Med løftet om en spektakulær fortsættelse er Scarlet dog lidt tung at danse med


Scarlet af Marissa Meyer, udgivet af forlaget Feiwel & Friends i 2013.

Da 18-årige Scarlet Benoits bedstemor forsvinder, og hun beslutter sig for at finde hende, men det går langsomt op for Scarlet, at der er mange ting, hun ikke ved om sin bedstemor, eller den store fare, som har forfulgt hende hele livet gemt i skyggerne. Hvis Scarlet skal gøre sig forhåbninger om at blive genforenet med sin bedstemor, er hun nødt til at alliere sig med slagbroderen Wolf, der måske ligger inde med afgørende informationer. Scarlet er ikke sikker på, at hun kan stole på ham, og kemien mellem dem gør hende ikke mere sikker. Undervejs bliver hun hvirvlet ind i cyborgpigen Cinderes kamp mod den onde dronning Levana, der truer med at knuse den intergalaktiske verdensfred. 

Hvor Cinder tog afsæt i eventyret om Askepot og midnatsballet, tager Scarlet udgangspunkt i eventyret om Rødhætte og ulven. Jeg er beundrer måde, hvorpå Marissa Meyer vælger at bruge eventyrere som rammesæt for sine historier, som tillader hende at sætte sit helt eget præg på et ellers velkendt eventyr. Det betyder, at man som læser har en lille idé om, hvordan historien vil starte ud, men ingen idé om hvilken retning, den vil bevæge sig i. Sådan var det også med Scarlet, der er fyldt med hemmelige orginisationer i en fremtidsfjern verden beboet af mennesker og maskiner, imens verdensrummet er befolket af fjendtlige aliens, og verdensfreden hænger i en tynd tråd. 

“She did not know that the wolf was a wicked sort of animal, and she was not afraid of him.”

Jeg nød at læse Scarlets historie om hendes søgen efter sin forsvundne bedstemor og hendes møde med Wolf, men jeg faldt aldrig helt for den. Hendes historie føltes som en lang vandring, der aldrig nåede sit slutpunkt, og jeg endte derfor med at kede mig undervejs. Desuden fandt jeg handlingen en smule rodet, hvilket heller ikke ligefrem gjorde det lettere at blive fanget af den. Relationen mellem Scarlet og Wolf var også noget af det, der udfordrede min koncentration. Wolf har en mørk fortid, som stadig hjemsøger ham, men hans evige forsøg på at skubbe Scarlet fra sig, fordi han er overbevidst om, at det er farligtfor hende at omgås ham er udvandet. Det udskyder deres historie og intet andet.

Der er en forfriskende lethed over måden forfatteren skriver på, men i Scarlet er der også en hel del mere telling end showing, som gør det svært at skabe sine egne billeder og visualisere den. Historien lider desuden under sin egen forudsigelighed og simplicitet, og jeg ved ikke, om det skyldes eventyret, som udgør rammerne for bogen, eller om det er Meyers genfortælling, som ikke er tilstrækkelig interessant eller gennemført. Derfor følte jeg mig heller aldrig forbundet til historien og dens gang, og alligevel læste jeg den til ende, fordi roserne om Meyers futuristiske eventyrserie forsat giver genlyd hos så mange læsere. Jeg håber, at jeg finder samme glæde for den i de efterfølgende bøger.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.