Gail Honeymans roman Eleanor Oliphant is Compeltely Fine er ikke bare okay men helt fantastisk

Eleanor Oliphant is Compeltely Fine af Gail Honeyman fra forlaget HarperCollins Publishers Ltd i 2018.

Eleanor Oliphant har det helt fint. Det mener hun i hvert fald selv. Hun passer sit kontorjob, spiser sin frokostalene, taler i telefon med sin mor om onsdagen og spiser den amme pastaret til aftensmad. Ingen afvigelser, kun gentagelser. Eleanors skemalagte hverdag begynder dog langsomt at falde fra hinanden, da hun møder Raymond fra IT. Meget mod sin vilje lærer han hende, at hun er nødt til at åbne sit hjerte, hvis hun nogensinde skal blive hel igen, for Eleanor har holdt på en hemmelighed i så mange år, at den truer med at ødelægge hende.

Eleanor Oliphant is Completely Fine er en titel, der fra start afsløre sig selv som en løgn, for Eleanor Oliphant er langt fra okay, men hvorfor det forholder sig sådan udfoldes gangske langsomt, og på en måde, som formår at fastholde læserens opmærksomhed. Eleanor er regelret, simpel og alligevel så kompliceret. Hun går på arbejde, spiser sin frokost alene, løser krydsordene i avisen, køber sin vodka til weekenden og spiser den samme ret til aftensmad. Sådan forløber hendes uge uden at hun fortrækker en mine. Humoren er tør og britisk, og gik rent ind hos mig. Jeg grinede over Eleanors ulogiske slutninger, hendes skæve betragtninger og hendes evige fordømmelse af andre for ikke at være dannede nok. Hun mindede på mange måder om en ældre dame snarere end den tredveårige kvinde, hun i virkeligheden er. Det gav hendes karakter kant, understøtter også den uro, som hviler tungt over siderne.

If someone asks you how you are, you are meant to say FINE. You are not meant to say that you cried yourself to sleep last night because you hadn’t spoken to another person for two consecutive days. FINE is what you say.”

En af bogens styrker er, at Eleanor ikke bliver reddet af en stærk mand, som slår benene væk under hende. Det skal hun selv gøre, og det er hårdt og smertefuldt at dykke ned i hendes erindringer, som hun så længe har forsøgt at fortrænge, men det er også helt grundliggende for historiens udvikling og ikke mindst hendes egen. Gail Honeyman formår virkelig at skabe en velafbalanceret historie, der aldrig går i stå, selvom den i høj grad begrænser sig til den trivielle hverdag. Historien favner også eksistentielle kriser, traumer og bristepunktet, hvor et menneske kan vælge at blive liggende eller rejse sig fra asken, men også ønsket om at opleve på trods og måden, et menneske kan skabe urimelige rammer for sig selv i forsøget på det. Eleanors hverdag ligner ikke de flestes, og alligevel er der på trods af hendes særheder en stor genkendelighed i måden hun gribe r hverdagen an på, som er med til at menneskeliggøre hende.

Eleanor Oliphant is Completely Fine er ikke en lattermild historie om en ung kvindes falden-på-halen oplevelser med kærligheden eller kollegerne, for selvom historien måske starter sådan ud, så bliver det hurtigt tydeligt, at der Eleanor er alt andet end okay. I stedet har Gail Honeyman skabt en bog, der på fineste vis balancerer humor og sorg uden på noget tidspunkt at blive manipulerende. Med Eleanor Oliphant viser hun livet fra sin skrøbeligste side, men også viljen til vriste sig fri af fortiden greb. Eleanor Oliphant har det helt fint, men det var jeg ikke, da jeg havde læst den færdig.

Reklamer

Robert Dinsdales roman er en lunken historie om krigens konsekvenser mere, end den er et magisk vinterventyr

The Toymakers af Roberts Dinsdale fra forlaget Del Rey i 2018.

Når frosten melder sin ankomst, åbner den storslået legetøjsbutik, The Emporiumi London. Butikken er fyldt med alverdens barnedrømme, og det er kun fantasien, der sætter grænser for det legetøj, der pryder forretningens hylder. Hverdagen er dog ikke lige så sødme fyldt for unge Cathy Wray, der venter sig uden for ægteskab, og med håbet om en bedre fremtid, sætter hun kurs mod legetøjsbutikken og lægger sit liv bag sig. I mellemtiden skær krigen sig tværs gennem Europa, og det samme gør den mellem to brødre i butikken. Da frosten kommer, opdager Cathy, at butikken gemmer på en række mørke hemmeligheder, der overskygger hendes egen.

The Toymakers er blevet sammenlignet med The Miniturist og The Night Circus, og på trods af løftet om en magisk historie, så vandt den aldrig mit hjerte. Jeg kunne enormt godt lide idéen om historien, men jeg føler ikke, at forfatteren formår at skabe en velafbalanceret og stærk historie, der gør den svær at slippe. Kapitlerne er frygtelig lange og sproget enormt deskriptiv, og fordi der samtidig er skruet helt ned for tempoet, føles bogen unødvendig lang. Hvis du udelukkende forventer at læse en hjertevarm og magisk fortælling om en fortryllet legetøjsbutik, der først åbner, når den første frost kommer, så er der stor chance for, at du bliver skuffet ligesom jeg gjorde. Det viser sig nemlig, at historien i højere grad handler om krig og dens konsekvenser. Det er et element, som tilbyder dybde til historien, men som samtidig udvasker den magi, der i første omgang fangede min opmærksomhed.

“Once upon a time, all of us, no matter what we’ve grown up to do or who we’ve grown up to be, were little boys and girls, happy with nothing more than bouncing a ball against a wall.”

Bogens største svaghed er uden tvivl karakterernes manglende styrke. Det var Cathys historie, der til at begynde med gjorde, at siderne tog fart, men i det øjeblik hun træer ind i legetøjsbutikken begyndte min opmærksomhed at slippe sit tag i historien på trods af den magi, der slippes løs i butikken. Hun er også den af karaktererne, der fremstår klarest i bogen, imens de ro rivaliserende brødre hurtigt flyder sammen til en grødet masse. De fremstår mere som karikaturer end egentlige personer. Dog er legetøjsbutikken nærmest en karakter, og den fremstår langt tydeligere end de, der træder ind gennem dens døre og forlader den igen med en lille smule magi i hænderne. Men det er også med en karakter som denne, at de mange og lange deskriptioner for alvor bliver tydelige.

Historien har sine øjeblikke, hvor magien tager fart, men de er flygtige og få. Grundliggende tror jeg, at The Toymakers kunne være en rigtig fin og følsom fortælling, dog uden at forfatteren formår at løfte sin egen historie op på det niveau, hvor den hører til. Den er for deskriptiv og tung at læse, karaktererne er for karikerede, og bogens magiske realisme harmonerer ikke med virkelighedens rædsler, selvom der er er nogle virkelig interessante billeder og budskaber gemt i sammenspillet mellem dem. Dertil kommer også narrativet, der løbende afbrydes af en alvidende fortæller, som giver historien et eventyrpræg, og som får den til at bevæge sig i en helt ny retning, der kun er med til at skabe større ubalance. Historien lever ikke op til det, den starter ud med at være, og virker mest af alt som et mislykket vintereventyr. I sidste ende holder jeg mere af idéen end selve historien.

The Bone Season er velskrevet og original fantasy med en lidt tung start


The Bone Season (The Bone Season #1) af Samantha Shannon fra forlaget Bloomsbury i 2017 (org. udgivet i 2013). 

Nittenårige Paige Mahoney arbejder i Londons mørke underverden, men byen er slet ikke, som du kender den. Året er 2059 og Scion London er splittet i syv distrikter. Paige lever et kriminelt liv bare ved at eksistere. Hun er clairvoyant, og søger information ved at bryde ind i folks sind. Alene det at hun trækker vejret er landsforræderi. En dag bliver kidnappet og ført til Oxford, der i mere end to hundrede år har været styret af et stærkt og overmenneskeligt folkefærd. Her bides hun til Warden, en rephaite, med mørke motiver. Han er hendes herre, hendes træner og hendes fjende. Det letteste i verden ville være at dø, men Paige er opsat på at genvinde sin frihed. Koste hvad det vil …

Med The Bone Season har Samantha Shannon slået mig omkuld og stjålet mit hjerte. Hendes historie er kun begyndelsen på det, der er planlagt til at blive en meget lang serie, og den første bog er velskrevet med en verden, der er så forunderlig, at den er svær at slippe med øjnene. Det lover godt, selvom der er lang tids venten mellem udgivelserne. The Bone Season er en af den slags bøger, hvor jeg havde planer om virkelig at tage mig tid til at læse den, men i stedet fløj jeg igennem historien med faretruende hast, hvilket uden tvivl ville have efterladt mig med voldsomme bogtømmermænd, hvis ikke det var fordi de næste to bøger i serien allerede er udgivet. Derfra bliver ventetiden ulidelig.

“Knowledge is dangerous. Once you know something, you can’t get rid of it. You have to carry it. Always.”

Selvom der sker en del i The Bone Season, er der skruet ned for tempoet. Dog er den manglende konkretisering og forståelse af den verden, som Shannon har kreeret er måske bogens største udfordring, fordi den ikke tager læseren i hånden. Det gør, at man som læseren enten står af eller kæmper sig igennem i håb om at blive fanget af historien. Det gjorde jeg heldigvis, og da den først tog fart forsvandt alle mine spekulationer som dug for solen, og jeg lod mig opsluge af historien. På trods af bogens rolige tempo, er der den på intet tidspunkt kedelig. Når man først er begyndt at forstå Scion London, er den en af den slags fiktive verdener, hvor man hurtigt finder sig til rette som læser. Jeg nød at gå op opdagelse i byens labyrintiske gange, opleve den enorme kontrast til Oxford og den verden, som er skabt der.

Paige, historiens fortæller, er intelligent, handlekraftig og håbefuld, selv når hendes verden formørkes efter sin tilfangetagelse. Hun formår hurtigt at skabe sig et overblik over nye situationer, og selvom hendes clairvoyante evner er af usædvanlig karakter, er hun ikke upåvirket af dem, når hun har været nødsaget til at bruge dem. I stedet er hun typen, der holder hovedet koldt, selv når følelserne truer med at tvinge hende i knæ. På trods af sin lidt snublende begyndelse og forvirrende konstruktion, er The Bone Season en virkelig velskrevet og originalt fortalt historie med en stærk fortællerstemme, der driver historien frem, og som virkelig tog mig med storm.

The Paying Guests af Sarah Waters


The Paying Guests af Sarah Waters, udgivet af forlaget Virago i 2015 (org. udgivet i 2014). 

I efterkrigstidens London vokser arbejdsløsheden og de, der tjente under krigen er mærket af dens rædsler. I den sydlige bydel åbner enken Mrs Wray og hendes ugifte datter, Fraces, dørene for de, der har brug for det. Da Lilian og Leonard Barber indlogerer sig i den kæmpestore villa, forandres hverdagen på de mest uventede måder. Det moderne ægtepar beskuer ikke verden efter bogen, og det gør, at følelserne får frit løb, imens frustrationens uvejr langsomt trækker sig sammen over villaen, og da det bryder ud, er det med fatale konsekvenser og umulig kærlighed.

Sarah Waters’ forfatterskab har taget mig med storm. Med hendes ord åbnede sig en dør ind til en helt anden litterær verden af romantisk og historisk fiktion. Jeg forelskede mig i forfatterskabet efter at have læst Fingersmith, kærligheden til det voksede sig kun større med Tipping the Velvet, og selvom jeg var over for dele af historien i Affinity, var den stadig forrygende at læse. Det var The Paying Guest derimod ikke. Det er Waters’ seneste roman, og den er ikke som de andre i rækken. Hvor nogle disse foregår i Londons rendesten, i teatersale og bag lukkede døre på datidens galeanstalter, er denne knap så atmosfærisk. Huset, hvor handlingen udspiller sig, er nærmest pinligt rent, kun plettet af beborernes sorte samvittighed. Dog følte jeg aldrig det mangfoldige liv i Camberwell-villaen, selvom romanens begyndelse overvældede mig. Den var længe om at overbevise mig, og slet ikke så fængende som forfatterens andre bøger.

“She loved these walks through London. She seemed, as she made them, to become porous, to soak in detail after detail; or else, like a battery to become charged. Yes, that was it, she thought, as she turned a corner: it wasn’t a liquid creeping, it was a tingle, something electric, something produced as if by the friction of her shoes against the streets. She was at her truest, it seemed to her, in these tingling moments.”

Jeg havde ret svært ved at føle mig hjemme i Waters’ roman, selvom tidsperioden er right up my alley. Af og til føltes den som en tung viktoriansk roman, hvor den andre gange føltes som en beruset jazzballade, hvor jeg ikke kunne finde finde mig til rette i dens rytmiske toner. Og Leonard og Lilian minder da også om F. Scott og Ella Fitzgerald i deres temperament og livsnydelse. Dog følte jeg aldrig, at jeg rigtig kom ind under huden på hverken Lillian eller bogens hovedperson, Frances. Desuden forekom det mig vanskeligt at adskille Frances fra Lillian, hvis personligheder flød sammen til en grødet masse. Hvis man allerede er bekendt med Waters’ forfatterskab, er en stor del af handlingen ret forudsigelig, men det er aldrig forstyrrende eller ødelæggende for læsningen. Hendes skrivestil er overdådig, skrøbelig og i dette tilfælde også alt for detaljeret i forhold til, hvad historien kan bære, for handlingen i den er meget spinkel.

Det gør ondt i mit hjerte at måtte indrømme, at jeg for det meste kedede mig, da jeg læste The Paying Guest, og når jeg ikke gjorde, følte jeg ofte, at jeg druknede i historien. Ikke på grund af persongalleriet eller selve handlingen, men snarere på grund af måden den trækkes i langdrag på med sine mange detaljer. Der er for meget af det hele i forhold til den egentlige handling. Særlig sidste del af bogen, som burde have fået mig til at vende siderne febrilsk, hvor jeg i stedet sukkede utålmodigt efter slutningen. Der er ikke noget, jeg hellere ville end at give bogen en god anmeldelse, men det korte af det lange er, at jeg fandt historien for lang i forhold til, hvad den kan bære.