Holly Bourne har skrevet en roman, som jeg ville ønske, jeg havde haft, da jeg var femten


It Only Happens in the Movies af Holly Bourne fra forlaget Usborne, udgivet i 2017. 

Audrey er færdig med kærligheden. Hun har set den gå i stykke gang på gang. Først med sine forældre, hvis skilsmisse har revet familieidyllen itu, og så med sin kæreste, der for længst er kommet videre, imens Audrey hænger fast i det, der skete mellem dem. Derfor nøjes hun med kærligheden på film, men da hun får arbejde i en biograf, støder hun ind i filmfanatikeren Harry. Harry vender op og ned på alt, men kærligheden er ikke let, og den er aldrig helt som på film. Det ved Audrey alt for godt …

Continue reading “Holly Bourne har skrevet en roman, som jeg ville ønske, jeg havde haft, da jeg var femten”

Reklamer

Forfatteren bag den succesfulde Monster er tilbage i topform


Og havet var vores himmel (And the Ocean Was Our Sky) af Patrick Ness fra forlaget CarlsenPuls i 2018.

Tilværelsen vendes på hovedet, når du dukker ned i hvalernes rige. Havet er himlen, og overfladen er bunden. Bølgerne skummer af optræk til krig, for ligesom menneskerne jager hvalerne, jager de menneskerne. Sådan har det været lige så længe alle kan huske, og sådan vil det formentlig blive ved med at være. Men en dag vendes der endnu en gang op og ned på hvalernes tilværelse, da Batseba og hendes flok angriber et af menneskenes skibe og finder en mand, der bærer på den største hemmelighed af alle. De skifter kurs på jagt efter monsteret, myten, djævelen selv …

Continue reading “Forfatteren bag den succesfulde Monster er tilbage i topform”

Gail Honeymans roman Eleanor Oliphant is Compeltely Fine er ikke bare okay men helt fantastisk

Eleanor Oliphant is Compeltely Fine af Gail Honeyman fra forlaget HarperCollins Publishers Ltd i 2018.

Eleanor Oliphant har det helt fint. Det mener hun i hvert fald selv. Hun passer sit kontorjob, spiser sin frokostalene, taler i telefon med sin mor om onsdagen og spiser den amme pastaret til aftensmad. Ingen afvigelser, kun gentagelser. Eleanors skemalagte hverdag begynder dog langsomt at falde fra hinanden, da hun møder Raymond fra IT. Meget mod sin vilje lærer han hende, at hun er nødt til at åbne sit hjerte, hvis hun nogensinde skal blive hel igen, for Eleanor har holdt på en hemmelighed i så mange år, at den truer med at ødelægge hende.

Eleanor Oliphant is Completely Fine er en titel, der fra start afsløre sig selv som en løgn, for Eleanor Oliphant er langt fra okay, men hvorfor det forholder sig sådan udfoldes gangske langsomt, og på en måde, som formår at fastholde læserens opmærksomhed. Eleanor er regelret, simpel og alligevel så kompliceret. Hun går på arbejde, spiser sin frokost alene, løser krydsordene i avisen, køber sin vodka til weekenden og spiser den samme ret til aftensmad. Sådan forløber hendes uge uden at hun fortrækker en mine. Humoren er tør og britisk, og gik rent ind hos mig. Jeg grinede over Eleanors ulogiske slutninger, hendes skæve betragtninger og hendes evige fordømmelse af andre for ikke at være dannede nok. Hun mindede på mange måder om en ældre dame snarere end den tredveårige kvinde, hun i virkeligheden er. Det gav hendes karakter kant, understøtter også den uro, som hviler tungt over siderne.

If someone asks you how you are, you are meant to say FINE. You are not meant to say that you cried yourself to sleep last night because you hadn’t spoken to another person for two consecutive days. FINE is what you say.”

En af bogens styrker er, at Eleanor ikke bliver reddet af en stærk mand, som slår benene væk under hende. Det skal hun selv gøre, og det er hårdt og smertefuldt at dykke ned i hendes erindringer, som hun så længe har forsøgt at fortrænge, men det er også helt grundliggende for historiens udvikling og ikke mindst hendes egen. Gail Honeyman formår virkelig at skabe en velafbalanceret historie, der aldrig går i stå, selvom den i høj grad begrænser sig til den trivielle hverdag. Historien favner også eksistentielle kriser, traumer og bristepunktet, hvor et menneske kan vælge at blive liggende eller rejse sig fra asken, men også ønsket om at opleve på trods og måden, et menneske kan skabe urimelige rammer for sig selv i forsøget på det. Eleanors hverdag ligner ikke de flestes, og alligevel er der på trods af hendes særheder en stor genkendelighed i måden hun gribe r hverdagen an på, som er med til at menneskeliggøre hende.

Eleanor Oliphant is Completely Fine er ikke en lattermild historie om en ung kvindes falden-på-halen oplevelser med kærligheden eller kollegerne, for selvom historien måske starter sådan ud, så bliver det hurtigt tydeligt, at der Eleanor er alt andet end okay. I stedet har Gail Honeyman skabt en bog, der på fineste vis balancerer humor og sorg uden på noget tidspunkt at blive manipulerende. Med Eleanor Oliphant viser hun livet fra sin skrøbeligste side, men også viljen til vriste sig fri af fortiden greb. Eleanor Oliphant har det helt fint, men det var jeg ikke, da jeg havde læst den færdig.

Robert Dinsdales roman er en lunken historie om krigens konsekvenser mere, end den er et magisk vinterventyr

The Toymakers af Roberts Dinsdale fra forlaget Del Rey i 2018.

Når frosten melder sin ankomst, åbner den storslået legetøjsbutik, The Emporiumi London. Butikken er fyldt med alverdens barnedrømme, og det er kun fantasien, der sætter grænser for det legetøj, der pryder forretningens hylder. Hverdagen er dog ikke lige så sødme fyldt for unge Cathy Wray, der venter sig uden for ægteskab, og med håbet om en bedre fremtid, sætter hun kurs mod legetøjsbutikken og lægger sit liv bag sig. I mellemtiden skær krigen sig tværs gennem Europa, og det samme gør den mellem to brødre i butikken. Da frosten kommer, opdager Cathy, at butikken gemmer på en række mørke hemmeligheder, der overskygger hendes egen.

The Toymakers er blevet sammenlignet med The Miniturist og The Night Circus, og på trods af løftet om en magisk historie, så vandt den aldrig mit hjerte. Jeg kunne enormt godt lide idéen om historien, men jeg føler ikke, at forfatteren formår at skabe en velafbalanceret og stærk historie, der gør den svær at slippe. Kapitlerne er frygtelig lange og sproget enormt deskriptiv, og fordi der samtidig er skruet helt ned for tempoet, føles bogen unødvendig lang. Hvis du udelukkende forventer at læse en hjertevarm og magisk fortælling om en fortryllet legetøjsbutik, der først åbner, når den første frost kommer, så er der stor chance for, at du bliver skuffet ligesom jeg gjorde. Det viser sig nemlig, at historien i højere grad handler om krig og dens konsekvenser. Det er et element, som tilbyder dybde til historien, men som samtidig udvasker den magi, der i første omgang fangede min opmærksomhed.

“Once upon a time, all of us, no matter what we’ve grown up to do or who we’ve grown up to be, were little boys and girls, happy with nothing more than bouncing a ball against a wall.”

Bogens største svaghed er uden tvivl karakterernes manglende styrke. Det var Cathys historie, der til at begynde med gjorde, at siderne tog fart, men i det øjeblik hun træer ind i legetøjsbutikken begyndte min opmærksomhed at slippe sit tag i historien på trods af den magi, der slippes løs i butikken. Hun er også den af karaktererne, der fremstår klarest i bogen, imens de ro rivaliserende brødre hurtigt flyder sammen til en grødet masse. De fremstår mere som karikaturer end egentlige personer. Dog er legetøjsbutikken nærmest en karakter, og den fremstår langt tydeligere end de, der træder ind gennem dens døre og forlader den igen med en lille smule magi i hænderne. Men det er også med en karakter som denne, at de mange og lange deskriptioner for alvor bliver tydelige.

Historien har sine øjeblikke, hvor magien tager fart, men de er flygtige og få. Grundliggende tror jeg, at The Toymakers kunne være en rigtig fin og følsom fortælling, dog uden at forfatteren formår at løfte sin egen historie op på det niveau, hvor den hører til. Den er for deskriptiv og tung at læse, karaktererne er for karikerede, og bogens magiske realisme harmonerer ikke med virkelighedens rædsler, selvom der er er nogle virkelig interessante billeder og budskaber gemt i sammenspillet mellem dem. Dertil kommer også narrativet, der løbende afbrydes af en alvidende fortæller, som giver historien et eventyrpræg, og som får den til at bevæge sig i en helt ny retning, der kun er med til at skabe større ubalance. Historien lever ikke op til det, den starter ud med at være, og virker mest af alt som et mislykket vintereventyr. I sidste ende holder jeg mere af idéen end selve historien.