Forfatterinterview med Elle Kennedy

Elle Kennedy er en canadisk New York Times og Wall Street Journal-besellerforfatter til blandt andet den populære new adult serie Off-Campus samt The Royals, som hun har skrevet sammen med forfatteren Jen Frederick. Du kan læse meget mere om hende, få de seneste nyheder og finde hendes bøger på hendes hjemmeside

Fotocredit: Amanda Nicole White

Du har skrevet adskillige romaner (Off-Campus, Out of Uniform, Killer Instincts, The Royals og mange flere). Nogle af bøgerne er suspense, contemporary eller new adult, men det de har til fælles er kærlighedsaspektet. Hvad er det med denne genre, som tiltrækker dig?
Jeg elsker bare lykkelige slutninger! Det og at følge to personer på deres rejse, hvor de forelsker sig.

Hvis du kunne indskrive dig selv i en kærlighedsroman, der allerede findes, hvilken ville du så vælge?
Uden tvivl “Outlander”! Jeg ville elske at opleve Jamie Fraiser falde pladask for mig.

Hvis du skulle vælge mellem fyrene fra Off-Campus, hvem af dem ville du så date?
Jeg ville vælge Garret, fordi han er så pokkers vidunderlig! Jeg elsker hvor selvsikker han er, hvor følsom han kan være, når han sænker sine parader. Og så er han selvfølgelig også lækker!

Off-Campus er efter min mening velafbalanceret new adult med den perfekte mængde kærlighed, hverdagsliv og bagvedliggende problemer for hver af dine karakterer, som gør dem så troværdig. For eksempel forholdet mellem Garret og hans far, eller Hannah og hendes overgreb. Men dine historier er også fyldt med humor. Som nævnt tidligere har du skrevet mange bøger, men hvordan evner du at balancerer med disse mange aspekter?
Det kan være virkeligt svært! Man er nødt til at kende sine karakterer såvel som sine læsere. Med Off-Campus hvor fyrene er hinandens venner og værelseskammerater (og medstuderende!)  var det langt nemmere at indarbejde humoren. Med serier som Killer Instincts, der er mere suspensefyldte og handlingsmættede, er der stadig plads til humor, men det er ikke lige så letsindigt. Lige så snart du forstår karaktererne bliver det lettere at give dem deres personlighed.

Mange af dine bøger har stærke heltinder som hovedpersoner. Hvordan mener du en god heltinde skal være?
Hun skal være forstående, udvise empati og udholdenhed. Jeg tror hun skal vide, hvad det er, hun vil og forstå hvordan andre mennesker har det, og være i stand til at gøre det, der er nødvendigt for at nå slutmålet.

Forfatterinterview med Moïra Fowley-Doyle

© Moïra Fowley-Doyle

Hvad inspirerede dig til at skrive “Ulykkernes tid”, og hvor lang tid tog det dig at færdigskrive den?
Inspirationen til “Ulykkernes tid” kom fra flere steder. Jeg ønskede at skrive noget drømende og en smule magisk, fordi jeg altid har elsket magisk realisme. Jeg ønskede at skrive en bog, som føltes på samme måde som verden nogle gange føles, hvor virkelig kan synes glat og drømmeagtig og fyldt med hemmeligheder og muligheder. Jeg ville gerne tage disse stemninger og pakke en historie ind i dem. For selve historien lånte jeg stykker og detaljer fra en bog jeg skrev, da jeg var seksten år gammel, og som havde lignende elementer af forbudt kærlighed, familie hemmeligheder og en mystisk pige, som efterlader små dukker af sig selv i musefælder. Resten af bogen var ikke planlagt — den blev til i takt med at jeg skrev den.

Ubevidst tror jeg, at jeg var inspireret af det faktum, at jeg selv er lidt af en ulykkesfugl. Jeg har brækket fem knogler siden jeg var sytten – min ankel, mit håndled, min næse og to tæer to gange (så det er syv brud på five knugler). Så det er ikke så overraskende, at det første jeg skrev, da jeg satte mig ned for at skrive denne bog, var: “It’s the accident season, the same time every year.” Jeg skrev det første udkast på mindre end to måneder, renskrev det alene over en periode på seks måneder, så yderligere seks måneder med min agent, og så over endnu et år med mine redaktører. Fra første ord til bogens udgivelse var tre og et halvt år.

Hvordan er din skriveproces typisk?
For det meste involverer mine skriveproces en masse tiltro, en smule magi og meget lidt struktur. Med “Ulykkernes tid” startede jeg med et par tekststykker, detaljer som jeg ønskede at inkluderer. Jeg startede med en stemning. Jeg har måske et par idéer til karakterer, som rumsterer rundt i mit hoved, men det er sådan cirka det. Jeg sætter mig bare ned med min bærbar og ser, hver der kommer ud af det. Det betyder også, at det første udkast af enhver historie jeg skriver er et komplet kaos. Selve bogen bliver langsomt tl over adskillige redigeringsrunder.

Hvilken af dine karakterer identificerer du dig mest med og hvorfor?
Som teenager var jeg meget som Bea — jeg læser stadig tarotkort, tror på det ordinære kan blive ekstraordinært, og spiller endda ukulele (dårligt men enthusiastisk) – men jeg kan også identificere en del med Cara imens jeg skrev. Jeg gav hende bogens stemme, og hun fortalte mig en del om hemmeligheder og stilhed, og det fik mig til at forstå den historie, som hun fortalte og den historie, som hun gemte. Jeg er måske nok også lidt af en upålidelig fortæller. Noget som virkelig overraskede mig, imens jeg skrev, var hvor meget jeg relaterede til Caras mor, sikkert fordi jeg selv blev mor i løbet af få gennemskrivninger. Uanset hvormange fejl, hun begår i bogen, uanset hvor mange gange hun fejler overfor sine børn, er det umuligt som forældre ikke at identificere sig med hendes beskyttergen.

Noget af det, som jeg virkelig godt kunne lide ved din roman er måden hvorpå den efterlod mig usikker i mørket omkring de ting, som sker. Den kan sagtens blive læst som en spøgelseshistorie, men den også blive læst som noget andet og langt mere ildevarslende. Var det din intention at efterlade læserne i syv sind, eller håbede du at efterlade dem med en klar forløsning?
Tak! Det var en af de vigtigste ting for mig i min fortælling af historien: udviske grænserne mellem virkelighed og fantasi. Jeg ønskede helt sikkert at efterlade så meget uforklaret som overhovedet muligt. Hvorvidt historien er en sandhed eller vanvid, magi eller galskab, årsag eller virkening er fulstændig op til læseren. Der er så meget vores sind fordrejer og gemmer for os af forskellige grunde. Der er så meget i denne verden, der ikke bliver forklaret. Underlige og en smule magiske ting sker hver dag, og nogle gange er der en logisk forklaring på det og andre gange er det et tilfælde og nogle gange er det bare et mysterium. Jeg ville gerne skrive en historie om det, når livet nogle gange er sådan. Jeg ønskede at få læseren til at stille spørgsmålstegn ved hvorvidt historien er virkelig og spørge, om hvad der sker inde i hovederne på karakterer, hvad der er magisk og om der altid er en forskel mellem de tre muligheder.

“Ulykkernes tid” er meget atmosfærisk og smukt skrevet. Var det let for dig at skrive, og hvordan skabte du stemningerne?
Tusind tak! Fordi stemningen i bogen kom før noget andet, var det ret let at lade den drømmende stemning tage over. Faktisk, i det første udkast, var historien mere atmosfærisk end handlingsdrevet. Da jeg redigerede historien blev plottet stærkere udkast for udkast, og jeg blandede det drømmende narrativ med en god dosis mørke for at gøre den mere sælsom end fantastisk. Det håber jeg også er det, som står tilbage med den endelig bog, som er en blanding af de to.

Hvad håber du på læsere tager med sig fra din roman?
Jeg håber de får sanser sløringen af deres egen virkelighed. Jeg håber, at det får dem til at overveje deres egne hemmeligheder, og hvordan de hemmeligholder dem. Jeg håber, at det inspirerer dem til at skrive. Jeg håber, at de får et glimt af noget magisk. Jeg håber, at det giver dem underlige drømme. Og så håber jeg, som enhver anden forfatter, at de elsker den på samme måde, som jeg elsker mine yndlingsbøger: med et glimt af noget genkendeligt, af en forbindelse af en art. Med underlignede passager og noter i margen. Med en næsten sikkerhed om, at denne bog var skrevet helt specielt til dem. Mest af alt håber jeg, at de får et par timers god læsning.

Hvilken bog var din yndlings, da du var yngere, og hvilken bog er det nu?
Da jeg var elleve år læste jeg “Northern Lights” af Philip Pullman for første gang, og jeg har aldrig haft en anden yndlingsbogserie siden. Men jeg elsker også alt af Jeanette Winterson og kate Atkinson, Francesca Lia Bloack og A.S. King, Alice Hoffman og David Almond, Maggie Stiefvater og Catherynne M Valente.

Hvad ville du lave, hvis ikke du var forfatter?
Før jeg skrev “Ulykkernes tid” skrev jeg en afhandling om teenage vampyrer i ungdomslitteraturen, så jeg ville helt sikkert stadig beskæftige mig med ungdomslitteratur på den ene eller anden måde — i stedet ville jeg nok researche om den i stedet for at skrive den. Alternativt ville jeg undervise i dans for små børn og sælge post med vandfarve og digte på søndagsmarkeder.

Hvad er det bedste råd du har gået som debutantforfatter? 
Det råd, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, nu her hvor jeg skriver min tredje bog er dette: det første udkast af enhver bog er kun forfatterens fortælling af historien til sig selv, hvor hun lærer sine karakterer at kende og finde ud af det hele. Det er ikke meningen, at det skal være perfekt; det kan det ikke være. Det er bare nødt til at være ord på papir. Alt andet sker i redigeringsprocessen.

Kan du fortælle en smule om, hvad du skriver på i øjeblikket?
Min anden bog hedder “Spellbook of the Lost and Found” og handler om en lille gruppe teenagere, som på mystisk vis begynder at miste deres ting efter en sommerfest. De finder en ødelagt bog med trylleformularer i et gammelt hus, hvorefter de kaster en besværgelse for at finde alt det, som de har mistet. Men nogle mistede ting er det ikke meningen man skal finde igen, og nogle ting er det bedst helt at glemme. det er en bog med tatoverede bortløbende og rustne nøgler, medtagede huse og ønsketræer. Den udkommer i England og USA næste sommer (juni og august for at være mere præcis), og jeg er så spændt på det.

 

Forfatterinterview med Gail Carriger

© Robert Andruszko

Til de, der endnu ikke er bekendt med dit forfatterskab, hvordan vil du da beskrive dine bøge?
Forestil dig Jane Austen indhyllet i videnskab og teknologi. Forestil dig så P. G. Woodhouse pludselig tilføjede vampyrer til the Drones Club. The Parasol Protectorate-bøgerne er et resultat af dette. De handler om en sjælløs pebermø, som konfronteres af Dronning Victorias knotne efterforsningsvareulv i forbindelse med en læspende vampyr. The Finishing School-bøgerne udspringer af samme verden som den forrige men 25 år tidligere i et gigantisk luftskib med form som en sommerfuglelarve, der svæver over Darmoor, hvor unge kvinder i et akademi lærer at… dygtiggøre sig… i alt. De handler om steampunk etikette. De handler om velklædte spioner, og de handler om victoriansk kunstig udstillingsmad. De handler også om en mekanisk pølsehund ved navn Bumbersnoot. The Custard Protocol-bøgerne handler om et en plyndrende team af skurke i en højteknologisk luftskib, der handler med reparationer af objekter og tedrikning. Det er en serie, der udforsker en bredere vinkel af en steampunk version af det britiske imperium, hvor teknologiens udvikling ikke er i fokus, men snarer hvordan vampyrer og varulve har udviklet sig forskelligt verden over.

Jeg har læst på den hjemmeside, at du startede dit forfatterskab med at skrive ungdomsbøger. Kan du fortælle en smule om hvordan den genre var med til at forme dig som forfatter i dag? Det er længe siden, og det var mere et spørgsmål om øvelse. Jeg tror på at skrivning er ligesom alt andet. Det bliver bedre og lettere med tiden.

Alexia Tarabotti, hovedpersonen i the Parasol Protectorate-bøgerne, er sjælløs i en verden beboet af overnaturlige væsner såsom vampyrer og vareulve. Hvad inspirerede dette koncept? Efter jeg satte mig fast på et setting, begyndte jeg at lege med idéen om hvordan en person kunne være udødelig. Hvis vampyrer og varmeulve vandrer omkring på den måde, hvad afholder dem så fra at forvandle andre? Der er nødt til at være noget biologisk, som holder historien på plads. Her tænker jeg på det, som jeg vidste om den Victoriatidens videnskabelig teori, antog jeg, at en overskydende sjæl som kun findes hos ganske få, ville være en løsning. Det fik mig til at undersøge målingen af den menneskelige sjæl — hvilket en amerikansk videnskabsmand faktisk forsøgte i slutningen af 1800-tallet. Dette ledte til idéen om, at hvis nogen mennesker havde for meget sjæl, ville der være andre, der har for lidt eller slet ingen. Og disse kunne fungerer som en neutralisere af overnaturlige evner. Således blev Alexia til.

Du er forfatter af steampunk genren, hvor urban fantasy blandes med den victorianske tidsalder og moderne teknologi. Hvordan blev du fanget af lige netop den genre?
For mig at se, ville videnskabsmænd forsøge at forstå, undersøgte, bekæmpe og undgå dem, hvis overnaturlige væsner færdedes i London. Jeg ønskede ikke en verden med magi i, men det 19. århundrede med videnskab er mindst lige så usandsyneligt. Det ville dog medfører en ny og mærkværdig udvikling i videnskaben. Kort sagt har urban fantasyens troper steampunk lignende konsekvenser i min verden.

Var det vanskeligt at balancerer mellem forskellige (sub)genrer, da du skrev dine bøger? Ikke rigtigt. Det passede sammen ubesværet i mit hovedet. I stedet handlede det om at overbevise læseren om det samme.

The Parasol Protectorate-bøgerne er voksenbøger og The Finishing School-bøgerne er ungdomsbøger — selvom ungdomsbøger i høj grad bliver læst af voksne, og voksenbøger bliver læst af unge. Oplevede du at der er ting, som kan lade sig gøre i voksenbøger, som ikke kan lade sig gøre i ungdomsbøger og omvendt? Med ungdomsbøgerne ønskede jeg at skabe en mere ungdommeligt og tilgængelig stemme og karakterer, som ville vokse med bøgerne. Sophronia er meget anderledes fra Alexia. Hun er privat og introvert, og må med tiden blive mere selvaktualiserende ved at få nye venner og opleve verden. Hendes fokus er på hendes miljø, der er mindre politisk og mere personligt. Jeg tror ikke det er et spørgsmål om, hvad man kan og ikke kan, som det er et spørgsmål om hvad fungerer for de forskellige læsere.

For at du kunne skrive om forskellige tidsperioder som den victorianske, hvordan forholdte du dig så til reasearch? Jeg havde en del viden på forhånd om den victorianske periode (i forholdt il mode, mad, manerer, litteratur, teater, kurmageri og antikviteter) da jeg begyndte at skrive, men jeg indså også, at jeg havde en del store huller, som skulle udfyldes. Jeg brugte meget tid på at researche teknologi dengang, rejser og kommunikations teknikker, forskellige videnskaber, for ikke at glemme ting som store krige og millitære strategier, konfiguration af hærens regimenter, den grafiske forståelse af Ldet victorianske London (butikker og gadenavne), tidsskrifter og politik. Jeg undersøgte også vampyr og vareulve ud fra perioden. Det er ofte sådan, at du ikke ved, hvilken viden du kommer til at mangle, før du står og mangler den. På grund af den genre, jeg skriver i, kan jeg undlade fakta, men jeg kan godt lide at have styr på dem først, før jeg begynder at lave om på tingene. Selv hvis der er tale om ting, der ikke kommer med i bøgerne. Her er et blogindlæg med de kilder jeg brugte, da jeg undersøgte den victorianske tidsalder.

Er der andre historiske perioder, du gerne vil skrive om? Der er mange. Lige fra det ældgamle Rom til 1980’erne. Jeg er ikke sikker på, at det kommer til at ske, men idéerne er dog til det.

Hvad var den sidste gode bog du læste? “Court of Fives” af Kate Elliott

Hvem vil du helst drikke te sammen med? P.G. Wodehouse, Jane Austen, og Gerald Durrell. Jeg tror virkelig at vi kunne få nogle morsomme snakke.

Forfatterinterview med Anne-Cathrine Riebnitzsky

© Politikens forlag

“Forbandede yngel” er en barsk fortælling med et smukt sprog om fire børns opvækst under deres fars løftede hånd og verbale udbrud, noget der afspejler din egen opvækst, såvidt jeg har forstået. Hvad ligger der til grund for at skrive en så ærlig bog?
Det er en bog, som jeg har gået med indeni meget længe. Den egentlige grund til at skrive en roman så tæt på min egen opvækst, skyldes den smerte det såede i mig – og som på en eller anden måde måtte ud, hvis ikke det skulle ødelægge mig. Jeg gjorde mig mange overvejelser om hensynet til min mor, der stadig lever, og hensynet til min bror (jeg har kun en bror, selv om der er fire søskende i bogen). Min far var død, mens jeg var udsendt til Afghanistan første gang, så han kunne ikke tage til genmæle. Min konklusion var, at det naturligvis ville såre min mor, men det ville redde mig. hende havde jeg forsøgt at redde i årevis uden at det førte til noget. Konklusionen var også at i bedste, mest heldige fald kunne jeg risikere at gøre noget utrolig godt og sundt for andre voksne, der havde haft en opvækst, der lignede min.

Hvor stor en del af bogen er din historie, og hvorfor besluttede du dig for at skrive den inden for fiktionens ramme i stedet for at skrive en biografi? Der er tydelige forskelle mellem romanen og mit liv. jeg er storesøster med en lillebror. Romanens fortæller, Lisa, er næstældst i søskenderækken med en storebror, Ivan, en lillebror Peter, som sidder i kørestol, og den yngste Marie, som lige har forsøgt at begå selvmord. Min bror sidder ikke i kørestol og han har ikke forsøgt selvmord. Men de fire søskende gav mig nogle muligheder for at udspille flere facetter af det som jo var mit liv. Jeg kunne også skjule mig selv og min bror i de fire søskende – dele facetter af os ud på de andre. Havde jeg kunnet give romanen fire forældre og bevare troværdigheden havde jeg gjort det. Men det blev for kompliceret. Vigtigst af alt kan man i en roman skabe nogle sammenhænge, som ikke altid forekommer i virkeligheden. Der er mange ting vi i vores virkelige liv aldrig får svar på. Der var ting jeg ikke vidste og ting jeg ikke huskede eller kun huskede dele af. Udfordringen var at skabe en roman, som var læseværdig – ikke en irriterende gang bekendelseslitteratur. Min allerførste bog, Kvindernes krig, var jo netop en fagbog, en biografi om mine oplevelser som udsendt til Afghanistan. Men efter den skrev jeg romaner – og selv om de på mange måder er sværere at skrive end at rapportere fra virkeligheden, så rummer de en masse muligheder. Dertil kommer, at jeg på ingen måde kan vide, hvad andre har tænkt. Erindringen er plastisk og min bror og jeg husker ikke altid tingene ens. Nogle ting husker vi påfaldende samstemmende, men andre husker vi forskelligt, fordi vi har oplevet dem forskelligt. Overordnet kan man vel sige at de mest voldsomme ting, der overgår børnene i bogen, alle er mine egne erindringer.

Med “Forbandede yngel” vandt du Politikens romankonkurrence 208 deltagere. Hvor var du, da du fik beskeden, og hvad var din umiddelbare reaktion? Jeg sad ved spisebordet i det lille hus, hvor min mand og jeg på det tidspunkt boede – på Als. Telefonen ringede og en mand sagde: det er Jes Stein. Du ved sikkert hvorfor jeg ringer? I mit hoved skete der så en kortslutning, hvor jeg forvekslede Jes Stein med Jesper Stein, som i dag er krimiforfatter, men dengang var journalist og havde lavet et meget behageligt interview med mig. Så jeg sagde: Hej Jesper, nej det ved jeg ikke lige. Og Jes Stein, der er vant til at blive forvekslet med Jesper (irriterende for dem begge) sagde: Jeg ringer selvfølgelig, fordi du har vundet Politikens romankonkurrence. … Og så faldt alle brikkerne på plads meget hurtigt. Og jeg sagde: Det er løgn! Det er løgn! Og jeg kunne ligesom ikke sige mere eller andet end det. Og det er lidt tragisk, for jeg sagde faktisk nøjagtigt det samme, da jeg omtrent et halvt år senere fik at vide, at jeg havde fået De Gyldne Laurbær for den samme roman. Jeg har tænkt en del over, at det åbenbart er min reaktion, når jeg får en virkelig god nyhed: at påstå at det må være løgn. Det er en typisk rest fra min barndom. Nogen påstår, at der sker noget godt, og jeg konkluderer at det ikek kan passe. Det kan umuligt stemme overens med virkeligheden.

Fortæl lidt om din skriveproces. Hvor skriver du henne, og var det vanskeligt at fortælle sin egen historie?
Alle mine bøger er blevet til ved at skrive to timer hver formiddag mandag til fredag. Jeg gik på Forfatterskolen fra 1996 til 98 og jeg var ikke sådan en forfatter dengang. Jeg skrev i mange timer og mange dage og så var der lange pauser. Da jeg kom hjem fra Afghanistan havde jeg stress – almindelig arbejdspres-stress, ikke PTSD. Effekten var at jeg ikke kunne holde til at skrive ret meget ad gangen. Så jeg har lært at dosere det. Jeg trives rigtig godt med det. De to første bøger blev skrevet i sofaen. Forbandede Yngel blev skrevet ved spisebordet. Jeg havde allerede i løbet af min tidlige ungdom samlet henved 100 siders noter til den bog. Så da jeg først gik i gang blev det en af mine hurtigste bøger. Den tog ti måneder at skrive. Romanen før den og også den seneste, Orkansæsonnen og Stilheden, tog henholdsvis to år og to et halvt.

Du har også været udstationeret. Hvordan har det påvirket dit forfatterskab?
Jeg har jo arbejdet i en krigszone og dermed haft overvejelser om liv og død meget tæt på. Det har påvirket mig positivt på rigtig mange måder. Den vigtigste påvirkning for mit forfatterskab var nok, at mine to udsendelser til Helmand i Afghanistan blev til min første bog og mit hul igennem til et forlag. Det er svært at skrive den første bog. Virkelig svært. Når man har gjort det en gang kan man bedre sige til sig selv, at man godt kan fuldføre en bog igen.

Du er aktuel med “Orkansæsonen og stilheden”. Fortæl lidt om den, og hvad der ligger til grund for den.
“Orkansæsonen og stilheden” er blevet til ud fra en masse overvejelser om tro og moral og hvad et godt liv er. Den er flerstrenget med mange personer, hvis liv fletter sig ud og ind af hinanden. Den handler blandt andet om en præst og en astrofysiker, en forsvarsadvokat, der har mistet sin elskede i en trafikulykke … og så indgår der en hel del buejagt. Jeg er selv buejæger, og ofte er det sådan at mine hobbies og interesser på et tidspunkt vandrer ned i mine bøger.

7: Hvad kan vi vente af dig i fremtiden?
Flere romaner. Jeg er netop gået i gang med at skrive på en ny … og jeg ved som sædvanlig ikke ret meget om hvad det går ud på. Så derfor er det svært at sige noget om endnu.

8: Hvilken er den sidste bog du læste og hvilke indtryk efterlod den dig med?
Jeg har lige læst Marilynne Robinsons “Åndsfraværelse” som er en essaysamling om ånd primært … men det handler også om tro og videnskab. Marilynne Robinson er en prisvindende amerikansk romanforfatter. Mest af alt var jeg rystet over, hvor meget vi tager for givet, at denne eller hin teori er sandhed, selv om rigtig mange videnskabelige teorier er propfulde af huller, eller værre endnu … nogle er det rene nonsens og vås. Det var meget tankevækkende at læse sådan en stille saglig gennemgang af eksempelvis Freud, hans argumenter, hans samtid og så undervejs spørge sig selv, har disse udsagn fra den store mester nogen som helst sammenhæng med min virkelighed, med min egen erfaring? Jeg går stærkt ind for videnskab, så længe den holder sig til sande videnskabelige metoder og så længe vi tør revurdere videnskaben undervejs. Robinson forsvarer selvets dybde og autonomi og hun forsvarer ånden, altså åndeligheden som en inderste menneskekerne, og det var velgørende og udfordrende at læse.