Den, der lever stille af Leonora Christina Skov


Den, der lever stille af Leonora Christina Skov, udgivet af Politikens forlag i 2018.

Da Leonoras mor dør, beslutter hun sig for at skrive historien om sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Men selvom Leonora holder sig inden for stregerne, ser hun sig til sidst nødsaget til at flytte til København for at genskabe sig selv som forfatter og menneske, og til sine forældres rædsel forelsker hun sig også i en kvinde. Men selvom Leonoras liv begynder at tage form, stopper hendes ønske om sin mors kærlighed aldrig.

Den, der lever stille er alt andet end stille. Det er en stormfuld historie om følelser i opbrud, svigt og længsel efter kærlighed. Jeg har læst denne ene roman af Leonora Christina Skov, og den slog mig nådesløst og ubarmhjertigt omkuld. Den, der lever stille er hendes historie og virkelighed, og den er så ærlig fortalt med så mange smukke ord og skrøbelige betragtninger, at jeg slog mig på den. Det er en roman, der gjorde ondt at læse fra start til slut, og selvom den var hård og tårerne flere gange trængte sig på, var den også svær at slippe igen. Jeg er glad for, at jeg startede mit kendskab til forfatteren med netop denne bog, for den tog så meget fra mig, men gav mig samtidig så meget igen.

”Klokken var lidt over tolv om formiddagen. Den rigtige datter ville for længst have kastet sig hulkende på sin mors hospitalsseng, men jeg havde været den forkerte datter i årevis, muligvis siden jeg blev født, og min mor brød sig ikke om kropskontakt.”

Det er en roman, der kræver tålmodighed. Ikke fordi den er svær at læse eller historiens tempo er langsomt og handlingen kedelig, men på grund af de verdenssyn, der løbende bliver præsenteret, og som i så mange år er blevet presset ned over hovedet på forfatteren. Jeg havde på en gang både lyst til at knuge bogen tæt ind til mig og kaste den tværs gennem stuen, og på grund af de følelser rammer Leonora Christina Skov hovedet på sømmet med sin historie. Den får alle de rigtige følelser frem i læseren på de helt rigtige tidspunkter og som bliver siddende længe i kroppen efter endt læsning. Noget af det hårdeste ved at læse Skovs historie er, at forældrene ikke formår at se, hvad de gør galt. Af samme grund er denne roman vigtig, fordi den er et portræt af en familie, der sjældent bliver fortalt om. Kernefamilien, der på overfalden lever et stille liv, men som bag facaden forsøger at kvæle enhver truende afvigelse.

Skovs historie beretter om komplicerede familieforhold, om forældre der kun elsker deres børn på deres egne betingelser, og om mødre, der ikke anerkender deres døtre. Forfatterens mor er en eksistens uden ro, for hvem verden ramler ved den mindste ændring, og som sender hårdtslående og ødelæggende tidevandsbølger igennem familien. Faren klynger sig til sin hustru, imens Leonora Christina selv forsøger at overleve sin mors påstande, der alle sammen handler om, at hun er årsagen til ødelæggelsen. Det er hjerteskærende at læse, hvordan Leonora Christina krymper sig under disse og svinder ind til en skygge af sig selv, men samtidig rejser hun sig som en føniks af asken og giver et sprog til de, der leder efter ord, og håb til de, der leder efter en vej ud af mørket. Romanen fortjener al den larm, den har fået.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s