“Findes der en, findes der flere” af Mhairi McFarlane


“Findes der en, findes der flere” (org. titel “Who’s THAT girl?”) af Mhairi McFarlane, udgivet af forlaget HarperCollinsNordic i 2017 (org. udgivet i 2015). Læst på dansk — originalsproget er engelsk. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Til sin venindes bryllup, går Edies liv i stykker, da brudgommen overrumpler hende med et pludseligt kys, og da det bliver opdaget, er det Edie, der får skylden. I et forsøg på at undgå en shitstorm på de sociale medier fra hendes tidligere venner, forlader hun byen for at bo hos sin deprimerede far og bitre søster, der konstant sætter spørgsmålstegn ved alt, hvad hun gør. Men selv langt fra sit liv i London, kan Edie ikke undgå de mange bebrejdelser. Samtidig har hun fået til opgave at være ghostwriter på en biografi om skuespillerstjernen Elliot Owen. Hvad hun forventer at blive en simpel opgave, viser sig at være langt mere kompliceret, og Edie er nødt til at gøre op kampene en gang for alle.

Mhairi McFarlane har med sin britiske humor og skøre kærlighedshistorier vundet mit hjerte. Jeg holder meget af hendes bøger af flere grunde, men især for at være mere end bare kærlighedshistorier. Det er ikke simple historier om at finde den eneste ene, men derimod historier, hvor kærligheden kommer som en naturlig del af en større historie. Hendes historier handler i lige så høj grad om at finde sig selv, og kæmpe sig ud af forskellige problemstillinger. Med “Findes der en, findes der flere” giver hun taletid til et rigtigt vigtigt emne om trekantsdramaer, utroskab og fejlagtig bebrejdelse. Edies historie følger nemlig et klassisk mønster, hvor den anden kvinde til en utro mand får skylden, for hans eskapader, og det kommer som en selvfølgelig, at det er hendes skyld. Det er ikke fordi McFarlanes romaner er politiske, men de er meget eftertænksomme på en morsom og opløftende måde.

“Edie var kvinden der kyssede brudgommen på hans bryllupsdag, og historien kunne ikke ændres. Hvis hun i det øjeblik havde haft Dr. Whos Tardis, ville det ikke have været et mordforsøg på Hitler, der havde stået øverst på dagsordenen.”

Jeg elsker virkelig McFarlanes britiske humor med de ironiske vendinger. Hun formår altid at få mig til at trække på smilebåndet, og jeg tog endda mig selv i at sidde og fnise ved flere lejligheder, hvilket er endnu en ting, som jeg elsker ved forfatteren. Edit bliver genstand for en uberettiget shitstorm, der vælter hende omkuld og tvinger hende til at tage affære, men i stedet for at gå imod strømmen vælger hun at flygte. Hendes valg er menneskelig, og jeg forstod godt mange af de beslutninger, som hun tog. Handlingen spidser til, da skandalen går viralt, og Edie lægges for endnu et større had. Hvad der før var vrede og frustration over den drejning, som brylluppet tog, bliver nu meget personlig. Edie føler ikke kun, at hun bør forlade sit liv i London, hun tvinges endda til det af sine kollegaer, hvor bruden er en af dem. Hun ser ingen anden udvej end at rejse fra byen og sætte sit liv der på standby.

Flugten fra London til Nottingham bliver heldigvis ikke kun et sidespor, hvor hun kan skjule sig og slikke sine sår. Tilbagevendelsen til sin hjem sætter gang i andre helingsprocesser og nye begivenheder, som langsomt drejer historien i en anden retning. Dog kan “Findes der en, findes der flere” virke for lang bog i forhold til sin bagsidetekst, men den indeholder et væld af handlingstråde, der gør historien en smule omfattende og tidskrævende. Edie Thompson får nemlig ikke kun problemer med sine venner og kollegaer efter kysset ved brylluppet, forholdet til superstjernen Elliot Owen tager langsomt form, og så er der familielivet med den deprimerede far, den bitre søster og historien med deres mor. Der er meget på spil i McFarlanes roman, men det fungerer upåklageligt.

“‘Det er fordi du ikke er virkelig for dem på internettet. Du er en abstrakt størrelse. de tror ikke, at du nogensinde ser, hvad de har skrevet, og de er også ligeglade. Du er en leg. En historie. Og desto flere de er, desto nemmere bliver det for dem. Snefnugget føler sig ikke ansvarlig for lavinen.'”

Selvom forholdet mellem Edie og Elliot er meget klassisk for forfatteren, var jeg ikke helt solgt på idéen om dem, måske fordi det var noget af det, som gjorde historien meget favnende i sådan en grad, at den næsten spilder over. Det betyder dog ikke, at jeg ikke nød deres del af historien, men den gjorde samtidig, at den føltes længere, end jeg brød mig om. McFarlanes skrivestil er meget observerende og moderne. Hun formår at skrive om vigtige emner, der går ud over kærlighedselementet, her i blandt internetmobning og mentalt helbred, samtidig med at hun skriver muntert og humoristisk. McFarlane skriver kærlighedsbøger med noget på hjertet.

“Mit navn er Shylock” af Howard Jacobson


“Mit navn er Shylock” (org. titel “Shylock Is My Name”) af Howard Jacobson fra forlaget Modtryk, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Bogen er læst på dansk — orgiginalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Jeg holder meget af en god genfortælling, og konceptet i al sin simpelhed. Jeg elsker tanken om en kærlighed til en historie, der vokser sig så stor, at det resulterer i en ny historie fortalt i den originale histories rammer. I anledningen af 400 året for Shakespeares død genskrives flere af hans populære værker som én stor kærlighedserklæring til den mand, der skabte halvdelen af det engelske sprog og influererede utallige mennesker. “Mit navn er Shylock” er en genfortælling af “Købmanden i Venedig”, der på trods af sin kærlighed til sit ophav, aldrig vandt min beundring.

Simon Strulovich er en ensom kunstsamler, der en dag møder manden Shylock på en kirkegård. Det bliver begyndelsen på et usædvanligt bekendtskab, der udvikler sig til et venskab. Samtidig er Simons datter fanget i inderkredsen af Manchesters high society, hvor hun er faldet pladask for en fodboldspiller, der ikke er jøde som hende selv og med noget, der ligner nazistiske tendenser, er Simon bekymret for sin datter. Jacobsons portrættering af mandens ejerskab over kvinden gjorde mig rødglødende, selvom jeg godt ved, at der oprigtigt findes mennesker i vores moderne verden, der har så forældet en tankegang. Selvom han forsøger at italesætte vigtige emner som jødisk identitet, kønsproblematikker og historie, men de falder alle til jorden med et unuanceret brag af forkludrede ord.

“Det er en af de der bedre-at-være-død-end-levende-februardage, som er så kendetegnende for det nordlige England, hvor mellemrummet mellem jord og himmel er en brevsprække fuld af sammenklemt lys, og hvor selve himlen er ufattelig banal.”

Det er første gang jeg stifter bekendtskab med forfatteren Howard Jacobson. Han er en af de mest fremtrædende jødiske forfattere og samfundsdebattører i England med en vigtig stemme og et forfatterskab, der kredser om forståelsen og skabelse af en moderne jødisk identitet. Han vandt sågar Bookprisen i 2010. På trods af vigtige tematikker flød min læsning aldrig. I stedet snublede jeg over Jacobsons kringlede ord, der bevægede sig i en masse forskellige retninger, og som alligevel kun syntes at kredse om Simon og dilemmaet med datteren. Persongalleriet er for omfattende for historien ellers simple handling og psykologiske kompleksitet, og fik den enkelte karakter til at drukne i mængden.

Det omfattende persongalleri blev så sigende for min læsning, at jeg til sidst måtte opgive at holde styr på karakterernes indbyrdes forhold, fordi så mange af dem mindede om hinanden med deres karaktertræk og historie. Sproget, der heller aldrig flød naturligt, var unødvendigt litterært og højstemt, hvilket er synd, fordi jeg tror ordenes gennemslagskraft havde været der, hvis sproget havde været mere tilgængeligt. Sprogets højstemthed tjener ikke noget formål eller spiller nogen rolle for historien, og derfor bliver det også et overflødigt og unødvendigt greb, der kvæler teksten.

“Da hun ikke længere var der til at tale til ham, var det, som om en navlestreng, der forvandt ham til livet, blev kappet.”

Jeg ville ønske, at “Mit navn er Shylock” havde været blandt mine gode læseoplvelser, at dens sider nærmest vendte sig selv, og at jeg lukkede den med et smil, men sådan forholdte det sig ikke. Langt fra. Jeg tvang mig igennem ordene, forsøgte at skabe orden og sammenhæng mellem karaktererne i forhold til historiens gang. Shakespeares originale fortælling druknede også i historien, og blev i stedet moderniseret i sådan en grad, at den kun blev en skygge af sig selv, som et spøgelse fra fortiden. Det blev i stedet til et makværk af en læseoplevelse, som jeg kun med nød og næppe læste til ende, men som jeg ville ønske, at jeg bare havde opgivet, for den var ærlig talt ikke besværet værd.

“Løgnens træ” af Frances Hardinge


“Løgnens træ” (org.titel “”) af Frances Hardinge fra forlaget Turbine, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Anmeldereksemplar fra forlaget. Bogen er læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Faith lever i en tidsalder, hvor en piges vigtigste funktion er at være stille og en god datter, men sådan er hun slet ikke. Hun er både intelligent og nysgerrig. I 1860’erne flytter hun med sin familie til en lille ø på den engelske vestkyst, hvor det langsomt kommer frem, hvordan hendes far, er på flugt fra en skandale. Før hendes far falder i døden, hjælper hun ham med at skjule et mærkværdigt træ, der lever at løgne og fortæller sandheden. Da hendes far findes død hviles Faith ind i familiens mange løgne, og hun sætter sig for at finde frem til sandheden.

Frances Hardinge vandt mit hjerte med den prisbelønnede og anmelderroste “Løgnens træ”. Den handler om den viljestærke Faith, der forvildes ind i et spind af løgne og halve sandheder, og på grund af sit livlige sind og sin endeløse nysgerrighed og forkærlighed til naturvidenskaben må træde varsomt i den mandsdomineret verden hun lever i. Hun er meget atypisk for sin tid og helt rigtig skuret sammen. Hardinge skriver levende og let, selvom sproget imiterer den victorianske tidsalder. Hun balancerer mesterligt på kanten mellem liv og mørke i den måde, hun skriver på, og flere gange måtte jeg gå tilbage i min læsning for at genlæse hele passager, fordi de er så lyrisk smukke.

“Faiths far havde bedt om hendes hjælp i nødens stund. Hun følte det som en dør, der længe havde været lukket og låst imellem dem, var blevet åbnet igen, om så kun på klem.”

Historien handler om en piges søgen efter sandheden om sin fars pludselig død, der bortforklares med selvmord, ved hun med sikkerhed, at der sikker noget under, og alligevel er det en historie, der tager sig tid til at skabe, samle og forene de mange puslespilsbrikker, samtidig med at historien er præget af atmosfæriske beskrivelser af Faiths omgivelser, tankerne i hendes hoved og samfundets snærende kønsopfattelser og normer for korrekt opførelse, som virkelig lægger bånd på hende. Hardinge formår så fineste vis at indfange selv de mest skrøbelige tanker og fremvise dem i deres fulde størrelseuden at blive sentimental eller bremse handlingen.

Selve mysteriet om farens død blæste mig ikke bagover, fordi den på mange måder handler om helt simple tematikker om misundelse, magt og misbrug, men det gjorde ikke noget for min læseoplevelse, fordi den føles så victoriansk — også i mysteriets udformning! Havde handlingen været sat i mere nutidige og moderne rammer, ville jeg havde forventet noget andet end den simple historie, jeg blev præsenteret for, på trods af dens skæve twist med den sandhedsfortællende plante. “Løgnenes træ” er helt rigtig og ligesom den skal være. Den er på trods af sine mørke rammer, en opløftende fortælling om en piges simple kamp mellem det at være barn og voksen med drømme om at studere naturvidenskab i en tid, hvor det ikke er muligt for kvinder, og hvordan hun alligevel modsætter sig dette.

“Hun havde ludigt åbnet en dør og var trådt ind i mørket på den anden side uden at vide, om der overhovedet var et gulv.”

“Løgnens træ” er også underfundig, fordi den er svær at placere genremæssigt. Det er svært at sige, om der er tale om historisk fiktion, magisk realisme, mørk fantasy, eventyr eller bare simpel realisme. Den er en gåde uden en løsning, der dog beriger sin læser i sidste ende. Mysteriet er simpelt, men plottet er kringlet og udspekuleret, og samler sig på smukkeste vis til sidst i en mesterlig fortælling, der giver gåsehud og hjertebanken. Den er victoriansk og gotisk, og det er slet ikke til at mærke, at den er skrevet af en nulevende forfatter. Hardinge puster nyt liv i ungdomsgenren og har skabt sig en heltinde, der er helt sin egen. Af samme grund bliver Faiths stemme også rigtig vigtig, fordi den fortæller historien om at stå fast over for det, som får ens hjerte til at banke, for det er en menneskeret at turde drømme og håbe.

“Toner i natten” af Jojo Moyes


“Toner i natten” (org. titel “Night Music”) af Jojo Moyes fra forlaget Cicero, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2008). Bogen er læst på dansk — originalsproget er engelsk. Bogen er desuden anmeldt for forlaget.

Det begynder med et hus, der truer med at falde sammen ved selv det mindste vindpust. I mange år er husets oprindelige ejer blevet passet af sine naboer, men da han pludselig går bort tildeler han huset til nogle andre end naboerne, der ellers havde håbet at det ville tilfalde dem. I London må også violinisten Isabel Delancey pakke sit liv ned i flyttekasser, da hendes mand dør i en bilulykke og efterlader hende med en gæld hun ikke kan betale. I det sammenfaldne hus, hvor Isabel og hendes to børn flytter ind, forsøger hun desperat at forhindrer huset i at styrte sammen med det sidste af sin opsparing. Den venlige nabo tilbyder at reparerer huset for hende, men hendes kamp med huset er kun lige begyndt, for hvad hun ikke ved, er at han har sine helt egne planer for stedet.

At læse “Toner i natten” gjorde mig rundtosset. Det er en forholdsvis ukompliceret historie om et faldefærdigt hus og en masse menneskers ønsekdrømme for det og deres vilje til at realisere dem. Det er en bog med mange komponenter og endnu flere karakterer, der uden en tydelig skildring af fortællerstemmen gjorde det til en noget rodet historie at finde hoved og hale i til at begynde med. Da jeg endelig følte, at jeg havde fået styr på karaktererne og deres relationer til hinanden, dukkede endnu flere op og mit puslespil kunne begynde forfra. Det er tydeligt at mærke, at “Toner i natten” er en af Moyes tidlige romaner, selvom det også er mærkbart, hvordan hun langsomt finder sin styrke i at skrive.

“Søvnen tøvede endnu i værelse og vendte blidt tilbage og flagrede let som en gennemsigtig tåge om sengen, hang lidt i gardinerne og gled ind mellem den unge digters øjenvipper og legede en smule med med ham.”

Det der undrede mig mest er, hvor lang tid det tog forfatteren at introducere hovedpersonen og sætte hende i direkte forbindelse med den handling, der langsomt blev etableret. Jeg kunne i lang tid ikke finde sammenhæng mellem historien og dens titel, og jeg er stadig ikke sikker på, at jeg helt er overbevist. Det ændrer dog ikke på, at Moyes er en glimrende historiefortæller, der, på trods af at jeg faktisk ikke brød mig om en eneste af hendes fiktive karakterer,som jeg fandt meget endimensionelle, formår at skrive betagende om menneskeliv. Dog kunne jeg ikke undgå at føle, at jeg havde læst elementer af historien før, da jeg senest har læst Moyes’ “Sommeren jeg mødte dig”, der også handler om et hus. “Toner i natten” indbyder ikke til hurtig læsning, ikke fordi den er kompleks, men fordi den smange komponenter indbyder til stille læsning i overenstemmelse med handlingen, som tillader læseren at dvæle i stemninger.

Matt og Isabel er meget snævrer karakterer, der følger en klar linje uden den store dybde. Jeg kom aldrig ind under huden på dem, og jeg lærte dem aldrig rigtig at kende. Jeg mærkede heller aldrig Isabels violintoner i natten, som har givet bogen sin titel. Hendes karriere som violinist forekom mig en smule overflødig, som om den del tilhørte en helt anden historie, som jeg ville elske at læse, men som virkede malplaceret her. Desuden føles historien unødvendig lang og alt for omfattende i forhold til dens handling. Det er dog også en bog, der overlever på grund af læsernes forventning og på grund af det navn, Jojo Moyes har etableret sig. Der er meget på spil i Moyes roman, så føles det sjældent som om plottet bevæger sig i nogen retning. Den fastlåses over mange hundrede sider og pludselig var konflikten løst.

“Så var der sorgen efter hende, der strejfede ham med glimt af ægte, håndgribelig smerte, til den fortonede sig i hundrede udkast til bindstærke romaner og nogle enkelte, flagrende verselinjer, der stod alene på små lapper papir, som løsrevne stumper af et aldrig samlet puslespil.”

Jeg ser dog også styrker i Moyes tidlige roman fra 2008, men det er svært at præciserer hvad det helt nøjagtigt er. Hun forekommer mig langt stærkere i sin skrivestil og evne til at skrive historier om mennesker og deres liv. Hendes historie breder sig ud — måske endda for meget — og hun forekommer mig langt mere selvsikker som forfatter. “Toner i natten” fremkaldte ikke sød musik i mine ører, og jeg lukkede bogen med en splittede fornemmelse, for på den ene siden var jeg vild med dens koncept; historien om et faldefærdigt hus, om en grådig mand og en urimeligramt kvinde, om skæbner der vikles ind i hinanden og vandskaber der rives nødesløst over af skjulte hensigter, men udførelsen bevægede sig i en anden retning. Der er alt for mange hurtige løsninger og forventelige udfald i Moyes roman, som også gjorde, at jeg sukkede lige så tungt som det faldefærdige hus.