Forholdet mellem anmelder og forfatter: Hvor går grænsen?

En fejlslået dialog

Det er set mange gange før. Ord bliver skrevet, grænser overskrides, men hvor går grænsen egentlig i forholdet mellem forfatter og anmelder? Jeg mener bestemt, at man skal kunne adskille forfatter og værk, og dog har jeg før set mig nødsaget til at afskrive et forfatterskab på grund af forfatterens dårlige opførelse eller kontroversielle holdninger. Tilbage i 2016 læste jeg en fantasybog, som ikke var min kop te, og det faldt ikke i forfatterens smag. På trods af min saglige anmeldelse, fandt forfatteren det nødvendigt at påpege, hvordan min læsning var forkert, selvom den var saglig og sober. Jeg begik den fejl at indgå i dialog med ham, for han var hverken til at hugge eller stikke i, og da det gik op for mig, at vi diskuterede hvorvidt min læseoplevelse var rigtig eller ej, valgte jeg at slette anmeldelsen sammen med vores samtale. Dialogen med forfatteren var tabt på forhånd, fordi vi aldrig ville kunne nå til enighed om hans bog. Jeg har også oplevet en forfatter, der ønskede en mere konstruktiv anmeldelse, som vedkommende kunne bruge, men faktum er bare, at mine ord ikke er rettet mod forfatteren. De er rettet mod læseren.

En kamel, der skal sluges

Jeg skriver ikke boganmeldelser som en sparring til forfatterne. Jeg skriver først og fremmest boganmeldelser og boglige debatindlæg for mig selv, fordi ordene hober sig op til bristepunktet og vil høres, men jeg skriver også med håbet om, at andre har lyst til at dele deres holdninger med mig, hvad end de stemmer overens med mine egne eller ej. Så længe en boganmeldelse er sobert skrevet (både i respekt til forfatteren såvel som til andre læsere, der måske er vilde med bogen, hvor jeg ikke er det), føler jeg ikke, at en holdning til bogen skal forsvares. Jeg kan kun forestille mig, hvor stor en kamel det må være at sluge, når nogen ikke bryder sig om det værk, som man formentlig har brugt lang tid på at skrive og få udgivet, men ikke desto mindre er det en kamel, der skal sluges. Man kan ikke please alle, og i det øjeblik ord udgives er de ude af forfatterens hånd, og det tror jeg er vigtigt at huske på.

Hvis du også anmelder bøger, har du så haft dårlige oplevelser med forfattere, der er gået over grænsen? Og som almindelig læser, har det så påvirkning din lyst til at læse bøger af forfatteren, når du hører om den slags?