Forfatterinterview med Gail Carriger

© Robert Andruszko

Til de, der endnu ikke er bekendt med dit forfatterskab, hvordan vil du da beskrive dine bøge?
Forestil dig Jane Austen indhyllet i videnskab og teknologi. Forestil dig så P. G. Woodhouse pludselig tilføjede vampyrer til the Drones Club. The Parasol Protectorate-bøgerne er et resultat af dette. De handler om en sjælløs pebermø, som konfronteres af Dronning Victorias knotne efterforsningsvareulv i forbindelse med en læspende vampyr. The Finishing School-bøgerne udspringer af samme verden som den forrige men 25 år tidligere i et gigantisk luftskib med form som en sommerfuglelarve, der svæver over Darmoor, hvor unge kvinder i et akademi lærer at… dygtiggøre sig… i alt. De handler om steampunk etikette. De handler om velklædte spioner, og de handler om victoriansk kunstig udstillingsmad. De handler også om en mekanisk pølsehund ved navn Bumbersnoot. The Custard Protocol-bøgerne handler om et en plyndrende team af skurke i en højteknologisk luftskib, der handler med reparationer af objekter og tedrikning. Det er en serie, der udforsker en bredere vinkel af en steampunk version af det britiske imperium, hvor teknologiens udvikling ikke er i fokus, men snarer hvordan vampyrer og varulve har udviklet sig forskelligt verden over.

Jeg har læst på den hjemmeside, at du startede dit forfatterskab med at skrive ungdomsbøger. Kan du fortælle en smule om hvordan den genre var med til at forme dig som forfatter i dag? Det er længe siden, og det var mere et spørgsmål om øvelse. Jeg tror på at skrivning er ligesom alt andet. Det bliver bedre og lettere med tiden.

Alexia Tarabotti, hovedpersonen i the Parasol Protectorate-bøgerne, er sjælløs i en verden beboet af overnaturlige væsner såsom vampyrer og vareulve. Hvad inspirerede dette koncept? Efter jeg satte mig fast på et setting, begyndte jeg at lege med idéen om hvordan en person kunne være udødelig. Hvis vampyrer og varmeulve vandrer omkring på den måde, hvad afholder dem så fra at forvandle andre? Der er nødt til at være noget biologisk, som holder historien på plads. Her tænker jeg på det, som jeg vidste om den Victoriatidens videnskabelig teori, antog jeg, at en overskydende sjæl som kun findes hos ganske få, ville være en løsning. Det fik mig til at undersøge målingen af den menneskelige sjæl — hvilket en amerikansk videnskabsmand faktisk forsøgte i slutningen af 1800-tallet. Dette ledte til idéen om, at hvis nogen mennesker havde for meget sjæl, ville der være andre, der har for lidt eller slet ingen. Og disse kunne fungerer som en neutralisere af overnaturlige evner. Således blev Alexia til.

Du er forfatter af steampunk genren, hvor urban fantasy blandes med den victorianske tidsalder og moderne teknologi. Hvordan blev du fanget af lige netop den genre?
For mig at se, ville videnskabsmænd forsøge at forstå, undersøgte, bekæmpe og undgå dem, hvis overnaturlige væsner færdedes i London. Jeg ønskede ikke en verden med magi i, men det 19. århundrede med videnskab er mindst lige så usandsyneligt. Det ville dog medfører en ny og mærkværdig udvikling i videnskaben. Kort sagt har urban fantasyens troper steampunk lignende konsekvenser i min verden.

Var det vanskeligt at balancerer mellem forskellige (sub)genrer, da du skrev dine bøger? Ikke rigtigt. Det passede sammen ubesværet i mit hovedet. I stedet handlede det om at overbevise læseren om det samme.

The Parasol Protectorate-bøgerne er voksenbøger og The Finishing School-bøgerne er ungdomsbøger — selvom ungdomsbøger i høj grad bliver læst af voksne, og voksenbøger bliver læst af unge. Oplevede du at der er ting, som kan lade sig gøre i voksenbøger, som ikke kan lade sig gøre i ungdomsbøger og omvendt? Med ungdomsbøgerne ønskede jeg at skabe en mere ungdommeligt og tilgængelig stemme og karakterer, som ville vokse med bøgerne. Sophronia er meget anderledes fra Alexia. Hun er privat og introvert, og må med tiden blive mere selvaktualiserende ved at få nye venner og opleve verden. Hendes fokus er på hendes miljø, der er mindre politisk og mere personligt. Jeg tror ikke det er et spørgsmål om, hvad man kan og ikke kan, som det er et spørgsmål om hvad fungerer for de forskellige læsere.

For at du kunne skrive om forskellige tidsperioder som den victorianske, hvordan forholdte du dig så til reasearch? Jeg havde en del viden på forhånd om den victorianske periode (i forholdt il mode, mad, manerer, litteratur, teater, kurmageri og antikviteter) da jeg begyndte at skrive, men jeg indså også, at jeg havde en del store huller, som skulle udfyldes. Jeg brugte meget tid på at researche teknologi dengang, rejser og kommunikations teknikker, forskellige videnskaber, for ikke at glemme ting som store krige og millitære strategier, konfiguration af hærens regimenter, den grafiske forståelse af Ldet victorianske London (butikker og gadenavne), tidsskrifter og politik. Jeg undersøgte også vampyr og vareulve ud fra perioden. Det er ofte sådan, at du ikke ved, hvilken viden du kommer til at mangle, før du står og mangler den. På grund af den genre, jeg skriver i, kan jeg undlade fakta, men jeg kan godt lide at have styr på dem først, før jeg begynder at lave om på tingene. Selv hvis der er tale om ting, der ikke kommer med i bøgerne. Her er et blogindlæg med de kilder jeg brugte, da jeg undersøgte den victorianske tidsalder.

Er der andre historiske perioder, du gerne vil skrive om? Der er mange. Lige fra det ældgamle Rom til 1980’erne. Jeg er ikke sikker på, at det kommer til at ske, men idéerne er dog til det.

Hvad var den sidste gode bog du læste? “Court of Fives” af Kate Elliott

Hvem vil du helst drikke te sammen med? P.G. Wodehouse, Jane Austen, og Gerald Durrell. Jeg tror virkelig at vi kunne få nogle morsomme snakke.

Forfatterinterview med Anne-Cathrine Riebnitzsky

© Politikens forlag

“Forbandede yngel” er en barsk fortælling med et smukt sprog om fire børns opvækst under deres fars løftede hånd og verbale udbrud, noget der afspejler din egen opvækst, såvidt jeg har forstået. Hvad ligger der til grund for at skrive en så ærlig bog?
Det er en bog, som jeg har gået med indeni meget længe. Den egentlige grund til at skrive en roman så tæt på min egen opvækst, skyldes den smerte det såede i mig – og som på en eller anden måde måtte ud, hvis ikke det skulle ødelægge mig. Jeg gjorde mig mange overvejelser om hensynet til min mor, der stadig lever, og hensynet til min bror (jeg har kun en bror, selv om der er fire søskende i bogen). Min far var død, mens jeg var udsendt til Afghanistan første gang, så han kunne ikke tage til genmæle. Min konklusion var, at det naturligvis ville såre min mor, men det ville redde mig. hende havde jeg forsøgt at redde i årevis uden at det førte til noget. Konklusionen var også at i bedste, mest heldige fald kunne jeg risikere at gøre noget utrolig godt og sundt for andre voksne, der havde haft en opvækst, der lignede min.

Hvor stor en del af bogen er din historie, og hvorfor besluttede du dig for at skrive den inden for fiktionens ramme i stedet for at skrive en biografi? Der er tydelige forskelle mellem romanen og mit liv. jeg er storesøster med en lillebror. Romanens fortæller, Lisa, er næstældst i søskenderækken med en storebror, Ivan, en lillebror Peter, som sidder i kørestol, og den yngste Marie, som lige har forsøgt at begå selvmord. Min bror sidder ikke i kørestol og han har ikke forsøgt selvmord. Men de fire søskende gav mig nogle muligheder for at udspille flere facetter af det som jo var mit liv. Jeg kunne også skjule mig selv og min bror i de fire søskende – dele facetter af os ud på de andre. Havde jeg kunnet give romanen fire forældre og bevare troværdigheden havde jeg gjort det. Men det blev for kompliceret. Vigtigst af alt kan man i en roman skabe nogle sammenhænge, som ikke altid forekommer i virkeligheden. Der er mange ting vi i vores virkelige liv aldrig får svar på. Der var ting jeg ikke vidste og ting jeg ikke huskede eller kun huskede dele af. Udfordringen var at skabe en roman, som var læseværdig – ikke en irriterende gang bekendelseslitteratur. Min allerførste bog, Kvindernes krig, var jo netop en fagbog, en biografi om mine oplevelser som udsendt til Afghanistan. Men efter den skrev jeg romaner – og selv om de på mange måder er sværere at skrive end at rapportere fra virkeligheden, så rummer de en masse muligheder. Dertil kommer, at jeg på ingen måde kan vide, hvad andre har tænkt. Erindringen er plastisk og min bror og jeg husker ikke altid tingene ens. Nogle ting husker vi påfaldende samstemmende, men andre husker vi forskelligt, fordi vi har oplevet dem forskelligt. Overordnet kan man vel sige at de mest voldsomme ting, der overgår børnene i bogen, alle er mine egne erindringer.

Med “Forbandede yngel” vandt du Politikens romankonkurrence 208 deltagere. Hvor var du, da du fik beskeden, og hvad var din umiddelbare reaktion? Jeg sad ved spisebordet i det lille hus, hvor min mand og jeg på det tidspunkt boede – på Als. Telefonen ringede og en mand sagde: det er Jes Stein. Du ved sikkert hvorfor jeg ringer? I mit hoved skete der så en kortslutning, hvor jeg forvekslede Jes Stein med Jesper Stein, som i dag er krimiforfatter, men dengang var journalist og havde lavet et meget behageligt interview med mig. Så jeg sagde: Hej Jesper, nej det ved jeg ikke lige. Og Jes Stein, der er vant til at blive forvekslet med Jesper (irriterende for dem begge) sagde: Jeg ringer selvfølgelig, fordi du har vundet Politikens romankonkurrence. … Og så faldt alle brikkerne på plads meget hurtigt. Og jeg sagde: Det er løgn! Det er løgn! Og jeg kunne ligesom ikke sige mere eller andet end det. Og det er lidt tragisk, for jeg sagde faktisk nøjagtigt det samme, da jeg omtrent et halvt år senere fik at vide, at jeg havde fået De Gyldne Laurbær for den samme roman. Jeg har tænkt en del over, at det åbenbart er min reaktion, når jeg får en virkelig god nyhed: at påstå at det må være løgn. Det er en typisk rest fra min barndom. Nogen påstår, at der sker noget godt, og jeg konkluderer at det ikek kan passe. Det kan umuligt stemme overens med virkeligheden.

Fortæl lidt om din skriveproces. Hvor skriver du henne, og var det vanskeligt at fortælle sin egen historie?
Alle mine bøger er blevet til ved at skrive to timer hver formiddag mandag til fredag. Jeg gik på Forfatterskolen fra 1996 til 98 og jeg var ikke sådan en forfatter dengang. Jeg skrev i mange timer og mange dage og så var der lange pauser. Da jeg kom hjem fra Afghanistan havde jeg stress – almindelig arbejdspres-stress, ikke PTSD. Effekten var at jeg ikke kunne holde til at skrive ret meget ad gangen. Så jeg har lært at dosere det. Jeg trives rigtig godt med det. De to første bøger blev skrevet i sofaen. Forbandede Yngel blev skrevet ved spisebordet. Jeg havde allerede i løbet af min tidlige ungdom samlet henved 100 siders noter til den bog. Så da jeg først gik i gang blev det en af mine hurtigste bøger. Den tog ti måneder at skrive. Romanen før den og også den seneste, Orkansæsonnen og Stilheden, tog henholdsvis to år og to et halvt.

Du har også været udstationeret. Hvordan har det påvirket dit forfatterskab?
Jeg har jo arbejdet i en krigszone og dermed haft overvejelser om liv og død meget tæt på. Det har påvirket mig positivt på rigtig mange måder. Den vigtigste påvirkning for mit forfatterskab var nok, at mine to udsendelser til Helmand i Afghanistan blev til min første bog og mit hul igennem til et forlag. Det er svært at skrive den første bog. Virkelig svært. Når man har gjort det en gang kan man bedre sige til sig selv, at man godt kan fuldføre en bog igen.

Du er aktuel med “Orkansæsonen og stilheden”. Fortæl lidt om den, og hvad der ligger til grund for den.
“Orkansæsonen og stilheden” er blevet til ud fra en masse overvejelser om tro og moral og hvad et godt liv er. Den er flerstrenget med mange personer, hvis liv fletter sig ud og ind af hinanden. Den handler blandt andet om en præst og en astrofysiker, en forsvarsadvokat, der har mistet sin elskede i en trafikulykke … og så indgår der en hel del buejagt. Jeg er selv buejæger, og ofte er det sådan at mine hobbies og interesser på et tidspunkt vandrer ned i mine bøger.

7: Hvad kan vi vente af dig i fremtiden?
Flere romaner. Jeg er netop gået i gang med at skrive på en ny … og jeg ved som sædvanlig ikke ret meget om hvad det går ud på. Så derfor er det svært at sige noget om endnu.

8: Hvilken er den sidste bog du læste og hvilke indtryk efterlod den dig med?
Jeg har lige læst Marilynne Robinsons “Åndsfraværelse” som er en essaysamling om ånd primært … men det handler også om tro og videnskab. Marilynne Robinson er en prisvindende amerikansk romanforfatter. Mest af alt var jeg rystet over, hvor meget vi tager for givet, at denne eller hin teori er sandhed, selv om rigtig mange videnskabelige teorier er propfulde af huller, eller værre endnu … nogle er det rene nonsens og vås. Det var meget tankevækkende at læse sådan en stille saglig gennemgang af eksempelvis Freud, hans argumenter, hans samtid og så undervejs spørge sig selv, har disse udsagn fra den store mester nogen som helst sammenhæng med min virkelighed, med min egen erfaring? Jeg går stærkt ind for videnskab, så længe den holder sig til sande videnskabelige metoder og så længe vi tør revurdere videnskaben undervejs. Robinson forsvarer selvets dybde og autonomi og hun forsvarer ånden, altså åndeligheden som en inderste menneskekerne, og det var velgørende og udfordrende at læse.

Forfatterinterview med Claire Fuller

Foto: Adrian Harvey

“Our endless numbered days” er din debutroman og handler om en pige, hvis far tager hende ud i en skov, væk fra alt det hun kender i den tro, at verden er gået under. Det er først flere år senere, at hun finder ud af, at det er den ikke. Hvad fik dig til at skrive fiktion som denne? Jeg skrev ikke fiktion før jeg var 40. Jeg deltog i en begivenhed på mit lokale bibliotek, der handlede om at skrive noveller, og jeg tilmeldte mig. Forfatterne skulle skrive en historie og læse den højt for et betalt publikum, som skulle stemme om den bedste novelle. Jeg havde ikke skrevet noget siden jeg afsluttede gymnasiet, så man kan helt bestemt sige, at jeg sprang ud i og følte mig på dybt vand. Jeg skrev noveller i 18 måneder under de forhold, og på et tidspunkt blev en af mine historier valgt som novellekonkurrencens vinder. Efter det besluttede jeg mig for at studerer skrivekunst på mit lokale universitet.

Er det sandt, at “Our endless numbered days” er inspireret af en virkelig historie om Robin van Helsum, en hollansk dreng, som udvandrede fra en skov i Tyskland i 2011 og fortalte, hvordan han havde overlevet der med sin far. Hvis det er sandt, hvad var det så ved den historie, som fangede din interesse og sidenhen resulterede i din debutroman? Ja, det er den historie, der inspirerede min historie. Jeg har altid været fascineret af overlevelse — hvad ville være minumumskravet for at overleve i vildnisset? (Ikke at jeg nogensinde har forsøgt det.) Jeg var også interesseret i at undersøge, hvordan det ville påvirke et barn at skulle gennemgå sådan en prøvelse. Jeg er virkelig fascineret af fænomenet om vilde børn, og hvor stor eller lille en andel civilisation spiller i rollen om at forme et barn.

Hvad var din største udfordring i forhold til at skulle skrive din første bog og få den udgivet? Du skrev din roman da du var i fyrrerne. Hvis du havde skrevet bogen da du var i tyverne, hvordan tror du så, at den ville have set ud?
Den største udfordring i forhold til min første bog var at blive ved med at skrive. Det er meget vanskeligt, når du ikke har nogen idé om nogen overhovedet vil læse den eller om den overhovedet vil blive udgivet. Så det at skrive alene for den mulighed at bogen kunne blive udgivet og læst var en daglig udfordring. Hvordan min bog ville have set ud, hvis jeg havde skrevet den, da jeg var i tyverne er et virkelig godt spørgsmål, som også er meget svært at svare på. Jeg tror den ville have været kortere (mindre viden om mennesker, steder og begivenheder), og jeg ville have været langt mere bekymret omkring publikum, og hvad andre ville tænke om min skrivning. Jeg tror at negativ selvopfattelse forsvinder med alderen.

Hvordan føles det at blive udgivet og så godt modtaget? Den vandt endda Desmond Elliott-prisen i 2015.
Åh, det føles fantastisk! Det er en vidunderlig følelse at vide, at den er ude i verden og bliver læst af fremmede, at ordene fra mit hovede flyder igennem dem. Og at vinde Desmond Elliott-prisen var fantastisk – så uventet!

En stor del af din roman fokuserer på kun to karakterer, Peggy og hendes far. Hvilke udfordringer var det ved at skrive en roman, der har så smalt et karakterfokus?
Det var vanskeligt, og jeg indså det ikke før de befandt sig i skoven, og jeg besluttede mig for at beholde dem der i ni år. Så tænkte jeg, at det ville blive en meget kedelig bog. Jeg planlægger ikke mine romaner, men i stedet reagerer jeg på det, som jeg skriver, og hvis jeg har skrevet mig selv op i et hjørne, så forsøger jeg at skrive med ud af det på en kreativ måde. Så jeg indflettede kapitlerne om London, hvor der er flere karakterer. Det hjalp, og det som skete med Peggy i skoven var også en måde, hvorpå jeg forsøgte at håndtere den situation ved kun at have to hovedepersoner.

Er der forfattere, som på nogen måde har haft indflydelse på din måde at skrive på og fortælle historier?
David Vann (særligt hans bog “Legend of a Suicide”) havde en stor indflydelse på “Our endless numbered days”.

Der er er en stærk fornemmelse af sted i din roman, hvordan var din tilgang til denne?
Det var ikke noget, som jeg bevidst tænkte så meget over. Jeg prøvede at skrive en bog, som jeg selv gerne ville læse, hvilket ofte har en stærk fornemmelse af sted og er meget deskriptiv. Men da Peggy og James endte i skoven, prøvede jeg at gøre skoven til sin egen karakter.

Musik spiller en stor rolle i romanen. Hvad lyttede du til imens du skrev den?
Jeg lyttede til en helt masse af Iron and Wine. Faktisk er romanens title taget fra et af hans album.

Hvilke bøger har du læst fornyeligt, som du godt kunne lide?
Jeg har fornyeligt læst “The Pier Falls” som er en novellesamling af Mark Haddon. Hver eneste novelle er en perle. Jeg kan varmt anbefale den.

Kan du fortælle noget om din næste bog?
Min næste bog hedder “Swimming Lessons” og udkommer i begyndelsen af næste år. Det er to historier: i den første, skriver Ingrid breve til sin mand, Gil, men i stedet for at give dem til ham, gemmer hun dem i tusindvis af bøger, som han samler og ejer. Så forsvinder hun ved den engelske strand. Tolv år senere mener Gil, der nu er en ældre mand, at han har set Ingrid i vinduet ved en boghandel. Hans datter, Flora, venner hjem, usikker på om hun skal tro ham eller ej, og hun leder efter svar uden at vide, at de svar hun søger for, er i de bøger, der omgiver hende.

Forfatterinterview med Siri Pettersen

© Lars Myhren Holand

Så vidt jeg har forstået, fik du at vide, at din fantasyserie var dømt til at mislykkes, men i stedet blev den en bestseller. Hvordan opretholdte du motivationen til at skrive noget, som andre ikke troede på?
Jeg fortalte ingen at jeg holdt på med den før det begynte å henge sammen som bok. Da var det heller ingen som kunne si noe :D Den beste motivasjonen er å ikke høre etter, noen ganger. Men det var slett ikke så ille som det høres ut som. Det var ikke sånn at ALLE dømte det nord og ned, det var mer sånn at man møtte mange som hadde ulike velmenende råd. Først folk som mente jeg heller burde skrive noe annet, for ingen forlag ville gi ut fantasy. Det var feil. Da de ble utgitt sa noen at de ikke kom til å selge så mye. Det var også feil. Så kom det feil på løpende bånd: Media vil ikke være interessert, de kommer ikke til å bli anmeldt, det vil aldri bli lydbok, det er veldig vanskelig å bli oversatt, film kommer nesten garantert ikke til å skje … Men det verste er jo at alt var sant, men man kan jo ikke gå i gang med sånne prosjekter uten å virkelig ville det.

Du brugte du næsten 10 år på at skrive Odinsbarn. Fortæl lidt om skriveprocessen. Hvor kom idéen fra, og hvordan gik du fra pludselig at skrive den til at ville have den udgivet?
Egentlig kan jeg ikke si at jeg har brukt ti år på å SKRIVE den. Men det er riktig at det var et prosjekt som stort sett lå i skrivebordsskuffen i mange år. De første idéene kom fra en rollespillkampanje der også karakteren Hirka ble født. Men jeg jobbet fulltid, så prosjektet ble aldri jobbet fokusert med. Så en dag bestemte jeg meg for at det skulle tas alvorlig, og da tok jeg et par måneder permisjon fra jobben for å skrive. Da løsnet det virkelig. I løpet av et år eller to hadde jeg skrevet boka om igjen fire-fem ganger. Det var nødvendig fordi jeg i starten ikke forstod så godt hva jeg egentlig drev med :D

Hvilken del af skriveprocessen fandt du mest vanskelig, og var det lettere at skrive de efterfølerne?
Struktur var den største utfordringen. Jeg famlet litt med plot og rekkefølge før jeg begynte å forstå hvordan en god historie bør flettes sammen. De to neste bøkene var veldig mye enklere. Først og fremst fordi grunnmuren var lagt, men også fordi jeg ikke skrev et eneste ord før alle scenene i bøkene var planlagt i et gigantisk excelark. Nå sverger jeg til god planlegging.

Forsiderne til Ravneringene-tilogien er meget ikoniske for handlingen. Spillede du nogen rolle i forhold til udarbejdelsen af dem, i så fald hvilken og hvordan?
Tusen takk, jeg har laget dem selv. Jeg er designer og har alltid jobbet med det visuelle. Det var helt naturlig for meg å skulle lage mine egne covre, og forlaget var heldigvis enige. Det er morsomt at de har fått så mye oppmerksomhet (Deichmanske bibliotek kåret Odinsbarn til årets vakreste YA-cover) og så langt har alle land som har kjøpt serien valgt å bruke de originale covrene. Det gjør meg glad.

Din trilogi tager afsæt i nordisk mytologi, og selvom du selv er fra Norge, hvorfor valgte du så netop at tage afsæt i denne mytologi og ikke en anden?
Jeg tror det skyldes at jeg kommer fra helt nord i Norge, der man er litt “viking”. Man tåler det meste, og er vant til dårlig vær. Naturen er vill og utemmet, svarte fjell stuper ned i kokende hav. Norrøn mytologi og kultur har alltid ligget mitt hjerte nær. Men nå er det faktisk ikke veldig mye fra mytologien med i bøkene. Det er mer en følelse av noe nordisk, noe kjent. Så får man følelsen av en kobling innimellom. Jeg har også lånt mye fra Asia, for eksempel er jo Kolkagga tydelig farget av ninja-kulturen, Blindból er inspirert av The Yellow Mountains i Kina, og jeg bruker til og med japanske ord rundt omkring.

Maipo film har opkøbt rettighederne til bøgerne, men hvis du kunne vælge, hvilke skuespillere (nationale såvel som internationale) skulle så spille Hirka og Rime?
Det eneste jeg vet helt sikkert er at jeg drømmer om å se Mads Mikkelsen som Urd. Han er et suverent talent, og rollen er skapt til ham. Hirka og Rime tør jeg ikke tenke på. Men jeg tror Maisie Williams hadde tatt seg godt ut med rødt hår …

Planlægger du at skrive bøger i fantasybøger i femtiden, eller vil du gerne prøve kræfter med en anden genre?
Fantasy, fantasy, fantasy! <3

Hvad er den bedste fantasybog, du har selv har læst?
Oi. Helt umulig å svare på … Det er så mange. Jeg oppdaget fantasy med “The Dragonbone Chair” av Tad Williams. Så kom tegneserien Sandman som definerte meg i et tiår. Nylig har jeg lest, slukt og elsket serier som “Half Bad” av Sally Green og “Daughter of Smoke & Bone” av Laini Taylor. Men så er det jo Ready player one, Name of the Wind, Mistborn, alt med Terry Pratchett, Six of Crows, Night Angels series …

Hvad læser du for tiden?
Jeg har akkurat lest ferdig “Speilets bakside”, oppfølgeren til “Huset mellom natt og dag” av min norske kollega Ørjan Nordhus Karlsson. Det er en VILT bra science-fiction dystopi som ga meg den samme deilige følelsen som da jeg så Bladerunner for første gang. Hvis ingen i Danmark har kjøpt serien enda, så er det på tide å få ut fingeren!