Diane Settefields roman er en ønskedrøm fyldt med magi, men med et tempo, som luller læseren i søvn

På en mørk aften går dørene til en ældgammel krop op, og ind træder en såret mand med en druknet pige i armene, som Themsen har taget. Stamgæsterne på kroen er vant til at underholde hinanden med historier, men historien om den druknede pige, der pludselig vågnede overgår alt. Historien får hurtigt ben at gå på og spreder sig som en steppebrand i byerne. Ingen ved, hvem den lille pige er, men da hun mod alle forventninger vågner efter flere livløse timer, er der ikke kun én men flere familier, der mener at være beslægtet med hende. Er der tale om et mirakel, magi eller gemmer der sig en videnskabelig forklaring bag hendes opvågnen? Og vigtigst af alt: Hvem er hun, og hvordan er hun endt i floden?

Once Upon a River er mystisk og magisk på den helt rigtige måde, men aldrig i sådan en grad, at den stjal mit hjerte eller min nattesøvn. Der er skruet helt ned for tempoet og med så stort et fokus på detaljerne, at det nogle gange føles lidt som at læse en roman af Charles Dickens på godt og ondt. Diane Setterfield har skabt en historie, der kræver noget af sin læser. Som en konsekvens af det rolige tempo, kommer forfatterens sprog for alvor til sin ret, og Setterfield skriver som en drøm.

“It was better to tell such stories close to the river than in a drawing room. Words accumulate indoors, trapped by walls and ceilings. The weight of what has been said can lie heavily on what might yet be said and suffocate it. By the river the air carries the story on a journey: one sentence drifts away and makes way for the next.”

Den druknede pige i floden er dog ikke den eneste pige, der er savnet af sin familie. Flere familie er tynget af sorg og spekulationer om, hvad der er sket med deres døtre, og den druknede pige bliver pludselig en forløsning for flere af dem, men hvilken familie tilhører hun egentlig? Det er romanens store mysterium, der samtidig også er et karakterstudie og en undersøgelse af, hvordan historier bliver til, og hvad de gør ved mennesker. Men det bliver også et studie i, hvordan vi er villige til at skabe historier, der ikke er sande, i forsøget på at pleje de sår, der nægter at hele. Historien om den druknede pige i floden er historiens kerne, og heraf udspringer en lang række historier om sigøjnere, der lever langs floden, en mystisk færgemand og changelings, der alle peger tilbage på mysteriet om den ukendte pige.

På grund af historiens konstruktion, er persongalleriet af samme grund ret omfattende, grænsende til det uoverskuelig, og selv Themsen spiller så stor en rolle i romanen, at den næsten føles som en karakter i sig selv. Det er et rigtigt fint greb til at binde karaktererne og historierne sammen med den lille pige. Hun evner ikke selv at fortælle sin historie, og fordi historiefortælling er så grundliggende i menneskers liv, begynder andre at fortælle den for hende. Mænd og kvinder, der mener at have set hændelsen, familier, der hævder at være beslægtet med hende og alle dem, der har hørt historien og viderefortæller den på en måde, som næsten udødeliggøre hende. På den måde viser Setterfield historiefortællingens styrke. Once Upon a River kræver noget af sin læser, og selvom prisen kan være afgørende for læseoplevelsen, så er udbyttet stort, hvis man kan holde tungen lige i munden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.