Release af Patrick Ness


Release af Patrick Ness, udgivet af forlaget Gyldendal i 2017. Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

I dag er en skæbnesvangerdag for Adam Throne. Han er en hemmelighedsvogter, der er fyldt til bristepunktet med fortielser; fortielser om sin seksualitet, som hans religiøse familie ikke vil acceptere, tvivlsspørgsmål om sin arbejdsgivers krænkende tilnærmelser, og den tidligere kærestes fornægtelse af det, de havde sammen. Og så skal hans bedste veninde, som er den eneste der virkelig forstår og accepterer ham, ikke bare flytte til en anden by, men til et helt andet land i en anden tidszone. Det er dog ikke kun Adams liv, der er kompliceret og afhængig af, at han i løbet af de næste 24 timer formår at give slip på sig selv, sine fortielser og andres forventninger, det samme må den døde pige i søgen, og hvis ikke hun finder sin forløsning, bil det medfører verdens undergang …

Patrick Ness er en af den slags sjældne forfatter, der altid efterlader mig håbløst åndeløs. Hans ord er af en anden verden, en anden dimension, og lige meget hvor længe jeg forsøger at finde ordene til at beskrive mine læseoplevelser, blegner de i sammenligning med hans. Det er nu mere end en måned siden jeg første gang læste Release. Siden da har jeg genlæst bogen to gange uden helt at have fundet de rette ord, men måske er det i virkeligheden meget sigende for min læseoplevelse. Ness fortæller ikke bare nogle gode bøger om det at være ung, men han formår også at løfte dem op på et højere niveau, som gør dem svære at placerer, for han skriver ikke bare troværdige ungdomsbøger, han gør det på en måde, der er ulig andre. Når han skriver bøger, så tror jeg på dem — selv når de involverer dødes opvågning og faune!

“Sandheden var altid nu, også selvom man var ung. Særligt hvis man var ung.”

Patrick Ness lader sig ikke placerer som forfatter, og hans bøger er enorm svære at genrebestemme. Hans bøger er ulig noget andet, jeg endnu har læst. Release er ikke kun hans mest personlige bog til dato, men uden tvivl også en af de vigtigste. Den er fyldt med etniciteter, spørgsmål om sex og seksualitet, som giver et langt mere nuanceret billede af det at være ung. Adam har et rigt sexliv, imens hans bedste veninde, Angela, var skuffet over sin første gang, uden at det gør, at hun fortryder den. Adam repræsenterer ikke kun det at være ung og homoseksuel, men også det tabubelagte i at være udsat seksuelle krænkelser, og hvordan han skal placerer sig i forhold til disse. Det gør også, at han betvivler sit værd og overvejer, om han i virkeligheden selv forvoldte disse, og om han af samme grund fortjener dem. Det er foruroligende, ikke så meget fordi han overvejer dette, men fordi det er overvejelser for mange. Han betvivler også, hvorvidt han nogensinde kan blive elsket og selv vil kunne det, og alligevel kaster han sig gang på gang ud i kærligheden og dens grænseløse muligheder. Ness gør op med ofrestillingen om, at problemer i teenageårene er noget, som man vokser fra, og at unges problemer ikke er af betydning, for det er der, hvor det betyder allermest.

Patrick Ness er kendt for at skrive flersporede handlinger, og dette er også tilfældet med Release, hvor den ene del af historien følger Adams søgen på forløsning, sideløbende med at en pige, der er blevet myrdet, står op af søen, akkompagneret af en faun, der skal lede hende på sporet af sin forløsning. Fælles for dem begge er, at denne er nødvendig, for Adam for at hans verden ikke skal bryde sammen, og for pigen for at hele verden ikke skal gøre det. Jeg forstår godt, hvis hendes historie for nogen virker malplaceret, men for mig understregede det kun Ness’ dygtighed som forfatter. Overgangene mellem Adams historie og pigens er ikke pludselige og sammenhængende, for deres historie blander sig løbende, til de til sidst krydser hinanden helt, dog uden at det resulterer i eksplosion af forløsning. Det sker bare, og det sker rigtigt. Jeg elsker dobbelttydigheden i bogen, som både handler om forløsning i hjertet og af en mere seksuel karakter, som Ness beskriver langt mere eksplicit i denne bog, end i sine tidligere bøger.

“Gå aldrig glip af chancen for at kysse nogen. Det er den værste form for fortrydelse.” 

Release er en genistreg, der tager afsæt i Virginia Woolfs Mrs. Dalloway, der begynder med blomsterindkøb og strækker sig over et døgn. Det er en, af mine yndlingsbøger, og jeg er målløs over måden, hvorpå Ness formår at skabe en ungdomsbog på baggrund af denne, samtidig med at han gør den til sin egen. Han er ikke den type forfatter, der skriver den samme bog to gange, og han skriver sjældent noget, der skrevet i forvejen. Det er samtidig ikke en bog, der giver løfter om lykkelige slutninger, men derimod løfter og nye og nødvendige begyndelser, og jeg tror der er en enormt vigtig pointe i det, når man skriver til og om unge mennesker. Det gør også, at Ness’ romaner bliver til noget ekstraordinært og særligt, når han så overbevisende forsøger at gøre ungdomslitteraturen til noget mere. Jeg har så meget at sige om Release, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver færdig med at tale om den. Derfor: Læs den!

“Findes der en, findes der flere” af Mhairi McFarlane


“Findes der en, findes der flere” (org. titel “Who’s THAT girl?”) af Mhairi McFarlane, udgivet af forlaget HarperCollinsNordic i 2017 (org. udgivet i 2015). Læst på dansk — originalsproget er engelsk. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Til sin venindes bryllup, går Edies liv i stykker, da brudgommen overrumpler hende med et pludseligt kys, og da det bliver opdaget, er det Edie, der får skylden. I et forsøg på at undgå en shitstorm på de sociale medier fra hendes tidligere venner, forlader hun byen for at bo hos sin deprimerede far og bitre søster, der konstant sætter spørgsmålstegn ved alt, hvad hun gør. Men selv langt fra sit liv i London, kan Edie ikke undgå de mange bebrejdelser. Samtidig har hun fået til opgave at være ghostwriter på en biografi om skuespillerstjernen Elliot Owen. Hvad hun forventer at blive en simpel opgave, viser sig at være langt mere kompliceret, og Edie er nødt til at gøre op kampene en gang for alle.

Mhairi McFarlane har med sin britiske humor og skøre kærlighedshistorier vundet mit hjerte. Jeg holder meget af hendes bøger af flere grunde, men især for at være mere end bare kærlighedshistorier. Det er ikke simple historier om at finde den eneste ene, men derimod historier, hvor kærligheden kommer som en naturlig del af en større historie. Hendes historier handler i lige så høj grad om at finde sig selv, og kæmpe sig ud af forskellige problemstillinger. Med “Findes der en, findes der flere” giver hun taletid til et rigtigt vigtigt emne om trekantsdramaer, utroskab og fejlagtig bebrejdelse. Edies historie følger nemlig et klassisk mønster, hvor den anden kvinde til en utro mand får skylden, for hans eskapader, og det kommer som en selvfølgelig, at det er hendes skyld. Det er ikke fordi McFarlanes romaner er politiske, men de er meget eftertænksomme på en morsom og opløftende måde.

“Edie var kvinden der kyssede brudgommen på hans bryllupsdag, og historien kunne ikke ændres. Hvis hun i det øjeblik havde haft Dr. Whos Tardis, ville det ikke have været et mordforsøg på Hitler, der havde stået øverst på dagsordenen.”

Jeg elsker virkelig McFarlanes britiske humor med de ironiske vendinger. Hun formår altid at få mig til at trække på smilebåndet, og jeg tog endda mig selv i at sidde og fnise ved flere lejligheder, hvilket er endnu en ting, som jeg elsker ved forfatteren. Edit bliver genstand for en uberettiget shitstorm, der vælter hende omkuld og tvinger hende til at tage affære, men i stedet for at gå imod strømmen vælger hun at flygte. Hendes valg er menneskelig, og jeg forstod godt mange af de beslutninger, som hun tog. Handlingen spidser til, da skandalen går viralt, og Edie lægges for endnu et større had. Hvad der før var vrede og frustration over den drejning, som brylluppet tog, bliver nu meget personlig. Edie føler ikke kun, at hun bør forlade sit liv i London, hun tvinges endda til det af sine kollegaer, hvor bruden er en af dem. Hun ser ingen anden udvej end at rejse fra byen og sætte sit liv der på standby.

Flugten fra London til Nottingham bliver heldigvis ikke kun et sidespor, hvor hun kan skjule sig og slikke sine sår. Tilbagevendelsen til sin hjem sætter gang i andre helingsprocesser og nye begivenheder, som langsomt drejer historien i en anden retning. Dog kan “Findes der en, findes der flere” virke for lang bog i forhold til sin bagsidetekst, men den indeholder et væld af handlingstråde, der gør historien en smule omfattende og tidskrævende. Edie Thompson får nemlig ikke kun problemer med sine venner og kollegaer efter kysset ved brylluppet, forholdet til superstjernen Elliot Owen tager langsomt form, og så er der familielivet med den deprimerede far, den bitre søster og historien med deres mor. Der er meget på spil i McFarlanes roman, men det fungerer upåklageligt.

“‘Det er fordi du ikke er virkelig for dem på internettet. Du er en abstrakt størrelse. de tror ikke, at du nogensinde ser, hvad de har skrevet, og de er også ligeglade. Du er en leg. En historie. Og desto flere de er, desto nemmere bliver det for dem. Snefnugget føler sig ikke ansvarlig for lavinen.'”

Selvom forholdet mellem Edie og Elliot er meget klassisk for forfatteren, var jeg ikke helt solgt på idéen om dem, måske fordi det var noget af det, som gjorde historien meget favnende i sådan en grad, at den næsten spilder over. Det betyder dog ikke, at jeg ikke nød deres del af historien, men den gjorde samtidig, at den føltes længere, end jeg brød mig om. McFarlanes skrivestil er meget observerende og moderne. Hun formår at skrive om vigtige emner, der går ud over kærlighedselementet, her i blandt internetmobning og mentalt helbred, samtidig med at hun skriver muntert og humoristisk. McFarlane skriver kærlighedsbøger med noget på hjertet.

“Mit navn er Shylock” af Howard Jacobson


“Mit navn er Shylock” (org. titel “Shylock Is My Name”) af Howard Jacobson fra forlaget Modtryk, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Bogen er læst på dansk — orgiginalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Jeg holder meget af en god genfortælling, og konceptet i al sin simpelhed. Jeg elsker tanken om en kærlighed til en historie, der vokser sig så stor, at det resulterer i en ny historie fortalt i den originale histories rammer. I anledningen af 400 året for Shakespeares død genskrives flere af hans populære værker som én stor kærlighedserklæring til den mand, der skabte halvdelen af det engelske sprog og influererede utallige mennesker. “Mit navn er Shylock” er en genfortælling af “Købmanden i Venedig”, der på trods af sin kærlighed til sit ophav, aldrig vandt min beundring.

Simon Strulovich er en ensom kunstsamler, der en dag møder manden Shylock på en kirkegård. Det bliver begyndelsen på et usædvanligt bekendtskab, der udvikler sig til et venskab. Samtidig er Simons datter fanget i inderkredsen af Manchesters high society, hvor hun er faldet pladask for en fodboldspiller, der ikke er jøde som hende selv og med noget, der ligner nazistiske tendenser, er Simon bekymret for sin datter. Jacobsons portrættering af mandens ejerskab over kvinden gjorde mig rødglødende, selvom jeg godt ved, at der oprigtigt findes mennesker i vores moderne verden, der har så forældet en tankegang. Selvom han forsøger at italesætte vigtige emner som jødisk identitet, kønsproblematikker og historie, men de falder alle til jorden med et unuanceret brag af forkludrede ord.

“Det er en af de der bedre-at-være-død-end-levende-februardage, som er så kendetegnende for det nordlige England, hvor mellemrummet mellem jord og himmel er en brevsprække fuld af sammenklemt lys, og hvor selve himlen er ufattelig banal.”

Det er første gang jeg stifter bekendtskab med forfatteren Howard Jacobson. Han er en af de mest fremtrædende jødiske forfattere og samfundsdebattører i England med en vigtig stemme og et forfatterskab, der kredser om forståelsen og skabelse af en moderne jødisk identitet. Han vandt sågar Bookprisen i 2010. På trods af vigtige tematikker flød min læsning aldrig. I stedet snublede jeg over Jacobsons kringlede ord, der bevægede sig i en masse forskellige retninger, og som alligevel kun syntes at kredse om Simon og dilemmaet med datteren. Persongalleriet er for omfattende for historien ellers simple handling og psykologiske kompleksitet, og fik den enkelte karakter til at drukne i mængden.

Det omfattende persongalleri blev så sigende for min læsning, at jeg til sidst måtte opgive at holde styr på karakterernes indbyrdes forhold, fordi så mange af dem mindede om hinanden med deres karaktertræk og historie. Sproget, der heller aldrig flød naturligt, var unødvendigt litterært og højstemt, hvilket er synd, fordi jeg tror ordenes gennemslagskraft havde været der, hvis sproget havde været mere tilgængeligt. Sprogets højstemthed tjener ikke noget formål eller spiller nogen rolle for historien, og derfor bliver det også et overflødigt og unødvendigt greb, der kvæler teksten.

“Da hun ikke længere var der til at tale til ham, var det, som om en navlestreng, der forvandt ham til livet, blev kappet.”

Jeg ville ønske, at “Mit navn er Shylock” havde været blandt mine gode læseoplvelser, at dens sider nærmest vendte sig selv, og at jeg lukkede den med et smil, men sådan forholdte det sig ikke. Langt fra. Jeg tvang mig igennem ordene, forsøgte at skabe orden og sammenhæng mellem karaktererne i forhold til historiens gang. Shakespeares originale fortælling druknede også i historien, og blev i stedet moderniseret i sådan en grad, at den kun blev en skygge af sig selv, som et spøgelse fra fortiden. Det blev i stedet til et makværk af en læseoplevelse, som jeg kun med nød og næppe læste til ende, men som jeg ville ønske, at jeg bare havde opgivet, for den var ærlig talt ikke besværet værd.

“Løgnens træ” af Frances Hardinge


“Løgnens træ” (org.titel “”) af Frances Hardinge fra forlaget Turbine, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Anmeldereksemplar fra forlaget. Bogen er læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Faith lever i en tidsalder, hvor en piges vigtigste funktion er at være stille og en god datter, men sådan er hun slet ikke. Hun er både intelligent og nysgerrig. I 1860’erne flytter hun med sin familie til en lille ø på den engelske vestkyst, hvor det langsomt kommer frem, hvordan hendes far, er på flugt fra en skandale. Før hendes far falder i døden, hjælper hun ham med at skjule et mærkværdigt træ, der lever at løgne og fortæller sandheden. Da hendes far findes død hviles Faith ind i familiens mange løgne, og hun sætter sig for at finde frem til sandheden.

Frances Hardinge vandt mit hjerte med den prisbelønnede og anmelderroste “Løgnens træ”. Den handler om den viljestærke Faith, der forvildes ind i et spind af løgne og halve sandheder, og på grund af sit livlige sind og sin endeløse nysgerrighed og forkærlighed til naturvidenskaben må træde varsomt i den mandsdomineret verden hun lever i. Hun er meget atypisk for sin tid og helt rigtig skuret sammen. Hardinge skriver levende og let, selvom sproget imiterer den victorianske tidsalder. Hun balancerer mesterligt på kanten mellem liv og mørke i den måde, hun skriver på, og flere gange måtte jeg gå tilbage i min læsning for at genlæse hele passager, fordi de er så lyrisk smukke.

“Faiths far havde bedt om hendes hjælp i nødens stund. Hun følte det som en dør, der længe havde været lukket og låst imellem dem, var blevet åbnet igen, om så kun på klem.”

Historien handler om en piges søgen efter sandheden om sin fars pludselig død, der bortforklares med selvmord, ved hun med sikkerhed, at der sikker noget under, og alligevel er det en historie, der tager sig tid til at skabe, samle og forene de mange puslespilsbrikker, samtidig med at historien er præget af atmosfæriske beskrivelser af Faiths omgivelser, tankerne i hendes hoved og samfundets snærende kønsopfattelser og normer for korrekt opførelse, som virkelig lægger bånd på hende. Hardinge formår så fineste vis at indfange selv de mest skrøbelige tanker og fremvise dem i deres fulde størrelseuden at blive sentimental eller bremse handlingen.

Selve mysteriet om farens død blæste mig ikke bagover, fordi den på mange måder handler om helt simple tematikker om misundelse, magt og misbrug, men det gjorde ikke noget for min læseoplevelse, fordi den føles så victoriansk — også i mysteriets udformning! Havde handlingen været sat i mere nutidige og moderne rammer, ville jeg havde forventet noget andet end den simple historie, jeg blev præsenteret for, på trods af dens skæve twist med den sandhedsfortællende plante. “Løgnenes træ” er helt rigtig og ligesom den skal være. Den er på trods af sine mørke rammer, en opløftende fortælling om en piges simple kamp mellem det at være barn og voksen med drømme om at studere naturvidenskab i en tid, hvor det ikke er muligt for kvinder, og hvordan hun alligevel modsætter sig dette.

“Hun havde ludigt åbnet en dør og var trådt ind i mørket på den anden side uden at vide, om der overhovedet var et gulv.”

“Løgnens træ” er også underfundig, fordi den er svær at placere genremæssigt. Det er svært at sige, om der er tale om historisk fiktion, magisk realisme, mørk fantasy, eventyr eller bare simpel realisme. Den er en gåde uden en løsning, der dog beriger sin læser i sidste ende. Mysteriet er simpelt, men plottet er kringlet og udspekuleret, og samler sig på smukkeste vis til sidst i en mesterlig fortælling, der giver gåsehud og hjertebanken. Den er victoriansk og gotisk, og det er slet ikke til at mærke, at den er skrevet af en nulevende forfatter. Hardinge puster nyt liv i ungdomsgenren og har skabt sig en heltinde, der er helt sin egen. Af samme grund bliver Faiths stemme også rigtig vigtig, fordi den fortæller historien om at stå fast over for det, som får ens hjerte til at banke, for det er en menneskeret at turde drømme og håbe.