Fem serie-filmatiseringer, lever lever op til bogen

Det er altid med en vis grad af skeptisk, at jeg kaster mig over en filmatisering, der tager afsæt i bog, for der er så meget, der kan gå galt. Skuespillerne kan være helt forkerte i forhold til, hvordan du havde forestillet dig karaktererne, historien kan afvige fra historien i sådan en grad, at det bare føles forkert, eller noget helt tredje. Men det sker heldigvis også, at filmselskaber rammer plet med en filmatisering, og dem fremhæver jeg fem af i dag.

  • Thirteen Reasons Why af Jay Asher er blevet filmatiseret som en serie på Netflix, og faktisk synes jeg, at den første sæson er så god, at den overgår bogen. Endnu en gang er der nogle helt markante ændringer fra bog til serie, men budskabet er klokkeklart. Den handler om de små og store ting i hverdagen, som er med til at vælte os, og den sætter fokus på vigtigheden af at behandle hinanden ordentligt og turde række ud og turde gribe andre, når de har brug for det. Det er derfor også en voldsom serie med selvmord, overgreb og mobning.
  • Outlander af Diana Gabaldon er en af mine absolutte yndlingsserier. På enhver tænkelig måde formår serien at indfange det, som gør Outlander så afhængighedsskabende. Landskabet er betagende, de historiske rammer er interessante og kærligheden og karaktererne er gennemførte. Serien kan ses på både Netflix, HBO og Viaplay.
  • The Handmaid’s Tale af Margaret Atwood er et mesterværk. Så enkelt kan det siges. Langt hen ad vejen, følger serien bogen, men den tager sig også sine kunstneriske friheder, som er med til at understøtte og udbygge den dystopiske verden, som forfatteren har skabt med stor overbevisning. Jeg elskede bogen, og selvom jeg kendte historien på forhånd, formåede serien alligevel at tage mig med storm. Visualiseringen af alt det, som Atwood skabte med ord, holder hele vejen. Serien kan ses på HBO.
  • The Huanting of Hill House af Shirley Jackson er en gåsehudsfremkaldende historie, og selvom filmatiseringen har samme rammesæt, er historien en anden. Den handler om en familie i opløsning, der kæmper med efterskælvet af tabet af et familiemedlem, og de spøgelser i huset, som hjemsøger dem. Selvom jeg måtte slukke undervejs på grund af uhyggen, er jeg glad for, at jeg samlede mig modet til at færdiggøre den, for det er i sandhed en af de mest gribende serier, jeg har set i lang tid. Serien kan ses på Netflix, som også står bag den.
  • Anne Of Green Gables af L.M. Montgomery er filmatiseret på Netflix under navnet Anne With An E. Den er langt mørkere end bøgerne og filmatiseringen fra 1985, men måske er det netop derfor, at jeg så godt kan lide den. Amybeth McNulty er en formidabel Anne, med store armbevægelser og et mundtøj, der sjældent står stille.

BONUS!

  • Min geniale veninde af Elena Ferrante får først får premiere d. 19/11, men fordi HBO og Politikens forlag inviterede mig ind for at se de første to afsnit, kan jeg allerede nu afsløre, at det tegner godt. Afsnittene formår virkelig at indfange bogens atmosfære, tidens trænge kår og venskabet og følelserne mellem Elena og Lila. Jeg glæder mig virkelig til at se videre, når serien får premiere. Hvis den holder niveauet, kan det godt blive en ny yndlingsserie.

Hvilke seriefilmatiseringer af bøger er blandt dine favoritter? 

Reklamer

Naomi Aldermans feministiske roman har potentiale, men ender med eksplodere i en stjerneregn af skuffelse


The Power af Naomi Aldermanfra forlaget Penguin i 2017 (org. udgivet i 2016). 

Det begynder med vrede. Da en ung pige opdager, at hun har evnen til at give andre stød ved at røre ved dem i en situation, hvor alt er ved at blive taget fra hende, rejser hun sig fra asken for at tage skæbnen i egen hånd. En efter en lærer hun andre om Kraften, og langsomt begynder kvinder over hele verden at vågne. En revolution er under opsejling. Med flere hundrede års vrede i hjertet har kvinderne endelig muligheden for at skade den mandsdominerede verden. Verdensorden bryder sammen vendes på hovedet og begynder på ny. Den er mørk, vred og kraftfuld.

Naomi Aldermans roman er blevet kaldt mange ting. En af dem er kraftfuld, men jeg så aldrig dens styrke skinne ud gennem siderne. Jeg læste bogen med samme vrede, som kvinderne føler, men min vrede blev aldrig afløst af noget andet, og jeg så aldrig det i bogen, som så mange andre gjorde. I stedet så jeg gnisterne fra alt det, den er blevet udråbt til at være og dens stærke potentiale. Dog er et af bogens mest kraftfulde aspekter der, hvor de unge kvinder lærer de andre generationer om Kraften, og på den måde opdager de deres stemme og styrke til at bruge den.

“One of them says, ‘Why did they do it?’
And the other answers, ‘Because they could.’
That is the only answer there ever is.”

Misforstå mig ikke, for bogens præmis lyder intet mindre end fantastisk. Forestillingen om hvordan kvinder pludselig opdager deres indre styrke, hvordan den tager over og konsekvenserne af den, måden den diskuterer samfundet og samtiden på og dens fremstilling af aktuelle kønsproblematikker tændte noget i mig. Hvad end det var slukkedes det ret hurtigt, for jeg kom aldrig over den tunge start eller ind under huden på nogen af karaktererne. Der er ingen tvivl om, at forfatteren vil noget med sin bog, men der er så mange forhindringer på vejen til, at hendes vision kommer til sin ret.

The Power er en bog, som jeg mere end noget andet ønskede at elske, men sådan skulle det ikke være. Idéen er god, men den er langt fra veludført, på trods af at forfatteren kommer omkring nogle interessante betragtninger. Eksempelvis bliver en mandlig rapporter, der forsøger at kortlægge den historiske udvikling af Kraften, opfordret til at udgive sin beretning under et kvindeligt pseudonym. Alderman tillader også læseren at komme vidt omkring og se historien fra forskellige perspektiver – også kønsmæssigt – men selvom historien er fyldt med stemmer, følte jeg ingen forbindelse til nogen af karaktererne. The Power har potentiale, men ender med eksplodere i en stjerneregn af skuffelse.

Adib Khorrams debutroman er vedkommende men vil for meget


Darius the Great Is Not Okay af Adib Khorram fra forlaget Dial Books i 2018.

Daris ved mere om kulturen i Tolkiens Lord of the Rings, end den kultur hans familie kommer fra. For Darius føles det som om, at han aldrig vil være god nok. Hverken i Amerika eller Iran. Det kulturelle ståsted er ikke det eneste, der plager Darius. Han kæmper også med depression, lavt selvværd og sit kropsbillede. Den slags er ikke let at tale om, og slet ikke i Iran, hvor familien er på vej hen. Darius har aldrig været i Iran, og omvæltningerne er store. Men måske kan nabodrengen Sohrab hjælpe Darius med at udfylde det tomrum, der har taget bo i hans hjerte?

En af de bøger, jeg virkelig så frem til at læse i efteråret var Darius the Great Is Not Okay af Adib Khorram, der blandt andet er blevet sammenlignet med Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe. Jeg overgav mig til hypen, men endte med at side tilbage med en flad fornemmelse i maven, da jeg havde vendt den sidste side. Det føltes slet ikke som om jeg havde læst den samme bog, som så mange har rost til skyerne. Darius er en dreng, der kæmper med sit selvværd, depression, sit kulturelle ståsted i verden og med sin far. Han er en amerikansk teenager, hvis familie er fra Iran, han bliver mobbet i skolen og derhjemme fortsætter det med farens hensynsløst at bebrejde sin søn for den krop han har.

“You’re okay,” he murmured.
“No. I’m not.”
“I know.” He rubbed my back up and down. “It’s okay not to be okay.”

På trods af disse mange vigtige og vedkommende problemstillinger, krøb Darius aldrig ind under huden på mig med sin historie, og han vandt aldrig mit hjerte. I forsøget på at skabe en kompleks karakter, følte jeg i stedet at Adib Khorram aldrig berørte mere end toppen af isbjerget, og hans forsøg på at favne bredt mislykkedes. Det samme kan siges om Darius som karakter. Han er både vild med Star Trek, Lord of the Rings-bøgerne, og så er han også en passioneret tedrikker. På trods af alle disse nuancer, følte jeg aldrig, at jeg lærte Darius rigtigt at kende.

Rent sprogligt fandt jeg også bogen udfordrende. Ikke fordi det var tungt eller fyldt med kringlede metaforer, men fordi hovedpersonen har en irriterende vane med at gøre sig i tøvelyde. Faktisk var det så slemt, at jeg til sidst begyndte at tælle, hvor ofte han sagde “um”, og rekorden var tre gange på samme side. Det er muligvis et greb til at vise, hvor usikker og tøvende Darius er, men det er ikke noget, der lykkes eller løfter hans karakter på nogen måde, og så er det samtidig svært at abstrahere fra. Daris the Great Is Not Okay er fyldt med vigtige budskaber, og selvom jeg ikke føler, at forfatteren formår at løfte dem alle, så er det stadig en bog, der understreger, at det er helt okay ikke at være okay.

Litterære links #6: Hårdtslående heltinder og tudetursbøger

Jeg svælger i bøger. Det er det, jeg har brugt fem år af mit liv på at studere, det jeg beskæftiger mig med i hverdagen, og det, som jeg bruger en stor del af min fritid på. Og så er det også noget, som jeg holder meget af at læse om. Denne omgang litterære links indeholder praktisk vejledning til, hvordan du redder en vandskadet bog, hvilke bøger, der fik en række store forfattere til at gyse og en liste med noveller, som er gode at læse, hvis du virkelig har brug for en tudetur.

Har du læst nogle interessante bogartikler eller anmeldelser på det seneste, som du har lyst til at tippe om?