Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en smuk roman om livet på godt og ondt, når man er ung


Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder (org. titel Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe) af Benjamin Alire Sáenz, udgivet af forlaget CarlsenPuls i 2018 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Aristoteles og Dante er komplette modsætninger. Det gælder ikke kun deres hudfarve, for Dante er en følsom og eftertænksom fyr, der udtrykker sig ved at tegne og læse litteratur. Han er åben og ærlig, imens Aristoteles forsøger at lægge låg på det hele. På trods af deres forskelligheder er Dante måske lige præcis den fyr, som Ari har brug for kunne bryde de mure ned, som omkranser hans hjerte. De er begge udfordret er verden, der samtidig er et stort og forunderligt sted, der sender dem på en vigtig rejse i jagten på, hvad det vil sige at være en mand.

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder har kun været udgivet siden 2012 og er allerede nu udråbt til at være en nyklassiker i YA-litteraturen. Ari og Dante har også vundet mange læserhjerter, og det gælder også mit. På trods af at handlingen udspiller sig i 80’erne, er drengenes rejse stadig relevant og vedkommende for læsere i dag. Den stiller spørgsmålstegn ved familiedynamikker, italesætter kønsforskelle og racisme, og det at være i tvivl om sin seksualitet. Tidsånden skyller ikke ind over siderne på en forcerende måde, når Benjamin Alire Sáenz bevæger sig ned af memory lane på godt og ondt. Den sætter dog sit tydelig præg på historien på den mest simple og naturlige måde. Det samme gælder for relationen mellem Ari og Dante, som ikke vælter læseren omkuld fra starten, men som gradvist etableres og af den grund virker langt stærkere og på en eller anden måde også mere troværdig.

“Der findes værre ting i verden end en dreng, der kan lide at kysse andre drenge.”

Det mest afgørende i Aristoteles og Dantes historie er bogens tempo. Der er ikke dømt fart over feltet, og man bliver skuffet, hvis man forventer det. I stedet er der skruet helt ned for tempoet til fordel for nærværet og eftertænksomheden, og med det har Sáenz skabt en enormt vedkommende og smuk bog, hvor sproget har poetisk karakter. Selv hans beskrivelser af de mest simple og umiddelbare betragtninger er kraftfulde. Det var også noget af det, der gjorde størst indtryk mig, for der er ikke et eneste ord i bogen, som ikke er der af en årsag. Sáenz’ ord bærer på hele universer, hvis hemmeligheder bare venter på at blive opdaget og udforsket.

Ari kæmper med tavsheden. Ingen i hans familie taler om den ældste bror, og selvom faren er tydeligt påvirket, taler de heller ikke om hans tid i militæret. Der er lagt låg på følelserne, så Ari forsøger at gøre det samme med sine. Det gør ondt at læse hans betragtninger om livet og sin egen placering i denne. Hans ord er smukke, skrøbelige og skarpe, og står i stærk kontrast til Dante, der bærer følelser uden på tøjet. Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en læseoplevelse, jeg har svært ved helt at sætte ord på, for selvom skrivestilen til tider kan være en smule over the top, så er det en bog, der efterlod mig med følelsen af, at jeg netop havde været vidne til noget helt særligt.

Reklamer

En litterats bekendelser #6: Astrid Lindgren og sms-sprog

Det giver altid et lille stik i hjertet, når jeg tænker på det. Min sorte, litterære samvittighed. Da jeg i sin tid begyndte at fortælle om min litterære samvittighed, troede jeg ikke, at indlægget ville blive til en serie, men det blev det, for min samvittighed er tydeligvis langt mørkere end først antaget. Jeg har endnu en gang samlet en række indrømmelser med alt lige fra Astrid Lindgren til oversat sms-sprog og boglige pet peeves.

  • Jeg har aldrig læst Astrid Lindgrens historier om børnene i Bulderby.
  • Det eneste jeg rigtig kan huske fra den over 800-siders lange efterfølger til Eragon er, hvor ofte hovedpersonen barberer sig, og hvor mange sider forfatteren bruger på at beskrive dette. Jeg finder det også meget sigende for min oplevelse med bogen. Af samme grund læste jeg heller aldrig videre i serien.
  • Bogomslag betyder meget for mig. Faktisk så meget, at jeg flere gange helt har undladt at købe bøger, som jeg elsker, simpelthen fordi der ikke findes nogle pæne udgaver af dem.
  • Jeg læste en hel del W.I.T.C.H-bøger og tegneserier som barn.
  • For en del år siden var der en tendens i YA, hvor de kvindelige hovedpersoner ofte var karakteriseret som edgy, når de kunne name-droppe bilmærker. Jeg hader det stadig den dag i dag.
  • Oversat sms-sprog i bøger. Det fungerer bare sjældent på dansk, hvor for eksempel “noget” bliver til “ngt”.
  • Jeg krummer træer hver gang en nogen udtaler YA på dansk.
  • Der findes heldigvis rigtig mange gode bøger, men det nager mig altid, når en læser aldrig har givet en bog mindre end tre stjerner på Goodreads.

Har du det på samme måde eller helt modsat med nogle af mine litterære indrømmelser, og hvilke har du selv på sinde?

Kirsty Logans seneste roman er en mørk eventyrdrøm på grænsen mellem fantasi og virkelighed


The Gloaming af Kirsty Logan, udgivet af forlaget Harvill Secker i 2018.

Havet giver, og havet tager. Mara bor med sin familie på en ø, der er fyldt med historie om magi og havets kraft. En skæbnesvangerdag bryder havet familieidyllen og river den lille familie i stykke, for havet taget hvad det vil. Årene går, men sårene heler aldrig, og byrden føles aldrig mindre på Maras skuldre. Kun bøger om døden holder hende med selskab, men en dag møder hun Pearl, der formår at genkalde den magi, som Mara voksede op med.

Kirsty Logan har gjort det igen. Hun skriver som en drøm, man ikke ønske at vågne fra, på en måde som tager sin læser igennem hvert et aspekt af sit følelsesregister på en måde, som slår benene væk under en. Hendes ord er lokkende lyrik, der kalder skibe til havn, og får havet til at kalde dem hjem igen. Hendes evne til at kombinerer eventyr, sagn og myter med hverdagens trivialiteter og de altødelæggende øjeblikke, vi håber på aldrig at opleve, og som kan få hele verdener til at brase sammen på, er intet mindre end enestående. Hendes prosa er en lyrisk drøm, men hjerteskærende på en måde, der gør den til et vågent mareridt. Den fik mit hjerte til at synge, og fik mit hjerte til at briste.

“The world was so full of magic then that Mara didn’t always know when she was awake and when she was dreaming.” 

The Gloaming er en dybtfølt historie om en familie, der mister, går i stykker og forsøger at hele. Det er en historie om sorgens sorte sider, dens nagende tag i menneskets sind, den altfortærende skyld og den evige magtesløshed. Romanens styrke er at finde i dens stille øjeblikke; der bliver sagt meget undervejs, er der endnu mere at finde imellem linjerne, og selvom Logans ord er så smukke, at de næsten gør ondt, er det netop det usagte, der får hjertet til at briste. Det er ikke en historie, der har travlt, men som istedet udfolder sig ganske langsomt med budskaber, der rammer hårdt, som en tidevandsbølge, der slår læseren ud af kurs.

Samtidig er det en historie om at tude give slip, og tillade sig at opleve livet igen. Mara føler sig ansvarlig for sin families ulykke og søger derfor tilflugt i bøgernes verden, men alle de bøger, som hun læser, handler alle sammen om døden, og på den måde fastholder hun et vågnet mareridt, hun ikke kan undslippe. Med forstenede mennesker, havfruer og det levende hav, balancerer Logan nænsomt på grænsen mellem fantasi og virkelighed, der skaber en atmosfærisk historie, der svær at glemme. At læse The Gloaming er lidt som et befinder sig i tidsrummet mellem nat og dag, stadig med søvnen hængende i øjnene, stadig indhyllet i nattens drøm.

Little Fires Everywhere af Celeste Ng


Little Fires Everywhere af Celeste Ng, udgivet af forlaget Abacus i 2018 (org. udgivet i 2017).

I Shaker Heights, Cleveland, er der styr på tingene, lige indtil den dag, det hele bryder i brand. Helt bogstaveligt. Elena Richardsons, karrierekvinde og mor, største ambition er at følge reglerne og opretteholde facaden, sættes på prøve, da Mia Warren, der er alenemor og kunstner, ankommer til kvarteret med sin teenagedatter Pearl. Mias mørke fortid og nonchalante forhold til tingenes tilstand og ligevægt i byen truer med at forstyrre roen i det velordnede kvarter. Da begge deres hemmeligheder kommer frem i lyset, får det afgørende konsekvenser for det lille samfund. 

Little Fires Everywhere har været umulig at undgå. Den prisbelønnede og anmelderroste bog har været på alles læber, siden den udkom, og netop på grund af den massive omtale var det også en bog, som jeg tog tilløb til. Det tog mig lidt tid at blive fanget af bogen, da jeg endelig gav mig i kast med den, men det tror jeg mere skyldes mine egne omstændigheder på daværende tidspunkt mere end selve bogen. Celeste Ng har ikke blot skrevet en fængslende roman om et lille lokalsamfund og mødet mellem modsætninger og deres dybeste hemmeligheder, for hendes historie er også fyldt med vigtige og alvorlige betragtninger, der sprænger bogens tidsånd og giver stof til eftertanke.

All her life, she had learned that passion, like fire, was a dangerous thing. It so easily went out of control.

En af de tematikker, som Ng tager op, er de helt tydelige kønsforskelle, der er i Shaker Heights, der i sin etnicitet ellers synes at være omfavnende. Da en afroamerikansk fyr gør en hvid pige gradvis, ser hun roligt og optimistisk på deres fremtid sammen, imens han er nødt til at trække sig på grund af sin etnicitet og den fordømmelse, der vil følge ham som en skygge, når sandheden kommer ud. Et af bogens gennemgående temaer er moderskab, og hvad det vil sige at være forælder. Ng lister en ræke spørgsmål op, som ikke entydig giver svar på. I stedet overlader hun det helt til læseren at dømme, hvem der er den retmæssige forældre til Bebe Chows barn, som hun af nød måtte give fra sig, og som nu adopteres af et par i byen. Det er et etisk dilemma af sådan en karakter, at det er svært helt at vælge side, og alligevel tager Ng aldrig parti, men viser i stedet sagen fra flere sider og nuancerer den.

Ngs beskrivelser er så detaljerede, at hver en afkrog af historien fremstod klart. De sirligt ogsymmetrisk formet veje, husenes afstemte farver og de velholdte haver gav mig en følelse af at have været i Shaker Heights, selvom det ikke er tilfældet. Hendes ord vækker byen til live og får de fiktive karakterer til at fremstå troværdige. Ingen af dem er entydigt gode eller onde, men bærer begge elementer i sig, og det gjorde også, og derfor rev forfatteren ofte min vurdering af en karakter i stykke og erstattede det med et andet. På grund af denne nuancerethed, bliver historien heller aldrig forudsigelig. Af samme grund fandt jeg bogen svær at lægge fra mig, da historien endelig begyndte at tage fart.