Circe af Madeline Miller er en stærk historie om en stærk kvinde i den græske mytologi

Circe af Madeline Miller, udgivet af forlaget Bloomsbury Publishing i 2018.

Solguden Helios bliver en dag far til datteren Circe, der er alt andet, end hvad han havde håbet på. Hun har ikke det rigtige udseende eller en guddommelig stemme. Frastødt af hendes afvigelser tager hendes familie afstand til hende, og hun søger selskab hos de dødelige, hvor hun krydser grænsen til forbudte heksekræfter. Da kærligheden gør hende blind, og får hende til at kaste en mørk forbandelse, forviser Zeus hende til et liv i eksil på en øde ø, men selvom øen er ubeboet, er der mange søfarende, der finder vej dertil. I sidste ende er Circe nødt til at beslutte sig for, om hun hører hjemme blandt de, der udstødte hende, eller de dødelige, som hun altid vil overleve.

Circe er en elegant genfortælling af græsk mytologi og på mange måder en klassisk dannelsesroman fyldt med menneskelige budskaber i mødet med guddommelige kræfter og mytiske skikkelser. Circes historie er voldsom. Den er en ode til kærligheden, den krig den kan medføre og det, som vi er villige til at gå igennem for at opnå den hos et andet menneske. Af samme grund er det en spændende fortælling om kærlighed og hævn fyldt med tempofyldte scener med stormende følelser i opbrud. Madeline Miller bringer mange myter i spil i sin genfortælling, og selvom langt de fleste er vellykkede, føles enkelte af dem som unødvendig fylde og påvirkede heller ikke den overordnede historie.

It is a common saying that women are delicate creatures, flowers, eggs, anything that may be crushed in a moment’s carelessness. If I had ever believed it, I no longer did.

Circe lever i en verden, hvor der fortælles historier om modige mænd og deres store heltedåd. Der synges ballader om helte og ikke heltinder, og der er kun er plads til at fortælle om kvinder, når de er hekse, der skal besejres. På trods af sin guddom, sin udødelighed og magi er Circe grundliggende en sårede kvinde, der hele sit liv har levet i skyggerne af magtfulde mænd og deres afvisning af hende. Hun har skilt sig ud lige fra fødslen, hvor hun ikke lever op til de forventninger, hendes forældre har til hende, og det igangsætter en række afvisninger, der former hende som menneske. Derfor er hendes historie også en stærk fortælling om en kvindes forsøg på at begå sig i en håbløs patriarkalsk verden.

Miller har skrevet en overbevisende genfortælling om Circe, og selvom denne er fyldt med andre mytologiske historier, er det Circes egen, der er stærkest, for på trods af sine gudestatus, er hendes kvaler menneskelige. Circe historie handler om en kvindes liv på godt og ondt, selvom dette liv ikke har nogen udløbsdato. Den er fortalt med et feminist greb, der løfter historien til nye højder. Med smukke gloser, fremtryller Miller den mytologiske verden, vi kun kender igennem historiefragmenter, og hendes ord er maleriske og fløjlsbløde, selv når de er skarpe. Hendes skrivestil er atmosfærisk grænsende til det til sensuelle. Med lyriske undertoner genfortæller hun en ældgammel historie med nutidig relevans, samtidig med at hun kaster et feministisk syn på den. Det er en sand fornøjelse at læse hendes ord.

4 thoughts on “Circe af Madeline Miller er en stærk historie om en stærk kvinde i den græske mytologi

    1. Dejligt at høre! Forfatteren har også skrevet en anden roman med mytologisk afsæt. The Song of Achilles hedder den. Virkelig også læseværdig. 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.