Ready Player One af Ernest Cline


Ready Player One af Ernest Cline, udgivet af forlaget Broadway Books i 2012 (org. udgivet i 2011). 

Wade Watts lever i 2045, hvor verden er ved at bryde sammen, og derfor søger han, som resten af verden, tilflugt i det globale onlinespil OASIS. OASIS er en verden af muligheder i et grænseløst verdensrum. Da spiludvikleren, James Halliday, går bort, offentliggøres det, at han har gemt en række gåder og udfordringer i spillet, som giver den, der først løser disse adgang til hans formue og kontrollen over spilimperiet. Mange har forsøgt, og alle har fejlet, lige indtil den dag, hvor Wade falder over det, der ligner den første brik i puslespillet, og spillet om OASIS går i gang.

Jeg kom til at elske Ready Player One af omveje. Det var aldrig en del af planen, at jeg skulle læse bogen, for hverken bagsideteksten eller forsiden formåede at holde min opmærksomhed mere end i et splitsekund, og nu hvor jeg har læst den, er den afgjort en af de bedste bøger, jeg har læst i år. Det er en potentiel yndlingsbog, der ramte direkte i mit 80’er nostalgiske hjerte med sine mange film- og spilreferencer. Forfatteren, Ernest Cline, har ikke alene skabt en vedkommende og relevant historie om en nedbrudt verden med opbrugte ressourcer og global energikrise, han fortæller også en kærlighedshistorie til fortidens populærkultur på en måde, som kan få enhver nørds hjerte til at banke.

“That was when I realized, as terrifying and painful as reality can be, it’s also the only place where you can find true happiness. Because reality is real.”

Historien om Wades vilde eventyr er er spændende fra første side. Hans verden er uforudsigelig, fyldt med humor og alvor, som både får læseren til at grine og giver ondt i maven. Med den teknologiske udvikling OASIS har medført, er virkeligheden blevet en mareridtsdrøm inden ønsker at vågne fra, men jo længere tid der bruges på at drømme sig væk fra den, jo tættere er den på at forsvinde helt. I sådan en verden er der fyldt med konflikter og nådesløse hackere, der forsøger at knække spillets gåder for at vende spillet til egen fordel og frarøve resten af verden muligheden for at drømme. Og så er der også helt almindelige hverdagskonflikter som usikkerhed og ensomhed. Wade er muligvis en af de mest morsomme hovedpersoner, jeg endnu har stiftet bekendtskab med. Han er altid bevæbnet med et smart comeback, selvom det oftest roder ham ud i problemer, og så er han gennemført nørd med alt, hvad det indebærer.

Rerady Player One er et overflødighedshorn af henvisninger til 80’erne, gennemarbejdet og så rig på detaljer, at den føles skræmmende virkelig. De mange referencer kammer ikke over eller bliver ligegyldig. I stedet er de nøje udvalgt med et bankende hjerte, der er tydeligt at mærke. Ligesom resten af den fiktive verden i Clines roman, var jeg dybt betaget af den virtuelle verden online, selvom en lille del af mig ønskede at vide mere om, hvordan verden var nået til sit bristepunkt. Bogen er dog ikke forbeholdt de, der kan afkode alle dens mange popkulturelle referencer eller de, der spiller videospil. Bogen er i lige så høj grad til for de, der vil læse en god og gennemarbejdet science fiction-bog med et tempofyldt plot og mindeværdige karakterer, og som er helt umulig at lægge fra sig.

Reklamer

Litterære links #3: “Does it come as a surprise / That I dance like I’ve got diamonds / At the meeting of my thighs?”

Næsten lige så meget, som jeg elsker at læse, holder jeg af at læse om læsningen. Jeg interesserer mig for litterære debatter, tendenser og simpel læseglæde, og i løbet af de sidste par uger har jeg læst en række tekster om netop disse.

  • Building and Maintaining a Reading Habit er en podcastepisode fra Smart Podcast, Trashy Books, som handler om at gøre læsningen til en daglig vane og vigtigheden heraf. Det er virkelig interessant at høre de forskellige kvinder fortælle om, hvordan litteratur fylder i deres hverdag og hvor vigtige bøger er.
  • Cover Snark: He’s Just Got the One Dollar. Endnu et bidrag fra Smart Bitches, der altid laver de sjoveste kommenteringer af romance-forsider, og denne er ikke undtagelse.
  • Er du også vild med Gilmore Girls? Serien er fyldt med bogreferencer, og hvis du også drømmer om at krydse alle bøgerne af i The Rory Gilmore Challenges, så kan jeg kun anbefale at følge gilmoregirlslibrary på Instagram.
  • 11 Poems By Women To Read When You Are Totally Over Men er en række vittige og vigtige digte om kvinders syn på mænd, herunder Dorothy Parker, Rupi Kaur og Maya Angelou, som alle rammer hovedet på sømmet om kvinders forhold til mænd, men i særdeleshed også til sig selv og i forhold til verden.
  • I’ve decided to tell the internet a story about piracy. Maggie Stiefvater, der er blandt andet er forfatter til The Raven Boys, har skrevet en vigtig tekst om konsekvenserne af illegal deling af bøger online, og hvordan en af hendes bøger nær ikke var blevet udgivet på grund af piratkopiring.
  • Meet Justina Ireland, YA Twitter’s Leading Warrior. Justina kæmper for diversitet og synlighed i YA-litteraturen. Hendes pointer er vigtige, og hendes artikel er spændende og relevant læsning.

Har du læst nogle interessante bogartikler eller anmeldelser på det seneste, som du har lyst til at tippe om? 

Solen er også en stjerne af Nicola Yoon


Solen er også en stjerne (org. titel The Sun is Also A Star) af Nicola Yoon , udgivet af forlaget Carlsen i 2017.

En gribende historie om at leve livet og turde række ud efter sine drømme. Natasha tror på videnskab og fakta. Ikke på på skæbnen eller drømme, som ikke går i opfyldelse. Men så møder hun Daniel den samme dag, som hun og hendes familie er blevet udvist af landet. Daniel er en drømmer, som tror på skæbnen, og da han møder Natasha midt på gaden i New York, er han overbevist om, at skæbnen har store planer for dem begge. Skiftevis fortæller Natasha og Daniel om den skæbnesvangre dag i New York, da de mødte hinanden og alting ændrede sig.

Solen er også en stjerne er lige præcis den slags kærlighedshistorie, som jeg holder af at læse. Den er tilpas sød, samtidig med at den bringer en række vigtige tematikker på banen på en vedkommende og velafbalanceret måde. Den handler om nemlig ikke kun om kærlighed, men også om immigration. Natasha er illegalt flygtet til landet fra Jamaica, hvilket sætter sine tydelige spor i hendes hverdag, hvor familien forsøger at undgå systemet for enhver pris, indtil det ikke længere er en mulighed. Daniels familie har rejst fra Korea til USA, og det er ikke altid lige let at skulle balancerer mellem de to kulturer og finde sig til rette mellem dem. Samtidig har hans forældre store forventninger til hans uddannelse, som tilsidesætter Daniels egne drømme og lægger et unødvendigt pres på hans skuldre

“Der findes et japansk udtryk, som jeg godt kan lide: Koi no yokan. Det betyder ikke kærlighed ved første blik. Det betyder nærmere kærlighed ved andet blik. Det er den følelse, man får, når man møder nogen, man vil blive forelsket i. Måske elsker man ikke personen med det samme, men det er uundgåeligt, at det sker.”

Natasha og Daniel er to komplette modsætninger, og måske er det derfor, de fungerede så godt sammen. Han er en åbensindet drømmer, der tror på kærlighed, imens hun er langt mere praktisk anlagt i sit verdenssyn og meget selvsikker. På grund af deres forskellige livssyn og filosofier, udfordrer de også hinanden på en måde, som tilføjer en helt særlig dybde til historien. Samtidig med at de begge er minoriteter, er deres stemme og repræsentation vigtig. Natasha og Daniel skiftes til at fortælle deres fælles historie, men afbrydes af et tredje perspektiv, som handler om universet. Her fortælles brudstykker af historier om de mennesker, som omgiver de to hovedpersoner, og hvordan de perifert er forbundet til deres historie. Det er her opholdstilladelsen afvises, og som forsegler deres skæbne. Disse kapitler er en af romanens styrker, fordi det gør den jordnær og undlader de svimlende følelser i at tage overhånd. 

Sidste år til Bogforum anbefalede Adam Silvera mig at læse bogen, og den viste sig at være alt det, han havde sagt den ville være. Den er en hjertevarm kærlighedshistorie med noget på hjerte, som jeg øjeblikkelig havde lyst til at læse igen i det øjeblik jeg færdiggjorde den. Forholdet mellem kærlighed og alvor er perfekt afbalanceret og historien er trods sin letsindighed enormt repræsentativ og vedkommende, og på grund af historiens indhold kom jeg også rundt i hver en afkrog af mit følelsesregister med alt lige fra frustration til forelskelse. Jeg giver derfor anbefalingen videre.

Dem der flygter og dem der bliver (Napoli-romanerne #3) af Elena Ferrante


Dem der flygter og dem der bliver (org. titel Storia di chi fugge e di chi resta) af Elena Ferrante, udgivet af C&K Forlag i 2017 (org. udgivet i 2013) Læst på dansk – originalsproget er italiensk.

“Vi havde begge brug for nye dyber, nyt indhold, og alligevel var vi adskilte og kunne hverken give hinanden det ene eller det andet,” sådan skriver Elena om sit forhold til Lila i denne bind i Napoli-romanerne. Deres venskab er svært og præget af vidt forskelige ting, der tvinger dem fra hinanden. Elena er travlt optaget af sit forfatterskab og med at udvides det grænser, imens Lila fortsat kæmper med tilværelsen, selvom hun dog finder vej ud af fattigdommens elendighed. Elena flytter til Firenze og stifter familie. Men den kølige, kloge og verdensfjerne Pietro, som har vundet hendes hjerte, er svær at leve sammen med, og da familien forsøges er hverdagen er det på bekostning af hendes forfatterskab. Hverdagen vælter for alvor dog, da et spøgelse fra fortiden pludselig dukker op.

Elena Ferrantes romaner er mesterlige. De er svære at beskrive på grund af det rolige tempo og de hverdagsagtige begivenheder, men samtidig er de fyldt med stormfulde følelser, talrige magtkampe og evigt oprør. Selvom Elena og Lilas liv har bevæget sig i vidt forskellige retninger lige siden de mødte hinanden for første gang som børn, har de aldrig helt kunne slippe hinanden. Savnet har altid stået tilbage, når venskabets bånd blev skåret over. Ferrante spinder et spind af skrøbelige følelser om eksistenser på kanten af afgrundens rend, og måske er det netop disse vellykket portrætter, der gør Napoli-romanerne til noget ganske særligt.

“Vi havde begge brug for nye dybder, nyt indhold, og alligevel var vi adskilte og kunne hverken give hinanden det ene eller det andet.”

På samme måde som i de to foregående romaner hænger melankolien som en tyk tåge over bogens sider, og lykken er aldrig nok. Elenas forhold til Lila har altid været giftigt, og det er kun blevet værre med årene. Elena har alt, hvad hun har drømt om: en lang uddannelse, forfattersucces og en kernefamilie, men alligevel er hun ulykkelig. På trods af Lilas evige modgang i livet, bliver hun ved med at overgå hende på en måde, som er svær at sætte ord på. Ferrante illustrerer på fineste vis, hvordan Elena kæmper for at bryde fri af alle de forventninger, der er til kvinder. Forestilling om at være hjemmegående med manden som forsørgeren, forventningen om børn og kernefamilie, og som hun også forsøger at få til at fungere, selvom hun kæmper med næb og klør for at finde en udvej derfra.

Elena kæmper med sin næste roman, som gerne skal følge i fodsporene på dens første succes, og processen er lang og smertefuld, fordi det eneste der virkelig betyder noget, er Lilas mening. Helt grundliggende mangler hun føling med sig selv og sin identitet, der er så betinget af Lilas mening, og det gør, at hun altid er på vippen til at bryde sammen. Tiden presser sig også sammen om hende som en klaustrofobisk fornemmelse med sin politisk ekstremisme, studenteroprøret og kvindebevægelsen, der udgør de historiske rammer for romanen, og det er også med til at gøre hende rodløs i verden og i sig selv. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ender. Denne tredje roman om de to napolitanske kvinder er mesterligt fortalt, og jeg misunder enhver, der endnu har til gode at læse deres historie.