Adib Khorrams debutroman er vedkommende men vil for meget


Darius the Great Is Not Okay af Adib Khorram fra forlaget Dial Books i 2018.

Daris ved mere om kulturen i Tolkiens Lord of the Rings, end den kultur hans familie kommer fra. For Darius føles det som om, at han aldrig vil være god nok. Hverken i Amerika eller Iran. Det kulturelle ståsted er ikke det eneste, der plager Darius. Han kæmper også med depression, lavt selvværd og sit kropsbillede. Den slags er ikke let at tale om, og slet ikke i Iran, hvor familien er på vej hen. Darius har aldrig været i Iran, og omvæltningerne er store. Men måske kan nabodrengen Sohrab hjælpe Darius med at udfylde det tomrum, der har taget bo i hans hjerte?

En af de bøger, jeg virkelig så frem til at læse i efteråret var Darius the Great Is Not Okay af Adib Khorram, der blandt andet er blevet sammenlignet med Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe. Jeg overgav mig til hypen, men endte med at side tilbage med en flad fornemmelse i maven, da jeg havde vendt den sidste side. Det føltes slet ikke som om jeg havde læst den samme bog, som så mange har rost til skyerne. Darius er en dreng, der kæmper med sit selvværd, depression, sit kulturelle ståsted i verden og med sin far. Han er en amerikansk teenager, hvis familie er fra Iran, han bliver mobbet i skolen og derhjemme fortsætter det med farens hensynsløst at bebrejde sin søn for den krop han har.

“You’re okay,” he murmured.
“No. I’m not.”
“I know.” He rubbed my back up and down. “It’s okay not to be okay.”

På trods af disse mange vigtige og vedkommende problemstillinger, krøb Darius aldrig ind under huden på mig med sin historie, og han vandt aldrig mit hjerte. I forsøget på at skabe en kompleks karakter, følte jeg i stedet at Adib Khorram aldrig berørte mere end toppen af isbjerget, og hans forsøg på at favne bredt mislykkedes. Det samme kan siges om Darius som karakter. Han er både vild med Star Trek, Lord of the Rings-bøgerne, og så er han også en passioneret tedrikker. På trods af alle disse nuancer, følte jeg aldrig, at jeg lærte Darius rigtigt at kende.

Rent sprogligt fandt jeg også bogen udfordrende. Ikke fordi det var tungt eller fyldt med kringlede metaforer, men fordi hovedpersonen har en irriterende vane med at gøre sig i tøvelyde. Faktisk var det så slemt, at jeg til sidst begyndte at tælle, hvor ofte han sagde “um”, og rekorden var tre gange på samme side. Det er muligvis et greb til at vise, hvor usikker og tøvende Darius er, men det er ikke noget, der lykkes eller løfter hans karakter på nogen måde, og så er det samtidig svært at abstrahere fra. Daris the Great Is Not Okay er fyldt med vigtige budskaber, og selvom jeg ikke føler, at forfatteren formår at løfte dem alle, så er det stadig en bog, der understreger, at det er helt okay ikke at være okay.

Reklamer

Litterære links #6: Hårdtslående heltinder og tudetursbøger

Jeg svælger i bøger. Det er det, jeg har brugt fem år af mit liv på at studere, det jeg beskæftiger mig med i hverdagen, og det, som jeg bruger en stor del af min fritid på. Og så er det også noget, som jeg holder meget af at læse om. Denne omgang litterære links indeholder praktisk vejledning til, hvordan du redder en vandskadet bog, hvilke bøger, der fik en række store forfattere til at gyse og en liste med noveller, som er gode at læse, hvis du virkelig har brug for en tudetur.

Har du læst nogle interessante bogartikler eller anmeldelser på det seneste, som du har lyst til at tippe om?

Tre litterære podcast, der er værd at lytte til

Who run the world? Girls!

Podcast er en forholdvis ny del af min hverdag. Da Serial hittede, var det det eneste venner og kolleger talte om, og jeg prøvede virkelig at blive en del af lyttefænomenet, men det lykkedes aldrig. I stedet opgav jeg hele lytteprojektet, lidt på samme måde som med lydbøger længe, der længe har forsøgt at vinde min gunst uden at det er blevet til meget mere end en uskyldig flirt. Dog har jeg fundet en niche inden for podcasts, der handler om bøger, og som nu er blevet en fast del af min hverdag. Derfor anbefaler jeg tre litterære podcast, der afgjort er værd at lytte til.

  • Reading Women er den seneste tilføjelse til mit podcastbibliotek. Det er en podcast, der inddrager forfattere, læsere og boganmeldere med bøger som Jane Eyre, Homegoing og The Bear and the Nightingale i et forsøg på at gøre op med forestillinger om, at kvindelitteratur ikke har samme værdi, som bøger skrevet af mænd. De har også en gruppe på Goodreads, hvor du kan blande dig i debatten og dele læseoplevelser. Af det jeg har hørt af podcasten, kan jeg især anbefale episode 39, som handler om klassiske kvinder i litteraturen.
  • Banging Book Club læser og diskuterer bøger, der enten er skrevet af kvinder, eller som omhandler kvinder og kønsproblemer. Bøgerne dækker bredt med alt lige fra The Power til The Virgin Suicides, Fifty Shades og Lady Chatterley’s Lover. De har også en gruppe på Goodreads, hvor man kan tilslutte sig debatten. Jeg er især vild med afsnittene om Lolita, Asking For It og The Virgil Suicides, hvor de også har sammenholdt bogen med filmen.
  • Smart Podcast, Trashy Books er muligvis mit favorit bogpodcast, og det er også det, jeg har lyttet til længest. Det fokuserer på kærlighedsbøger på kryds og tværs af genrer, det handler om læseglæde og bringer enhver forestilling om, at romance bare er smudslitteratur til skamme. Jeg kan ikke anbefale det nok, og her kan du læse mere om, hvilke afsnit jeg anbefaler. 

Lytter du til podcasts? Hvis du gør, er der så nogen, jeg bør tilføje til mit bibliotek, og lytter vi mon til nogle af de samme?

Med løftet om en spektakulær fortsættelse er Scarlet dog lidt tung at danse med


Scarlet af Marissa Meyer, udgivet af forlaget Feiwel & Friends i 2013.

Da 18-årige Scarlet Benoits bedstemor forsvinder, og hun beslutter sig for at finde hende, men det går langsomt op for Scarlet, at der er mange ting, hun ikke ved om sin bedstemor, eller den store fare, som har forfulgt hende hele livet gemt i skyggerne. Hvis Scarlet skal gøre sig forhåbninger om at blive genforenet med sin bedstemor, er hun nødt til at alliere sig med slagbroderen Wolf, der måske ligger inde med afgørende informationer. Scarlet er ikke sikker på, at hun kan stole på ham, og kemien mellem dem gør hende ikke mere sikker. Undervejs bliver hun hvirvlet ind i cyborgpigen Cinderes kamp mod den onde dronning Levana, der truer med at knuse den intergalaktiske verdensfred. 

Hvor Cinder tog afsæt i eventyret om Askepot og midnatsballet, tager Scarlet udgangspunkt i eventyret om Rødhætte og ulven. Jeg er beundrer måde, hvorpå Marissa Meyer vælger at bruge eventyrere som rammesæt for sine historier, som tillader hende at sætte sit helt eget præg på et ellers velkendt eventyr. Det betyder, at man som læser har en lille idé om, hvordan historien vil starte ud, men ingen idé om hvilken retning, den vil bevæge sig i. Sådan var det også med Scarlet, der er fyldt med hemmelige orginisationer i en fremtidsfjern verden beboet af mennesker og maskiner, imens verdensrummet er befolket af fjendtlige aliens, og verdensfreden hænger i en tynd tråd. 

“She did not know that the wolf was a wicked sort of animal, and she was not afraid of him.”

Jeg nød at læse Scarlets historie om hendes søgen efter sin forsvundne bedstemor og hendes møde med Wolf, men jeg faldt aldrig helt for den. Hendes historie føltes som en lang vandring, der aldrig nåede sit slutpunkt, og jeg endte derfor med at kede mig undervejs. Desuden fandt jeg handlingen en smule rodet, hvilket heller ikke ligefrem gjorde det lettere at blive fanget af den. Relationen mellem Scarlet og Wolf var også noget af det, der udfordrede min koncentration. Wolf har en mørk fortid, som stadig hjemsøger ham, men hans evige forsøg på at skubbe Scarlet fra sig, fordi han er overbevidst om, at det er farligtfor hende at omgås ham er udvandet. Det udskyder deres historie og intet andet.

Der er en forfriskende lethed over måden forfatteren skriver på, men i Scarlet er der også en hel del mere telling end showing, som gør det svært at skabe sine egne billeder og visualisere den. Historien lider desuden under sin egen forudsigelighed og simplicitet, og jeg ved ikke, om det skyldes eventyret, som udgør rammerne for bogen, eller om det er Meyers genfortælling, som ikke er tilstrækkelig interessant eller gennemført. Derfor følte jeg mig heller aldrig forbundet til historien og dens gang, og alligevel læste jeg den til ende, fordi roserne om Meyers futuristiske eventyrserie forsat giver genlyd hos så mange læsere. Jeg håber, at jeg finder samme glæde for den i de efterfølgende bøger.