Med Panteons Prøve tager Boris Hansen dansk fantasy til nye højder


Panteons Prøve (Panteon-sagaen #3) af Boris Hansen, udgivet af forlaget Tellerup i 2018.

Skyerne trækker sig sammen og verden ryster, for Panteons Prøve nærmer sig med hastige skridt. Der er kun tyve dage til guder. engle og efterkommere vil stå ansigt til ansigt med hinanden i Empyria, men noget er i gære. Ligesom Fader Prias børn rejser fra nær og fjern for at mødes, er Lucas og hans venner også på vej, men inden Prøven kan begynde, skal der gøres op med fortiden, og i en anden verden er Mehmet og Julia opslugt af et mysterium. I Empyrias underverden har Saida fundet en skjult sandhed, der venter på at blive afsløret, men blod englen vokser stadig i hendes indre …

Det lyder måske som den største kliché af alle, men Boris Hansens episke fantasyserie er af den slags, der får sin læser til at holde vejret fra start til slut. Den er omfattende, medrivende og umulig at lægge fra sig. Historien er så original, at den er svær at forudsige, og derfor er det først til slut, at man som læser endelig kan trække vejret igen. Lucus’ rejse har været lang og farefuld, fyldt med nye verdener og væsner, som han i sin vildeste fantasi ikke troede eksisterede. Rejsen har bragt nye venskaber med sig, imens alliancer er blevet indgået og brudt igen, og nu er den ved at nå sin ende. 

Lucas studsede over det og rynkede brynenes. “Hvad er jeg så?”
“Det giver da sig selv,” sagde Teodor. “Du er hjertet.”

Selvom historien er delt i to bind med et samlet sidetal på 950 sider, så føles den aldrig lang eller tung at læse. Siderne vender nærmest sig selv, fordi handlingen er så spændende. De to verdener, menneskenes og Empyrias, bevæger sig i mange retninger, og selvom disse er meget forskellige, er det tydeligt at mærke, hvordan de langsomt nærmer sig hinanden. Selvom jeg en sjælden gang mistede overblikket over historiens mange handlingsstråde og fortællestemmer, er der ingen tvivl om, at hver en scene i Panteons Prøve er der med et formål. Historien er lynhurtigt blevet et kæmpemæssigt univers af mange og komplekse karakterer, og derfor skal man holde tungen lige i munden, når man læser denne mesterlige fortælling, men den udfordrer dog aldrig eller sætter læserens tålmodighed på prøve.

Handlingen i Panteons Prøve spidser til på alle måder, og minder lidt om en Pandoras boks; afsløringerne er mange, og de er alle med til at skabe et nuanceret billede af de mange karakterer og deres indbyrdes relationer, dog uden at de pludselig føles fremmede. Hvor man med det forrige bøger i serien har kunne se skydækket trækket sig sammen over Panteons verden, er en uundgåelig storm lige på grænsen til at bryde ud i denne, og det bliver en storm ulig nogen anden. Panteons Prøve er en pageturner af nye dimensioner, og med den tager Boris Hansen dansk fantasy til nye højder.

Reklamer

Circe af Madeline Miller er en stærk historie om en stærk kvinde i den græske mytologi

Circe af Madeline Miller, udgivet af forlaget Bloomsbury Publishing i 2018.

Solguden Helios bliver en dag far til datteren Circe, der er alt andet, end hvad han havde håbet på. Hun har ikke det rigtige udseende eller en guddommelig stemme. Frastødt af hendes afvigelser tager hendes familie afstand til hende, og hun søger selskab hos de dødelige, hvor hun krydser grænsen til forbudte heksekræfter. Da kærligheden gør hende blind, og får hende til at kaste en mørk forbandelse, forviser Zeus hende til et liv i eksil på en øde ø, men selvom øen er ubeboet, er der mange søfarende, der finder vej dertil. I sidste ende er Circe nødt til at beslutte sig for, om hun hører hjemme blandt de, der udstødte hende, eller de dødelige, som hun altid vil overleve.

Circe er en elegant genfortælling af græsk mytologi og på mange måder en klassisk dannelsesroman fyldt med menneskelige budskaber i mødet med guddommelige kræfter og mytiske skikkelser. Circes historie er voldsom. Den er en ode til kærligheden, den krig den kan medføre og det, som vi er villige til at gå igennem for at opnå den hos et andet menneske. Af samme grund er det en spændende fortælling om kærlighed og hævn fyldt med tempofyldte scener med stormende følelser i opbrud. Madeline Miller bringer mange myter i spil i sin genfortælling, og selvom langt de fleste er vellykkede, føles enkelte af dem som unødvendig fylde og påvirkede heller ikke den overordnede historie.

It is a common saying that women are delicate creatures, flowers, eggs, anything that may be crushed in a moment’s carelessness. If I had ever believed it, I no longer did.

Circe lever i en verden, hvor der fortælles historier om modige mænd og deres store heltedåd. Der synges ballader om helte og ikke heltinder, og der er kun er plads til at fortælle om kvinder, når de er hekse, der skal besejres. På trods af sin guddom, sin udødelighed og magi er Circe grundliggende en sårede kvinde, der hele sit liv har levet i skyggerne af magtfulde mænd og deres afvisning af hende. Hun har skilt sig ud lige fra fødslen, hvor hun ikke lever op til de forventninger, hendes forældre har til hende, og det igangsætter en række afvisninger, der former hende som menneske. Derfor er hendes historie også en stærk fortælling om en kvindes forsøg på at begå sig i en håbløs patriarkalsk verden.

Miller har skrevet en overbevisende genfortælling om Circe, og selvom denne er fyldt med andre mytologiske historier, er det Circes egen, der er stærkest, for på trods af sine gudestatus, er hendes kvaler menneskelige. Circe historie handler om en kvindes liv på godt og ondt, selvom dette liv ikke har nogen udløbsdato. Den er fortalt med et feminist greb, der løfter historien til nye højder. Med smukke gloser, fremtryller Miller den mytologiske verden, vi kun kender igennem historiefragmenter, og hendes ord er maleriske og fløjlsbløde, selv når de er skarpe. Hendes skrivestil er atmosfærisk grænsende til det til sensuelle. Med lyriske undertoner genfortæller hun en ældgammel historie med nutidig relevans, samtidig med at hun kaster et feministisk syn på den. Det er en sand fornøjelse at læse hendes ord.

Hæsblæsende fantasy lever op til hypen

An Ember in the Ashes, Sabaa Tahir, fatansy, YA, young adult

An Ember in the Ashes (An Ember in the Ashes #1) af Sabaa Tahir, udgivet af forlaget Razorbill i 2017 (org. udgivet i 2015).

Under imperiets herredømme straffes al modstand med døden. Da Laias bror bliver arresteret, må hun opsøge modstandsbevægelsen for at redde ham. Hun får deres hjælp på én betingelse: Hun skal spionere i militærakademiet. Her møder hun Elias, der er soldat og skolens dygtigste aspirant. På trods af sine krigeriske kunstfærdigheder, drømmer han om at undslippe den undertrykkelse, han er blevet trænet i at udøve. Tilstanden i riget spidser til, og mod deres vilje bliver Laia og Elias skæbner forbundet. Nye vinde bliver over imperiet, og der er en storm på vej.

Sabaa Tahir debuterede med An Ember in the Ashes i 2015 Selvom bogen nu har et par år på bagen, lever hypen i bedste velgående, og der er ingen tvivl om hvorfor.  Tahir har skabt en virkelig vellykket historie, der tager afsæt i det romerske kejserstyre, hvor disciplin præger hverdagen i den hierarkiske inddeling af rigets indbyggere. I bunden er Laia og hendes familie, der alle er slaver. Længere oppe befinder Elias sig, som søn af kommandanten og den mest lovende aspirant. Deres verdener er lysår fra hinanden, og alligevel bliver de forbundet med hensigt at bryde fri af de rammer, som riget har sat. For selvom de begge befinder sig i hver sin ende af hierarkiet, er ingen af dem frie.

“Life is made of so many moments that mean nothing. Then one day, a single moment comes along to define every second that comes after. Such moments are tests of courage, of strength.”

An Ember in the Ashes er kun begyndelsen, og selvom det også er mærkbart i den verden, som Tahir har skabt, og som læseren kun får et glimt er, så er det ikke desto mindre en lovende begyndelse. Jeg manglende en dybere forståelse af, hvordan hendes fiktive verden hænger sammen, men samtidig er historien så gribende fra første side, at dens mangler hurtigt bliver tilgivet. Sproget flyder med største lethed, og bærer læseren igennem historien. Historiens perspektiv skifter mellem Laia og Elias. Deres stemmer er lette at adskille, men jeg følte aldrig samme tilknytning til Elias, som jeg gjorde med Laia. Måske skyldes det, at hans karakter aldrig rigtig krøb ind under huden på mig. For mig var han kun sin militære opvækst, og selvom der ligger en vigtig pointe i det, var det Laia, der løb med mit hjerte.

Jeg tror på, at en god bog får dit hjerte til at banke på en helt særlig måde, og sådan en bog er An Ember in the Ashes, der tog mig på en rejse rundt i mit følelsesregister. Forfatteren gør noget, som andre forfatter har svært ved. Hun sætter en ydre grænse og gør sine karakterer skrøbelige, selvom de kan synes stærke, hårdtslående eller ressourcefulde. Fælles for dem alle er, at de har noget at miste. Derfor danser Laia heller ikke upåvirket igennem sin spionage i riget, men oplever alle dens skyggesider, og mærker også konsekvenserne af sine fejltrin på en måde, som føles som piskeslag i ansigtet på læseren. Det er en slags, der gør, at man som læser aldrig føler sig for sikker på handlingen, og det er det, der gør An Ember in the Ashes så vellykket. Sagt med andre ord: Jeg glæder mig virkelig til at læse videre i serien. 

Tre myter om klassikere som ikke holder stik

De klassiske værker er for mange den slags bøger, der giver dårlig litterær samvittighed, bøger, der udsættes, fordi virker uoverskuelige, som store sommerferieprojekter, og bøger, som der er en række fordomme om. Men sådan behøver det ikke at være. Langt hen ad vejen tror jeg det handler om de forventninger, vi sætter til os selv, og selvfølgelig også de mange digitale tekster, som vedbliver at hævde, at visse bøger er uundgåelige og skal læses, og derfor pludselig befinder sig på din livslange to-do-liste, ude n du selv har tilføjet dem. Derfor afliver jeg i dag tre myter, så du forhåbentligt har lyst til selv at tilføje klassikere til din to-read-liste.

Myte nr. #1: De er altid virkelig lange

Jeg tror, at mange er af den opfattelse, at klassikere er store, tunge og upraktiske bøger, og selvom det måske forholder sig sådan med nogle af dem, så findes der faktisk en hel del klassikere, der slet ikke er så lange. Her er bare tre af dem.

  • The Picture of Dorian Grey af Oscar Wilde er en af mine yndlingsbøger. Den er kort, skarp og præcis, og handler om en forfængelig ung mand, der i forsøget på at bevare sit smukke ydre sælger sin sjæl, og det koster ham dyrt.
  • Hard Times af Charles Dickens er muligvis hans korteste roman, og så er den også et rigtig fint sted at starte med forfatterskabet, hvis bøger som Bleak House og Great Expectations er lidt for stor en mundfuld.
  • Romeo and Juliet af William Shakespeare. Nogen synes måske, at Shakespeare er lidt en mundfuld, men hans skuespil er ret korte, og fordi mange kender historien Romeo and Juliet, er denne et godt sted at starte.

Myte nr. #2: De er altid kedelige

Det svare lidt til at sige, at alle krimier er ens, eller at young adult kun kan læse af teenagere. Den slags grove generaliseringer holder sjældent stik. I stedet anbefaler jeg tre bøger, som virkelig fangede min interesse fra start til slut.

  • Northanger Abbey af Jane Austen er muligvis forfatterens mest morsomme roman. Den parodierer den gotiske roman, og fik mig til at grine højlydt flere gange. Den er også fyldt med læseglæde, og så er den endda også kort.
  • Carmilla af J. Sheridan Le Fanu er neglebidende spændende. Historien kredser om Carmillas hemmelighed, som forfører bogens hovedperson (og læser!), og det er neglebidende spændende.
  • The Three Musketeers af Alexandre Dumas er fyldt med alt det, der gør en historie god med alt lige fra snedige elskerinder, vilde drukture og et broderskab på godt og ondt. Det er et eventyr fra start til slut.

Myte nr. #3: Klassikere er bare sur pligtlæsning

Det kan egentlig siges ret let: Du behøver ikke læse bøger, som du ikke har lyst til, uanset hvor mange lister på internettet, der hævder noget andet. Hvis du gerne vil læse klassikere, men ikke ved, hvor du skal begynde, vil jeg ikke anbefale dig bøger, men derimod give et par råd til, hvordan du kan gribe det an.

  • Start blidt ud. Find dine gamle børnebogsklassikere frem om for eksempel det magiske klædeskab i Narnia eller den rødhårede pige fra Grønnebakken. Børnebøger kan virkelig være en hjælp til at kickstarte klassikerlæsning.
  • Tag det trinvist. Det lyder banalt, men læs et kapitel ad gangen, så læseoplevelsen ikke bliver for overvældende. Det kan især være en god idé, hvis du giver dig et kast med en lang klassiker. Jeg plejede at sætte klistersedler ind ved hvert kapitel, så jeg på den måde synliggjorde min læseproces.
  • Start de korte klassikere. Du behøver ikke læse hverken War and Peace eller Moby Dick for at være med. Det er lige så godt at læse de korte klassikere som de lange, og det kan være et rigtig godt sted at starte sin læsning.

Hvordan har du det med klassikere? Nyder du at læse dem, eller afholder deres status dig fra at læse dem?