Dem der flygter og dem der bliver (Napoli-romanerne #3) af Elena Ferrante


Dem der flygter og dem der bliver (org. titel Storia di chi fugge e di chi resta) af Elena Ferrante, udgivet af C&K Forlag i 2017 (org. udgivet i 2013) Læst på dansk – originalsproget er italiensk.

“Vi havde begge brug for nye dyber, nyt indhold, og alligevel var vi adskilte og kunne hverken give hinanden det ene eller det andet,” sådan skriver Elena om sit forhold til Lila i denne bind i Napoli-romanerne. Deres venskab er svært og præget af vidt forskelige ting, der tvinger dem fra hinanden. Elena er travlt optaget af sit forfatterskab og med at udvides det grænser, imens Lila fortsat kæmper med tilværelsen, selvom hun dog finder vej ud af fattigdommens elendighed. Elena flytter til Firenze og stifter familie. Men den kølige, kloge og verdensfjerne Pietro, som har vundet hendes hjerte, er svær at leve sammen med, og da familien forsøges er hverdagen er det på bekostning af hendes forfatterskab. Hverdagen vælter for alvor dog, da et spøgelse fra fortiden pludselig dukker op.

Elena Ferrantes romaner er mesterlige. De er svære at beskrive på grund af det rolige tempo og de hverdagsagtige begivenheder, men samtidig er de fyldt med stormfulde følelser, talrige magtkampe og evigt oprør. Selvom Elena og Lilas liv har bevæget sig i vidt forskellige retninger lige siden de mødte hinanden for første gang som børn, har de aldrig helt kunne slippe hinanden. Savnet har altid stået tilbage, når venskabets bånd blev skåret over. Ferrante spinder et spind af skrøbelige følelser om eksistenser på kanten af afgrundens rend, og måske er det netop disse vellykket portrætter, der gør Napoli-romanerne til noget ganske særligt.

“Vi havde begge brug for nye dybder, nyt indhold, og alligevel var vi adskilte og kunne hverken give hinanden det ene eller det andet.”

På samme måde som i de to foregående romaner hænger melankolien som en tyk tåge over bogens sider, og lykken er aldrig nok. Elenas forhold til Lila har altid været giftigt, og det er kun blevet værre med årene. Elena har alt, hvad hun har drømt om: en lang uddannelse, forfattersucces og en kernefamilie, men alligevel er hun ulykkelig. På trods af Lilas evige modgang i livet, bliver hun ved med at overgå hende på en måde, som er svær at sætte ord på. Ferrante illustrerer på fineste vis, hvordan Elena kæmper for at bryde fri af alle de forventninger, der er til kvinder. Forestilling om at være hjemmegående med manden som forsørgeren, forventningen om børn og kernefamilie, og som hun også forsøger at få til at fungere, selvom hun kæmper med næb og klør for at finde en udvej derfra.

Elena kæmper med sin næste roman, som gerne skal følge i fodsporene på dens første succes, og processen er lang og smertefuld, fordi det eneste der virkelig betyder noget, er Lilas mening. Helt grundliggende mangler hun føling med sig selv og sin identitet, der er så betinget af Lilas mening, og det gør, at hun altid er på vippen til at bryde sammen. Tiden presser sig også sammen om hende som en klaustrofobisk fornemmelse med sin politisk ekstremisme, studenteroprøret og kvindebevægelsen, der udgør de historiske rammer for romanen, og det er også med til at gøre hende rodløs i verden og i sig selv. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ender. Denne tredje roman om de to napolitanske kvinder er mesterligt fortalt, og jeg misunder enhver, der endnu har til gode at læse deres historie.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s