Mere end det af Patrick Ness


Mere end det (org. titel More Than This) af Patrick Ness, udgivet af Gyldendal i 2015 (org. udgivet i 2014). Læs på dansk — originalsproget er engelsk.

Det begynder med enden. Seth drukner, og i takt med at hans lunger fyldes med vand, forsvinder livet langsomt fra hans krop. Det burde være enden på det hele, og det er det måske også, men så vågner han. Han burde være død. Hans hoved knustes mod klipperne, og vandet skyllede ind over ham, og alligevel vågner han. Den verden han vågner op i er dog ikke den samme, som han forlod. Her vælter minderne ind over ham som en tidevandsbølge, der endnu en gang truer med at knuse ham. Fanget og formodet alene forsøger Seth at finde mening med livet eller det, der er tilbage af det.

Da jeg havde færdiglæst bogen, var jeg ikke sikker på, hvad jeg lige havde læst, og hvad der helt præcist hændte i historien, og hvordan det hele hænger sammen, ved jeg stadig ikke. Det er en af de mest besynderlige læseoplevelse, jeg længe har haft, og alligevel også en af de smukkeste. Ness skriver som få, og hans historier er usammenlignelige med noget andet, jeg har læst. Heller ikke blandt Ness’ andre bøger kan der trækkes ret mange paralleller. Da jeg læste Mere end det, var det sproget, der gjorde mig åndeløs. Det er stærkt og nuanceret, men samtidig tilpas skrøbeligt og distanceret fortalt, og samtidig formår han at løfte historien op på et højre niveau, der gør den så særlig.

“Jeg længtes så brændende efter, at der skulle være mere end mit lille sølle liv.” Han ryster på hovedet. “Og der var mere. Jeg kunne bare ikke se det.”

Med en næsten omvendt begyndelse åbner Ness sin historie med hovedpersonens død, skrevet med en distanceret simplicitet, fyldt med korte sætninger, og alligevel er emmer scenen af både frygt og stilhed. Det er noget af det stærkeste, jeg længe har læst. Dernæst følger en længere opdagelsesrejse i Seths indre, der ganske langsomt åbnes som Pandoras æske, fyldt med undertrykte barndomsminder og de konflikter, der raser indeni ham. Gradvist afsløres det, hvordan Seth er havnet på bunden af havet, og i takt med dette tager hans nuværende situation også form. Hvad der begynder som en opdagelsesrejse i Seths fortid og forståelsen af hans druknedød, forvandles langsomt til en science-fiktion fortælling og virtualitet i relation til spørgsmålet om livet efter døden.

Det er en bog, der vil skabe forvirring og usikkerhed, og det tror jeg netop er pointen. Ganske langsomt forvandler den sig til et sansebedrag med dens surrealistiske plot, der forvandler sig fra en identitetsrejse til en flugthistorie fra det ukendte i den mareridtsverden, som Seth er vågnet i. Hans betragtninger og gradvise forståelse af sig selv er hjerteskærende, der er alt andet end forudsigelig. Intet i verden kunne havde forberedt mig på den enorme smerte, der hviler tungt på hans skuldre, som evige lænker, selv døden ikke kan gøre ham fri af.

“Der er altid skøn at finde, sagde Gudmund. “Hvis man ved, hvor man skal lede efter den.”

Mere end det er endnu en genistreg fra forfatterens hånd. Det er en spekulativ historie, der efterlader sig flere spørgsmål end svar, og som enten vil tabe sin læser eller drive denne frem. For det er helt tydeligt, at denne historie for nogen vil være et udtryk for tab af sammenhæng og inkonsistent handling, men samtidig er det netop så karakteristisk for hans forfatterskab. En del af historien gemmer sig mellem linjerne, og hvis man forventer en handlingsmættet historie med et højt tempo, risikerer man at blive skuffet. Selv var jeg alt andet end det.

Reklamer

Dublin Street (On Dublin Street #1) af Samantha Young


Dublin Street (org. titel On Dublin Street) af Samantha Young, udgivet af forlaget Flamingo i 2016 (org. udgivet i 2012). Bogen er læst på dansk – originalsproget er engelsk. 

Kan man flygte fra sin fortid? Da amerikanske Jocelyn sætter kurs mod sit skotske hjemland, har hun ikke pakket sin fortid i sin kuffert men i stedet fyldt den med gode intentioner om at starte forfra. Livet i Skotland forløber fint, indtil hun flytter ind i en lejlighed på Dublin Street, og møder sin værelseskammerats bror, der vender op og ned på alt. Braden Carmichael er vant til at få, hvad han vil have, og da han kaster sit blik på Jocelyn er han ikke i tvivl. Han vil have hende. De laver en ordning, der til at begynde med tilfredsstiller dem begge, men Braden vil have hele pakken, også selvom det betyder, at Jocelyn er nødt til at gøre op med sin fortid, hvis de skal have en fremtid sammen.

Jeg læste Dublin Street i et stræk. Den tog mig med storm, og af en eller anden grund kom det bag på mig. Det samme gjorde de tårer jeg kneb undervejs, fordi Samantha Young så fint beskriver de lidelser som hendes hovedperson gennemlever. Hun formår at sætte ord på følelser, der er ikke bare er skrøbelige men også svære at indfange. Samtidig brændte mine kinder også på grund af hendes evne til at skrive forførende. Jocelyn og Bradens historie er på mange måder klassisk, men forfatteren har alligevel gjort den til sin helt egen, for der er meget på spil i Youngs historie. Den handler ikke kun om to karakterer, der danser rundt om deres følelser for hinanden. Den handler også om fortiden sår, de pludselig skår tiden slår i livet, og hvordan man kæmper sig tilbage til det.

“Jeg ville skabe noget smukt i stedet for alt det grimme.”

Tempoet er roligt i Samantha Youngs historie om en ung kvindes flugtforsøg fra fortiden, og hvordan hun ender i armene på den mand, som måske kan give hende den fremtid hun drømmer om. Vejen dertil er lang, men jeg er vild med måden, den bliver beskrevet på. Der er dele af bogen, som jeg normalt ikke bryder mig om, som for eksempel måden hvorpå en terapeut bliver brugt som en måde at tale Jocelyns historie igennem på, men forfatteren fik det til at virke på en naturlig og velafbalanceret måde. I virkeligheden er de to ord en fin beskrivelse af bogen. Den er aldrig for meget, men heller ikke på noget tidspunkt karakterløs. For selvom forfatteren balancerer rundt med store emner, afholder det aldrig hendes historie fra at være sjov og letsindig, og det er aldrig på bekostning af de svære tematikker. 

Braden og Jocelyn er på trods af deres fælles tiltrækning meget ulig hinanden, men hans stilede arrogance passer perfekt til hendes kølige sarkasme. De komplimentere hinanden og udfordrer hinanden. Han er udadvendt og kender alle, der er værd at kende, imens Jocelyn er tilbageholden og læseglad. Braden var aldrig over grænsen, men tilpas alfa, og selvom deres aftale udelukkende handler om sex, og der er meget af det, begrænser bogen sig aldrig til kun at handle om det. Der er langt mere på spil, og selvom Braden i høj grad er et afgørende element i Jocelyns opgør med sin fortid, så er det på en måde, der tvinger hende til selv at gøre op med den, uden at han er nøglen til hendes frigørelse.

“Jeg ved, at du elsker mig, Jocelyn, for jeg kan fandeme umuligt være så forelsket i dig, hvis du ikke føler det samme for mig. Det er ikke muligt.”

Dublin Street gav mig røde kinder, hjertebanken og drømmesyn. Kærligheden mellem Braden og Jocelyn er vanedannende og godt beskrevet, hvilket gjorde bogen svær at lægge fra sig. Braden vandt mit hjerte, men det samme gjorde Jocelyn, der på trods af sine utallige kampe er en stærk heltinde, der hele tiden forsøger at gøre sig fri af fortidens lænker. Slutningen er måske lidt klichéfyldt i nogens øjne, men for mig var den helt perfekt – det perfekte bindeled der bandt det hele sammen, og som gjorde, at jeg lukkede bogen med et drømmende suk.

A Gathering of Shadows (Shades of Magic #2) af V.E. Schwab


A Gathering of Shadows af V.E. Schwab, udgivet af Titan Books i 2016.

Fire måneder er gået siden Kell krydsede veje med Delilah i Grey London, siden opgøret med tvillingerne og Hollands døende krop blev kastet ind i Black London bag lås og slå. Selvom meget er sket, er livet igen faldet til ro. Kell kæmper dog med sin skyld, der hjemsøger ham i hans drømme med varsler og tegn om de farer, der truer med at vælte de fire verdener. Red London forbereder sig på en ekstravagant konkurrence med magi, som skal styrke forholdet mellem nabolandene. I takt med at Red London vender tilbage til livet, vågner et andet London …

Jeg har en svaghed for bøger med en stillestående eller langsom handling, når det bliver gjort rigtigt, og det gør V.E. Schwab. Hun tager sig tid til at lade historien udfolde sig naturligt og i det tempo, som der kræves. Det gør også, at den overordnede historie til tider går i stå, men det aldrig uden formål. Når tiden går i stå, er det for at skabe stemninger og udvikle karakterer. Forfatteren har skabt et enestående univers, der har så meget at byde på, samtidig med at hun holder tungen lige i munden for ikke at forhaste sig igennem det. Det er så nemt at forestille sig den, netop fordi hun tager sig tiden til at skrive den deltaljeret og stemningsfyldt. Det er en verden fyldt med magiske strømning, der er mærkbare.

“She bent most of the rules. She broke the rest.”

Jeg er vild med bogens præmis om flerdimensionelle Londoner, nogle med magi og andre uden, onde herskere og pirateri. Det er tilpas omfattende og virkelig veludført. A Gathering of Shadows udvider den verden, som læserne lærer at kende i den forrige bog med en magisk turnering, der skal bringe allierede sammen og styrke deres bånd. Samtidig trækker mørket sig sammen om turneringen og kaster mørke skygger over den. A Gathering of Shadows fokuserer i langt højere grad på karakterudvikling end handling, og det fungerer ret fint uden at handlingen bliver glemt.

V.E. Schwab formår også at løfte niveauet af sin historie ved at lade forrige bog handling påvirke denne efterfølger. Kell har været igennem en masse, og de beslutninger han tog i A Darker Shade og Magic hænger over ham som en tung regnvejrssky. Det skaber ikke kun sammenhæng mellem bøgerne, men gør også karaktererne flerdimensionelle. Lila løb endnu en gang med mit hjerte; jeg elskede at læse hendes kapitler, og når de ikke handlede om hende, savnede jeg hende virkelig. Hun er snarrådig, handlekraftig og badass. Hendes liv med piraterne til søs gav også historie dybde, samtidig med at den understreger hendes stærke karakter. Måden hun overvinder sin fortid på er helt fantastisk.

“Kell would say it was impossible. What a useless word, in a world with magic.”

Narrativet i A Gathering of Shadows er skiftende, og i udgangspunktet har jeg det lidt stramt med historier, der er konstrueret sådan. Jeg mister hurtigt overblikket, især hvis det ikke er tydeligt i de forskellige stemmer, hvem der fortæller historien, men sådan er det ikke med denne serie. V.E. Schwab skriver tilpas drømmende og med stor tydelighed i sine forskellige perspektiver, at jeg fløj igennem bogen langt hurtigere, end jeg havde regnet med. Ord kan være glatte, svære at holde på og umulige at nedskrive på papir, men hun formår at forme dem til hele verdener i sine hænder med endeløse muligheder, som var hun en tryllekunstner.

The Knife of Never Letting Go (Chaos Walking #1) af Patrick Ness


The Knife of Never Letting Go af Patrick Ness, udgivet af Candlewick i 2014 (org. udgivet i 2008). 

Todd Hewitts største ønske er at blive en mand, og ganske snart kan han slutte sig til resten af mændene i byen, hvor han bor. Her kan alle høre hinandens tanker, og her findes kun mænd. Men det går langsomt op for Todd, at mændene i byen gemmer på en frygtelig hemmelighed, og inden han får set sig om, må han sammen med sin trofaste hund løbe for livet. På sin flugt fra det uvisse, møder Todd en pige, hvis tanker han ikke kan høre. Lidt efter lidt begynder hans verdensbillede at krakelerer, samtidig med at han må lære den sande betydning af det at være en mand.

For mange år siden læste jeg The Knife of Never Letting Go, og den var ulig noget andet jeg havde læst. Det var min første bog af Patrick Ness, og den var (og er stadig) noget helt særligt af mange grunde, og en af dem er sproget. Den er skrevet med en helt særlig form for slang og dialekt som gør, at sproget er skrevet, som det udtales og med en masse sammentrækninger af ord. Da jeg læste bogen dengang, var det både med forvirring og forbløffelse, og det er det nok stadig den dag i dag. Samtidig er bogen gennemsyret af et kaotisk tankemylder, der bryder historien – for selvom der ikke nødvendigvis bliver sagt noget, så er der aldrig et øjebliksstilhed i menneskets tankergang, der summer en bikube.

“The noise is a man unfiltered, and without a filter, a man is just chaos walking.”

Jeg ved aldrig, hvad jeg skal forvente mig af Patrick Ness’ romaner, for der er ikke to af hans bøger, der er ens. Han er en af den slags sjældne, alsidige forfattere, som man kun kan forvente det uventede af. Ligesom med sine andre romaner, er præmissen for denne fascinerende. Mænds tanker er højlydte, kvinders er stille, og det er hverken uden grund eller konsekvenser. Hvad der begynder som en umiddelbar simpel historie om en dreng på flugt fra det uvisse, udvikler sig langsomt til begyndelsen på en uundgåelig krig. Men der er også andet på spil, for The Knife of Never Letting Go handler i høj grad også om identitet; Todd står ved en skillevej i sit liv med spørgsmålet om, hvordan man holder fast i sig selv, når man bliver præget til at gå i to forskellige retninger.

Da Todd flygter fra byen, flygter han ikke kun for sit liv, men også fra svarene på de mange spørgsmål, som læseren løbende adopterer. Spændingen tager til for hvert et skridt Todd tager ud i ødemarken, akkompagneret af sin hund, Manchee, hvis tanker er mindst lige så larmende som mændenes. Han er et perfekt sidestykke til Todd, og deres makkerskab bliver kun bedre af den stille pige, hvis tanker ingen af dem kan høre. Viola, pigen i ødemarken, der hverken taler eller tænker højlydt, har sin egen historie, der langsomt flettes sammen med Todds. Jeg er vild med Todd, fordi han ikke besidder særlige evner eller talenter på forhånd, som gør ham til historiens oplagte helt, og det er præcis det, som gør ham så bemærkelsesværdig interessant. Han er bare en helt almindelig dreng.

“Men lie, and they lie to theirselves worst of all.”

Som sagt er The Knife of Never Letting Go på mange måder en klassik flugthistorie, men fordi den er skrevet af Patrick Ness, er den alt andet end det. Den er begyndelsen på noget stort og uundgåeligt, som en dør ind til en endeløse verden, hvis ydregrænser er skjult af horisonten. Ness bryder grænser og opfinder nye, krydser verdener og knuser hjerter, og The Knife of Never Letting Go er ingen undtagelse. Det er en af den slags historie, der bliver hængende i luften efter endt læsning, og som jeg vil blive ved med at vende tilbage til, for den er lige så god, som første gang jeg læste den.