Tre bøger jeg glæder mig til at læse

Jeg kan mærke, at set er blevet efterår. Ikke så meget på grund af vejrskiftet og udskiftningen i min garderobe, der hovedsageligt består af striktrøjer i alverdens afskygninger, men mere på grund af mit læsehumør. Efteråret kalder på store bøger, den tunge af slagsen på over femhundrede sider, som vejer tungt i hænderne. I bogbranchen er efteråret hektisk, så jeg nyder at skrue helt ned for min læsning og blive lidt længe i de litterære universer. Min læselyst spænder nærmest ben for sig selv, for jeg har lyst til at kaste mig over hver og en af bøgerne på en og samme tid.

  • Ravnenes hvisken 3 af Malene Sølvsten. Den har været længe undervejs, og det var først, da jeg fik den i hænderne, at jeg for alvor fik lyst til at aflyse alle mine planer bare for at læse, og det er på trods af, at jeg det lidt blandet med de forrige bøger i serien. Ikke desto mindre ser jeg frem til at få slutningen med på en serie, der virkelig har taget så mange læser med storm.
  • Min kæreste elskling af Gabriel Tallent er en af den slags bøger, som har givet genlyd. Jeg har set den overalt, fået den anbefalet et utal af gange, og hørt den sammenlignet med A Little Life, som et blandt mine absolutte yndlingsbøger. Jeg glæder mig derfor meget til at læse bogen, som endda er signeret. Bagsideteksten får mig til at tænke på Claire Fullers Our Endless Numbered Days, som jeg virkelig nød at læse.
  • Den Tiende Trone af Boris Hansen er jeg netop gået i gang med – dog med blandede følelser, fordi det er den sidste bog i serien om Panteon sagaen. Jeg prøver derfor at få bogen til at række så længe som muligt, men samtidig spidser historien for alvor til, og det er svært ikke at lade sig rive med.

Har du læst nogen af bøgerne på min liste, eller planlægger du at gøre det? Hvilken bog står øverst på din læseliste lige nu?

Reklamer

The Bone Season er velskrevet og original fantasy med en lidt tung start


The Bone Season (The Bone Season #1) af Samantha Shannon fra forlaget Bloomsbury i 2017 (org. udgivet i 2013). 

Nittenårige Paige Mahoney arbejder i Londons mørke underverden, men byen er slet ikke, som du kender den. Året er 2059 og Scion London er splittet i syv distrikter. Paige lever et kriminelt liv bare ved at eksistere. Hun er clairvoyant, og søger information ved at bryde ind i folks sind. Alene det at hun trækker vejret er landsforræderi. En dag bliver kidnappet og ført til Oxford, der i mere end to hundrede år har været styret af et stærkt og overmenneskeligt folkefærd. Her bides hun til Warden, en rephaite, med mørke motiver. Han er hendes herre, hendes træner og hendes fjende. Det letteste i verden ville være at dø, men Paige er opsat på at genvinde sin frihed. Koste hvad det vil …

Med The Bone Season har Samantha Shannon slået mig omkuld og stjålet mit hjerte. Hendes historie er kun begyndelsen på det, der er planlagt til at blive en meget lang serie, og den første bog er velskrevet med en verden, der er så forunderlig, at den er svær at slippe med øjnene. Det lover godt, selvom der er lang tids venten mellem udgivelserne. The Bone Season er en af den slags bøger, hvor jeg havde planer om virkelig at tage mig tid til at læse den, men i stedet fløj jeg igennem historien med faretruende hast, hvilket uden tvivl ville have efterladt mig med voldsomme bogtømmermænd, hvis ikke det var fordi de næste to bøger i serien allerede er udgivet. Derfra bliver ventetiden ulidelig.

“Knowledge is dangerous. Once you know something, you can’t get rid of it. You have to carry it. Always.”

Selvom der sker en del i The Bone Season, er der skruet ned for tempoet. Dog er den manglende konkretisering og forståelse af den verden, som Shannon har kreeret er måske bogens største udfordring, fordi den ikke tager læseren i hånden. Det gør, at man som læseren enten står af eller kæmper sig igennem i håb om at blive fanget af historien. Det gjorde jeg heldigvis, og da den først tog fart forsvandt alle mine spekulationer som dug for solen, og jeg lod mig opsluge af historien. På trods af bogens rolige tempo, er der den på intet tidspunkt kedelig. Når man først er begyndt at forstå Scion London, er den en af den slags fiktive verdener, hvor man hurtigt finder sig til rette som læser. Jeg nød at gå op opdagelse i byens labyrintiske gange, opleve den enorme kontrast til Oxford og den verden, som er skabt der.

Paige, historiens fortæller, er intelligent, handlekraftig og håbefuld, selv når hendes verden formørkes efter sin tilfangetagelse. Hun formår hurtigt at skabe sig et overblik over nye situationer, og selvom hendes clairvoyante evner er af usædvanlig karakter, er hun ikke upåvirket af dem, når hun har været nødsaget til at bruge dem. I stedet er hun typen, der holder hovedet koldt, selv når følelserne truer med at tvinge hende i knæ. På trods af sin lidt snublende begyndelse og forvirrende konstruktion, er The Bone Season en virkelig velskrevet og originalt fortalt historie med en stærk fortællerstemme, der driver historien frem, og som virkelig tog mig med storm.

Med Panteons Prøve tager Boris Hansen dansk fantasy til nye højder


Panteons Prøve (Panteon-sagaen #3) af Boris Hansen, udgivet af forlaget Tellerup i 2018.

Skyerne trækker sig sammen og verden ryster, for Panteons Prøve nærmer sig med hastige skridt. Der er kun tyve dage til guder. engle og efterkommere vil stå ansigt til ansigt med hinanden i Empyria, men noget er i gære. Ligesom Fader Prias børn rejser fra nær og fjern for at mødes, er Lucas og hans venner også på vej, men inden Prøven kan begynde, skal der gøres op med fortiden, og i en anden verden er Mehmet og Julia opslugt af et mysterium. I Empyrias underverden har Saida fundet en skjult sandhed, der venter på at blive afsløret, men blod englen vokser stadig i hendes indre …

Det lyder måske som den største kliché af alle, men Boris Hansens episke fantasyserie er af den slags, der får sin læser til at holde vejret fra start til slut. Den er omfattende, medrivende og umulig at lægge fra sig. Historien er så original, at den er svær at forudsige, og derfor er det først til slut, at man som læser endelig kan trække vejret igen. Lucus’ rejse har været lang og farefuld, fyldt med nye verdener og væsner, som han i sin vildeste fantasi ikke troede eksisterede. Rejsen har bragt nye venskaber med sig, imens alliancer er blevet indgået og brudt igen, og nu er den ved at nå sin ende. 

Lucas studsede over det og rynkede brynenes. “Hvad er jeg så?”
“Det giver da sig selv,” sagde Teodor. “Du er hjertet.”

Selvom historien er delt i to bind med et samlet sidetal på 950 sider, så føles den aldrig lang eller tung at læse. Siderne vender nærmest sig selv, fordi handlingen er så spændende. De to verdener, menneskenes og Empyrias, bevæger sig i mange retninger, og selvom disse er meget forskellige, er det tydeligt at mærke, hvordan de langsomt nærmer sig hinanden. Selvom jeg en sjælden gang mistede overblikket over historiens mange handlingsstråde og fortællestemmer, er der ingen tvivl om, at hver en scene i Panteons Prøve er der med et formål. Historien er lynhurtigt blevet et kæmpemæssigt univers af mange og komplekse karakterer, og derfor skal man holde tungen lige i munden, når man læser denne mesterlige fortælling, men den udfordrer dog aldrig eller sætter læserens tålmodighed på prøve.

Handlingen i Panteons Prøve spidser til på alle måder, og minder lidt om en Pandoras boks; afsløringerne er mange, og de er alle med til at skabe et nuanceret billede af de mange karakterer og deres indbyrdes relationer, dog uden at de pludselig føles fremmede. Hvor man med det forrige bøger i serien har kunne se skydækket trækket sig sammen over Panteons verden, er en uundgåelig storm lige på grænsen til at bryde ud i denne, og det bliver en storm ulig nogen anden. Panteons Prøve er en pageturner af nye dimensioner, og med den tager Boris Hansen dansk fantasy til nye højder.

Hæsblæsende fantasy lever op til hypen

An Ember in the Ashes, Sabaa Tahir, fatansy, YA, young adult

An Ember in the Ashes (An Ember in the Ashes #1) af Sabaa Tahir, udgivet af forlaget Razorbill i 2017 (org. udgivet i 2015).

Under imperiets herredømme straffes al modstand med døden. Da Laias bror bliver arresteret, må hun opsøge modstandsbevægelsen for at redde ham. Hun får deres hjælp på én betingelse: Hun skal spionere i militærakademiet. Her møder hun Elias, der er soldat og skolens dygtigste aspirant. På trods af sine krigeriske kunstfærdigheder, drømmer han om at undslippe den undertrykkelse, han er blevet trænet i at udøve. Tilstanden i riget spidser til, og mod deres vilje bliver Laia og Elias skæbner forbundet. Nye vinde bliver over imperiet, og der er en storm på vej.

Sabaa Tahir debuterede med An Ember in the Ashes i 2015 Selvom bogen nu har et par år på bagen, lever hypen i bedste velgående, og der er ingen tvivl om hvorfor.  Tahir har skabt en virkelig vellykket historie, der tager afsæt i det romerske kejserstyre, hvor disciplin præger hverdagen i den hierarkiske inddeling af rigets indbyggere. I bunden er Laia og hendes familie, der alle er slaver. Længere oppe befinder Elias sig, som søn af kommandanten og den mest lovende aspirant. Deres verdener er lysår fra hinanden, og alligevel bliver de forbundet med hensigt at bryde fri af de rammer, som riget har sat. For selvom de begge befinder sig i hver sin ende af hierarkiet, er ingen af dem frie.

“Life is made of so many moments that mean nothing. Then one day, a single moment comes along to define every second that comes after. Such moments are tests of courage, of strength.”

An Ember in the Ashes er kun begyndelsen, og selvom det også er mærkbart i den verden, som Tahir har skabt, og som læseren kun får et glimt er, så er det ikke desto mindre en lovende begyndelse. Jeg manglende en dybere forståelse af, hvordan hendes fiktive verden hænger sammen, men samtidig er historien så gribende fra første side, at dens mangler hurtigt bliver tilgivet. Sproget flyder med største lethed, og bærer læseren igennem historien. Historiens perspektiv skifter mellem Laia og Elias. Deres stemmer er lette at adskille, men jeg følte aldrig samme tilknytning til Elias, som jeg gjorde med Laia. Måske skyldes det, at hans karakter aldrig rigtig krøb ind under huden på mig. For mig var han kun sin militære opvækst, og selvom der ligger en vigtig pointe i det, var det Laia, der løb med mit hjerte.

Jeg tror på, at en god bog får dit hjerte til at banke på en helt særlig måde, og sådan en bog er An Ember in the Ashes, der tog mig på en rejse rundt i mit følelsesregister. Forfatteren gør noget, som andre forfatter har svært ved. Hun sætter en ydre grænse og gør sine karakterer skrøbelige, selvom de kan synes stærke, hårdtslående eller ressourcefulde. Fælles for dem alle er, at de har noget at miste. Derfor danser Laia heller ikke upåvirket igennem sin spionage i riget, men oplever alle dens skyggesider, og mærker også konsekvenserne af sine fejltrin på en måde, som føles som piskeslag i ansigtet på læseren. Det er en slags, der gør, at man som læser aldrig føler sig for sikker på handlingen, og det er det, der gør An Ember in the Ashes så vellykket. Sagt med andre ord: Jeg glæder mig virkelig til at læse videre i serien.