Mere end det af Patrick Ness


Mere end det (org. titel More Than This) af Patrick Ness, udgivet af Gyldendal i 2015 (org. udgivet i 2014). Læs på dansk — originalsproget er engelsk.

Det begynder med enden. Seth drukner, og i takt med at hans lunger fyldes med vand, forsvinder livet langsomt fra hans krop. Det burde være enden på det hele, og det er det måske også, men så vågner han. Han burde være død. Hans hoved knustes mod klipperne, og vandet skyllede ind over ham, og alligevel vågner han. Den verden han vågner op i er dog ikke den samme, som han forlod. Her vælter minderne ind over ham som en tidevandsbølge, der endnu en gang truer med at knuse ham. Fanget og formodet alene forsøger Seth at finde mening med livet eller det, der er tilbage af det.

Da jeg havde færdiglæst bogen, var jeg ikke sikker på, hvad jeg lige havde læst, og hvad der helt præcist hændte i historien, og hvordan det hele hænger sammen, ved jeg stadig ikke. Det er en af de mest besynderlige læseoplevelse, jeg længe har haft, og alligevel også en af de smukkeste. Ness skriver som få, og hans historier er usammenlignelige med noget andet, jeg har læst. Heller ikke blandt Ness’ andre bøger kan der trækkes ret mange paralleller. Da jeg læste Mere end det, var det sproget, der gjorde mig åndeløs. Det er stærkt og nuanceret, men samtidig tilpas skrøbeligt og distanceret fortalt, og samtidig formår han at løfte historien op på et højre niveau, der gør den så særlig.

“Jeg længtes så brændende efter, at der skulle være mere end mit lille sølle liv.” Han ryster på hovedet. “Og der var mere. Jeg kunne bare ikke se det.”

Med en næsten omvendt begyndelse åbner Ness sin historie med hovedpersonens død, skrevet med en distanceret simplicitet, fyldt med korte sætninger, og alligevel er emmer scenen af både frygt og stilhed. Det er noget af det stærkeste, jeg længe har læst. Dernæst følger en længere opdagelsesrejse i Seths indre, der ganske langsomt åbnes som Pandoras æske, fyldt med undertrykte barndomsminder og de konflikter, der raser indeni ham. Gradvist afsløres det, hvordan Seth er havnet på bunden af havet, og i takt med dette tager hans nuværende situation også form. Hvad der begynder som en opdagelsesrejse i Seths fortid og forståelsen af hans druknedød, forvandles langsomt til en science-fiktion fortælling og virtualitet i relation til spørgsmålet om livet efter døden.

Det er en bog, der vil skabe forvirring og usikkerhed, og det tror jeg netop er pointen. Ganske langsomt forvandler den sig til et sansebedrag med dens surrealistiske plot, der forvandler sig fra en identitetsrejse til en flugthistorie fra det ukendte i den mareridtsverden, som Seth er vågnet i. Hans betragtninger og gradvise forståelse af sig selv er hjerteskærende, der er alt andet end forudsigelig. Intet i verden kunne havde forberedt mig på den enorme smerte, der hviler tungt på hans skuldre, som evige lænker, selv døden ikke kan gøre ham fri af.

“Der er altid skøn at finde, sagde Gudmund. “Hvis man ved, hvor man skal lede efter den.”

Mere end det er endnu en genistreg fra forfatterens hånd. Det er en spekulativ historie, der efterlader sig flere spørgsmål end svar, og som enten vil tabe sin læser eller drive denne frem. For det er helt tydeligt, at denne historie for nogen vil være et udtryk for tab af sammenhæng og inkonsistent handling, men samtidig er det netop så karakteristisk for hans forfatterskab. En del af historien gemmer sig mellem linjerne, og hvis man forventer en handlingsmættet historie med et højt tempo, risikerer man at blive skuffet. Selv var jeg alt andet end det.

Reklamer

Lola og naboens søn (Anna and the French Kiss #2) af Stephanie Perkins


Lola og naboens søn (org. titel Lola and the Boy Next Door) af Stephanie Perkins, udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof i 2015 (org. udgivet i 2011). Bogen er læst på dansk – originalsproget er amerikansk.

Lola Nolan har det hele. Hun bor i San Francisco sammen med sine to fædre, hendes kæreste er rockmusiker, og hun er en spirende modedesigner. Hendes liv er en dans på roser, men så flytter Cricket og hans søster tilbage til nabolaget, og en fortrængt fortid bliver gravet frem. Cricket Bell er nemlig den fyr, som knuste Lolas hjerte to år tidligere. I takt med at Lola lærer Cricket at kende igen, begynder hun langsomt at indse, at hendes liv slet ikke er så rosenrødt, som hun først troede, og ganske langsomt flytter Cricket ikke kun tilbage til nabolaget, men også ind i Lolas hjerte igen.

Stephanie Perkins skriver med varme og humor om teenagelivets simple men helt afgørende problemstillinger, og Lola og naboens søn handler om forspildte chancer, ny begyndelser og at turde være sig selv. Det dog mig ikke mere end en enkel eftermiddag at læse bogen, fordi Perkins netop skriver så letfærdigt. Hendes historier er sjældent komplicerede, selvom denne ikke er på samme niveau som dens forgænger. Der var mere på spild i Anna og det franske kys, men det gør ikke Lolas historie mindre vigtig. Dog optræder både Anna og Étienne i denne, hvilket var et gladeligt gensyn, selvom deres gæsteoptræden var mere eller mindre ubetydelig for den overordnede historie.

“Når det er rigtigt, er det slet ikke svært.”

Lola er en excentrisk og larmende karakter forstået på den måde, at hun på ingen måde er ordinær. Hun går aldrig i det samme tøj mere end en gang, og hun er altid iført spraglede klæder og farvede parykker, skør makeup og glimmer og pailletter. Det er hendes livsfilosofi at skille sig ud ved at være sig selv, men under alt det farverrige tøj gemmer hun også på hverdagsbekymringer og hjertesorg, der ikke vil hele. Men selvom Lola på ingen måde er nogen klassisk pige, er hendes historie det. Den største udfordring i hendes liv er hendes rockmusiker af en kæreste, der er meget ældre hende, og som ikke behandler hende særlig godt. Jeg nød dog at læse, hvordan de havde mødt hende, og hvor det langsomt udviklede sig mellem dem. der var en naturlighed over tempoet, hvis man ser bort fra det lidt udsædvanlige setup.

På grund af hendes fortid med Cricket, der var hendes første store forelske og allerførste hjertesorg, og det ikke røbes fra starten, hvad der hændte mellem dem, bygges der langsomt en spænding op til sandheden endelig afsløres, men da tæppet omsider faldt sukkede jeg skuffende over dens antiklimaks. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men deres historie er essensen af simpel, og jeg lod mig forfører af det spændingsfragmenter, som forfatteren efterlod sig som spor i opbygning af sin historie. Hvad der startede ud som et spændingsmoment viste sig i stedet at handle om miskommunikation og fejltolkninger. Anna og det franske kys gav mig rejsefeber, fordi Paris så stor en rolle, at den bliver en karakter i historien, som læseren langsomt lærer at kende. Desværre følte jeg ikke San Francisco kom til sin ret i denne fortsættelse. I stedet er det byens karakterer og kærligheden mellem Lola og Cricket, der er historiens fokus. 

“Men det er det uperfekte ved en person, der gør dem perfekt for en anden person.”

På trods af de originale karakterer  kunne jeg ikke undgå at føle, at flere af dem var skrevet sådan for at distancerer dem fra Perkins’ tidligere kreationer. Det gjorde også, at de ofte føltes endimensionelle og karikerede. Jeg ved ikke, hvor godt ordene simpel og quirky harmonerer, men det er ikke desto mindre de to ord, som jeg associere bogen med. Simpel på grund af handlingen og quirky på grund af karaktererne. Måske er der mere på spil end jeg anerkender den for, men selv hvis det er tilfældet berører Perkins kun de svære tematikker let til fordel for den letsindige kærlighed. Når det er sagt, så var Lola og naboens søn stadig en af den slags romaner, der gav mig ømme kinder af at smile.  

Leoniderne (Spektrum #1) af Nanna Foss


Leoniderne af Nanna Foss, udgivet af forlaget Tellerup i 2014.

15-årige Emilies store passion er at tegne, og hun er også god til det, så da hun en nat drømmer om en dreng med de mest fantastiske turkise øjne, laver hun en skitse af ham. Dagen efter starter han på hendes skole sammen med sin tvillingesøster. Emilie prøver at overbevise sig selv om, at det nok er et skørt sammentræf, så hun fortæller ikke om sin drøm til vennerne Linus og Alban. Men drømme-drengens ankomst er kun begyndelsen på en lang række usædvanligheder, der binder den lille vennegruppe sammen på tværs af tid og dimensioner. Flere drømme forstyrrer Emilies nattesøvn, drømme om mystiske prismer og farver, som hun ikke kan forklare, og som ganske langsomt udvisker grænserne mellem drøm og virkelighed. Det er kun et spørgsmål om tid, før sandheden lader sig afsløre.

Nanna Foss skriver med en naturlighed som gør, at hun tager sig tid til at fortælle sin historie. Med over 500 sider kunne hun sagtens have skrevet om en afrundet historie som begyndelsen på den planlagte serie, men det gør hun ikke. I stedet skriver hun en begyndelse. Sammenbindingen af vennegruppen er rolig, men aldrig kedelig, sikker men aldrig vag. Fra jeg fik bogen i hånden, slap jeg den kun allernødigst, når hverdagens trivialiteter forlangte min opmærksomhed. Hendes spørg flyder let og ubesværet, grænsende til det lyriske og hvert et ord var en fornøjelse at læse. Dog står hendes skrivestil aldrig i vejen for handlingen. Det er tydeligt at mærke, at mærke, at forfatteren har lavet et grundigt og deltaljeret forarbejde, så troværdigheden holder hele vejen gennem bogen.

“I midten af den kulørte grød på en af siderne kan man lidt god vilje stadig skelne ordene carpe diem. Det betyder ‘grib dagen’ på latin. Altså sådan noget med at leve i nuet. De gamle romers version af YOLO.”

Det er Emilie, der fortæller historien, der kredser om hende og fem venner, der alle er meget forskellige. Det er ikke dem alle, som forfatteren går lige meget i dybden med, men med forventningen om en lang serie, er jeg ikke i tvivl om, at det nok skal komme løbende. Denne begyndelse på et episk eventyr handler i høj grad også om andet end tidsrejser og dimensionsforståelse. Hverdagen er fyldt med mobning såvel som forældres præstationsforventninger, der ikke kun begrænser sig til Emilie. De seks venner kæmper alle med noget, der gør hverdagen udfordrende. Nanna Foss indfanger en rigtig fin nuance af det at være ung — både i sprogbrug, men også i måden forældrene sjældent involveres på. Jeg tror, at det er let at glemme, hvordan det var at være femten år, hvordan frikvartererne var fyldt med sladderhvisken i krogene, og hvordan dramaet gav os noget at skrive om i vores dagbøger, men det har Nanna Foss ikke.

Leoniderne giver anledning til megen spekulation. Den er kompleks uden på noget tidspunkt at tabe sin læser, og det tror jeg blandt andet skyldes Nanna Foss fortrinlige evne til ikke at haste sig igennem historien. Ting tager tid, og det er forfriskende at læse bog som denne, hvor der er skruet ned for tempoet. Det er dømt nørderi på højt niveau, da bogen handler om tidsrejser, dimensioner og videnskaben bag dem, og det afdækkes både i form af fysiktimer, lektielæsning og stjernekiggeri, og på den måde undgår forfatteren også at tabe sin læser undervejs. Dog forekommer det mig svært helt at placere bogen rent genremæssigt. Der er helt klare elementer af science-fiction såvel som fantasy, der i dette tilfælde skaber en virkelig velfungerende hybrid, der er helt sin egen.

“Jeg har lyst til at fortælle ham om det hele, så hans knusende logik kan berolige mig. Jeg har lyst til at han skal gennemgå det hele trin for trin og til sidst komme med en naturlig forklaring på hvorfor det føles som om min virkelighed er ved at gå i opløsning.”

Det er måske i virkelighed den bedste måde at beskrive bogen på: sin egen. Med velkendte elementer og fragmenter fra bøger, som jeg svagt erindrer, er Nanna Foss’ bog et stjerneskud på den klare nattehimmel.Hvis man som læser forventer, at Leoniderne har en handling med et højt tempo fra start, så tror jeg, at man bliver skuffet, for bogen er kun en begyndelse, men også en begyndelse på noget stort. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at forfatteren har et godt greb om sin historie og visionen for den. Det er tydeligt at mærke, at der ligger et stort forarbejde forud for de ord, som jeg faldt så hårdt for, og som jeg glæder mig til at finde igen i Geminiderne.

A Gathering of Shadows (Shades of Magic #2) af V.E. Schwab


A Gathering of Shadows af V.E. Schwab, udgivet af Titan Books i 2016.

Fire måneder er gået siden Kell krydsede veje med Delilah i Grey London, siden opgøret med tvillingerne og Hollands døende krop blev kastet ind i Black London bag lås og slå. Selvom meget er sket, er livet igen faldet til ro. Kell kæmper dog med sin skyld, der hjemsøger ham i hans drømme med varsler og tegn om de farer, der truer med at vælte de fire verdener. Red London forbereder sig på en ekstravagant konkurrence med magi, som skal styrke forholdet mellem nabolandene. I takt med at Red London vender tilbage til livet, vågner et andet London …

Jeg har en svaghed for bøger med en stillestående eller langsom handling, når det bliver gjort rigtigt, og det gør V.E. Schwab. Hun tager sig tid til at lade historien udfolde sig naturligt og i det tempo, som der kræves. Det gør også, at den overordnede historie til tider går i stå, men det aldrig uden formål. Når tiden går i stå, er det for at skabe stemninger og udvikle karakterer. Forfatteren har skabt et enestående univers, der har så meget at byde på, samtidig med at hun holder tungen lige i munden for ikke at forhaste sig igennem det. Det er så nemt at forestille sig den, netop fordi hun tager sig tiden til at skrive den deltaljeret og stemningsfyldt. Det er en verden fyldt med magiske strømning, der er mærkbare.

“She bent most of the rules. She broke the rest.”

Jeg er vild med bogens præmis om flerdimensionelle Londoner, nogle med magi og andre uden, onde herskere og pirateri. Det er tilpas omfattende og virkelig veludført. A Gathering of Shadows udvider den verden, som læserne lærer at kende i den forrige bog med en magisk turnering, der skal bringe allierede sammen og styrke deres bånd. Samtidig trækker mørket sig sammen om turneringen og kaster mørke skygger over den. A Gathering of Shadows fokuserer i langt højere grad på karakterudvikling end handling, og det fungerer ret fint uden at handlingen bliver glemt.

V.E. Schwab formår også at løfte niveauet af sin historie ved at lade forrige bog handling påvirke denne efterfølger. Kell har været igennem en masse, og de beslutninger han tog i A Darker Shade og Magic hænger over ham som en tung regnvejrssky. Det skaber ikke kun sammenhæng mellem bøgerne, men gør også karaktererne flerdimensionelle. Lila løb endnu en gang med mit hjerte; jeg elskede at læse hendes kapitler, og når de ikke handlede om hende, savnede jeg hende virkelig. Hun er snarrådig, handlekraftig og badass. Hendes liv med piraterne til søs gav også historie dybde, samtidig med at den understreger hendes stærke karakter. Måden hun overvinder sin fortid på er helt fantastisk.

“Kell would say it was impossible. What a useless word, in a world with magic.”

Narrativet i A Gathering of Shadows er skiftende, og i udgangspunktet har jeg det lidt stramt med historier, der er konstrueret sådan. Jeg mister hurtigt overblikket, især hvis det ikke er tydeligt i de forskellige stemmer, hvem der fortæller historien, men sådan er det ikke med denne serie. V.E. Schwab skriver tilpas drømmende og med stor tydelighed i sine forskellige perspektiver, at jeg fløj igennem bogen langt hurtigere, end jeg havde regnet med. Ord kan være glatte, svære at holde på og umulige at nedskrive på papir, men hun formår at forme dem til hele verdener i sine hænder med endeløse muligheder, som var hun en tryllekunstner.