8 ting jeg hader ved new adult

Det er de mest kulørte bøger i min bogsamling. Dem med pastelfarvede rygge og forsider, som alle handler om kærlighed. Det er de bøger, jeg rækker ud efter, når jeg trækker stikket fra en travl hverdag, når jeg ønsker at blive øjeblikkelig opslugt og først vende tilbage til virkeligheden, når den sidste side er vendt. For mig er det at læse new adult som at binge Netflix. Med dem ved jeg præcis, hvad jeg får, og det er ikke ødelæggende for mig at vide, at prinsessen får sin prins. Det er forudsigeligt, men det fungerer, og alligevel er der bøger som Hot Mess af Lucy Vine, som vender op og ned på hele gamet og puster nyt liv ind i genren. Jeg har bestemt læst my fair share af disse lyserøde bøger, og med tiden er jeg blevet opmærksom på nogle af de ting ved bøgerne, som virkelig irriterer mig.

  1. Svulmende forsider. Amerikanske forsider til new adult er ofte af let afklædte mænd med svulmende muskelmasse, og jeg synes, at det er forkert på så mange måder, selvom der er tale om flotte mænd.
  2. De samme hovedpersoner. Det er lidt en balancegang at kunne lide det forudsigelige ved genren, og så stadig ville have originalitet. Jeg er vild med Elle Kennedy, men jeg blander stadig to af hendes bøger sammen, fordi karaktererne eller historien i dem er for ens. Derfor nød jeg dem også mindre, end nogle af hendes andre bøger.
  3. Den samme slags sex. Det er min erfaring, at sex ofte beskrives med de samme vendinger i de new adult-bøger, jeg har læst, og det er ærgerligt, at der ikke er plads til flere nuancer og perspektiver.
  4. Douchebag-syndrom. Forleden læste jeg en bog, hvor de to hovedpersoner tidligere har været seksuelt sammen, og derfor forsøger fyren at presse på over for hende til en ny omgang, og selvom hun tydeligt takker nej til hans dickpics og upassende beskeder, så er det all about the chase, så han insisterer forsat på, at hun er interesseret.
  5. Dirty talk. Jeg er virkelig ikke fan af de mænd, som kalder alle kvinder for baby eller lignende.
  6. Say hello to my little friend. I rigtig meget af det new adult jeg har læst, som også fortæller historien fra den mandlige hovedpersons perspektiv, er der ofte et stort fokus på hans kønsdele, som var der tale om en selvstændig karakter. Forleden læste jeg følgende i bog, og absurditeten kommer for alvor til sin ret, hvis du prøver at læse sætningen med omvendt fortegn: “Yesss. Min pik rører utålmodigt på sig.”
  7. Den bedste ven. Ofte er den kvindelige hovedpersons bedste ven e fyr, hun umuligt kan være tiltrukket af fordi han a) er hendes bror eller b) han er homoseksuel (og det er altid den samme stereotyp). Jeg synes det er ærgerligt, at der ikke er plads til, at kvinder og mænd kan være venner uden den seksuelle tiltrækning.
  8. Den kvindelige rival. Kært barn har mange navne, og den kvindelige rival (som sjældent har et reelt udestående med den kvindelige hovedperson) har mange. Konflikter er nødvendige for en historie, men det er synd, at det i disse bøger ofte er på en måde, hvor kvinder taler hinanden ned, i stedet for at tale hinanden op.

Er du enig i mine betragtninger, og er der andet ved new adult, som du ikke bryder dig om?

Reklamer

Louise O’Neills debutroman er en feministisk genistreg


Skabt for dig (Only Every Yours) af Louise O’Neill fra forlaget Gyldendal i 2018 (org. udgivet i 2014). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Langt ude i fremtiden er verden en anden. Her fødes kvinder ikke. De bliver designet, trænet på skoler som evaer og oplært i at opfylde mænds behov. Når de dimitterer, bliver de enten koner, konkubiner eller kyske. Freida og Isabel er begge sikre på, at de vil ende med at blive nogens kone, for de er blandt de mest attraktive piger på skolen. Men på deres afsluttende år sker der noget. Isabel begynder at tage på, udebliver fra undervisningen og forsvinder fra ranglisten. Freida er nødt til at fokuserer på sin fremtid, hvis hun vil vælges som kone, selv hvis det betyder, at hun må kappe båndene til den eneste veninde, hun nogensinde har haft.

Louise O’Neills debutroman er hjerteskærende, upoleret og hårdtslående. Dens dystopiske fremtidssyn rammer ind i nutidige tendenser og debatter, og jeg håber og ønsker for forfatteren, at hendes stemme vil give genklang over hele verden. O’Neill har nemlig skabt en vigtig roman om en ekstrem verdensorden, der begyndte langsomt, indtil det tog fart og blev til virkelighed. I den verden, hvor Freida lever, er er feminisme et skældsord, og der er kalorieregning på skemaet i skolen. Det er let at afskrive historien som ekstrem, men sandheden er, at selvom kalorietælling ikke er en del af nogen uddannelse, så er det hverdag for rigtig mange, og desværre anses feminisme også som et skældsord for mange.

“Tomheden i min krop føles enorm, som et stort åbent rum uden noget at holde fast i.”

Flere gange tog jeg mig selv i tænke, at historien var sat på spidsen, men min næste tanke var også en lang række eksempler, der fuldkommen affejede den første. Når en sanger synger om at være øverst i fødekæden, og at alle kvinder skal tilfredsestille ham seksuelt, imens de vrider dig på gulvet foran ham, afklædte, så er det ikke karikeret, sat på spidsen eller dystopisk fremtidsspekultion. Det er virkelighed på samme måde som alle de, der hver dag tæller kalorier og føler skyld, når lysten til at spise tager til. Alle karaktererne er en mundfuld, fordi ingen af dem er sympatiske eller elskelige. De er derimod selvoptagede, overfladiske og konkurrenceminded i forsøget på at blive den smukkeste, tyndeste og mest populære pige, imens drengene oplever et pres fra omverden om at præstere. Det kan synes enormt endimensionelt, men i virkeligheden ser jeg det som et udtryk for den verdensorden, de lever under.

Undervejs måtte jeg lægge bogen kortvarigt fra mig. Ikke fordi jeg ikke nød at læse den, eller fordi den var svær at komme igennem, men fordi den gjorde så stort indtryk på mig. Den rørte mig fra første side som noget genkendeligt, der gang på gang blev ved med at skylle ind over mig. Forfatteren er ikke kun god til at skrive, hun formår også at skabe små øjebliksbilleder af følelser, der fremkalder gysen og gåsehud, fordi gennemslagskraften er så stor at den udfordrer den fiktive verden. Men O’Neills dystopiske roman er ikke historien om en revolution, og det er også med til at gøre den til en langt stærkere og mere realistisk historie. Skabt for dig er en forfærdelig fantastisk bog, som der slet ikke er blevet talt nok om, og det er en bog, jeg slet ikke kan anbefale nok. Læs den!

 

Fem serie-filmatiseringer, der lever op til bogen

Det er altid med en vis grad af skeptisk, at jeg kaster mig over en filmatisering, der tager afsæt i bog, for der er så meget, der kan gå galt. Skuespillerne kan være helt forkerte i forhold til, hvordan du havde forestillet dig karaktererne, historien kan afvige fra historien i sådan en grad, at det bare føles forkert, eller noget helt tredje. Men det sker heldigvis også, at filmselskaber rammer plet med en filmatisering, og dem fremhæver jeg fem af i dag.

  • Thirteen Reasons Why af Jay Asher er blevet filmatiseret som en serie på Netflix, og faktisk synes jeg, at den første sæson er så god, at den overgår bogen. Endnu en gang er der nogle helt markante ændringer fra bog til serie, men budskabet er klokkeklart. Den handler om de små og store ting i hverdagen, som er med til at vælte os, og den sætter fokus på vigtigheden af at behandle hinanden ordentligt og turde række ud og turde gribe andre, når de har brug for det. Det er derfor også en voldsom serie med selvmord, overgreb og mobning.
  • Outlander af Diana Gabaldon er en af mine absolutte yndlingsserier. På enhver tænkelig måde formår serien at indfange det, som gør Outlander så afhængighedsskabende. Landskabet er betagende, de historiske rammer er interessante og kærligheden og karaktererne er gennemførte. Serien kan ses på både Netflix, HBO og Viaplay.
  • The Handmaid’s Tale af Margaret Atwood er et mesterværk. Så enkelt kan det siges. Langt hen ad vejen, følger serien bogen, men den tager sig også sine kunstneriske friheder, som er med til at understøtte og udbygge den dystopiske verden, som forfatteren har skabt med stor overbevisning. Jeg elskede bogen, og selvom jeg kendte historien på forhånd, formåede serien alligevel at tage mig med storm. Visualiseringen af alt det, som Atwood skabte med ord, holder hele vejen. Serien kan ses på HBO.
  • The Huanting of Hill House af Shirley Jackson er en gåsehudsfremkaldende historie, og selvom filmatiseringen har samme rammesæt, er historien en anden. Den handler om en familie i opløsning, der kæmper med efterskælvet af tabet af et familiemedlem, og de spøgelser i huset, som hjemsøger dem. Selvom jeg måtte slukke undervejs på grund af uhyggen, er jeg glad for, at jeg samlede mig modet til at færdiggøre den, for det er i sandhed en af de mest gribende serier, jeg har set i lang tid. Serien kan ses på Netflix, som også står bag den.
  • Anne Of Green Gables af L.M. Montgomery er filmatiseret på Netflix under navnet Anne With An E. Den er langt mørkere end bøgerne og filmatiseringen fra 1985, men måske er det netop derfor, at jeg så godt kan lide den. Amybeth McNulty er en formidabel Anne, med store armbevægelser og et mundtøj, der sjældent står stille.

BONUS!

  • Min geniale veninde af Elena Ferrante får først får premiere d. 19/11, men fordi HBO og Politikens forlag inviterede mig ind for at se de første to afsnit, kan jeg allerede nu afsløre, at det tegner godt. Afsnittene formår virkelig at indfange bogens atmosfære, tidens trænge kår og venskabet og følelserne mellem Elena og Lila. Jeg glæder mig virkelig til at se videre, når serien får premiere. Hvis den holder niveauet, kan det godt blive en ny yndlingsserie.

Hvilke seriefilmatiseringer af bøger er blandt dine favoritter?