Vejen til Panteon (Panteon-sagaen #1) af Boris Hansen


Vejen til Panteon af Boris Hansen, udgivet af forlaget Tellerup i 2016.

I en nær fremtid er verden en anden. Som samfundets svageste bor Lucas med sine venner uden for storbyen i grå betonblokke i Zonen. Det er det eneste hjem, han nogensinde har kendt, og vennerne den eneste familie, han har. Da hans bedste ven, Cassandra, forsvinder under mystiske omstændigheder, beslutter Lucas sig for at finde hende. Bag sig har Cassandra efterladt sig et spor af ledetråde, som langsomt afslører, at hun er draget ud på en lang rejse til en fremmed verden fyldt med guder, der strides og engle, der forsøger at forhindre en selvudslettende krig.

Jeg tøvede, tog tilløb og samlede mod, før jeg kastede mig over Vejen til Panteon,  og det var en fejl. Boris Hansen tager dansk fantasy til ny højder og gjorde alle mine snæversynede fordomme til skamme. Da jeg endelig begyndte at læse bogen, kunne jeg dårligt slippe den igen, og jeg når jeg ikke læste den, tænkte jeg på den. Jeg nød at følge en historie om den efterladte, den ikke-udvalgte og den helt almindelige. For Lucas er ikke den udvalgte, og det er ikke ham, der er udset til at rede verden. I virkeligheden vil han bare gerne have sin bedste ven tilbage. Med vrede, frustrationer og håb begiver han sig ud på en rejse af langt større proportioner end forventet. Det er en rejse, der vil sætte selv de stærkeste venskaber på prøve, også forholdet til den pige, hans hjerte banker for.

“Det eneste han ikke tænkte på var hvad der mon ventede efter døden. Den slags spørgsmål havde han aldrig brugt tid på før, og det virkede for sent at begynde nu.”

Det begynder med et varsle, der langsomt bliver til resultatet af en dommedagsfortælling med en række forladte børn, der er overladt til sig selv og hverdagens små glæder i et grænseløst betonhelvede af et liv. Ganske langsomt begynder historien at ændre karakter, og hvad der startede som en apokalypsehistorie begynder langsomt men sikkert at blande sig med fantasygenren på en måde, som udvisker grænserne mellem dem. De afløste hinanden, flød sammen og blev til én , som det mest naturlige i verden. Jeg kunne med tiden ikke skelne de to fra hinanden, og resultatet var en virkelig velfungerende hybridgenre. Det er fantasy, når det er bedst.

Bogens perspektiv skifter mellem englene Saida og Mardelus i Panteon og Lucas i Zonen, og det var hovedsageligt hans rejse, som jeg nød at følge. Den forløber nemlig ikke kun fra Zonen til Panteon men også som en lang indre kamp. Tabet af sin bedste ven, visheden om at hun valgte at rejse uden forklaring eller afsked og de følelser, som det affødte var stærke og nuanceret beskrevet. Forfatteren kommer rundt i hver en afkrog af Lucas’ følelsesregister, og det endte også med at slå skår i mit eget hjerte. Jeg mister ofte hurtigt overblikket, når historier indeholder skiftende perspektiver og et stort persongalleri, men Boris Hansen formår at skrive karakterer, der er svære at glemme. Jeg elskede Theodor for alle hans litterære referencer til Pullman, Wells, Tolkien og Lewis, og selv en af historiens mest usympatiske karakterer endte med at krybe ind under huden på mig og finde vej til mit hjerte. Og Lucas, selvfølgelig.

“Er det ligesom i dine bøger?” spurgte Lucas uden at tage øjnene fra vidunderet.
“Bedre,” sagde Theodor. “Meget bedre.”

På trods af sin genre er Vejen til Panteon en af den slags historier, hvor jeg sjældent havde føling med handlingen. Den var så original, at den kunne have bevæget sig i alle retninger. Jeg havde sjældent en idé om, hvad der ventede forude, og det var en fryd at læse. Det gjorde, at jeg hele tiden bare lige skulle vende en side med, og en side blev altid til flere. Da jeg lukkede bogen, og sidste side blev vandt, var jeg ikke klar til at give slip på historien, og jeg bestilte straks og utålmodigt dens efterfølger hjem, så jeg ikke behøvede at slippe det helt. Men selvom ventetiden føltes lang, slap jeg aldrig helt taget i historien, eller også var et den, der ikke slap sit tag i mig.

Reklamer

Leoniderne (Spektrum #1) af Nanna Foss


Leoniderne af Nanna Foss, udgivet af forlaget Tellerup i 2014.

15-årige Emilies store passion er at tegne, og hun er også god til det, så da hun en nat drømmer om en dreng med de mest fantastiske turkise øjne, laver hun en skitse af ham. Dagen efter starter han på hendes skole sammen med sin tvillingesøster. Emilie prøver at overbevise sig selv om, at det nok er et skørt sammentræf, så hun fortæller ikke om sin drøm til vennerne Linus og Alban. Men drømme-drengens ankomst er kun begyndelsen på en lang række usædvanligheder, der binder den lille vennegruppe sammen på tværs af tid og dimensioner. Flere drømme forstyrrer Emilies nattesøvn, drømme om mystiske prismer og farver, som hun ikke kan forklare, og som ganske langsomt udvisker grænserne mellem drøm og virkelighed. Det er kun et spørgsmål om tid, før sandheden lader sig afsløre.

Nanna Foss skriver med en naturlighed som gør, at hun tager sig tid til at fortælle sin historie. Med over 500 sider kunne hun sagtens have skrevet om en afrundet historie som begyndelsen på den planlagte serie, men det gør hun ikke. I stedet skriver hun en begyndelse. Sammenbindingen af vennegruppen er rolig, men aldrig kedelig, sikker men aldrig vag. Fra jeg fik bogen i hånden, slap jeg den kun allernødigst, når hverdagens trivialiteter forlangte min opmærksomhed. Hendes spørg flyder let og ubesværet, grænsende til det lyriske og hvert et ord var en fornøjelse at læse. Dog står hendes skrivestil aldrig i vejen for handlingen. Det er tydeligt at mærke, at mærke, at forfatteren har lavet et grundigt og deltaljeret forarbejde, så troværdigheden holder hele vejen gennem bogen.

“I midten af den kulørte grød på en af siderne kan man lidt god vilje stadig skelne ordene carpe diem. Det betyder ‘grib dagen’ på latin. Altså sådan noget med at leve i nuet. De gamle romers version af YOLO.”

Det er Emilie, der fortæller historien, der kredser om hende og fem venner, der alle er meget forskellige. Det er ikke dem alle, som forfatteren går lige meget i dybden med, men med forventningen om en lang serie, er jeg ikke i tvivl om, at det nok skal komme løbende. Denne begyndelse på et episk eventyr handler i høj grad også om andet end tidsrejser og dimensionsforståelse. Hverdagen er fyldt med mobning såvel som forældres præstationsforventninger, der ikke kun begrænser sig til Emilie. De seks venner kæmper alle med noget, der gør hverdagen udfordrende. Nanna Foss indfanger en rigtig fin nuance af det at være ung — både i sprogbrug, men også i måden forældrene sjældent involveres på. Jeg tror, at det er let at glemme, hvordan det var at være femten år, hvordan frikvartererne var fyldt med sladderhvisken i krogene, og hvordan dramaet gav os noget at skrive om i vores dagbøger, men det har Nanna Foss ikke.

Leoniderne giver anledning til megen spekulation. Den er kompleks uden på noget tidspunkt at tabe sin læser, og det tror jeg blandt andet skyldes Nanna Foss fortrinlige evne til ikke at haste sig igennem historien. Ting tager tid, og det er forfriskende at læse bog som denne, hvor der er skruet ned for tempoet. Det er dømt nørderi på højt niveau, da bogen handler om tidsrejser, dimensioner og videnskaben bag dem, og det afdækkes både i form af fysiktimer, lektielæsning og stjernekiggeri, og på den måde undgår forfatteren også at tabe sin læser undervejs. Dog forekommer det mig svært helt at placere bogen rent genremæssigt. Der er helt klare elementer af science-fiction såvel som fantasy, der i dette tilfælde skaber en virkelig velfungerende hybrid, der er helt sin egen.

“Jeg har lyst til at fortælle ham om det hele, så hans knusende logik kan berolige mig. Jeg har lyst til at han skal gennemgå det hele trin for trin og til sidst komme med en naturlig forklaring på hvorfor det føles som om min virkelighed er ved at gå i opløsning.”

Det er måske i virkelighed den bedste måde at beskrive bogen på: sin egen. Med velkendte elementer og fragmenter fra bøger, som jeg svagt erindrer, er Nanna Foss’ bog et stjerneskud på den klare nattehimmel.Hvis man som læser forventer, at Leoniderne har en handling med et højt tempo fra start, så tror jeg, at man bliver skuffet, for bogen er kun en begyndelse, men også en begyndelse på noget stort. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at forfatteren har et godt greb om sin historie og visionen for den. Det er tydeligt at mærke, at der ligger et stort forarbejde forud for de ord, som jeg faldt så hårdt for, og som jeg glæder mig til at finde igen i Geminiderne.

A Gathering of Shadows (Shades of Magic #2) af V.E. Schwab


A Gathering of Shadows af V.E. Schwab, udgivet af Titan Books i 2016.

Fire måneder er gået siden Kell krydsede veje med Delilah i Grey London, siden opgøret med tvillingerne og Hollands døende krop blev kastet ind i Black London bag lås og slå. Selvom meget er sket, er livet igen faldet til ro. Kell kæmper dog med sin skyld, der hjemsøger ham i hans drømme med varsler og tegn om de farer, der truer med at vælte de fire verdener. Red London forbereder sig på en ekstravagant konkurrence med magi, som skal styrke forholdet mellem nabolandene. I takt med at Red London vender tilbage til livet, vågner et andet London …

Jeg har en svaghed for bøger med en stillestående eller langsom handling, når det bliver gjort rigtigt, og det gør V.E. Schwab. Hun tager sig tid til at lade historien udfolde sig naturligt og i det tempo, som der kræves. Det gør også, at den overordnede historie til tider går i stå, men det aldrig uden formål. Når tiden går i stå, er det for at skabe stemninger og udvikle karakterer. Forfatteren har skabt et enestående univers, der har så meget at byde på, samtidig med at hun holder tungen lige i munden for ikke at forhaste sig igennem det. Det er så nemt at forestille sig den, netop fordi hun tager sig tiden til at skrive den deltaljeret og stemningsfyldt. Det er en verden fyldt med magiske strømning, der er mærkbare.

“She bent most of the rules. She broke the rest.”

Jeg er vild med bogens præmis om flerdimensionelle Londoner, nogle med magi og andre uden, onde herskere og pirateri. Det er tilpas omfattende og virkelig veludført. A Gathering of Shadows udvider den verden, som læserne lærer at kende i den forrige bog med en magisk turnering, der skal bringe allierede sammen og styrke deres bånd. Samtidig trækker mørket sig sammen om turneringen og kaster mørke skygger over den. A Gathering of Shadows fokuserer i langt højere grad på karakterudvikling end handling, og det fungerer ret fint uden at handlingen bliver glemt.

V.E. Schwab formår også at løfte niveauet af sin historie ved at lade forrige bog handling påvirke denne efterfølger. Kell har været igennem en masse, og de beslutninger han tog i A Darker Shade og Magic hænger over ham som en tung regnvejrssky. Det skaber ikke kun sammenhæng mellem bøgerne, men gør også karaktererne flerdimensionelle. Lila løb endnu en gang med mit hjerte; jeg elskede at læse hendes kapitler, og når de ikke handlede om hende, savnede jeg hende virkelig. Hun er snarrådig, handlekraftig og badass. Hendes liv med piraterne til søs gav også historie dybde, samtidig med at den understreger hendes stærke karakter. Måden hun overvinder sin fortid på er helt fantastisk.

“Kell would say it was impossible. What a useless word, in a world with magic.”

Narrativet i A Gathering of Shadows er skiftende, og i udgangspunktet har jeg det lidt stramt med historier, der er konstrueret sådan. Jeg mister hurtigt overblikket, især hvis det ikke er tydeligt i de forskellige stemmer, hvem der fortæller historien, men sådan er det ikke med denne serie. V.E. Schwab skriver tilpas drømmende og med stor tydelighed i sine forskellige perspektiver, at jeg fløj igennem bogen langt hurtigere, end jeg havde regnet med. Ord kan være glatte, svære at holde på og umulige at nedskrive på papir, men hun formår at forme dem til hele verdener i sine hænder med endeløse muligheder, som var hun en tryllekunstner.

A Darker Shade of Magic (Shades of Magic #1) af V.E. Schwab


A Darker Shade of Magic af V.E. Schwab, udgivet af forlaget Titan Books i 2015.

Kell Maresh kan rejse mellem verdener. Han kender det røde, grå og hvide London som indersiden af sin egen bukselomme, og det, der engang var det sorte, før det faldt sammen i sit misbrug af magi. Kells funktion er at rejse mellem disse verdener i kongerigets tjeneste, men han smugler også varer fra de forskellige verdener til de, der er villige til at betale for dem. På en rejse til det grå London, mister han noget dyrebart, som mestertyven Delilah Bard er kommet i besiddelse af, og som han for enhver pris må have tilbage. Det bliver ikke bare begyndelsen på et usædvanligt venskab, men også en kamp mod tiden for at forhindre de fire verdener i at falde sammen og udslettet dem alle.

A Darker Shade of Magic kan være en tålmodighedsprøve. Selvom der er tale om fantasy med et episk plot, er tempoet roligt. Jeg holder lige så meget af storslåede historier, hvor siderne nærmest vender sig selv, som jeg holder af historier, der tager sig tid, og sådan en er første bind i Shades of Magic-trilogien. Den er en af den slags sjældne historier, hvor man kan mærke den komme til live i takt med at man læser. Dens potentiale er stort, selvom jeg til at begynde med afskrev det som prætentiøst, og selv hvis det med tiden skulle vise sig at være tilfældet, kan jeg ikke benægte den originalitet, som historien besidder. Forestillingen om et univers med parallelle verdener, hvor magien er afgørende for, hvordan verdenen ser ud, og kun ganske få ved, hvordan man åbner døre ind til disse, er dragende.

“I’d rather die on an adventure than live standing still.”

V.E. Schwab er ulig nogen anden, og til at begynde med måtte jeg holde tungen lige i munden for at finde sammenhæng i hendes fiktive kosmos. Hendes skrivestil er også anderledes fra andet fantasy, som jeg har læst. Den er mere rolig og fattet. Som læser kan man næsten mærke, hvordan ordene trækker vejret gennem bogens tynde sider, og hvordan historien langsomt vågner. Det kan både virke forfriskende såvel som trættende på læseren, men selv når historien synes at gå i tomgang, lagde jeg kun bogen fra mig, når det var nødvendigt. Kell er en interessant hovedperson, der med sin magi og evner til at rejse mellem de parallelle verdener alligevel faldt lidt i baggrunden for Delilah, som stjal mit hjerte. Det er tydeligt, at hun er en overlever, der lever et liv i rendestenen og på kant med loven.

Forfatteren formår at skabe en udemærket balance mellem Kells styrke til at handle, og hans evige konflikt over sin position i livet. Det samme gælder for Lilah, der er tilsvarende handlekraftig såvel som skrøbelig. Historien er udstyret med en række tilsvarende helte og antihelte, der tilføjer dybde til historien. Verdenskonstruktionen var ikke kun interessant men også en af romanens drivkræfter. Hvad der skete med det sorte London henligger i en tåge af mumlen og uklarheder, og det efterlader læseren med ønsket om at finde ud af, hvad der skete, for det er tydeligt, at historien er ved at gentage sig selv. Flere af historiens karakterer er desuden drevet af selviske ønsker om magisk magt, som henleder læserens tanker på det, der skete med det sorte London, og som for alt i verden ikke må gentage sig.

“I’m not going to die,” she said. “Not till I’ve seen it.”
“Seen what?”
Her smile widened. “Everything.”

Af samme grund er A Darker Shade of Magic en episk fortælling om magtbegær, og hvor langt mennesker er villige til at gå, for at besidde den — det samme gælder for de, der er nødt til at forsvare den og kæmpe imod. Kell og Lilah er et stærkt makkerpar, og på grund af den originale verden, som forfatteren har skabt, er deres historie på intet tidspunkt forudsigelig. Jeg både holdt vejret, og gispede på de rigtige tidspunkter, samtidig med at jeg følte, at forfatteren tog sig tid til at lade sin verden og de karakterer, der betræder den, udfolde sig.