Adib Khorrams debutroman er vedkommende men vil for meget


Darius the Great Is Not Okay af Adib Khorram fra forlaget Dial Books i 2018.

Daris ved mere om kulturen i Tolkiens Lord of the Rings, end den kultur hans familie kommer fra. For Darius føles det som om, at han aldrig vil være god nok. Hverken i Amerika eller Iran. Det kulturelle ståsted er ikke det eneste, der plager Darius. Han kæmper også med depression, lavt selvværd og sit kropsbillede. Den slags er ikke let at tale om, og slet ikke i Iran, hvor familien er på vej hen. Darius har aldrig været i Iran, og omvæltningerne er store. Men måske kan nabodrengen Sohrab hjælpe Darius med at udfylde det tomrum, der har taget bo i hans hjerte?

En af de bøger, jeg virkelig så frem til at læse i efteråret var Darius the Great Is Not Okay af Adib Khorram, der blandt andet er blevet sammenlignet med Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe. Jeg overgav mig til hypen, men endte med at side tilbage med en flad fornemmelse i maven, da jeg havde vendt den sidste side. Det føltes slet ikke som om jeg havde læst den samme bog, som så mange har rost til skyerne. Darius er en dreng, der kæmper med sit selvværd, depression, sit kulturelle ståsted i verden og med sin far. Han er en amerikansk teenager, hvis familie er fra Iran, han bliver mobbet i skolen og derhjemme fortsætter det med farens hensynsløst at bebrejde sin søn for den krop han har.

“You’re okay,” he murmured.
“No. I’m not.”
“I know.” He rubbed my back up and down. “It’s okay not to be okay.”

På trods af disse mange vigtige og vedkommende problemstillinger, krøb Darius aldrig ind under huden på mig med sin historie, og han vandt aldrig mit hjerte. I forsøget på at skabe en kompleks karakter, følte jeg i stedet at Adib Khorram aldrig berørte mere end toppen af isbjerget, og hans forsøg på at favne bredt mislykkedes. Det samme kan siges om Darius som karakter. Han er både vild med Star Trek, Lord of the Rings-bøgerne, og så er han også en passioneret tedrikker. På trods af alle disse nuancer, følte jeg aldrig, at jeg lærte Darius rigtigt at kende.

Rent sprogligt fandt jeg også bogen udfordrende. Ikke fordi det var tungt eller fyldt med kringlede metaforer, men fordi hovedpersonen har en irriterende vane med at gøre sig i tøvelyde. Faktisk var det så slemt, at jeg til sidst begyndte at tælle, hvor ofte han sagde “um”, og rekorden var tre gange på samme side. Det er muligvis et greb til at vise, hvor usikker og tøvende Darius er, men det er ikke noget, der lykkes eller løfter hans karakter på nogen måde, og så er det samtidig svært at abstrahere fra. Daris the Great Is Not Okay er fyldt med vigtige budskaber, og selvom jeg ikke føler, at forfatteren formår at løfte dem alle, så er det stadig en bog, der understreger, at det er helt okay ikke at være okay.

Reklamer

Med Panteons Prøve tager Boris Hansen dansk fantasy til nye højder


Panteons Prøve (Panteon-sagaen #3) af Boris Hansen, udgivet af forlaget Tellerup i 2018.

Skyerne trækker sig sammen og verden ryster, for Panteons Prøve nærmer sig med hastige skridt. Der er kun tyve dage til guder. engle og efterkommere vil stå ansigt til ansigt med hinanden i Empyria, men noget er i gære. Ligesom Fader Prias børn rejser fra nær og fjern for at mødes, er Lucas og hans venner også på vej, men inden Prøven kan begynde, skal der gøres op med fortiden, og i en anden verden er Mehmet og Julia opslugt af et mysterium. I Empyrias underverden har Saida fundet en skjult sandhed, der venter på at blive afsløret, men blod englen vokser stadig i hendes indre …

Det lyder måske som den største kliché af alle, men Boris Hansens episke fantasyserie er af den slags, der får sin læser til at holde vejret fra start til slut. Den er omfattende, medrivende og umulig at lægge fra sig. Historien er så original, at den er svær at forudsige, og derfor er det først til slut, at man som læser endelig kan trække vejret igen. Lucus’ rejse har været lang og farefuld, fyldt med nye verdener og væsner, som han i sin vildeste fantasi ikke troede eksisterede. Rejsen har bragt nye venskaber med sig, imens alliancer er blevet indgået og brudt igen, og nu er den ved at nå sin ende. 

Lucas studsede over det og rynkede brynenes. “Hvad er jeg så?”
“Det giver da sig selv,” sagde Teodor. “Du er hjertet.”

Selvom historien er delt i to bind med et samlet sidetal på 950 sider, så føles den aldrig lang eller tung at læse. Siderne vender nærmest sig selv, fordi handlingen er så spændende. De to verdener, menneskenes og Empyrias, bevæger sig i mange retninger, og selvom disse er meget forskellige, er det tydeligt at mærke, hvordan de langsomt nærmer sig hinanden. Selvom jeg en sjælden gang mistede overblikket over historiens mange handlingsstråde og fortællestemmer, er der ingen tvivl om, at hver en scene i Panteons Prøve er der med et formål. Historien er lynhurtigt blevet et kæmpemæssigt univers af mange og komplekse karakterer, og derfor skal man holde tungen lige i munden, når man læser denne mesterlige fortælling, men den udfordrer dog aldrig eller sætter læserens tålmodighed på prøve.

Handlingen i Panteons Prøve spidser til på alle måder, og minder lidt om en Pandoras boks; afsløringerne er mange, og de er alle med til at skabe et nuanceret billede af de mange karakterer og deres indbyrdes relationer, dog uden at de pludselig føles fremmede. Hvor man med det forrige bøger i serien har kunne se skydækket trækket sig sammen over Panteons verden, er en uundgåelig storm lige på grænsen til at bryde ud i denne, og det bliver en storm ulig nogen anden. Panteons Prøve er en pageturner af nye dimensioner, og med den tager Boris Hansen dansk fantasy til nye højder.

Hæsblæsende fantasy lever op til hypen

An Ember in the Ashes, Sabaa Tahir, fatansy, YA, young adult

An Ember in the Ashes (An Ember in the Ashes #1) af Sabaa Tahir, udgivet af forlaget Razorbill i 2017 (org. udgivet i 2015).

Under imperiets herredømme straffes al modstand med døden. Da Laias bror bliver arresteret, må hun opsøge modstandsbevægelsen for at redde ham. Hun får deres hjælp på én betingelse: Hun skal spionere i militærakademiet. Her møder hun Elias, der er soldat og skolens dygtigste aspirant. På trods af sine krigeriske kunstfærdigheder, drømmer han om at undslippe den undertrykkelse, han er blevet trænet i at udøve. Tilstanden i riget spidser til, og mod deres vilje bliver Laia og Elias skæbner forbundet. Nye vinde bliver over imperiet, og der er en storm på vej.

Sabaa Tahir debuterede med An Ember in the Ashes i 2015 Selvom bogen nu har et par år på bagen, lever hypen i bedste velgående, og der er ingen tvivl om hvorfor.  Tahir har skabt en virkelig vellykket historie, der tager afsæt i det romerske kejserstyre, hvor disciplin præger hverdagen i den hierarkiske inddeling af rigets indbyggere. I bunden er Laia og hendes familie, der alle er slaver. Længere oppe befinder Elias sig, som søn af kommandanten og den mest lovende aspirant. Deres verdener er lysår fra hinanden, og alligevel bliver de forbundet med hensigt at bryde fri af de rammer, som riget har sat. For selvom de begge befinder sig i hver sin ende af hierarkiet, er ingen af dem frie.

“Life is made of so many moments that mean nothing. Then one day, a single moment comes along to define every second that comes after. Such moments are tests of courage, of strength.”

An Ember in the Ashes er kun begyndelsen, og selvom det også er mærkbart i den verden, som Tahir har skabt, og som læseren kun får et glimt er, så er det ikke desto mindre en lovende begyndelse. Jeg manglende en dybere forståelse af, hvordan hendes fiktive verden hænger sammen, men samtidig er historien så gribende fra første side, at dens mangler hurtigt bliver tilgivet. Sproget flyder med største lethed, og bærer læseren igennem historien. Historiens perspektiv skifter mellem Laia og Elias. Deres stemmer er lette at adskille, men jeg følte aldrig samme tilknytning til Elias, som jeg gjorde med Laia. Måske skyldes det, at hans karakter aldrig rigtig krøb ind under huden på mig. For mig var han kun sin militære opvækst, og selvom der ligger en vigtig pointe i det, var det Laia, der løb med mit hjerte.

Jeg tror på, at en god bog får dit hjerte til at banke på en helt særlig måde, og sådan en bog er An Ember in the Ashes, der tog mig på en rejse rundt i mit følelsesregister. Forfatteren gør noget, som andre forfatter har svært ved. Hun sætter en ydre grænse og gør sine karakterer skrøbelige, selvom de kan synes stærke, hårdtslående eller ressourcefulde. Fælles for dem alle er, at de har noget at miste. Derfor danser Laia heller ikke upåvirket igennem sin spionage i riget, men oplever alle dens skyggesider, og mærker også konsekvenserne af sine fejltrin på en måde, som føles som piskeslag i ansigtet på læseren. Det er en slags, der gør, at man som læser aldrig føler sig for sikker på handlingen, og det er det, der gør An Ember in the Ashes så vellykket. Sagt med andre ord: Jeg glæder mig virkelig til at læse videre i serien. 

Skuespiller Neil Patrick Harris debuterer som børnebogsforfatter med stor overbevisning

De magiske møgunger, the magic misfits, neil patrick harris, børnebog

De magiske møgunger (org. titel The Magic Misfits) af Neil Patrick Harris, udgivet af forlaget Carlsen i 2018 (org. udgivet i 2017). Bogen er læst på dansk, originalsproget er engelsk.

Carter er stukket af fra sin svindler af en onkel, der bruger magi på gaden til at svindle sig vej ned i publikums lommer. Da han ankommer til en lille by på landet, hvor han møder andre trylleglade børn, forandre alt pludseligt, da B.B. Bosso og hans hold kommer til byen med ønsket om at sjæle en stor diamant. Sammen med sine nye venner, de magiske møgunger, og med hjælp fra byens lokale magiker, må Carter og hans venner redde byen fra Bossos trylletricks.

Neil Patrick Harris er ikke bare tryllekunstneren, der også er skuespiller, eller ham, der åbner alle de amerikanske adward shows. Han er også forfatter, og De magiske møgunger er hans første børnebog. Historien om Carter er en enormt vellykket fortælling om en ensom dreng, som mere end noget andet ønsker sig bærende relationer. Hans forældre er forsvundet, og hans onkel er en svindler, der tryller sig vej ned i folks lommer, og Carter hjerte er så opfyldt af troen på magi og ønsket om at høre til, at han er nødt til at tage benene på nakken og finde lykken andetsteds. Det er enormt rørende, men samtidig er historien også fyldt med håb og humor.

“Jeg vil bare gerne høre til, okay?” snerrede Carter. Han mærkede tårerne presse sig på uden at være helt sikker. Men han tørrede alligevel hurtigt sine øjne med hånden. “Du ved ikke, hvordan det føles at være helt alene.”

Bogen indeholder også en række trylletricks, som læseren selv kan udføre, og som er forklaret på en måde, så selv de mindste kan være med. Det står ikke i direkte forlængelse af historien, men er kun med til at understrege den magiske følelse, som gennemstrømmer siderne, og som Harris så fint får tryllet frem. Af samme grund er De magiske møgunger også en kærlighedserklæring til magi og trylleri, og som selv kan få et voksent læserhjerte til at banke af beundring. Carters historie afbrydes løbende også af en alvidende fortæller, der også skaber rammerne for historien og dens gang, og det er særligt her kærligheden til magien kommer rigtig til orde og bliver forklaret.

De magiske møgunger er ikke kun magisk, fordi den handler om magi. Den er også magisk på grund af den diversitet, der er at finde blandt de magiske møgunger. To af børnene har en anden hudfarve end hvid, og den ene er et vidunderbarn, imens den anden har to fædre, et tredje barn sidder i kørestol, der er også et tvillingepar og Carter, som er forældreløs med en traumatisk opvækst. Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er med repræsentation, og her rammer Harris hovedet på sømmet. De magiske møgunger har stemning som Lemony Snickets A Series of Unfortunate Events, men er stadig helt sin egen og afgjort læseværdig, hvis du vil fortrylles fra start til slut.