“Rubinrød” (Ædelstenstrilogien #1) af Kerstin Gier


“Rubinrød” (org. titel “Rubinrot”) af Kerstin Gier, udgivet af forlaget Turbine i 2015 (org. udgivet i 2009). Læst på dansk — originalsproget er tysk. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Kærlighed går gennem alle tider. Gwendolyn Shepherds familie er ikke som andre familier. Hun er på mange måder helt almindelige teenager, hvis man ser bort fra det faktum, at hun kan rejse tilbage i tiden. Egentlig var det hendes kusine, der var udset til at have det tidsrejsendegen, og derfor er hun blevet skolet til at håndtere disse tidsrejser. Alting bliver derfor vendt på hovedet, da Gwendolyn pludselig befinder sig i det forrige århundrede. På trods af sin udvidenhed skal hun sammen med den utålelige Gideon forsøge at bringe fortiden i orden, for en kronograf, som bruges af de tidsrejsende, er blevet stjålet og noget stort er under opstand. Det er op til Gwendolyn og Gideon at finde ud af hvad.

“Rubinrød” er en roman, der har modtaget alverdens roser, men som i stedet for at vække min læselyst afskrækkede mig fra at læse den. Jeg frygtede at min begejstring for bogens præcis, ville falde sammen mellem minde hænder i takt med at jeg læste bogen, og derfor var det nødvendigt for mig at tage tilløb til bogen. Heldigvis har Kerstin Gier med “Rubinrød” skrevet en spændende begyndelse på et tidsrejsende eventyr. At læse bogen var som en tidsrejse i sig selv, fordi jeg fløj langt hurtigere igennem bogen sider, end jeg havde regnet med, og jeg ænsede dårligt nok mine omgivelser.

Jeg var ikke noget barn! Jeg var seksten og et halvt. Nøjagtigt lige så gammel som Charlotte. Marie-Antoinette var for længst blevet gift på min alder.

I lige så høj grad som Giers roman handler om tidsrejser og konsekvenserne af at ændre historien, som i øvrigt er beskrevet meget troværdigt, handler den også om simplere tematikker som kærlighed, familie og venskaber, der skaber jordforbindelse til den ellers meget komplicerede historie om at kunne rejse i tiden. Handlingen i “Rubinrød” er dog langt fra et storslået eventyr, men derimod en enormt introducerende historie, som jeg beundrer forfatteren for at lykkes med. Historien er næsten lige så introducerende for læseren, som den er for Gwendolyn, der også skal lære om tidsrejser, og hvordan de fungerer. Dog er romanen en klar optakt til noget større, som jeg forventer mig meget af.

Gwendolyn er en almindelig teenager i en ualmindelig familie, der med sin sans for humor greb om mit læserhjerte og førte mig igennem historien og dens mange tider. Jeg kom hurtigt til at holde af hende, fordi hun stiller alle de rigtige spørgsmål til sin familie omkring det at være tidsrejsende. Men fordi historien er bygget op om en lang række spørgsmål, som ofte står ubesvaret tilbage, kunne jeg ikke undgå at føle, at forfatteren ofte undveg sin egen historie og dens dybdepotentiale ved simpelthen at lade spørgsmålene stå eller besvare dem ved at lade en karakter trække på skulderne. Hvad der føles som plothuller er i virkeligheden et underliggende mysterium fyldt med hemmeligheder.

Jeg strøg forleget en hårlok væk fra mit ansigt, Min åndssvage frisure var blevet fuldstændig ødelagt af løbeturen, der lå sikkert et helt spor af tabte hårnåle fra Eaton Place og hen til kirken.

Bogen er blevet kritiseret for at have en umoden hovedpersonen, men det er jeg ikke nødvendigvis enig i. Gwendolyn er kun seksten år gammel, og selvom hun er en anelse fnidret og sommetider reagerede på situationer på en anden måde, end jeg selv ville, så synes jeg hun skaber en vigtig repræsentation i at være ung ikke er noget entydigt. Bogen er desuden blevet kaldt et romantisk tidsrejseeventyr, men i virkeligheden er kærligheden kun spirende følelser og derfor meget nedtonet i bogen, og på en eller anden måde var det forfriskende, selvom jeg ikke er i tvivl om, at de spirende følelser vil blomstre hurtigt. Jeg nød virkelig at følge Gwendolyn på hendes begyndende tidsrejseeventyr, og selvom jeg dårligt ved, hvad jeg skal vente mig af hendes kommende rejser, så kan jeg dårligt vente.

“Uskyldig” (Parasol Protectorate #3) af Gail Carriger


“Uskyldig” (org. titel “Blameless”) af Gail Carriger fra forlaget Tellerup, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2010). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

For Alexia Maccon er hverdagen blevet vendt på hovedet endnu en gang. Ikke så meget på grund af hendes overnaturlige evner som fornaturlig, der gør hende i stand til at forvandle overnaturlige væsner tilbage til deres menneskelig form midlertidigt, eller fordi hun er gift med en varulv og lord, men fordi en umulighed er blevet til virkelighed: Hun er gravid. Fordi varuvle ikke kan reproducere sig og fornaturlige ikke er kendt for at kunne det samme, svirrer nedrige rygter om hende ude i byen, Hendes Majestæt dronningen tager det hemmelige hverv som muhjah fra hende, og den eneste, der måske kan hjælpe hende ud af denne kattepine er lord Akeldama, og han er sporløst forsvundet. Alexia tager skeen i egen hånd og rejser til Italien for at opsøge de tempelridderne, som siges at vide mere om fornaturlige end nogen andre.

Det er efterhånden længe siden jeg færdiglæste “Uskyldig”, og lige siden har jeg ledt efter ord til at beskrive min læseoplevelse. Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg har fundet dem. “Uskyldig” efterlod mig ikke åndeløs eller tilsvarende underholdt, som den første bog gjorde, men det ændrede ikke på, at jeg vedblev at vende hver en side med nysgerrighed over Gail Carrigers forunderlige verden. Hendes evne til at sammenskrive paranomale elementer med urban-fantasy og samtidig indsætte det i en modsættende kontekst, hvor hun leger med den teknologiske udvikling, er virkelig betagende. Igen skal hun have ros for at have skabt et troværdig univers inden for dets eget rammesæt. Hendes verdensyn er gennemarbejdet ned til mindste deltaje på grænsen til at være for deltaljeret.

“Nogen forsøgte at slå lady Alexia Maccon ihjel. Det var højst ubelejligt, for hun havde forfærdelig travlt.”

Som læser troede jeg ganske enkelt på hendes fiktive verden og dens sammenspil mellem fortidens etiske og korrekte opførelse, og sammen med Alexia som karakter er det nok grunden til, at jeg bliver ved med at følge historien. Alexias tørre humor og kølige person er uden tvivl det, der driver værket og gør bøgerne til noget helt særligt, fordi hun på så mange måder er utiltalende og alligevel så rigtig i forhold til, hvad det vil sige at være fornaturlig. Carrigers skrivestil er eksperimentere på den måde, at hun ligesom med kombineringen af forskellige genreelementer også inkluderer dem i sit sprog, der holder sig tro overfor den victorianske dialog, men som samtidig udfordrer den med Alexias utraditionelle og frigjorte sind. Jeg elsker, at hun tager skæbnen i sin egen hånd på trods af at have mistet sin mand, sit hjem og sit erhverv. I stedet for at søge trøst, vælger hun at søge svar, og det sender hende til Italien og sine rødder.

I forhold til interaktionen mellem lord Maccon og Alexia er denne bog på mange måder som sin forgænger, der var meget ulig den første bog. Alexia smides på porten, da hendes graviditet bliver fastslået, og det fik mig til at skære tænder. Jeg forstår godt den umiddelbare tanke om, at hun har været sin man utro, fordi han som varulv ikke kan reproducere, men det jeg ikke forstår er, at ingen skænker det faktum en tanke, at hver gang hun rør ved sin varulv af en mand, så bliver han menneskelig. For mig at se, ligger der en mulighed for det barn, som hun bærer, men i stedet for at tænke rationelt eller søge forklaringer sammen, vækkes bæstet i hendes mand og hun bortvises fra sit hjem.

“Det var et af hans dybe, besidderiske kys til sat en omfavnelse som fik Alexia til at føle at der et sted derinde stadig var en del af ham som kunne finde på at sluge hende råt, selvom hendes berøring havde stjålet varulven fra ham.”

Carriger formår at brede sin historie ud geografisk, sådan at historien går fra at foregå i London til Italien, og det giver mulighed for virkelig at åbne hendes univers op og udforske det i dybden, sådan som hun gør med tempelridderne og deres verdenssyn. Selvom Carriger har skabt et spændene univers med en mindst lige så interessant hovedperson, så kunne jeg ikke undgå at føle, at handlingen i “Uskyldig” hurtigt blev gentagende, og at historien af samme grund kom til at føles længere, end det egentlig er. Mit problem med Carrigers serie er desuden, på trods af at jeg for det meste nyder at læse den, at jeg glemmer dem igen. Det som står tilbage er et sammenblandingsværk, som jeg på ingen måde at kan adskille, og det afspejler sig også i mine læseoplevelser.

“Red Queen” (The Chronicles of Alice #2) af Christina Henry


“Red Queen” af Christina Henry fra forlaget Titan Books, udgivet i 2016.

Christina Henry forsætter sin historie, hvor den slap, og selvom karaktererne er de samme, er alt forandret. Efter de blodige begivenheder i Old City har Alice og den øksesvingende galning Hatcher forladt byen for at finde hans datter. Men hvor landskabet burde blive grønnere, hersker i stedet et andet slags mørke. I et forsøg på at komme til bunds i, hvad der forårsager det tætte mørke, hvor kæmperne i skoven er så oprørte og folkene i byerne gemmer sig i skyggerne, ledes Alice og Hatcher længere ind i mørket, til de til sidst bliver opslugt af Den Hvide Dronnings rige. Mørket lader dem slippe hinanden, og med rygtet om Den Sorte Konge og den forsvundne Røde Dronning, må Alice samle al sin styrke til at genfinde sin store kærlighed og redde byens indbyggere fra en skæbne værre end døden.

Forgængeren til “Red Queen” var en af de bedste bøger jeg læste sidste år. Dens uhygge krøb ind under huden på mig, gik mig til at gyse og efterlod mig rystet af min seneste læseoplevelse. Det var en perle af en skrækhistorie, der kombinerer urban-fantasy og den klassiske historie om Alice, der faldt ned gennem et kaninhul og ind i en underfuld verden. “Red Queen” var en helt anden læseoplevelse, der blegner i sammenligning med sin forgænger. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Henry forsøger at udvide sit fiktive univers ved at lade Alice og Hatcher forlade den nye og gamle bydel, som den forrige historie foregik i, men i stedet for at forsætte den beundringsværdige genfortælling af Lewis Carrolls mesterlige fortælling om Alice, blev historien i stedet en underlig forkrøblet skygge for sin forgænger.

“The world gobbles us and chews us and swallows us,” Hatcher said, in that uncanny way he had of reading her thoughts. “I think happy endings must be accidents.”

Historien faldt til jorden med et brag i sammenligning med den første bog. Hvor den første bog spiller på forfatterens eminente evne til at skrive gys, er denne anden bog en historie uden nogen rigtig handling. I stedet virker det som om Alice og Hatcher peges i retning af deres ønskedrøm at findes hans kidnappede datter ved tilfælde og af unødvendige omveje. Der introduceres også en række nye karakterer, som ikke er fra Lewis Carrolls verden, og derfor også kommer til at føles som en puslespilsbrik, der ikke passer med resten af billedet. Noget af det, som gjorde “Alice” til sådan en spektakulær læseoplevelse var interaktionerne mellem karaktererne i Henrys mareridtsskabte verden, hvor Alice i “Red Queen” er alene det meste af tiden og derfor sjældent interagere med andre. Den selvstændige Alice er også forsvundet til fordel for en sukkende pige, der med sikkerhed ved, at hendes øksesvingende prins nok skal komme og redde hende.

Hvor Alices eventyr før var endeløse mareridt, er de nu blot eventyr, dog uden at være i nærheden af den kvalitet, som Lewis Carroll skrev dem med. I stedet fora t være forunderlige, er de bare underlige. Mit humør startede højt, da jeg begyndte bogen, men faldt løbende indtil den til sidst var helt erstattet af kedsomhed. I sig selv er bogen på ingen måde dårlig, men i sammenligning med sin forgænger er den. Kærligheden mellem Alice og Hatcher fylder i højere grad også i bogen, og selvom den på mange måder gav mening i “Alice”, formår den ikke at bære historien i “Red Queen”, fordi den på mange måder står alene det meste af tiden. Dertil kommer de lange sekvenser hvor Alice er på egen hånd og svælger i sine romantiske følelser, imens enkelte elementer fra den forrige bogen giver genlyd i baghovedet.

“She didn’t have to be Cheshire’s ideal of a Magician or Hatcher’s ideal of a lover or her parents’ ideal of a daughter. She could be Alice.”

Historien er lidt for let; handlingen er en lang og begivenhedsløs vandring, der pludselig kulminerer i den ene begivenhed efter den anden, som man som læser hele tiden har sukket efter. Det sker også alt for hurtigt, og historien er ovre inden man får set sig om. Henry skal dog roses for enkelte genistreger, men som kan være svære at anerkende, fordi de forsvinder som dug for solen, inden man rigtigt når at beundre dem.  Jeg ved ikke, om hun har i sinde at skrive flere bøger om Alice og Hatcher, og selvom jeg stadig elsker den første bog i hendes kronologi, så håber jeg ikke, at hun vælger at forsætte eventyret. Jeg lukkede “Red Queen” med en skuffet mine, og jeg tvivler oprigtigt på, at jeg nogensinde vil vende tilbage til den verden, der ligger uden for mareridtsbyen, som kun er en skygge af sig selv.

“A Court of Thorns and Roses” (A Court of Thorns and Roses #1) af Sarah J. Maas


“A Court of Thorns and Roses” af Sarah J. Maas fra forlaget Bloomsbury Children’s udgivet i 2015. 

Hverdagen i Pritanien, som er delt mellem mennesker og elever, er for Feyre er en daglig kamp for overlevelse. Efter hendes familie blev revet i stykker af ulykke, har travet skovene tynde for at skaffe familien den nødvendige mad på bordet for at overleve. Da hun en dag ser en stor ulv i skoven, dræber hun den med en magisk pil, men ulven er ikke nogen almindelig ulv. Det er en elver i forklædning, og prisen for at tage et magisk liv er høj. Da storfaunen, Tamlin, fra et af de mange riger på den anden side af muren kommer for at krave sin ret, tilbyder han hende at vende ryggen til sit liv og i stedet leve på sit magiske slot. For at redde sit liv rejser hun med over den magiske grænse, hvor elevernes riger er splittet af interne intriger. Men Tamlins gennemborende blik får stærke følelser til at blomstre i Feyres bryst, og hun må beslutte, om hun skal lytte til alle advarslerne om Tamlins slags, eller om hun skal følge sit hjerte.

Sarah J. Maas har et stort forfatterskab bag sig, som hele tiden vokser sig større, og selvom det først er nu jeg læser hendes bøger, så var jeg ikke i tvivl om, hvor jeg gerne ville starte. “A Court of Thorns and Roses” er en løs genfortælling af det klassiske eventyr om skønheden og udyret, og hvis der er noget jeg holder særligt af i litteraturen, så er det genfortællinger af mine yndlingshistorier. Det klassiske eventyr fungerer mere som rammer, end som den rød tråd, der strækker sig igennem historien. Det fungerer godt, fordi det stadig tillader Sarah J. Maas at skabe sin egen historie frem for at skabe en genfortælling, der er en kærlighedserklæring til den originale historie mere end noget andet.

“I threw myself into that fire, threw myself into it, into him, and let myself burn.”

Maas’ historie er fyldt med forunderlig magi, hårdtslående intriger og uundgåelig kærlighed, og selvom den på mange måde er en original historie, så har den også elementer af det genkendelige og vante. Feyre er en stærk og selvstændig protagonist, og hendes slags er efterhånden en trope i moderne ungdomslitteratur. Ikke desto mindre kunne jeg godt lide hende på trods af hendes til tider irrationelle beslutninger, som ofte gjorde hende genstand for alverdens faretruende situationer. Hun har karakter og hun har hjerte. Derimod vandt Tamlin aldrig mit hjerte, selvom jeg så brændende ønskede det. Skønheden og Udyret er en smuk historie, fordi Belle forelsker sig i prinsen på trods af hans uskønne ydre. Hun ser ikke udyret i ham, men for mig gennemgik Tamlin aldrig den samme forvandling.

Tamlin har en uheldig vane med at bide Feyre i halsen, og det gjorde fysisk ondt på mig at læse, fordi det er så tåkrummende at læse — særligt når han gør det uprovokeret. Det henledte min tanker på de vampyrbøger jeg læste for flere år siden. Jeg forstod aldrig deres kærlighed på samme måde, som jeg forstod kærligheden mellem skønheden og udyret, for Tamlin  gennemgår aldrig samme forvandling. Han forbliver følelseskold, manipulerende og selvhøjtidelig — og alligevel falder Feyre for ham. Det er sjældent at jeg bryder mig om trekantsdramaer, men jeg er glad for at en karakter som Rhysand blev introduceret for at give modspil til Feyres forhold til Tamlin — og så endte han også med at løbe med mit hjerte. Det betød dog ikke, at der var øjeblikke, hvor kærligheden mellem dem gav mig røde kinder.

“I was as unburdened as a piece of dandelion fluff, and he was the wind that stirred me about the world.”

Handlingen er ikke omdrejningspunktet i “A Court of Thorns and Roses”, men det afholdte mig ikke fra at læse nysgerrigt videre. Men Maas’ univers er virkelig stort, og jeg længtes efter at udforske de mange eleverriger frem for Tamlins endeløse slotsgange. Frem for at skabe en hæsblæsende og handlingsmættet historie, fokuserer Maas mere på at skabe relationer mellem sine karakterer. Handlingen spidser naturligvis til i romanens sidste del, og som virkelig blev skelsættende for Feyre som person. Hendes sprog er lette penselstrøg, der sommetider maler nattehimlens stjerner, der stjæler åndedrag. På trods af enkele ting, den manglende udforskning af den magiske verden og det faktum, at “A Court of Thorns and Roses” på mange måder føles som en begyndelse, så kan jeg slet ikke vente til at læse videre.