Skrøbelige skønhed af Amy Harmon


Skrøbelig skønhed (org. titel Making Faces) af Amy Harmon, udgivet af forlaget LOVEBOOKS i 2017 (org. udgivet i 2013). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. 

Fern er forelsket i byens mest populære fyr, Ambrose. Det har hun været lige så længe, hun kan huske, men som den stille pige, der altid har næsen begravet i en bog, ser han ikke til hendes side. Men da Ambrose drager i krig efter high school, forandres alt og rollerne vendes på hovedet; hvor han før var den flotte og uopnåelige fyr, er han nu mærket af ar fra krigen, og de beundrende blikke er borte. Da han vender tilbage til byen, får han øjnene op for den pige, der har elsket ham, så længe hun kan huske, og på trods af alt blomstrer deres venskab langsomt.

Det sker sjældent, at en bog efterlader mig i vildrede i sådan en grad, som Skrøbelig skønhed. Det er nu flere uger siden jeg læste den, måneder endda, og jeg er stadig usikker på, hvad jeg helt synes om den. Jeg påbegyndte min læsning med forretningen om at blive mødt med en moderne genfortælling af Skønheden og udyret, og selvom historien handler om at elske på trods af udseende, så følte jeg, at sammenligningen var en smule vag, fordi der er så meget mere på spil i bogen. Den fortæller en skrøbelig beretning om at være ung og ønske, at kæmpe for sit liv, for så at vende tilbage med ar på sjælen, som nægter at hele og tab i hjertet, som aldrig kan erstattes. Det er en bog, om at modsætte sig sit handicaps begrænsninger og favne livet, fordi det er en daglig mulighed, og det er en bog om forskelligt heltemod.

“Bøger giver en lov til at være hvem som helst, så man kan flygte fra sig selv et stykke tid.”

Jeg forstod ikke kærligheden mellem Fern og Ambrose, selvom jeg godt forstod Ferns forelskelse i begyndelsen. Men afvisningerne var mange, og da Ambrose endelig får øjnene op for hendes kærlighed, kommer til at fremstå som om han gengælder hendes kærlighed, fordi han ikke mener, at andre ville kunne elske ham. Jeg følte aldrig deres kemi, og i virkeligheden ville jeg have ønsket, at bogen noget helt andet, end hvad den viste sig at være. Det er en bog med et stort potentiale, men som spænder ben for sig selv og falder til jorden med et brag. Jeg  føle, at forfatteren havde skabt for mange handlingstråde og et for langtrukket tempo til, at bogen kunne lykkedes. Der er så meget på spil, og mindre ville uden tvivl have gjort den til en stærkere bog, men i stedet forsøgte forfatteren både blæse og have mel i munden.

Jeg ønskede, at deres forhold skulle udvikle sig til noget dybere og stærkere, men begrænsede sig i stedet til litterære referencer til Shakespeare, som med tiden blev en kedsommelig gendrivelse i forsøget på at være romantisk. Det, som jeg kom til at holde af bogen for, var karakteren Bailey, der fortjente så meget mere, end forfatteren gav ham. Jeg har sjældent læst en mere livsbekræftende karakterer end hans, og det er næsten grund nok til at læse bogen. Der er et enormt fortællingspotentiale i hans karakter, som kunne have været grundlaget for en helt fantastisk fortælling.

“Jeg ville meget hellere være faret vild sammen med dig end at være alene uden dig.”

Jeg følte aldrig, at Amy Harmon rigtig viste efterkrigens grimme ansigt, og hvad den gør ved mennesker, som fortiden nægter at slippe, og at hun i stedet brugte den som dække for at skabe en historie om grænseløs kærlighed, der er løst baseret på Skønheden og udyret. Vigtige tematikker faldt i baggrunden til fordel for melodramatiske sekvenser. Jeg elsker forestillingen om, at kærlighed kan overkomme alt, men jeg troede ganske enkelt aldrig på kærligheden mellem Fern og Ambrose. Fern er desuden en hjertelæser, og Skrøbelig skønhed er af samme grund blevet kaldt en perfekt bog for læsere for den grund, og den har da også en række litterære referencer, men jeg følte mig alligevel snydt og skuffet, da jeg havde læst den. Og måske er det i virkeligheden meget sigende for, hvad jeg synes om bogen.

Talking as Fast as I Can: From Gilmore Girls to Gilmore Girls, and Everything in Between af Lauren Graham


Talking as Fast as I Can: From Gilmore Girls to Gilmore Girls, and Everything in Between af Lauren Graham, udgivet af forlaget Ballantine Books i 2016.

Lauren Graham fortæller åbent og ærligt om livet i rampelyset og sin globale opvækst i bogen Talking as Fast as I Can: From Gilmore Girls to Gilmore Girls, and Everything in Between, som næsten giver sin læser åndenød. Den består af en række personlige essays, der fortæller præcis det, som titlen indikerer. Hun trykker pause og ser tilbage på sit liv, sin opvækst og den fremtid, som hun ser frem mod, hun fortæller ærligt om forulykkede parforhold, om de første optagelser til Gilmore Girls og mødet med sin redaktør, da hun drømte om at udgive en bog.

Jeg har beundret Lauren Graham i mange år, særligt for hendes livlige rolle som Lorelai Gilmore, som jeg knuselsker, og jeg nød også hendes debutroman Someday, Someday, Maybe fra 2013. Jeg vidste derfor også, at jeg var nødt til at læse hendes essaysamling så snart den udkom, men den viste sig dog at være en blandet pose bolsjer. Der er en klar forskel mellem bogens første halvdel og dens anden. Den første er stilren og stærk, den er fyldt med forfatterens livlige humor, der til forveksling ligner den samme, som kendertegner hendes rolle i Gilmore Girls, og jeg elskede hver en side med hendes ord. Men derfra ændrede formatet sig, selvom stilen er meget den samme, og jeg kunne ikke undgå at føle, at delene om Girlmore Girls, som er så fremtrædende i titlen, ikke fyldte helt så meget, som jeg havde håbet på.

“Just keep going, keep going, keep going.”

Som titlen indikerer, handler bogen også om andet end Gilmore Girls, men jeg er nødt til at indrømme, at min interesse hovedsageligt handle om denne, og derfor følte jeg også at jeg blev spist af med historier om alle de slankekurer, som Gramham har været på i forsøget på at efterleve Hollywoods strenge kropsideal, og hvordan ingen af disse virkede. Hun fortæller om sine spisevaner, sit træningsprogram og sit syn på det forskruede kropsideal, og lægger op til diskussionen af nogle virkelig vigtige og relaterbare emner, uden nogensinde at gå i dybden med dem. Der er ingen tvivl om, at de fleste af bogens læsere drives frem af ønsket om at læse mere om Stars Hollow, selvom kapitlerne om denne lidt drukner i beskrivelserne om Lauren Grahams mange fejlslåede slankekurer og fejlagtige frisurer fra skoletiden.

Hun fortæller dog også om forsøgte gang hun mødte Alexis Bledel, der spiller Rory Girlmore og hendes modstykke i serien. I sit essay “What It Was Like, Part One” sætter hun sig for første gang ned og ser tv-serien fra ende til anden, hvorefter hun kommenter på hver enkelte sæson, imens hun i et andet essay efterlader læseren med små tekstfragmenter, som hun skrev undervejs på settet, og hvordan hun stjal en jakke fra garderoben. “What It Was Like, Part Two” fortæller om at vende tilbage til Stars Hollow efter så mange år, og hvordan Graham selv reagerede på afsløringen af de allersidste ord i serien. Jeg nød at læse om hendes globale opvækst, og hvordan hun kæmpede med drømmen om at blive  mere end bare en skuespillerforfatter, men jeg savnede samtidig noget mere.

“But life doesn’t often spell things out for you or give you what you want exactly when you want it, otherwise it wouldn’t be called life, it would be called vending machine.”

Der er mange inspirerende ord at hente i Talking as Fast as I Can: From Gilmore Girls to Gilmore Girls, and Everything in Between, og jo mere jeg læste af bogen, desto mere blev jeg klar over, hvor meget Lauren Graham, der gemmer sig i Lorelai Gilmore og ikke omvendt. Hun skriver på samme måde, som Lorelai taler, og humoren er lige så lydt som hendes. På grund af skrivemåden følte jeg også, at jeg forfatteren selv sad og fortalte mig sin historie, og det var enormt ærligt og levende, selvom der er et enormt skel mellem bogens første og anden halvdel. Bogen er dog også fyldt med en række banaliteter i forsøget på at afsløre, at skuespiller og Hollywood-folk bare er helt almindelig mennesker. Men i det store hele var det en fornøjelse at læse Lauren Grahams historie — selv når den forsvandt ud af en unødvendig tangent.

Forfatterinterview med Katharine McGee

Katharine McGee er en amerikansk forfatter til den futuristiske serie Tusinde etager, der skildrer Manhattan i år 2118. Hun er oprindelig fra Houston, Texas, og har studeret både fransk og engelsk på Princeton University. Hun har også arbejdet i forlagsbranchen. Læs mere om Katharine McGee på hendes hjemmeside.

© Chris Bailey Photography

Hvordan gik du fra at læse om vilde bygningsprojekter i Kina til at skrive en YA-bog om emnet?
Jeg plejede at arbejde i forlagsbranchen som redaktør på young adult-serier, herunder Pretty Little Liars og The Vampire Diaries. Derfor gjorde jeg mig mange tanker om dystopiske bøger, som har været så populære på det sidste, bøger som Divergent og The Hunger Games. Det er vidunderlige bøger, spændende historier og fyldt med action og eventyr, og helte, der redder verden, men de er også utrolig dystre fremtidsskildringer, netop fordi verden skal reddes. Jeg ville gerne skrive en mere optimistisk, ikke-dystopisk version af fremtiden. En uden hierarki, kampe med døden til følge eller onde diktatorer. Jeg ville skrive en historie i fremtiden, der ikke handlede om teenager, der skal redde verden, men i stedet hvad det vil sige at være teenager i en fremtidig verden, med alle de forhold, komplikationer og drømme, som følger med — på samme måde som en contemporary YA-novel handler om, hvordan det er at være teenager i dag. Da jeg først havde fået idéen til min ikke-dystopiske sci-fi roman, begyndte jeg at skrive på karaktererne, og jeg kunne ikke stoppe igen!

Hvilken af dine karakterer, kunne du bedst lide at skrive? Var det på nogen måde svært at skrive dem?
Jeg har ikke en foretrukken, for det ville være som at skulle vælge sit yndlingsbarn. Men jeg vil dog sige, at Eris var den mest udfordrende at skrive, fordi hendes historie er den mest komplicerede. Hun kæmper med store omvæltninger i familien, samt afslutningen på et forhold og begyndelsen på et nyt. Jeg er nødt til at skrive hendes scener meget omhyggeligt for at sikre mig, at jeg retfærdiggjorde alle hendes følelser. Jeg er meget stolt af måden hendes historie udmøntede sig igennem romanen.

Hvilken af dine karakterer kan du relatere mest til og hvorfor?
Hver af karaktererne har en smule af min egen personlighed i sig, jeg har identificerer mig med dem alle. ☺ For eksempel har jeg en yngre søster, og jeg er meget beskyttende over for hende på samme måde, som Rylin er med sin søster. En stor del af min kærlighed til min søster Lizzy er indarbejdet i Rylins tanker om Charissa. På samme måde er alle mine bekymringer om at skrive (og bekymringerne om, at jeg ikke er god nok eller kan nå mine deadlines) en del af Ledas stigende angst. Jeg vil dog sige, at Watts scener var de mest lette og sjove at skrive på grund af Nadia – du ved hvad jeg mener, hvis du har læst bogen!

Din roman udspiller sig i en fremtid med high-tech opfindelser. Hvilken af disse vil du helst have lige nu og her?
Jeg vil elske Eris hårstyling og glædeskab, men jeg vil allerhelst have hypertogene som en del af vores virkelighed. Jeg elsker at udforske nye steder (jeg har været i Japan og Thailand denne måned!), og min største drøm er at rejser bliver hurtigere,  lettere og billigere. Denne planet er et vidunderligt sted, og jeg vil gerne se meget mere af den. Hvis hypertogene var virkelige, kunne jeg tage til Paris og spise ligesom karaktererne i Tusinde etager!

Skriver du lineært eller springer du frem og tilbage mellem scener? Ser du dig selv som en, der planlægger sine historier, eller skriver du det, der falder dig ind?
Jeg beundrer virkelig dem, som bare kan skrive, men sådan fungerer min hjerne ikke. Jeg er virkelig nødt til at planlægge min historie, før jeg kan skrive den, især når jeg har fem forskellige fortællere, hvis historier er interessante af forskellige årsager. En tidligere underviser kaldte en gang det for dominoeffekten. Hvis du ændrer én ting i en af karakterernes historier, risikerer du at hele historien falder fra hinanden, og det kan få store konsekvenser for historien. Derfor planlægger jeg min historie, får jeg skriver den (farvekoordineret og det hele!). Selvfølgelig ændrer historien sig, når jeg ført begynder at skrive, men i det mindste har jeg kortlagt historien til, når jeg begynder at skrive. 

Hvem er blandt dine yndlingsforfattere?
Så mange! Den serie, som virkelig formede mig til den, jeg er i dag er nok Philip Pullmans His Dark Materials (The Golden Compass, The Subtle Knife, The Amber Spyglass). Den serie inspirerede mig til at skrive science fiction og fantasy ved at handle om multiuniverser på fineste og mest tryllebindende vis. Den fortæller både historien om en pige, samtidig med at den fortæller om alt fra kærlighed til familie, religion og hvad det vil sige, at være et godt menneske.

Hvis du skulle være vært for en forfattermiddag, hvem ville du så inviterer, og hvad ville I tale om?
Helt sikkert J.K. Rowling! Også George R. R. Marting og Lev Grossman. Kan jeg også inviterer Jane Austen? ☺ Og så tror jeg, at vi ville tale om hinandens bøger.

Afsked med maj: en gennemgang i læseglimt

Endnu en måned er nået til ende, som jeg krydser af i min kalender, som var den et punkt på min liste over gøremål, men maj har ikke været som andre måneder. Maj bød på nye begyndelser og afsluttede eventyr. Tidligere i dag afleverede jeg mit speciale om Jane Austens efterliv i populærkulturen med en følelse, som jeg mangler ord til at beskrive. Jeg har intet at sammenligne det med, og selv hvis jeg havde, er jeg muligvis løbet tør for ord i løbet af de sidste fire måneder. Emil og jeg tog hul på fejringen allerede i går ved at gå ud og spise og nyde en aften sammen, inden jeg tager en forlænget weekend i Jylland, for at ses med min fars side af familien. Jeg glæder mig til dage med gladelige gensyn, stille timer og grillaftener på terrassen uden bekymringer og spekulationer. Det er der sat punktum for.

Fordi specialets afslutning har fyldt så meget i min dagligdag, har jeg heller ikke haft føling med min læsning, og det er derfor også først nu, hvor jeg gør status over måneden, at jeg blev klar over, at jeg faktisk har fået læst ti bøger i månedens løb. Jeg var ret begejstret for A Court of Wings and Ruin af Sarah J. Maas, og det samme var jeg med Min søsters hemmelighed af Tracy Buchanan, der er en oplagt sommerbog. Mit speciale fyldte så meget, at det begrænsede min læsning, var årsagen til aftaleaflysninger og frarøvede mig min nattesøvn, så næste måned kommer til at handle om netop det, inden jeg starter på fuld tid hos det gamle forlag. Og jeg kan slet ikke vente!

Hvordan var din måned? Oplevede eller læste du noget mindeværdig, som du måske kan anbefale?