A Darker Shade of Magic (Shades of Magic #1) af V.E. Schwab


A Darker Shade of Magic af V.E. Schwab, udgivet af forlaget Titan Books i 2015.

Kell Maresh kan rejse mellem verdener. Han kender det røde, grå og hvide London som indersiden af sin egen bukselomme, og det, der engang var det sorte, før det faldt sammen i sit misbrug af magi. Kells funktion er at rejse mellem disse verdener i kongerigets tjeneste, men han smugler også varer fra de forskellige verdener til de, der er villige til at betale for dem. På en rejse til det grå London, mister han noget dyrebart, som mestertyven Delilah Bard er kommet i besiddelse af, og som han for enhver pris må have tilbage. Det bliver ikke bare begyndelsen på et usædvanligt venskab, men også en kamp mod tiden for at forhindre de fire verdener i at falde sammen og udslettet dem alle.

A Darker Shade of Magic kan være en tålmodighedsprøve. Selvom der er tale om fantasy med et episk plot, er tempoet roligt. Jeg holder lige så meget af storslåede historier, hvor siderne nærmest vender sig selv, som jeg holder af historier, der tager sig tid, og sådan en er første bind i Shades of Magic-trilogien. Den er en af den slags sjældne historier, hvor man kan mærke den komme til live i takt med at man læser. Dens potentiale er stort, selvom jeg til at begynde med afskrev det som prætentiøst, og selv hvis det med tiden skulle vise sig at være tilfældet, kan jeg ikke benægte den originalitet, som historien besidder. Forestillingen om et univers med parallelle verdener, hvor magien er afgørende for, hvordan verdenen ser ud, og kun ganske få ved, hvordan man åbner døre ind til disse, er dragende.

“I’d rather die on an adventure than live standing still.”

V.E. Schwab er ulig nogen anden, og til at begynde med måtte jeg holde tungen lige i munden for at finde sammenhæng i hendes fiktive kosmos. Hendes skrivestil er også anderledes fra andet fantasy, som jeg har læst. Den er mere rolig og fattet. Som læser kan man næsten mærke, hvordan ordene trækker vejret gennem bogens tynde sider, og hvordan historien langsomt vågner. Det kan både virke forfriskende såvel som trættende på læseren, men selv når historien synes at gå i tomgang, lagde jeg kun bogen fra mig, når det var nødvendigt. Kell er en interessant hovedperson, der med sin magi og evner til at rejse mellem de parallelle verdener alligevel faldt lidt i baggrunden for Delilah, som stjal mit hjerte. Det er tydeligt, at hun er en overlever, der lever et liv i rendestenen og på kant med loven.

Forfatteren formår at skabe en udemærket balance mellem Kells styrke til at handle, og hans evige konflikt over sin position i livet. Det samme gælder for Lilah, der er tilsvarende handlekraftig såvel som skrøbelig. Historien er udstyret med en række tilsvarende helte og antihelte, der tilføjer dybde til historien. Verdenskonstruktionen var ikke kun interessant men også en af romanens drivkræfter. Hvad der skete med det sorte London henligger i en tåge af mumlen og uklarheder, og det efterlader læseren med ønsket om at finde ud af, hvad der skete, for det er tydeligt, at historien er ved at gentage sig selv. Flere af historiens karakterer er desuden drevet af selviske ønsker om magisk magt, som henleder læserens tanker på det, der skete med det sorte London, og som for alt i verden ikke må gentage sig.

“I’m not going to die,” she said. “Not till I’ve seen it.”
“Seen what?”
Her smile widened. “Everything.”

Af samme grund er A Darker Shade of Magic en episk fortælling om magtbegær, og hvor langt mennesker er villige til at gå, for at besidde den — det samme gælder for de, der er nødt til at forsvare den og kæmpe imod. Kell og Lilah er et stærkt makkerpar, og på grund af den originale verden, som forfatteren har skabt, er deres historie på intet tidspunkt forudsigelig. Jeg både holdt vejret, og gispede på de rigtige tidspunkter, samtidig med at jeg følte, at forfatteren tog sig tid til at lade sin verden og de karakterer, der betræder den, udfolde sig.

A Court of Mist and Fury (A Court of Thorns and Roses #2) af Sarah J. Maas


A Court of Mist and Fury af Sarah J. Maas, udgivet af Bloomsbury Childrens Books i 2016.

Feyre verden er endnu en gang blevet vendt på hovedet. Efter hun har reddet Tamlin fra Den Onde Dronning, er hun nu vendt tilbage til forårsriget, men hun er ikke den, hun engang var, for nu besidder hun de samme kræfter som en High Fae. Fortiden sidder fast i hende, og det samme gør visheden om den aftale, som hun indgik med Rhysand, natterigets herre. Langsomt ledes hun dybere ind i Rhysands rige og politiske planer, og lige så langsomt taber hun sit hjerte på ny. Men Feyre må samle al  sin styrke, for en fare truer med at ødelægge alt det, som hun har kæmpet for.

Sarah J. Maas formåede virkelig at trække tæppet væk under mig med A Court of Mist and Fury. Den er alt det, som dens forgænger ikke er, og i kampen om mit hjerte vandt den overlegent og ubesværet. Det er meget tydeligt, hvor bevidst om sin historie Maas er, for udviklingen af både handlingen og karaktererne i denne efterfølger er ikke til at tage fejl af. Feyre har i mine øjne hele tiden været en stærk heltinde, men hvor jorden begyndte at brænde under hendes fødder i A Court of Thorns and Roses, rejser hun sig fra asken i denne som en føniks, stærkere end nogensinde før.

“To the stars who listen— and the dreams that are answered.”

Jeg elsker, at forfatteren formår at tage  fat på vigtige tematikker som farlige parforhold, samtidig med at hun stadig formår at bevare det episke i sin fortælling. Jeg brød mig aldrig om Feyre og Tamlin sammen, men jeg finder deres historie interessant for det, som forfatteren bruger den til, selvom det først slog mig langt senere, hvad det egentlig går ud på. Maas viser, hvordan kvinder gradvist bliver fanget i forholdet til en voldelig mand, så de ikke hører alarmklokkerne før de står og kigger ned i afgrunden. Feyre er sårbar i historiens begyndelse, mærket af fortidens spøgelser, der stadig hjemsøger hende, og sit spillede hjerte, der er slået i tusinde stykker, men hendes historie er også fyldt med håb, der langsomt vokser sig større og bliver en realitet.

Spændingen er næsten uudholdelig i A Court of Mist and Fury. Den er både at finde i selve handlingen, hvor det slår gnister mellem rigerne, men også i forholdet mellem Feyre og Rhysand, der gjorde det næsten umuligt at lægge bogen fra mig. Deres tiltrækning var tydelig i den første bog, men den er unægtelig i denne, og langt hen ad vejen er det også historiens bærerende element. Natteriget blev kun vist i uklare glimt og igennem ladede holdninger, men i denne bog bliver disse gjort til skamme, og Rhysands ry tvinges i knæ. Maas vender verdener på hovedet og udfordrer sin læser ved at åbne dørene ind til en verden, der før har været forbeholdt fantasien. Samtidig er der en naturlighed over fortællingen, der på trods af et langt mellem stykke, hvor den går i tomgang, flyder helt naturligt. Dog tager historien, ligesom i sin forgænger, fart til sidst, og tempoet øges i sådan en grad, at jeg følte mig en smule svimmel.

“He thinks he’ll be remembered as the villain in the story. But I forgot to tell him that the villain is usually the person who locks up the maiden and throws away the key. He was the one who let me out.”

Handlingen er ikke overvældende i A Court of Mist and Fury, men i stedet gives der plads til karakterudvikling og en udvidelse af den verden, som Maas skabte i den forgående bog. Samtidig bryder bogen med den vante forestilling om den svære toer, for det var først med denne, at jeg for alvor forelskede mig i historien, og ikke alene vandt bogen mit hjerte, den fik mig også til at græde. På trods af det tilløb, som Maas har for vane at tage inden slutspurten, var der så meget på spil, så mange følelser i spil, at mit hjerte flød over. Slutningen er nådesløs; jeg holdt vejret hele vejen igennem den, og da der ikke var flere sider tilbage i bogen, og jeg blev nødt til at trække vejret, ærgrede det mig ikke at have den næste bog liggende, for jeg var ikke klar til at slippe Feyres historie.

Ravnenes hvisken (Ravnenes hvisken #1) af Malene Sølvsten


Ravnenes hvisken (Ravnenes hvisken #1) af Malene Sølvsten, udgivet af forlaget Carlsen i 2016.

Ravnene hvisker varsler om død og ødelæggelse: En vil hun forelske sig i. En vil blive hendes bedste ven. En vil redde hendes liv. Og en vil slå hende ihjel. Anne kan se hændelse, der har fundet sted, hun kan fornemme andre mennesker auraer og læse deres liv ved en let berøring, men en nat forandres alt, da hun i et af sine fortidssyn ser en pige blive myrdet. Hun er bare den første af mange, der alle er rødhåret og har fået skåret et runetegn i huden. Anne, der altid forsøger at tiltrække sig unødvendig opmærksomhed, bliver lige pludselig genstand for selv samme, da den lille by pludselig sværmer med fremmede mennesker, der alle ønsker at hjælpe hende. Men er det venner eller fjender?

Det er ikke kun ravnene, der hvisker. Ravnenes hvisken er en bog, der er blevet talt meget om med rosende ord og talrige anbefalinger. Det er en stor og intimiderende bog af udseende, med løfter om nordisk mytologi og et blandingsvirke mellem klassisk krimi mysterium og episk fantasy, men for mig er det også en bog, hvor forfatteren gaber over for meget. Der er rigtig mange bolde i luften, og det er ikke fordi Malene Sølvsten ikke udnytter pladsen på de mere end 700-sider, men for mig gik historien hurtigt i tomgang med de overvældende mange introduktioner af det enorme persongaller, som lynhurtigt tog pusten fra mig. Imens handling føles episodisk, som begyndelsen på noget større, der aldrig sker.

“Måske bruger du sort som skjold, fordi du ruster dig til det næste angreb, som du ikke aner, hvorfra kommer.”

I takt med at siderne vendes, tager spørgsmålene til, men det tog hurtigt overhånd sammenholdt med de svar, der bliver givet. Flere gange efterlades Anne (og læseren) uden svar, uden nogen egentlig grund, og det blev enormt frustrerende i længden. Samtidig kunne jeg ikke undgå at føle, at en stor del af historien begrænser sig til ligegyldigheder om Annes hverdagsliv, hvor hun får lagt makeup og sat hår, og selvom det sikkert er ment som en del af hendes karakterudvikling, så kommer sådanne sekvenser hurtigt til at virke overflødige, når der er tale om så stor en roman. Til hver karakterer hører en historie, og jeg oplevede, at jeg ret hurtigt begyndte at snuble i de mange handlingstråde. Ikke fordi de var svære at holde adskilt, men simpelthen fordi der er så mange. Jeg kunne dog godt lide både Anne og hendes venner og deres fælles dynamik, selvom de mindede mig om Luna Lovegood og Hulk, hvilket gjorde det hele lidt fjollet.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at forfatteren er begavet. Det skinner tydeligt igennem i bogen, og det samme gør hendes interesse for de mange delelementer, som udgør grundstenene i hendes historie, men jeg følte mig aldrig tilstrækkelig indviet i Sølvstens univers, og af samme grund kæmpede jeg mig også igennem bogen, fordi jeg ikke kunne komme overens med den. Måske skyldes det, at jeg havde forventet en helt anden historie, end den der findes mellem bogens sider. Sølvstens mentalitet til kærlighed og forelskelse vandt derimod mit hjerte. Anne er nemlig ikke genstand for øjeblikke kærlighed med løfter om evig hengivenhed, men oplever derimod interesse fra  og for flere, uden at det gør hende til genstand for et unødvendigt trekantsdrama. I stedet skaber forfatteren en større og realistisk spillerum.

“’Jeg tror på nuet,’ sagde jeg så. ‘Ikke på fortiden eller fremtiden eller skæbnen eller dommen. Jeg tror på lige nu.’”

Ravnenes hvisken er en udemærket bog, selvom den ikke formåede at holde på min opmærksomhed ret længe af gangen. Jeg blev hægtet af historien på grund af dens mange vedblivende og tiltagende spørgsmål, som, når de blev besvaret senere, føltes som en måde at skabe unødvendig spænding på, som i stedet kom til at føles antiklimatisk. Derimod gjorde det ikke noget, at jeg for længst havde gættet morderen af rødhårede piger. Jeg ved endnu ikke, om jeg vil læse videre i serien, netop fordi jeg skulle kæmpe en del for at holde fokus, men måske en dag vil ravnenes hvisken alligevel fange min interesse, præcis som de gjorde med denne bog …

The Fiery Cross (Outlander #5) af Diana Gabaldon


The Fiery Cross af Diana Gabaldon, udgivet af forlaget Dell i 2005 (org. udgivet i 2001). 

Året er 1771 og krig truer i horisonten, det ved Claire Fraser, der er uden for tid og sted. Claire er fra fremtiden, en engelsk kvinde, der agerede sygeplejerske under Anden Verdenskrig, og som på forunderligste vis rejste tilbage i tiden på sin bryllupsrejse. Her fandt hun kærligheden på ny, da hun mødte den skotske Jamie Fraser, og sammen har de rejst tværs over verdens havene. Nu er de i Amerika, hvor ingen andre end Claire ved, at den amerikanske revolution står for døren, og Jamie kan ikke gøre andet end at tage sin kones ord for gode vare. Sammen forbereder de sig på en krig, der er uundgåelig, men Claires fremtidsviden har før bragt dem i farer, og måske vil den gøre det igen.

Jeg mistede pusten, da jeg læste The Fiery Cross, der er den femte bog i Outlander-sideren. Det er den længste og så afgjort også seriens svageste bog, hvor handlingen gang på gang gik i tomgang. Alene de første hundrede sider handler om forberedelserne til et bryllup, der ender med at blive udsat. Perspektiverne er mange og konstant skiftende, og jeg savnede den historie, som jeg fandt i de første bøger, hvor handlingen stadig var lang men mere lige til. Gabaldon er hverken løbet tør for ord eller sider, og hun fylder dem gang på gang i sådan en grad, at jeg nu skal tage tilløb til hendes bøger, hver gang jeg lægger dem fra mig. Hun skriver atmosfærisk og fængende, men The Fiery Cross er for lang i forhold til dens handlingsmæssige indhold, der med fordel kunne have været flere hundrede sider kortere.

“Our lovemaking was always risk and promise-for if he held my life in his hands when he lay with me, I held his soul, and knew it.”

Jeg mener, at jeg på et tidspunkt læste, at Gabaldon selv har udtalt, at hun skriver sine historier fragmentarisk, og at hun ikke er særlig stærk, når et kommer til handling, og det mærkes tydeligt. Handlingen føles oftest fragmentarisk, selvom hun alligevel har fået den til at hænge sammen i det store hele. Store dele af bogen er fyldt med udenom snak, som kun tilbyder læseren at blive endnu længere i Outlander-universet, men som ikke tilbyder andet. Historien går til tider helt i stå, og på flere hundrede sider er begivenhederne få og intetsigende, grænsende til overflødige fylde, som om forfatteren konkurrerer med sig selv om gang på gang at skrive en længere på end den forrige. Den er som sin forgænger ikke fejlfri, men samtidig medrivende, fyldt med stærke følelser, historiske kontekster, og levende karakterer.

Måske er Gabaldon løbet tør for, og det er derfor historien går i tomgang og gentager sig selv? Det gør hendes skrivestil i hvert fald, hvor hun fast gør brug af forskellige vendinger og udtryk, som ikke har fyldt i mit læsebillede før nu. En af de mange gentagelser ses i form af Brianna og Roger, hvis blikke rettes mod detaljer, der projektereres ud til et langt større billede. Jeg kan godt dem, men deres perspektiver fylder og infiltrerer det, som jeg i første omgang forelskede mig i: Claire og Jamie. Jeg er stadig helt forgabt i dem, og for hver dag de tilbringer på amerikansk jord, længes jeg mere og mere efter det Skotland, som de forlod. Jeg elsker deres dynamik, der ofte fører til komiske øjeblikke på grund af deres historiske tidsforskelle. Jeg elsker dem for deres fejl, for deres tidsløse kærlighed og deres unægtelige forskelligheder.

“He was not afraid to die with her, by fire or any other way – only to live without her.”

Gabaldon belyser enhver handling fra et væld af fortælleperspektiver, og det gør også, at handlingen går i stå i stedet for at bevæge sig frem. Jeg er vild med lange bøger, hvor tempoet i handlingen nedsættes, men der skal være en mening med det, og den ser jeg ikke i The Fiery Cross. Den er bare unødvendigt lang. Ikke fordi der ikke sker noget, for den er fyldt med små episoder og en lang række begivenheder, men disse er oftest meget små og uden formål i forhold til den overordnede handling. Lige så meget som forfatterens historier er dragende, lige så mættende er de efterhånden blevet, og denne tog pusten fra mig i flere måneder, før jeg omsider mærkede savnet og påbegyndte den næste bog. Gabaldon skriver bøger, der efterlader indtryk, og det indtryk som The Fiery Cross efterlod mig med var et langt og opgivende suk.