Naomi Aldermans feministiske roman har potentiale, men ender med eksplodere i en stjerneregn af skuffelse


The Power af Naomi Aldermanfra forlaget Penguin i 2017 (org. udgivet i 2016). 

Det begynder med vrede. Da en ung pige opdager, at hun har evnen til at give andre stød ved at røre ved dem i en situation, hvor alt er ved at blive taget fra hende, rejser hun sig fra asken for at tage skæbnen i egen hånd. En efter en lærer hun andre om Kraften, og langsomt begynder kvinder over hele verden at vågne. En revolution er under opsejling. Med flere hundrede års vrede i hjertet har kvinderne endelig muligheden for at skade den mandsdominerede verden. Verdensorden bryder sammen vendes på hovedet og begynder på ny. Den er mørk, vred og kraftfuld.

Naomi Aldermans roman er blevet kaldt mange ting. En af dem er kraftfuld, men jeg så aldrig dens styrke skinne ud gennem siderne. Jeg læste bogen med samme vrede, som kvinderne føler, men min vrede blev aldrig afløst af noget andet, og jeg så aldrig det i bogen, som så mange andre gjorde. I stedet så jeg gnisterne fra alt det, den er blevet udråbt til at være og dens stærke potentiale. Dog er et af bogens mest kraftfulde aspekter der, hvor de unge kvinder lærer de andre generationer om Kraften, og på den måde opdager de deres stemme og styrke til at bruge den.

“One of them says, ‘Why did they do it?’
And the other answers, ‘Because they could.’
That is the only answer there ever is.”

Misforstå mig ikke, for bogens præmis lyder intet mindre end fantastisk. Forestillingen om hvordan kvinder pludselig opdager deres indre styrke, hvordan den tager over og konsekvenserne af den, måden den diskuterer samfundet og samtiden på og dens fremstilling af aktuelle kønsproblematikker tændte noget i mig. Hvad end det var slukkedes det ret hurtigt, for jeg kom aldrig over den tunge start eller ind under huden på nogen af karaktererne. Der er ingen tvivl om, at forfatteren vil noget med sin bog, men der er så mange forhindringer på vejen til, at hendes vision kommer til sin ret.

The Power er en bog, som jeg mere end noget andet ønskede at elske, men sådan skulle det ikke være. Idéen er god, men den er langt fra veludført, på trods af at forfatteren kommer omkring nogle interessante betragtninger. Eksempelvis bliver en mandlig rapporter, der forsøger at kortlægge den historiske udvikling af Kraften, opfordret til at udgive sin beretning under et kvindeligt pseudonym. Alderman tillader også læseren at komme vidt omkring og se historien fra forskellige perspektiver – også kønsmæssigt – men selvom historien er fyldt med stemmer, følte jeg ingen forbindelse til nogen af karaktererne. The Power har potentiale, men ender med eksplodere i en stjerneregn af skuffelse.

Reklamer

Adib Khorrams debutroman er vedkommende men vil for meget


Darius the Great Is Not Okay af Adib Khorram fra forlaget Dial Books i 2018.

Daris ved mere om kulturen i Tolkiens Lord of the Rings, end den kultur hans familie kommer fra. For Darius føles det som om, at han aldrig vil være god nok. Hverken i Amerika eller Iran. Det kulturelle ståsted er ikke det eneste, der plager Darius. Han kæmper også med depression, lavt selvværd og sit kropsbillede. Den slags er ikke let at tale om, og slet ikke i Iran, hvor familien er på vej hen. Darius har aldrig været i Iran, og omvæltningerne er store. Men måske kan nabodrengen Sohrab hjælpe Darius med at udfylde det tomrum, der har taget bo i hans hjerte?

En af de bøger, jeg virkelig så frem til at læse i efteråret var Darius the Great Is Not Okay af Adib Khorram, der blandt andet er blevet sammenlignet med Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe. Jeg overgav mig til hypen, men endte med at side tilbage med en flad fornemmelse i maven, da jeg havde vendt den sidste side. Det føltes slet ikke som om jeg havde læst den samme bog, som så mange har rost til skyerne. Darius er en dreng, der kæmper med sit selvværd, depression, sit kulturelle ståsted i verden og med sin far. Han er en amerikansk teenager, hvis familie er fra Iran, han bliver mobbet i skolen og derhjemme fortsætter det med farens hensynsløst at bebrejde sin søn for den krop han har.

“You’re okay,” he murmured.
“No. I’m not.”
“I know.” He rubbed my back up and down. “It’s okay not to be okay.”

På trods af disse mange vigtige og vedkommende problemstillinger, krøb Darius aldrig ind under huden på mig med sin historie, og han vandt aldrig mit hjerte. I forsøget på at skabe en kompleks karakter, følte jeg i stedet at Adib Khorram aldrig berørte mere end toppen af isbjerget, og hans forsøg på at favne bredt mislykkedes. Det samme kan siges om Darius som karakter. Han er både vild med Star Trek, Lord of the Rings-bøgerne, og så er han også en passioneret tedrikker. På trods af alle disse nuancer, følte jeg aldrig, at jeg lærte Darius rigtigt at kende.

Rent sprogligt fandt jeg også bogen udfordrende. Ikke fordi det var tungt eller fyldt med kringlede metaforer, men fordi hovedpersonen har en irriterende vane med at gøre sig i tøvelyde. Faktisk var det så slemt, at jeg til sidst begyndte at tælle, hvor ofte han sagde “um”, og rekorden var tre gange på samme side. Det er muligvis et greb til at vise, hvor usikker og tøvende Darius er, men det er ikke noget, der lykkes eller løfter hans karakter på nogen måde, og så er det samtidig svært at abstrahere fra. Daris the Great Is Not Okay er fyldt med vigtige budskaber, og selvom jeg ikke føler, at forfatteren formår at løfte dem alle, så er det stadig en bog, der understreger, at det er helt okay ikke at være okay.

Med løftet om en spektakulær fortsættelse er Scarlet dog lidt tung at danse med


Scarlet af Marissa Meyer, udgivet af forlaget Feiwel & Friends i 2013.

Da 18-årige Scarlet Benoits bedstemor forsvinder, og hun beslutter sig for at finde hende, men det går langsomt op for Scarlet, at der er mange ting, hun ikke ved om sin bedstemor, eller den store fare, som har forfulgt hende hele livet gemt i skyggerne. Hvis Scarlet skal gøre sig forhåbninger om at blive genforenet med sin bedstemor, er hun nødt til at alliere sig med slagbroderen Wolf, der måske ligger inde med afgørende informationer. Scarlet er ikke sikker på, at hun kan stole på ham, og kemien mellem dem gør hende ikke mere sikker. Undervejs bliver hun hvirvlet ind i cyborgpigen Cinderes kamp mod den onde dronning Levana, der truer med at knuse den intergalaktiske verdensfred. 

Hvor Cinder tog afsæt i eventyret om Askepot og midnatsballet, tager Scarlet udgangspunkt i eventyret om Rødhætte og ulven. Jeg er beundrer måde, hvorpå Marissa Meyer vælger at bruge eventyrere som rammesæt for sine historier, som tillader hende at sætte sit helt eget præg på et ellers velkendt eventyr. Det betyder, at man som læser har en lille idé om, hvordan historien vil starte ud, men ingen idé om hvilken retning, den vil bevæge sig i. Sådan var det også med Scarlet, der er fyldt med hemmelige orginisationer i en fremtidsfjern verden beboet af mennesker og maskiner, imens verdensrummet er befolket af fjendtlige aliens, og verdensfreden hænger i en tynd tråd. 

“She did not know that the wolf was a wicked sort of animal, and she was not afraid of him.”

Jeg nød at læse Scarlets historie om hendes søgen efter sin forsvundne bedstemor og hendes møde med Wolf, men jeg faldt aldrig helt for den. Hendes historie føltes som en lang vandring, der aldrig nåede sit slutpunkt, og jeg endte derfor med at kede mig undervejs. Desuden fandt jeg handlingen en smule rodet, hvilket heller ikke ligefrem gjorde det lettere at blive fanget af den. Relationen mellem Scarlet og Wolf var også noget af det, der udfordrede min koncentration. Wolf har en mørk fortid, som stadig hjemsøger ham, men hans evige forsøg på at skubbe Scarlet fra sig, fordi han er overbevidst om, at det er farligtfor hende at omgås ham er udvandet. Det udskyder deres historie og intet andet.

Der er en forfriskende lethed over måden forfatteren skriver på, men i Scarlet er der også en hel del mere telling end showing, som gør det svært at skabe sine egne billeder og visualisere den. Historien lider desuden under sin egen forudsigelighed og simplicitet, og jeg ved ikke, om det skyldes eventyret, som udgør rammerne for bogen, eller om det er Meyers genfortælling, som ikke er tilstrækkelig interessant eller gennemført. Derfor følte jeg mig heller aldrig forbundet til historien og dens gang, og alligevel læste jeg den til ende, fordi roserne om Meyers futuristiske eventyrserie forsat giver genlyd hos så mange læsere. Jeg håber, at jeg finder samme glæde for den i de efterfølgende bøger.

The Bone Season er velskrevet og original fantasy med en lidt tung start


The Bone Season (The Bone Season #1) af Samantha Shannon fra forlaget Bloomsbury i 2017 (org. udgivet i 2013). 

Nittenårige Paige Mahoney arbejder i Londons mørke underverden, men byen er slet ikke, som du kender den. Året er 2059 og Scion London er splittet i syv distrikter. Paige lever et kriminelt liv bare ved at eksistere. Hun er clairvoyant, og søger information ved at bryde ind i folks sind. Alene det at hun trækker vejret er landsforræderi. En dag bliver kidnappet og ført til Oxford, der i mere end to hundrede år har været styret af et stærkt og overmenneskeligt folkefærd. Her bides hun til Warden, en rephaite, med mørke motiver. Han er hendes herre, hendes træner og hendes fjende. Det letteste i verden ville være at dø, men Paige er opsat på at genvinde sin frihed. Koste hvad det vil …

Med The Bone Season har Samantha Shannon slået mig omkuld og stjålet mit hjerte. Hendes historie er kun begyndelsen på det, der er planlagt til at blive en meget lang serie, og den første bog er velskrevet med en verden, der er så forunderlig, at den er svær at slippe med øjnene. Det lover godt, selvom der er lang tids venten mellem udgivelserne. The Bone Season er en af den slags bøger, hvor jeg havde planer om virkelig at tage mig tid til at læse den, men i stedet fløj jeg igennem historien med faretruende hast, hvilket uden tvivl ville have efterladt mig med voldsomme bogtømmermænd, hvis ikke det var fordi de næste to bøger i serien allerede er udgivet. Derfra bliver ventetiden ulidelig.

“Knowledge is dangerous. Once you know something, you can’t get rid of it. You have to carry it. Always.”

Selvom der sker en del i The Bone Season, er der skruet ned for tempoet. Dog er den manglende konkretisering og forståelse af den verden, som Shannon har kreeret er måske bogens største udfordring, fordi den ikke tager læseren i hånden. Det gør, at man som læseren enten står af eller kæmper sig igennem i håb om at blive fanget af historien. Det gjorde jeg heldigvis, og da den først tog fart forsvandt alle mine spekulationer som dug for solen, og jeg lod mig opsluge af historien. På trods af bogens rolige tempo, er der den på intet tidspunkt kedelig. Når man først er begyndt at forstå Scion London, er den en af den slags fiktive verdener, hvor man hurtigt finder sig til rette som læser. Jeg nød at gå op opdagelse i byens labyrintiske gange, opleve den enorme kontrast til Oxford og den verden, som er skabt der.

Paige, historiens fortæller, er intelligent, handlekraftig og håbefuld, selv når hendes verden formørkes efter sin tilfangetagelse. Hun formår hurtigt at skabe sig et overblik over nye situationer, og selvom hendes clairvoyante evner er af usædvanlig karakter, er hun ikke upåvirket af dem, når hun har været nødsaget til at bruge dem. I stedet er hun typen, der holder hovedet koldt, selv når følelserne truer med at tvinge hende i knæ. På trods af sin lidt snublende begyndelse og forvirrende konstruktion, er The Bone Season en virkelig velskrevet og originalt fortalt historie med en stærk fortællerstemme, der driver historien frem, og som virkelig tog mig med storm.