Louise O’Neills debutroman er en feministisk genistreg


Skabt for dig (Only Every Yours) af Louise O’Neill fra forlaget Gyldendal i 2018 (org. udgivet i 2014). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Langt ude i fremtiden er verden en anden. Her fødes kvinder ikke. De bliver designet, trænet på skoler som evaer og oplært i at opfylde mænds behov. Når de dimitterer, bliver de enten koner, konkubiner eller kyske. Freida og Isabel er begge sikre på, at de vil ende med at blive nogens kone, for de er blandt de mest attraktive piger på skolen. Men på deres afsluttende år sker der noget. Isabel begynder at tage på, udebliver fra undervisningen og forsvinder fra ranglisten. Freida er nødt til at fokuserer på sin fremtid, hvis hun vil vælges som kone, selv hvis det betyder, at hun må kappe båndene til den eneste veninde, hun nogensinde har haft.

Louise O’Neills debutroman er hjerteskærende, upoleret og hårdtslående. Dens dystopiske fremtidssyn rammer ind i nutidige tendenser og debatter, og jeg håber og ønsker for forfatteren, at hendes stemme vil give genklang over hele verden. O’Neill har nemlig skabt en vigtig roman om en ekstrem verdensorden, der begyndte langsomt, indtil det tog fart og blev til virkelighed. I den verden, hvor Freida lever, er er feminisme et skældsord, og der er kalorieregning på skemaet i skolen. Det er let at afskrive historien som ekstrem, men sandheden er, at selvom kalorietælling ikke er en del af nogen uddannelse, så er det hverdag for rigtig mange, og desværre anses feminisme også som et skældsord for mange.

“Tomheden i min krop føles enorm, som et stort åbent rum uden noget at holde fast i.”

Flere gange tog jeg mig selv i tænke, at historien var sat på spidsen, men min næste tanke var også en lang række eksempler, der fuldkommen affejede den første. Når en sanger synger om at være øverst i fødekæden, og at alle kvinder skal tilfredsestille ham seksuelt, imens de vrider dig på gulvet foran ham, afklædte, så er det ikke karikeret, sat på spidsen eller dystopisk fremtidsspekultion. Det er virkelighed på samme måde som alle de, der hver dag tæller kalorier og føler skyld, når lysten til at spise tager til. Alle karaktererne er en mundfuld, fordi ingen af dem er sympatiske eller elskelige. De er derimod selvoptagede, overfladiske og konkurrenceminded i forsøget på at blive den smukkeste, tyndeste og mest populære pige, imens drengene oplever et pres fra omverden om at præstere. Det kan synes enormt endimensionelt, men i virkeligheden ser jeg det som et udtryk for den verdensorden, de lever under.

Undervejs måtte jeg lægge bogen kortvarigt fra mig. Ikke fordi jeg ikke nød at læse den, eller fordi den var svær at komme igennem, men fordi den gjorde så stort indtryk på mig. Den rørte mig fra første side som noget genkendeligt, der gang på gang blev ved med at skylle ind over mig. Forfatteren er ikke kun god til at skrive, hun formår også at skabe små øjebliksbilleder af følelser, der fremkalder gysen og gåsehud, fordi gennemslagskraften er så stor at den udfordrer den fiktive verden. Men O’Neills dystopiske roman er ikke historien om en revolution, og det er også med til at gøre den til en langt stærkere og mere realistisk historie. Skabt for dig er en forfærdelig fantastisk bog, som der slet ikke er blevet talt nok om, og det er en bog, jeg slet ikke kan anbefale nok. Læs den!

 

Naomi Aldermans feministiske roman har potentiale, men ender med eksplodere i en stjerneregn af skuffelse


The Power af Naomi Alderman fra forlaget Penguin i 2017 (org. udgivet i 2016). 

Det begynder med vrede. Da en ung pige opdager, at hun har evnen til at give andre stød ved at røre ved dem i en situation, hvor alt er ved at blive taget fra hende, rejser hun sig fra asken for at tage skæbnen i egen hånd. En efter en lærer hun andre om Kraften, og langsomt begynder kvinder over hele verden at vågne. En revolution er under opsejling. Med flere hundrede års vrede i hjertet har kvinderne endelig muligheden for at skade den mandsdominerede verden. Verdensorden bryder sammen vendes på hovedet og begynder på ny. Den er mørk, vred og kraftfuld.

Naomi Aldermans roman er blevet kaldt mange ting. En af dem er kraftfuld, men jeg så aldrig dens styrke skinne ud gennem siderne. Jeg læste bogen med samme vrede, som kvinderne føler, men min vrede blev aldrig afløst af noget andet, og jeg så aldrig det i bogen, som så mange andre gjorde. I stedet så jeg gnisterne fra alt det, den er blevet udråbt til at være og dens stærke potentiale. Dog er et af bogens mest kraftfulde aspekter der, hvor de unge kvinder lærer de andre generationer om Kraften, og på den måde opdager de deres stemme og styrke til at bruge den.

“One of them says, ‘Why did they do it?’ And the other answers, ‘Because they could.’ That is the only answer there ever is.”

Misforstå mig ikke, for bogens præmis lyder intet mindre end fantastisk. Forestillingen om hvordan kvinder pludselig opdager deres indre styrke, hvordan den tager over og konsekvenserne af den, måden den diskuterer samfundet og samtiden på og dens fremstilling af aktuelle kønsproblematikker tændte noget i mig. Hvad end det var slukkedes det ret hurtigt, for jeg kom aldrig over den tunge start eller ind under huden på nogen af karaktererne. Der er ingen tvivl om, at forfatteren vil noget med sin bog, men der er så mange forhindringer på vejen til, at hendes vision kommer til sin ret.

The Power er en bog, som jeg mere end noget andet ønskede at elske, men sådan skulle det ikke være. Idéen er god, men den er langt fra veludført, på trods af at forfatteren kommer omkring nogle interessante betragtninger. Eksempelvis bliver en mandlig rapporter, der forsøger at kortlægge den historiske udvikling af Kraften, opfordret til at udgive sin beretning under et kvindeligt pseudonym. Alderman tillader også læseren at komme vidt omkring og se historien fra forskellige perspektiver – også kønsmæssigt – men selvom historien er fyldt med stemmer, følte jeg ingen forbindelse til nogen af karaktererne. The Power har potentiale, men ender med eksplodere i en stjerneregn af skuffelse.

Ready Player One af Ernest Cline


Ready Player One af Ernest Cline, udgivet af forlaget Broadway Books i 2012 (org. udgivet i 2011). 

Wade Watts lever i 2045, hvor verden er ved at bryde sammen, og derfor søger han, som resten af verden, tilflugt i det globale onlinespil OASIS. OASIS er en verden af muligheder i et grænseløst verdensrum. Da spiludvikleren, James Halliday, går bort, offentliggøres det, at han har gemt en række gåder og udfordringer i spillet, som giver den, der først løser disse adgang til hans formue og kontrollen over spilimperiet. Mange har forsøgt, og alle har fejlet, lige indtil den dag, hvor Wade falder over det, der ligner den første brik i puslespillet, og spillet om OASIS går i gang.

Jeg kom til at elske Ready Player One af omveje. Det var aldrig en del af planen, at jeg skulle læse bogen, for hverken bagsideteksten eller forsiden formåede at holde min opmærksomhed mere end i et splitsekund, og nu hvor jeg har læst den, er den afgjort en af de bedste bøger, jeg har læst i år. Det er en potentiel yndlingsbog, der ramte direkte i mit 80’er nostalgiske hjerte med sine mange film- og spilreferencer. Forfatteren, Ernest Cline, har ikke alene skabt en vedkommende og relevant historie om en nedbrudt verden med opbrugte ressourcer og global energikrise, han fortæller også en kærlighedshistorie til fortidens populærkultur på en måde, som kan få enhver nørds hjerte til at banke.

“That was when I realized, as terrifying and painful as reality can be, it’s also the only place where you can find true happiness. Because reality is real.”

Historien om Wades vilde eventyr er er spændende fra første side. Hans verden er uforudsigelig, fyldt med humor og alvor, som både får læseren til at grine og giver ondt i maven. Med den teknologiske udvikling OASIS har medført, er virkeligheden blevet en mareridtsdrøm inden ønsker at vågne fra, men jo længere tid der bruges på at drømme sig væk fra den, jo tættere er den på at forsvinde helt. I sådan en verden er der fyldt med konflikter og nådesløse hackere, der forsøger at knække spillets gåder for at vende spillet til egen fordel og frarøve resten af verden muligheden for at drømme. Og så er der også helt almindelige hverdagskonflikter som usikkerhed og ensomhed. Wade er muligvis en af de mest morsomme hovedpersoner, jeg endnu har stiftet bekendtskab med. Han er altid bevæbnet med et smart comeback, selvom det oftest roder ham ud i problemer, og så er han gennemført nørd med alt, hvad det indebærer.

Rerady Player One er et overflødighedshorn af henvisninger til 80’erne, gennemarbejdet og så rig på detaljer, at den føles skræmmende virkelig. De mange referencer kammer ikke over eller bliver ligegyldig. I stedet er de nøje udvalgt med et bankende hjerte, der er tydeligt at mærke. Ligesom resten af den fiktive verden i Clines roman, var jeg dybt betaget af den virtuelle verden online, selvom en lille del af mig ønskede at vide mere om, hvordan verden var nået til sit bristepunkt. Bogen er dog ikke forbeholdt de, der kan afkode alle dens mange popkulturelle referencer eller de, der spiller videospil. Bogen er i lige så høj grad til for de, der vil læse en god og gennemarbejdet science fiction-bog med et tempofyldt plot og mindeværdige karakterer, og som er helt umulig at lægge fra sig.

The Knife of Never Letting Go (Chaos Walking #1) af Patrick Ness


The Knife of Never Letting Go af Patrick Ness, udgivet af Candlewick i 2014 (org. udgivet i 2008). 

Todd Hewitts største ønske er at blive en mand, og ganske snart kan han slutte sig til resten af mændene i byen, hvor han bor. Her kan alle høre hinandens tanker, og her findes kun mænd. Men det går langsomt op for Todd, at mændene i byen gemmer på en frygtelig hemmelighed, og inden han får set sig om, må han sammen med sin trofaste hund løbe for livet. På sin flugt fra det uvisse, møder Todd en pige, hvis tanker han ikke kan høre. Lidt efter lidt begynder hans verdensbillede at krakelerer, samtidig med at han må lære den sande betydning af det at være en mand.

For mange år siden læste jeg The Knife of Never Letting Go, og den var ulig noget andet jeg havde læst. Det var min første bog af Patrick Ness, og den var (og er stadig) noget helt særligt af mange grunde, og en af dem er sproget. Den er skrevet med en helt særlig form for slang og dialekt som gør, at sproget er skrevet, som det udtales og med en masse sammentrækninger af ord. Da jeg læste bogen dengang, var det både med forvirring og forbløffelse, og det er det nok stadig den dag i dag. Samtidig er bogen gennemsyret af et kaotisk tankemylder, der bryder historien – for selvom der ikke nødvendigvis bliver sagt noget, så er der aldrig et øjebliksstilhed i menneskets tankergang, der summer en bikube.

“The noise is a man unfiltered, and without a filter, a man is just chaos walking.”

Jeg ved aldrig, hvad jeg skal forvente mig af Patrick Ness’ romaner, for der er ikke to af hans bøger, der er ens. Han er en af den slags sjældne, alsidige forfattere, som man kun kan forvente det uventede af. Ligesom med sine andre romaner, er præmissen for denne fascinerende. Mænds tanker er højlydte, kvinders er stille, og det er hverken uden grund eller konsekvenser. Hvad der begynder som en umiddelbar simpel historie om en dreng på flugt fra det uvisse, udvikler sig langsomt til begyndelsen på en uundgåelig krig. Men der er også andet på spil, for The Knife of Never Letting Go handler i høj grad også om identitet; Todd står ved en skillevej i sit liv med spørgsmålet om, hvordan man holder fast i sig selv, når man bliver præget til at gå i to forskellige retninger.

Da Todd flygter fra byen, flygter han ikke kun for sit liv, men også fra svarene på de mange spørgsmål, som læseren løbende adopterer. Spændingen tager til for hvert et skridt Todd tager ud i ødemarken, akkompagneret af sin hund, Manchee, hvis tanker er mindst lige så larmende som mændenes. Han er et perfekt sidestykke til Todd, og deres makkerskab bliver kun bedre af den stille pige, hvis tanker ingen af dem kan høre. Viola, pigen i ødemarken, der hverken taler eller tænker højlydt, har sin egen historie, der langsomt flettes sammen med Todds. Jeg er vild med Todd, fordi han ikke besidder særlige evner eller talenter på forhånd, som gør ham til historiens oplagte helt, og det er præcis det, som gør ham så bemærkelsesværdig interessant. Han er bare en helt almindelig dreng.

“Men lie, and they lie to theirselves worst of all.”

Som sagt er The Knife of Never Letting Go på mange måder en klassik flugthistorie, men fordi den er skrevet af Patrick Ness, er den alt andet end det. Den er begyndelsen på noget stort og uundgåeligt, som en dør ind til en endeløse verden, hvis ydregrænser er skjult af horisonten. Ness bryder grænser og opfinder nye, krydser verdener og knuser hjerter, og The Knife of Never Letting Go er ingen undtagelse. Det er en af den slags historie, der bliver hængende i luften efter endt læsning, og som jeg vil blive ved med at vende tilbage til, for den er lige så god, som første gang jeg læste den.