Geminiderne (Spektrum #2) af Nanna Foss


Geminiderne af Nanna Foss, udgivet af Tellerup i 2015.

Det begynder med kryptiske drømme, en besked fra fremtiden og en rød hættetrøje. Siden Pi og hendes venner ufrivilligt blev bundet sammen på tværs af tid og dimensioner, da de opdagede deres fælles evner til at rejse i tiden, er intet længere det samme. Hverdagen er fyldt med usikkerheder, og det får dem til at famle desperat i blinde efter svar på deres endeløse spørgsmål. For hvem kan de betro sig til, og hvem vil overhovedet tro dem, hvis du afslørede deres fælles hemmelighed? Hver gang antydning af et svar svagt viser sig, dukker nye spørgsmål op, som leder dem på sporet af et nye mysterier, der får tidsdimensioner til at ryste. Pi og hendes venner er nemlig ikke de eneste, der kan rejse i tiden …

Nanna Foss skriver på en måde, som får mit hjerte til at banke hurtigere. Hendes ord er små symfonier, hvis genklang ikke er hørt før. Og så er bogen medrivende fra første til sidste side uden at være forhastet eller kedsommelig. Hun tager sig tid til at lade sit eventyr udfolde sig, lade karakterer forme sig og tempoet tage fart. Hun skriver med en ømhed, der giver gåsehud, og som gør historien svær at lægge fra sig, når man først er begyndt at læse den. Den er noget helt særligt. Jeg elskede Emilies historie, men jeg faldt pladask for Pis. Hendes indre magtkampe med sig selv er relaterbare og stærke. Hun kæmper med minder fra fortiden, der får ilden i hende til at selvantænde, og det var på mange måder så hjerteskærende at læse om hendes oplevelser, at jeg ofte havde svært ved at holde tårerne tilbage

“Jeg har altid syntes at fremtiden var spændende. Tanken om at det kun var mig selv der satte grænserne … det var sindssygt fedt. Men nu er det som om jeg er blevet låst fast på en kurs som har været fastlagt siden universets skabelse. Jeg forestiller mig et koordinatsystem, tegnet i det evigt ubevægelige månestøv. Det har hele tiden været meningen at linjerne skulle mødes og skilles igen. Men hvorfor skal min nutid føles så virkelig, så rigtig, her i fortiden?”

Pis historie adskiller sig fra Emilies ved at besidde en anden dybde, der ramte mig hårdt i hjertet. Men historien adskiller sig også ved det forhøjede tempo. Med Leoniderne tog historien tid til at udfolde sig og præsentere det brede persongalleri, imens tempoet i Geminiderne er noget mere energisk og hurtigt, dog uden at forfatteren mister fodfæste med sin historie. Forestillingen om at kunne rejse i tid og aktivt eller passivt ændre den, samt hvilke skæbnesvanger konsekvenser, det kan få for fremtiden, er virkelig interessant. Historien går samtidig op i en højere enhed, fordi forfatteren blander Pis fortid med hendes nutid, som uden tvivl også kommer til at få indflydelse på hendes fremtid.

Jeg har sjældent oplevet, at efterfølgeren er bedre end sin forgænger, men Geminiderne indfriede ikke bare alle mine forventninger men overgik dem også. Emilie og Pi er også to vidt forskellige hovedpersoner. Emilie er stille og velovervejet, hvor Pi er temperamentsfuld og handlekraftig, men begge stemmer gjorde hver bog til noget særligt at læse. Jeg fandt det også interessant at se, hvordan hver af karaktererne optræder i hinandens historier, hvor den følsomme Pi i Emilies forsat var stærk og mærkbar, imens Emilie er mere usynlig i Pis fortælling. Nanna Foss bringer enhver forestilling om den svære toer til skamme med Geminiderne, der fuldstændig tog fusen på mig. Lige så hurtigt, som jeg blev opslugt af den første bog i serien, lige så hurtigt læste jeg denne til ende, ladt tilbage med et ønsket om mere. Selv med intentionen om at få bogen til at vare så længe som muligt, fløj jeg alligevel igennem bogen, og da jeg nåede slutningen var det med et ømt hjerte, der bankede hårdt mod mine ribben.

Reklamer

Hun bad selv om det af Louise O’Neill


Hun bad selv om det (org. titel Asking for it) af Louise O’Neill, udgivet af Gyldendal i 2017 (org. udgivet i 2015). Læs på dansk — originalsproget er engelsk.

Gik hun for udfordrende klædt? Var hun lidt for fuld? Emma O’Donovan har det hele. Selvom hun bor i en lille irsk by, hvor der ikke sker ret meget, er hun populær, smuk og selvsikker. Drømmen om at flytte fra byen er inden for når rækkevidde. Men så vågner hun en dag foran sin hoveddør. Hende krops gør ondt, og hukommelsen er et sort hul. Hun ved ikke, hvad hun laver der, eller hvad der er sket, men det gør alle andre. Der er taget billeder af, hvad der skete til festen – af hvad de gjorde ved hendes krop. Alle har set dem, og de siger, at det er hendes egen skyld.

Hun bad selv om det er en af den slag bøger, der er svære at tale om uden at røbe for meget af bogens handling, men det er samtidig en af de vigtigste bøger, jeg har læst i år, og som fortjener at blive talt om. Den er et mareridtsscenarie, og enhver piges største frygt og evige bekymring, der sidder i brystet som en knude, der ikke kan bindes op, men den er samtidig en vigtig bog. Louise O’Neill skriver med stor autenticitet om voldtægtskultur og victim blaming på den måde, der udvisker grænserne mellem fiktion og fakta. Der er sikkert nogen, der vil læse bogen og tænke, at Emmas historie er for ekstrem, at der er tale om fiktion, og at det ligger fra langt fra virkeligheden, men Emmas historie er nogen historie, og den fortjener at blive hørt, ødelægge hjerter og åbne det for, hvordan virkeligheden er.

“Nej.”
Ordet kommer helt automatisk. Nej. Nej. Nej. Det er det eneste, jeg siger i øjeblikket. Det føles lidt, sim im jeg kompenserer for dengang, jeg burde have sagt det, men ikke kunne. Hvor jeg ikke fik chancen for at sige det. Nej. 

I begyndelsen af bogen, før den aften, der ændrede hendes liv, er Emma en meget usympatisk hovedperson, men hun lever på mange måder også i en enormt usympatisk verden. Sympatien for Emma opstår ikke som resultat af det, der sker med hende. I stedet blotligger forfatteren den virkelighed, som mange piger og kvinder hver dag vågner op til. En verden, hvor skønheden vejer tungest på vægtskålen. I løbet af bogens første sider formår forfatteren at indfange det skønhedsideal, som tvinges ned over hovedet på kvinder, og hvordan det reducerede dem til noget, der skal stå i forlængelse af andre. Det er nedværdigende, men det er sandt. Familien forsøger at fortie virkeligheden ihjel, imens Emma langsomt kvæles af den. Hun kan ikke undslippe den i søvnen, ikke vaske minderne af sin krop og hun kan ikke undgå byens bebrejdende blikke. Det gør så ondt at læse, at jeg lyst til at samle hende op og komme hende i min lomme, skærme hende for alt det, hun har oplevet og den verden, som modarbejder hende.

Den største mavepuster er ikke det faktum, at Emma har været udsat for seksuelt overgreb, men det enorme tidsrum, der går, før hun selv indser det. Virkeligheden siger, at det kræver et nej før der er tale om overgreb, og Emma var i en position, hvor det ikke var en mulighed. Hun mistede ikke kontrollen, hun fik den frataget af andre. Det var ikke hendes skyld, men omverden siger noget andet, fordi hun havde drukket, fordi hun gik udfordrende klædt, og fordi hun havde et aktivt sexliv. Der er sikkert nogen, der vil læse bogen og tænke, at Emmas historie er for ekstrem, at der er tale om fiktion, og at det ligger fra langt fra virkeligheden, men Emmas historie er nogen historie. Hun bad selv om det er en af den slags bøger, der bør være på skoleskemaet og på alles læber, for vi er nødt til at tale om det, den repræsenterer.

“De er alle sammen uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Men det gælder ikke mig. Jeg er en løgner, indtil det modsatte er bevist.”

Louise O’Neill pakker ikke Emmas historie ind i et glansbillede. Den efterlod mig hulkende på sengekanten og i toget på vej hjem fra arbejde. Det gjorde så ondt i mit hjerte, at jeg aldrig troede det ville hele igen. O’Neill ord er stærke, ærlige og rammende, selvom de handler om fordømmelse, fornægtelse og fortielse. Der er intet magisk over hendes bog, men den er tryllebindende, fordi den viser verden fra sin værste side, og den er skræmmende, grim og frustrerende. Af samme grund er den en af de mest klaustrofobiske bøger, jeg til dato har læst. Det er ikke kun en bog, der henvender sig til de, der kan relatere til Emmas historie eller de, der er pårørende til den. det er en historie, der vedkommer os alle — både mænd og kvinder — og som jeg af hele mit blødende hjerte ikke kan anbefale nok.

Vejen til Panteon (Panteon-sagaen #1) af Boris Hansen


Vejen til Panteon af Boris Hansen, udgivet af forlaget Tellerup i 2016.

I en nær fremtid er verden en anden. Som samfundets svageste bor Lucas med sine venner uden for storbyen i grå betonblokke i Zonen. Det er det eneste hjem, han nogensinde har kendt, og vennerne den eneste familie, han har. Da hans bedste ven, Cassandra, forsvinder under mystiske omstændigheder, beslutter Lucas sig for at finde hende. Bag sig har Cassandra efterladt sig et spor af ledetråde, som langsomt afslører, at hun er draget ud på en lang rejse til en fremmed verden fyldt med guder, der strides og engle, der forsøger at forhindre en selvudslettende krig.

Jeg tøvede, tog tilløb og samlede mod, før jeg kastede mig over Vejen til Panteon,  og det var en fejl. Boris Hansen tager dansk fantasy til ny højder og gjorde alle mine snæversynede fordomme til skamme. Da jeg endelig begyndte at læse bogen, kunne jeg dårligt slippe den igen, og jeg når jeg ikke læste den, tænkte jeg på den. Jeg nød at følge en historie om den efterladte, den ikke-udvalgte og den helt almindelige. For Lucas er ikke den udvalgte, og det er ikke ham, der er udset til at rede verden. I virkeligheden vil han bare gerne have sin bedste ven tilbage. Med vrede, frustrationer og håb begiver han sig ud på en rejse af langt større proportioner end forventet. Det er en rejse, der vil sætte selv de stærkeste venskaber på prøve, også forholdet til den pige, hans hjerte banker for.

“Det eneste han ikke tænkte på var hvad der mon ventede efter døden. Den slags spørgsmål havde han aldrig brugt tid på før, og det virkede for sent at begynde nu.”

Det begynder med et varsle, der langsomt bliver til resultatet af en dommedagsfortælling med en række forladte børn, der er overladt til sig selv og hverdagens små glæder i et grænseløst betonhelvede af et liv. Ganske langsomt begynder historien at ændre karakter, og hvad der startede som en apokalypsehistorie begynder langsomt men sikkert at blande sig med fantasygenren på en måde, som udvisker grænserne mellem dem. De afløste hinanden, flød sammen og blev til én , som det mest naturlige i verden. Jeg kunne med tiden ikke skelne de to fra hinanden, og resultatet var en virkelig velfungerende hybridgenre. Det er fantasy, når det er bedst.

Bogens perspektiv skifter mellem englene Saida og Mardelus i Panteon og Lucas i Zonen, og det var hovedsageligt hans rejse, som jeg nød at følge. Den forløber nemlig ikke kun fra Zonen til Panteon men også som en lang indre kamp. Tabet af sin bedste ven, visheden om at hun valgte at rejse uden forklaring eller afsked og de følelser, som det affødte var stærke og nuanceret beskrevet. Forfatteren kommer rundt i hver en afkrog af Lucas’ følelsesregister, og det endte også med at slå skår i mit eget hjerte. Jeg mister ofte hurtigt overblikket, når historier indeholder skiftende perspektiver og et stort persongalleri, men Boris Hansen formår at skrive karakterer, der er svære at glemme. Jeg elskede Theodor for alle hans litterære referencer til Pullman, Wells, Tolkien og Lewis, og selv en af historiens mest usympatiske karakterer endte med at krybe ind under huden på mig og finde vej til mit hjerte. Og Lucas, selvfølgelig.

“Er det ligesom i dine bøger?” spurgte Lucas uden at tage øjnene fra vidunderet.
“Bedre,” sagde Theodor. “Meget bedre.”

På trods af sin genre er Vejen til Panteon en af den slags historier, hvor jeg sjældent havde føling med handlingen. Den var så original, at den kunne have bevæget sig i alle retninger. Jeg havde sjældent en idé om, hvad der ventede forude, og det var en fryd at læse. Det gjorde, at jeg hele tiden bare lige skulle vende en side med, og en side blev altid til flere. Da jeg lukkede bogen, og sidste side blev vandt, var jeg ikke klar til at give slip på historien, og jeg bestilte straks og utålmodigt dens efterfølger hjem, så jeg ikke behøvede at slippe det helt. Men selvom ventetiden føltes lang, slap jeg aldrig helt taget i historien, eller også var et den, der ikke slap sit tag i mig.

Det ender med os af Colleen Hoover


Det ender med os (org. titel It Ends With Us) af Colleen Hoover, udgivet af forlaget LOVEBOOKS i 2017 (org. udgivet i 2011). Bogen er læst på dansk – originalsproget er amerikansk.

Det ender med os er en hjerteskærende historie om kærlighedens ultimative pris, og  en af den slags romaner, man næsten ikke kan tale om uden at røbe bare en smule af handlingen. Dens handling hemmeligholdes i omtalen af den, og bagsideteksten afslører heller ikke for meget, men med de få dedikationslinjer, som romanen indledes med, blev tæppet trukket væk under mig og bogens hemmelighed blev afsløret. Lily har ikke haft nogen nem opvækst, men da hun flytter til Boston for at åbne sin egen forretning er det med troen på en bedre fremtid. Kort efter sin tilflytning møder hun Ryle, der både er stædig og arrogant, men også følsom og klog. Følelserne slår rod i dem, og den fortid, som Lily forsøgte at flytte fra, begynder langsomt at sætte sit tag i den fremtid, hun så længe har drømt om at få. 

Når jeg anmelder bøger bestræber jeg mig altid på ikke at afsløre handlingen, men  med Det ender med os vil jeg gøre en undtagelse, for netop at kunne italesætte hvor vigtig og veludført den er. Som kærlighedsforfatter kunne Colleen Hoover med lethed have endt ud med et romantiseret billede af voldelige parforhold, men det er ikke tilfældet. I stedet viser hun, hvor gradvis processen er, hvordan den langsomt slår kløerne i én og gør frigørelsen til en skræmmende længselsdrøm. Hendes portrættering er hverken romantiserende eller dæmoniserende, men derimod velskrevet, stærk og virkelighedstro. På skrøbeligste vis indfanger hun en del af et virkelighedsbillede, som slår skår i hjertet.

“Femten sekunder. Mere skal der ikke til for fuldstændig at ændre alt ved et menneske. Femten sekunder, som vi aldrig får igen.”

Jeg har et lidt blandet forhold til hendes bøger, men med denne ramt hun mig hårdt i hjerte, slog det i stykke i sådan en grad, at jeg aldrig troede, at det ville hele igen. Jeg græd til jeg blev svimmel, hulkede med bogen knuget ind mod brystet, og da jeg læste efterordet startede det hele forfra. Da jeg havde vendt den sidste side, da der ikke var flere tårer tilbage at græde ud, vidste jeg ikke, om nogensinde ville kunne overkomme at læse den igen – så hård en læseoplevelse var den. Den slog luften ud af mig, tog pusten fra mig og knuste mit hjerte. Men den gav mig også håb. Bedst som jeg troede, at mit hjerte aldrig ville heles igen, gav den mig håb. Den fik mig til at forstå, hvad nogle kvinder i mit liv, har kæmpet med, hvad nogle mænd har fortiet, og jeg havde lyst til at omfavne dem og aldrig give slip.

Der var dele af historien, som Lilys dagbogsskriverier og hendes barndomskæreste Atlas, som jeg godt kunne have været foruden, og som af og til føltes som en helt anden historie. Jeg forstår intentionerne bag den, men jeg kunne godt have været foruden det lidt anmassende billede om, at der altid venter en mand i kulissen som en kædebryder, når virkeligheden rammer. For mig kunne forholdet til Atlas lige så godt have været platonisk, måske havde det endda været en fordel. Det ændrer dog ikke på, at det er ikke kun er Hoovers bedste roman til dato, men også hendes modigste.

“Måske er kærlighed ikke noget, hvor ringen sluttes. Den er som tidevandet, der stiger og falder, bare glider ind og ud, fuldstændig ligesom menneskene i vores liv.”

Det ender med os handler om det splitsekund, hvor alt ændres mellem to mennesker, og som gør det umuligt at vende tilbage til det, der var før øjeblikket. Forfatteren tager sig tid til at skabe Lilys virkelighed, der til dels spejler sig i forfatterens egen opvækst, og som på skrøbeligste vis viser, hvor vanskeligt det kan være at gøre op med social arv. I efterordet trækker Hoover en nødvendig streg i sandet med hensyn til lighederne mellem sin egen historie og dens fiktive dele, men selv der, hvor der er tale om fiktion, er det stadig tydeligt at mærke, at historie er oprigtig. Hendes portræt er ikke universelt, men et fragment af virkeligheden. Den er nogens virkelighed.