Panteons Prøve tager Boris Hansen dansk fantasy til nye højder


Panteons Prøve (Panteon-sagaen #3) af Boris Hansen, udgivet af forlaget Tellerup i 2018.

Skyerne trækker sig sammen og verden ryster, for Panteons Prøve nærmer sig med hastige skridt. Der er kun tyve dage til guder. engle og efterkommere vil stå ansigt til ansigt med hinanden i Empyria, men noget er i gære. Ligesom Fader Prias børn rejser fra nær og fjern for at mødes, er Lucas og hans venner også på vej, men inden Prøven kan begynde, skal der gøres op med fortiden, og i en anden verden er Mehmet og Julia opslugt af et mysterium. I Empyrias underverden har Saida fundet en skjult sandhed, der venter på at blive afsløret, men blod englen vokser stadig i hendes indre …

Det lyder måske som den største kliché af alle, men Boris Hansens episke fantasyserie er af den slags, der får sin læser til at holde vejret fra start til slut. Den er omfattende, medrivende og umulig at lægge fra sig. Historien er så original, at den er svær at forudsige, og derfor er det først til slut, at man som læser endelig kan trække vejret igen. Lucus’ rejse har været lang og farefuld, fyldt med nye verdener og væsner, som han i sin vildeste fantasi ikke troede eksisterede. Rejsen har bragt nye venskaber med sig, imens alliancer er blevet indgået og brudt igen, og nu er den ved at nå sin ende. 

Lucas studsede over det og rynkede brynenes. “Hvad er jeg så?”
“Det giver da sig selv,” sagde Teodor. “Du er hjertet.”

Selvom historien er delt i to bind med et samlet sidetal på 950 sider, så føles den aldrig lang eller tung at læse. Siderne vender nærmest sig selv, fordi handlingen er så spændende. De to verdener, menneskenes og Empyrias, bevæger sig i mange retninger, og selvom disse er meget forskellige, er det tydeligt at mærke, hvordan de langsomt nærmer sig hinanden. Selvom jeg en sjælden gang mistede overblikket over historiens mange handlingsstråde og fortællestemmer, er der ingen tvivl om, at hver en scene i Panteons Prøve er der med et formål. Historien er lynhurtigt blevet et kæmpemæssigt univers af mange og komplekse karakterer, og derfor skal man holde tungen lige i munden, når man læser denne mesterlige fortælling, men den udfordrer dog aldrig eller sætter læserens tålmodighed på prøve.

Handlingen i Panteons Prøve spidser til på alle måder, og minder lidt om en Pandoras boks; afsløringerne er mange, og de er alle med til at skabe et nuanceret billede af de mange karakterer og deres indbyrdes relationer, dog uden at de pludselig føles fremmede. Hvor man med det forrige bøger i serien har kunne se skydækket trækket sig sammen over Panteons verden, er en uundgåelig storm lige på grænsen til at bryde ud i denne, og det bliver en storm ulig nogen anden. Panteons Prøve er en pageturner af nye dimensioner, og med den tager Boris Hansen dansk fantasy til nye højder.

Reklamer

Hæsblæsende fantasy lever op til hypen

An Ember in the Ashes, Sabaa Tahir, fatansy, YA, young adult

An Ember in the Ashes (An Ember in the Ashes #1) af Sabaa Tahir, udgivet af forlaget Razorbill i 2017 (org. udgivet i 2015).

Under imperiets herredømme straffes al modstand med døden. Da Laias bror bliver arresteret, må hun opsøge modstandsbevægelsen for at redde ham. Hun får deres hjælp på én betingelse: Hun skal spionere i militærakademiet. Her møder hun Elias, der er soldat og skolens dygtigste aspirant. På trods af sine krigeriske kunstfærdigheder, drømmer han om at undslippe den undertrykkelse, han er blevet trænet i at udøve. Tilstanden i riget spidser til, og mod deres vilje bliver Laia og Elias skæbner forbundet. Nye vinde bliver over imperiet, og der er en storm på vej.

Sabaa Tahir debuterede med An Ember in the Ashes i 2015 Selvom bogen nu har et par år på bagen, lever hypen i bedste velgående, og der er ingen tvivl om hvorfor.  Tahir har skabt en virkelig vellykket historie, der tager afsæt i det romerske kejserstyre, hvor disciplin præger hverdagen i den hierarkiske inddeling af rigets indbyggere. I bunden er Laia og hendes familie, der alle er slaver. Længere oppe befinder Elias sig, som søn af kommandanten og den mest lovende aspirant. Deres verdener er lysår fra hinanden, og alligevel bliver de forbundet med hensigt at bryde fri af de rammer, som riget har sat. For selvom de begge befinder sig i hver sin ende af hierarkiet, er ingen af dem frie.

“Life is made of so many moments that mean nothing. Then one day, a single moment comes along to define every second that comes after. Such moments are tests of courage, of strength.”

An Ember in the Ashes er kun begyndelsen, og selvom det også er mærkbart i den verden, som Tahir har skabt, og som læseren kun får et glimt er, så er det ikke desto mindre en lovende begyndelse. Jeg manglende en dybere forståelse af, hvordan hendes fiktive verden hænger sammen, men samtidig er historien så gribende fra første side, at dens mangler hurtigt bliver tilgivet. Sproget flyder med største lethed, og bærer læseren igennem historien. Historiens perspektiv skifter mellem Laia og Elias. Deres stemmer er lette at adskille, men jeg følte aldrig samme tilknytning til Elias, som jeg gjorde med Laia. Måske skyldes det, at hans karakter aldrig rigtig krøb ind under huden på mig. For mig var han kun sin militære opvækst, og selvom der ligger en vigtig pointe i det, var det Laia, der løb med mit hjerte.

Jeg tror på, at en god bog får dit hjerte til at banke på en helt særlig måde, og sådan en bog er An Ember in the Ashes, der tog mig på en rejse rundt i mit følelsesregister. Forfatteren gør noget, som andre forfatter har svært ved. Hun sætter en ydre grænse og gør sine karakterer skrøbelige, selvom de kan synes stærke, hårdtslående eller ressourcefulde. Fælles for dem alle er, at de har noget at miste. Derfor danser Laia heller ikke upåvirket igennem sin spionage i riget, men oplever alle dens skyggesider, og mærker også konsekvenserne af sine fejltrin på en måde, som føles som piskeslag i ansigtet på læseren. Det er en slags, der gør, at man som læser aldrig føler sig for sikker på handlingen, og det er det, der gør An Ember in the Ashes så vellykket. Sagt med andre ord: Jeg glæder mig virkelig til at læse videre i serien. 

Skuespiller Neil Patrick Harris debuterer som børnebogsforfatter med stor overbevisning

De magiske møgunger, the magic misfits, neil patrick harris, børnebog

De magiske møgunger (org. titel The Magic Misfits) af Neil Patrick Harris, udgivet af forlaget Carlsen i 2018 (org. udgivet i 2017). Bogen er læst på dansk, originalsproget er engelsk.

Carter er stukket af fra sin svindler af en onkel, der bruger magi på gaden til at svindle sig vej ned i publikums lommer. Da han ankommer til en lille by på landet, hvor han møder andre trylleglade børn, forandre alt pludseligt, da B.B. Bosso og hans hold kommer til byen med ønsket om at sjæle en stor diamant. Sammen med sine nye venner, de magiske møgunger, og med hjælp fra byens lokale magiker, må Carter og hans venner redde byen fra Bossos trylletricks.

Neil Patrick Harris er ikke bare tryllekunstneren, der også er skuespiller, eller ham, der åbner alle de amerikanske adward shows. Han er også forfatter, og De magiske møgunger er hans første børnebog. Historien om Carter er en enormt vellykket fortælling om en ensom dreng, som mere end noget andet ønsker sig bærende relationer. Hans forældre er forsvundet, og hans onkel er en svindler, der tryller sig vej ned i folks lommer, og Carter hjerte er så opfyldt af troen på magi og ønsket om at høre til, at han er nødt til at tage benene på nakken og finde lykken andetsteds. Det er enormt rørende, men samtidig er historien også fyldt med håb og humor.

“Jeg vil bare gerne høre til, okay?” snerrede Carter. Han mærkede tårerne presse sig på uden at være helt sikker. Men han tørrede alligevel hurtigt sine øjne med hånden. “Du ved ikke, hvordan det føles at være helt alene.”

Bogen indeholder også en række trylletricks, som læseren selv kan udføre, og som er forklaret på en måde, så selv de mindste kan være med. Det står ikke i direkte forlængelse af historien, men er kun med til at understrege den magiske følelse, som gennemstrømmer siderne, og som Harris så fint får tryllet frem. Af samme grund er De magiske møgunger også en kærlighedserklæring til magi og trylleri, og som selv kan få et voksent læserhjerte til at banke af beundring. Carters historie afbrydes løbende også af en alvidende fortæller, der også skaber rammerne for historien og dens gang, og det er særligt her kærligheden til magien kommer rigtig til orde og bliver forklaret.

De magiske møgunger er ikke kun magisk, fordi den handler om magi. Den er også magisk på grund af den diversitet, der er at finde blandt de magiske møgunger. To af børnene har en anden hudfarve end hvid, og den ene er et vidunderbarn, imens den anden har to fædre, et tredje barn sidder i kørestol, der er også et tvillingepar og Carter, som er forældreløs med en traumatisk opvækst. Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er med repræsentation, og her rammer Harris hovedet på sømmet. De magiske møgunger har stemning som Lemony Snickets A Series of Unfortunate Events, men er stadig helt sin egen og afgjort læseværdig, hvis du vil fortrylles fra start til slut.

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en smuk roman om livet på godt og ondt, når man er ung


Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder (org. titel Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe) af Benjamin Alire Sáenz, udgivet af forlaget CarlsenPuls i 2018 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Aristoteles og Dante er komplette modsætninger. Det gælder ikke kun deres hudfarve, for Dante er en følsom og eftertænksom fyr, der udtrykker sig ved at tegne og læse litteratur. Han er åben og ærlig, imens Aristoteles forsøger at lægge låg på det hele. På trods af deres forskelligheder er Dante måske lige præcis den fyr, som Ari har brug for kunne bryde de mure ned, som omkranser hans hjerte. De er begge udfordret er verden, der samtidig er et stort og forunderligt sted, der sender dem på en vigtig rejse i jagten på, hvad det vil sige at være en mand.

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder har kun været udgivet siden 2012 og er allerede nu udråbt til at være en nyklassiker i YA-litteraturen. Ari og Dante har også vundet mange læserhjerter, og det gælder også mit. På trods af at handlingen udspiller sig i 80’erne, er drengenes rejse stadig relevant og vedkommende for læsere i dag. Den stiller spørgsmålstegn ved familiedynamikker, italesætter kønsforskelle og racisme, og det at være i tvivl om sin seksualitet. Tidsånden skyller ikke ind over siderne på en forcerende måde, når Benjamin Alire Sáenz bevæger sig ned af memory lane på godt og ondt. Den sætter dog sit tydelig præg på historien på den mest simple og naturlige måde. Det samme gælder for relationen mellem Ari og Dante, som ikke vælter læseren omkuld fra starten, men som gradvist etableres og af den grund virker langt stærkere og på en eller anden måde også mere troværdig.

“Der findes værre ting i verden end en dreng, der kan lide at kysse andre drenge.”

Det mest afgørende i Aristoteles og Dantes historie er bogens tempo. Der er ikke dømt fart over feltet, og man bliver skuffet, hvis man forventer det. I stedet er der skruet helt ned for tempoet til fordel for nærværet og eftertænksomheden, og med det har Sáenz skabt en enormt vedkommende og smuk bog, hvor sproget har poetisk karakter. Selv hans beskrivelser af de mest simple og umiddelbare betragtninger er kraftfulde. Det var også noget af det, der gjorde størst indtryk mig, for der er ikke et eneste ord i bogen, som ikke er der af en årsag. Sáenz’ ord bærer på hele universer, hvis hemmeligheder bare venter på at blive opdaget og udforsket.

Ari kæmper med tavsheden. Ingen i hans familie taler om den ældste bror, og selvom faren er tydeligt påvirket, taler de heller ikke om hans tid i militæret. Der er lagt låg på følelserne, så Ari forsøger at gøre det samme med sine. Det gør ondt at læse hans betragtninger om livet og sin egen placering i denne. Hans ord er smukke, skrøbelige og skarpe, og står i stærk kontrast til Dante, der bærer følelser uden på tøjet. Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en læseoplevelse, jeg har svært ved helt at sætte ord på, for selvom skrivestilen til tider kan være en smule over the top, så er det en bog, der efterlod mig med følelsen af, at jeg netop havde været vidne til noget helt særligt.