Når lysten til at læse tager til

Min læselyst er ikke blevet mindre, men det er min læsetid. Da jeg var studerende (det føles stadig mærkeligt at sige), fik jeg ofte at vide, at jeg skulle nyde min læsetid, fordi jeg aldrig ville få så meget tid mellem hænderne, og selvom jeg har nikket forstående til sådanne bemærkninger, er det først nu, at jeg for alvor forstår dem. Efter jeg er startet på fuldtid hos Gyldendal er min hverdag blevet en anden, og min læsetid er noget, som jeg skatter højt. Den finder oftest sted i toget til og fra arbejde, sjældnere om aften men også i weekenderne, og lige for tiden er der en bestemt række titler, som jeg har lyst til at række ud efter og læse. Lige for tiden vil jeg gerne læse følgende titler:

  • The Jane Auten Project af Kathleen A. Flynn. Selvom jeg lige har afleveret speciale om Jane Austen, er min lyst til at læse om hende ikke blevet mindre, og selvom det altid er med forbehold, at jeg læse fanfiktion om hende, har jeg glædet mig til at læse denne, der også handler om tidsrejser.
  • White Teeth af Zadie Smith har længe stået på listen over bøger, som jeg gerne vil læse – nu mere end nogensinde. I august gæster forfatteren Louisiana, og derfor vil jeg gerne nå at læse bogen inden.
  • Vicious af V.E. Schwab er endnu en bog, som længe har befundet sig på min liste over bøger, jeg gerne vil læse, men det er først nu, at bogen er blevet en del af min samling. Den lyder ikke som nogen bog, jeg har læst med sine løfter om superkræfter, brudte venskaber og søgen efter hævn.
  • A Conjouring of Light af V.E. Schwab er sidste bind i Shades of Magic-serien, som jeg overraskende er kommet til at holde meget af trods sine fejl. Forfatteren har fanget mig i sit spind, og jeg vil have mere.
  • The New York Trilogi af Paul Auster. Ligesom Zadie Smith gæster Paul Auster også Louisiana, og af samme grund vil jeg gerne nå at læse bogen inden da. Det er desduen en bog, som jeg har ville læse siden gymnasiet.

Hvad læser du for tiden eller planlægger at læse? Hvornår på dagen eller ugen læser du helst? 

Bossman af Vi Keeland


Bossman af Vi Keeland, udgivet af LOVEBOOKS i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Da Reese Annesley møder Chase Parker første gang, er hun på date men med en anden mand. Chase er dog langt mere interessant end den fyr, der netop er ved at kede hende halvt ihjel, og på trods af Chases italesættelse af hendes ringagtige forsøg på at gøre sig fri af sin date, tager aftenen en drejning, som hun på ingen måde kunne have forudset. En tjeneste bliver til to, og selvom hun ikke gør sig nogle forhåbninger om at se ham igen, da han sætter hende i forbindelse med et nyt job, viser det sig, at han er hendes nye chef. Tiltrækningen mellem dem er stræk, men Reese har før brændt sig på en kollega, men Chase er anderledes, og han er heller ikke en kollega … ikke sådan rigtigt, vel?

Øverst på Reese Annesleys liste over gøremål står der, at hun for alt i verden ikke bør gå i seng med sin chef – heller ikke selvom han er lækker. Hun er en arbejdshest, der arbejder med marketing i kosmetikbranchen, og hun vil under ingen omstændigheder gentage fortidens fejl og lade sig udkonkurrere af nogen med mindre potentiale — og slet ikke sin chef! Hun er dog fra start bevist om sværhedsgraden af sin situation, netop fordi hun ikke bare er tiltrukket af sin chef, men fordi tiltrækningen er gensidig. Den selvsikre chef vil have hende i samme grad, som hun vil have ham. Det bliver derfor ret tydeligt, at det kun er et spørgsmål om tid, hvor Reese er nødt til at strege toppunktet på sin liste over gøremål.

“Hvis hvert af vores kys var et eventyr, var det her et af dem, hvor helten får pigen til sidst, og de rider sammen mod solnedgangen.”

Bossman er en pirrende roman, der leger på kanten af regelmaner og hemmelighed fantasi, og selvom det på ingen måde er en vidunderroman, der ikke tilføjer noget nyt til sin genre, så er det dog en roman, der formår at underholde. Jeg læste den ud i én køre, og selvom den aldrig fik jorden til at skælve under mig, var jeg underholdt fra start til slut på trods af mine lave forventninger til bogen. Vi Keelands skrivestil er lige til og simpel. Der dvæles ikke for længe ved detaljerne, og historien bæreres i stedet af gnisten mellem de to hovedpersoner, der deler bogens narrativ. Reese fortæller den i nuet, imens Chasse fortæller om fortiden før hende, og på den måde forener forfatteren to historiespor, der løbende opbygger en spænding om, hvordan de mon hænger sammen.

Jeg tvivler på, at Bossman er en bog, som vil blive længe hos mig efter endt læsning, men jeg var underholdt så længe det varede. Det er ikke en fejlfri bog, der som sagt ikke bidrager med noget nyt til sin genre, men som i stedet pirrer læseren med sin kontorkærlighed og forestillingen om denne. Historien er uden egentlig dybde, selvom forfatteren dog fortsætter at skabe en ved at knytte tragiske baggrunde til sine fiktive karakterer. Det virkede ikke rigtig for mig, fordi begge kun berøres på overfladen som korte sidebemærkninger. Jeg følte aldrig Chase sorg, eller Reese frygt, ligesom jeg aldrig faldt for hans dirtytalk, der havde den helt modsatte effekt på mig, og fik mig til at krumme tæer.

“Det var mit hjerte. Hun boede allerede i mit forbandede hjerte.”

Når alt kommer til alt, så er der et fortællingspotentiale i Bossmansom aldrig rigtig blev opfyldt. Jeg følte ikke, at de problemstillinger, som bliver taget op, bliver adresseret ordentligt. I stedet er det tydeligt, at det er forfatterens intention at appellere til den læsendes følelser, og jeg forstår godt, hvorfor bogen vinder så manges hjerter. Det er knald på og tempoet er højt, men jeg oplevede aldrig, at jeg selv blev blæst bagover. I stedet nød jeg historien for, hvad den var: en flirt, der aldrig blev til mere, men som jeg dog tænker tilbage på med et let smil.

Om at læse om andres liv og anmelde det


Det er altid de samme tanker, der melder sig, når jeg læser en biografi: kan man overhovedet anmelde et andet menneskes liv? Jeg har før læst biografier, som ikke blæste mig bagover. Det var ikke bøger, som blev hos mig efter endt læsning, eller som jeg havde lyst til at genlæse på et senere tidspunkt. Selv ikke de af bøgerne, hvor emnet interesserede mig. Nogle af bøgerne brød jeg mig faktisk heller ikke om, og jeg anmelder dem derfor med hjertestik. Biografisme er ikke en genre, der fylder ret meget i min daglige læsning, og alligevel giver den mig altid hjertekvaler at skulle anmelde — især når der er tale om en mindre god læseoplevelse, som sjældent er sjove at skrive. I lang tid følte jeg, at jeg anmeldte persons liv, selvom det langt fra er tilfældet. Selvfølgelig lægger jeg vægt på, om indholdet er fængslende, men jeg tror i lige så høj grad at biografiske og autobiografiske værker handler om formidlingen af dette.

Som det er med alle bøger, kan historiens præmis være nok så spændende, men hvis ikke leveringen af den besidder en hvis kvalitet, vil den nødvendigvis mislykkes. For nogle år tilbage læste jeg Hellen Kellers biografi, og jeg brød mig ikke om den, og jeg hadede det — især efter jeg havde lært hendes historie at kende. Jeg har det på samme måde med Anne Franks dagbog, som jeg godt kan lide, men som aldrig blæste mig bagover. Det skyldes måske, at jeg forventede at læse om verdenskrigens rædsler set med en jødisk piges øjne, imens hendes historie i langt højere grad handler om emner, som fylder hos mange i den alder. Derimod elskede jeg Simone de Beauvoirs og Sylvia Plaths dagbøger og memoirer, og jeg kan ikke præcist sige hvorfor. I alle fire tilfælde er der tale om stærke kvinder, men jeg tror ikke, at min læseoplevelse har noget med deres historie at gøre, for det var netop på baggrund af dem, at jeg overhovedet valgte at læse dem. I stedet tror jeg, som med så mange andre bøger, at det handler om forventningsafstemning og formidlingen af historien. Det handler mere om det, end menneskerne selv – hvor banalt det end må lyde.

Hvordan har du det med at læse biografiske værker? Kan og bør man overhovedet anmelde andre menneskers liv? Vurderer du bogen på dens historie eller formidlingen af den, eller er det en sammensmeltning af de to?

A Court of Mist and Fury (A Court of Thorns and Roses #2) af Sarah J. Maas


A Court of Mist and Fury af Sarah J. Maas, udgivet af Bloomsbury Childrens Books i 2016.

Feyre verden er endnu en gang blevet vendt på hovedet. Efter hun har reddet Tamlin fra Den Onde Dronning, er hun nu vendt tilbage til forårsriget, men hun er ikke den, hun engang var, for nu besidder hun de samme kræfter som en High Fae. Fortiden sidder fast i hende, og det samme gør visheden om den aftale, som hun indgik med Rhysand, natterigets herre. Langsomt ledes hun dybere ind i Rhysands rige og politiske planer, og lige så langsomt taber hun sit hjerte på ny. Men Feyre må samle al  sin styrke, for en fare truer med at ødelægge alt det, som hun har kæmpet for.

Sarah J. Maas formåede virkelig at trække tæppet væk under mig med A Court of Mist and Fury. Den er alt det, som dens forgænger ikke er, og i kampen om mit hjerte vandt den overlegent og ubesværet. Det er meget tydeligt, hvor bevidst om sin historie Maas er, for udviklingen af både handlingen og karaktererne i denne efterfølger er ikke til at tage fejl af. Feyre har i mine øjne hele tiden været en stærk heltinde, men hvor jorden begyndte at brænde under hendes fødder i A Court of Thorns and Roses, rejser hun sig fra asken i denne som en føniks, stærkere end nogensinde før.

“To the stars who listen— and the dreams that are answered.”

Jeg elsker, at forfatteren formår at tage  fat på vigtige tematikker som farlige parforhold, samtidig med at hun stadig formår at bevare det episke i sin fortælling. Jeg brød mig aldrig om Feyre og Tamlin sammen, men jeg finder deres historie interessant for det, som forfatteren bruger den til, selvom det først slog mig langt senere, hvad det egentlig går ud på. Maas viser, hvordan kvinder gradvist bliver fanget i forholdet til en voldelig mand, så de ikke hører alarmklokkerne før de står og kigger ned i afgrunden. Feyre er sårbar i historiens begyndelse, mærket af fortidens spøgelser, der stadig hjemsøger hende, og sit spillede hjerte, der er slået i tusinde stykker, men hendes historie er også fyldt med håb, der langsomt vokser sig større og bliver en realitet.

Spændingen er næsten uudholdelig i A Court of Mist and Fury. Den er både at finde i selve handlingen, hvor det slår gnister mellem rigerne, men også i forholdet mellem Feyre og Rhysand, der gjorde det næsten umuligt at lægge bogen fra mig. Deres tiltrækning var tydelig i den første bog, men den er unægtelig i denne, og langt hen ad vejen er det også historiens bærerende element. Natteriget blev kun vist i uklare glimt og igennem ladede holdninger, men i denne bog bliver disse gjort til skamme, og Rhysands ry tvinges i knæ. Maas vender verdener på hovedet og udfordrer sin læser ved at åbne dørene ind til en verden, der før har været forbeholdt fantasien. Samtidig er der en naturlighed over fortællingen, der på trods af et langt mellem stykke, hvor den går i tomgang, flyder helt naturligt. Dog tager historien, ligesom i sin forgænger, fart til sidst, og tempoet øges i sådan en grad, at jeg følte mig en smule svimmel.

“He thinks he’ll be remembered as the villain in the story. But I forgot to tell him that the villain is usually the person who locks up the maiden and throws away the key. He was the one who let me out.”

Handlingen er ikke overvældende i A Court of Mist and Fury, men i stedet gives der plads til karakterudvikling og en udvidelse af den verden, som Maas skabte i den forgående bog. Samtidig bryder bogen med den vante forestilling om den svære toer, for det var først med denne, at jeg for alvor forelskede mig i historien, og ikke alene vandt bogen mit hjerte, den fik mig også til at græde. På trods af det tilløb, som Maas har for vane at tage inden slutspurten, var der så meget på spil, så mange følelser i spil, at mit hjerte flød over. Slutningen er nådesløs; jeg holdt vejret hele vejen igennem den, og da der ikke var flere sider tilbage i bogen, og jeg blev nødt til at trække vejret, ærgrede det mig ikke at have den næste bog liggende, for jeg var ikke klar til at slippe Feyres historie.