LÆSE-REFLEKSIONER #2: DE 10 BEDSTE BØGER I ÅR 2016

Endnu et år er ved at være gået, og det er tid til at gøre status over de i alt 157 bøger jeg — ifølge Goodreads — har læst i årets løb. Jeg har læst 8 digtsamlinger, genlæst enkelte bøger og læst romaner i utal. Den korteste bog jeg har læst i år er Don Patersons “40 Sonnets” og den længste var “The Fiery Cross” af Diana Gabaldon. Det har været svært at udvælge de 10 bedste bøger i år, fordi jeg sagtens kunne finde flere bøger og rose dem til skyerne for måden de rørte mig på, blev hos mig tankerne og efterlod mig søvnløs. 2016 har været et godt læseår fyldt med alverdens læseoplevelser, der har efterladt mit hjerte bankende. Listen herunder er en refleksion over de 10 bøger, der gjorde størt indtryk på mig i 2016, og omfatter ikke genlæsninger af bøger, jeg har læst tidligere. Listen er heller ikke skrevet efter prioritering.

  • “The Girl Who Raced Fairyland All the Way Home” af Catherynne M. Valente er ikke bare en bog, jeg ventede længe på, men også en værdig afslutning til et helt enestående eventyr, som jeg har længe har fulgt. Valentes fantasi er grænseløs, hende sprog magisk og min kærlighed til Fairyland er uendelig.
  • “M Train” Patti Smith var min første bog af forfatteren, og den tog mig uventet med storm. Mere kort og præcist kan det ganske enkelt ikke siges. Smiths ord var rammende og rørende, og jeg glæder mig til at læse mere af hende.
  • “Vi andre bor her bare” af Patrick Ness er en af de bedste ungdomsbøger, jeg nogensinde har læst. Den gik direkte i mit hjerte, efterlod mig grædende og grinende. Den er en genistreg af en ungdomsfortælling.
  • “Monster” af Patrick Ness fik mig til at græde i et overfyldt morgentog, og jeg ænsede det dårligt nok, før kvinden ved siden af mig spurgte, om jeg var okay. Det er en eventyrlig, barsk og virkelig fortælling. Desuden forbinder jeg nogle virkelig særlige følelser med bogen, fordi jeg mødte forfatteren i efteråret.
  • “milk and honey” af Rupi Kaur er uden tvivl den stærkeste digtsamling jeg læste i år. Rupi Kaurs ord forførte mig og efterlod mig åndeløs. Da jeg havde læst bogen til ende, startede jeg omgående forfra og forelskede mig omgående i de ord, jeg lige havde læst.
  • “Ship of Destiny (Liveship Traders #3)” Robin Hobb sidste år færdiggjorde jeg de første to bøger i Liveship Traders-trilogien, og jeg begyndte 2016 med den sidste bog, der var mindst lige så magisk som de første to. Jeg har i sandhed genfundet min kærlighed til Robin Hobb i disse bøger.
  • “Reasons She Goes to the Woods” af Deborah Kay Davies gav mig gåsehud, krøb ind under huden på mig og efterlod mig skælvende — både handlingen og sproget. Hendes dobbeltsidige ord giver stadig genlyd for mine ører, og hendes dystre handling hjemsøger mig stadig og får mig til at gyse.
  • “Alice” af Christina Henry. Jeg har en forkærlighed for Lewis Carrolls “Alice’s Adventures in Wonderland”, og jeg Henrys genfortælling af den klassiske historie viste sig at være en prægtig perle af en fortælling.
  • “Outlander” Diana Gabaldon blev begyndelsen på en næsten grænseløs beundring og et storslået eventyr, der på trods af sine fejl, virkelig vandt mit hjerte. Sjældent har jeg læst så lang en bog så hurtigt.
  • “Heartless” af Marissa Meyer er endnu en genfortælling af Lewis Carrolls “Alice’s Adventures in Wonderland”, men istedet for at handle om Alice handler den om Hjertedame, og hvordan hun blev til. Det er første gang jeg læser noget af forfatteren, men bestemt ikke den sidste!

Hvilke store læseoplevelser har I haft i år? Deler vi nogle fælles foretrukne, eller ser jeres lister helt anderledes ud?

Dewey’s Read-a-thon: En læselørdag i vente

På lørdag river jeg endnu en gang et døgn ud af min kalender og tilskriver den bøger og læsning, når klokken slår 14 og det halvårlige Dewey’s Read-a-Thon endnu en gang begynder. Det er ottende gang jeg deltager, og tanken gør mig svimmel af lykke. Jeg har dog valgt at forholde mig en smule anderledes til læsedøgnet denne gang, fordi mine weekender er blevet særligt dyrebare for mig, nu hvor jeg arbejder på fuldtid sideløbende med mine studier. Jeg vil derfor læse mindre og nyde mere, bilder jeg mig selv ind, og tage mig tid til hver en bog og hvert et ord uden hastværk og følge med på de sociale medier under hashtagget #readathon, hvor jeg også vil dele mine læsestunder og opdateringer undervejs. I kan min læsning på bloggen, Instagram og Twitter. Den officiel tilmeldning findes på hjemmesiden her, der løbende vil blive opdateret med konkurrencer og læseudfordringer. Jeg holder af Dewey’s Read-a-thon af mange grunde, men mest af alt fordi det er pusterum til læsningen i en travl hverdag, som samtidig formår at samle en masse mennesker og gøre læsningen til noget vi kan være fælles om. I timerne op til vil jeg trisse utålmodigt rundt i mine hjemmesko, bage mig en æbletærte, finde et udvalg af te frem samt en dejlig varm striktrøje og tænde stearinlys, før jeg sætter mig til rette i min komfortable lænestol med den første bog af mange.

Jeg har i flere uger tænkt på, hvordan min læsestak skulle se ud. Jeg valgte bøger, og jeg fravalgte dem igen, før jeg til sidst nåede frem til en bogstak på 1063 sider, som jeg regner med at spæde til med et par spontant valgte Little Black Classics, når timerne bliver sene og øjenlågene trætte. I traditionens tro vil jeg læse en bog sammen med Rikke, og valget er denne gang faldet på “Lydia: The wild girl of Pride and Prejudice” af Natasha Farrant, som er en spin-off fortælling om Lydia Bennets drømmende sind og naive tro på kærlighed ved første blik, og jeg glæder mig sådan. Når mørket begynder at falde på vil jeg gemme mig under dynen med Elle Kennedys “Lagt på is” og vende gladeligt tilbage til Briar University og dets ishockyhold. Undervejs vil jeg supplerer med et par Little Black Classics, men hvilke har jeg endnu ikke bestemt mig for. Måske et par gotiske eller uhyggelige, som passer til årstiden og nattetimerne? I grænselandet mellem nat og dag, vil jeg slutte mig til Susan Coolidge og finde ud af “What Katy Did”. Den sidste planlagte bog jeg har afspejler min indre kattedame, da jeg har valgt at læse “Gobbolino — The Witch’s Cat” af Ursula Moray Williams, som er en letsindig børnebogshistorie om en heks’ kat, der drømmer om at være en helt normal kat, og jeg er sikker på, at den ville kunne holde mig vågen i de sidste timer inden læsedøgnets afslutning.

På lørdag opretter jeg i traditionens tro et indlæg, som jeg løbende opdaterer med billeder og ord om min læsning. Deltager I på lørdag, og i så fald, hvad skal I læse? Planlægger I at få sovet, og hvor kan jeg mon følge jeres læsedøgn?

Sommerlæselisten

Min sommer bliver en mærkelig blanding af flere ting. Jeg drømmer om grillaftenener, søde genforeninger med venindebesøg, varme kys, hjemmebesøg i Jylland, og den sidste flig et bekymringsfrit studieliv, før august bliver til september, der byder på studiestart og en helt særlig praktikplads i forlagsbranchen. I skrivende stund er jeg i færd med at afslutte et kapitel og tage hul på et nyt til, og jeg pakker derfor hele mit liv i Odense ned i flyttekasser for at flytte sammen med min kæreste i det sjællandske. Og selvfølgelig skal min sommer også bestå af læsning. Normalt skriver jeg gerne min sommerlæseliste  måneder i forvejen, men ikke i år. Ovenpå krævende eksaminer trængte jeg til at koble fra og læse efter hjertets lyst, og min læsning tog derfor form som dagene gik. På trods af flyttekaos og sommerdrømme, har jeg nu samlet en lovende stak bøger, som jeg håber på at fylde mine sommerdage med. Sammensætningen af mine valgte bøger er en blanding af mørk poesi, afrikanske skæbnefortællinger, prisbelønnede historier på tværs af kontinenter og tid, historisk fiktion i fortidsfjern Grækenland og en politisk selvbiografi.

  • “The Fishermen” af Chigozie Obioma. I anledning af at Obioma gæster Louisiana Literature i denne måned, vil jeg frygtelig gerne læse den bog, som han var nomineret til Man Book prisen for sidste år. Bogen handler om en flok brødre, hvis tætte bpnd langsomt opløses, da en gammel mand forudser, at den ene bror vil blive slået ihjel af en anden. Jeg læser alt for lidt afrikansk litteratur, og jeg kan derfor ikke vente med at læsr denne.  
  • “How to be Both” af Ali Smith har længe stået på min læseliste over bøger, som jeg gerne vil læse. I det hele taget vil jeg gerne læse en masse af Ali Smith. “How to be Both” er nok hendes mest kendte, og fortæller en tosporet historie om den transkønnet kunstner i Italien, og en pige i Cambridge, der sørger over sin nyligt afdøde mor og deres rejser til Itailien. Ali Smith gæster ligeledes Louisiana Literature.  
  • Human Acts” af Han Kang. Kang er en koreansk forfatter, der har fået alverdens roser for sin prosa. Hun skildrer et brutaliseret Korea, der søger efter en stemme, og om en dreng, der leder efter det forsvundne lig af sin afdøde ven. Det er svært at sige, hvad det er ved Kang, der drsge mig mod hendes ord, men jeg har sjældent været så nysgerrig omkring en my forfatter.  
  • “Living History” af Hillary Clinton. Jeg kender meget til Hillary. Jeg ved, at han på grund af valgkampagnen i USA lige nu kæmper for ligestilling og kvinders vilkår, og så eksponeringen af hendes email-skandale. Jeg synes det er svært at have en holdning til et menneske, som jeg ikke rigtig kender eller kan udtale mig om, så jeg har længe gerne ville læse en af hendes selvbiografier i håb om, at få kastet lys over hendes person.
  • “The Song of Achilles” af Madeline Miller er en gendigtning af sagnet om Achilles og kampen om Troja, fortalt gennem drengen Patroclus’ kærlighed til den blonde dreng. Det er en bog, der tog forfatteren ti år at skrive, og det kan mærkes. Jeg er allerede opslugt af historien og Millers lyriske skrivestil. Hver et ord smager af honning.
  • “Crow: From the Life and Songs of the Crow” af Ted Hughes. Den danske sommer er kendt for sine humørsving, og på regnfulde sommeraftenener omkring skumringstiden vil jeg finde denne digtsamling frem og forsvinde i dens omklamrende mørke af gys og mytologi. Ted Hughes var gift med en af mine yndlingsdigtere, Sylvia Plath, og fordi han i sin levetid skrev femten digtsamlinger, der blandt andet omhandler sit turbulente forhold til Plath, har jeg længe gerne ville læse ham, og “Crow” synes at være det helt rigtige sted at begynde.

Hvad med jer? Har I også planlagt at læse bestemte bøger i sommerensløb, eller tager i hverdag i øjenhøjde og lader spontaniteten råde? Hvis I har planlagt en læseliste, hvilke bøger står der så på den?

Dewey’s Read-a-thon: En minutiøs opdatering #7

Kl. 13:34. Jeg har ventet hele dagen på denne. Længere end det, faktisk. Min morgen har været lang, og jeg tripper utålmodigt, imens mit blik ofte falder på uret, der bevidst synes at være gået i stå. De langsomme timer af min morgen har jeg brugt på at skære frugt ud og anrette det, der hovedsageligt vil blive mit læsehjørne det næste døgn. Mine feeds på de sociale medier spilder allerede over af ambitiøse bogstakke og opdateringer om de sidste små overvejelser. Selv sidder jeg i sofaen med min egen bogstak og venter på, at klokken slår to, og læsningen går i gang. Jeg glæder mig.

Kl. 14:02. Det længe ventet læsedøgn er omsider begyndt, og jeg har sat mig til rette med “A Song for Summer” af Eva Ibbotson. Je ghar længe gerne ville læse Ibbotsons yndigfine bøger, og derfor synkronlæser jeg denne sammen med Rikke, som jeg også vil diskutere bogen med undervejs. I skrivende stund sidder jeg under dynen, da jeg egentlig er syg, og ved min side står en dampende kop te. Jeg er klar til at forvilde mig ind i bøgernes verden.

Kl. 17:10. To kopper te og en kop kaffe senere og jeg har læst min første bog færdig. “A Song for Summer” var på mange måder alt det, som jeg havde håbet på, og så alligevel ikke. Det er en fløjlsblød fortælling om en pige, der forelsker sig imens Anden Verdenskrig raser, men den er også en smule for bekvemmelig. Jeg nød dog at læse den, og jeg nød i særdeleshed at tale med Rikke om den. Den næste bog i række er “Alice” af Christina Henry – men først endnu en kop te!

Kl. 18:11. Himlen har trukket sig sammen i en grålig masse, og det er begyndt at regne. Det er perfekt læsevejr!

Kl. 20:17. Det er stoppet med at regne, og små blå pletter bryder igennem det grå skydække. Jeg har lige vendt den sidste side i “Alice” af Christina Henry, som tog mig med storm; jeg ænsede ikke hvornår regnede stoppede, eller at det blev en kende mørkere omkring mig. Jeg opfangede kun bogen og dens ord. Det er en af de mørkest genfortællinger, jeg nogensinde har læst, og den efterlod mig åndeløs. Inden så længe kommer min kæreste hjem, og så vil jeg begive mig ud i køkkenet for at lave mad, inden det er tid til den næste bog på min læseliste.

Kl. 21:19. Hvor der før befandt sig hjemmelavet burger på tallerkenen foran mig, er der nu kun krummer tilbage. Mit hoved er tungt, og jeg ved ikke, om det skyldes de mange timers læsning eller min forkølelse. Med en smule tilløb, vil jeg nu give mig i kast med “Reasons She Goes to the Woods” af Deborah Kay Davies, som er min tredje bog i stakken.

Kl. 22:27. Mørket er faldet på. Jeg har netop færdiglæst “Reasons She Goes to the Woods” og jeg er tom for ord. Ikke så meget fordi trætheden hænger i mine øjne, men fordi bogen er skrevet så lyrisk smukt om noget, der er dens komplette modsætning; for hver en sprogblomst spirede noget frem af dens skygge, noget mørk og ildevarslende, noget der gang på gang fik gåsehuden til at rejse sig på mine arme, og jeg holdt nærmest vejret hele bogen igennem. Jeg sad et øjeblik bagefter med en umiddelbar tom følelse, ikke fordi bogen ikke gjorde indtryk på mig, men fordi indtrykket var så stort at det næsten føltes hult. Nu vil jeg forlade bøgerne for en stund til fordel for et par timers nødvendig søvn.

Kl. 04:37. Jeg er oppe, omtåget og en smule tung i kroppen. Emil mener, at jeg har talt i søvne om bøger, og jeg tror stadig at mine to seneste læsninger sidder fast i mig. Selvom det endnu er mørkt uden for, kvidrer fuglene allerede lystigt, og jeg kan mærke hvordan jeg langsomt vågner og bliver klarer i hovedet. Jeg har sat en kop kaffe over, og snart er det tid til tegneserielæsning med “V for Vendetta”.

Kl. 06:54. Min fjerde bog er læst til ende, og jeg er slet ikke sikker på, hvad jeg skal tænke om den. “V for Vendetta” er en tætpakket tekst, der er særlig koncentrationskrævende. Tempoet er højt og dens temaer er ildevarslende. På trods af mine gode intentioner om at komme godt i gang med dagens læsning, er jeg ikke længere sikker på, at mit valg af tegneserie var det rigtige. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg er så begejstret, som jeg gerne ville have været, men måske er det også en historie, som jeg først ynder at påskønne efter noget tid. Lige straks vil jeg finde min sidste planlagte bog frem, som er “The Butcher’s Hook” af Janet Ellis, men inden da skal jeg på virtuel besøgstur hos mine medbloggere.

Kl. 11:05. Min læsning gik i stå, og jeg vågnede brat til lyden af regn mod ruden. Himlen har åbnet sig, så nu vil jeg vende tilbage til min sidste bog og færdiggøre den inden læsedøgnet hastigt nærmer sig sit afsluttende timetal.

Kl. 12:48. Der er godt en time tilbage af dette halvårlige Readathon, og jeg har netop færdiglæst min sidste planlagte bog, som viste sig at være noget andet end det, jeg havde forventet. “The Butcher’s Hook” var ikke kun noget andet, men derimod noget mere. Jeg nød at udforske det georgianske London, der langsomt blev mørkere og mørkere før det til sidst opslugte sig selv. Jeg ændrede på rækkenfølgende af mine bøger, og denne viste sig heldigvis at være den helt rigtige at slutte af med. Nu vil jeg nyde en kop te og følge mine medbloggere i den sidste time af Dewey’s Read-a-thon.

Kl. 14:02. Et famøst læsedøgn har nået sin slutning, og hvilket døgn det har været! løbet af de sidste 24 timer har jeg læst drukket uendelige mængder te og kaffe, sovet 5 timer, læst 5 bøger bestående af 1516 sider. Der har været så meget at snakke om og så mange at snakke med, og det har været vidunderligt at være en del af et så stor læsefællesskab for en stund. Til alle der har læst, snakket og kigget med, vil jeg sige tak for et godt læsemarathon.