“Kamp til stregen” (Off-Campus #4) af Elle Kennedy


“Kamp til stregen” (org. titel “The Goal”) af Elle Kennedy, udgivet af forlaget Flamingo i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Sabrina James har planlagt sin fremtid ned til mindste detalje. Hun balancerer på et knivsæg, for at få skole og adskillige fritidsjobs til at passe sammen. Hendes plan omfatter helt sikkert ikke en populær toplækker ishockeyspiller, men i forsøg på at glemme sine egne tårnhøje forventninger og sin stramme tidsplan, hengiver Sabrina sig til John Tucker i hans bil. Tucker har det fint med livet uden for ishockeybanens rampelys, men da Sabrina bliver gravid har han ikke tænkt sig at sidde over. Problemet er, at der er lås og slå på Sabrinas hjerte, som er alt for stædig til at tage imod hans hjælp. For at vinde hendes hjerte, bliver Tucker nødt til at overbevise hende om, at visse mål skal man være to for at nå.

Elle Kennedy skriver vanedannende romaner. “Dømt ude” efterlod mig helt ude på kanten af stolen med sin afslørende slutning for den fjerde bogs handling, og jeg hev mig selv i håret over ikke at have den næste bog liggende. Sabrina James er en stærk heltinde; hun er stædig og hårdtarbejdende i lige så høj grad som hun er en lukket bog. John Tucker stjal ligeledes mit hjerte. Han er på mange måder lig sine holdkammerater, som er hovedpersonerne i de forrige tre bøger, og alligevel er han helt sin egen. Han er gammeldags, respektfuld og velopdragen. På trods af sin alder, har han ikke i sinde at sidde på bænken, da Sabrina bliver gravid, men det betyder ikke, at han er både bekymret og bange.

“Størrelsen på ens pengepung gør hverken fra eller til. Vi lider allesammen. Vi elsker allesammen. Vi er ens. Og din fortid, hvem du bor sammen med, og hvor du kommer fra, det behøver ikke betyde noget. Du skaber din egen fremtid, og jeg vil gerne se, hvor den vej fører dig hen.”

Sabrinas liv er kaotisk; hun har mange jern i ilden som en investering i fremtiden og en virkelighedsflugt fra nutiden. Husets fire vægge virker klaustrofobiske på hende, hvor hendes stedfar udsender konstante faresignaler. Jeg elsker hende for at tage kampen op mod sin baggrund og ikke bare håbe på en bedre fremtid men arbejde for den, selvom hendes ihærdighed grænser sig til at være alarmerende. Hun er en stærk kvinde, der har sine fejl, og jeg beundrede hende fra start til slut. Hun står i en umulig situation, og selvom nogen nok vil kalde hendes håndtering af den unødvendigt dramatisk, så forstår jeg hende godt. Hendes fremtidsplaner ændrer sig i det øjeblik hun bliver gravid, og selvom der skal to til at skabe et barn, føler hun ikke, at hun kan tage Tucker med sig i faldet.

Jeg beundrer Elle Kennedy af mange grunde, og en af dem er hendes evne til at tage Sabrina og Tuckers graviditet og vende den til noget positivt, uden at graviditeten bliver noget negativt. Naturligvis ændrer den på en masse i begge deres fremtidsplaner, men er det nødvendigvis dårligt? Det bringer dem sammen, giver dem begge den nødvendige plads til at udvikle sig og i sidste ende det liv, som ingen af dem kan undvære. Jeg finder det også beundringsværdigt, hvordan Kennedy arbejder imod forventningen om at fyrer i Tuckers position ikke kan håndtere at blive forældre i en tidlig alder. Det er på mange måder forfriskende uden at hendes fremstilling bliver et urealistisk glansbillede.

“Da han kysser mig, er det ikke som de kys, vi tidligere har delt. De var rå, hede og ladet med sex. Dette kys er blødt som blomsterblade og sødt som den sirup, han har hældt ud over sine ord. Det føles, som om han hælder litervis af ømhed ud over mig. For hver gang han trykker sine læber mod mine, gentager han sit løfte om at give mig mere, end jeg beder om. Og det er at blive kysset sådan, sødt, ømt og betænksomt, der skræmmer mig mere end noget andet, jeg nogensinde har følt. “

Som det typisk er med Elle Kennedys romaner, er der en forventning om, at de to hovedpersoner finder sammen, og det som gør historierne interessante at læse er vejen dertil. Det samme gælder for “Kamp til stregen” som ikke bare viser den kamp Tucker må kæmpe for at overbevise Sabrina om, at de skal klare graviditeten sammen, men også den kamp det må være pludselig at blive forældre. Der følger en masse overvejelser med, men Kennedys roman er ikke kun et babydrama. Den er tilsvarende erotisk som de andre bøger i serien, og jeg elskede den på lige fod med “Aftalt spil”.

“Chokolade til morgenmad” af Pamela Moore


“Chokolade til morgenmad” (org. titel “Chocolates for Breakfast”) af Pamela Moore, udgivet af forlaget Lindhardt & Ringhof i 2016 (org. udgivet i 1956). Bogen er tilsendt af forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Der findes bøger med står stor en styrke, men som på forunderligste vis går i glemmebogen. “Chokolade til morgenmad” af Pamela Moore er en af den slags bøger. Bogen er en coming-of-age historie om den 15 årige Courtney Farrell, der elsker at læse bøger, som ellers er forbudt på den kostskole, hun går på. Bøgerne får hun udleveret af en kvindelig lærer, som hun får følelser for, og da det ikke ender godt, må Courtney flytte hjem til sin mor i Hollywood. Men tungsind hjemsøger hende, og i et forsøg på at undslippe det vælter hun ind i en verden af dry martinier og en passioneret affære med en ældre mand. Hun genforenes også med sin bofælle fra kostskolen, og deres venskab begynder en lang række af tragiske begivenheder, der tvinger Courtney til at tage sig selv alvorligt.

“Chokolade til morgenmad” er en kultbog, der er en tidsløs tidslomme ind i en anden verden, der synes at ligge langt fra vores nutid, men som ikke gør det. Bogen er blevet kaldt for amerikanernes svar på “Bonjour Tristesse”, og forfatteren var bare 18 år, da hun skrev den. Syv år senere tog hun sit eget liv. Hendes debutroman fortæller også historien om en pige, der lever på kanten. Hendes tiltagende depression affejes med bortforklaringer og usammenhængende slutninger, og skubber hende hele tiden længere mod den totale afgrund. Af samme grund er det en historie, der fik mig til at holde vejret, fordi jeg på ingen måde kunne forudse, hvor den vindblæste men kraftfulde historie ville ende.

“Hun lod sine hænder løbe ned over sine ribben og over sine hofter hUn kunne godt lide sin krop. Hun kunne stole på sin krop. Den var stærk og smuk, og den svigtede hende aldrig. Den kunne svømme lige så mange baner, som hun bad den om; den kunne spille hockey i timevis; den bevægede sig yndefuldt; den slappede af, når hun gerne ville sove. hendes hoved sov, når hendes krop gerne ville live. Hendes hoved fortabte sig i dagdrømmeri og tvang hende til at soe, når hun ikke var træt. Nogle gange hadede hun sit hoved.”

Courtney lever i en tidsalder, der er fyldt med jazztoner og bobler i glassene, og hvor det er svært at finde sig til rette. Hendes tungsind var en verden for sig, som kastede et mørke over hendes narrativ. Forfatteren skrivestil er sofistikeret og stærk, men har også en langt simplere umiddelbarhed over sig. Sproget har en interesant jargon, som jeg lige skulle vende mig til, men som også var med til at give bogen dens unægtelige charme. Det er delvist skuffende, at der ikke bliver spist chokolade til morgenmad, som bogens titel antyder, men samtidig er det også enormt tilfredsstillende, fordi titlen er så sigende for bogens indhold i symbolsk forstand. Bogen er dog på ingen måde så lyserød, som dens forside antyder. Det er ikke en bog om den første forskelelse, den første gang og livslange venskaber. Det er i stedet en bog om depression, om en piges indtræden og risikobevidste ageren i de voksnes begærsverden.

Pamela jagter det såkaldte søde liv, men sådan er virkeligheden langt fra. Hun er en klog og begavet pige, fanget i sin egen drømmeverden med et mørke, der konstant truer med at flå hende i småstykker. Det var hjerteskærende at læse om, hvordan omverden bortforklarede hendes pludselige trang til at sove, hendes nedsatte appetit og konstante ønske om at være alene handlede om, at hun tænker for meget. Jeg ønskede mere end noget andet at række ind bag bogens ord og tage pigen med det blødende hjerte i mine arme. “Chokolade til morgenmad” med modtaget med løftede øjenbryn på grund af dens provokerende indhold. Den har næppe den virkning på læsere i dag, men det gør den ikke mindre læseværdig, fordi den er så sigende for sin tid og dens kontekst.

“Hun forsvandt ind i sin egen lykke. Jeg er blevet elsket, tænkte hun. Og dette er min elsker — hun smagte på ordet, formede det, dvælede ved det. Et gammelt og banalt navn, et ord fra historiske romaner, men i hendes ører var det et dejligt ord.”

Jeg tror ikke på, at alder behøver være signende for en romans litterære kvaliteter, men der er løse ender i Moores roman, som hun skrev meget tidligt, men samtidig er det også så raffineret en historie, der kun lige berør toppen af isbjerget, imens man som læser ikke er et øjeblik i tvivl om alt det, der ligger under overfladen. AF samme grund vil jeg anbefale bogen til læsere af Jacqueline Susanns “The Valley of the Dolls” og “The Bell Jar” af Sylvia Plath, der begge rummer en lignende melankoli og en lignende sofistikeret skrivestil. At læse “Chokolade til morgenmad” efterlod mig med en følelse af beruselse, for det er netop sådan en læseoplevelse bogen er.

Boglige filmatiseringer jeg ser frem til i 2017

Det er altid med en hvis nervøsitet, når bøger skal filmatiseres, for frygten for en dårlig filmudgave af ens yndlingsbøger er næsten ikke til at bære. 2017 byder dog på en række boglige filmatiseringer, som jeg venter spændt på. Nogle af dem er allerede udkommet, imens jeg stadig venter tålmodigt på resten, som du kan læse om lige her:

Film

  • My Cousin Rachel. Jeg var nær ved at falde ned af stolen, da jeg så traileren til denne filmatisering. Daphne du Maurier er en af mine yndlingsforfatter, og “My Cousin Rachel” er en af mine yndlingsbøger (trailer).
  • We Have Always Lived in the Castle. Filmen er allerede blevet filmet, og meget mere har jeg ikke kunne finde på den. Sherley Jackson er en mester i at fortælle historier, der kryber ind under huden på sin læser og efterlader dem skælvende, og denne bog er ingen undtagelse.
  • Hidden Figures af Margot Lee Sheerly. En film om afroamerikanske kvinder, der arbejder som computere hos NASA og kæmper for deres rettigheder som mennesker? Det lyder som en god film. Bogen har jeg endnu til gode, stående i min bogreol, og filmen får min klareste anbefaling (trailer).
  • The Circle af Dave Eggers. Det er sjovt, når det er filmatiseringen, der vækker interessen for en bog og ikke den anden vej rundt. Jeg havde forlængst afskrevet Eggers bog inden jeg overhovedet havde læst den, men en film med både Tom Hanks og Emma Watson gør det svært ikke at blive bare en smule nysgerrig på bogen (trailer).

Tv-serier

  • The Handmaids Tale af Margaret Atwood. Jeg mangler altid ord til at beskrive denne bog med, men jeg ved dog med sikkerhed, at jeg har svært ved at vente på tv-serieudgaven (trailer).
  •  A Series of Unfortunate Events af Lemony Snicket. Er det underligt at glæde sig til filmatisering af en bogserie, som man aldrig har læst? Jeg glæder mig i hvert fald til at se Sinckets skøre verden folde sig ud på Netflix, og jeg er allerede godt i gang med serien, dog uden at jeg jager igennem den.
  • American Gods af Neil Gaiman. Jeg synes ikke, at denne er Gaimans stærkeste bog, selvom det er den brede befolknings mening, men historien er alligevel så tlipas forunderlig til at fange min interesse, og det ser ud til, at filmholdet virkelig har formået at indfange essensen af Gaimans skøre gudeverden.  (trailer).

Hvad med dig? Hvilke boglige filmatiseringer ser du frem til i løbet af året?

“Dømt ude” (Off-Campus #3) af Elle Kennedy


“Dømt ude” (org. titel “The Score”) af Elle Kennedy, udgivet af forlaget Flamingo i 2016. Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Dimitionen ligger lige rundt om hjørnet, og Allie Hayes ved ikke, hvad hun skal stille op med sig selv efter den. Hendes hverdag bliver også mere klaustrofobisk af et længerevarende parforhold, der gennem årene har bestået af evige skænderier og genforeninger. Men nu er det slut, og imens Allie stadig slikker sine sår, ender hun i armene på ishockeyspilleren Dean Di-Laurentis, der er konge af engangsknald og en rigtig player. Efter deres nat, er Dean sulten efter mere, imens Allie bare vil være venner. Da hans liv tager en uventet drejning, indser han, at det måske er på tide at holde op med udelukkende at fokusere på scoringen og i stedet sætte alt ind på kærligheden.

Elle Kennedy har gjort det igen! Med stor overbevisning fører hun sin læser tilbage til Briar Universitet for at lede to modsætningspar sammen og skabe elektrisk kemi. Hvad der begynder som et engangsknald og intentionen om at være venner, gentager sig langsomt, åbner op for deres hjerter og får dem til at banke hurtigere. Det er i bund og grund på samme måde, som Kennedy skriver; hun kommer hurtigt fra start i et feberhedt fyrværkeri, for derefter at vinde læserens hjerte med sine to skæve hovedpersoner. For vanen tro er hverken Allie eller Dean så perfekte, som de ellers kan synes. Dean kæmper med et spøgelses fra fortiden, der pludselig dukker op og dominerer hans verden, imens Allie forsøger at vriste sig fri af en, der for længst burde have forladt hendes liv.

“Jeg ser op og hold da kæft. Jeg glemmer næsten hvordan man trækker vejret.”

“Dømt ude” handler i tilsvarende grad som “Lagt på is” om tiltrækningen mellem de to hovedpersoner, men den handler i lige så høj grad om at turde lukke kærligheden ind, når den pludselig banker på. På trods af deres inviduelle baggrund kunne jeg alligevel ikke undgå at føle, at Dean mindede meget om John Logan i “Lagt på is”. Han er tilsvarende en charmetrold og scorekarl, der kan få alle de kvinder han vil, og Dean var i det store hele den samme person på det punkt. Universet er selvfølgelig ikke forbeholdt en konge af engangsknald, men i Kennedys univers kan det hurtigt blive klaustrofobisk med to. Selvom der er visse ligheder mellem Dean og John Logan, er jeg stadig imponeret over forfatterens evne til at skabe fyldige og forskellige karakterer inden for så smalle rammer.

Det bedste ved Elle Kennedys bøger er, at jeg ved, der venter mig en god historie, der vil få mine kinder til at brænde, som vil få mig til at grine og som endda også vil give mig tårer i øjnene. Jeg ved ikke, hvad det præcist er, som Kennedy kan, men hun skriver så overbevisende – selv når jeg en sjælden gang tager mig selv i at rulle let med øjnene – og hun vinder mit hjerte gang på gang med sine historier. Jeg tror på hendes ord, hendes karakterer og kærligheden mellem dem. “Dømt ude” adskiller sig alligevel fra de to forrige bøger i serien, og det skyldes dens slutning, som er er et direkte afsæt for fjerde og sidste bog i serien. Det er en cliffhanger uden lige, der sætter Allie og Logans historie på pause, men som samtidig kompencere for dette ved at give dem taletid i den afsluttende bog.

“‘Jeg mener det,’ fortsætter han. ‘Hold op med at nedføre dig selv og din lyst. Og fuck ordet billig. Folk skal sgu have love til at dyrke sex, når de har lyst, så tit de har lyst og med det antal af partnere, de nu har lyst til, uden at blive stemplet med noget overhovedet.'”

Kennedys bøger fungerer på den måde, at de tager afsæt i to karakterer fra Briar Universitet, imens bipersonerne er karaktererne fra de forrige bøger, men med “Dømt ude” kunne jeg ikke undgå at føle, at disse ikke fyldte i samme grad, som i de tidligere bøger. Det kan skyldes, at Allie og Dean forsøger at holde deres forholde hemmeligt. Noget andet jeg virkelig beundrer Kennedy for, er hendes evne til at skabe karakterer med stor selvindsigt. Selvom Dean er en player, så behandler han de kvinder ordentligt, som han er sammen med, og han går endda så langt som til at sige, at sex for ham handler lige så meget om kvinden, og der er ikke blot tale om tomme ord. Deans tilgang til sex er nemlig et spejl af dette. Det er noget, som også er gennemgående for alle de mandlige hovedpersoner i Off-Campus, og jeg elsker det.