“The Shooting Party” af Anton Chekhov


“The Shooting Party” (org. titel “Драма на охоте”) af Anton Chekhov fra forlaget Folio Society, udgivet i 2006 (org. udgivet i 1884). Læst på engelsk — originalsproget er russisk.

Det begynder på en avisredaktion, hvor en mand forsøger sig adgang til at tale med den overordnede redaktør på trods af talrige afvisninger. Han har en historie, som pressen ikke må være foruden, mener han. Da manden endelig får et møde med redaktøren på avisen, er redaktøren stadig skeptisk over for den fremmedes ihærdighed, men han lover ham at læse hans historie og bagefter tage stilling til, om det er noget, som avisen kan bruge. Herefter begynder mandens historie at udspille sig for øjnene af redaktøren, der læser den med stor ivrighed. Det begynder med en fuld skovhuggers datter og hendes forhold til mændene i sit liv. I et forsøg på at undslippe sine hårde kår, gifter hun sig med en mand af velstand. Pigen har mange beundrer, og da hun gifter sig kærlighedsløst, igangsætter det en dominoeffekt af opgør mændene imellem, der resulterer i et fatalt våbenskud i skoven og en frisættelse af en fanget sjæl i en ulykkelig verden.

Anton Chekhovs “The Shooting Party” er på mange måder en klassisk fortælling om kærlighed, manglen på samme og dens fortærrende modsætning, jalousien. Det er en historie om opgør mellem mænd i kampen for den kvinde, som de elsker, men det er også en fortælling om ensomhed og et forsøg på at forbedre livets trange vilkår, men mest af alt er det en mands erkendelse af sine følelsesladet handlinger, der drev ham ud, hvor han ikke kunne bunde. Rammerne er Chekhovs fortælling er fine og skrøbelige og understøttes løbende af avisredaktørens kommentering på historien i fodnoteform, uden at disse tager overhånd eller forstyrrer selve handlingen i den fremmede mands historie. Det skaber en helt særlig atmosfære, og jeg forestiller mig, at jeg læste historie lige så ihærdigt, som redaktøren selv, og det er spændende at se, hvad han har rettet i og undladt og af hvilke årsager. Alt har en forklaring, men de er sparsomme på den måde, at de giver plads til læserens egen forestillingsevne og tankespind. Det er meget fint, og meget klassisk.

“It’s very hard, feeling that you’re no more than a piece of unwanted furniture in this world.”

Chekhov er kendt for at skrive manuskriptbaserede fortællinger og isærdeleshed noveller, og det er sådan jeg lærte hans forfatterskab at kende. “The Shooting Party” er hans eneste roman, og den er meget vellykket. Med rammerne for historien, bliver “The Shooting Party” også en detektionsroman, en genre som jeg ikke læser så ofte, fordi den forekommer mig triviel og ensformig, og selvom Chekhovs fortælling er meget klassisk i måden den er fortalt og struktureret, så er det dens rammer, der gør den til en særlig fortælling af sin slags. Den forekom mig ikke åbenlys, selvom historien er meget simpel. Fordi det er en kriminalroman, er det også svært at anmelde den uden at det afsløre for meget af handlingen. Det sagt, så er forfatterens sprog meget flydende og levende i overenstemmelse med det brede persongalleri. Chekhov evner at vække de russiske skove til live, sådan at videns susen kan høres i grantræerne, hvor små dyr kratter i buskadset og lyden af en kirkende træhytte i nærheden.

Chekhov er meget omhyggelig i måden, hvorpå han beskriver sine fiktive karakterer, noget der straks fik mig til at tænke på den russiske forfatter, Nikolai Gogol, der er lige så omhyggelig i sine personbeskrivelser. Det er altsammen meget levende, og Chekhov er fænomenal til at beskrive deres indre liv og mentalitet på en lyrisk og nærmest malerisk måde, som åbner op for flere spørgsmål, end der gives svar på. Han maler store billeder med sine simple ord, og skaber mægtige landskaber på størrelse med det russiske terræn. Hans karakterer kan umiddelbar synes simple og ligetil, men under overfladen er virkeligheden en anden, og den er langt mere melankolsk. At Chekhov er kendt for at skrive manuskripthistorier er også tydeligt at mærke i “The Shooting Party”, hvor han indarbejder denne skrivestil, som bryder med prosaen, og jeg er ikke sikker på, at jeg synes, at lige netop den del fungerer. Slutningen føltes også en smule pludselig og usammenhængende, som om forfatteren løb tør for plads eller ord.

“After the bullet follows the peace of the grave: ruined youth is followed by years of grief and painful recollections. He who has profaned his spring will understand the present condition of my soul. I am not yet old, or grey, but I no longer live. Psychiaters tell us that a solider, who was wounded at Waterloo, went mad, and afterwards assured everybody — and believed it himself — that he had died at Waterloo, and that what was now considered to be him was only his shadow, a reflection of the past. I am now experiencing something resembling this semi-death…”

At læse “The Shooting Party” var en meget blandet læseoplevelse. Jeg tøver ikke med at indrømme, at jeg holder mere af Chekhov for hans noveller end for hans roman, selvom det er en lidt urimelig sammenligning, når fordelingen af dem er så ujævn. Han er mesterlig til at fortælle store historier på meget lidt plads. Den egentlige handling udfolder sig først hen imod bogens afsluttende del, imens historien indtil da fokuserer på karaktererne og deres relation til hinanden, og det kan hurtigt komme til at virke som langt og unødvendigt, netop fordi Chekhov er så grundig i skildringen af sine karakterer. Det er lidt som om historien går i tomgang for en stund, før den omsider griber bagsidetekstens ord og lader dem virkeliggøre, og lige så greb den om mig, og jeg slap ikke bogen igen før der ikke var mere af den tilbage.

Reklamer

“Uncle Tom’s Cabin” af Harriet Beecher Stowe


“Uncle Tom’s Cabin” af Harriet Beecher Stowe, fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 1999 (org. udgivet i 1852).

Harriet Beecher Stowe indskrev sig i litteraturhistorien med sin roman om anti-slaveri. Historien tager sin begyndelse i sydstaterne hos familien Shelby, der behandler deres slaver relativt menneskelig. De er til en vis grad en del af familien, men tilværelsen ændres, da økonomiske problemer tager form og tvinger familien til at sælge loyale slave, Tom, og en af stuepigernes børn. Handlingen kløves i to; stuepigen Eliza planlægger at flygte i nattens mulm og mørke med sin mand, for at forhindre at blive skilt fra sit barn og miste det for altid, imens bliver Tom solgt fra den ene slaveejer til den anden, og han mødes af den ene ulykke efter den anden. “Uncle Tom’s Cabin” er en historie om to vidt forskellige skæbner, med hvilke Stowe understreger meningsløsheden i datidens slaveri, og hvordan mennesket drives af håb om retfærdighed.

“Uncle Tom’s Cabin” er en vigtig bog, en af den slags, der forandrede liv, åbnede øjne og definerede en hel tidsalder. Den gav ikke alene en stemme til historiske begivenheder ved at skildre dem, men også en stemme, der var med til at ændre dens gang. Stowe forsøgte at tale til folkets hjerter. Det forlyder nemlig, at da Abraham Lincoln mødte Harriet Beecher Stowe under borgerkrigens begyndelse, sagde han følgende: “So this is the little lady who started this great war.” Af samme grund kan det virke overvældende at skulle beskæftige sig med en bog af så vigtig historisk karakter, og selvom jeg elsker bogen i dens kontekst, så elskede jeg ikke bogen. Jeg beundrer Stowe for sit mod og styrke til at skrive om så vanskeligt et emne, jeg beundrer hende for sin sans for retfærdighed og dybe tiltro til menneskeheden, og ikke mindst den gennemslagskraft som bogen havde. Jeg beundrer Stowe for mange ting, men mindst af alt for sin skrivestil.

“Of course, in a novel, people’s hearts break, and they die and that is the end of it; and in a story this is very convenient. But in real life we do not die when all that makes life bright dies to us.”

Jeg forelskede mig aldrig i Stowes ord, tværtimod fandt jeg dem næsten uudholdelig. Fortællerstemmen er den instants, som gjorde det særligt svært for mig at nyde historien, fordi stemmen i høj grad giver indikation af, hvad læseren bør tænke og mene. Der gives ikke plads til egne tanker, og læser henledes i stedet på det, som fortælleren mener er det rigtige. Samtidig gennemsyres denne af religion i romanens handlingsforløb i sådan en grad, at den er umulig at undslippe, og sommetider er fokusset så intensivt, at det helt overskygger romanens mange andre værdisæt. Forfatterens politiske vision er ikke til at tage fejl af, og på grund af den tid, hvor romanen er skrevet, er det kun naturligt, at religion, kristneværdier og renhjertede motiver vejer tungt i måden hvorpå hun forsøger at tale til sin læser. Det var dog også det, som gjorde bogen svær at nyde, fordi der netop ikke synes at være plads til den enkelte læser, som påtvinges en holdning, et synspunkt og en overbevisning. Dog holder jeg af bogen for dens tematikker og historie.

Fortællingens bærende element bliver derfor hurtigt dens karakterer. Alle har de noget på sinde, og når der gives plads til dem flyder en ordstrøm fra deres hjerte, som ikke er til at tage fejl af. Det var af samme grund, at jeg oprigtigt kunne mærke Elizas fortvielse over at skulle miste sig barn, men det skyldtes ikke fortælleren. Selvom denne gjorde situationens alvor klart, var det Eliza med sin egen stemme, der fik mit hjerte til at bløde. Det var hjerteskærende og ærligt, men lige så snart fortælleren blev genindsat og overtog historiefortællingen følte jeg en vis distance til handlingen såvel som dens karakterer, noget jeg aldrig rigtig kunne forlig mig med. Der er dog samtidig noget stereotypt over Stowes persongalleri i måden hvorpå slaverne og slaveejerne fremstilles; de fleste slaver er uregerlige, undertrykte og opslugt af et ønske om frihed samt et had til deres overordnede, imens slaveejerne ser dem som arbejdsredskaber uden menneskelighed. Individualiteten forsvinder til fordel for polariserende stereotyper.

“Scenes of blood and cruelty are shocking to our ear and heart. What man has nerve to do, man has not nerve to hear.”

Dog er Tom den eneste, der bryder med billedet; hans rolige sind, kristne tro og loyalitet, selv over for sin hvide slaverejer er et særsyn. Han besidder de rigtige værdier, og alligevel er verden imod ham. På grund af sine karaktertræk, kan han hurtigt komme til at virke handlingslammet og forenkelet, og jeg havde af samme grund ingen forventning om at kunne lide ham. Det forekom mig uvirkeligt, at han skulle modstå så mange ulykker, og aldrig så meget som ytre et ord om dem, for selv den stærke må nødvendigvis give efter for presset før eller siden, og alligevel kom jeg til at holde af ham, fordi jeg beundrede ham for sin standhaftighed; det er ufatteligt let at sammenblande hans heltemod med svaghed, men Tom griber om sine værdier, fordi det er det eneste, han har tilbage af sig selv, som han nægter at give slip på. Det er det, som gør, at han forbliver menneskelig i en tid, hvor det er en manglende egenskab. På trods af min ellers middelmådige vurdering af bogen, er jeg ikke i tvivl om vigtigheden af bogen, selvom den aldrig helt vandt mit hjerte.

“The Jungle Book” af Rudyard Kipling


“The Jungle Book” af Rudyard Kipling, fra forlaget Harper Design, udgivet i 2016 (org. udgivet i 1894).

Dybt i den indiske jungle vendes der op og ned på tilværelsen, da en af ulveflokkene finder en menneskedreng, og da de tager ham til sig som en af deres egne, redder de ham fra en skæbne i tigerens nødesløse klør. Menneskebarnet, Mowgli, vokser op med junglen som sit hjem, selvom det er tydeligt at han aldrig helt passer ind, selvom den sorte panther Bagheera, og bjørnen Baloo gør deres ypperste for at lærer ham om skovens regler og love, så han kan begå sig der. Den nådesløse tiger, Shere Khan, holder skarpt øje med drengen på afstand og venter tålmodigt på at slå til. Denne udgave af Rudyard Kipling mesterlige børnefortælling fra 1894 indeholder også fire andre fortællinger om skovens dyreliv med den dødbringende kobra Nag, det modige desmerdyret Rikki-Tikki-Tavi og elefantdanseren Toomai.

Som så mange andre voksede jeg op med historien om menneskedrengen Mowgli, der voksede op blandt ulve, og levede et eventyrligt liv i junglen, men jeg voksede op med fortællingen fra Disney, hvis gendigtning forventning afviger en del af den originale tekst. Selvom historien grundliggende er den samme, er den alligevel en helt anden, og første gang jeg læste den, var jeg på ingen måde tryllebundet af Rudyard Kiplings ord, som jeg var af Disneys genfortælling, og jeg havde meget svært ved at skille de to historier ad, mest fordi jeg forbandt den ene med så stor nostalgi. Jeg gav op, forkastede bogen og lod den forblive uberørt i en årerække. Det er først nu, hvor jeg genlæser bogen, at jeg er i stand til at sætte pris historien for hvad den er: en enestående fortælling om en dreng, der vokser op blandt skovens rige dyreliv. Kiplings historier fortælles med hjertet. Der er samtidig en langt større dybde at spore i Kiplings historie om jungledrengen Mowgli, der ihærdigt forsøger at finde sig selv og et ståsted i en tilværelse mellem naturen og civilisationen, dyr og mennesker, som to komplette modsætninger.

“Even the tiger runs and hides when little Tabaqui goes mad, for madness is the most disgraceful thing that can overtake a wild creature.”

Da Mowgli vender tilbage til civilisationen, er han overrasket over hvor lidt menneskene egentlig ved om naturen, på trods af at de bor i den, og på grund af sin egen dybe indsigt i den, udstødes af han langsomt, fordi hans fortællinger modsætter sig de gamle mænds fantasifulde forklaringer af naturen. Fordi Mowgli heller ikke kan blive i junglen, placerer han sig i en gråzone med identitetstvivl, fordi hans hjerte er kløvet i to ved tanken om hvor han egentlig hører til. Fornuften siger ham, at han bør vende tilbage til menneskene, hvor han oprindeligt kommer fra, men samtidig længes hans hjerte mod skoven og den ulvefolk, der tog ham til sig. Mowgli er snarrådig i samme grad som han er dumdristig, og han er på mange måder som et vildt dyr, der kun er tæmmet af skovens regler, og det er også på grund af denne opvækst, at han kommer i konflikt med civilisationen, hvor tilværelsen er betinget af andre regelsæt. Mowgli gennemgår en tranformerende metamorfose, da han langsomt lærer at forene sin jungleopvækst med den dertilhørende viden om naturen med det at være en del af civilisationen, hvor regler og love er anderledes.

Jeg elsker Kipling for måden hvorpå han afrunder sin fortælling om Mowgli, der, uden at råbe slutningen, ikke efterlader hans historie som én afrundet historie, men snarer et kapitel i hans liv, hvor mange flere venter forude, historier som læseren må gætte sig til, og som får fantasien til at slynge sig i skovens lianer, og strømme som floden, der bugter sig igennem junglen. “The Jungle Book” handler for de fleste om jungledrengens eventyr, men denne udgave indeholder også andre små fortællinger om Indiens dyreliv fortalt som fabler. “Toomai of the Elephants” fortæller historien om en ung dreng, der hjælper med at passe elefanter i sin landsby, og som drømmer sig langt væk i historier, hvor elefanterne danser under den strående nattehimmel, imens Rikki-Tikki-Tavi fortæller historien om et modigt og loyalt desmerdyr, der for enhver pris forsøger at beskytte sin menneskefamilie mod kobraslangernes fatale bid. Det er alle historier om sammenspillet mennesker og dyr, og hvordan de støder sammen.

“It is the hardest thing in the world to frighten a mongoose, because he is eaten up from nose to tail with curiosity. The motto of all the mongoose family is “Run and find out,” and Rikki-tikki was a true mongoose.”

Denne udgave af Harper Design understreger den underliggende magi, som er at finde i Kiplings dybe jungle; den komplimenteres af interaktive elementer, drejeskiver og indlagte kort, der bogstavelig talt får eventyret til at strække sig ud over bogens sider, for at folde sig ud i læserens favn. Det er boghåndværk, når det er bedst. Der er en unægtelig imperialistisk tankegang at spore i måden hvorpå Kipling karakteriserer Indien, som er ganske forskateligt, men samtidig også en dybtfølt kærlighed til kontinentet og dets mange vidundere, men som læser er jeg splittet på den ene side forbinder jeg en stærk nostalgiske følelse, når jeg tænker på “The Jungle Book”, og samtidig er jeg ikke sikker på at den kærlighed henvender sig til Rudyard Kipling. For selvom Kipling uden tvivl var betaget af den indiske kultur, så er hans fortælling om det indiske folkefærd begrænset til sit imperialistiske syn, og siger derfor ikke noget om det, men derimod mere om det værdisæt, som han repræsentere. Selvom jeg holder meget af tanken om Junglebogen, så er jeg ikke sikker på, at jeg elsker den, men måske mere forestillingen om den.

“Hard Times” af Charles Dickens


“Hard Times” af Charles Dickens, fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 1995 (org. udgivet i 1854)

“Hard Times” er ikke kun atypisk, fordi det er den af Charles Dickens’ værker, der er kortest, men også for hans romaner typisk foregår i Londons midte, hvor handlingen her udspiller sig i den fiktive by Coketown med dens mørke fabrikker, nedslidte arbejdere og forurenede miljø. Det virker som en følelseskold og forladt by, men den menneskelige glæde er stadig at finde. Takket været et omrejsende cirkus, finder glæden atter tilbage til folkets hjerter. Handlingen følger en forældreløse pige, der blev forladt af sin far, en skandaløs bror, der udnytter sin dedikerede og hårdtarbejdende søster, en affære, et bankrøveri og en uskyldig mistænkt, der peges fingre ad, noget der kulminerer i storstormende følelser.

Dickens er en mester i at skildre samfundets mange lag, og samtidig påpege den ulighed, som prægede victoria-tiden, og selvom “Hard Times” udspiller sig i en fiktiv by, så er den ingen undtagelse. Det er med stor overbevisning, at Dickens skildrer sine karakterer, og han gør det på en måde, som får læseren lyst til at række ud og røre dem, kun for at blive mødt af papiret med dets påtrykte ord. Dickens er kendt for at have skrevet store og lange romaner, men med “Hard Times” viser han, at han også evner at fatte sig i korthed og stadig fortælle en omfattende historie på niveau med sine andre romaner. Handlingen greb mig omgående, selvom det ikke er første gang jeg læser romanen. Lige ås hurtigt, som jeg påbegyndte den, forsvandt den mellem mine hænder; rummet omkring mig forvandlede sig til den dystre by, og jeg vandrede uden tøvende gennem dens gader, ledt af Dickens’ ord, om lod jeg mig lede af et gammelt bekendtskab.

“There is a wisdom of the head, and… there is a wisdom of the heart.”

Selvom jeg holder meget af Dickens, er det ikke ubetinget. Ofte er hans romaner for lange med deres overflod af ord. Ofte er hans kvindelige karakterer englelignende størrelser, og omfanget af persongalleriet er ofte lige så svimlende som romanernes længde. De følger typisk et væld af protagonister på en og samme tid, og sommetider spredt ud over det geografiske landskab, noget der gør det særligt vanskeligt at holde styr på handlingen. Det kan være svært at bære over mig. Han er en forfatter, som jeg både beundre og frygter, men denne roman gør det svært ikke at beundre Dickens. Hans sarkasme og kritik farver siderne, sproget er kortfattet og præcist, og historien er et spejl af samfundet.

Thomas Gradgrind er en mand, der sværger til statestikker, tal og fakta. Han er så orienteret mod fakta, at det gør ham så snæversynet, at han falder over sin egne fødder. På trods af sin kærlighed til tal og fakta, er han sådan en absurd uvidende karakterer, og uden tvivl en af Dickens’ bedste. Hvor Thomas Gradgrind ledes af sin hjerne, ledes hans modstykke Cecilia Jupe af sit hjerte. At læse om dem var turbulent, og det var ganske enkelt vidunderligt. Selvom flere af Dickens mere traditionelle karakterer er at finde i handlingen (Louisa Gradgrind som den dydige heltinde, Josiah Bounderby som den hjerteløse fabriksejer, og Stephen Blackpool som den nedslidte arbejder), så er “Hard Times” også fyldt med interessante karakterer i et bredt omfang, der dog er mere håndgribelig end Dickens andre romaner.

“Stephen looked older, but he has had a hard life. It is said that every life has its roses and thorns; there seemed, however, to have been a misadventure or mistake in Stephen’s case, whereby somebody else had become possessed of his roses, and he had become possessed of the same somebody else’s thorns in addition to his own.”

Den fiktive by fungerer som et gråt kanvas, som han farvelægger med sine brogede karakterer, og vækker ikke blot et billede til live, men et helt lokalsamfund, som er til at række ud og føle på. Der er ingen helt som Dickens, når det kommer til at skabe livagtige og mindeværdige karakterer, der alle er rige på detaljer, selv de klassiske gengangere som den dydige heltinde. Samtidig er han en mester i at fortælle lange og omfattende historier, hans romaner vejer oftest tungt i hænderne og fylder godt i tasken på farten. Bort set fra det omfattende sidetal, så er “Hard Times” det samme. Det er en solid historie, der skildrer samfundet, omend den udspiller sig i en fiktiv by. Det er ikke første gang, at jeg læser “Hard Times”, og ved denne genlæsning fik jeg igen bekræftede, hvorfor jeg holder af Dickens.