Leigh Bardugos debutroman er formularisk fantasy, men fængende fra start til slut

Shadow and Bone af Leigh Bardugo fra forlaget Square Fish i 2017 (originalt udgivet i 2012).

Jorden ryster under Ravka, hvor dæmoniske væsner lever, og enhver, der forsøger at krydse The Shadow Fold lever sjældent længe nok til at fortælle om det. Men så opdager den forældreløse Alina Starkov sine sande kræfter, der måske kan redde Ravka og oplyse dets mørke. Da lyset skærer igennem hende, må hun lære at kontrollere sine evner som Grisha, og hun bliver derfor øjeblikkeligt den mystiske Darklings protegé. Langsomt åbner en ny verden sig for Alinas øjne, og det bliver klart for hende, at ikke alt er, som de ser ud til.

Sund fornuft ville være ikke at genlæse bøger, som du ikke bryder dig om, som falder igennem og ikke slår til. Tiden er knap med alle de bøger, jeg gerne vil læse, og alligevel valgte jeg at genlæse Shadow and Bone kort efter, at jeg blev færdig med den. Det viste mig, hvor afhængig af tidspunktet en læseoplevelse kan være, for Leigh Bardugos debutroman er væsentlig bedre, end jeg første gav den kredit for. Shadow and Bone er ikke bare den første bog i trilogien af samme navn, det er også den første bog i forfatterens omfattende Grishaverden, det strækker sig over flere serier og en samling af eventyr, som på fineste vis binder karakterer og historier sammen.

The thought filled me with grief, grief for the dreams we’d shared, for the love I’d felt, for the hopeful girl I would never be again.

Ravka vakler under et altopslugende mørke, hvis skygger trækker sig sammen om den udvalgte Alina, hvisker forførende i hendes ører med alverdens løfter, da hendes magiske egenskaber pludselig eksploderer. Hun ønsker ikke at besidde den slags magt, men hun har ikke noget valg. Det er ikke svært at føle sympati for hende, da hun bliver nødt til at lægge sig gamle liv bag sig, og træde ind i en verden, hun ikke ønske at være en del af. Hendes modstykke, mørket, der kalder på hende, er den smukke Darkling, der både besidder en enorm tiltrækningskraft men også indgyder stor frygt. Han er farlig, forførende og nem at forelske sig i, men hans vision for Ravka får jorden til at ryste i sådan en grad, at den truer med at styrte sammen. Bardugo opretholder et højt niveau af spænding, trods historiens ellers formulariske udformning, ved at tilbageholde vigtig information for læseren. Det er håbløst medrivende.

Shadow and Bone er på mange måder en formularisk fantasy, men med denne viser Leigh Bardugo også dens evige styrke. Det er en klassisk flugtsfortælling, en historie om den udvalgte, og den handler om kampen mellem det gode og det onde. Shadow and Bone er en af den slags bøger, hvor historien hurtigt tager fart. Bardugo spilder ikke et øjeblik på ligegyldigheder. I stedet kaster hun en magisk besværgelse over bogens sider, som gør den svær at lægge fra sig. Hun er en billedskaber og en mester med ord. På trods af at Leigh Bardugo har skabt en fængende historie, der tager afsæt i russisk mytologi, og gør luften tung af magi, så forsøger den samtidig at være nyskabende, uden egentlig at være det. Den følger et velkendt spor, og selvom det holder hele vejen igennem, så bliver det aldrig til mere end det. Dog glæder jeg mig til igen at betræde det snedækkede Ravka og følge i Alinas fodspor.

Reklamer

Profilerer forfattere sig på succesfulde bøger?

Opsang og undskyldning

Forfatteren til Children of Blood and Bone var genstand for stor kritik da hun i et tweet skrev, at “it would be nice if an artist could create something special without another artist trying to shamelessly profit off it”. Tweetet, der sidenhen er blevet slettet, indeholdte også et billede af to bøger. Den ene var Tomi Adeyemis egen, og den anden var Of Blood and Bone af Nora Roberts. Debatten fik mange til tasterne i takt med at den tog til, valgte dronningen af romance også at forsvare sig selv. I sit statement gjorde hun det klart, at hun har været i branchen i mere end 30 år med over 200 bøger bag sig, og at hun selv har oplevet at blive plagieret: “I’ve been plagiarized, and will always have an open wound from the blow. To me, plagiarism is the most terrible sin a writer can commit.” Det var dog ikke kun Nora Roberts, som Adeyemis tweet fik til tasterne. Flere læsere påpegede, at det var muligt at forudbestille Roberts’ bog før Children of Blood and Bone overhovedet var udkommet. Flere præsenterede også forfatteren for en lang række af bøger, der hedder noget tilsvarende hendes bog, som beviser, at Adeyemi trods sin placering på de store internationale bestsellerlister ikke selv har begået en genistreg i forhold til at navngive sin bog. Efter talrige opfordringer efter situationen blev løst internt, har Adeyemi slettet sine oprindelige tweets, og kun efterladt sig det afklarende, hvor hun samler op på sagen og fortæller, at hun har sagt undskyld.

Et gram af sandhed?

Jeg nød virkelig at læse Children of Blood and Bone, men det er samtidig også en bog, der gør brug af rigtig mange uoriginale troper som trekantsdramaer, the chosen one og en verden, der lever i skyggerne fra den øverstbefalende ordensmagt med truslen om en revolution hængende over sig. Det er der ikke noget nyt i, og det er set mange gange før med bøger som Harry Potter, The Hunger Games og Divergent. Det gjorde ikke bogen mindre god for mig, men i sammenhæng med det, som Adeyemi kritiserede, så henleder det kun mine tanker på ordsproget om ikke at kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Men er der i virkeligheden et gram af sandhed i Adeyemis udsagn, som ikke nødvendigvis relaterer sig til Nora Roberts? Jeg tror ikke, at det er nødvendigt for Roberts at forsøge at profilere sig på Adeyemis bestseller, for hun er allerede en kæmpe succes, men jeg tror samtidig, at det er noget der sker uden at det står klart i hvilken grad. Selv hvis en forfatter udgiver en bog med en titel tilsvarende en bestsellers, så betyder det ikke automatisk, at bogen har fået sin titel i forsøget på at profilere sig. Ligningen kan være mere kompliceret end det. Selv hvis det er tilfældet, så har Nora Roberts ret, når hun i sit forsvar skriver følgende: “I titled this particular book, wrote this book, turned this book into my publisher nearly a year before her book–a first novel–was published. So unless I conquered the time/space continuum, my book was actually titled before hers. Regardless, you can’t copyright a title. And titles, like broad ideas, just float around in the creative clouds. It’s what’s inside that counts.”

Har du fulgt med i sagen på de sociale medier, og hvad mener du om det hele? Tror du, at der er forfattere, der forsøger at profilere sig på succesfulde titler af andre forfattere?