Litterære links #2: Hvis Dorothy Parker havde Twitter …

Næsten lige så meget, som jeg elsker at læse bøger, holder jeg af at læse om dem og læsningen generelt. Det har jeg gjort lige så længe jeg kan huske. Denne omgang litterære links indeholder boganbefalinger baseret på forfatterskaber, bogklubsanbefalinger fra Facebook og sjove indslag om kendte på forfattere på de sociale medier.

  • Dead Authors On Social Media er en spekulationsartikel om, hvordan store afdøde forfattere ville være på sociale medier, og Dorothy Parker ville helt sikkert være dronning af Twitter. Ingen tvivl om det.
  • RW Book Club er en online læseklub, hvor Reese Witherspoon udvælger månedens bog, som deles under #TheLoveOfReading og #TheLoveOfReading.
  • Modern Reads for Fans of the Brontës er en boganbefalingsliste til de, der elsker Brontë-søstrenes bøger. Jeg plejer ikke at være så vild med denne form for lister, men lige netop den her ser ret lovende ud, og The Madwoman Upstairs står allerede på min tbr-liste. 
  • 5 Books John Green Knows You’ll Love er endnu en anbefalingsliste, som John Green har lavet, og som er noget helt andet, end hvad han selv skriver. Både Kindred og A Thousand Mornings: Poems lyder interessante.
  • Ship of the Dead-trailer får mig til at ønske, at flere bogtrailere var som denne. Jeg elsker Rick Riordans bøger om Percy Jackson, og selvom jeg endnu har til gode at læse hans bøger om Magnus Chase, er denne trailer for den nyeste bog i serien spot on virkelig sjov.

Har du læst nogle interessante bogartikler eller anmeldelser på det seneste?

Reklamer

Jeg drømmer om læsetid

Mit hjerte længes mod læsningen, og jeg drømmer om tid. Læsetid. Tid til afslapning og fordybelse, dage uden andre gøremål end bøgerne. Jeg trænger jeg til at restituere i min lænestol, imens jeg læser om andre, der redder verden, nedkæmper drager eller krydser Atlanten. Jeg drømmer om at færdiggøre Shades og Magic-serien med A Conjuring of Light af V.E. Schwab og påbegynde hendes Villains-serie med Vicious. Hun skriver ord som få, og som jeg ikke kan undvære alt for længe ad gangen. Jeg glæder mig til at tilbringe en søndag på sofaen med Colleen Hoovers 9. november og færdiggøre den senere samme dag, for sådan er det ofte med hendes bøger — de læser nærmest sig selv. Jeg ser frem til endelig at læne mig tilbage med The Essex Serpent af Sarah Perry og forsvinde ind i en svunden tid og en mørk historie, og langt om længe læse Løgnenes palads af Erin Watt, som stadig er varm fra trykken. Jeg drømmer om tid.

Hvilke bøger står øverst på din læseliste for tiden, og har du læst, eller planlægger du at læse nogle af de bøger, der lige nu befinder sig på min?

Bogforum: En weekend i bøgernes verden

Bogforum er læsernes fest. En tid på året, hvor bogelskere rejser fra nær og fjern for at tilbringe en weekend med at lytte til forfatterinterviews, jagte gode tilbud og stå i kø til bogsigneringer. Mit Bogforum begyndte dog allerede om onsdagen, hvor Bogforum havde inviteret en række bloggere ind for at høre Mhairi McFarlane, Sarah Engell og A. J. Kazinski. Sidstnævnte startede med at læse op fra deres nyeste roman, for derfor at fortælle om at gå fra at skrive filmmanuskripter til romaner, og hvordan de arbejder som forfatterpar med de udfordringer som medfølger. Dernæst fortalte Sarah Engell om det at skrive en politisk ungdomsbog, den hjerteskærende research, og hvordan hun selv lider lidt af politikerlede.  Efter en tapastallerken, blev det Mhairi McFarlanes tur til at fortælle om sine romaner, og hun tog mig med storm, for hun er mindst lige så sjov og sød, som de bøger hun skriver. I forbindelse med sin debutroman fortalte hun om frygten for, om andre ville forsøge at kæde den sammen med hendes eget liv. Hun fortalte også om, at hun indimellem trækker på inspiration fra sine venners virkelige liv, og hvis hun skulle sammenligne sine bøger med en anden forfatters stil, ville hun svare Marian Keyes. Bogforum havde sammensat en skøn goodiebag med hver af de tre forfatteres seneste bøger sammen med en masse andre titler. Det var sådan en dejlig aften.

Bogforum har for mig altid været med afsæt i mit arbejde, og i år var ingen undtagelse. Fra fredag til søndag trak jeg som sædvanligt i arbejdstøjet, men i år var alligevel anderledes. I stedet for at stå på standen, som jeg plejer, brugte jeg hele min weekend i selskab Adam Silvera. Jeg har arbejdet med markedsføringen af hans bøger, som også har en stor plads i mit hjerte, og derfor kom weekenden til at betyde noget helt særligt for mig. Den bød også på arrangeringen af en bloggerbrunch sammen med CarlsenPuls og Høst & Søn, hvor Silvera talte med Siri Pettersen og Sarah Engell om vigtigheden af YA-litteratur, deres seneste udgivelser og de kommende. Arnold Busck havde desuden en overdådig pose til mig fyldt med både bøger, bogmærker og bezzerwizzer. Her fandt jeg blandt andet 9. november af Colleen Hoover, som jeg længe har ville læse. Den eneste bog jeg købte på messen var Solen er også en stjerne af Nicola Yoon, som Adam anbefalede mig, da snakken faldt på yndlingsbøger. Nogle af weekendens mange højdepunkter var tilfældigt at møde Mhairi McFarlane på Bogforum, og at hun kunne huske mig fra torsdagen, lanceringen af forlagets nye YA-magasin, frokosten i Bella Skybar med Adam, hans redaktør og Sarah Engell og den endeløs kø til Adams signering lørdag, der overgik enhver anden og som kun understregede vigtighende af YA-litteratur.

Var du også på Bogforum? I så fald, hvad var det bedste du oplevede, og fandt du nogle spændende bogskatte? 

Alias Grace af Margaret Atwood


Alias Grace af Margaret Atwood, udgivet af Lindhardt & Ringhof i 2017 (org. udgivet i 1996). Læs på dansk — originalsproget er engelsk.

Grace Marks har begået mord. Sådan lyder anklagerne i 1843, hvor hun som sekstenårig idømmes livsvarigt fængsel for at være medskyldig i mordet på sin arbejdsgiver og hans husholderske. Men Grace kan ikke huske mordene. Hendes hjerne er omtåget og blank, og da hendes sag når ud til den brede befolkning, når den også frem til Dr. Simon Jordan, der er specialist i mentale lidelser, og han vælger derfor at opsøge Grace i fængslet, hvor hun fortæller ham sin historie. I sin søgen efter svar, bliver hendes historie en konstant balancering mellem det bevidsthed og ubevidsthed.

Grace Marks var virkelig. Et levende, tænkende individ. Hun er ikke Margaret Atwoods opfindelse, og hun blev virkelig dømt som medskyldig i mordet på sin arbejdsgiver og hans husholderske. Sagen var rødglødende på grund af hendes alder og kønne udseende, som på ingen måde hang sammen med den generelle forestilling om mordere. Det var hun for køn til. Margaret Atwood er en formidabel historiefortæller, og har med sin fiktionalisering af Grace Marks’ historie skabt en fortælling, der er svær at lægge fra sig, når den først er påbegyndt. Dog blev jeg først rigtig fanget af hendes historie, da Grace kronologisk begynder at fortælle Dr. Jordan om sit liv, hvilket er godt 200 sider inde i bogen.

“Et fængsel spærrer ikke bare sine indsatte inde, det holder alle andre ude. Hendes stærkeste fængsel er af hendes egen konstruktion.”

Bogens begyndelse er drøj, præcis som Graces eget liv, men trods bogens langsomme begyndelse, er Graces historie fængslende fra første ord. Hun voksede op i Irland i en ressourcefattig familie, der vælger at rejse over Atlanten med drømme om en bedre fremtid. Men græsset på den anden side er ikke grønnere, og Graces mange prøvelser er kun lige begyndt. Ulykkerne ramler ned over hende, og hun forsvinder i spørgsmål, som selv virkeligheden ikke kan besvare. Er hun medskyldig i mordene? Lader hun bare som om, hun ikke kan huske noget fra dagen, eller tvang hendes formodet elsker hende til at hjælpe sig med at skaffe dem af vejen? Mit svar blev aldrig overmandet af tvivl.

Atwood advokerer for forskellige teorier, men jeg synes dog, at hendes helt klare holdning til hvorvidt Grace var medskyldig i mordene skinner klart igennem. Margaret fortæller stærke kvindehistorier som få, og hendes gengivelse af fortidens psykologiske tilgang til kvinders mentale helbred og samtidige leg med det bevidste og det ubevidste danner grobund for en oplagt Atwood-fortælling, og jeg er glad for, at hun valgte at gøre den til sin. Dog brød jeg mig ikke om den drejning, som historien tager hen mod slutning. Forsøget på at forklare Graces hukommelsestab ud fra et psykologisk perspektiv fejes bort til fordel for noget, som tager historien i en anden retning og kløver den i to. Hvorvidt den er fiktiv eller faktisk, ved jeg ikke, men den forekom mig ikke særlig veludført, og rejste flere spørgsmål end svar. Men måske er det netop meningen. Måske er det et billedligt udtryk for den undertrykkelse kvinder led under.

“Jane gav mig et par sommerhandsker, næsten nye, jeg ved ikke, hvor hun fik dem fra. Og så begyndte hun at græde, og da jeg spurgte hende, hvorfor hun gjorde det, sagde hun, det var, fordi det ville ende lykkeligt med mig, og det var ganske som en bog; og jeg spekulerede på, hvilke bøger hun mon havde læst.”

Jeg er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at Atwood i sin gengivelse af Grace Marks’ historie spiller på mystikken i den, for måske er det i virkeligheden også det, der gør den så spændende. Uvisheden hviler altid over læserens egen vurdering som en skygge, og umuliggøre en endegyldig dom. Historien fungerer dog ikke kun på grund af dette, men i allerhøjeste grad også på grund af forfatterens store sproglig indsigt og fornemmelse for 1800-tallets tankegang og samfundsmønstre. Det er af samme grund heller ikke en bog, der bare læser sig selv. Atwoods giver sjældent klare svar, og hendes historier kræver ofte noget mere af sin læser, men det er min erfaring, at det er investeringen værd.