Leigh Bardugo holder niveauet i solid efterfølger


Siege and Storm af Leigh Bardugo udgivet af forlaget Square Fish i 2017 (org. udgivet i 2013).

Alina er på flugt og lever i skjul, jagtet tværs over havet med sin bedste ven. Sammen søger de tilflugt i forladte huse, gemmer sig i skovkrattet og undgår resten af verdenen. Det er dog ikke kun mørket, hun flygter fra. Hun forsøger at skabe en ny identitet og glemme sin gamle, men det er ikke let at være på flugt, når det man flygter fra, er sig selv. Dog må Alina indse, at hun er nødt til at vende tilbage til det land, hun flygtede fra, for mørke kræfter truer med at trænge ind i Ravka og ødelægge alt det, Alina har kært.

Siege and Storm begynder der, hvor Shadow and Bone slutter, og det er tydeligt, at der er noget storslået i vente. Historien begynder langsomt at spidse til, og det mørke skydække trækker sig sammen om den udvalgte Alina med varslet om en snarlig storm. Der er et uundgåeligt opgør i vente. Alinas splittelse er stor. Hun kæmper stadig med at acceptere den sti, hendes magiske evner har ledt hende ned af, og hendes hjerte er kløvet i tre fordelt mellem fornuft, følelse og begær. Det var dog ikke selve historien, der stjal mit hjerte denne gang, men derimod persongalleriet, for selvom Leigh Bardugos historie er fyldt med fare og forventninger, så er den samtidig et ekko af noget, jeg har læst mange gange før.

I got used to seeing him waiting for me at the end of corridors, or sitting at the edge of my bed when I fell asleep at night. When he didn’t appear, I sometimes found myself looking for him or wondering why he hadn’t come, and that frightened me most of all.

En stor del af bogen kredser om Alinas forvandling, eller måske snarere forsøget på en forvandling. For selvom hun ifører sig guldbeklagte klæder og mørke kapper, når hun træder ud foran Ravkas befolkning, der falder på knæ for hende, og de unge mænd, der begærer hende, så er hun stadig lige så usikker, som før hun fik sine magiske kræfter. På den front er der ikke noget nyskabende over Bardugos Grishaverse, men det er der i selve omgivelserne, der læner sig op af russisk mytologi. For hvert et skridt Alina tager vækkes mere af Bardugos verden til live, og jeg nød hvert et øjeblik med de ældgamle ord, karaktererne bruger ubesværet, de kappeklædte soldater og de mørke skyggevæsner.

Selvom historien trak ud og tempoet gik i stå, så var jeg så investeret i historien, at jeg havde svært ved at slippe den. Bardugo har skabt et fængende univers fyldt med magi, legender og russisk mytologi, der strømmer igennem historien og giver den liv. Sproget afbrydes af ældgamle og fremmede udtryk, der er med til at understrege rammerne historien foregår i. Det er så gennemført, at det sommetider føles virkeligt. På trods af lyset i sine hænder, balancerer Aline hele tiden på grænsen mellem lys og mørke, og selvom det er risikofyldt at skrive en hovedperson, der ikke ønsker at være i den position, hun er havnet i, så er det samtidig forfriskende at læse, fordi Bardugo formår at løfte opgaven. Alinas indre kamp er næsten lige så vigtig, som den hun kæmper mod Darklingen. Jeg er spændt på at se, hvordan det ender.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.