The Amber Spyglass (His Dark Materials #3) af Philip Pullman


The Amber Spyglass af Philip Pullman, udgivet af forlaget Folio Society i 2008 (org. udgivet i 1996).

Philip Pullman af slutter His Dark Materials-serien på samme høje niveau, som han begyndte den med en hård realitetssans og en kærlighed, der banker på tværs af verdener. Hvad der begyndte som ønsket om et storslået eventyr i The Golden Compass, blev i stedet til en mareridtsagtig virkelighed, og nu står Lyra og Will i The Amber Spyglass på kanten af et uundgåeligt opgør mellem to ideologier. De må rejse igennem flere verdener end hidtil, der blandt andet fører dem til verdens ende, det grå land, hvor ingen levende sjæl nogensinde har været før, og de må give afkald på det mest dyrebare de ejer for i kampen om noget større. Samtidig er Dr. Mary Malone i færd med at bygge en ravkikkert, som kan se Støv, og sådan en genstand er uvurderlig i en delt verden, der kæmper om dette.

Jeg græd hårdt og længe, da jeg første gang for mange år siden færdiglæste The Amber Spyglass, og lige siden har jeg grædt ved enhver genlæsning af den. Det er efterhånden længe side jeg genlæste den sidst, og jeg leder stadig efter ordene til at beskrive den med. Alene det at skulle beskrive min læseoplevelse giver mig tårer i øjnene, fordi Philip Pullmans serie har betyde så meget for mig. Jeg er ikke sikker på, at jeg har fundet de ord, som jeg så længe har ledt efter, for jeg kan umuligt sige noget rosende om Pullman, som ikke allerede er blevet sagt tusinde gange før. I stedet sidder jeg tilbage med en følelse af taknemmelighed og kærlighed over at have vokset op med denne bog og været en del af dens forunderlige eventyr, præcis som jeg gjorde for så mange år siden.

“I stopped believing there was a power of good and a power of evil that were outside us. And I came to believe that good and evil are names for what people do, not for what they are.”

I mange år var Lyra min litterære veninde, der kravle rundt på tagrygge og rakte ud efter stjernerne i det øjeblik, hun ønskede dem, og jeg elskede hende. Jeg elsker hende stadig med sammen glødende intensitet, og hvert gensyn med hende er med visheden om en slutning, der vil ramme mig hårdt. Hun har altid været  en lige så usædvanlig karakter, som de verdener hun rejser igennem, og hendes rejse har været  længere end de flestes; hun har rejst igennem verdener, knyttet bånd og brudt dem igen, mistede venner i kamp, stået på kanten af verdens ende og set afgrundens dyb udfolde sig under sig. Hun har måtte træffe urimelig valg undervejs, som gang på gang knuste mit hjerte, fordi det knuste hendes, og jeg har set hende vokse fra at være et næsvist pigebarn til en stærk og selvstændig kvinde. Jeg voksede op med hende, og hun med mig. Will har ligeledes en helt særlig plads i mit hjerte, og hans historie er også en del af min.

Jeg forstod ikke Støv som barn, for jeg forestillede mig, at er var tale om ordinært støv og ikke sjælelige partikler, og alligevel elskede jeg historierne på trods af at være fyldt med dette samt politiske ideologer og religionsspørgsmål, der om muligt er endnu tungere i denne tredje bog. Jeg tror det skyldes, at Pullman først og fremmest har skabt så eminent en verden, at det overskygger dens kontroversielle emner. På samme måde som med The Subtle Knife er narrativet i The Amber Spyglass splittet mellem flere forskellige fortællevinkler, der tilføjer dybe til historien. På samme måde som sine forgænger byder denne også på mødet med nye karakterer såvel som genforeningen med gamle kendinge, som på fineste vis bindes sammen på trods af at have verdener til forskel. The Amber Spyglass er dog langt mørkere end sine to forgængere, blandt andet fordi en stor del af den handler om filosofiske emner som døden og hvad, der kommer efter den, men samtidig er det en af de smukkeste bøger, jeg nogensinde har læst.

“Even if it means oblivion, friends, I’ll welcome it, because it won’t be nothing. We’ll be alive again in a thousand blades of grass, and a million leaves; we’ll be falling in the raindrops and blowing in the fresh breeze; we’ll be glittering in the dew under the stars and the moon out there in the physical world, which is our true home and always was.”

Som altid er Pullmans sprog fyldt med malende billeder og hårdtslående sandheder, samtidig med at hans fantasi strækker sig helt til verdens ende, og hans verden bliver kun ved med at udvide sig grænseløst. Han er en mesterlig historiefortæller med et stort og nuanceret persongalleri, hvor selv handlingens skurke er i stand til at føle kærlighed og hengivenhed på samme måde, som dens helte er i stand til at gennemgå ulidelig smerte og træffe urimelige valg. Pullmans historie var i mange år en funklende ledestjerne i mit liv, der nu, mange år senere, leder den mig hjem igen. Han har skabt en historie, som formede mig som læser, og derfor er Lyras historie en stor del af mit læserliv; at vende tilbage til hendes verden er som at besøge en gammel ven, som jeg aldrig bliver klar til at slippe.

“Chokolade til morgenmad” af Pamela Moore


“Chokolade til morgenmad” (org. titel “Chocolates for Breakfast”) af Pamela Moore, udgivet af forlaget Lindhardt & Ringhof i 2016 (org. udgivet i 1956). Bogen er tilsendt af forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Der findes bøger med står stor en styrke, men som på forunderligste vis går i glemmebogen. “Chokolade til morgenmad” af Pamela Moore er en af den slags bøger. Bogen er en coming-of-age historie om den 15 årige Courtney Farrell, der elsker at læse bøger, som ellers er forbudt på den kostskole, hun går på. Bøgerne får hun udleveret af en kvindelig lærer, som hun får følelser for, og da det ikke ender godt, må Courtney flytte hjem til sin mor i Hollywood. Men tungsind hjemsøger hende, og i et forsøg på at undslippe det vælter hun ind i en verden af dry martinier og en passioneret affære med en ældre mand. Hun genforenes også med sin bofælle fra kostskolen, og deres venskab begynder en lang række af tragiske begivenheder, der tvinger Courtney til at tage sig selv alvorligt.

“Chokolade til morgenmad” er en kultbog, der er en tidsløs tidslomme ind i en anden verden, der synes at ligge langt fra vores nutid, men som ikke gør det. Bogen er blevet kaldt for amerikanernes svar på “Bonjour Tristesse”, og forfatteren var bare 18 år, da hun skrev den. Syv år senere tog hun sit eget liv. Hendes debutroman fortæller også historien om en pige, der lever på kanten. Hendes tiltagende depression affejes med bortforklaringer og usammenhængende slutninger, og skubber hende hele tiden længere mod den totale afgrund. Af samme grund er det en historie, der fik mig til at holde vejret, fordi jeg på ingen måde kunne forudse, hvor den vindblæste men kraftfulde historie ville ende.

“Hun lod sine hænder løbe ned over sine ribben og over sine hofter hUn kunne godt lide sin krop. Hun kunne stole på sin krop. Den var stærk og smuk, og den svigtede hende aldrig. Den kunne svømme lige så mange baner, som hun bad den om; den kunne spille hockey i timevis; den bevægede sig yndefuldt; den slappede af, når hun gerne ville sove. hendes hoved sov, når hendes krop gerne ville live. Hendes hoved fortabte sig i dagdrømmeri og tvang hende til at soe, når hun ikke var træt. Nogle gange hadede hun sit hoved.”

Courtney lever i en tidsalder, der er fyldt med jazztoner og bobler i glassene, og hvor det er svært at finde sig til rette. Hendes tungsind var en verden for sig, som kastede et mørke over hendes narrativ. Forfatteren skrivestil er sofistikeret og stærk, men har også en langt simplere umiddelbarhed over sig. Sproget har en interesant jargon, som jeg lige skulle vende mig til, men som også var med til at give bogen dens unægtelige charme. Det er delvist skuffende, at der ikke bliver spist chokolade til morgenmad, som bogens titel antyder, men samtidig er det også enormt tilfredsstillende, fordi titlen er så sigende for bogens indhold i symbolsk forstand. Bogen er dog på ingen måde så lyserød, som dens forside antyder. Det er ikke en bog om den første forskelelse, den første gang og livslange venskaber. Det er i stedet en bog om depression, om en piges indtræden og risikobevidste ageren i de voksnes begærsverden.

Pamela jagter det såkaldte søde liv, men sådan er virkeligheden langt fra. Hun er en klog og begavet pige, fanget i sin egen drømmeverden med et mørke, der konstant truer med at flå hende i småstykker. Det var hjerteskærende at læse om, hvordan omverden bortforklarede hendes pludselige trang til at sove, hendes nedsatte appetit og konstante ønske om at være alene handlede om, at hun tænker for meget. Jeg ønskede mere end noget andet at række ind bag bogens ord og tage pigen med det blødende hjerte i mine arme. “Chokolade til morgenmad” med modtaget med løftede øjenbryn på grund af dens provokerende indhold. Den har næppe den virkning på læsere i dag, men det gør den ikke mindre læseværdig, fordi den er så sigende for sin tid og dens kontekst.

“Hun forsvandt ind i sin egen lykke. Jeg er blevet elsket, tænkte hun. Og dette er min elsker — hun smagte på ordet, formede det, dvælede ved det. Et gammelt og banalt navn, et ord fra historiske romaner, men i hendes ører var det et dejligt ord.”

Jeg tror ikke på, at alder behøver være signende for en romans litterære kvaliteter, men der er løse ender i Moores roman, som hun skrev meget tidligt, men samtidig er det også så raffineret en historie, der kun lige berør toppen af isbjerget, imens man som læser ikke er et øjeblik i tvivl om alt det, der ligger under overfladen. AF samme grund vil jeg anbefale bogen til læsere af Jacqueline Susanns “The Valley of the Dolls” og “The Bell Jar” af Sylvia Plath, der begge rummer en lignende melankoli og en lignende sofistikeret skrivestil. At læse “Chokolade til morgenmad” efterlod mig med en følelse af beruselse, for det er netop sådan en læseoplevelse bogen er.

“Drums of Autumn” (Outlander #4) af Diana Gabaldon


“Drums of Autumn” af Diana Gabaldon fra forlaget Dell, udgivet i 1997 (org. udigvet i 1996).

Efterårets trommer giver genlyd i fortællingen om Claire og Jamie Fraser, der efter et skibbrud ud fra det amerikanske kyst, nu lever en tilværelse mellem de amerikanske slaverejer og deres kolonier. Efter mange års adskillelse og stor hjertelængsel, rejste Clare tilbage i tiden for at blive genforenet med sin skotske mand, men Claire har efterladt sin datter tilbage i det 20. århundred. Blodet bruser i hendes øregang med frustration over at være blevet efterladt af sin mor, der rejste tilbage til den far, hun aldrig har kendt. I et forsøg på at lære ham at kende, bladrer hun igennem historiebøgerne for at finde ham, og der gør hun sig en uventet opdagelse. Hendes forældres liv er i fare, og Brianna med hjælp fra historikeren Roger leder febrilsk efter en måde at forhindre historien i at ske. I et forsøg på at redde sine forældre, ser hun sig nødsaget til at rejse tilbage i tiden og forhindre velkendt historie i at finde sted, men hun sander dog hurtigt at livet i Skotland er på ingenmåde som i historiebøgerne.

“Drums of Autumn” begynder der, hvor “Voyager” slutter og fortæller om livet i Amerika efter Claire og Jamie redder sig i land efter et skæbnesvangert skibsforlis. Tilværelsen her er fjern fra den i Skotland, der ikke på samme måde er præget af oprør mod kongemagten, men hvor mennesker kategoriseres efter deres hudfarve og værd, og som moderne kvinde har Claire svært ved at holde tand for tunge. Deres liv er mindst lige så begivenhedsrigt som i Skotland, selvom begivenhederne på den amerikanske jord er af en anden karakter. De bliver involveret med indianerne, begyndende slaveoprør og at kæmpe for retfærdighed, men de må samtidig træde varsomt for at historien ikke skal bryde sammen under deres indtog i Amerika. Sideløbende fortælles Briannas historie i det tyvende århundrede, der er præget af skuffelse og frustration over sin mors beslutning om at forlade hende til fordel for en mand, hun aldrig selv har kendt og som ovenikøbet er hendes far. Hendes udlægning af historien er lang og beskrives nænsomt, da den også involvere den unge Oxford historiker, Roger Wakefield, der akkompagnerer hende med sit venskab og historiske viden.

“Forgiveness is not a single act, but a matter of constant practice”

Splittet af sit ophav, rejser Brianna uden at tøve tilbage i tiden i sin mors fodspor, og falder ned igennem tiden og ind i et fortidigt Skotland langt fra sin virkelighed. Tiden er en anden, og Brianna kommer hurtigt i klemme med sin moderne tankegang. Kærligheden pulserer i hende, imens begæret pulserer i mænd, der ikke har meget tilovers for det kvindelige væsen andet end hendes anatomi, og hvordan den kan afhjælpe egene lyster. Selvom historien er langsommelig fortalt, er den til tider også nervepirrende og neglebidende. Flere gange måtte jeg lukke øjnene og bide tænderne sammen, imens jeg andre gange ikke kunne vende siderne hurtigt nok. Diana Gabaldons styrke er ikke at finde i skabelsen af bøgernes handling, men snarere i hendes sprog, som hun skaber. Det flyder som en sagte strøm igennem bogen, ubesværet og let og den rislende lyd så velkendt, at læseren omgående føler sig hjemme, selv når historien udspiller sig på fremmed jord og i en helt anden tidsalder. Gabaldons store historiespænd minder mig altid om, hvor komprimeret verdenshistorien i virkeligheden er. Hvor der kan synes at være langt mellem begivenhederne, minder hun mig igen og igen om hvor tæt sammenkædet de oftest er. Det er en svimlende fornemmelse.

Gabaldon har før fortalt, at hun skriver sine bøger ved først at skrive forskellige scnere og sidenhen kæde den samme omkring plottet, og selvom historien grundliggende flyder fint, er det dog tydeligt at mærke, hvordan hun skriver sine bøger i denne fjerde forsættelse. Grundkonflikten i “Drums of Autumn” er grundliggende simpel og kunne være løst med én enkelt samtale, som i stedet igangsætter en række af historiske begivenheder både af den mere overordnede slags men også af personlig karakter. Brianna fanges i 1700-tallets tendenser, i kærligheden til sin ven og i forholdet til sine forældre i et forsøg på at ændre historiens gang. Hun er en stærk karakter, og jeg kom til at holde meget af at følge hende. Dertil kommer det altid glade gensyn med Claire og Jamie, der varmede mit hjerte og gav mig røde kinder. Brianna og Rogers kærlighed er modsat Claire og Jamies langt mere rodet. Den handler om manglende afklaringer, uvished og tøven, hvor Clarie og Jamie griber om kærligheden som galte det deres liv, og selvom jeg slutningen fik mig til at tvivle en smule på kærligheden mellem Brianna og Roger, så holder jeg af kontrasterne mellem dem.

“But a man is not forgotten, as long as there are two people left under the sky. One, to tell the story; the other, to hear it.”

Jeg holder mere af “Drums of Autumn” end jeg gjorde af “Voyager”, men mindre end jeg gjorde med både “Outlander” og “Dragonfly in Amber”. Det er en historie, der har sine åbenlyse fejl, men det er også en medrivende fortælling om stærke følelser, historiske kontekster og tidsforskelle, der er fyldt med stærke og levende og fejlfyldte karakterer. Jeg føler ofte et behov for et pusterum, når jeg lægger en af Gabaldons romaner fra mig, inden jeg forsætter det eventyr, som hun forlængst har søsat. Jeg kan heller ikke lade vær. Hendes historier er så dragende, samtidig med at de også er mættende. Jeg kan heller ikke tro andet end, at jeg vil blive ved med at vende tilbage til hendes ord, så længe hun skriver dem, og jeg gruer for den dag, hvor hun sætter det sidste punktum i historien om Claire og Jamie. Indtil da vedbliver jeg at skubbe de tanker hen og nyde deres evigt begivenhedsrige historie.

“Voyager” (Outlander #3) af Diana Gabaldon


“Voyager” af Diana Gabaldon fra forlaget Dell, udgivet i 1994 (org. udgivet i 1993).

Det er tyve år siden Claire Fraiser Randall flygtede højgravid tilbage til sin egen tid, imens hendes mand udkæmpede slaget ved Culloden, hvor han formodes at være død. Forfærdet over tabet af sin mand, forsøger Claire at etablere et liv med sin forrige mand og det barn, som ikke er hans. Claires hjerte er dog uden forløsning, og hun begynder at lede efter spor af sin skotske mand i historiebøgerne uden at kunne finde noget om hans død. Med vished i sit hjerte og tungsind over at forlade sin datter, rejser hun tilbage til det sted, som hun forlod for at lede efter sin mand, men tiden har mærket hende og resten Skotland — også den mand, som hun så inderligst elskede for tyve år siden. For selvom Jamie er i live, er han ikke uberørt af de mange års adskilles, som gør det svært at genforene ham med Claire, selvom han af hjertet ønsker det. Under et smuglertogt, bliver Jamies nevø, Ian, kidnappet af pirater. I et forsøg på at redde ham, rejser Claire og Jamie ud på en rejse langt fra Skotland og fyldt med farer, imens de forsøger fjerne afstanden imellem dem.

“Voyager” var en lang rejse, hvis følelsestunge hav jeg næsten druknede i. Jeg elskede den, men jeg hadede den også. Dens begyndelse er lang og forsøger først at afdække Claires liv i det tyve år, der er gået siden hun vendte tilbage til sin første mand, hvorefter perspektivet skifter til Jamies liv efter slaget ved Culloden, som han overlevede. Dernæst sammenføres deres fortælling og bliver til én på samme måde som de gør, og jeg elsker Gabaldon for at lade tiden mærke deres forhold. Genforeningen er ikke lige så omfavnende, som man kunne forvente. I stedet er den langt mere realistisk og virkelighedstro, for selvom Claire og Jamie stadig nærer dybe følelser for hinanden, så har tiden alligevel ført dem fra hinanden, men selvom årene er gået virker hverken Claire eller Jamie forandret. Tiden har også gjort, at et væld af mørke hemmeligheden fra Jamies side, har hobet sig op og som langsomt tvinges frem i lyset, som Claire uden tøven accepterer, imens mine kinder brændte af vrede. Jeg forstår, at der er gået tyve år, at livet er gået videre, men smerten i mit bryst var ikke til at tage fejl af, sådan som den forekom mig at være hos Claire. Den søde genforening mellem Claire og Jamie gav mig ro i sindet, selvom den også er forventelig.

“The most irritating thing about cliches, I decided, was how frequently they were true.”

“Voyager” er en handlingsmættet bog, der gjorde mig svimmel af sine mange begivenheder. Handlingen skifter mellem et væld af perspektiver, meget uvant fra forfatterens tidligere måde at fortælle historien på, og det fik også indvirkning på min læsning mod min vilje. Den første halvdel af historien var håndgribelig på trods af sine narrative skift, imens den sidste del mest af alt føltes som om jeg var ved at kvæles i handlingen. Der skete ganske enkelt for meget. Handlingen er på sin vis også en smule gentagende i form af skikkelser i nye klæder, der indtræder i historien med mørke motiver. Jeg kunne heller ikke undgå at føle, at Gabaldon begår karaktermord på Jamie. Jeg forstår, at der er gået tyve år siden Claire vendte tilbage til sin egen tid, og han udkæmpede slaget ved Culloden, men mange af de ting, som Jamie gør i “Voyager” strider imod alt det, som han står for. Selvom livet er går videre, holder han Claire hen i mørket om sin virkelighed, som langsomt afsløres med undskyldninger og lovprisninger om, at han havde i sinde at fortælle hende sandheden. Fordi han formodes død af så mange, har han muligheden for at leve et tilbagetrukket liv, modsat det, han tidligere har gjort, og alligevel involverer han sig som smugler, der lyver og bedrager. Dertil kommer hans forhold til John Grey. Det strider imod alt, hvad Jamie hidtil at har oplevet, og jeg tror ganske enkelt ikke på det.

Jeg holder af måden, hvorpå Gabaldon formår at skabe små sammenstød mellem de to århundreder, såsom da Claire medbringer fotografier af deres datter, så Jamies kan se hende, selvom fotografiet ikke eksisterede i 1700-tallet. Det samme gælder for dialogen mellem de to, som ofte fik mig til at grine let over Jamies berettigede uvidenhed om fremtiden. Det skaber en god dynamik ikke bare mellem Claire og Jamie, men også mellem deres tider, som samtidig adresserer denne forskel fremfor at tilgodese den som en simpel mulighed for Claire at rejse frem og tilbage. Som altid beriger Gabaldon sin læser med en masse historie lige fra udfaldet af slaget ved Culloden og dagligdagen som smugler til voodoo i vest-Indien og tidens medicinske behandlinger. Det er et tykt tæppet af information, som Gabaldon indhyller sin læser i, der både kan virke kvælende såvel som dragende, og selvom jeg mest var interesseret i Skotland, er det svært ikke at lade sig rive med af hendes ihærdige fortællerstil, der gang på gang fik mig nysgerrigt til at vende side efter side.

“I shook so that it was some time before I realized that he was shaking too, and for the same reason. I don’t know how long we sat there on the dusty floor, crying in each others arms with the longing of twenty years spilling down our faces.”

Gabaldon skriver tæt om Claire og Jamies kærlighed, de klemte følelser og deres mangeårige adskillelse, men også om deres omgivelser, som skaber så tydelige billeder, at jeg ikke kunne undgå at føle, at jeg stod på en af de mange skotske heder omgivet af natur, der strækker i alle retninger med himlen som sin begrænsning. Som altid er jeg forundret over, hvor troværdigt Gabaldon formår at sammenvæve fiktion med fakta og samtidig skrive så yndefuldt over så mange sider. Gabaldon tager sig tid til at fortælle sin historie, og det betyder også, at læseren kan forvente, at der går lang tid før den egentlige konflikt begynder at kunne anes i horisonten. Jeg både elsker det og hader det. Jeg elsker det, fordi det skaber noget virkelighed i Gabaldons fiktive univers, men jeg hader det også, fordi det gør bøgerne så lange, det de kan være svære at overkomme. Særligt fordi den egentlige konflikt med lethed drukner i de mange handlingstråde, som Gabaldon dog formår at binde sammen, selvom jeg ikke forstår mig på, hvordan hun mestrer det, men det gør hun, og jeg tilgiver hende gang på gang for sine fejl, fordi jeg holder så meget af hendes historie.