The Fiery Cross (Outlander #5) af Diana Gabaldon


The Fiery Cross af Diana Gabaldon, udgivet af forlaget Dell i 2005 (org. udgivet i 2001). 

Året er 1771 og krig truer i horisonten, det ved Claire Fraser, der er uden for tid og sted. Claire er fra fremtiden, en engelsk kvinde, der agerede sygeplejerske under Anden Verdenskrig, og som på forunderligste vis rejste tilbage i tiden på sin bryllupsrejse. Her fandt hun kærligheden på ny, da hun mødte den skotske Jamie Fraser, og sammen har de rejst tværs over verdens havene. Nu er de i Amerika, hvor ingen andre end Claire ved, at den amerikanske revolution står for døren, og Jamie kan ikke gøre andet end at tage sin kones ord for gode vare. Sammen forbereder de sig på en krig, der er uundgåelig, men Claires fremtidsviden har før bragt dem i farer, og måske vil den gøre det igen.

Jeg mistede pusten, da jeg læste The Fiery Cross, der er den femte bog i Outlander-sideren. Det er den længste og så afgjort også seriens svageste bog, hvor handlingen gang på gang gik i tomgang. Alene de første hundrede sider handler om forberedelserne til et bryllup, der ender med at blive udsat. Perspektiverne er mange og konstant skiftende, og jeg savnede den historie, som jeg fandt i de første bøger, hvor handlingen stadig var lang men mere lige til. Gabaldon er hverken løbet tør for ord eller sider, og hun fylder dem gang på gang i sådan en grad, at jeg nu skal tage tilløb til hendes bøger, hver gang jeg lægger dem fra mig. Hun skriver atmosfærisk og fængende, men The Fiery Cross er for lang i forhold til dens handlingsmæssige indhold, der med fordel kunne have været flere hundrede sider kortere.

“Our lovemaking was always risk and promise-for if he held my life in his hands when he lay with me, I held his soul, and knew it.”

Jeg mener, at jeg på et tidspunkt læste, at Gabaldon selv har udtalt, at hun skriver sine historier fragmentarisk, og at hun ikke er særlig stærk, når et kommer til handling, og det mærkes tydeligt. Handlingen føles oftest fragmentarisk, selvom hun alligevel har fået den til at hænge sammen i det store hele. Store dele af bogen er fyldt med udenom snak, som kun tilbyder læseren at blive endnu længere i Outlander-universet, men som ikke tilbyder andet. Historien går til tider helt i stå, og på flere hundrede sider er begivenhederne få og intetsigende, grænsende til overflødige fylde, som om forfatteren konkurrerer med sig selv om gang på gang at skrive en længere på end den forrige. Den er som sin forgænger ikke fejlfri, men samtidig medrivende, fyldt med stærke følelser, historiske kontekster, og levende karakterer.

Måske er Gabaldon løbet tør for, og det er derfor historien går i tomgang og gentager sig selv? Det gør hendes skrivestil i hvert fald, hvor hun fast gør brug af forskellige vendinger og udtryk, som ikke har fyldt i mit læsebillede før nu. En af de mange gentagelser ses i form af Brianna og Roger, hvis blikke rettes mod detaljer, der projektereres ud til et langt større billede. Jeg kan godt dem, men deres perspektiver fylder og infiltrerer det, som jeg i første omgang forelskede mig i: Claire og Jamie. Jeg er stadig helt forgabt i dem, og for hver dag de tilbringer på amerikansk jord, længes jeg mere og mere efter det Skotland, som de forlod. Jeg elsker deres dynamik, der ofte fører til komiske øjeblikke på grund af deres historiske tidsforskelle. Jeg elsker dem for deres fejl, for deres tidsløse kærlighed og deres unægtelige forskelligheder.

“He was not afraid to die with her, by fire or any other way – only to live without her.”

Gabaldon belyser enhver handling fra et væld af fortælleperspektiver, og det gør også, at handlingen går i stå i stedet for at bevæge sig frem. Jeg er vild med lange bøger, hvor tempoet i handlingen nedsættes, men der skal være en mening med det, og den ser jeg ikke i The Fiery Cross. Den er bare unødvendigt lang. Ikke fordi der ikke sker noget, for den er fyldt med små episoder og en lang række begivenheder, men disse er oftest meget små og uden formål i forhold til den overordnede handling. Lige så meget som forfatterens historier er dragende, lige så mættende er de efterhånden blevet, og denne tog pusten fra mig i flere måneder, før jeg omsider mærkede savnet og påbegyndte den næste bog. Gabaldon skriver bøger, der efterlader indtryk, og det indtryk som The Fiery Cross efterlod mig med var et langt og opgivende suk.

The Amber Spyglass (His Dark Materials #3) af Philip Pullman


The Amber Spyglass af Philip Pullman, udgivet af forlaget Folio Society i 2008 (org. udgivet i 1996).

Philip Pullman af slutter His Dark Materials-serien på samme høje niveau, som han begyndte den med en hård realitetssans og en kærlighed, der banker på tværs af verdener. Hvad der begyndte som ønsket om et storslået eventyr i The Golden Compass, blev i stedet til en mareridtsagtig virkelighed, og nu står Lyra og Will i The Amber Spyglass på kanten af et uundgåeligt opgør mellem to ideologier. De må rejse igennem flere verdener end hidtil, der blandt andet fører dem til verdens ende, det grå land, hvor ingen levende sjæl nogensinde har været før, og de må give afkald på det mest dyrebare de ejer for i kampen om noget større. Samtidig er Dr. Mary Malone i færd med at bygge en ravkikkert, som kan se Støv, og sådan en genstand er uvurderlig i en delt verden, der kæmper om dette.

Jeg græd hårdt og længe, da jeg første gang for mange år siden færdiglæste The Amber Spyglass, og lige siden har jeg grædt ved enhver genlæsning af den. Det er efterhånden længe side jeg genlæste den sidst, og jeg leder stadig efter ordene til at beskrive den med. Alene det at skulle beskrive min læseoplevelse giver mig tårer i øjnene, fordi Philip Pullmans serie har betyde så meget for mig. Jeg er ikke sikker på, at jeg har fundet de ord, som jeg så længe har ledt efter, for jeg kan umuligt sige noget rosende om Pullman, som ikke allerede er blevet sagt tusinde gange før. I stedet sidder jeg tilbage med en følelse af taknemmelighed og kærlighed over at have vokset op med denne bog og været en del af dens forunderlige eventyr, præcis som jeg gjorde for så mange år siden.

“I stopped believing there was a power of good and a power of evil that were outside us. And I came to believe that good and evil are names for what people do, not for what they are.”

I mange år var Lyra min litterære veninde, der kravle rundt på tagrygge og rakte ud efter stjernerne i det øjeblik, hun ønskede dem, og jeg elskede hende. Jeg elsker hende stadig med sammen glødende intensitet, og hvert gensyn med hende er med visheden om en slutning, der vil ramme mig hårdt. Hun har altid været  en lige så usædvanlig karakter, som de verdener hun rejser igennem, og hendes rejse har været  længere end de flestes; hun har rejst igennem verdener, knyttet bånd og brudt dem igen, mistede venner i kamp, stået på kanten af verdens ende og set afgrundens dyb udfolde sig under sig. Hun har måtte træffe urimelig valg undervejs, som gang på gang knuste mit hjerte, fordi det knuste hendes, og jeg har set hende vokse fra at være et næsvist pigebarn til en stærk og selvstændig kvinde. Jeg voksede op med hende, og hun med mig. Will har ligeledes en helt særlig plads i mit hjerte, og hans historie er også en del af min.

Jeg forstod ikke Støv som barn, for jeg forestillede mig, at er var tale om ordinært støv og ikke sjælelige partikler, og alligevel elskede jeg historierne på trods af at være fyldt med dette samt politiske ideologer og religionsspørgsmål, der om muligt er endnu tungere i denne tredje bog. Jeg tror det skyldes, at Pullman først og fremmest har skabt så eminent en verden, at det overskygger dens kontroversielle emner. På samme måde som med The Subtle Knife er narrativet i The Amber Spyglass splittet mellem flere forskellige fortællevinkler, der tilføjer dybe til historien. På samme måde som sine forgænger byder denne også på mødet med nye karakterer såvel som genforeningen med gamle kendinge, som på fineste vis bindes sammen på trods af at have verdener til forskel. The Amber Spyglass er dog langt mørkere end sine to forgængere, blandt andet fordi en stor del af den handler om filosofiske emner som døden og hvad, der kommer efter den, men samtidig er det en af de smukkeste bøger, jeg nogensinde har læst.

“Even if it means oblivion, friends, I’ll welcome it, because it won’t be nothing. We’ll be alive again in a thousand blades of grass, and a million leaves; we’ll be falling in the raindrops and blowing in the fresh breeze; we’ll be glittering in the dew under the stars and the moon out there in the physical world, which is our true home and always was.”

Som altid er Pullmans sprog fyldt med malende billeder og hårdtslående sandheder, samtidig med at hans fantasi strækker sig helt til verdens ende, og hans verden bliver kun ved med at udvide sig grænseløst. Han er en mesterlig historiefortæller med et stort og nuanceret persongalleri, hvor selv handlingens skurke er i stand til at føle kærlighed og hengivenhed på samme måde, som dens helte er i stand til at gennemgå ulidelig smerte og træffe urimelige valg. Pullmans historie var i mange år en funklende ledestjerne i mit liv, der nu, mange år senere, leder den mig hjem igen. Han har skabt en historie, som formede mig som læser, og derfor er Lyras historie en stor del af mit læserliv; at vende tilbage til hendes verden er som at besøge en gammel ven, som jeg aldrig bliver klar til at slippe.

Release af Patrick Ness


Release af Patrick Ness, udgivet af forlaget Gyldendal i 2017. Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

I dag er en skæbnesvangerdag for Adam Throne. Han er en hemmelighedsvogter, der er fyldt til bristepunktet med fortielser; fortielser om sin seksualitet, som hans religiøse familie ikke vil acceptere, tvivlsspørgsmål om sin arbejdsgivers krænkende tilnærmelser, og den tidligere kærestes fornægtelse af det, de havde sammen. Og så skal hans bedste veninde, som er den eneste der virkelig forstår og accepterer ham, ikke bare flytte til en anden by, men til et helt andet land i en anden tidszone. Det er dog ikke kun Adams liv, der er kompliceret og afhængig af, at han i løbet af de næste 24 timer formår at give slip på sig selv, sine fortielser og andres forventninger, det samme må den døde pige i søgen, og hvis ikke hun finder sin forløsning, bil det medfører verdens undergang …

Patrick Ness er en af den slags sjældne forfatter, der altid efterlader mig håbløst åndeløs. Hans ord er af en anden verden, en anden dimension, og lige meget hvor længe jeg forsøger at finde ordene til at beskrive mine læseoplevelser, blegner de i sammenligning med hans. Det er nu mere end en måned siden jeg første gang læste Release. Siden da har jeg genlæst bogen to gange uden helt at have fundet de rette ord, men måske er det i virkeligheden meget sigende for min læseoplevelse. Ness fortæller ikke bare nogle gode bøger om det at være ung, men han formår også at løfte dem op på et højere niveau, som gør dem svære at placerer, for han skriver ikke bare troværdige ungdomsbøger, han gør det på en måde, der er ulig andre. Når han skriver bøger, så tror jeg på dem — selv når de involverer dødes opvågning og faune!

“Sandheden var altid nu, også selvom man var ung. Særligt hvis man var ung.”

Patrick Ness lader sig ikke placerer som forfatter, og hans bøger er enorm svære at genrebestemme. Hans bøger er ulig noget andet, jeg endnu har læst. Release er ikke kun hans mest personlige bog til dato, men uden tvivl også en af de vigtigste. Den er fyldt med etniciteter, spørgsmål om sex og seksualitet, som giver et langt mere nuanceret billede af det at være ung. Adam har et rigt sexliv, imens hans bedste veninde, Angela, var skuffet over sin første gang, uden at det gør, at hun fortryder den. Adam repræsenterer ikke kun det at være ung og homoseksuel, men også det tabubelagte i at være udsat seksuelle krænkelser, og hvordan han skal placerer sig i forhold til disse. Det gør også, at han betvivler sit værd og overvejer, om han i virkeligheden selv forvoldte disse, og om han af samme grund fortjener dem. Det er foruroligende, ikke så meget fordi han overvejer dette, men fordi det er overvejelser for mange. Han betvivler også, hvorvidt han nogensinde kan blive elsket og selv vil kunne det, og alligevel kaster han sig gang på gang ud i kærligheden og dens grænseløse muligheder. Ness gør op med ofrestillingen om, at problemer i teenageårene er noget, som man vokser fra, og at unges problemer ikke er af betydning, for det er der, hvor det betyder allermest.

Patrick Ness er kendt for at skrive flersporede handlinger, og dette er også tilfældet med Release, hvor den ene del af historien følger Adams søgen på forløsning, sideløbende med at en pige, der er blevet myrdet, står op af søen, akkompagneret af en faun, der skal lede hende på sporet af sin forløsning. Fælles for dem begge er, at denne er nødvendig, for Adam for at hans verden ikke skal bryde sammen, og for pigen for at hele verden ikke skal gøre det. Jeg forstår godt, hvis hendes historie for nogen virker malplaceret, men for mig understregede det kun Ness’ dygtighed som forfatter. Overgangene mellem Adams historie og pigens er ikke pludselige og sammenhængende, for deres historie blander sig løbende, til de til sidst krydser hinanden helt, dog uden at det resulterer i eksplosion af forløsning. Det sker bare, og det sker rigtigt. Jeg elsker dobbelttydigheden i bogen, som både handler om forløsning i hjertet og af en mere seksuel karakter, som Ness beskriver langt mere eksplicit i denne bog, end i sine tidligere bøger.

“Gå aldrig glip af chancen for at kysse nogen. Det er den værste form for fortrydelse.” 

Release er en genistreg, der tager afsæt i Virginia Woolfs Mrs. Dalloway, der begynder med blomsterindkøb og strækker sig over et døgn. Det er en, af mine yndlingsbøger, og jeg er målløs over måden, hvorpå Ness formår at skabe en ungdomsbog på baggrund af denne, samtidig med at han gør den til sin egen. Han er ikke den type forfatter, der skriver den samme bog to gange, og han skriver sjældent noget, der skrevet i forvejen. Det er samtidig ikke en bog, der giver løfter om lykkelige slutninger, men derimod løfter og nye og nødvendige begyndelser, og jeg tror der er en enormt vigtig pointe i det, når man skriver til og om unge mennesker. Det gør også, at Ness’ romaner bliver til noget ekstraordinært og særligt, når han så overbevisende forsøger at gøre ungdomslitteraturen til noget mere. Jeg har så meget at sige om Release, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver færdig med at tale om den. Derfor: Læs den!

“Den tatoverede mand” (The Demon Cycle #1) af Peter V. Brett


“Den tatoverede mand” (org. titel “The Painted Man” af Peter V. Brett  fra forlaget Dreamlitt, udgivet i 2017 (org. udigvet i 2008). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. 

Peter V. Brett har ikke bare skabt en klassisk fantasyfortælling om kampen mellem det gode og det onde, om nødvendigheden af at overkomme sin frygt og gå forrest i kampen for en bedre verden. Den er samtidig et fremtidsvarsle; hans fiktive historie er nemlig resultatet af vores nutidige forglemmelse af de mørke væsner, der vil bryde fri af forglemmelsen og lægge verdenen i ruiner. I en verden der i nattetimerne hjemsøges af dæmoner, bryder hele Arlens verden sammen. Kun efterladt med sin grænseløse vrede over tabet af sin familie ved Arlen i sit hjerte, at frygten for dæmonerne, der vil blive menneskehedens undergang. Med sin sorte sjæl må han rejse sig som en Fønix af asken og tage kampen op mod de væsner, der fik hans verden til at splintres til ukendelighed.

Jeg kan godt lide bøger, der tager sig tid, bøger der skaber en helt særlig stemning og langsomt lader sin verden udfolde sig gradvist for øjnene af mig, en bog der tager form for hvert ord, og selvom Bretts feudale verden er interessant, blev jeg aldrig forført af den. Jeg forstår godt den ros, der er blevet kastet efter den, uden at jeg helt slutter mig til med samme begejstring. Jeg er vild med lange romaner, men Peter V. Bretts episke eventyr er for langt. Selvom der er tale om en verden, der er helt sin egen, føltes det meste af dens handling som unødvendigt fylde. Historien starter med den elleveårige Arlen og følger ham til voksenlivet, hvor han på baggrund af tabet af sin familie vil lære at kontrollere de dæmonerne, der hærger verden i dens mørkeste timer. Hans histories længde ville have fungeret fint, hvis ikke det var fordi, at den afbrydes af yderligere to historier, der skal bindes sammen med hans.

“Hans dygtige fingre fyldte luften med en fængende melodi, som Leesha ikke kunne få ud af hovedet, og som sendte hende tilbage til Cutter’s Hollow og fik hende til at tænke på, hvad der mon var sket med byen.”

Historierne om Leesha og Rojer er gode. De er begge spændende karakterer, men fordi deres historier løber sideløbende med Arlens og fortalt med samme detaljerede blik, føles romanen af samme grund alt for lang. Selvom historien begynder med det, der er begyndelsen på den skæbne, der venter Arlen, så følte jeg samtidig, at jeg blev kastet ind i en verden, som jeg havde svært ved at danne mig et overblik over. I virkeligheden tror jeg, at historien ville have fungeret meget bedre, hvis bogens første del havde fungeret som springbræt til den Arlen, læseren møder langt senere i bogen, i stedet for at beskrive rejsen dertil, fordi den samme med de to andre historier netop bliver så unødvendigt lang.

Arlen påtager sig den opgave at lærer de ældgamle symboler, som bruges til at kæmpe mod dæmonerne, og som menneskeheden for længst har glemt, og fordi han samtidig har mistet hele sin verden, er hans historie meget klassisk. Men selvom jeg holder af en god heltehistorie, var det dog Leeshas historie, der vandt mit hjerte. Leeshas verden er præget af trusler om tæsk og en forsegling af hendes skæbne, som hun ikke selv er bestemmer, og i et forsøg på at genvinde den kontrol, der for længst er blevet taget fra hende, stikker hun af. Jeg nød virkelig hendes kapitler, selvom hendes historie er fyldt med karakterer, der er meget unuancerede. Rojer er derimod en violinspillende fyr, der præget historien med sin simpelhed og gode humor, som jeg fandt tiltrængt.

“Han havde siddet sammenkrøbet og spillet hele natten, mens ilden døde hen, og havde sendt disharmoniske lyde ud i natten for at holde dæmonerne på afstand, som han vidste ventede i mørket.”

Min læsning trak ud, gik i stå og så i tomgang. Jeg mistede overblikket og troen på den historie, som jeg fandt i bogens begyndelse. Den interesse, som holdt mig fanget i begyndelsen af min læsning forsvandt langsomt og blev i stedet erstattet af frustration over handlingens gang. Særligt kvindernes reducerede rolle, der i Bretts fiktive historie begrænser sig til deres køns evne til at føde børn fik mig til at rynke på næsen. Havde forfatterens verden ikke haft vores nutid som fortid, ville det have givet mening, men sådan forholder det sig ikke. I stedet er menneskeheden gået tilbage til et middelaldersamfund, der afskriver enhver ret, som kvinder i århundrede har kæmpet for. Det virkede ikke sandsynligt – selv ikke i en fiktiv fantasyverden, der hjemsøges af menneskesultne dæmoner. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan man skriver bøger, men jeg ville nu alligevel ønske, at Brett havde grebet sin historie an anderledes.