The Bone Season er velskrevet og original fantasy med en lidt tung start


The Bone Season (The Bone Season #1) af Samantha Shannon fra forlaget Bloomsbury i 2017 (org. udgivet i 2013). 

Nittenårige Paige Mahoney arbejder i Londons mørke underverden, men byen er slet ikke, som du kender den. Året er 2059 og Scion London er splittet i syv distrikter. Paige lever et kriminelt liv bare ved at eksistere. Hun er clairvoyant, og søger information ved at bryde ind i folks sind. Alene det at hun trækker vejret er landsforræderi. En dag bliver kidnappet og ført til Oxford, der i mere end to hundrede år har været styret af et stærkt og overmenneskeligt folkefærd. Her bides hun til Warden, en rephaite, med mørke motiver. Han er hendes herre, hendes træner og hendes fjende. Det letteste i verden ville være at dø, men Paige er opsat på at genvinde sin frihed. Koste hvad det vil …

Med The Bone Season har Samantha Shannon slået mig omkuld og stjålet mit hjerte. Hendes historie er kun begyndelsen på det, der er planlagt til at blive en meget lang serie, og den første bog er velskrevet med en verden, der er så forunderlig, at den er svær at slippe med øjnene. Det lover godt, selvom der er lang tids venten mellem udgivelserne. The Bone Season er en af den slags bøger, hvor jeg havde planer om virkelig at tage mig tid til at læse den, men i stedet fløj jeg igennem historien med faretruende hast, hvilket uden tvivl ville have efterladt mig med voldsomme bogtømmermænd, hvis ikke det var fordi de næste to bøger i serien allerede er udgivet. Derfra bliver ventetiden ulidelig.

“Knowledge is dangerous. Once you know something, you can’t get rid of it. You have to carry it. Always.”

Selvom der sker en del i The Bone Season, er der skruet ned for tempoet. Dog er den manglende konkretisering og forståelse af den verden, som Shannon har kreeret er måske bogens største udfordring, fordi den ikke tager læseren i hånden. Det gør, at man som læseren enten står af eller kæmper sig igennem i håb om at blive fanget af historien. Det gjorde jeg heldigvis, og da den først tog fart forsvandt alle mine spekulationer som dug for solen, og jeg lod mig opsluge af historien. På trods af bogens rolige tempo, er der den på intet tidspunkt kedelig. Når man først er begyndt at forstå Scion London, er den en af den slags fiktive verdener, hvor man hurtigt finder sig til rette som læser. Jeg nød at gå op opdagelse i byens labyrintiske gange, opleve den enorme kontrast til Oxford og den verden, som er skabt der.

Paige, historiens fortæller, er intelligent, handlekraftig og håbefuld, selv når hendes verden formørkes efter sin tilfangetagelse. Hun formår hurtigt at skabe sig et overblik over nye situationer, og selvom hendes clairvoyante evner er af usædvanlig karakter, er hun ikke upåvirket af dem, når hun har været nødsaget til at bruge dem. I stedet er hun typen, der holder hovedet koldt, selv når følelserne truer med at tvinge hende i knæ. På trods af sin lidt snublende begyndelse og forvirrende konstruktion, er The Bone Season en virkelig velskrevet og originalt fortalt historie med en stærk fortællerstemme, der driver historien frem, og som virkelig tog mig med storm.

Reklamer

The Paying Guests af Sarah Waters


The Paying Guests af Sarah Waters, udgivet af forlaget Virago i 2015 (org. udgivet i 2014). 

I efterkrigstidens London vokser arbejdsløsheden og de, der tjente under krigen er mærket af dens rædsler. I den sydlige bydel åbner enken Mrs Wray og hendes ugifte datter, Fraces, dørene for de, der har brug for det. Da Lilian og Leonard Barber indlogerer sig i den kæmpestore villa, forandres hverdagen på de mest uventede måder. Det moderne ægtepar beskuer ikke verden efter bogen, og det gør, at følelserne får frit løb, imens frustrationens uvejr langsomt trækker sig sammen over villaen, og da det bryder ud, er det med fatale konsekvenser og umulig kærlighed.

Sarah Waters’ forfatterskab har taget mig med storm. Med hendes ord åbnede sig en dør ind til en helt anden litterær verden af romantisk og historisk fiktion. Jeg forelskede mig i forfatterskabet efter at have læst Fingersmith, kærligheden til det voksede sig kun større med Tipping the Velvet, og selvom jeg var over for dele af historien i Affinity, var den stadig forrygende at læse. Det var The Paying Guest derimod ikke. Det er Waters’ seneste roman, og den er ikke som de andre i rækken. Hvor nogle disse foregår i Londons rendesten, i teatersale og bag lukkede døre på datidens galeanstalter, er denne knap så atmosfærisk. Huset, hvor handlingen udspiller sig, er nærmest pinligt rent, kun plettet af beborernes sorte samvittighed. Dog følte jeg aldrig det mangfoldige liv i Camberwell-villaen, selvom romanens begyndelse overvældede mig. Den var længe om at overbevise mig, og slet ikke så fængende som forfatterens andre bøger.

“She loved these walks through London. She seemed, as she made them, to become porous, to soak in detail after detail; or else, like a battery to become charged. Yes, that was it, she thought, as she turned a corner: it wasn’t a liquid creeping, it was a tingle, something electric, something produced as if by the friction of her shoes against the streets. She was at her truest, it seemed to her, in these tingling moments.”

Jeg havde ret svært ved at føle mig hjemme i Waters’ roman, selvom tidsperioden er right up my alley. Af og til føltes den som en tung viktoriansk roman, hvor den andre gange føltes som en beruset jazzballade, hvor jeg ikke kunne finde finde mig til rette i dens rytmiske toner. Og Leonard og Lilian minder da også om F. Scott og Ella Fitzgerald i deres temperament og livsnydelse. Dog følte jeg aldrig, at jeg rigtig kom ind under huden på hverken Lillian eller bogens hovedperson, Frances. Desuden forekom det mig vanskeligt at adskille Frances fra Lillian, hvis personligheder flød sammen til en grødet masse. Hvis man allerede er bekendt med Waters’ forfatterskab, er en stor del af handlingen ret forudsigelig, men det er aldrig forstyrrende eller ødelæggende for læsningen. Hendes skrivestil er overdådig, skrøbelig og i dette tilfælde også alt for detaljeret i forhold til, hvad historien kan bære, for handlingen i den er meget spinkel.

Det gør ondt i mit hjerte at måtte indrømme, at jeg for det meste kedede mig, da jeg læste The Paying Guest, og når jeg ikke gjorde, følte jeg ofte, at jeg druknede i historien. Ikke på grund af persongalleriet eller selve handlingen, men snarere på grund af måden den trækkes i langdrag på med sine mange detaljer. Der er for meget af det hele i forhold til den egentlige handling. Særlig sidste del af bogen, som burde have fået mig til at vende siderne febrilsk, hvor jeg i stedet sukkede utålmodigt efter slutningen. Der er ikke noget, jeg hellere ville end at give bogen en god anmeldelse, men det korte af det lange er, at jeg fandt historien for lang i forhold til, hvad den kan bære.

Mere end det af Patrick Ness


Mere end det (org. titel More Than This) af Patrick Ness, udgivet af Gyldendal i 2015 (org. udgivet i 2014). Læs på dansk — originalsproget er engelsk.

Det begynder med enden. Seth drukner, og i takt med at hans lunger fyldes med vand, forsvinder livet langsomt fra hans krop. Det burde være enden på det hele, og det er det måske også, men så vågner han. Han burde være død. Hans hoved knustes mod klipperne, og vandet skyllede ind over ham, og alligevel vågner han. Den verden han vågner op i er dog ikke den samme, som han forlod. Her vælter minderne ind over ham som en tidevandsbølge, der endnu en gang truer med at knuse ham. Fanget og formodet alene forsøger Seth at finde mening med livet eller det, der er tilbage af det.

Da jeg havde færdiglæst bogen, var jeg ikke sikker på, hvad jeg lige havde læst, og hvad der helt præcist hændte i historien, og hvordan det hele hænger sammen, ved jeg stadig ikke. Det er en af de mest besynderlige læseoplevelse, jeg længe har haft, og alligevel også en af de smukkeste. Ness skriver som få, og hans historier er usammenlignelige med noget andet, jeg har læst. Heller ikke blandt Ness’ andre bøger kan der trækkes ret mange paralleller. Da jeg læste Mere end det, var det sproget, der gjorde mig åndeløs. Det er stærkt og nuanceret, men samtidig tilpas skrøbeligt og distanceret fortalt, og samtidig formår han at løfte historien op på et højre niveau, der gør den så særlig.

“Jeg længtes så brændende efter, at der skulle være mere end mit lille sølle liv.” Han ryster på hovedet. “Og der var mere. Jeg kunne bare ikke se det.”

Med en næsten omvendt begyndelse åbner Ness sin historie med hovedpersonens død, skrevet med en distanceret simplicitet, fyldt med korte sætninger, og alligevel er emmer scenen af både frygt og stilhed. Det er noget af det stærkeste, jeg længe har læst. Dernæst følger en længere opdagelsesrejse i Seths indre, der ganske langsomt åbnes som Pandoras æske, fyldt med undertrykte barndomsminder og de konflikter, der raser indeni ham. Gradvist afsløres det, hvordan Seth er havnet på bunden af havet, og i takt med dette tager hans nuværende situation også form. Hvad der begynder som en opdagelsesrejse i Seths fortid og forståelsen af hans druknedød, forvandles langsomt til en science-fiktion fortælling og virtualitet i relation til spørgsmålet om livet efter døden.

Det er en bog, der vil skabe forvirring og usikkerhed, og det tror jeg netop er pointen. Ganske langsomt forvandler den sig til et sansebedrag med dens surrealistiske plot, der forvandler sig fra en identitetsrejse til en flugthistorie fra det ukendte i den mareridtsverden, som Seth er vågnet i. Hans betragtninger og gradvise forståelse af sig selv er hjerteskærende, der er alt andet end forudsigelig. Intet i verden kunne havde forberedt mig på den enorme smerte, der hviler tungt på hans skuldre, som evige lænker, selv døden ikke kan gøre ham fri af.

“Der er altid skøn at finde, sagde Gudmund. “Hvis man ved, hvor man skal lede efter den.”

Mere end det er endnu en genistreg fra forfatterens hånd. Det er en spekulativ historie, der efterlader sig flere spørgsmål end svar, og som enten vil tabe sin læser eller drive denne frem. For det er helt tydeligt, at denne historie for nogen vil være et udtryk for tab af sammenhæng og inkonsistent handling, men samtidig er det netop så karakteristisk for hans forfatterskab. En del af historien gemmer sig mellem linjerne, og hvis man forventer en handlingsmættet historie med et højt tempo, risikerer man at blive skuffet. Selv var jeg alt andet end det.

Dublin Street (On Dublin Street #1) af Samantha Young


Dublin Street (org. titel On Dublin Street) af Samantha Young, udgivet af forlaget Flamingo i 2016 (org. udgivet i 2012). Bogen er læst på dansk – originalsproget er engelsk. 

Kan man flygte fra sin fortid? Da amerikanske Jocelyn sætter kurs mod sit skotske hjemland, har hun ikke pakket sin fortid i sin kuffert men i stedet fyldt den med gode intentioner om at starte forfra. Livet i Skotland forløber fint, indtil hun flytter ind i en lejlighed på Dublin Street, og møder sin værelseskammerats bror, der vender op og ned på alt. Braden Carmichael er vant til at få, hvad han vil have, og da han kaster sit blik på Jocelyn er han ikke i tvivl. Han vil have hende. De laver en ordning, der til at begynde med tilfredsstiller dem begge, men Braden vil have hele pakken, også selvom det betyder, at Jocelyn er nødt til at gøre op med sin fortid, hvis de skal have en fremtid sammen.

Jeg læste Dublin Street i et stræk. Den tog mig med storm, og af en eller anden grund kom det bag på mig. Det samme gjorde de tårer jeg kneb undervejs, fordi Samantha Young så fint beskriver de lidelser som hendes hovedperson gennemlever. Hun formår at sætte ord på følelser, der er ikke bare er skrøbelige men også svære at indfange. Samtidig brændte mine kinder også på grund af hendes evne til at skrive forførende. Jocelyn og Bradens historie er på mange måder klassisk, men forfatteren har alligevel gjort den til sin helt egen, for der er meget på spil i Youngs historie. Den handler ikke kun om to karakterer, der danser rundt om deres følelser for hinanden. Den handler også om fortiden sår, de pludselig skår tiden slår i livet, og hvordan man kæmper sig tilbage til det.

“Jeg ville skabe noget smukt i stedet for alt det grimme.”

Tempoet er roligt i Samantha Youngs historie om en ung kvindes flugtforsøg fra fortiden, og hvordan hun ender i armene på den mand, som måske kan give hende den fremtid hun drømmer om. Vejen dertil er lang, men jeg er vild med måden, den bliver beskrevet på. Der er dele af bogen, som jeg normalt ikke bryder mig om, som for eksempel måden hvorpå en terapeut bliver brugt som en måde at tale Jocelyns historie igennem på, men forfatteren fik det til at virke på en naturlig og velafbalanceret måde. I virkeligheden er de to ord en fin beskrivelse af bogen. Den er aldrig for meget, men heller ikke på noget tidspunkt karakterløs. For selvom forfatteren balancerer rundt med store emner, afholder det aldrig hendes historie fra at være sjov og letsindig, og det er aldrig på bekostning af de svære tematikker. 

Braden og Jocelyn er på trods af deres fælles tiltrækning meget ulig hinanden, men hans stilede arrogance passer perfekt til hendes kølige sarkasme. De komplimentere hinanden og udfordrer hinanden. Han er udadvendt og kender alle, der er værd at kende, imens Jocelyn er tilbageholden og læseglad. Braden var aldrig over grænsen, men tilpas alfa, og selvom deres aftale udelukkende handler om sex, og der er meget af det, begrænser bogen sig aldrig til kun at handle om det. Der er langt mere på spil, og selvom Braden i høj grad er et afgørende element i Jocelyns opgør med sin fortid, så er det på en måde, der tvinger hende til selv at gøre op med den, uden at han er nøglen til hendes frigørelse.

“Jeg ved, at du elsker mig, Jocelyn, for jeg kan fandeme umuligt være så forelsket i dig, hvis du ikke føler det samme for mig. Det er ikke muligt.”

Dublin Street gav mig røde kinder, hjertebanken og drømmesyn. Kærligheden mellem Braden og Jocelyn er vanedannende og godt beskrevet, hvilket gjorde bogen svær at lægge fra sig. Braden vandt mit hjerte, men det samme gjorde Jocelyn, der på trods af sine utallige kampe er en stærk heltinde, der hele tiden forsøger at gøre sig fri af fortidens lænker. Slutningen er måske lidt klichéfyldt i nogens øjne, men for mig var den helt perfekt – det perfekte bindeled der bandt det hele sammen, og som gjorde, at jeg lukkede bogen med et drømmende suk.