Feministisk genfortælling af Den lille havfrue er fængslende læsning med vigtige budskaber og et lyrisk sprog


The Surface Breaks af Louise O’Neill, udgivet af forlaget Scholastic i 2018.

Ud fra den kolde irske kyst dybt under havets overflade drømmer en havfrue om at løsrive sig fra sin fars kontrollerende greb og den havmand, hun skal ægte uden at elske. I traditionens tro bryder hun igennem overfladen på sin fødselsdag, og her er hun vidne til noget, der ændrer hendes liv for altid. Et skib synker sammen med en menneskedreng. Hun ved ikke hvorfor, men hun er nødt til at redde ham. Tilbage i sin fars kongerige kan hun ikke glemme drengen, men hvor meget er hun villig til at ofre for at træde op på landjorden i håb om at vinde hans kærlighed?

Louise O’Neill genfortælling af H.C. Andersens klassiske historie om en havfrue, der ofre sin stemme for at være tæt på den mand hun elsker, men aldrig får, er stærk fra start til slut. Forfatteren er en stærk stemme i debatten om feminisme, som også gennemsyrer denne genfortælling på en original måde, som stadig bevarer den oprindelige histories rammesæt. Hvor den klassiske historie handler om ulykkelig kærlighed, det at miste sig selv og opdage, at græsset ikke er grønnere på den anden side, handler O’Neills også om dette, men det står alt sammen i forlængelse af kønsdebatten.

“It is your father who has insisted on calling me a ‘witch’. That’s is simply a term that men give women who are not afraid of them, women who refuse to do as they are told.”

Med The Surface Breaks har Louise O’Neill givet den lille havfrue et navn og en stemme. Hun har givet hende en plads i verden, og gennemslagskraften er stor. Hendes historie er ikke kun en ulykkeligkærlighedshistorie om en ung kvinde, der mister alt. Det er det også, men det er i højere grad en historie om at finde sin stemme og en måde at bruge den på i kampen for det bedre. Nogen vil måske mene, at mændene i O’Neills genfortælling er endimensionelle, fordi de i høj grad afspejler de værdier, som den undertrykkende konge repræsenterer, men jeg tror ikke, at det er et udtryk for, at alle mænd er onde. Jeg tror i stedet, forfatteren forsøger at vise, at mænd også er ofre for den kønspolitiske kultur, som længe har eksisteret. Gaia, historiens hovedperson, starter ikke ud som et stærkt feministisk forbillede, men det bliver hun, og det tror jeg gør historien langt stærkere, end hvis hun havde været fra første side.

Et af historiens mest forfriskende aspekter er forfatterens fortolkning af Havheksen. Hvor hun ofte forbindes med ondskab på grund af sit udseende og evne til at udføre magi, er hun her et udtryk for en kvinde, der har frigjort sig det patriarkalske samfund, hvor den lille havfrue lever. Louise O’Neill har med The Surface Breaks ikke kun skabt en stærk og vigtig historie, der alene på grund af dens tematikker, er værd at læse, for den er også veludført. Sproget er rytmiske bølger af lyrik, der det ene øjeblik er voldsomme og brusende, og det næste blikstille og betagende. Hendes historie er en perle, der er værd at dykke efter, atmosfærisk fortalt og med et sprog, der vil efterlade dig åndeløs.

Reklamer

På mit natbord #1: Bøger jeg skal læse i min sommerferie

En kort fornøjelse

Da jeg vågnede i morges, begyndte min sommerferie, men fordi min ferie i år faktisk bare er en forlænget weekend, har jeg besluttet at få det maksimale ud af de dage, hvor jeg ikke holder mig opdateret på algoritmer og bogudgivelser. Derfor granskede jeg i går min bogreol for bøger, som jeg vil bruge de næste par dage i selskab med. Mit læsehumør har været en underlig størrelse på det seneste, for selvom jeg har læst bøger, har jeg ikke rigtig haft lysten til det. Heldigvis meldte den sig klar i morges, hvor jeg som det første kastede mig over den første af mine planlagte bøger.

  • Den første bog i rækken var A Torch Against the Night af Sabaa Tahir, som er anden bog i An Ember in the Ashes-serien. Mine forventninger til den var små, men bogen endte med at tage mig med storm, og som en naturlig følge heraf måtte jeg læse efterfølgeren. Jeg havde dog allerede tyvstartet på bogen et par dage i forvejen.
  • Næste bog i rækken er To Kill a Kingdom af Alexandra Christo, som er en mørk genfortælling af Den lille havfrue, hvor den lille havfrue er en sirene, der bogstavelig talt skal stjæle prinsens hjerte.
  • Den sidste bog jeg håber på at færdiggøre er Thors hammer af Rick Riordan. Det er anden bog i serien om Magnus Chase og de nordiske guder. Riordan skriver de mest morsomme og handlingsfyldte bøger om mytologi, hvor man sjældent keder sig, og jeg glæder mig meget til at læse om Magnus’ kamp mod Ragnarok.

Hvilke bøger skal du læse i din sommerferie? Har du læst nogen af bøgerne fra min læsestak, eller står de på din tbr-liste? 

Skuespiller Neil Patrick Harris debuterer som børnebogsforfatter med stor overbevisning

De magiske møgunger, the magic misfits, neil patrick harris, børnebog

De magiske møgunger (org. titel The Magic Misfits) af Neil Patrick Harris, udgivet af forlaget Carlsen i 2018 (org. udgivet i 2017). Bogen er læst på dansk, originalsproget er engelsk.

Carter er stukket af fra sin svindler af en onkel, der bruger magi på gaden til at svindle sig vej ned i publikums lommer. Da han ankommer til en lille by på landet, hvor han møder andre trylleglade børn, forandre alt pludseligt, da B.B. Bosso og hans hold kommer til byen med ønsket om at sjæle en stor diamant. Sammen med sine nye venner, de magiske møgunger, og med hjælp fra byens lokale magiker, må Carter og hans venner redde byen fra Bossos trylletricks.

Neil Patrick Harris er ikke bare tryllekunstneren, der også er skuespiller, eller ham, der åbner alle de amerikanske adward shows. Han er også forfatter, og De magiske møgunger er hans første børnebog. Historien om Carter er en enormt vellykket fortælling om en ensom dreng, som mere end noget andet ønsker sig bærende relationer. Hans forældre er forsvundet, og hans onkel er en svindler, der tryller sig vej ned i folks lommer, og Carter hjerte er så opfyldt af troen på magi og ønsket om at høre til, at han er nødt til at tage benene på nakken og finde lykken andetsteds. Det er enormt rørende, men samtidig er historien også fyldt med håb og humor.

“Jeg vil bare gerne høre til, okay?” snerrede Carter. Han mærkede tårerne presse sig på uden at være helt sikker. Men han tørrede alligevel hurtigt sine øjne med hånden. “Du ved ikke, hvordan det føles at være helt alene.”

Bogen indeholder også en række trylletricks, som læseren selv kan udføre, og som er forklaret på en måde, så selv de mindste kan være med. Det står ikke i direkte forlængelse af historien, men er kun med til at understrege den magiske følelse, som gennemstrømmer siderne, og som Harris så fint får tryllet frem. Af samme grund er De magiske møgunger også en kærlighedserklæring til magi og trylleri, og som selv kan få et voksent læserhjerte til at banke af beundring. Carters historie afbrydes løbende også af en alvidende fortæller, der også skaber rammerne for historien og dens gang, og det er særligt her kærligheden til magien kommer rigtig til orde og bliver forklaret.

De magiske møgunger er ikke kun magisk, fordi den handler om magi. Den er også magisk på grund af den diversitet, der er at finde blandt de magiske møgunger. To af børnene har en anden hudfarve end hvid, og den ene er et vidunderbarn, imens den anden har to fædre, et tredje barn sidder i kørestol, der er også et tvillingepar og Carter, som er forældreløs med en traumatisk opvækst. Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er med repræsentation, og her rammer Harris hovedet på sømmet. De magiske møgunger har stemning som Lemony Snickets A Series of Unfortunate Events, men er stadig helt sin egen og afgjort læseværdig, hvis du vil fortrylles fra start til slut.

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en smuk roman om livet på godt og ondt, når man er ung


Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder (org. titel Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe) af Benjamin Alire Sáenz, udgivet af forlaget CarlsenPuls i 2018 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Aristoteles og Dante er komplette modsætninger. Det gælder ikke kun deres hudfarve, for Dante er en følsom og eftertænksom fyr, der udtrykker sig ved at tegne og læse litteratur. Han er åben og ærlig, imens Aristoteles forsøger at lægge låg på det hele. På trods af deres forskelligheder er Dante måske lige præcis den fyr, som Ari har brug for kunne bryde de mure ned, som omkranser hans hjerte. De er begge udfordret er verden, der samtidig er et stort og forunderligt sted, der sender dem på en vigtig rejse i jagten på, hvad det vil sige at være en mand.

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder har kun været udgivet siden 2012 og er allerede nu udråbt til at være en nyklassiker i YA-litteraturen. Ari og Dante har også vundet mange læserhjerter, og det gælder også mit. På trods af at handlingen udspiller sig i 80’erne, er drengenes rejse stadig relevant og vedkommende for læsere i dag. Den stiller spørgsmålstegn ved familiedynamikker, italesætter kønsforskelle og racisme, og det at være i tvivl om sin seksualitet. Tidsånden skyller ikke ind over siderne på en forcerende måde, når Benjamin Alire Sáenz bevæger sig ned af memory lane på godt og ondt. Den sætter dog sit tydelig præg på historien på den mest simple og naturlige måde. Det samme gælder for relationen mellem Ari og Dante, som ikke vælter læseren omkuld fra starten, men som gradvist etableres og af den grund virker langt stærkere og på en eller anden måde også mere troværdig.

“Der findes værre ting i verden end en dreng, der kan lide at kysse andre drenge.”

Det mest afgørende i Aristoteles og Dantes historie er bogens tempo. Der er ikke dømt fart over feltet, og man bliver skuffet, hvis man forventer det. I stedet er der skruet helt ned for tempoet til fordel for nærværet og eftertænksomheden, og med det har Sáenz skabt en enormt vedkommende og smuk bog, hvor sproget har poetisk karakter. Selv hans beskrivelser af de mest simple og umiddelbare betragtninger er kraftfulde. Det var også noget af det, der gjorde størst indtryk mig, for der er ikke et eneste ord i bogen, som ikke er der af en årsag. Sáenz’ ord bærer på hele universer, hvis hemmeligheder bare venter på at blive opdaget og udforsket.

Ari kæmper med tavsheden. Ingen i hans familie taler om den ældste bror, og selvom faren er tydeligt påvirket, taler de heller ikke om hans tid i militæret. Der er lagt låg på følelserne, så Ari forsøger at gøre det samme med sine. Det gør ondt at læse hans betragtninger om livet og sin egen placering i denne. Hans ord er smukke, skrøbelige og skarpe, og står i stærk kontrast til Dante, der bærer følelser uden på tøjet. Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en læseoplevelse, jeg har svært ved helt at sætte ord på, for selvom skrivestilen til tider kan være en smule over the top, så er det en bog, der efterlod mig med følelsen af, at jeg netop havde været vidne til noget helt særligt.