Forbandede kærlighed af Colleen Hoover


Forbandede kærlighed (org. titel Ugly Love) af Colleen Hoover, udgivet af LOVEBOOKS i 2016 (org. udgivet i 1014) Læs på dansk — originalsproget er amerikansk.

Da Tate møder den hemmelighedsfulde Miles Archer, er det langt fra kærlighed ved første blik. I stedet møder hun ham på fordrukken tilstand på kanten af sammenbrud. På trods af deres skæve første møde, kan ingen af dem fornægte den kraft, som binder dem sammen, og de indleder derfor et uforpligtende forhold baseret på sex. Hvad der burde være den perfekte ordning for dem begge viser sig dog hurtigt at være langt mere kompliceret, på trods af at Tate ikke har tid til at have en kæreste, og Miles er slet ikke ude efter kærlighed. Det er dog ikke kun deres principper, der står i står i vejen for deres kærlighed, for Miles bærer på en mørk hemmelighed, som forhindrer ham i at leve i nuet.

Mine læseoplevelser med Colleen Hoovers ellers så populære forfatterskab har været meget blandede. Jeg helt og aldeles elskede Det ender med os, som efterlod mig grådkvalt, Måske en dag var en udemærket historie omend en smule for amerikansk til min smag, men Forbandede kærlighed er den komplette modsætning til Det ender med os. Bogen har modtaget kritik for at fokuserer så eksplicit på sex, men det er ikke det, der generede mig. Faktisk kunne jeg godt lide Tate og Miles’ kærlighedshistorie, selvom jeg fandt det trættende, at Tate gang på gang får et nyt yndlingsord, bare fordi Miles har sagt det. Gendrivelsen udvandede en ellers så fin sætning og gjorde den meningsløs og pladderromantisk.

“Alting er Miles. Sådan er det, når man er ved at blive forelsket i en person. Han er ingen steder, og lige pludselig er han overalt, uanset om man vil det eller ej.”

Det som ikke fungerede for mig, var Miles’ historie i fortiden. Det var ikke så meget historien i sig selv, men måden den var skrevet på. Colleen Hoover skriver let og fornøjeligt, selv når det handler om svære emner, men konstruktionen af Miles historie drev mig til vanvid. Til at begynde med er den skrevet som helt almindelig prosa, men efter han møder en pigen Rachel, ændres dennes form sig til noget, der skal forestille at ligne et digt. Idéen er ret fin, men det fungerede slet ikke for mig med sine mange klichéfyldte vendinger. Forudsigelighed behøver ikke været noget negativt, men forudsigeligheden i Miles’ historie var så åbenlys, at jeg næsten havde svært ved at fatte sympati for ham.

Miles’ historie er også et greb til at skabe hans karakter, og det fungerer egentlig udemærket. Tate var derimod en forholdsvis tom skal, der ikke bestod af andet end sit løse forhold til sin bror og sin spirende relation til Miles. Hun skal forestille at studerer til sygeplejerske, men det er ikke noget, som hverken giver hendes figur kant eller fylde. Hun var for mig en tom heltinde skabt af vage inputs om en fortid med sex og kærlighed i så vag en grad, at det næsten kunne have været undladt. Derimod holdt jeg meget af den klassiske historie om et forhold baseret på sex, der selvfølgelig ikke kan forblive sådan, fordi følelserne kommer i vejen, og på den måde er det en udemærket bog til en søndag på sofaen. Den bliver dog aldrig mere end det, fordi der ikke er noget på spild.

“Kærlighed er ikke altid smuk, Tate. Nogle gange bruger man al sin tid på at håbe på, at det til sidst vil blive til noget andet. Noget bedre. Og så, før man ved af det, er man tilbage, hvor man startede, og man mistede sit hjerte et sted undervejs.”

Colleen Hoover skriver bøger, som er perfekte til stille søndage. Det er bøger, som man flyver igennem, og som sjældent kræver ret meget af sin læser. De er den perfekte eskapisme, selv når bøgerne ikke er perfekte. Jeg fløj ligeledes igennem Forbandede kærlighed, selvom den løbende irriterede mig med konstruktionen af sine temporale tilbageblik. Bogen er fyldt med bekvemmeligheder, der har til opgave at skabe rammerne for karaktererne i historien og give dem fylde, men jeg følte aldrig, at disse tjente noget egentligt formål. Det er ikke unødvendig fylde, men dog fylde, som ikke gør noget godt for historien. Det er der bare, lidt på samme måde som bogen er i mine erindringer.

The Hate U Give af Angie Thomas


The Hate U Give af Angie Thomas, udgivet af Balzer & Bray i 2017.

Seksten årige Starr balancerer på kanten mellem to verdener som afroamerikaner. Balancegangen er svær, og en skæbnesvanger nat splintres hele hendes verden, da hendes barndomsven ubevæbnet bliver myrdet af en hvid betjent. Hans navn bliver giver genlyd i nyhederne. Nogle kalder ham en thug, et bandemedlem og en drug dealer, men Starr kender sandheden om sin ven, og hun ved som den eneste, hvad der skete den nat, livet blev taget fra ham. Med frygt for, hvilke konsekvenser det kan få for hendes familie, nabolaget og sig selv, holder Starr på sandheden, men vægten af denne er så enorm, at den truer med at knuse hende. Den forlanger at blive sat fri.

Retfærdigheden hersker ikke i det amerikanske retssystem, og det koster menneskeliv, og det beviser The Hate U Give, der er en af årets vigtigste udgivelser. I flere uger lå den urørlig på New York Times bestsellerliste, men man bør ikke læse den af den grund. Læs den i stedte for den vigtige historie, den fortæller. På trods af sin fiktionalitet tager hun afsæt i et miljø, som hun kender og kommer fra, samt de talrige mord, der har været på afroamerikaner, begået af hvide betjente, der er gået fri, imens familiers liv ligger i ruiner med en ubærlig sorg. Retfærdigheden hersker ikke i det amerikanske retssystem, og det koster menneskeliv. The Hate U Give er ikke bare en historie om at gøre det rigtige, men et stykke fiktionaliseret virkelighistorie, der giver ondt i maven, netop fordi der er så meget vigtighed at spore i den.

“Brave doesn’t mean you’re not scared. It means you go on even though you’re scared.”

Angie Thomas er meget diplomatisk i sin tilgang til problemstillingen. Hun opfordrer ikke til demonstrationer, men i stedet til at tale om tingene, at se bort fra fordømmelse og åbne sit hjerte med imødekommenhed. Samtidig formår hun på fineste vis at vise, hvordan alle menneske bærer fordømmelse i deres hjerte, uanset om den er opstået på baggrund af uretfærdig behandling eller snæversynethed. Af same grund taler Starr med to tunger alt efter, hvem hun taler med. Derfor er romanen også tung med slang og dialektik, som jeg i begyndelsen lige skulle vende mig til. Starrs historie er andres historie om uretfærdighed, mangel på ligestilling og begrænsede frihedsprincipper. Selvom Starr fortier sandheden, er hendes stemme stærk. Den er ikke generisk som så mange andre YA-heltinder.

Thomas’ historie er hverken sort eller hvid. Den er nuanceret og det er uden, at Starr bliver gjort til historiens martyr. Med stor autenticitet formår hun nænsom at behandle et så skrøbeligt og aktuelt emne, der slet ikke burde findes. Hun viser den fra alle dens sider med de, der er åbnelyse racistiske, de, der ikke ved, at de er det, de, der fortier retfærdighed og de, der kæmper for den med de midler, de har. Det er en historie om de, der skal forestille at kæmpe for det fælles bedste, for den enkelte i nød, som i stedet peger på denne og trykker på aftrækkeren. Det er en historie om magtmisbrug og nødvendigheden af at kæmpe imod denne, og Thomas er en stemme for de, der tier af frygt for egen sikkerhed.

“The truth casts a shadow over the kitchen—people like us in situations like this become hashtags, but they rarely get justice. I think we all wait for that one time though, that one time when it ends right. Maybe this can be it.”

Noget af det, som bogen har fået kritik for, er ikke at komme med et løsningsforslag på dens problem, men det er jeg uenig i. Det er måske ikke så konkret, som man kunne ønske sig, men det er heller ikke et problem, der forsvinder som dug for solen. Thomas’ ord er en modstand til de, der sætter grænser for friheden og frarøver mennesker den. Til alle de, der ikke mener, at YA-bøger handler om andet en kærlighedsdramaer – læs den! Til alle de, der ikke mener, at YA-bøger besidder nogen dybde og alvorlig – læs den! Til alle de, der ikke mener, at raceproblematikker stadig eksisterer – læs den! Og selv hvis alt dette ikke omfatter dig – for Guds skyld, læs den alligevel!

Bossman af Vi Keeland


Bossman af Vi Keeland, udgivet af LOVEBOOKS i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Da Reese Annesley møder Chase Parker første gang, er hun på date men med en anden mand. Chase er dog langt mere interessant end den fyr, der netop er ved at kede hende halvt ihjel, og på trods af Chases italesættelse af hendes ringagtige forsøg på at gøre sig fri af sin date, tager aftenen en drejning, som hun på ingen måde kunne have forudset. En tjeneste bliver til to, og selvom hun ikke gør sig nogle forhåbninger om at se ham igen, da han sætter hende i forbindelse med et nyt job, viser det sig, at han er hendes nye chef. Tiltrækningen mellem dem er stræk, men Reese har før brændt sig på en kollega, men Chase er anderledes, og han er heller ikke en kollega … ikke sådan rigtigt, vel?

Øverst på Reese Annesleys liste over gøremål står der, at hun for alt i verden ikke bør gå i seng med sin chef – heller ikke selvom han er lækker. Hun er en arbejdshest, der arbejder med marketing i kosmetikbranchen, og hun vil under ingen omstændigheder gentage fortidens fejl og lade sig udkonkurrere af nogen med mindre potentiale — og slet ikke sin chef! Hun er dog fra start bevist om sværhedsgraden af sin situation, netop fordi hun ikke bare er tiltrukket af sin chef, men fordi tiltrækningen er gensidig. Den selvsikre chef vil have hende i samme grad, som hun vil have ham. Det bliver derfor ret tydeligt, at det kun er et spørgsmål om tid, hvor Reese er nødt til at strege toppunktet på sin liste over gøremål.

“Hvis hvert af vores kys var et eventyr, var det her et af dem, hvor helten får pigen til sidst, og de rider sammen mod solnedgangen.”

Bossman er en pirrende roman, der leger på kanten af regelmaner og hemmelighed fantasi, og selvom det på ingen måde er en vidunderroman, der ikke tilføjer noget nyt til sin genre, så er det dog en roman, der formår at underholde. Jeg læste den ud i én køre, og selvom den aldrig fik jorden til at skælve under mig, var jeg underholdt fra start til slut på trods af mine lave forventninger til bogen. Vi Keelands skrivestil er lige til og simpel. Der dvæles ikke for længe ved detaljerne, og historien bæreres i stedet af gnisten mellem de to hovedpersoner, der deler bogens narrativ. Reese fortæller den i nuet, imens Chasse fortæller om fortiden før hende, og på den måde forener forfatteren to historiespor, der løbende opbygger en spænding om, hvordan de mon hænger sammen.

Jeg tvivler på, at Bossman er en bog, som vil blive længe hos mig efter endt læsning, men jeg var underholdt så længe det varede. Det er ikke en fejlfri bog, der som sagt ikke bidrager med noget nyt til sin genre, men som i stedet pirrer læseren med sin kontorkærlighed og forestillingen om denne. Historien er uden egentlig dybde, selvom forfatteren dog fortsætter at skabe en ved at knytte tragiske baggrunde til sine fiktive karakterer. Det virkede ikke rigtig for mig, fordi begge kun berøres på overfladen som korte sidebemærkninger. Jeg følte aldrig Chase sorg, eller Reese frygt, ligesom jeg aldrig faldt for hans dirtytalk, der havde den helt modsatte effekt på mig, og fik mig til at krumme tæer.

“Det var mit hjerte. Hun boede allerede i mit forbandede hjerte.”

Når alt kommer til alt, så er der et fortællingspotentiale i Bossmansom aldrig rigtig blev opfyldt. Jeg følte ikke, at de problemstillinger, som bliver taget op, bliver adresseret ordentligt. I stedet er det tydeligt, at det er forfatterens intention at appellere til den læsendes følelser, og jeg forstår godt, hvorfor bogen vinder så manges hjerter. Det er knald på og tempoet er højt, men jeg oplevede aldrig, at jeg selv blev blæst bagover. I stedet nød jeg historien for, hvad den var: en flirt, der aldrig blev til mere, men som jeg dog tænker tilbage på med et let smil.

A Court of Mist and Fury (A Court of Thorns and Roses #2) af Sarah J. Maas


A Court of Mist and Fury af Sarah J. Maas, udgivet af Bloomsbury Childrens Books i 2016.

Feyre verden er endnu en gang blevet vendt på hovedet. Efter hun har reddet Tamlin fra Den Onde Dronning, er hun nu vendt tilbage til forårsriget, men hun er ikke den, hun engang var, for nu besidder hun de samme kræfter som en High Fae. Fortiden sidder fast i hende, og det samme gør visheden om den aftale, som hun indgik med Rhysand, natterigets herre. Langsomt ledes hun dybere ind i Rhysands rige og politiske planer, og lige så langsomt taber hun sit hjerte på ny. Men Feyre må samle al  sin styrke, for en fare truer med at ødelægge alt det, som hun har kæmpet for.

Sarah J. Maas formåede virkelig at trække tæppet væk under mig med A Court of Mist and Fury. Den er alt det, som dens forgænger ikke er, og i kampen om mit hjerte vandt den overlegent og ubesværet. Det er meget tydeligt, hvor bevidst om sin historie Maas er, for udviklingen af både handlingen og karaktererne i denne efterfølger er ikke til at tage fejl af. Feyre har i mine øjne hele tiden været en stærk heltinde, men hvor jorden begyndte at brænde under hendes fødder i A Court of Thorns and Roses, rejser hun sig fra asken i denne som en føniks, stærkere end nogensinde før.

“To the stars who listen— and the dreams that are answered.”

Jeg elsker, at forfatteren formår at tage  fat på vigtige tematikker som farlige parforhold, samtidig med at hun stadig formår at bevare det episke i sin fortælling. Jeg brød mig aldrig om Feyre og Tamlin sammen, men jeg finder deres historie interessant for det, som forfatteren bruger den til, selvom det først slog mig langt senere, hvad det egentlig går ud på. Maas viser, hvordan kvinder gradvist bliver fanget i forholdet til en voldelig mand, så de ikke hører alarmklokkerne før de står og kigger ned i afgrunden. Feyre er sårbar i historiens begyndelse, mærket af fortidens spøgelser, der stadig hjemsøger hende, og sit spillede hjerte, der er slået i tusinde stykker, men hendes historie er også fyldt med håb, der langsomt vokser sig større og bliver en realitet.

Spændingen er næsten uudholdelig i A Court of Mist and Fury. Den er både at finde i selve handlingen, hvor det slår gnister mellem rigerne, men også i forholdet mellem Feyre og Rhysand, der gjorde det næsten umuligt at lægge bogen fra mig. Deres tiltrækning var tydelig i den første bog, men den er unægtelig i denne, og langt hen ad vejen er det også historiens bærerende element. Natteriget blev kun vist i uklare glimt og igennem ladede holdninger, men i denne bog bliver disse gjort til skamme, og Rhysands ry tvinges i knæ. Maas vender verdener på hovedet og udfordrer sin læser ved at åbne dørene ind til en verden, der før har været forbeholdt fantasien. Samtidig er der en naturlighed over fortællingen, der på trods af et langt mellem stykke, hvor den går i tomgang, flyder helt naturligt. Dog tager historien, ligesom i sin forgænger, fart til sidst, og tempoet øges i sådan en grad, at jeg følte mig en smule svimmel.

“He thinks he’ll be remembered as the villain in the story. But I forgot to tell him that the villain is usually the person who locks up the maiden and throws away the key. He was the one who let me out.”

Handlingen er ikke overvældende i A Court of Mist and Fury, men i stedet gives der plads til karakterudvikling og en udvidelse af den verden, som Maas skabte i den forgående bog. Samtidig bryder bogen med den vante forestilling om den svære toer, for det var først med denne, at jeg for alvor forelskede mig i historien, og ikke alene vandt bogen mit hjerte, den fik mig også til at græde. På trods af det tilløb, som Maas har for vane at tage inden slutspurten, var der så meget på spil, så mange følelser i spil, at mit hjerte flød over. Slutningen er nådesløs; jeg holdt vejret hele vejen igennem den, og da der ikke var flere sider tilbage i bogen, og jeg blev nødt til at trække vejret, ærgrede det mig ikke at have den næste bog liggende, for jeg var ikke klar til at slippe Feyres historie.