Gemina (The Illuminae Files #2) af Amie Kaufman og Jay Kristoff


Gemina af Amie Kaufman og Jay Kristoff, udgivet af forlaget Rock the Boat i 2016.

På rumstationen Heimdall bliver tilværelsen pludselig vendt på hovedet, da en elitegruppen fra BeiTech infiltrer stationen og begynder at skyde de ombordværende. Hanna, der er kaptajnens datter, og Nik, der kommer fra en kriminel familie med mange hemmeligeheder, bliver tvunget sammen i et desperat forsøg på at redde stationen og dens liv. På vej dertil er skibet, Hypatia, med nyheder om invasionen på Kerenza, men det bliver et svært kapløb mod tiden, og hvis ikke de når frem i tide risikerer de at universet bliver kløbet i to.

Forfatterpar er ikke noget, jeg har gode erfaringer med, men Amie Kaufman og Jay Kristoff er en forfatterduo, der har taget mig med storm. Deres vilde eventyr i det ydre rum er svær at forudse og spækket med handling i et højt tempo fra start til slut. De første to bøger i The Illminae Files er enestående og originale historier, selv når de tager afsæt i klassiske modsætningsforhold mellem de to hovedpersoner. Deres sprog er letsindigt på trods af de mekaniske termer om konstruktionen af rumstationerne, faretøjerne og våbenteknologien. Sproget er da også kulør med sit nutidige afsæt, der trods censurering giver plads til grove udtryk og bandeord.

“Patience and Silence had one beautiful daughter. And her name was Vengeance.”

Selvom handlingen er en anden i Gemina end i Illuminae, og det kan være svært at se, hvordan det hele nogensinde skal ende godt, er de to historier bundet let sammen. De infiltrerer kun hinanden vagt, men står alligevel i så tæt forbindelse til hinanden, at det ikke giver mening at læse den ene bog uden den anden. Gemina begynder lige efter Illuminae, men er samtidig sin helt egen historie fuld af nye og spændende karakterer på en anden rumstation. Bogens eneste svaghed, er i virkeligheden min egen. Fordi historien favner så bredt et persongalleri mistede jeg flere gange overblikket over, hvem der var hvem. Uden en klar indikation kan de forskellige stemmer godt flyde en smule sammen.

The Illminae Files har med sit udtryk give form til en helt ny form for historiefortælling, og selvom selv samme kan virke afskrækkende på læseren, var historiens handling så spændende, at formatet ikke ret længe var udfordrende at læse. Den er fyldt med alt lige fra nedskrevne lydoptagelser, retsdokumenter og chatbeskeder sammen med en række tegninger og illustrationer, der virkelig bringer historien til live. Det giver samtidig plads til et utal af vigtige stemmer, som også er et af historiens bærerende elementer. Det er en oplagt serie til de, der er nysgerrige på science fiction-genren og til de, der ikke ønsker at gå glip af en episk historie med et højt tempo, fyldt med levende karakterer og et latterfremkaldende sprog. Sagt med andre ord: Jeg kan varmt anbefale serien, hvis du ikke allerede har læst den.

Reklamer

Moderne digter deler vandene. Er det kunst at skrive digte på Instagram?

Instagrampoeten, der tog verden med storm

Siden den nu 25-årige Rupi Kaur udgav digtsamlingen milk and honey har læsere diskuteret bogen til ukendelighed, for flere af Kaurs digte består kun af få ord, og er det overhovedet kunst? Ikke desto mindre har Kaur taget verden med storm, og hendes digtsamling har solgt 2,5 millioner eksemplarer på verdensplan. Salgstal behøver ikke sige noget om kvaliteten af en bogs indhold, og mange har da også kritiseret Kaurs ord for at være lette, banale og overfladiske. Andre har kaldt hendes digte for ligegyldig Tumblr-poesi. Hos mig ramte digtene med en noget uventet gennemslagskraft, og jeg elskede hvert et ord. Kaur skriver om sit eget liv, og digtene er derfor meget personlige, men samtidig rummer de også en form for universalitet i sig, da mange kvinder verden over at kunne genkende sig selv i hendes ord. Det er kvindehistorie på godt og ondt med alt lige fra ulykkelig kærlighed til seksuelle overgreb og kønsproblematikker.

Et slag for anerkendelsen af kvindehistorie

Alligevel har mange valgt at rette blikket mod digtenes umiddelbarhed, og i samme sætning bliver der råbt meningsfascisme. Der er ikke et facit i litteratur og læsning. Selvom jeg ikke bryder mig om E L James’ Fifty Shades of Grey, så har bogen ramt noget hos mange andre læsere og resulteret i et salg på over 100 millioner eksemplarer på verdensplan. Bogen fik mange til at læse og endnu flere til at tale sammen, og det skal den anerkendes for. Uenighed skal der være plads til, men jeg finder det enormt problematisk, når nogle læsere peger fingre af andre af netop den grund. Ved at sige, at en bog er ligegyldig, overfladisk eller banal, kaster disse domme skygger over den læser, som selv fandt den meningsfuld. Måske er kritikken et udtryk for det, som Lena Dunham skrev i Not That Kind of Girl: A Young Woman Tells You What She’s “Learned”. Hun mener, at det altid har været sådan, at når kvinder fortæller om deres liv, bliver det, de fortæller, udråbt som banalt. Selvom bogen måske deler vandene, har milk and honey ligget over 100 uger på New York Times’ bestsellerliste og solgt millioner af eksemplarer i hele verden. Det er en bog, der har ramt ved siden af hos nogle og direkte i hjertet hos andre, fået os til at føle og tale om den, og er det i virkeligheden ikke det, kunst kan?

Hvis du har læst milk and honey, hvad synes du så om den? Er det efter din mening kunst eller er det for banalt til din smag?

Litterære links #4: “Witches are women who have more power than society says they should.”

Når jeg er optaget af at læse en bog, læser jeg gerne om bøger. Jeg finder det dybt fascinerende at læse om andres litterære samvittighed, hvorfor de ændrede mening om en bog og få inspiration til min (forhåbentlig) næste store læseoplevelse. Derfor har jeg endnu en gang samlet en række litterære artikler, der handler om alt lige fra læsetips til stærke heltinder og en novelle, der fik internettet til at eksplodere sidste år.

Har du læst nogle interessante bogartikler eller anmeldelser på det seneste, som du har lyst til at tippe om?

Forholdet mellem anmelder og forfatter: Hvor går grænsen?

En fejlslået dialog

Det er set mange gange før. Ord bliver skrevet, grænser overskrides, men hvor går grænsen egentlig i forholdet mellem forfatter og anmelder? Jeg mener bestemt, at man skal kunne adskille forfatter og værk, og dog har jeg før set mig nødsaget til at afskrive et forfatterskab på grund af forfatterens dårlige opførelse eller kontroversielle holdninger. Tilbage i 2016 læste jeg en fantasybog, som ikke var min kop te, og det faldt ikke i forfatterens smag. På trods af min saglige anmeldelse, fandt forfatteren det nødvendigt at påpege, hvordan min læsning var forkert, selvom den var saglig og sober. Jeg begik den fejl at indgå i dialog med ham, for han var hverken til at hugge eller stikke i, og da det gik op for mig, at vi diskuterede hvorvidt min læseoplevelse var rigtig eller ej, valgte jeg at slette anmeldelsen sammen med vores samtale. Dialogen med forfatteren var tabt på forhånd, fordi vi aldrig ville kunne nå til enighed om hans bog. Jeg har også oplevet en forfatter, der ønskede en mere konstruktiv anmeldelse, som vedkommende kunne bruge, men faktum er bare, at mine ord ikke er rettet mod forfatteren. De er rettet mod læseren.

En kamel, der skal sluges

Jeg skriver ikke boganmeldelser som en sparring til forfatterne. Jeg skriver først og fremmest boganmeldelser og boglige debatindlæg for mig selv, fordi ordene hober sig op til bristepunktet og vil høres, men jeg skriver også med håbet om, at andre har lyst til at dele deres holdninger med mig, hvad end de stemmer overens med mine egne eller ej. Så længe en boganmeldelse er sobert skrevet (både i respekt til forfatteren såvel som til andre læsere, der måske er vilde med bogen, hvor jeg ikke er det), føler jeg ikke, at en holdning til bogen skal forsvares. Jeg kan kun forestille mig, hvor stor en kamel det må være at sluge, når nogen ikke bryder sig om det værk, som man formentlig har brugt lang tid på at skrive og få udgivet, men ikke desto mindre er det en kamel, der skal sluges. Man kan ikke please alle, og i det øjeblik ord udgives er de ude af forfatterens hånd, og det tror jeg er vigtigt at huske på.

Hvis du også anmelder bøger, har du så haft dårlige oplevelser med forfattere, der er gået over grænsen? Og som almindelig læser, har det så påvirkning din lyst til at læse bøger af forfatteren, når du hører om den slags?