The Knife of Never Letting Go (Chaos Walking #1) af Patrick Ness


The Knife of Never Letting Go af Patrick Ness, udgivet af Candlewick i 2014 (org. udgivet i 2008). 

Todd Hewitts største ønske er at blive en mand, og ganske snart kan han slutte sig til resten af mændene i byen, hvor han bor. Her kan alle høre hinandens tanker, og her findes kun mænd. Men det går langsomt op for Todd, at mændene i byen gemmer på en frygtelig hemmelighed, og inden han får set sig om, må han sammen med sin trofaste hund løbe for livet. På sin flugt fra det uvisse, møder Todd en pige, hvis tanker han ikke kan høre. Lidt efter lidt begynder hans verdensbillede at krakelerer, samtidig med at han må lære den sande betydning af det at være en mand.

For mange år siden læste jeg The Knife of Never Letting Go, og den var ulig noget andet jeg havde læst. Det var min første bog af Patrick Ness, og den var (og er stadig) noget helt særligt af mange grunde, og en af dem er sproget. Den er skrevet med en helt særlig form for slang og dialekt som gør, at sproget er skrevet, som det udtales og med en masse sammentrækninger af ord. Da jeg læste bogen dengang, var det både med forvirring og forbløffelse, og det er det nok stadig den dag i dag. Samtidig er bogen gennemsyret af et kaotisk tankemylder, der bryder historien – for selvom der ikke nødvendigvis bliver sagt noget, så er der aldrig et øjebliksstilhed i menneskets tankergang, der summer en bikube.

“The noise is a man unfiltered, and without a filter, a man is just chaos walking.”

Jeg ved aldrig, hvad jeg skal forvente mig af Patrick Ness’ romaner, for der er ikke to af hans bøger, der er ens. Han er en af den slags sjældne, alsidige forfattere, som man kun kan forvente det uventede af. Ligesom med sine andre romaner, er præmissen for denne fascinerende. Mænds tanker er højlydte, kvinders er stille, og det er hverken uden grund eller konsekvenser. Hvad der begynder som en umiddelbar simpel historie om en dreng på flugt fra det uvisse, udvikler sig langsomt til begyndelsen på en uundgåelig krig. Men der er også andet på spil, for The Knife of Never Letting Go handler i høj grad også om identitet; Todd står ved en skillevej i sit liv med spørgsmålet om, hvordan man holder fast i sig selv, når man bliver præget til at gå i to forskellige retninger.

Da Todd flygter fra byen, flygter han ikke kun for sit liv, men også fra svarene på de mange spørgsmål, som læseren løbende adopterer. Spændingen tager til for hvert et skridt Todd tager ud i ødemarken, akkompagneret af sin hund, Manchee, hvis tanker er mindst lige så larmende som mændenes. Han er et perfekt sidestykke til Todd, og deres makkerskab bliver kun bedre af den stille pige, hvis tanker ingen af dem kan høre. Viola, pigen i ødemarken, der hverken taler eller tænker højlydt, har sin egen historie, der langsomt flettes sammen med Todds. Jeg er vild med Todd, fordi han ikke besidder særlige evner eller talenter på forhånd, som gør ham til historiens oplagte helt, og det er præcis det, som gør ham så bemærkelsesværdig interessant. Han er bare en helt almindelig dreng.

“Men lie, and they lie to theirselves worst of all.”

Som sagt er The Knife of Never Letting Go på mange måder en klassik flugthistorie, men fordi den er skrevet af Patrick Ness, er den alt andet end det. Den er begyndelsen på noget stort og uundgåeligt, som en dør ind til en endeløse verden, hvis ydregrænser er skjult af horisonten. Ness bryder grænser og opfinder nye, krydser verdener og knuser hjerter, og The Knife of Never Letting Go er ingen undtagelse. Det er en af den slags historie, der bliver hængende i luften efter endt læsning, og som jeg vil blive ved med at vende tilbage til, for den er lige så god, som første gang jeg læste den.

Papirprinsessen (Royals #1) af Erin Watt


Papirprinsessen (org. titel Paper Princess) af Erin Watt, udgivet af Flamingo i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

17-årige Ella Harper er studerende om dagen og stripper om natten, og hendes liv er en konstant balancering på kanten. Hun stripper af nød, fordi hun dårligt kan få tilværelsen til at løbe rundt. Efter sin mors død, dukker den fremmed og velhavende Callum Royal op, der hævder at være hendes nye værge. Han tilbyder hende ikke kun et liv i luksus med en uddannelse på en prestigefyldt skole, men også viden om den far, hun aldrig har kendt. Da der kommer kontanter på bordet, er Ellas beslutning allerede taget. Men livet hos Royal-familien er fyldt med intriger, og hun er nødt til at lære at navigere i den guldindfattet verden af magtspil, sex og hævn, hvis hun vil overleve i den. 

Jeg har aldrig haft særlig stor succes med forfatterduoer. Oftest har forfatternes forskellige skrivestile været for tilstedeværende, men sådan en forfatterduo er  Jen Frederick og Elle Kennedy ikke. Med Papirprinsessen har åbnet en dør ind til et liv i overklassens grænseløse verden, hvor mulighederne er endeløse, så længe man har penge, og hvor grænser er til for at blive overskredet. Det er på mange måder et klassisk luksusliv, hvor facaden er blankt poleret, imens virkeligheden er en helt anden. Royal-familien lider under et tabt og misbilligelse, pengegriskhed og knuste drømme. Kontrasterne mellem deres liv er meget klassiske, men fortælling er dog helt sin egen.

“Nogle gange tror jeg, at universet bare har besluttet sig for, at jeg ikke har lov til at have det godt.”

Ella kommer fra et liv i rendestenen, og hende gåpåmod og indre styrke er ikke til at tage fejl af. Hun er en overlevet og en af den slags heltinder, der ikke behøver andet end sin skarpe tunge for at kunne slå fra sig. Da hun indvilliger i Callum Royals tilbud om månedlig betaling for et liv i luksus er interessant, fordi hun tilgår det med forventningen om at lukke sit hjerte over for alt det, hun møder på den anden side af guldportene. Hun har en plan om at flygte derfra med favnen fuld af penge, hvis det skulle blive nødvendigt. Selvom hun er drevet af ønsket om penge og økonomisk frihed, så er hun ikke hjerteløs, og da det langsomt viser sig, at Royal-familien kæmper mod hinanden, åbnes hendes hjerte langsomt.

På trods af at Papirprinsessen er første bind i en længere serie, er Ellas udvikling i denne første bog ikke til at tage fejl af, og jeg elskede det. Selvom handlingen kredser meget om de mange intriger, så er det ikke en bog, der på noget tidspunkt går i stå eller lader sine karakterer sygne hen. De over-privilegerede milliardær arvinger er alle mærket af sorg over tabet af deres mor og misbilligelsen af deres fars forsøg på at genfinde lykken, og hans beslutning om at tilbyde Ella et liv hos dem. Særligt Reed Royal gør alt, hvad han kan, for at komme på tværs af Ella, selvom det samtidig antænder en gnist i dem begge, der bliver umulig at slukke igen. De kæmper ikke kun mod hinanden, men også med deres følelser.

“At forlade sig på skæbnen er for de svage – dem, der ikke har nok styrke eller vilje til at skabe det liv, de gerne vil have. Der er jeg heller ikke endnu. Jeg har ikke nok styrke, men det får jeg en dag.”

Papirprinsessen er en af den slags bøger, der er svære at lægge fra sig. Den fik mit hjerte til at galopere og efterlod mig åndeløs, da jeg nåede slutningen. Det er en bog, der ikke er perfekt, men det er samtidig også en bog, der handler om netop det; den åbner op for en verden, der udstråler perfektion, men som under overfladen er ved at krakelere og falde fra hinanden. Den har sine vanskeligheder, men det overskygger ikke det faktum, at jeg fløj igennem bogen med stor fornøjelse. Papirprinsessen er en oplagt sommerbog, som jeg helt sikkert skal læse igen.

Som du ser mig (Losing It #3) af Cora Carmack


Som du ser mig (org. titel Finding it) af Cora Carmack, udgivet af forlaget LOVEBOOKS i 2016 (org. udgivet i 2013). Bogen er tilsendt af forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Nogle gange er man nødt til at fare vild, for at finde ud af, hvor man virkelig hører hjemme. Kelsey Summers fester sig vej igennem Europa med alkohol i blodet, som hun betaler med sin fars dankort. Hun virker som en sorgløs partypige, men sandheden er en helt anden. Uanset hvor meget hun fester, drikker og danser, kan det ikke holde ensomheden på afstand. På en af sine vildeaftener møder hun fyren,  Jackson Hunt, der vender op og ned på alt. Sammen sætter di kurs over landegrænser på jagt efter eventyr, og Jackson hjælper Kelsey med at opklare, hvad hun gerne vil med sit liv. Men jo mere hun lærer om sig selv, jo mere indser hun også, hvor lidt hun egentlig ved om Jackson …

Kelsey er udadvendt, rapkæftet og fandenivoldsk, og til at begynde med var en noget af en mundfuld at læse om. Men hendes udadvendthed og konstante søgen efter dansegulv og alkohol i lange baner viser sig hurtigt at være et dække. I virkeligheden er hun ensom, efterladt med et gabende hul i sit indre, skabt af mørke hemmeligheder og andres bortforklaringer. Hun er på mange måder min egen modsætning, men jeg beundrede hende netop af den grund. Hendes historie bærer også på et enormt fortællingspotentiale med vigtige emner og tabubrud, men det er ikke noget, som Cora Carmack tildeler særlig meget taletid. Historien er først og fremmest en kærlighedshistorie mellem Kelsey og Jackson.

Jeg havde forsøgt at løbe fra mine dæmoner, sprintet fra bar til bar og fra by til by, men efter et stykke tid betød det ingenting, hvor jeg var. Fordi jeg var den samme, uanset byen. Utilstrækkelig.

Som du ser mig er fyldt med sommervibes og en lethed, som er karakteristisk for forfatterens bøger og måde at skrive på, men fordi hun vælger at inkluderer et virkelig mørkt emne uden rigtigt at bruge tid på det, bliver det snarere en effekt end den dybde, som sikkert har været intentionen. Der er ingen tvivl hvordan, Kelsey er mærket af sin fortid, og hendes historie er enormt vigtig, men jeg ville dog stadig ønske, at forfatteren havde brugt mere tid på den del. Det er enormt ærgerligt, når forfatteren samtidig gradbøjer det at sige fra, og af samme grund faldt jeg heller aldrig rigtig for Kelsey og Jacksons kærlighed. Det blev simpelthen for amerikansk for mig. Kelseys rejsen rundt i Europa er samtidig en klassiske identitetsrejse, men det er også en flugt fra virkeligheden.

Ligesom Kelsey selv gemmer Jackson på et par hemmeligheder, der får afgørende betydning for deres forhold. Han er på mange måder en klassisk kærlighedshelt, der på trods af sine hemmeligheder formår at bringe Kelseys livsglæde tilbage, og måske er det i virkeligheden vigtigst af alt. Han gør hende glad. Jeg kunne også godt lide, at Jackson er i stand til at se igennem alle de løgne, som Kelsey fortæller sig selv om at leve sit liv fuldt ud, når hun i virkeligheden lever på kanten af det. Af samme grund er der også nogle enormt vigtige tematikker på spil i skelnet mellem at leve sit liv fuldt ud og leve det på kanten, men også at lykkelige slutninger findes på trods af alt.

Alle fortjener ét storslået eventyr, den ene gang i livet, som vi altid kan pege på og sige: “Dengang … dengang levede jeg virkelig livet.” Eventyr sker ikke, når man bekymrer sig om fremtiden eller er bundet af fortiden. De eksisterer kun i nuet. Og de dukker altid, altid op på det mest uventede tidspunkt, i den mindst sandsynlige indpakning. Et eventyr er et åbent vindue; og den, som oplever eventyret, er den person, som er villig til at kravle ud på afsatsen og springe.

Jeg synes, at Kelseys historie startede stærkt ud, for dernæst langsomt at drukne klassiske klichéer om kærlighed ved første blik og pludselig tilgivelse. At læse Som du ser mig var for mig en blandet oplevelse fyldt med både gode og mindre gode elementer. Fælles for forfatterens bøger er, at de er skrevet i et lettilgængeligt sprog, fyldt med humor et gran af alvor, og det fungere lang hen ad vejen. Det er bøger, som jeg nyder at læse, som giver sommerfugle i maven, selvom de med denne bog forsvandt lige så hurtigt, som de kom.