Windblown Pages er nomineret til Danish Book Blog Award 2018

En, to, tre – tak!

Det lyder som den største kliché af alle, når jeg siger, at jeg er tom for ord, men det er ikke desto mindre sandt. Smilet har siddet fast lige siden jeg fik nyheden om, at Windblown Pages for tredje år i træk er nomineret til Danish Book Blog Award, og jeg har siden da forsøgt at finde de helt rigtige ord til at udtrykke, hvad prisnomineringen betyder for mig, og hvor taknemmelig jeg er for alle jer, der læser med. En stor del af glæden ved at blogge er nemlig at vide, at der også er nogen, som læser med. Derfor vil jeg gerne sige tak til alle, som læser med, hvad end du har været med fra starten eller kigger forbi bloggen for første gang. Plusbogs bloggerpris hylder de, der river tid ud af kalenderen til at beskæftige sig med litteraturformidling og skabe online papiruniverser dedikeret til læseglæde og bogkærlighed. Du kan være med til at fejre dette ved at stemme på din yndlingsbogblogger her. Du kan stemme frem til d. 1. oktober, hvorefter de fem bloggere med flest stemmer går videre til finalen. Af hjertet tak fordi du læser med!

Stort tillykke til de nominerede, som er: Bogblogger.dk, Boghjørnet, Bogoplevelsen, Book Me Up Scotty, Cathrine Rossen, Eva Lucia Music And Literature, Flyv med mig, Litfix, Litteraturhuset, Litteraturlinjer, Mellem linjerne, Reading Raindrops, Sidses bogreol, Skrivepulten, The Secret Life of a Book Collector.

Litterære links #5: “I really wanted a to see a brown girl on these covers. And I wanted her in a position of power.”

Det er blevet tid til endnu en omgang litterære links, og denne gang handler det om prisforskellen mellem bøger, der er skrevet af mænd og kvinder, forsideændringer med et politisk formål, der holder og en lang og kritisk læsning af en succesfuld bogserie, som rigtig mange elsker.

Har du læst nogle interessante bogartikler eller anmeldelser på det seneste, som du har lyst til at tippe om?

Det har jeg fået ud af at læse bøger på min Kindle

Bøger til ingen penge – bogstavelig talt

Jeg har altid været en papirbogspige. Synet af mine bogreoler og de mange muligheder er svære at slå, og der er en hel særlig følelse forbundet med at sætte en færdiglæst bog tilbage i reolen. Derfor afskrev jeg længe ethvert andet bogformat end papirbogen, og i lang tid så jeg ingen fordele ved e-bøger andet end deres praktiskhed. På en e-bogslæser fylder de ikke spor, og formatet kan også læses på tablet og telefon, hvilket er smart, når man skal på ferie, eller hvis man bor et sted, der begrænser muligheden for et hjemmebibliotek. Det er praktisk, smart og kompakt, men ikke noget, der før har fyldt i min læsning på nogen måde. Det gør det nu. Efter jeg startede hos forlaget Carlsen, er jeg blevet udstyret med en Kindle til at læse manuskripter på, og med den åbnede der sig en hel ny verden.

Et pusterum en læsefyldt hverdag

Med en Kindle har jeg forsat kunne læse i det propfyldte morgentog, hvor alle siddepladser er optaget, fordi den kan betjenes med bare én hånd. Samtidig er der også altid let adgang til alverdens bøger med bare få klik. Selvom jeg hovedsageligt bruger min Kindle til at læse arbejdsrelaterede bøger, bruger jeg den også til at udforske bøger, som jeg er nysgerrig på eller bøger, som jeg er i tvivl om. Viser en bog sig at være noget helt særligt, kan jeg altid bestille den hjem til mit hjemmebibliotek efterfølgende og kun har brugt få ekstra kroner på det. Eksempelvis købte jeg My Lady Jane som e-bog til knap to dollars, fordi jeg var usikker på, om det var en bog for mig. Det var det, og nu står den i bogreolen.

Jeg holder mig opdateret på tilbud med et nyhedsbrev fra Book Riot, som sendes ud hver eftermiddag med dagens særpriser, og så holder jeg mig også manuelt opdateret hos Amazon, med deres mange og varierende tilbudslister og kampagner. At læse på min Kindle har givet mig et pusterum i en læsefyldt hverdag. Det lyder måske skørt, med nogle gange kan jeg godt blive mæt af alle de bøger, som udgør min hverdag, men på en eller anden måde omfatter det endnu ikke de digitale udgivelser. At læse dem føles dejligt uforpligtende (med mindre der er tale om manuskripter til arbejde), for jeg anmelder ikke de bøger, der er på min Kindle, og det letter en smule for arbejdstrykket. Så selvom jeg forsat rækker ud efter papirbogen først, er e-bøger blevet en slags helle i en hverdag fyldt med bøger.

Hvordan har du det med e-bøger? Fylder det i din læsning, eller holder du dig udelukkende til at læse papirbøger?