The American Book Center, Amsterdam

Da jeg tilbage i november sidste år søgte på boghandlere i Amsterdam, var The American Book Center et af de første forslag, der dukkede op i mit søgefelt og uden at vide, hvad butikken havde at byde på, nedskrev jeg adressen. The American Book Center ligger tæt på en af Amsterdams mest travle shopping gader, men en smule afsides det travle menneskemylder. Butikken er dog ikke svær at finde på grund af det blåskinnende neonskilt, der er meget iøjefaldende. Butikken strækker sig over to etager med et overvældende udvalg af fantasy og science-fiction bøger, og jeg kunne med lethed have købt mig fattig i på butikkens anden sal, som også tog mig med storm. Her kan man også købe en blind date med en bog, som er pakket ind i anonymt papir, hvorpå der står skrevet enkelte nøgleord om bogen. Det er et tiltag, jeg før har set, og det er sådan en fin måde at opdage potentielt gode læseoplevelser på.

Jeg købte faktisk ikke noget i butikken, men nøjedes i stedet med at suge til mig af stedet og dets atmosfære. Butikken henlå nemlig i stilhed, kun afbrudt af en svag summen af lette fodtrin mod gulvbrædderne og små bump fra bøger, der blev løftet fra og sat tilbage på deres plads. Ikke fordi den ikke var mennesker i butikken, for det var der, men fordi de var så optaget af at spore sig frem til en bestemt titel, bladre i bøgerne eller stod fordybet i bagsideordene på en bog. Jeg var så forgabt i butikkens første sal, at jeg aldrig fik forvilde mig videre rundt i butikken, der ellers var temmelig stor. Men det er nu også okay, for jeg fik hvad jeg kom efter: en boghandleroplevelse som er værd at huske på og mindes.

The American Book Center kan findes på Spui 12, 1012 XA i Amsterdam. Butikken har åben alle ugens dage med varierende tidspunkter. De åbner dog typisk klokken 10:00 og frem til 20:00 med undtagelse af søndag.

Waterstone’s, Amsterdam

img_5362

img_5371

img_5374

I hjertet af en af Amsterdams mest travle gader ligger den engelske bogkæde Waterstone’s. Butikken står stærkt og strækker sig adskillige etager op. Over indgangen står der “ENGLISH BOOKS FOR WIZARDS” med en Harry Potter-lignende typografi, der sætter den helt rigtige stemning for butikken, når man træder ind over dørtrinnet. Jeg kender Waterstone’s for dens rummelighed, både hvad angår butikkernes størrelse, men også i forhold til udvalget af bøger, og selvom om denne er noget mere kompakt indrettet fejler bogudvalget intet. I bunden fandt jeg klassikere, krimier og de mest aktuelle bestsellere, borde med her-og-nu-tilbud og et display med ungdomstitler, der dog også på anden sal i et langt større omfang sammen med gys, lyrik, biografier og science-fiction og fantasy. Første sal er fyldt med kontorartikler, kalendere og små engelske delikatesser i form af te og småkager, som gør sig det helt rigtigt til en hyggelig læsestund. Her er også små notesbøger, kuglepenne og coffee table bøger.

Jeg forvildede mig aldrig op på tredje sal, fordi det var der non-fiktionen befinder sig, og jeg havde allerede forelsket mig i resten af butikken. I stedet tilbragte jeg meget tid ved ungdomsbøgerne på anden sal samt i deres science-fiction og fantasy-afdeling, hvor jeg faldt over adskillige titler, som jeg også gik derfra med. Rundt om i butikken er der sat små håndskrevne anbefalinger op ved forskellige bøger fra de ansatte, som er både venlige og behjælpelige. Jeg faldt også i snak med en af dem om den danske hygge, da jeg skulle betale for mine bøger, som virkelig er blevet et storsælgende koncept i udlandet. Han genkendte mig også, da jeg i løbet af de næste par dage vendte tilbage til butikken for at kigge endnu en gang. Waterstone’s er på mange måder et oplagt sted at gå hen, hvis man er til atmosfæriske boghandlere med et bredt udvalg, og denne i Amsterdam er bestemt ingen undtagelse.

Waterstone’s kan findes på Kalverstraat 152, 1012 XE i Amsterdam, som i øvrigt er en meget populær gade med mange butikker. Butikken har åben alle ugens dage med varierende tidspunkter. De åbner dog typisk mellem 9:30 og 10:00. 

img_5370

img_5364

Little Library – Odenses mindste bibliotek

Læseglæde kommer i alle former og størrelser, og af de mange solbeskinnede steder i Odense, er Munke Mose mit foretrukne. Når foråret blomstre, gør livet det også i Mosen; mennesker stimler sammen, lejer vandbåse for at sejle på åen, der bugter sig igennem parken, der spilles spil på græsplænen imens andre sstimler sammen på et tæppe for at sludre med hinanden. Da jeg boede i Odense, var Mosen et sted, som jeg elskede at komme, bare fordi. Det behøvede ikke noget formål. Ofte gik jeg lange tur langs de mange stisystemer, som forgrener sig ud i Odense midte, og ofte var det med en bog under armen, og for at suge sanseindtryk til mig. Mosen er dog en ganske særlig læseoase, fordi Odense Bibliotek har opsat et lille minibibliotek i parkens midte til fri afbenyttelse. Konceptet med Little Library, som bibliotekshuset hedder, er ret simpelt: man tager en bog, og man giver en bog.

Det blåmalede bogbyttehus er noget af det fineste, jeg endnu har set. Det er brugeropereret og fungerer ud fra et princip om, at forbipasserende både kan tage bøger og nyde en god læseoplevelse enten i parken eller andetsteds. Det betyder også, at de bøger, som står i huset, kommer fra andre læsere, der dermed videregive en god læseoplevelse. Jeg har fundet alverdens titler i huset, både det tradionelle og forvnetelige såvel som mere skæve titler. Jeg har fundet hele Fifty Shades-trilogien, men også bøger af Paul Auster og Haruki Murakami og Jordens børn-bøgerne. Der er noget for alle, og der findes sågar også et lille grønt bibliotekshus for børn nær ved legepladsen i Mosen. Det er sådan en fin måde at videregive læseoplevelse uanset deres udfald. Det giver også alle bøgerne i bogbyttehuset en ekstra tilført historie og kaserede bøger et formål, og de venter bare på, at den næste forbipasserende kommer og samler dem op.

Little Library – Odenses mindste bibliotek befinder sig i Munke Mose i Odense. Det lille bibliotek er opsat lige overfor gangbroen, og tages ind i efterårsmånederne. Der findes ligeledes et lille bibliotekshus med børnebøger i Mosen.

Om at være bogblogger #2: opstart og udvikling

Der findes mange måder at være blogger på. Flere end jeg kan tælle til, for det er ikke noget, der er entydigt eller universelt. I stedet er det noget, der begrænser sig til den enkelte bloggers person, og grænserne er derfor endeløse. Dog bliver jeg ofte spurgt om hvordan jeg startede som blogger, og hvordan jeg kan blive ved med at blogge igennem syv år, hvoraf fem-seks af årene har været med fokus på bøger. Når jeg skriver om det at være bogblogger, så skriver jeg ud fra egne erfaringer og måderne, som jeg har grebet det an på, netop fordi jeg ikke tror på universeltgældende regler for blogføring og billedetagning så længe, det man lægger op stemmer overens med det, man har på hjerte. Jeg har derfor samlet en liste nedenfor, der udelukket er baseret på mine egne erfaringer, som jeg har fået gennem årene som blogger. Det er hverken nogle universel regelsæt, men snarere simple guidelines, som jeg har fundet ud af fungerer for mig.

  • Hav fokus på konceptudvikling og helhedsfornemmelse. Jeg tror det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvorfor man begynder at blogge. Jeg begyndte selv, fordi jeg syntes det var sjovt, hvor jeg i dag blogger med et lidt andet formål, der dog stadig udspringer af min lyst til at blogge. Jeg tror samtidig det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvor meget tid man ønsker at bruge på det at blogge. Jeg bruger selv meget tid, men jeg har også erfaret, at min blog også kan bruges erhvervsmæssigt, og derfor bruger jeg meget tid på billedetagning og tekstproduktion.
  • Vær realistisk. I forlængelse af ovenstående, tror jeg også, at det er vigtigt at være realistisk. Jeg har før oplevet andre sige, at de gerne vil være bogblogger for at kunne modtage anmelderbøger, og hvad end det er sagt med et glimt i øjet eller med alvor, så tror jeg, at man helt skal lade vær med at bloggen. En blog burde være resultatet af et ønske om at debattere et emne, og ikke drives af ønsket om modtage bøger fra forlag og forfattere.
  • Planlægning og regelmæssighed. Det er i grunden meget simpelt: jo større regelmæssighed, der er mellem ens indlæg, jo større chance er der også for, at ens besøgende vender tilbage. For at have denne regelmæssighed, forsøger jeg selv at skrive og planlægge mine indlæg i god tid. Det giver også mulighed for refleksion over emnet, hvad end det drejer sig om en boganmeldelse eller et debatterende indlæg.
  • Find din stemme. Det gælder både tekst og billeder, men det gælder også valg af sprog. Selvom publikummet er større i den engelsktalende bloggerverden, blogger jeg på dansk, fordi det for mig giver størst mening i forhold til min kontakt til den danske forlagsbranche. Det er også min erfaring, at blogindlæg med store og personligtaget billeder har større blikfang, frem for forsidebilleder af en bog, som er hentet fra internettet. Det giver ikke kun mulighed for at sætte et personligt præg på billederne, men også det at vise en bog frem på alle ledder og kanter. Billederedigering er en smagssag, men jeg bliver ofte komplimenteret for mine billeders klarhed, lys og opsæt.

I forhold til billedtagning og redigeringsprocessen

  • Jeg bruger et Canon EOS 1100D med henholsvis et 18-55mm f/3.5–5.6 og et Canon EF 50mm f/1.8 objektiv. Det har jeg ikke altid gjort, men jeg investerede i det, fordi jeg ville investere i bloggen, og selvom det er mange penge, så har jeg kun fortrudt, at jeg ikke købte det langt tidligere.
  • Hvis der er én funktion, som jeg konsekvent ikke bruger på mit kamera, så er det blitz. I stedet væbner jeg mig med tålmodighed på det helt rigtige lysindfald, uden at min dagligdag står på standby for dette. Desuden tror jeg det er vigtigt, at billederne på ens blog er store, fordi de fungerer som blikfang. Læs mere om det her.
  • En video er en mulighed for at lade en brøkdel af sin personlighed skinne igennem. Ved videoblogs bruger jeg iMovie til at redigere, og jeg filmer med det samme kamera, som jeg tager billeder med, gerne foran min bogreol.
  • Til at finjustere mine billeder, bruger jeg Adobe Photoshop CS5 Extended, hvor jeg leger meget med lys og kontrast, som gør alverden til forskel uden at det kræver ret meget tidsmæssigt. Der findes dog også mange gode alternativer, som ikke koster penge, og som kan mange af de samme ting som photoshop.

Til de af jer, der selv af bogbloggere, hvordan griber i så hele projektet an? Blogger I af ren forføjelse eller med en fremtidsintention? Til de af jer, der læser blogs, hvad lægger I så vægt på i forhold til de blogs, som I følger?