“Chokolade til morgenmad” af Pamela Moore


“Chokolade til morgenmad” (org. titel “Chocolates for Breakfast”) af Pamela Moore, udgivet af forlaget Lindhardt & Ringhof i 2016 (org. udgivet i 1956). Bogen er tilsendt af forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Der findes bøger med står stor en styrke, men som på forunderligste vis går i glemmebogen. “Chokolade til morgenmad” af Pamela Moore er en af den slags bøger. Bogen er en coming-of-age historie om den 15 årige Courtney Farrell, der elsker at læse bøger, som ellers er forbudt på den kostskole, hun går på. Bøgerne får hun udleveret af en kvindelig lærer, som hun får følelser for, og da det ikke ender godt, må Courtney flytte hjem til sin mor i Hollywood. Men tungsind hjemsøger hende, og i et forsøg på at undslippe det vælter hun ind i en verden af dry martinier og en passioneret affære med en ældre mand. Hun genforenes også med sin bofælle fra kostskolen, og deres venskab begynder en lang række af tragiske begivenheder, der tvinger Courtney til at tage sig selv alvorligt.

“Chokolade til morgenmad” er en kultbog, der er en tidsløs tidslomme ind i en anden verden, der synes at ligge langt fra vores nutid, men som ikke gør det. Bogen er blevet kaldt for amerikanernes svar på “Bonjour Tristesse”, og forfatteren var bare 18 år, da hun skrev den. Syv år senere tog hun sit eget liv. Hendes debutroman fortæller også historien om en pige, der lever på kanten. Hendes tiltagende depression affejes med bortforklaringer og usammenhængende slutninger, og skubber hende hele tiden længere mod den totale afgrund. Af samme grund er det en historie, der fik mig til at holde vejret, fordi jeg på ingen måde kunne forudse, hvor den vindblæste men kraftfulde historie ville ende.

“Hun lod sine hænder løbe ned over sine ribben og over sine hofter hUn kunne godt lide sin krop. Hun kunne stole på sin krop. Den var stærk og smuk, og den svigtede hende aldrig. Den kunne svømme lige så mange baner, som hun bad den om; den kunne spille hockey i timevis; den bevægede sig yndefuldt; den slappede af, når hun gerne ville sove. hendes hoved sov, når hendes krop gerne ville live. Hendes hoved fortabte sig i dagdrømmeri og tvang hende til at soe, når hun ikke var træt. Nogle gange hadede hun sit hoved.”

Courtney lever i en tidsalder, der er fyldt med jazztoner og bobler i glassene, og hvor det er svært at finde sig til rette. Hendes tungsind var en verden for sig, som kastede et mørke over hendes narrativ. Forfatteren skrivestil er sofistikeret og stærk, men har også en langt simplere umiddelbarhed over sig. Sproget har en interesant jargon, som jeg lige skulle vende mig til, men som også var med til at give bogen dens unægtelige charme. Det er delvist skuffende, at der ikke bliver spist chokolade til morgenmad, som bogens titel antyder, men samtidig er det også enormt tilfredsstillende, fordi titlen er så sigende for bogens indhold i symbolsk forstand. Bogen er dog på ingen måde så lyserød, som dens forside antyder. Det er ikke en bog om den første forskelelse, den første gang og livslange venskaber. Det er i stedet en bog om depression, om en piges indtræden og risikobevidste ageren i de voksnes begærsverden.

Pamela jagter det såkaldte søde liv, men sådan er virkeligheden langt fra. Hun er en klog og begavet pige, fanget i sin egen drømmeverden med et mørke, der konstant truer med at flå hende i småstykker. Det var hjerteskærende at læse om, hvordan omverden bortforklarede hendes pludselige trang til at sove, hendes nedsatte appetit og konstante ønske om at være alene handlede om, at hun tænker for meget. Jeg ønskede mere end noget andet at række ind bag bogens ord og tage pigen med det blødende hjerte i mine arme. “Chokolade til morgenmad” med modtaget med løftede øjenbryn på grund af dens provokerende indhold. Den har næppe den virkning på læsere i dag, men det gør den ikke mindre læseværdig, fordi den er så sigende for sin tid og dens kontekst.

“Hun forsvandt ind i sin egen lykke. Jeg er blevet elsket, tænkte hun. Og dette er min elsker — hun smagte på ordet, formede det, dvælede ved det. Et gammelt og banalt navn, et ord fra historiske romaner, men i hendes ører var det et dejligt ord.”

Jeg tror ikke på, at alder behøver være signende for en romans litterære kvaliteter, men der er løse ender i Moores roman, som hun skrev meget tidligt, men samtidig er det også så raffineret en historie, der kun lige berør toppen af isbjerget, imens man som læser ikke er et øjeblik i tvivl om alt det, der ligger under overfladen. AF samme grund vil jeg anbefale bogen til læsere af Jacqueline Susanns “The Valley of the Dolls” og “The Bell Jar” af Sylvia Plath, der begge rummer en lignende melankoli og en lignende sofistikeret skrivestil. At læse “Chokolade til morgenmad” efterlod mig med en følelse af beruselse, for det er netop sådan en læseoplevelse bogen er.

“The Circle” af Dave Eggers


“The Circle” af Dave Eggers, udgivet af forlaget People’s Press i 2015 (org. udgivet i 2013). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. Bogen er er e anmeldereksemplar tilsendt af forlaget. 

Dave Eggers’ “The Circle” er blevet kaldt en moderne genfortælling af George Orwells ikoniske “1984”, og jeg forstår godt sammenligningen. Mae Holland er fået sit livs chance for at arbejde i et af de mest magtfulde internetselskab i verden. Hun er fascineret og betaget af firmaets dynamik og moderne holdning til arbejde, men ganske langsomt begynder hendes verden at flyde over af mistanke, for selvom The Circle er fyldt med alt det hjertet kan begære, begynder firmaets rolle at overtage hendes liv. Maes liv uden for arbejdet svinder ind til ingenting, på trods af bekymrende bemærkninger fra venner og familie, og hendes arbejdsposition bliver også mere krævende og offentlig i endeløse konkurrencer af hengivenhed for firmaets fællesskab.

The Circle er en en internetvirksomhed, der bygger på forestilling om fællesskab og mindskningen af privatliv. Igennem systemer, der tillader forbrugeren at have adgang til alt igennem én profil, indsamler virksomheden enorme mængder data, som giver dem mulighed for at tilrettelægge og sælge designerprodukter til den enkelte bruger. Maes arbejde handler om at indsamle brugerundersøgelser og få en høj score på dem, for at positionerer sig bedre blandt sine kollegaer. Det er aldrig et krav, at man som medarbejder skal konkurrerer, men det det påpegede konstant igennem en tvetydig retorik, som gør, at Mae skubber hele sit liv til siden for at være den bedste.

“Uden for The Circle var der larm og kamp, fiasko og grimt. Men her var alting perfekt. De bedste folk havde skabt de bedste systemer, og de bedste systemer havde tømt fondene, ubegrænsede fonde, som gjorde dette muligt, det bedste sted at arbejde. Og det var helt naturligt, at det var sådan.”

The Circle mimer gigantvirksomheder som Google, Amazon og Facebook, der ligesom The Circle indsamler store mængder brugerdata til at målrette bestemt indhold til den enkelte, og Dave Eggers får virkeligheden til at virke en smule mere skræmmende, når disse virksomheder vokser sig så store til de til sidst tager overhånd. Men ligesom George Orwells “1984” er Eggers “The Circle” en skræmmende fremtidsberetning, der dog ikke starter som den futuriske mareridtsdrøm, som “1984” er kendt for. I stedet lyder idéen bag The Circle interessant, fordi deres vision er at gøre alverdens viden tilgængelig for alle. Men på samme måde som historien indfanger Mae i sit spind af løgner ganske langsomt, indfanges læseren på samme måde. The Circle har nemlig ingen grænser i forhold til tilgængeliggørelsen af viden, selvom der mellem linjerne bliver stillet spørgsmål ved offentliggørelsen af viden der er personlig og privat.

Mae er blevet kritiseret for at være uselvstændig og ukritisk i sit syn på virksomheden, og jeg synes ikke at kritikken er fuldt berettiget. Det er tydeligt fra start, at virksomheden er et glitrende fremtidssyn af muligheder, og som så mange andre drømmer Mae om at slutte sig til en virksomhed, der lever af et gigantisk fælleskabsløfte. Dets præmis er så inkluderende, at jeg godt forstår hendes længseldrøm, især når hendes bedste veninde også fylder hendes øre med sød musik om arbejdslivet der. Det undskylder dog ikke hendes manglende evne til at stille sig kritisk over for firmaets mistænkelig arbejdsmåder og udsagn. Dog kunne jeg ikke undgå at føle, at Maes person uden for virksomheden fra før hun starter hos The Circle forsvinder i skæret fra firmaet, og jeg følte aldrig rigtigt, at jeg lærte hende at kende.

“‘De fleste vil give alt, hvad de ved, og alle de kender — de ville give det hele for at vide, at de er blevet set og anerkendt, at de måske endda vil blive husket. Vi ved alle, at vi skal dø. Vi ved alle, at verden er for stor til, at vi kan blive særlig betydningsfulde. Så alt, hvad vi har, er håbet om at blive set eller hørt, om det så bare er et øjeblik.'”

Historien efterlod mig med spørgsmål i hobetal, og ganske langsomt begyndte jeg også at stille spørgsmålstegn ved Mae som hovedperson, fordi jeg ganske langsomt mistede føling med og forståelse af hendes valg og tankegang. Jeg fik det fysisk dårligt af at læse om Maes enorme arbejdsbyrde, der gjorde at hun blev til firmaet. Hendes potentiale blive aldrig opfyldt, og i stedet blev hun sammen med resten af bogens personer reduceret til at være endimensionel og intetsigende. End ikke hendes historie efterlod mig med nogle særlige indtryk på grund af den dybe afgrund, der var imellem os. På grund af sammenligningen med “1984” forventede jeg hele tiden noget mere af historien. Jeg sad afventende på et opgør, der aldrig kom, der blev erstattet af pludselige handlingsmæssige sving, som jeg ikke helt vidste, hvordan jeg havde det med. I stedet ventede jeg tålmodigt på en historie, der aldrig kom.

“Uskyldig” (Parasol Protectorate #3) af Gail Carriger


“Uskyldig” (org. titel “Blameless”) af Gail Carriger fra forlaget Tellerup, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2010). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

For Alexia Maccon er hverdagen blevet vendt på hovedet endnu en gang. Ikke så meget på grund af hendes overnaturlige evner som fornaturlig, der gør hende i stand til at forvandle overnaturlige væsner tilbage til deres menneskelig form midlertidigt, eller fordi hun er gift med en varulv og lord, men fordi en umulighed er blevet til virkelighed: Hun er gravid. Fordi varuvle ikke kan reproducere sig og fornaturlige ikke er kendt for at kunne det samme, svirrer nedrige rygter om hende ude i byen, Hendes Majestæt dronningen tager det hemmelige hverv som muhjah fra hende, og den eneste, der måske kan hjælpe hende ud af denne kattepine er lord Akeldama, og han er sporløst forsvundet. Alexia tager skeen i egen hånd og rejser til Italien for at opsøge de tempelridderne, som siges at vide mere om fornaturlige end nogen andre.

Det er efterhånden længe siden jeg færdiglæste “Uskyldig”, og lige siden har jeg ledt efter ord til at beskrive min læseoplevelse. Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg har fundet dem. “Uskyldig” efterlod mig ikke åndeløs eller tilsvarende underholdt, som den første bog gjorde, men det ændrede ikke på, at jeg vedblev at vende hver en side med nysgerrighed over Gail Carrigers forunderlige verden. Hendes evne til at sammenskrive paranomale elementer med urban-fantasy og samtidig indsætte det i en modsættende kontekst, hvor hun leger med den teknologiske udvikling, er virkelig betagende. Igen skal hun have ros for at have skabt et troværdig univers inden for dets eget rammesæt. Hendes verdensyn er gennemarbejdet ned til mindste deltaje på grænsen til at være for deltaljeret.

“Nogen forsøgte at slå lady Alexia Maccon ihjel. Det var højst ubelejligt, for hun havde forfærdelig travlt.”

Som læser troede jeg ganske enkelt på hendes fiktive verden og dens sammenspil mellem fortidens etiske og korrekte opførelse, og sammen med Alexia som karakter er det nok grunden til, at jeg bliver ved med at følge historien. Alexias tørre humor og kølige person er uden tvivl det, der driver værket og gør bøgerne til noget helt særligt, fordi hun på så mange måder er utiltalende og alligevel så rigtig i forhold til, hvad det vil sige at være fornaturlig. Carrigers skrivestil er eksperimentere på den måde, at hun ligesom med kombineringen af forskellige genreelementer også inkluderer dem i sit sprog, der holder sig tro overfor den victorianske dialog, men som samtidig udfordrer den med Alexias utraditionelle og frigjorte sind. Jeg elsker, at hun tager skæbnen i sin egen hånd på trods af at have mistet sin mand, sit hjem og sit erhverv. I stedet for at søge trøst, vælger hun at søge svar, og det sender hende til Italien og sine rødder.

I forhold til interaktionen mellem lord Maccon og Alexia er denne bog på mange måder som sin forgænger, der var meget ulig den første bog. Alexia smides på porten, da hendes graviditet bliver fastslået, og det fik mig til at skære tænder. Jeg forstår godt den umiddelbare tanke om, at hun har været sin man utro, fordi han som varulv ikke kan reproducere, men det jeg ikke forstår er, at ingen skænker det faktum en tanke, at hver gang hun rør ved sin varulv af en mand, så bliver han menneskelig. For mig at se, ligger der en mulighed for det barn, som hun bærer, men i stedet for at tænke rationelt eller søge forklaringer sammen, vækkes bæstet i hendes mand og hun bortvises fra sit hjem.

“Det var et af hans dybe, besidderiske kys til sat en omfavnelse som fik Alexia til at føle at der et sted derinde stadig var en del af ham som kunne finde på at sluge hende råt, selvom hendes berøring havde stjålet varulven fra ham.”

Carriger formår at brede sin historie ud geografisk, sådan at historien går fra at foregå i London til Italien, og det giver mulighed for virkelig at åbne hendes univers op og udforske det i dybden, sådan som hun gør med tempelridderne og deres verdenssyn. Selvom Carriger har skabt et spændene univers med en mindst lige så interessant hovedperson, så kunne jeg ikke undgå at føle, at handlingen i “Uskyldig” hurtigt blev gentagende, og at historien af samme grund kom til at føles længere, end det egentlig er. Mit problem med Carrigers serie er desuden, på trods af at jeg for det meste nyder at læse den, at jeg glemmer dem igen. Det som står tilbage er et sammenblandingsværk, som jeg på ingen måde at kan adskille, og det afspejler sig også i mine læseoplevelser.

“Red Queen” (The Chronicles of Alice #2) af Christina Henry


“Red Queen” af Christina Henry fra forlaget Titan Books, udgivet i 2016.

Christina Henry forsætter sin historie, hvor den slap, og selvom karaktererne er de samme, er alt forandret. Efter de blodige begivenheder i Old City har Alice og den øksesvingende galning Hatcher forladt byen for at finde hans datter. Men hvor landskabet burde blive grønnere, hersker i stedet et andet slags mørke. I et forsøg på at komme til bunds i, hvad der forårsager det tætte mørke, hvor kæmperne i skoven er så oprørte og folkene i byerne gemmer sig i skyggerne, ledes Alice og Hatcher længere ind i mørket, til de til sidst bliver opslugt af Den Hvide Dronnings rige. Mørket lader dem slippe hinanden, og med rygtet om Den Sorte Konge og den forsvundne Røde Dronning, må Alice samle al sin styrke til at genfinde sin store kærlighed og redde byens indbyggere fra en skæbne værre end døden.

Forgængeren til “Red Queen” var en af de bedste bøger jeg læste sidste år. Dens uhygge krøb ind under huden på mig, gik mig til at gyse og efterlod mig rystet af min seneste læseoplevelse. Det var en perle af en skrækhistorie, der kombinerer urban-fantasy og den klassiske historie om Alice, der faldt ned gennem et kaninhul og ind i en underfuld verden. “Red Queen” var en helt anden læseoplevelse, der blegner i sammenligning med sin forgænger. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Henry forsøger at udvide sit fiktive univers ved at lade Alice og Hatcher forlade den nye og gamle bydel, som den forrige historie foregik i, men i stedet for at forsætte den beundringsværdige genfortælling af Lewis Carrolls mesterlige fortælling om Alice, blev historien i stedet en underlig forkrøblet skygge for sin forgænger.

“The world gobbles us and chews us and swallows us,” Hatcher said, in that uncanny way he had of reading her thoughts. “I think happy endings must be accidents.”

Historien faldt til jorden med et brag i sammenligning med den første bog. Hvor den første bog spiller på forfatterens eminente evne til at skrive gys, er denne anden bog en historie uden nogen rigtig handling. I stedet virker det som om Alice og Hatcher peges i retning af deres ønskedrøm at findes hans kidnappede datter ved tilfælde og af unødvendige omveje. Der introduceres også en række nye karakterer, som ikke er fra Lewis Carrolls verden, og derfor også kommer til at føles som en puslespilsbrik, der ikke passer med resten af billedet. Noget af det, som gjorde “Alice” til sådan en spektakulær læseoplevelse var interaktionerne mellem karaktererne i Henrys mareridtsskabte verden, hvor Alice i “Red Queen” er alene det meste af tiden og derfor sjældent interagere med andre. Den selvstændige Alice er også forsvundet til fordel for en sukkende pige, der med sikkerhed ved, at hendes øksesvingende prins nok skal komme og redde hende.

Hvor Alices eventyr før var endeløse mareridt, er de nu blot eventyr, dog uden at være i nærheden af den kvalitet, som Lewis Carroll skrev dem med. I stedet fora t være forunderlige, er de bare underlige. Mit humør startede højt, da jeg begyndte bogen, men faldt løbende indtil den til sidst var helt erstattet af kedsomhed. I sig selv er bogen på ingen måde dårlig, men i sammenligning med sin forgænger er den. Kærligheden mellem Alice og Hatcher fylder i højere grad også i bogen, og selvom den på mange måder gav mening i “Alice”, formår den ikke at bære historien i “Red Queen”, fordi den på mange måder står alene det meste af tiden. Dertil kommer de lange sekvenser hvor Alice er på egen hånd og svælger i sine romantiske følelser, imens enkelte elementer fra den forrige bogen giver genlyd i baghovedet.

“She didn’t have to be Cheshire’s ideal of a Magician or Hatcher’s ideal of a lover or her parents’ ideal of a daughter. She could be Alice.”

Historien er lidt for let; handlingen er en lang og begivenhedsløs vandring, der pludselig kulminerer i den ene begivenhed efter den anden, som man som læser hele tiden har sukket efter. Det sker også alt for hurtigt, og historien er ovre inden man får set sig om. Henry skal dog roses for enkelte genistreger, men som kan være svære at anerkende, fordi de forsvinder som dug for solen, inden man rigtigt når at beundre dem.  Jeg ved ikke, om hun har i sinde at skrive flere bøger om Alice og Hatcher, og selvom jeg stadig elsker den første bog i hendes kronologi, så håber jeg ikke, at hun vælger at forsætte eventyret. Jeg lukkede “Red Queen” med en skuffet mine, og jeg tvivler oprigtigt på, at jeg nogensinde vil vende tilbage til den verden, der ligger uden for mareridtsbyen, som kun er en skygge af sig selv.