“The Monk” af Matthew Gregory Lewis


“The Monk” af Matthew Gregory Lewis, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1795)

Da Matthew Lewis som nittenårig og på bare 10 uger skrev “The Monk”, udløste dens udgivelse forargelse i det 18. århundrede, og det var nøjagtigt bogens formål i langt højere grad end at moralisere. Dens udgivelse var omgivet af den popularitet, der som regel medfølger en skandale, og lige siden er bogen blevet læst og husket. Historien fortæller om den fromme munk, Ambrosio, der lever et gudfrygtigt liv. En dag opdager han, at hans vigtigste elev i virkeligheden er en kvinde i forklædning som en mand. Han drages af den smukke Matilda, og da hun tilbyder at blive hans skjulte elskerinde, kan Ambrosio ikke længere stå imod. Efter et stykke tid trættes han dog af hende, og i stedet falder hans blik på den unge og uskyldige Antonia, som Matilda vil hjælpe ham til at forføre ved brugen af sort magi og mørke gerninger.

“The Monk” er en roman, der er bygget op om vældige handlingsmæssige krumspring, som gør, at læseren fastholder sit blik på dens ord. Ikke én sætning er uden spænding, og ikke så meget som en eneste side går forbi uden en ny skandale indfinder sig. Lige så underholdende, som det kan være, lige så trættende er det også, når karakterne gennemgår alverdens tænkelige uheld og synder. Matthew Lewis’ roman er skrevet i en næsten overraskende simpel og letlæselig skrivestil, og uden de store refleksioner undervejs. I stedet er handlingen plotdrevet, selvom dens handlingsforløb næsten er en umulighed i sig selv, uden nogen egentlig rød tråd eller endegyldig morale.

“An author, whether good or bad, or between both, is an animal whom every body is privileged to attack: for though all are not able to write books, all conceive themselves able to judge them.”

Romanens struktur er flygtig i den forstand, at den delvist er konstrueret som en rammefortælling, med et væld af sideløbende og sammenvævede historier indeni historien. Dette ses i den sideløbende historie om en ung mand ved navn Don Lorenzo, der forelsker sig i Antonia, imens historien om Antonias håbløse magtkamp mod Ambrosia fortælles som et sidestykke til denne, og samtidig følger man Don Lorenzos forsøg på at opspore sin søster og vriste hende ud af klosterets fangenskab. Samtidig brydes strukturen også med hele kapitler, der er struktureret som mundtlige fortællinger om Don Lorenzos søster, Agnes, i stedet for at fokusere på det egentlige handlingsforløb om Antonia og den faldne munk, Ambrosio. Romanens struktur er derfor flygtig og omskiftelig. Det er en smule forvirrende og flagrende i romanens forherligende forsøg på at berør enhver handlingstråd, og resultatet er en smule overdramatisk.

Bogen er meget omhyggeligt konstrueret, og der er mange lag af dobbeltebetydninger, som fortjener en omhyggelig læsning, men samtidig er det også en roman, der er uhyre svær at tage seriøst; gang på gang leder forfatterens sine marionetter ud på kanten af, hvad der anses for anstændigt, hvorefter han atter skubber den nådesløst ud over kanten. Jeg indrømmer gerne, at “The Monk” fandt vej til mine hænder, fordi “The Monk” også fandt vej til Jane Austens hænder; fordi ønskede en større forståelse af konteksten til Austens første roman, “Northanger Abbey”, som refererer til Lewis’ gotiske roman.

“But who for a moment can deceive the eyes of love?”

Karaktererne er letgenkendelige stereotyper, og de er alle skåret efter en tydelig skabelon, som marionetter i forfatterens mørke dukkespil af djævelske gerninger og dyster magi; alle lystrer de hans usædelige befalinger om det utænkelige. Deres handlinger er ofte melodramatiske, og det er lige så tåbeligt som det er underholdende. “The Monk” er ikke nogen storslået roman, men det er en god bog, der formår at gøre lige netop det, som den er tiltænkt at gøre. Den underholder. Jeg lod mig drive af min egen lyst til at vide, hvad karakterne næste gang ville komme ud for, og hvor langt forfatteren ville tage dem i et behændigt forsøg på at underholde. Og det lykkes.

“The Mysteries of Udolpho” af Ann Radcliffe


“The Mysteries of Udolpho” af Ann Radcliffe, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2001 (org. udgivet i 1794).

Emily St. Aubert lever en fredsommelig tilværelse med sine forældre, da pludselige omstændigheder river dem bort fra hendes liv; overvældet af sin sorg ser Emily sig nødsaget til at flytte ind hos sin nye værge, grev Montoni og hans hustru på et middelalderligt slot af skygger og spøgelser, hvor hun indespærres. Slottets lange korridorer og mørke kældre vanskeliggøre det for hende at skelne mellem fantasi og virkelighed; et slør kastes over hendes verden, og da greven kaster hemmelighedsfulde skygger af sig, og gådefulde begivenheder finder sted, følger Emily sporene igennem slottets på grænselandet mellem drøm og mareridt.

Det skyldes min uddødelig kærlighed til Jane Austen, at “The Mysteries of Udolpho” af Ann Radcliffe fandt vej til min bogsamling. Ikke alene var den på sin samtid en storsælgende litteraturskat, der sidenhen danne grobund for Austens parodisering, “Northanger Abbey”. Selvom jeg holder himmelhøjt af denne, fandt jeg det også nødvendigt, at forstå værket til fulde, ved netop at læse Radcliffes gotiske storroman.

“He loved the soothing hour, when the last tints of light die away; when the stars, one by one, tremble through æther, and are reflected on the dark mirror of the waters; that hour, which, of all others, inspires the mind with pensive tenderness, and often elevates it to sublime contemplation.”

Emily St. Aubert er en typisk karakter for sin sin samtid og eftertidens litterære heltinder; hun er styret af sin følelser, der leder hende ad mørke gange i et forsøg på at komme til bunds i mystiske omstændigheder. Selvom hun ofte lader sine følelser løbe af med sig, svækkede det ikke hendes værdi som heltinde, tværtimod fandt jeg hende meget menneskelig på grund af sin sentimentalitet og dybtfølte væsen. Hendes sentiment er overvældende og er lige så omskifteligt som det brusende hav: det ene øjeblik blikstille, det næste stormfuldt, og det kan med lethed komme til at virke voldsomt hos læseren. Alligevel lod jeg hende komme til orde igennem sine tårervæddede øjne, og affandt mig hurtigt med hendes person, der trods alt efterlod mig med kalre og tydelige billeder. Emily er næppe en heltinde, som jeg vil gelmme lige foreløbelig, selvom hendes heltedåd er bestemt af hendes naivitet, overfølsomme væsen og barnlige nysgerighed.

Ann Radcliffe veksler mellem perspektiver og geografiske placeringer, og vedbliver gerne ved enkelte detaljer, som tegner hele og fuldkomne billeder i læserens erdringer. Hendes beskrivelser af Italien og Frankrig er lysende og levende, og fik mit hejrte til at længes efter at rejse dertil og genopleve dem igennem forfatterens ord. Beskrivelserne er ofte lange og svælgende, og selvom det resulterer i rigtig mange sider, der med lethed kunne have været langt færre, så er det også en af bogens mange kvaliteter, der dog hele tiden balancerer på grænsen mellem en tilpas finesse og for megen usigenhed. Denne balance, som forfatteren balancerer på, balancerede jeg også på lige fra romanens begyndelse og til dens slutning; det er en bog, der bærer sine følelser udenpå omslaget.

“She had passed the spring of youth, but her wit prolonged the triumph of its reign, and they mutually assisted the fame of each other; for those, who were charmed by her loveliness, spoke with enthusiasm of her talents; and others, who admired her playful imagination, declared, that her personal graces were unrivalled.”

Bogens bagsidetekst rejser en række spændingsspørgsmål om hvorvidt heltinten genforenes med sin store kærlighed, om hun undslipper sin værges mørke slot, og om hun formår finde fodfæste i en vildfarende euofori af fantasi og virkelighed. Spørgsmål, der på romanens samtid var nervepirrende, men som i dag ikke vækker samme bemærkelsesværdige opsigt som tidligere. I stedet virker romanens præmis en smule forudsigelig, særligt hvis man tager dens tidsalder i betragtning, og alligevel fandt jeg den nydelsværdig med sine smukke ord og vældige personligheder. Radcliffe har skrevvet en roman, der opholder sig på grænselandet mellem drøm og opvågning, hvor billederne forekommer særlig virkelige, og hvor forstrækkelse eller forbløffelse ofte sætter ind ved søvnens afbrydelse netop på grund af drømmens virkelighedsfølelse.

“The Mysteries of Udolpho” er en roman, som jeg nød på mange niveau. Først og fremmest i forhold til min forståelse og beundring af Jane Austens “Northanger Abbey”, som formår at indfange essensen af Radcliffes roman og udvinde dens komiske potentiale, men også i forhold til bogens egen værdi. Det er en solid fortælling om kærlighed og forfald, om solbeskinnede dage set fra mørket af lange korridorer. Bogens sentiment er overvældende og gør, at jeg næppe vil genfinde dens tyngde mellem mine hænder foreløbeligt, men på langt sigt er det ikke noget, jeg kan udelukke. En god fortælling, uanset hvor tungt den måtte føles, har ofte for vane at genkalde læserens begejstring og dermed finde vej til de kærtegnende hænder, der atter lader den tale.

“Fanny Hill: Memoirs of a Woman of Pleasure” af John Cleland


“Fanny Hill: Memoirs of a Woman of Pleasure” af John Cleland, fra forlaget Wordsworth, udgivet i 2002 (org. udgivet i 1748).

Handlingen fortælles igennem breve fra en ældre Fanny til en anonym veninde, hvori hun beretter om sit liv, hvor fattigdom tvang hendes til at forlade sit hjem. Med hjælp ankommer hun til London, hvor hun skaffes et arbejde som tjenestepige, men arbejdspladsen viser sig at være et bordel, og hvor hun ser sig nødsaget til at arbejde. På bordellet inden hun mister sin uskyld forelsker hun sig i den unge Charles, som hun flygter med. Efter flere måneder sammen, blev Charles uventet sendt ud af landet af sin far, og Fanny indfangedes på ny af en rufferske og må atter have en række elskere, imens hendes hjerte sukker efter at blive forenet med Charles.

John Cleland erotiske fortælling er blevet udgivet i reviderede og censorede udgaver igennem mange år; den blev solg i pirat udgaver efter sin tilbagetrækkelse, og fik tilskrevet erotiske scener mellem to mænd, som Fanny ser igennem en sprække i væggen. Det er en fortælling, der medførte stort postyr og vakte debat, men som også beretter om en kummerlig tilværelse for en ung pige, der tvinges i arbejde på et bordel i datidens London. Handlingen er bygget op om episoder, der kredser Fannys forskellige kunder på bordellet, imens den overordnet handling er næsten usynlig, og kun kan ses i form af kærligheden mellem Fanny og Charles. Denne overskygges dog af sine novellelignende fortællinger, der begynder og slutter lige hurtigt.

“Oh, giving a kiss that seemed to exhale her soul through her lips.”

Fanny Hill bliver udsat for et væld af skelsættende begivenheder, der bærer præg af et højt tempo, men hun er dog ikke en protagonist af samme støbning; frem for selv at råde over sin skæbne og sin tilværelses udfald, lader hun andre, mænd såvel som kvinder, råde over hendes liv, men samtidig er hun også kun 15 år og uden megen livserfaring, da romanen tager sin begyndelse. Fordi fortælling er så episodisk, var det mig vanskeligt at skabe mig hele billeder af bogens persongalleri, som savner lige så meget helhed og substans, som romanen selv. Fanny er den eneste bestanddige karakter i sin egen fortælling, og hendes udvikling fra godtroende til forbeholden er strålende klar, også selvom vejen dertil er brolagt med prostitution, voldtægt og seksuelle orgier.

Romanen er dog meget mere end sine seksuelle begivenheder; Cleland søger at udforske den kvindelige seksualitet. Det er hans vision, at kvinder også kan dyrke sex for fornøjelsens skyld, frem for kun at tilfredsstille manden, som er den traditionelle opfattelse. Om hans forhavende gennemføres er jeg ikke sikker på, eftersom at historien i højest grad kredser om tilværelsen på bordellet, hvor mændene får deres ønsker opfyldt, imens forhold mellem Fanny og Charles skal afspejle det rene forhold, hvor kvinden også finder seksuel tilfredsstillelse. Det er dog ikke kun Fanny, der fremstår svag; Clelands fremstilling af kvinder i 1700-tallet er romantisk i den forstand, at de alle drømmer om at blive reddet ud af tilværelsen af en velhavende mand, en skrøbelig illusion, der utvivlsom bristede for de fleste.

“My eyes were instantly filled with tears, but tears of the most delicious delight; to find myself in the arms of that beauteous youth was a rapture that my little heart swam in. Past or future were equally out of the question with me.”

Romanen var ikke alene opsigtsvækkende, men også banebrydende i forhold til måden, hvorpå den formåede at bryde tabuer om kinder og seksualitet. Det er dog også en bog, der bærer præg af sin sammentids politiske overbevisninger hvad angår seksualitet og uskyld, samtidig med at historien fortælles af en mand, der forsøger at repræsentere en kvinde i forhold til seksualitet. Den er banebrydende ved måden, hvorpå Fannys syndfulde liv belønnes, hvilket tegner en stærk kontrast til andre samtidige storklassikkere, der skildre kvinder og seksualitet, så som Samuel Richardsons “Pamela; or, Virtue Rewarded” og “Clarissa”. Denne kontrastopdeling tiltalt mig meget, fordi den utvivlsomt har været med til at få litteraturen til at slå et sving, såvel som skabe debat om nødvensige tematikker om rettighed og ligeværdighed.

Tom Jones af Henry Fielding


“Tom Jones” af Henry Fielding fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 1999 (org. udgivet i 1749).

Et hittebarn ved navn Tom Jones bliver fundet på dørtrinnet hos en adelig familie, som adopterer ham og opdrager ham som deres egen. Hvor han kommer fra vides ikke med sikkerhed. Tom Jones vokser op med et hjerte af guld, men også som en svag karakter, der med lethed bukker under for livets fristelser. På grund af omstændighederne søger han efter sit ophav, og med selskab fra den unge og naive Sophia Western træder han ud i en verden, der ligger åben for hans fødder, men det er også en farefuld verden fyldt med løgne, bedrag og hemmeligheder.

Continue reading “Tom Jones af Henry Fielding”