Gail Honeymans roman Eleanor Oliphant is Compeltely Fine er ikke bare okay men helt fantastisk

Eleanor Oliphant is Compeltely Fine af Gail Honeyman fra forlaget HarperCollins Publishers Ltd i 2018.

Eleanor Oliphant har det helt fint. Det mener hun i hvert fald selv. Hun passer sit kontorjob, spiser sin frokostalene, taler i telefon med sin mor om onsdagen og spiser den amme pastaret til aftensmad. Ingen afvigelser, kun gentagelser. Eleanors skemalagte hverdag begynder dog langsomt at falde fra hinanden, da hun møder Raymond fra IT. Meget mod sin vilje lærer han hende, at hun er nødt til at åbne sit hjerte, hvis hun nogensinde skal blive hel igen, for Eleanor har holdt på en hemmelighed i så mange år, at den truer med at ødelægge hende.

Eleanor Oliphant is Completely Fine er en titel, der fra start afsløre sig selv som en løgn, for Eleanor Oliphant er langt fra okay, men hvorfor det forholder sig sådan udfoldes gangske langsomt, og på en måde, som formår at fastholde læserens opmærksomhed. Eleanor er regelret, simpel og alligevel så kompliceret. Hun går på arbejde, spiser sin frokost alene, løser krydsordene i avisen, køber sin vodka til weekenden og spiser den samme ret til aftensmad. Sådan forløber hendes uge uden at hun fortrækker en mine. Humoren er tør og britisk, og gik rent ind hos mig. Jeg grinede over Eleanors ulogiske slutninger, hendes skæve betragtninger og hendes evige fordømmelse af andre for ikke at være dannede nok. Hun mindede på mange måder om en ældre dame snarere end den tredveårige kvinde, hun i virkeligheden er. Det gav hendes karakter kant, understøtter også den uro, som hviler tungt over siderne.

If someone asks you how you are, you are meant to say FINE. You are not meant to say that you cried yourself to sleep last night because you hadn’t spoken to another person for two consecutive days. FINE is what you say.”

En af bogens styrker er, at Eleanor ikke bliver reddet af en stærk mand, som slår benene væk under hende. Det skal hun selv gøre, og det er hårdt og smertefuldt at dykke ned i hendes erindringer, som hun så længe har forsøgt at fortrænge, men det er også helt grundliggende for historiens udvikling og ikke mindst hendes egen. Gail Honeyman formår virkelig at skabe en velafbalanceret historie, der aldrig går i stå, selvom den i høj grad begrænser sig til den trivielle hverdag. Historien favner også eksistentielle kriser, traumer og bristepunktet, hvor et menneske kan vælge at blive liggende eller rejse sig fra asken, men også ønsket om at opleve på trods og måden, et menneske kan skabe urimelige rammer for sig selv i forsøget på det. Eleanors hverdag ligner ikke de flestes, og alligevel er der på trods af hendes særheder en stor genkendelighed i måden hun gribe r hverdagen an på, som er med til at menneskeliggøre hende.

Eleanor Oliphant is Completely Fine er ikke en lattermild historie om en ung kvindes falden-på-halen oplevelser med kærligheden eller kollegerne, for selvom historien måske starter sådan ud, så bliver det hurtigt tydeligt, at der Eleanor er alt andet end okay. I stedet har Gail Honeyman skabt en bog, der på fineste vis balancerer humor og sorg uden på noget tidspunkt at blive manipulerende. Med Eleanor Oliphant viser hun livet fra sin skrøbeligste side, men også viljen til vriste sig fri af fortiden greb. Eleanor Oliphant har det helt fint, men det var jeg ikke, da jeg havde læst den færdig.

Reklamer

Robert Dinsdales roman er en lunken historie om krigens konsekvenser mere, end den er et magisk vinterventyr

The Toymakers af Roberts Dinsdale fra forlaget Del Rey i 2018.

Når frosten melder sin ankomst, åbner den storslået legetøjsbutik, The Emporiumi London. Butikken er fyldt med alverdens barnedrømme, og det er kun fantasien, der sætter grænser for det legetøj, der pryder forretningens hylder. Hverdagen er dog ikke lige så sødme fyldt for unge Cathy Wray, der venter sig uden for ægteskab, og med håbet om en bedre fremtid, sætter hun kurs mod legetøjsbutikken og lægger sit liv bag sig. I mellemtiden skær krigen sig tværs gennem Europa, og det samme gør den mellem to brødre i butikken. Da frosten kommer, opdager Cathy, at butikken gemmer på en række mørke hemmeligheder, der overskygger hendes egen.

The Toymakers er blevet sammenlignet med The Miniturist og The Night Circus, og på trods af løftet om en magisk historie, så vandt den aldrig mit hjerte. Jeg kunne enormt godt lide idéen om historien, men jeg føler ikke, at forfatteren formår at skabe en velafbalanceret og stærk historie, der gør den svær at slippe. Kapitlerne er frygtelig lange og sproget enormt deskriptiv, og fordi der samtidig er skruet helt ned for tempoet, føles bogen unødvendig lang. Hvis du udelukkende forventer at læse en hjertevarm og magisk fortælling om en fortryllet legetøjsbutik, der først åbner, når den første frost kommer, så er der stor chance for, at du bliver skuffet ligesom jeg gjorde. Det viser sig nemlig, at historien i højere grad handler om krig og dens konsekvenser. Det er et element, som tilbyder dybde til historien, men som samtidig udvasker den magi, der i første omgang fangede min opmærksomhed.

“Once upon a time, all of us, no matter what we’ve grown up to do or who we’ve grown up to be, were little boys and girls, happy with nothing more than bouncing a ball against a wall.”

Bogens største svaghed er uden tvivl karakterernes manglende styrke. Det var Cathys historie, der til at begynde med gjorde, at siderne tog fart, men i det øjeblik hun træer ind i legetøjsbutikken begyndte min opmærksomhed at slippe sit tag i historien på trods af den magi, der slippes løs i butikken. Hun er også den af karaktererne, der fremstår klarest i bogen, imens de ro rivaliserende brødre hurtigt flyder sammen til en grødet masse. De fremstår mere som karikaturer end egentlige personer. Dog er legetøjsbutikken nærmest en karakter, og den fremstår langt tydeligere end de, der træder ind gennem dens døre og forlader den igen med en lille smule magi i hænderne. Men det er også med en karakter som denne, at de mange og lange deskriptioner for alvor bliver tydelige.

Historien har sine øjeblikke, hvor magien tager fart, men de er flygtige og få. Grundliggende tror jeg, at The Toymakers kunne være en rigtig fin og følsom fortælling, dog uden at forfatteren formår at løfte sin egen historie op på det niveau, hvor den hører til. Den er for deskriptiv og tung at læse, karaktererne er for karikerede, og bogens magiske realisme harmonerer ikke med virkelighedens rædsler, selvom der er er nogle virkelig interessante billeder og budskaber gemt i sammenspillet mellem dem. Dertil kommer også narrativet, der løbende afbrydes af en alvidende fortæller, som giver historien et eventyrpræg, og som får den til at bevæge sig i en helt ny retning, der kun er med til at skabe større ubalance. Historien lever ikke op til det, den starter ud med at være, og virker mest af alt som et mislykket vintereventyr. I sidste ende holder jeg mere af idéen end selve historien.

Det bliver et nej fra mig – The nope book tag

Det kan være svært at sige nej, og alligevel er det ofte noget jeg gør, når jeg læser. Ofte sker det, når handlingen spidser til, og har ikke føler mig klar til at nå slutningen, når den tager en pludselig og uventet drejning, når hovedpersonen kaster sin kærlighed på den forkerte, eller forfatter beslutter sig for endegyldigt at skrive en af mine yndlingskarakterer ud af sin historie. Det sker også, når en bog slet ikke falder i min smag, og det er lige præcis det, som The Nope Book Tag. går ud på. A Booktube Book står bag det oprindelige tag, og jeg har taget nej-hatten på og selv oversat spørgsmålene.

  • En slutning der fik dig til at sige nope enten i benægtelse, vrede eller fordi slutningen var direkte dårlig.
    I lang tid brød jeg mig faktisk ikke om epilogen til Harry Potter and the Deathly Hallows, fordi jeg fandt den alt for sentimental med bryllup og børn hele vejen rundt i persongalleriet. Faktisk var jeg direkte rasende, første gang jeg læste den. Det er jeg dog ikke længere. Måske var det også fordi, jeg slet ikke var klar til at forlade Hogwarts.
  • En hovedperson du ikke kunne lide eller som drev dig til vanvid.
    Det må være Darius fra Darius the Great is Not Okay. Han sagde “um” på hvad der føltes som hver side i bogen, og da jeg først fik øje på det, kunne jeg ikke abstrahere fra det. Det irriterede mig grænseløst.
  • Et ship du ikke støtter op om.
    Tamlin and Feyre i A Court of Thorns and Roses Sarah J. Maas. Jeg havde så mange problemer med Tamlin, at jeg til at begynde med havde svært ved at komme igennem bogen.
  • Et plot twist du slet ikke havde set komme, og som du ikke kunne lide.
    Jeg fik for noget tid siden spoilet noget i Alt eller intet af Nicola Yoon, som jeg ellers glæder mig til at læse, men selve plot twistet lyder helt forfærdeligt, så jeg tager stadig tilløb.
  • En genre du aldrig kommer til at læse.
    At sige aldrig er måske at sætte det på spidsen, men jeg læser sjældent krimier.
  • Et format du hader og undlader at købe, indtil bogen udkommer i et andet format.
    Det må uden tvivl være pocket-bøger. Jeg er ret glad for Outlander-bøgerne, og jeg har netop læst A Breath of Snow And Ashes, som er knap 1500 sider lang og i pocket format. Bogens længde er i forvejen intimiderende, men det lille format hjælper bestemt heller ikke på det med sine papirtynde sider og lille skriftstørrelse.
  • En trope som er et stort nope. 
    Trekantsdramaer fungerer sjældent for mig. Måske fordi de fyldte ret meget i YA i en periode?
  • En bog du hele tiden får anbefalet, men som du nægter at læse.
    Jeg stiller mig sjældent på bagben for en bog, men der er selvfølgelig bøger, som jeg har fået anbefalet, men som ikke umiddelbart har fanget min interesse, eller som blot ikke er prioriteret nu. En TBR-liste skaber jo ikke sig selv.
  • En kliché eller en pet peeve som altid får dig til at himle med øjnene.
    Sætningen: “She let out the breath she didn’t know she’d been holding.” Jeg har det virkelig også stramt, når en hovedperson har en usædvanlig øjenfarve som violet. Det var virkelig populært i YA for en del år siden, men var fuldkommen formålsløst. Det får mig også til at himle med øjnene, når en hovedpersons øjne er en anormal farve som lilla, eller de bliver beskrevet som farveskiftende.
  • En love interest som slet ikke burde have eksisteret.
    Kærligheden mellem hovedpersonen og barndomsvennen i Det ender med os af Colleen Hoover. Historien ville i min optik have været langt stærkere, hvis ikke kærligheden mellem dem havde været tilstede.
  • En bog som ikke burde eksistere.
    Bøger betyder noget forskelligt, alt efter hvem der læser dem, og jeg bryder mig derfor ikke om at nedgøre det, der kan være en andens yndlingsbog. Jeg er ikke fan af Fifty Shades-bøgerne, men de var med til at løfte bogmarkedet, og det kan jeg godt værdsætte dem for – også selvom jeg ikke synes om dem.
  • En skurk du ikke ønsker at komme på tværs af.
    Dolores Umbridge. Alene tanken giver mig myrekryb. I’ll take Voldemort any day!
  • En karakters død, som stadig hjemsøger dig.
    Uden at afsløre noget, kan jeg godt røbe, at listen er lang, og en del af navnene på den er fra Harry Potter-bøgerne, men senest er det en af karaktererne fra Six of Crows. Jeg genlæste det kapitel så mange gange, fordi jeg troede, at jeg havde læst forkert. Det håber jeg nok stadig, at jeg gjorde.
  • En dårlig læseoplevelse fra en forfatter, som du har valgt ikke at læsere mere af.
    Tamora Pierce. Jeg var virkelig ikke begejstret for bøgerne om Alanna, så jeg har indtil videre ladet mit bekendtskab til forfatteren blive ved dem. Heller ikke selvom jeg har fået anbefalet hendes resterende forfatterskab mange gange.

Hvad med dig? Har du også haft en dårlig oplevelse med en forfatter, som du helt har afskrevet af samme grund, og hvilken fiktiv skurk ønsker du ikke at krydse veje med?

Litterære links #7: Heltindeforsvar og plagiering af poet

Hvor andre dykker ned i artikler om nogle af de ting, der rør vores virkelighed, foretrækker jeg at dykke ned i tekster om bøgernes verden. Det er noget jeg gør dagligt, som andre tænder for fjernsynet for at se dagens nyheder, og nogle af de bedste og mest interessante tekster, jeg har læst, har jeg samlet her. Denne omgang litterære links er rødglødende af passion, følelser og forsvar med alt lige fra sexede vampyrers tilblivelse, en undskyldning til Stephanie Meyer med et forsvar af Bella Swan som heltinde, men også en større sag om et prisnomineret digt, der viser sig at være et plagiat.

Har du læst nogle interessante bogartikler eller anmeldelser på det seneste, som du har lyst til at tippe om?