Måned: februar 2019

Bogoprydning #1: These books does not spark joy

I forbindelse med den modvind, som Marie Kondo har mødt hos mange læsere, har jeg reflekteret meget over omfanget af min bogsamling. Marie Kondos oprydningstilgang stræber mod minimalisme, og hun anbefaler derfor at begrænse sin bogsamling til 30 bøger, som du har lyst til at læse igen. Med en samling på omkring 1000 bøger bliver det aldrig mit mål at reducere mine bøger så markant, men det betyder ikke, at jeg ikke kan rydde ud i min samling. På grund af pladsmangel rydder jeg jævnligt ud i mine bøger. Jeg vender og drejer dem mellem hænderne, mærker efter i maven med stor omtanke før jeg enten sætter dem tilbage på deres plads i reolen eller fjerner den endegyldigt. Denne gang har jeg fundet fem bøger, som jeg har valgt at skille mig af med.

  • The Toymakersaf Robert Dinsdale læste jeg i december med ønsket om at blive fortryllet af en magisk legetøjsforretning, men i stedet endte jeg med at læse om rivaliserende brødre, en fraværene far og krigens konsekvenser. Det er ikke en bog, jeg ser mig selv genlæse, og derfor skiller jeg mig af med den (se anmeldelse).
  • Vicious af Victoria Schwab er en af de bøger, hvor hypen snød mig. Jeg nød at læse den, men jeg blev ikke taget med storm, og fordi jeg ikke er sikker på, at jeg vil fortsætte serien, skiller jeg mig af med den. Desuden er den kommet i en langt flottere udgave, som jeg hellere vil eje, hvis lysten pludselig melder sig.
  • The Powers faldt til jorden med et brag for mig, på trods af det ellers store potentiale. Af samme grund har jeg klinget mig til den i håb om, at en pludselig kærlighed ville vokse frem, men i virkeligheden har jeg nok hele tiden vidst, at bogen ikke skulle være en del af min samling (se anmeldelse).
  • Dorothy Must Die af Danielle Paige. Jeg har et svagt punkt for genfortællinger, men denne var ikke nogen bemærkelsesværdig en af slagsen. Faktisk har den irriteret mig lige siden jeg færdiglæste den, fordi jeg ikke kunne genkende verdenen med den gule murstensvej, som jeg elsker så højt. I virkeligheden har bogen nok fået lov til at stå så længe i min reol, fordi jeg er så vild med forsiden og idéen om bogen.

Hvordan har du det med at rydde ud i dine bøger? Hvilke bøger er så de sidste, du skilte dig af med?

Reklamer

Celeste Ngs debutroman er hjerteskærende og rammer lige der, hvor det gør allermest ondt


Everything I Never Told You af Celeste Ng fra forlaget Blackfriars i 2014.

“Lydia is dead. But they don’t know this yet.” Sådan begynder Celeste Ngs debutroman fra 2014 om en familie, der går i stykker, da deres vellidte, ambitiøse og pligtopfyldende datter pludselig forsvinder fra deres liv. Men var Lydia overhovedet den datter, som hendes forældre savner? Som kinesisk-amerikansk familie har Lydias forældre måtte kæmpe mod andres racistiske og fordømmende blikke, da kærligheden mellem dem voksede. Familielivet blev ikke til efter planen, men idyllisk ser det ud udadtil. Illusionen braser dog, da Lydias lig bliver fundet ved den lokale flod, og familiens holdepunkt slipper sig tag og langsomt falder alt fra hinanden. 

Celeste Ngs anden roman var betagende og stærk, men det er i sandhed hendes debutroman, der slog benene væk under mig. På fineste vis skildrer Ng et nuanceret familieliv med mange forskellige udfordringer i en tid med mange forventninger og fordomme. Everything I Never Told You er både et mysterium, der langsomt afdækkes, men også et karakterstudie. Romanen starter hårdt ud med en alvidende fortæller, der afslører, at Lydia er død, men det er der ingen, der endnu ved. Derfra udfolder historien sig langsomt igennem flashbacks, der leder op til Lydias død og den sorg, som familie står tilbage med. Begge forældre er visse om, at deres datter var faglig dygtig og socialt vellidt, men under overfladen er virkeligheden en anden. Det et hjerteskærende at læse om Lydias liv, der ikke på nogen måde er enestående, men som netop får læseren til at gyse.

“Before that she hadn’t realized how fragile happiness was, how if you were careless, you could knock it over and shatter it.”

Før Lydias død bliver afdækket, strækker historien sig helt tilbage til forældrenes møde med morens faglige stolthed og ambition om at nå til tops på trods af en pludselig graviditet og afbrudt studieforløb, og farens evige kamp mod den racisme, der modsætter sig hans ønske om at passe ind i mængden. Lydia drukner ikke kun i floden. Hun drukner også i sine forældres forventninger. Det er vigtigt, at hun realiserer sig som kvinde, gør alvor af sin faglige dygtighed, men også at hun er populær blandt sine klassekammerater – især når det ikke er virkeligheden eller nødvendigvis det liv, hun selv drømmer om. Fra at være en sammentømret familie, søger de hver især væk fra familiens kvælende rammer, der er en konstant påmindelse om den tragedie, der har ramt dem. I stedet for at bygge broer, murer sig inde og krigen bryder ud blandt dem. Det er hårdt at læse, men jeg tror også på, at det er virkeligheden for mange.

Ng viser også, hvordan Lydias to søskende kæmper med hendes bortgang i stilhed, og hvordan den nærmest skaber et vakuum i familien. Det er hårdt at læse og rammer lige der, hvor det gør allermest ondt. Måden forfatteren har valgt at fortælle sin historie på er måske det, der gør den så enestående. I stedet for udelukkende at fokusere på Lydias død som enten selvmord, en ulykke eller et mord, afdækker hun et stort tidsrum, der til sidst kommer til at omfatte hele familien. Det giver et nuanceret billede af familien som institution, men er også med til at besvare læserens nagende spørgsmål om hvorfor Lydia endte i floden. Everything I Never Told You er en af de bedste bøger jeg har læst i lang tid.

Go big or go home er bogens tagline, og det er lige præcis det, Julie Murphy gør med sin debutroman

Dumplin’ af Julie Murphy udgivet af forlaget Balzer + Bray i 2015.

Willowdean Dickson er en stor pige, men det er kun resten af verdenen, der har et problem med hendes størrelse. Efter hendes mening er alle kroppe bikinikroppe, men selvom Willowdean hviler i sig selv, så er det udfordrende at have en mor, der har været den lokale skønhedsdronning, og som lever og ånder for den årlige konkurrence. Men da Bo Larson begynder at vise interesse for hende, begynder Willowdean at tvivle på sig selv. Stik imod sine principper beslutter hun sig for at tilmelde sig Miss Teen-konkurrencen, men er der overhovedet plads til en stor pige i en skønhedskonkurrence?

Dumplin’ er en vanskelig bog at genfortælle. Ikke fordi historien er kompleks, eller fordi der er skruet helt ned for tempoet, men fordi det er en bog med meget på hjerte. Den handler både om kropspositivisme, fordomme, forelskelse, sorg over at have mistet et familiemedlem og venskaber på godt og ondt, men den handler også om noget så simpelt som hverdagslivet med skole og arbejde. Kan romanen så bærer alt det? Ja, det kan den faktisk godt. Julie Murphy favner bredt, men ikke for bredt. I stedet styrker hendes fyldte favntag hele det univers, hun har skabt. Hun viser flere nuancer af et ungt liv, som ikke kun begrænser sig til forelskelse eller venskab. Jeg tror, at det er en bog, der kan være øjenåbnende for mange, samtidig med at mange vil kunne spejle sig selv i Willowdean og hendes verdenssyn.

“All my life I’ve had a body worth commenting on and if living in my skin has taught me anything it’s that if it’s not your body, it’s not yours to comment on.”

Min eneste anke mod bogen er dens hovedperson. Willowdean gennemgår ikke nogen videre udvikling. Hun starter på toppen, hviler i sin tykke krop, retter sig selv, når hun træder ved siden af i omtalen af andre mennesker. Og det samme gør hovedparten af hendes venner. At hun hviler så meget i sig selv, er ikke problemet. Problemet er derimod, at det er svært at mærke, at hun ikke oplever modgang på grund af sin størrelse, og det er på trods af sin ellers fordummende skønhedsdronning af en mor. Stærke heltinder er vigtige, men ingen heltinde er uden fejl, og det er Willowdean. Hun siger alle de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, og det er kun en gnist af usikkerhed på kærestefronten, der gør hende jordnær. Den første forelskelse kan virke overvældende, men Willowdean formår at gøre den unødvendigt kompliceret med Bo. Hun siger ting, som hun ikke føler, og det er ikke fordi panikken sætter ind, eller at det er udtryk for overraskelse. I stedet virker det som et virkemiddel til at skabe billig spænding i historien, som ikke er nødvendig.

Dumplin’ forsvandt mellem hænderne på mig. Det er en utrolig medrivende og hjertevarm historie som udfordrer nutidens snæversynet kropsidealer. Willowdean viser, at ordet tyk ikke er det værste man kan være, og at det ikke er et skældsord, der definere dig som menneske. Hun gør også op med forestillingen om, at tykke krop er udfordret sundhedsmæssigt, som et resultat af dovenhed. Nogle kroppe er ganske enkelt større end andre, men det gør dem ikke mindre værd. Dumplin’ er en hjertevarm og vigtig historie, og selvom Willowdean ikke gennemgår nogen større udvikling, så er alt det hun står for en mangelvare i moderne skønlitteratur. Hun kræver sin plads i verden, og retten til at være mere end størrelsen af sin krop. Go big or go home lyder bogens tagline, og det er lige præcis det, Julie Murphy gør med sin debutroman, som jeg ville ønske, at jeg havde haft adgang til tidligere i mit liv.