Jay Kristoff har begået en sand pageturner om en hævntørstig kvinde, der rejser sig som en føniks af asken


Nevernight (The Nevernight Chronicle #1) af Jay Kristoff fra forlaget Harper Collins, udgivet i 2017 (org. udgivet i 2016).

Da Mia Convere er bare ti år gammel bryder hendes verden sammen. En revolution ødelægges, en familie frives fra hinanden og tilbage er kun de hjerteskærende minder og skyggernes favntag. Det er her hun finder styrken til at kæmpe imod, tage det tilbage, der er retmæssigt hendes, selvom døden for længst har sat sine begrænsninger. Da Mia træder ind i Itreyas røde kirke begynder en lang rejse mod hævn. Her må hun bevise sig værd, omfavne skyggerne og kunne begå sig mellem mordere, løgnere og dæmoner.

Nevernight var umulig at slippe, og på trods af den store mængde fodnoter læste bogen nærmest sig selv. Fodnoter i fiktionsbøger er et temperamentsspørgsmål. Jeg bryder mig sjældent om det, men Jay Kristoff skriver ikke almindelige, forklarende og uddybende fodnoter. Han skriver fodnoter, som er helt uundværlige, i et sprog der fremkalder latter. De er også uddybende, men fungerer mere som en kommentering af nogle af de ting, der sker i historien, som for eksempel, når han Mia handler for hurtigt, og fodnoten lyder: “More balls than brains, gentlefriends. more balls than brains.” En anden fodnote handler om fortiden, hvor spøgelser bliver nævnt, og som slutter af med et simpelt: “booo!”

“The last thing you will ever be in this world, girl, is someone’s hero. But you will be a girl heroes fear.”

Mia Convere er ikke nogen almindelig heltinde. Hun er en snigmorder, der tager skæbnen i egen hånd og nedlægger dem, der står i vejen for sin vrede, og alligevel er hun trods sit iltre temperament og sin forkærlighed for knivkast let at sympatisere med. Hele hendes verden er blevet taget fra hende, vendt på hovedet og det, der er tilbage, har spyttet hende ud igen, kun en skygge af sig selv. Alene udviklingen fra de kapitler, der fortæller Mias historie før hendes verden styrtede sammen og de kapitler, der kommer efter, er mærkbart. Hendes forvandling er ikke påtaget eller overdreven på nogen måde, for selvom hun udad til virker stærk, så er hun på mange måder stadig den lille pige, hvis familie blev slået ihjel.

Nevernight er kun begyndelsen på det, der bliver en lang kamp for Mia. Forfatteren er forsigtig med ikke at afsløre for meget og for hurtigt, men aldrig på bekostningen af flowet i historien, der sjældent overlader noget til tilfældighederne. Den er gennemtænkt, velkonstrueret og kompleks, selvom den også trækker på en lang række klassiske troper. Det tynger aldrig historien, og Jay Kristoff formår fra start til slut at tage ejerskab over de klassiske og velkendte elementer. Sproget kan til tider godt være en smule melodramatisk, men ikke desto mindre nød jeg hvert et øjeblik af Nevernight.


2 thoughts on “Jay Kristoff har begået en sand pageturner om en hævntørstig kvinde, der rejser sig som en føniks af asken

  1. Åh altså… jeg har læst så meget godt om den, men jeg har endnu ikke fået den læst. Kan være jeg får den sneget ind i efterårslæsningen – den lyder som en bog for mig :)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.