“Dream Days” af Kenneth Grahame


“Dream Days” af Kenneth Grahame fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2015 (org. udgivet 1898).

Kenneth Grahame er mest kendt for sin nostalgiske fortælling “The Wind In the Willows”. Ligesom så mange andre børn, voksede jeg op med historien om Hr. Tudse og ikke om dragen, der ikke vil kæmpe i “Dream Days”. “Dream Days” var dog så stor en succes både salgsmæssigt og litterært, at “The Wind In the Willows”, som fulgte efter var en skuffelse. Ligesom resten af verden er det “The Wind in the Willows”, der vandt mit hjerte frem for “Dream Days”, og er jeg alligevel glad for, jeg opdagede den lille, blå bog. Historien er en samling af fortællinger om børneminder og den tids endeløse fantasi fordelt på otte fortællinger, der som sådan ikke er en sammenhængende roman, men episoderne involverer alleligevel de samme karakterer, og kapitlerne står på den måde ikke helt alene, selvom de med lethed kan læses hver for sig.

Historierne er børnehistorier set i retrospektiv af en voksenstemme; et tilbagetrukket, ukendt jeg, der ser tilbage på sin barndom og mindes tiden med en smule længsel i stemmen. Med nostalgiske toner bevæger den forkendte fortæller ned af mindernes stil på en måde, som får minderne til at udfolde sig på ny igen, samtidig med at de udfolder sig som kulørte blomster for øjnene af læseren. Kenneth Grahame skriver så fint og skrøbeligt, at sproget føles som små sæbebobler båret af vinden. Det er svært ikke at lade sig rive sig med både af forfatterens sprog og børnenes talrige eventyrer, også selvom de først og fremmest er noget, børnene oplever gennem deres fantasi.

“I slid the book off its desk with some difficulty, for it was very fine and large, and staggered with it to the hearthrug — the only fit and proper place for books of quality, such as this.”

“The Walls Were of Jasper” fortæller historien om en dreng, der fortaber sig i sin billedbog og drømmer sig væk i sine egne fantasifuld forestillinger, som udspringer af de farvestrålende billeder. Historien er så fin, fordi forfatteren understreger, at det gode ved billedbøger er, at man ikke behøver teksten for at få historien. Fantasien i sig selv er nok til at skabe den. “The Reluctant Dragon”, som også er illustreret på forsiden af den yndigfine blå bog, vandt mit hjerte helt og aldeles. Den fortæller den skøre historie om en drage, der ikke vil kæmpe, selvom beboerne i byen ønske at bekæmpe den. I stedet søger den selskab hos en modig dreng fra byen, der advarer dragen om dens usikre fremtid. Fælles for bogens historier er de simple men fine påmindelser om, hvad barndommen var for voksne.

“The Magic Ring” handler om ønsker, om spektakulære cirkusforestillinger, imens “A Saga of the Sea” handler om pirateri, sørøvertogter og sværdfægtning spundet på tråde af ønsketækning og børns forestillingsevne, og med så mange forunderlige historier lever “Dream Days” så fint op til sin titel med sine historier om drømme, fantasier og barndommen. Den ukendte fortællers mange tilbageblik er så fine, at de næsten føltes som mine egne, og de gjorde mig varm om hjertet. Grahame skaber en helt særlig atmosfære med sine forunderlige tilbageblik på en svunden tid, hvor dagene var lige så lange, som barndommens fantasi var endeløs. 

“This was altogether a more sensible sort of room that I had got into; for the walls were honestly upholstered with books, though these for the most part glimmered provokingly through the glass doors of their tall cases. I read their titles longingly, breathing on every accessible pane of glas.”

Jeg elsker ikke “Dream Days” på samme måde, som jeg elsker “The Wind In the Willows”, men jeg knytter også en helt anden nostalgi til sidstnævnte, som jeg ikke har kendt “Dream Days” længe nok til at kunne associere den med, men jeg holder stadig af den. Med så mange fine fortællinger lige fra sørøvere, sneboldskrige og poesilæsende drager, hvordan kunne jeg så ikke holde af bogen? Men selvom jeg endte med at holde meget af bogen, var umuligt ikke at bide mærke i, at nogle fortællinger bar bogen i højere grad end andre. Sådan som det ofte er med den slags bøger. Enkelte af historierne forekom mig underligt tunge eller kludrede i deres formuleringer, imens andre flød langt mere letsindigt og ubesværet. Med sine krøllede sætninger er denne edwardiansk børnelitteratur når det er bedst.

Reklamer

“A Wrinkle in Time” (Time Quintet #1-3) af Madeleine L’Engle


“A Wrinkle in Time” af Madeleine L’Engle fra Barnes & Noble, udgivet i 2016 (org. udgivet i 1962–1978). 

“A Wrinkle in Time” er en underfundig fortælling om Meg Murry, hvis far er blevet kidnappet. Da han forsvinder, begynder hendes indadvendte lillebror at vende sig mere udad, en fremmed dukker op i natten, og et usædvanligt eventyr begynder at tage form. Sammen med en anden dreng og tre ældre kvinder med efternavne, der alle begynder med W, drager de to søskende mod fjerne horisonter for at vinde over mørket og genfinde deres far. Rejsen strækker sig over tid og rum, fordi de tre kvinder kan kan krølle tiden sammen og rette den ud igen, og det bliver begyndelsen på en rejse, de to søskende sent vil glemme,  som ikke kun peger dem i retning af deres savnede far, men som også tillader dem at rejse dybere ind i sig selv og finde fodfæste i en turbulent hverdag.

Madeleine L’Engle forunderlige børnebogsfortællinger har længe befundet sig på listen over bøger, som jeg gerne ville læse. Deres præmis er enestående og adskiller sig fra andre børnebøger ved at handle om tidsrejser og disses komplekse størrelse. A Wrinkle in Time-bøgerne viste sig dog at være langt mere bemærkelsesværdig, end jeg kunne have forestillet mig. Det er bøger, der fik forlagene til at sige nej et utal af gange, før de endelig blev udgivet, og selvom jeg holder af historierne, forstår jeg godt afvisningerne. Bøgerne er temmelige komplekse i deres indhold, der handler om videnskab, biologi og tid. De er fyldt med matematiske formler og udregninger, og da jeg nåede til slutningen i “A Wrinkle in Time”, var jeg  omtåget af det tunge indhold og de mange handlingsmæssige indfald.

“Believing takes practice.”

Bøgerne rummer et uendeligt fint rejseprincip og resulterer i fjollerier og fantasier. Den første bog i serien er fyldt med litterære allusioner, humor og en ganske særlig atmosfære, der er helt sin egen. Jeg har sjældent set noget lignende. Men samtidig var denne også så fortættet, at jeg dårligt kunne se frem i historien. Hvad der ville ske, var mig en gåde, og jeg kunne på ingen måde regne handlingen ud. I stedet måtte jeg væbne mig med tålmodighed og følge handlingen ord for ord. Den første sætning i bogen er:”It was a dark and stormy night”, en ærketypisk kliché, der sætter rammerne for fortællingen, som L’Engle bryder med i et blændende festfyrværkeri af originalitet i alle regnbuens farver. Det er meget få forfatter, der kan det, men det kan L’Engle, og hun gør det så ufejlbarligt, så det efterlod mig med hjertebanken.

Seriens hovedperson er den stædige outsider, Meg, der er en pige som ofte bliver overset, men som er fyldt med drømme. Hendes liv er en smule anderledes, fordi hendes forældre er anerkendte videnskabsmænd, og hendes mindste lillebror, Charles Wallace, er en forunderlig blanding af barnlig logik og gammelmandsklogskab og også hendes bedsteven. Alle omkring hende afspejler genialitet, imens hun selv finder det svært at udfylde familiens sko, og det får hende ofte til at snuble i livet. Dertil kommer deres følgesvend, Calvin O’Keefe, da de sammen drager ud for at finde faren. Calvin er et frisk pust og en kærlig påmindelse om, at selv populære, sportsudøvende børn kan føle sig alene, og jeg elsker L’Engle for denne tiltrængte  påpegning. Hun gør op med stereotyper og skaber i stedet helhjertede karakterer bestående af lys og mørke, for uden det ene, kan det andet ikke eksistere.

“Stories are like children. They grow in their own way.”

Jeg mistede dog pusten undervejs, og jeg ved ikke, om det skyldes, at jeg læste de tre fortællinger på et forkert tidspunkt, på trods af min oprigtige interesse i bøgerne, eller om det i stedet skyldes, at bøgerne er en smule for mærkværdige. Det er en lang, usammenhængende fortælling fyldt med ulogisk logik og hjertevarme stunder, som efterlod mig et et limbo af ubeslutsomhed og egen forvirring. “A Wind in the Door” er om muligt endnu mere sær end sin forgænger, og fortæller historien om hvordan Charles Wallace bliver syg, og Meg må finde en måde at redde ham på, imens Charles Wallace sammen med en enhjørning sætter ud i “A Swiftly Tilting Planet” for at redde verden fra en grusom diktator, der ikke kun truer verden med undergang men hele universet. Fælles for de tre bøger er, at de tager tid at læse på grund af deres pudseløjerlige logik og komplekse størrelse, men det er samtidig også bøger, der på trods af den forvirring, de efterlod mig med, er værd at læse netop på grund af deres logik og kompleksitet.

“Northern Lights” (His Dark Materials #1) af Philip Pullman


“Northern Lights” af Philip Pullman, fra forlaget Folio Society, udgivet i 2008 (org. udgivet i 1995).

Lyra Belacqua lever i en usædvanlig parallelverden, hvor menneskesjæle lever udenfor menneskekroppen i from af en dyreskikkelse, som en livslang følgesvend. Sammen med sin daimon, Pantalaimon, vokser Lyra op på Jorden College i Oxford, hvor hver dag er endnu et eventyr i rækken — lige indtil hun en dag overhører en samtale i herreværelset, hvor hun slet ikke må være. Her bliver hun blandet ind i en sag, hun ikke helt forstår og ikke kan overskue konsekvenserne af. Der foregår noget i norden, noget som relaterer sig til de mange forsvundne børn fra byen, der forsvinder sporløst, noget der handler om noget, akademikerne kalder for Støv. Bevæbnet med et gyldent kompas, drager Lyra og Pan ud for at finde bedstevennen, der også er forsvundet. Philip Pullman skrev sin bogserie, fordi han var frustreret over den langt ældre, bogserie, som C.S. Lewis skrev. Narnia-bøgerne handler om eventyr, men de handler også om religion, og det var på grund af dens slutning, at Pullman skrev historien om Lyra. Hendes historie handler dog om ateisme frem for religion. Pullmans bogserie er derfor mange ting. En børnebogsfortælling, et storslået eventyr men også en protest.

Hver gang jeg genlæser “Northern Lights” rammer den mig med samme hårdtslående kraft, som første gang jeg læste den. Som barn forstod jeg ikke trilogien. Jeg forstod ikke bøgernes diskussion af dens eksistentielle og filosofiske betragtninger, og fordi det er noget, der fylder så meget i historien, undrer jeg mig over, hvad jeg mon så i bøgerne, som gjorde, at jeg blev ved med at læse dem. Jeg forstod ikke Støv, og jeg forestillede mig derfor, at det var støv i dens mest ordinære forstand og ikke sjælelige partikler. Jeg forstod ikke, hvad bøgerne var skabt af eller med hvilket formål, men jeg elskede dem. Jeg elskede dem for det, som de også er: et forunderligt eventyr. Selvom jeg ikke forstod bøgerne, som jeg gør i dag, skabte jeg min egen forståelse. Pullmans verden er forunderlig, fyldt med mørke og lys, velkendte navne og steder, men med helt nye betydninger. Det er en historie, som formede mig som læser, og derfor er Lyras historie en stor del af mit læserliv; at vende tilbage til hendes Oxford er som at besøge en gammel ven, og gensynet er altid kærligt.

“One moment several things are possible, the next moment only one thing happens, and the rest don’t exist.”

Lyra er en lige så usædvanlig karakter, som den verden hun lever i. Hun har hjertet på det rette sted, samtidig med at hun drives af sin egen nysgerrighed, imens Pantalaimon sidder loyalt på hendes skuldre. Han er vakler mellem at være mindst lige så nysgerrig og eventyrlysten som Lyra, fordi han er en del af hende, men samtidig er han også sin egen, langt mere samvittighedsfuld end hun er. Han er lige så tøvende som han er spontan, og jeg elsker at han er helt sin egen, selvom han er unægteligt forbundet til Lyra. Som barn elskede jeg forestilling om at have en trofast følgesvend i form af en daimon, og jeg var ikke i tvivl om at min egen ville tage form efter en kat. Jeg elsker Lyra, som var hun en veninde, og det er hun måske også – jeg voksede op med hende, og hendes historie voksede med mig.

Philip Pullman skrev “Northern Lights” som en protest som C. S. Lewis’ Narnia-serie, men hvor jeg mistede noget for Lewis’ elskelige serie med dens håbløse og stærk moraliserende slutning, som jeg på ingen måde kunne lukke øjnene over for, sådan som med andre religiøse henvisninger igennem serien, mister Pullmans univers aldrig sin styrke og karakter. Hvor Lewis’ verden skrumper ind, udvider Pullmans sig kun. Han forstår om nogen at skrive til både børn og voksne, og hans ordbilleder er uforlignelige; jeg behøver ikke lukke mine øjne for at kunne forestille mig Lyra på universitets tagrygge, eller siddende på ryggen af en panserbjørn i skæret fra nordlyset og den nedfaldende sne. Alene det faktum, at jeg som barn ikke forstod bogens politiske og eksistentielle aspekt, men alligevel elskede historien, hvor jeg som voksen nu forstår dens standpunkt, og jeg stadig knuselsker historien, finder jeg meget sigende. Man behøver ikke at forstå det ene, for at nyde det andet, og det synes jeg siger meget om Pullmans evne som forfatter.

“So Lyra and her daemon turned away from the world they were born in, and looked toward the sun, and walked into the sky.”

Min historie med Lyra begynder altid samme sted, med en pige og hendes sommerfuglesjæl, der gemmer sig i et egetræsskab i et forbudt herreværelse på Jorden College, hvor de bliver vidner til et politisk magtspil, der udvisker enhver grænse mellem godt og ondt; kirken bortfører børn, og akademikere ofrer menneskeliv i jagten på viden. På himlen hersker de altvidende hekse, og på den frosne landjord river panserbjørne hinanden i stykker i fatale magtkampe, imens menneskene forsøger at gætte, hvad der ligger hindsides livet. Og midt i det hele er børnene. His Dark Materials-bøgerne er uhyre komplekse i deres politiske udsigelser, og “Northern Lights” er kun begyndelsen. Jeg er dog stadig forundret over Pullmans vinterunivers med de mærkværdige væsner, der færdes i det, der rammer lige hårdt hver gang. Det er en sjælden fuldendt verden, der kun bliver ved med at vokse sig større, ligesom min kærlighed til den. Det er et forunderligt sted, hvor der, modsat mange andre fantasifulde verdener, hersker stor genkendelighed. Det er ikke en eventyrverden af ren lykke, men i lige så høj grad en verden gjort af et truende mørke, der trækker sig sammen som uvejrskyer på himlen. Det er menneskeskabt, og hander om videnskab og religion. Det er et sted, hvor menneskene er uvidende, og forsøger at række ud efter stjerne, imens den bundløse afgrund truer under dem.

“The Jungle Book” af Rudyard Kipling


“The Jungle Book” af Rudyard Kipling, fra forlaget Harper Design, udgivet i 2016 (org. udgivet i 1894).

Dybt i den indiske jungle vendes der op og ned på tilværelsen, da en af ulveflokkene finder en menneskedreng, og da de tager ham til sig som en af deres egne, redder de ham fra en skæbne i tigerens nødesløse klør. Menneskebarnet, Mowgli, vokser op med junglen som sit hjem, selvom det er tydeligt at han aldrig helt passer ind, selvom den sorte panther Bagheera, og bjørnen Baloo gør deres ypperste for at lærer ham om skovens regler og love, så han kan begå sig der. Den nådesløse tiger, Shere Khan, holder skarpt øje med drengen på afstand og venter tålmodigt på at slå til. Denne udgave af Rudyard Kipling mesterlige børnefortælling fra 1894 indeholder også fire andre fortællinger om skovens dyreliv med den dødbringende kobra Nag, det modige desmerdyret Rikki-Tikki-Tavi og elefantdanseren Toomai.

Som så mange andre voksede jeg op med historien om menneskedrengen Mowgli, der voksede op blandt ulve, og levede et eventyrligt liv i junglen, men jeg voksede op med fortællingen fra Disney, hvis gendigtning forventning afviger en del af den originale tekst. Selvom historien grundliggende er den samme, er den alligevel en helt anden, og første gang jeg læste den, var jeg på ingen måde tryllebundet af Rudyard Kiplings ord, som jeg var af Disneys genfortælling, og jeg havde meget svært ved at skille de to historier ad, mest fordi jeg forbandt den ene med så stor nostalgi. Jeg gav op, forkastede bogen og lod den forblive uberørt i en årerække. Det er først nu, hvor jeg genlæser bogen, at jeg er i stand til at sætte pris historien for hvad den er: en enestående fortælling om en dreng, der vokser op blandt skovens rige dyreliv. Kiplings historier fortælles med hjertet. Der er samtidig en langt større dybde at spore i Kiplings historie om jungledrengen Mowgli, der ihærdigt forsøger at finde sig selv og et ståsted i en tilværelse mellem naturen og civilisationen, dyr og mennesker, som to komplette modsætninger.

“Even the tiger runs and hides when little Tabaqui goes mad, for madness is the most disgraceful thing that can overtake a wild creature.”

Da Mowgli vender tilbage til civilisationen, er han overrasket over hvor lidt menneskene egentlig ved om naturen, på trods af at de bor i den, og på grund af sin egen dybe indsigt i den, udstødes af han langsomt, fordi hans fortællinger modsætter sig de gamle mænds fantasifulde forklaringer af naturen. Fordi Mowgli heller ikke kan blive i junglen, placerer han sig i en gråzone med identitetstvivl, fordi hans hjerte er kløvet i to ved tanken om hvor han egentlig hører til. Fornuften siger ham, at han bør vende tilbage til menneskene, hvor han oprindeligt kommer fra, men samtidig længes hans hjerte mod skoven og den ulvefolk, der tog ham til sig. Mowgli er snarrådig i samme grad som han er dumdristig, og han er på mange måder som et vildt dyr, der kun er tæmmet af skovens regler, og det er også på grund af denne opvækst, at han kommer i konflikt med civilisationen, hvor tilværelsen er betinget af andre regelsæt. Mowgli gennemgår en tranformerende metamorfose, da han langsomt lærer at forene sin jungleopvækst med den dertilhørende viden om naturen med det at være en del af civilisationen, hvor regler og love er anderledes.

Jeg elsker Kipling for måden hvorpå han afrunder sin fortælling om Mowgli, der, uden at råbe slutningen, ikke efterlader hans historie som én afrundet historie, men snarer et kapitel i hans liv, hvor mange flere venter forude, historier som læseren må gætte sig til, og som får fantasien til at slynge sig i skovens lianer, og strømme som floden, der bugter sig igennem junglen. “The Jungle Book” handler for de fleste om jungledrengens eventyr, men denne udgave indeholder også andre små fortællinger om Indiens dyreliv fortalt som fabler. “Toomai of the Elephants” fortæller historien om en ung dreng, der hjælper med at passe elefanter i sin landsby, og som drømmer sig langt væk i historier, hvor elefanterne danser under den strående nattehimmel, imens Rikki-Tikki-Tavi fortæller historien om et modigt og loyalt desmerdyr, der for enhver pris forsøger at beskytte sin menneskefamilie mod kobraslangernes fatale bid. Det er alle historier om sammenspillet mennesker og dyr, og hvordan de støder sammen.

“It is the hardest thing in the world to frighten a mongoose, because he is eaten up from nose to tail with curiosity. The motto of all the mongoose family is “Run and find out,” and Rikki-tikki was a true mongoose.”

Denne udgave af Harper Design understreger den underliggende magi, som er at finde i Kiplings dybe jungle; den komplimenteres af interaktive elementer, drejeskiver og indlagte kort, der bogstavelig talt får eventyret til at strække sig ud over bogens sider, for at folde sig ud i læserens favn. Det er boghåndværk, når det er bedst. Der er en unægtelig imperialistisk tankegang at spore i måden hvorpå Kipling karakteriserer Indien, som er ganske forskateligt, men samtidig også en dybtfølt kærlighed til kontinentet og dets mange vidundere, men som læser er jeg splittet på den ene side forbinder jeg en stærk nostalgiske følelse, når jeg tænker på “The Jungle Book”, og samtidig er jeg ikke sikker på at den kærlighed henvender sig til Rudyard Kipling. For selvom Kipling uden tvivl var betaget af den indiske kultur, så er hans fortælling om det indiske folkefærd begrænset til sit imperialistiske syn, og siger derfor ikke noget om det, men derimod mere om det værdisæt, som han repræsentere. Selvom jeg holder meget af tanken om Junglebogen, så er jeg ikke sikker på, at jeg elsker den, men måske mere forestillingen om den.